af Fernando Linderberg, 1895

Forord.
Forrige år skrev jeg i tidsskriftet For Kirke og Kultur i anledning af et dér offentliggjort foredrag af professor Morgenstjerne en mindre afhandling om frikonkurrencen og socialismen, hvilken udkom i særtryk og udsolgtes i løbet af kort tid. Fra først af var det nærmest hensigten, at nærværende bog kun skulle have været en ny lidt forøget udgave af nævnte skrift. Det blev mig imidlertid snart klart, at skulle det lykkes at sprede noget virkeligt lys over de her omhandlede store og så dybt indgribende spørgsmål, blev det nødvendigt at udarbejde en hel ny bog. Det er da denne, jeg hermed forelægger. Kan den blive modtaget med noget af den velvilje, som blev det ovennævnte mindre skrift til del, vil den forhåbentlig kunne bidrage noget til at fremkalde den forståelse af tidens sociale opgaver, som der trænges så hårdt til under de forestående reformationer.
København i juli 1895,
Forfatteren

I. Arbejderne og statsøkonomerne.
Da maskinerne kom frem, fandt fabrikanterne i England, at hvert minut var så kostbart, at det gjaldt om at gøre arbejdsdagen så lang som mulig. Der blev derfor gennemgående i de engelske fabrikker arbejdet 15-16 timer om dagen, og ikke sjældent gik arbejdstiden i dette stolte for sin frihed berømte land op til 19 til 20 timer i døgnet.
Med henblik på den moralske nedværdigelse, som denne arbejdernes trældom gav sig udslag i, erklærede selv førsteministeren Robert Peel, at “Intelligensens store værk, maskinernes fuldkommenhed, blev til den bitreste forbandelse for nationen i stedet for til velsignelse”.).

Med disse forhold for øje kunne der være grund til at vente, at kirkens ordførere som de naturlige våbendragere for de sædelige livsværdier ville have løftet et hærskrig imod uretfærdigheden, og at nationaløkonomerne ville have trådt i skranken for andre og bedre forhold.

Men det skete ikke.
Det var arbejderne selv, der måtte vække de sovende samvittigheder og tilkæmpe sig retten.

Omkring ved 1830 – få år efter, at arbejderorganisationerne havde tilkæmpet sig retten til at eksistere – begynder virksomheden for at indskrænke arbejdstiden til 10 timer om dagen. På dette krav svarer fabrikanterne så godt som enstemmigt, at indskrænkningen af arbejdstiden til 10 timer daglig vil være ensbetydende med undergang for den blomstrende engelske industri. Og både statsmændene og nationaløkonomerne slutter sig til fabrikanterne.

Da kravet nåede frem til parlamentet, rejste John Bright, der ved sin kamp imod korntold lovene indlagde sig så store fortjenester, sig og holdt en tale imod den nævnte indskrænkning af arbejdstiden, hvori han bl.a. udtalte:

“Da jeg føler mig overbevist om, at forslaget vil skade og tilintetgøre landets vigtigste interesser, fordi jeg tror, at det står i modsætning til alle grundsætninger for en sund lovgivning; da det ikke betyder andet over for arbejdsklassen end en besnæring, da det kun forsvares af folk, der mangler ethvert kendskab til fabriksøkonomi, da jeg anser det for en af de sletteste forholdsregler, der nogen sinde er iklædt lov­form, og da så vel industriens fornødenheder som arbejderens og arbejdsgiverens krav ville gøre det nødvendigt atter at afskaffe den, dersom den blev lov, da dette er min overbevisning, ser jeg mig nødsaget til på det bestemteste at modsætte mig overgangen til anden behandling.”)

Denne John Brights betragtning fandt tilslutning hos en hel række af nationaløkonomer, som havde sæde i parlamentet. Og udenfor parlamentet mødte den nationaløkonomiske forfatter Senior med den påstand, at hele nettoudbyttet faldt i fabrikdriftens “sidste” time, hvorfor forkortelse af arbejdstiden ville være ensbetydende med en standsning af hele det industrielle liv.

Med hele den offentlige sagkundskab imod sig måtte arbejderne kæmpe for den forkortede arbejdsdag omtrent 20 år. Først i 1847 – afgørende først 1850 – blev den offentlige mening så vidt vundet for sagen, at det blev muligt, trods fabrikanternes og nationaløkonomernes ildevarslende spådomme og ihærdigste modstand at gennemføre den 10 timers arbejdsdag, der dog som en af loven foreskreven foranstaltning kun kom til at gælde for kvinder og unge mennesker. Virkningerne af loven blev imidlertid meget snart, at den i praksis også kom til at gælde for mændenes vedkommende”.
Men den blomstrende engelske industri gik ikke til grunde. Tværtimod blomstrede den mere frodigt end nogen sinde før.

“Da arbejdstiden blev afkortet, viste det sig snart, at de enkelte arbejderes arbejdsevne steg med afkortningen af arbejdstiden, og at særlig de unge arbejdere præsterede ikke blot mere, men også bedre arbejde i den afkortede arbejdsdag end tidligere, da de udmattedes ved uafbrudt arbejde uden afbrydelse til den fornødne hvile og rekreation”.
I 1835 var der i England af bomuldsspinderier og væverier 1.262 med 109.626 maskinstole og 220.134 arbejdere. I 1890 var der af samme slags spinderier og væverier 2.538 med 615.714 maskinstole og 528.795 arbejdere.

I stedet for at gå til grunde viste det sig i løbet af 40 år, at fabrikkerne, maskinstolene, tenene og arbejderne blev dels omtrent, dels mere end fordoblede. På samme tid viste det sig, at hver enkelt arbejder ikke blot frembragte lige så meget i de forkortede arbejdstid som før i den længere, men endogså mere. Arbejderne fik ret på alle punkter, det var fabrikanterne og de sagkyndige nationaløkonomer, der fik uret, blev skuffede og gjort til skamme.

Med berettiget selvfølelse ser arbejderne derfor tilbage på de vundne sejre. Ved Trades Unions årskongres i september 1891 udtalte den bekendte leder, Th. Burt, med henblik herpå, bl.a.

“Nationaløkonomerne fortalte os, at lønnen rettede sig fuldstændig efter tilbud og efterspørgsel. Men vi har fortalt dem noget andet, at arbejderne er noget andet end varer – at de ikke er bomuldsballer, kultønder eller sukkerfustager, men at de er væsener, at de har en sjæl, at de er mennesker, og at de må behandles som mennesker”.
Udviklingen er senere fremdeles gået i den af arbejderne krævede retning. Gennemgående er arbejdstiden nu kun ca. 9 timer om dagen, og i ikke ringe udstrækning er 8 timers dagen allerede en levende kendsgerning.

Måtte dette tjene til vidnesbyrd om, at arbejderne ofte ser mere, end nationaløkonomerne forstår!
Det er i vid udstrækning arbejderne, der har omdannet statsøkonomien i England. Det samme har de, og må de fremdeles gøre mange andre steder, særlig hjemme iblandt os selv.

Den forkortede arbejdsdag står overalt på arbejdernes program. Men her som andre steder udgør kravet om den forkortede arbejdsdag kun en del af arbejdernes program. Den egentlige tanke, der har fanget arbejdermillionernes tro og håb, er socialismens store ide, den sociale stat. Det er socialismen, der viser en enestående evne til dag for dag i voksende grad at trænge ind og sætte liv i de store, brede og træge og i virkeligheden mest konservative og for nye ideer mindst tilgængelige folkelag.
Alle vegne ligger socialismen nu i luften. Den er ikke blot snart den eneste luft, hvori arbejderne drager ånde, dag for dag trænger den ind og vinder begejstrede tilhængere blandt fordomsfrie mænd og kvinder både i dannelsens og i rigdommens folkelag.
Rent på forhånd må vi derfor slutte, at den må have nogen af sandhedens tændende og fængende kræfter i sig. Men ikke des mindre ser vi endnu for det meste vore hjemlige nationaløkonomer optræde på samme måde over for socialismen som i sin tid de engelske over for den forkortede arbejdsdag.

Et særligt karakteristisk eksempel i denne retning foreligger fra den nationaløkonomiske professor Bredo Morgenstjerne i Kristiania.
I april-heftet for 1894 af tidsskriftet For kirke og kultur rejste professoren det spørgsmål: kan det social-demokratiske program gennemføres?

Ved sin besvarelse heraf går professoren ud fra, at socialismen hviler på en teoretisk vildfarelse.
Denne vildfarelse giver sig udtryk i den antagelse. At den kapitalrente, hvorpå hele den kapitalistiske samfundsøkonomi er bygget, kan afskaffes. Men dette, påstår han, er umuligt. Den nyere statsøkonomi skal have godtgjort, at kapitalrenten har sin oprindelse derfra, at menneskene vurderer de goder, der straks står til deres rådighed, højere end dem, som først fremtiden vil bringe. Socialismens umulighed godtgøres derfor alene deraf, at kapitalrenten, som nissen med flyttelæsset, ville holde indtog selv i den socialistiske stat.

I øvrigt er professorens betragtning denne:
Socialismen kræver en væsentlig lige formues- og indtægtsfordeling. Men denne kan kun anses for et gode, hvis den enten kan føre til en meget betydelig forøget produktion eller til store besparelser, ti uden det vil ligheden kun blive en lighed i fattigdom. Men nogen synderlig større evne til at frembringe særlig næringsmidler er der ingen grund til at vente, og større besparelser ville kun kunne indvindes på militærvæsenets område. Den evige fred, der er forudsætningen for større militære besparelser, er imidlertid lige så usikker som uafhængig af det rådende produktionssystem.

Umuligheden af at gennemføre socialismen bliver så meget mere klar, når man betænker, at produktionsudbyttet under den social-demokratiske stat vil blive væsentlig formindsket, idet egeninteressen og det private initiativ vil svækkes eller ganske bortfalde under det social-demokratiske system.

“At afskaffe privatkapitalen og derved ophæve egeninteressen som økonomisk drivfjeder, og at indføre fællesproduktion ville derfor være at slagte den høne, som lægger guldæg. Man ville kanske i øjeblikket opnå noget til fattigdommens lindring, men man overskærer livsnerven for den enkeltes foretagsomhed og forsynlighed. Bevidstheden om, at han arbejder for sig selv og sin egen fremtid”.

Man vil ikke kunne anspore dygtigheden, omtanken, iveren således som nu, da man “i følelsen af, at man er sin egen lykkes smed. At man ved sin egen frie handling, uafhængig af alle autoriteters vilkårlige afgørelse kan hente sig sit arbejdes og sine anstrengelsers frugter”.

“Bortset fra den uheldige virkning, som det stærke indgreb i den personlige handlefrihed vil medføre i økonomisk henseende, vil en så betydelig begrænsning af friheden fra statens side være et indgreb i individets naturlige ret til at råde over sine personlige kræfter og deres frugter og derigennem lede til en formindskelse af samfundets sum af lykke”.
“Medens man nu kan vælge mellem at arbejde for egen eller for fremmedes regning, så tvinges man i den social-demokratiske stat til at arbejde for statens regning. Medens man nu selv kan vælge arbejdets art efter sin egen lyst eller de udsigter, som man synes, at faget frembyder, måtte den socialdemokratiske stat sætte sine borgere til det arbejde, som med nødvendighed måtte udføres, for at de forhåndenværende menneskelige behov skulle tilfredsstilles, og forbyde, at der blev arbejdet på områder, hvor staten fandt, at produktion var overflødig”.

“Men selvstændige folk synes nu en gang bedst om at arbejde på den måde, til den tid og på det sted, som de selv bestemmer; selvstændige folk ønsker at kunne forlade et sted og tage fat på et andet. Arbejde mindre på en tid og mere på en anden osv.”
“Også denne indskrænkning i friheden, denne krænkelse af selvstændighedsfølelsen vil gøre det socialdemokratiske program uigennemførligt”.

“Men i lige så høj grad ville dets gennemførelse hindres ved den strid, hvori den af socialdemokratiet tilstræbte kunstige lighed mellem menneskene kommer med menneskenes karakter og tilbøjeligheder. Dette at være alle andres lige, blot at være et nummer iblandt andre numre er menneskenes inderste tilbøjelighed imod; tværtimod vil enhver være noget for sig selv, udmærke sig frem for andre, det være i en snæver kreds eller i det store samfund. Men under den socialdemokratiske samfundsordning kan der ikke gøres brud på lighedsprincippet, uden at den hele ordning sættes i fare”.
Hertil kommer desuden, at man “ikke i den socialdemokratiske stat kan tænke sig tilværelsen af noget personligt tjenestetyende, hvad der for store kredse af samfundet er ensbetydende med i væsentlig grad at forandre formerne for vor tids husliv. Resultatet bliver da det uundgåelige, at tilfredsstillelsen af de daglige behov i stor udstrækning måtte henlægges til store anstalter. Men med denne familielivets opløsning tabes ikke blot en væsentlig moralsk kraft for samfundet, men også meget af det, som for fattig og rig udgør livets bedste indhold, det fortrolige samliv i hjemmet, hvorpå livets bedste lykke beror”.
Den social-demokratiske produktionsordning medfører et uhyre statsmaskineri og lægger en overordentlig forøget magt over borgerne i de styrendes hænder. “dette skaber store vanskeligheder og lægger et tryk på menneskene, som i længden vil blive uudholdeligt. Er det allerede nu så, at den offentlige bedrift i reglen er den private underlegen i evne til at give udbytte, må det så meget mere blive tilfældet, når den offentlige bedrift skal omfatte alle produktionens grene«.

“Vil man ikke hengive sig til den drøm, at den menneskelige natur med et slag skulle kunne forandres, må det socialdemokratiske samfund regne med gode og slette mennesker ligesom de nuværende. Og da netop de socialdemokratiske forfattere skildrer de nuværende mennesker som slette, bestikkelige, hårde og fordærvede, så er det den besynderligste selvmodsigelse af de samme forfattere at gå ud fra, at i den socialdemokratiske stat alle mennesker ville blive gode og ædle, besjælede af broderkærlighed og almenånd”.

En særlig vanskelighed frembyder værdiansættelsen. Under den nuværende ordning regulerer alle priser sig selv gennem tilbud og efterspørgsel. Denne fri ombytning ophører i det socialdemokratiske samfund. De enkeltes ydelser må derfor takseres. “Men at finde den rette målestok for en sådan vilkårlig prisansættelse synes omtrent umuligt”.
Den socialdemokratiske ordning medfarer endvidere fare for overbefolkning. “Hvor ansvaret for sit og sin families underhold flyttes fra den enkelte over på staten, falder det bånd, som omsorgen for udkommet lægger på ægteskabsstifteren, væk”.
Socialdemokraterne fæster næsten udelukkende deres blik på en enkelt del af de fattige, nemlig dem, der stiller deres arbejdskraft til andres rådighed, lønarbejderne, det industrielle proletariat og overser, at der findes lige så megen fattigdom blandt fiskere, små jordbrugere, håndværkere, små handlende og andre folk, der ikke står i andres tjeneste , som blandt fabriksarbejderne.

Kernen i den socialdemokratiske agitation er påstandene om, at fabriksherrerne udbytter deres arbejdere, og løfterne om, at dette skal blive hindret i den socialdemokratiske stat.
“Lige så vist som der er et uhyre misforhold mellem de temmelig begrænsede interesser – løn­arbejdernes – og den fuldstændige økonomiske og sociale, ja endog religiøse og moralske omvæltning af samfundsordenen, som for deres skyld kræves iværksat, lige så vist tør det betvivles, at et program, der indeholder et sådant misforhold mellem mål og midler, vil kunne vinde tilstrækkelig tilslutning og magt i samfundet til at kunne gennemføres. Navnlig tør det antages, at selvejende banders omvendelse til socialdemokratiet – om den nogen sinde kommer – i ethvert fald vil tilhøre en temmelig fjern fremtid”.

Med hensyn til overgangen til den socialdemokratiske ordning møder de mest uoverstigelige vanskeligheder. Overgangen kan næppe foregå gennem en simpel konfiskation af enkeltmands lovlige ejendom.

Det ville føles som en så blodig uret, at det ikke ville kunne ske uden de voldsomste samfundskampe. Men skulle på den anden side staten betale for alle produktionsmidler, er man i forlegenhed med, hvorledes disse enorme pengemidler skulle tilvejebringes, og hvorledes den ny ordning skulle kunne forenes med tilværelsen af den rigmandsklasse, som på denne måde ville vedblive at bestå, idet rigdommen blot ville skifte form”. Overgangen er derfor “utænkelig uden en revolution, et brud med det bestående”.
Da den socialdemokratiske stat er uforenelig med alt slags hærvæsen og store militærudgifter, vil der ikke kunne eksistere et socialdemokratisk samfund midt inde imellem andre stater på den nuværende samfundsordnings grund. Derfor kan man ikke tænke sig, at det socialdemokratiske program kan indføres, uden at det sker med et slag over større dele af den civiliserede verden, hvad der heller ikke forøger udsigterne til dets gennemførelse.

Man kan derfor med tryghed påstå, at “socialdemokratiet i virkeligheden ved en nærmere betragtning opløser sig i et gøglebillede, som det er forgæves at jage efter, og som det er beklageligt, at en stor del af samfundets kraft spildes på at jage efter.
Efter således at have gjort det af med socialismen slutter professoren med følgende for ham karakteristiske betragtning:

“Den broderkærlighed , som skal til for at løfte menneskene og lindre deres onder, må have sin rod i en kærlighed, der er større og mere fuldkommen end den, der findes i noget menneskebryst. Skal der overhovedet findes noget virkningsfuldt lægemiddel mod fattigdommen, må det søges i en sådan broderkærlighed, der formanede at gennemtrænge de forretningsmæssige forhold mellem mand og mand, mellem køber og sælger, arbejdsgiver og arbejder med den kristelige morals ånd. Og som bragte os noget nærmere opfyldelsen af buddet: “Har du to kjortler, så giv den ene til din broder, som ingen har”. Kristendommen har hidtil haft og vil altid bevare det skønne privilegium at være kilden og moderen til omtrent alle menneskekærlige indretninger til lindring af menneskelig nød og elendighed”.

“Når jeg siger dette, vil kanske en og anden mene, at jeg drager et fremmed element ind i behandlingen af et samfundsspørgsmål. Men efter min opfattelse har vi ikke her at gøre med et ublandet sådant. Det onde, der søges lægt, kan overhovedet ikke læges eller væsentlig mildnes alene ved nogen ydre reform af samfundsordenen. Der kræves tillige en indre reform, hver enkelts reform af sig selv, af sit sindelag og sin handlemåde mod sine medmennesker”.

Så vidt professor Morgenstjerne. Når vi så udførligt har gengivet hans betragtning, er det fordi, at den er så typisk for de almindelige indvendinger, der daglig gøres imod socialismen.

Vi har her skuespillet fra England gentaget på ny. Arbejderne kræver en bestemt praktisk ordning for at opnå arbejde, brød og åndelig udvikling. Professoren svarer med at henvise til broderkærlighed, kristelig ånd og hver enkelt menneskes reform af sig selv. Vi benægter hverken nødvendigheden af den kristelige ånd, broderkærligheden eller reformationen af de enkelte mennesker. Men det skal siges, så det kan høres, at det ikke er for at henvise til disse religiøse og etiske magter, at vi anvender statsøkonomer. Det er præsternes og pædagogernes sag at virke for den religiøse og etiske opdragelse. Har statsøkonomerne ikke andet at sige os end at henvise os til religion og etik, så beviser de dermed kun, at de er uduelige og ubrugelige til deres hverv, at de på statsøkonomiens vegne erklærer sig fallit over for det sociale spørgsmål.

En åben tilståelse om fallitten ville da også gøre et langt bedre indtryk end det forsøg på at give den sagkyndige autoritets overlegne rolle således, som professor Morgenstjerne gør, på samme tid, som han i sin hele fremstilling viser, at hans opfattelse ligger lige så milevidt fra alle forudsætninger i livets virkelige verden som fra selv det mindste gran af forståelse af, hvad socialisme er, og hvad socialismen vil. Med hensyn til den bestående tilstand mener professoren,

1) at hvert enkelt menneske er sin egen lykkes smed, der uafhængig af alle autoriteter efter egen lyst vælger, hvad arbejde det vil, og arbejder, når og hvor det vil, og selv henter arbejdets frugter;
2) at det er en drøm at vente, at menneskene vil blive væsentlig bedre, end de er;
3) at den offentlige Bedrift er den private underlegen.
Med Hensyn til fremgangsmåden er professoren af den anskuelse,
4) at socialdemokratiet kun tænker på Fabriksarbejderne, men slet ikke på middelstandens forskellige klasser, medens det dog kræver en både social, religiøs og moralsk omvæltning;
5) at overgangen til den ny ordning kun kan ske ved revolution, idet det dels vil være umuligt at skaffe de fornødne pengemidler til ekspropriation, dels vil være umuligt at forene den ny ordning med den rigmandsklasse, som ville skabes ved ekspropriationen.
Endelig påstår han angående det socialistiske samfund,
6) at det kræver en kunstig lighed, hvorefter alle skal have samme indtægt, og hvorunder enhver kun bliver et nummer lige med alle andre numre;
7) at egeninteressen og det private initiativ forsvinder, og med det den enkeltes ansvar for familie og børn;
8) at der ikke kan findes noget tjenestetyende, hvorfor huslivet og dermed familielivet opløses;
9) at der ikke vil findes nogen målestok for værdisættelsen af den enkeltes arbejde;
10) at militærvæsenet er uafhængigt af produktionssystemet, men at den socialistiske ordning er uforenelig med noget som helst hærvæsen, hvorfor et sådant socialiseret samfund ikke vil kunne bestå iblandt kapitalistiske stater.

Idet vi henleder opmærksomheden på disse påstande, hvis værdi de følgende afsnit forhåbentlig vil tjene til at belyse, tager vi afsked med professoren i Kristiania.
I modsætning til den af ham fremlagte betragtning må vi erkende, at det gør et langt mere ædrueligt indtryk, når den danske professor i nationaløkonomi, Harald Westergaard – hvor uenige vi end i øvrigt kan være med ham – ganske åbent tilstår, at den herskende nationaløkonomi ikke kan give svar på de sociale spørgsmål.

Han skriver: “Den ældre nationaløkonomi gjorde ved første øjekast indtryk af at være en så godt som fuldfærdig bygning. Der kunne hist og her være et og andet, der kunne trænge til at udføres lidt mere omhyggeligt, eller som senere forfattere kunne pynte på, men i det væsentlige var den store tankebygning færdig til at tages i brug. Dette har vist sig at være en illusion. Der stod vel en bygning, men dm manglede fundamenter”.
Altså, i følge professor Westergaards ganske oprigtige tilståelse mangler den herskende nationaløkonomi grundlaget, hvad der med andre ord vil sige, at den svæver i luften. Men en bygning, der på grund af manglende grundlag svæver i luften, er jo i virkeligheden intet andet end et luftslot.

Et sådant kan være herligt at se på, men til bolig for levende menneskebørn egner det sig dårligt.

På samme måde går det med den herskende nationaløkonomi. Hvor skøn og harmonisk den end tager sig ud i teorien – i praksis har dens følger dog været, at utallige menneskesjæle er bleven trampede i støvet under dens tag, c: i kraft af dens ideer.
Heldigvis er der da også andre nationaløkonomer, der ikke blot er kommet så langt, at de med professor Westergaard tør tilstå den gamle nationaløkonomis brøst, men som også har vist mod til at vedkende sig en ny, som har vist evne og vilje til at anerkende de ideer, socialismen har sat ind i verden. Hvad dette er for ideer, hvilken berettigelse og bekræftelse disse ideer finder i livets praktiske forhold, skal det være opgaven at vise i den følgende fremstilling.

Her skal endnu kun til slutning anføres følgende mere tillidsvækkende udtalelser af en tredje nationaløkonom, docent ved Københavns universitet, dr. C. Wilkens:
“Det er videnskaben, som er socialismens fader, og kristendommen, der er dens moder.
Billedet af socialismen, således som den er tænkelig og mulig, er meget tiltalende.
Vil den kunne gennemføres og opretholdes?

Det får den historiske udviklingsproces at vise. Almenfølelsen er fremgang. Der er derfor også mulighed for, at de sædelige, bærende kræfter, som kan føre socialismen til sejr, kan blive tilført menneskene. Men selvom den ikke helt nås, den er dog et stort og et skønt ideal, og også idealer er magter, lysende stjerner, der fører menneskeheden frem. Men menneskene er endnu aldrig kommet netop derhen, hvor de under kampen for idealerne ventede at komme.”)
II

Læs mere her: Frikonkurrencen i pdf