Fra Opstandelse
af
Leo Tolstoj

Part 2, Kap.9.

Først henimod morgen var Nechljudov faldet i søvn og var derfor også vågnet sent.

Ved middagstid samledes de syv af forvalteren udvalgte bønder i frugthaven under æbletræet, hvor der var sat borde og bænke op. Det varede længe, før de fik bønderne overtalt til at tage huerne på og sætte sig på bænkene. Den forhenværende soldat, der i dag var iført rene fodklude og bastsko, så særlig højtidelig ud og holdt hårdnakket huen frem foran sig, således som man i hæren gør det ved begravelse.

Men da en af dem, en bredskuldret gammel mand af ærværdigt udseende med krøllet, halvvejs grånet skæg som Michel Angelos Moses og tykt, gråt hår, der sad tæt omkring den blottede, solbrændte pande, tog sin store hue på, løftede op i sin hjemmesyede, langskødede frakke og satte sig på bænken, fulgte de andre hans eksempel. Da alle havde taget plads, satte Nechljudov sig lige over for dem, støttede sig med albuerne mod bordet, bøjet over det papir, hvorpå han havde lavet en kort redegørelse for sin plan, og begyndte at forklare det hele.

Om det nu var, fordi bønderne var færre i tal, eller fordi han ikke beskæftigede sig med sin egen person, men med sagen, så følte Nechljudov denne gang ingen forlegenhed og uvilkårligt henvendte han sig fortrinsvis til den bredskuldrede gamle mand med det gråsprængte krøllede skæg for at få tilslutning eller indvendinger fra ham. Men den forestilling, Nechljudov havde gjort sig om ham, var fejlagtig. Skønt den statelige gamle mand billigende nikkede med sit smukke patriarkhoved eller utilfreds rystede på det, når de andre kom med indvendinger, forstod han egentlig kun med yderste besvær, hvad der blev sagt, og det kun, når de andre oversatte det for ham i deres sprog. Langt bedre blev Nechljudovs ord forstået af en lille, enøjet, næsten skægløs gammel mand i lappet nankinsfrakke og skæve støvler, som sad ved siden af patriarken; Nechljudov fik senere at vide, at han var ovnsætter. Han bevægede ivrigt øjenbrynene op og ned af lutter opmærksomhed og gengav straks på sin måde, hvad Nechljudov sagde. Der var også en temmelig høj, gammel mand med hvidt skæg og klare, kloge øjne, der forstod det lige så hurtigt: og benyttede enhver lejlighed til at indflette spøgende, ironiske bemærkninger til Nechljudovs ord; måske ville han også gøre sig lidt til. Også den forhenværende soldat kunne vel have begrebet lidt deraf, hvis han ikke var blevet så fordummet ved soldaterlivet, at han altid blev hængende i udtryk og vaner herfra.

Så var der en langnæset, høj mand med kort skæg og dyb basstemme i pæne, hjemmesyede klæder og nye bastsko, som virkelig stillede sig alvorligt til planen. Han forstod det hele og talte kun, når det behøvedes. De to andre gamle – den tandløse, der dagen før ved sammenkomsten havde råbt skarpt afvisende op imod alle Nechljudovs forslag, og en høj, hvidhåret, halt gammel mand med et godmodigt ansigt og grove sko på sine magre fødder med hvide fodlapper – tav næsten hele tiden, men hørte opmærksomt til.

Nechljudov udviklede først sine anskuelser om jordbesiddelse.

Jorden bør man, efter min mening, hverken have lov til at sælge eller købe. Sælger man den, så køber de, der har penge, al jorden op og tager så meget de vil af dem, som ikke har nogen jord, for retten til at bruge den. De tager vel til sidst penge for lov til at stå på jorden,” tilføjede han, idet han benyttede sig af Spencers argument.

“Det er rigtigt,” sagde den langnæsede med den dybe stemme.
“Javist så,” sagde soldaten.
“Ja, der var en ung kone, som rykkede noget græs op til sin ko, og det kom hun i fængsel for,” sagde den beskedne, godmodige mand.
“Vor egen jord er fem verst herfra, og forpagte jord kan vi ikke. Prisen er så opskruet, at det er en umulighed,” tilføjede den tandløse, arrige gamle mand. “De udsuger os, ganske som det falder dem ind. Det er værre end hoveri.”
“Ja, jeg har tænkt på det samme som I,” sagde Nechljudov, “og jeg regner det næsten for en forbrydelse at eje jord. Og derfor vil jeg give den væk.”
“Det er ikke så ilde,” sagde den gamle med moseslokkerne. Han antog åbenbart, at Nechljudov ville give den i forpagtning.
“Det er derfor, jeg er kommet her. Jeg vil ikke mere eje nogen jord, men det gælder om først at overveje, hvorledes man skal blive den kvit.”
“Giv den til bønderne og dermed punktum,” sagde den arrige, tandløse gamle.

Nechljudovs var nær ved at blive forvirret, for han følte i disse ord en tvivlen om det oprigtige i hans hensigter. Men han fandt straks igen sig selv og benyttede sig af denne bemærkning til at sige rent ud, hvad han havde at meddele.

“Jeg vil også med glæde give den bort,” sagde han, “men hvorledes og til hvem? Til hvilke bønder? Hvorfor til jer og ikke til bønderne fra Deminskoje?” Det var en tilgrænsende kirkeby med elendige jordlodder.

Alle tav. Kun den forhenværende soldat sagde javist.

“Nå,” vedblev Nechljudov, “Men hvad om man nu skulle dele jorden ud til bønderne – hvorledes ville I så gøre det?”
“Hvorledes vi ville gøre det? Vi ville dele det hele ud efter antallet af sjæle i lige store dele,” sagde ovnsætteren, idet han løftede øjenbrynene.
“Naturligvis! Hvordan ellers? Efter antallet af sjæle,” bekræftede den godmodige, halte gamle.

Det forslag var de alle med på.

“Men på hvilken måde efter sjæle?” spurgte Nechljudovs. “Skal gårdens folk også have deres andel?”
“Ih, nej,” sagde den forhenværende soldat og prøvede på at se særlig munter ud.

Men den betænksomme, høje bonde var ikke enig med ham deri.

“Hvis man overhovedet deler, så må man give lige dele til alle,” svarede han i sin dybe bas efter at have tænkt sig en stund om.

“Det dur heller ikke,” sagde Nechljudov, der i forvejen havde lagt sine indvendinger til rette. Hvis man deler lige til alle, så vil de, som ikke selv arbejder, som ikke pløjer, de vil sælge deres andel til de rige, og så samles jorden atter i de riges hænder. På den anden side kommer der hos dem, som sidder på egne jordlodder, flere og flere til verden, og så er al jorden allerede bortgivet. Sådan får de rige igen dem i deres vold, som trænger til jorden.”
“Javist så,” istemte soldaten ivrigt.
“Det må forbydes at sælge jorden. Kun de, der selv pløjer og arbejder, må have jord,” sagde ovnsætteren, idet han ærgerligt afbrød soldaten.

Nechljudov svarede, at det ville være umuligt at konstatere, om man pløjede for sig selv eller for andre.

Da foreslog den høje, betænksomme mand, at de alle skulle dyrke jorden i fællesskab. Den, der pløjede, skulle have en lod, men den, som ikke pløjede, skulle ingenting have, erklærede han med sin faste, dybe stemme.

Men også mod dette kommunistiske forslag havde Nechljudovs sine argumenter rede. Han svarede, at hertil krævedes, at alle havde plove, at alle heste var lige gode, og at nogle ikke sakkede bag efter andre. Eller også, at det hele, heste, plove, tærskemaskiner, hele landbruget var fælles. Og for at indrette det således, måtte alle være enige. “Os får du aldrig i livet til at være enige,” sagde den arrige gamle.

“Så bliver det til bare slagsmål,” sagde den gamle med det hvide skæg og de klare, glade øjne. “Konerne vil rive øjnene ud af hovedet på hverandre.”
“Og så – hvordan skal man fordele jorden efter godhed?” spurgte Nechljudov. “Hvorfor skal nogle have muld og andre bare ler og sand?”
“Del den i smålodder, således at alle får lige meget,” sagde ovnsætteren.

Nechljudov svarede, at der her ikke var tale om en fordeling inden for et enkelt sogn, men inden for forskellige guvernementer. Hvis man overlod jorden gratis til bønderne, hvorfor skulle så nogle have god jord og de andre dårlig? Alle ville naturligvis have fat i den gode jord.

“Javist så,” råbte soldaten.

De øvrige tav.

“Det er altså ikke så let, som det ser ud til,” sagde Nechljudov. Og vi er ikke alene om at gruble derover, mange andre gør det samme. Der er en amerikaner, George, som har tænkt meget over disse forhold, og jeg er ganske enig med ham. . .”
“Du er jo herre. Giv så jorden fra dig. Hvad behøver du at bryde dig om andre, bare du selv vil, så …” afbrød den arrige gamle ham.

Denne afbrydelse forvirrede Nechljudov. Men til sin tilfredshed mærkede han, at han ikke var ene om at være misfornøjet med afbrydelsen.

“Slå dig dog til ro, onkel Semjon, lad ham fortælle,” sagde den betænksomme mand med den rolige, dybe stemme.

Det opmuntrede Nechljudov, og han begyndte at forklare dem Henry Georges grundrenteprincipper: jorden tilhører ingen, den tilhører Gud,” sagde han.

“Ja, det er rigtigt!” svarede nogle stemmer:
“Al jord er fælles. Alle har lige ret til den. Men der gives bedre og dårligere jord. Enhver ønsker naturligvis at få den bedste. Hvad skal man så gøre for at udligne det hele? Jo, den som har god jord, skal betale til dem, som ikke har jord, lige så meget, som hans egen jord er værd. Men da det er vanskeligt at bestemme, hvem der skal betale til hvem, og da man desuden må have penge til rådighed til de fælles krav, må man indrette det således, at den, der ejer jord, ska1 betale jordens værdi til staten til de fælles opgaver. Således får alle ens. Vil man eje jord, så må man betale mere for den gode og mindre for den dårlige. Vil man ikke eje jord, så er der ikke noget at betale. Alle skatter til brug for de fælles opgaver, skal udredes, af dem, som ejer jorden.”
“Det er rigtigt,” sagde ovnsætteren. “den, der har bedre jord, skal betale mere.”
“Han må have haft et godt hoved, den George,” sagde den statelige gamle med krøllerne.
“Når bare afgifterne er sådan, at man kan klare dem,” sagde den høje med basstemmen, der åbenbart allerede forstod, hvad det kom an på.
“Afgiften må være således, at den hverken er for høj eller for lav. Er den for høj, så kan man ikke betale den, og det bliver det rene fordærv; er den for lav, så kommer alle for at købe af hinanden og sjakrer med jorden.
“Således omtrent vil jeg indrette det hos jer.”
“Det er rigtigt, det er der mening i. Hvorfor ikke?” sagde bønderne.
“Sikken et hoved!” gentog den gamle med krøllerne.
“Den George, hvad han har kunnet finde på!”
“Hvad om jeg også ville tage jord?” spurgte forvalteren smilende.
“Hvis der er en jordlod ledig, så tag den og dyrk den,” sagde Nechljudov.
“Hvad vil du have jord for? Du har jo nok at leve af,” sagde den gamle med de glade øjne.

Hermed endte forhandlingen.

Nechljudov gentog endnu en gang sit forslag, men forlangte ikke straks svar. Han rådede dem til først at tale med kommunen og derefter komme til ham.

Bønderne erklærede, at de ville tale med de andre i kommunen og derefter afgive svar, hvorpå de tog afsked og fjernede sig i oprømt sindsstemning. Langt hen ad vejen kunne man høre deres højrøstede stemmer, der lidt efter lidt blev fjernere. Lige til sent på aftenen hørte man summen af stemmer fra landsbyen.

Dagen efter arbejdede bønderne ikke, men rådslog om godsejerens forslag.

Sogneforsamlingen delte sig i to partier. 
Det ene mente, at Nechljudovs plan var fordelagtig og ufarlig, det andet troede, at det var lutter rævestreger, som de ikke kunne begribe, og som de derfor var særlig bange for. På den tredje dag gik dog alle ind på hans forslag og kom til Nechljudov for at meddele sognets beslutning.