fra Leon MacLaren, Samfundets natur og andre essays

3. DEL: Flere essays om samfundsøkonomi.

l. Kapitel – Produktionsomkostninger og byrder på produktionen.

Formue og tjenesteydelser produceres ved menneskeligt arbejde, der udføres i samvirke med de øvrige kræfter, der virker i det naturlige univers. Da det naturlige univers er givet, behøves kun menneskenes arbejde til produktionen af formue og tjenesteydelser; og hele mængden af formue og alle tjenesteydelser i verden er simpelt hen blevet frembragt fra universet ved menneskeligt arbejde.

I den enkelte virksomhed kommer hele produktionsresultatet ikke ene og alene fra arbejdet, der udføres af dem, der arbejder i virksomheden. Det er uundgåeligt, at virksomheden under forløbet af produktionen vil forbruge formue og tjenesteydelser, som leveres af andre virksomheder. Bomulden, som væves til stof i et spinderi i Lancashire er blevet dyrket og høstet, transporteret og handlet med, før spinderiet i Lancashire tager det under bearbejdning. Endvidere er bomuld ikke det eneste produkt fra andre virksomheder, som skal bruges for at fremstille det endelige produkt. Kullene i fyrene, maskineriet i fabrikken og selve fabrikken og dens belysning og opvarmning bruges alt sammen i fabrikationen af stoffet. Det er derfor klart, at før de beskæftigede i en virksomhed ved deres arbejde begynder at forøge det generelle lager af formue eller tjenesteydelser, må de først have produceret tilstrækkeligt til at erstatte al den formue og alle de tjenesteydelser, som er leveret af andre virksomheder, og forbrugt under produktionsprocessen.

Det er indlysende, at ingen virksomhed kunne fortsætte længe, hvis den ikke producerede tilstrækkeligt til at betale for hele den formue og alle de tjenesteydelser, den forbruger, og en del af dens totale produktion må lægges til side til dette formål. Denne del udgør produktionsomkostningerne. Det, der er tilbage, efter at en tilstrækkelig del af den totale produktion er lagt til side for at dække disse omkostninger, er virksomhedens sande produkt eller nettoproduktet.

Hvis et bomuldsspinderi således skulle producere stof til fordel for alle dem, der har en fordring på dets produkt -jordejer, lejer eller forpagter, arbejdere, pengeudlåner, skatteopkræver, forsikringsselskaber osv. – så skulle først en del af dets totale produktion bruges til at betale for den formue og de tjenesteydelser, der er brugt i produktionen, det vil sige til at dække produktionsomkostningerne, og kun den resterende del af stoffet ville være til rådighed til fordeling mellem de forskellige fordringshavere. Den mængde der fordeles således, ville være spinderiets sande produkt. Kort sagt, i enhver virksomhed er:

Den producerede formue =
totalproduktionen – produktionsomkostningerne

Men i moderne tider producerer mennesker sjældent formue og tjenesteydelser, der ikke er til salgsformål, så de med de pengefordringer, de har modtaget i bytte, kan erhverve sin anden formue eller andre tjenesteydelser. I almindelighed afhænger udbyttet til dem, der har fordringer på en virksomhed, ikke af, hvor meget virksomheden producerer, men af hvor mange penge den opnår ved salg af, hvad den producerer, og af hvor meget disse penge igen kan ombyttes til udtrykt i formue og tjenesteydelser. I de allerfleste tilfælde vil virksomhedens hele produktion derfor blive solgt. En del af totalproduktionen vil da blive brugt til at dække produktionsomkostningerne, og resten vil blive brugt til at tilfredsstille de fordringer, der stilles af dem, der har interesser i firmaet. Det vil selvfølgelig ikke være de penge, som fordringshaverne modtager, der bestemmer deres udbytte af den andel, de har i virksomheden. på dette punkt vil ombytningen kun være ufuldstændig. Udbyttet til hver enkelt fordringshaver vil være bestemt af den formue og de tjenesteydelser og andre værdifulde ting, som han modtager.

Produktionsomkostningerne bliver derfor for enhver virksomhed den del af virksomhedens totale produktion, som skal sælges for at betale for den formue og de tjenesteydelser, der leveres af andre virksomheder, og som bliver forbrugt under produktionsprocessen. Det sker somme tider, at en virksomhed påtager sig mange aktiviteter, som tjener dens hovedformål – aktiviteter, som normalt udøves af andre foretagender, der forsyner en sådan virksomhed med formue og tjenesteydelser. Et bomuldsspinderi kan således have sin egen bankafdeling eller juridisk afdeling. I så fald er disse afdelinger ikke en produktionsomkostning, eftersom de arbejdere, der er beskæftiget i dem, for så vidt som de medvirker i produktionsprocessen, er lige så sandt beskæftigede i produktionen af bomuldsstof som spinderiarbejderne og væverne er det.

I virkeligheden fremkommer produktionsomkostningerne på grund af, og kun på grund af, industriens inddeling i særskilte virksomheder. Hvis hele industrien tages samlet, er der ingen produktionsomkostninger, for hvad der er en omkostning for den ene er et produkt for den anden. Således er menneskene, der er beskæftigede med at plante, dyrke og høste bomulden, besætningerne på skibene, der transporterer bomulden til Lancashire, og bankfunktionærerne, der ekspederer checkene, som passerer spinderiets regnskab, alle beskæftigede i produktionen af bomuldsstoffet. Delingen af disse processer mellem forskellige virksomheder er kun gjort for at lette fabrikationen og handelen. De er alle omkostninger for spinderi ejeren; men stoffet, han producerer, er i sig selv en omkostning for skjortefabrikanterne, og således videre indtil vi når manden, som har skjorten på.

Løn og renter og skatter og forsikringspræmier og omkostninger ved at erhverve jord er ikke en del af produktionsomkostningerne. De kaldes almindeligvis således, men det er som følge af en komplet misforståelse, der skyldes tilegnelsen af regnskabsførerens synspunkt, idet regnskabsføreren (helt rigtigt) betragter tingene på samme måde som hans chef, driftsherren, som beskæftiger ham, gør. Da regnskabsføreren kun interesserer sig for at beregne profitten, der bliver tilbage, efter at alle fordringer er blevet betalt, er det naturligt, at han betragter alt, hvad der er blevet udbetalt, som en omkostning. Men set ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt har en sådan definition ingen gyldighed. Det er indlysende, at arbejdernes løn og lejerens eller forpagterens jordrente, ud af hvilken han skal betale jordejeren, pengeudlåneren, skatteopkræveren og alle de andre fordringshavere, kun kan komme fra virksomhedens nettoproduktion af formue og tjenesteydelser, som forøger totalsummen. Det er for at skabe denne forøgelse af det totale lager af formue og tjenesteydelser i verden, at mennesker arbejder, og det er på basis af denne stigning, at mennesker lever og regeringer fungerer. Løn og jordrente er produktionens formål og er, idet al industri tages under et, det endelige resultat af produktionen. At sige noget andet er at sige, at alt hvad der ud af industriens produktion skal sælges, ikke alene for at betale alle tjenesteydelser fra andre virksomheder, men også for at betale alle skatter, renter, forsikringspræmier og lignende, og for at betale de i industrien beskæftigede arbejdere og ejere af den jord, som industrien anvender, er omkostninger. Dette ville så sige, at hele produktionen med undtagelse af den snævre profitmargen (som er uendelig lille i sammenligning med hele verdens produktion) ville være en produktionsomkostning; hvilket er det samme som at sige, at der i det hele taget næsten intet blev produceret.

Men ikke al formue og ikke alle tjenesteydelser, som en virksomhed skal betale for, og som den derfor skal lægge en del af den totale produktion til side for, bidrager til dette totalprodukt. De kan være blevet nødvendige for at frigøre virksomheden for snærende bånd, som hindrer .den i at producere. I så tilfælde er de ikke produktionsomkostninger, men en byrde på virksomhedens nettoprodukt.

Nogle af de mest betydningsfulde af disse byrder er dem, der fremkommer på grund af regeringsindgreb og kontrol. Disse byrder bliver lagt på industrien af mange forskellige grunde, somme tider ligefrem for at begrænse industrien, som det er tilfældet med markedskommissioner, afgiftssystemer og lignende, og somme tider under foregivende af at ville stimulere industrien, som det er tilfældet med tilsynsførende og rådgivende komiteer, nævn og bevillingsgivende og godkendende forsamlinger. Men hvad foregivendet end måtte være, så opretholder disse kontrolforanstaltninger dog uproduktive systemer.

Regeringsindgreb ledsages uundgåeligt af krav om møjsommelige indretninger, oprettelse af store inspektorater, og påbud om bevillinger og godkendelser som en forhåndsbetingelse for produktionen. Loven, under hvilken dette system etableres og opretholdes, er nødvendigvis kompliceret og besværlig. Resultatet bliver, at de virksomheder, som er underkastet kontrol, tvinges til at forbruge formue og tjenesteydelser eller til selv at producere formue og tjenesteydelser for at dække lovens krav. Der må oprettes juridiske afdelinger eller der må søges juridisk assistance for at klare sagerne, som overhovedet ikke har noget med produktion at gøre, men kun vedrører problemer, der opstår på grund af lovene om kontrol. Regnskabsførere må tilkaldes og kontorfolk må beskæftiges, for eksempel for at tage sig af problemer vedrørende indviklede indkomstskatter og forbrugsskatter. I nogle tilfælde når disse specielle afdelinger op på forbløffende størrelser.

Alt dette må der betales for, hvilket kun kan ske ved salg af noget af virksomhedens nettoprodukt til formålet. Disse kontrollove medfører også ofte, at der spildes tid i produktionen, helt bortset fra den tid, som spildes af dem, der er specielt beskæftigede med at behandle lovene. Forsømmelser med hensyn til at skaffe sig bevilling eller indhente godkendelse fra et regeringsdepartement eller undladelse af at give tilfredsstillende indberetninger kan resultere i en standsning af produktionen. Denne tabte tid skal der også betales for, hvilket igen kun kan gøres ved at sælge en del af virksomhedens nettoprodukt. Alle sådanne betalinger, som en virksomhed må foretage, er ikke produktionsomkostninger, for de foretages ikke for at yde noget som helst bidrag til produktionen, men de er byrder på nettoproduktet og skal dækkes af nettoproduktet, som derved reduceres.

Andre byrder på nettoproduktet af alle virksomheder er de lokale ejendomsskatter og andre skatter, undtagen i det omfang, hvori de er betaling for tjenesteydelser som vandforsyning, gadebelysning, opsamling af affald og lignende, som medvirker til virksomhedens produktion. Bortset fra de sidstnævnte er de lokale ejendomsskatter og andre skatter tydeligvis træk på forøgelsen af lageret af formue og tjenesteydelser, der opstår ved erhvervet i den beskattede virksomhed. De trækkes fra industriens nettoprodukt eller fra udbyttet af dets salg.

En tredje og på ingen måde mindre byrde, der bliver lagt på forøgelsen af formue og tjenesteydelser, som frembringes af arbejdet i enhver virksomhed, er de betalinger, monopolerne kræver. Monopoler har til formål at sætte monopolindehaveren i stand til at forlange mere for visse formuegoder eller for visse tjenesteydelser, end han kunne få uden sin monopolmagt. Monopolindehaveren tager betaling for hvad han leverer, men forlanger et tillæg, fordi hans monopol sætter ham i stand til at gøre det. Monopoler bliver diskuteret i enkeltheder senere i dette essay. Her er det tilstrækkeligt at bemærke sig, at denne ekstra betaling, som i sin oprindelse ikke skyldes den leverede formue eller tjenesteydelse, men skyldes den magt, der opnås ved selve monopolet, må reducere udbyttet for dem, som skal betale uden at modtage noget som helst til gengæld. Kort sagt, monopolindehaveren vil uden at det skyldes noget bidrag fra monopolindehaveren fratage virksomheden en del af den forøgelse i det almindelige lager af formue og tjenesteydelser, som skyldes arbejdet i virksomheden.

Der findes endnu en byrde, som opstår ved forsikring. Alle virksomheder står over for visse naturlige risici, som opstår ved fare for ildebrand, jordskælv, lynnedslag, stormskader og lignende. Men i tillæg til disse uundgåelige risici, som idet al industri tages under et, i virkeligheden er meget ringe, findes der mange andre farer, der udspringer fra de menneskeskabte økonomiske forhold og fra lovmæssige forsøg på at afhjælpe dem.

For arbejderne er der risikoen for at blive arbejdsløs og de risici, der følger med fattigdom, som hvor folk med dårligt helbred ikke får ordentlig lægehjælp og må undvære selv de mest betydningsfulde livsnødvendigheder. For arbejdsgiverne er der risikoen for, at de må betale bøder og erstatninger til funktionærer og udenforstående som følge af ulykker, som ikke er sket på grund af deres fejl. For at dække disse risici må de, der driver produktive virksomheder, somme tider frivilligt og somme tider ved tvang tegne passende forsikringer.

Grundlaget for forsikring er simpelt. Den samlede risiko spredes over alle virksomheder. Hver af dem bidrager til et fond, som betaler til dem, der kommer galt af sted. Alle virksomheder betaler således en del af udbyttet ved salget af deres nettoprodukt i forsikringspræmier. I tillæg til forsikringer mod de naturlige risici, såsom ildebrand, jordskælv, oversvømmelse, storm og lynnedslag, for hvilke præmierne er forholdsvis lave, er der arbejdsløshedsforsikring, sygeforsikring, arbejdsulykkesforsikring, arbejdsgiveransvarsforsikring, fabrikslovens krav, pensionsforsikring og lignende. Disse er de risici, som opstår i det økonomiske system, og som virksomhederne pådrager sig forsikringspræmier for. Ud fra princippet, at skader må dækkes af dem, der ejer mest, er arbejdsgiverne endvidere som stedfortrædere gjort ansvarlige for deres funktionærers forsømmelige handlinger, uanset om de selv har været forsømmelige eller ikke. Ingen af disse ting bidrager til produktionen, og nødvendigheden af at betale for dem er endnu en byrde på produktionen.

Bortset fra alle disse byrder, som pålægges enten ved lov eller fordi de anses for nødvendige, kan virksomheder lægge byrder på sig selv, hvilket de ofte gør.

En mindre butikshandlende, som har arbejdet hårdt i sin butik for et beskedent udbytte, vil således ofte ved sin død bebyrde forretningen med en pension for sin enke. Det er klart, at betalingen for denne pension betyder et fradrag i udbyttet for hans efterfølgere, som viderefører forretningen og som altså må være forberedt på at arbejde for mindre, end hvad de ellers ville opnå.

Ved den anden ende af skalaen, især i firmaer der har monopol, finder man ofte stillinger til venner af firmaets ledelse; afdelinger opsvulmes for at opbygge prestige og løn til afdelingslederen. Alt dette overflødige arbejde, hele den formue, der forbruges, må der betales for. I den konkurrerende industri kunne en sådan ineffektivitet ende med en katastrofe, men mange gamle hævd’;l1nrlne industrier, der blev bygget op af foretagsomme mænd som i stilhed rykkede frem i verden, frister nu en kummerlig tilværelse under tyngden af gæld til familie og venner, som ikke har noget kendskab til eller nogen interesse for industrien, men ikke desto mindre besidder pyntelige ledende stillinger eller andre poster.

Sådanne frivillige byrder er farlige; men monopoler kan bære dem, fordi de er i stand til at lade dem gå videre i de monopolbetalinger, de lægger på dem, der køber deres produkter.

Da vi diskuterede produktionsomkostninger, bemærkede vi, at når hele industrien tages under et, er der ingen produktionsomkostninger; en mands omkostninger bliver en anden mands produkt. Når vi betragter industrien under et, forsvinder produktionsomkostningerne, og resultatet af industrien er et enkelt produktionsresultat, der skal fordeles mellem alle de forskellige virksomheder, som har bidraget til det. Sagen forholder sig anderledes med produktionens byrder, der ophobes og vokser, når hele industrien tages under et. Skatter, forsikringspræmier, monopolbyrder og de ved regeringens kontrol opståede byrder, som en virksomhed betaler direkte, er ikke alle de byrder, den skal bære. Alle virksomheder bestræber sig på, så vidt de er i stand til det, at lade byrderne gå videre til deres kunder ved at forhøje priserne. Hvis priserne, som virksomhederne skal betale for formuer og tjenesteydelser, der er brugt i produktionen, er opsvulmede på denne måde, er prisstigningerne ikke produktionsomkostninger, men byrder på produktionen. Det forandrer ikke sagen, om fordringen betales direkte, eller den er skjult i prisen. I begge tilfælde er den en byrde på produktionen. Det ville derfor være meget vanskeligt for den enkelte virksomhed at bestemme størrelsen af den totale byrde på dens produktion, for mange af de enkelte byrder ville være skjult i priserne, som virksomheden har betalt for formue og tjenesteydelser, der anvendes i produktionen.

Efterhånden som man bevæger sig frem gennem kæden af industrier fra de virksomheder, der udvinder formue direkte fra naturen, ser man, at mængden af de byrder, der er skjult i priserne, vokser, indtil virksomhederne i det sidste trin af produktionen betaler langt større byrder indirekte, skjult i priserne for hvad de køber, end hvad de betaler til direkte fordringshavere. .

Byrder på produktionen er hæmninger på produktionen. på et hvilket som helst tidspunkt vil der i enhver industri være virksomheder, som kun lige kan holde sig gående. En forøgelse af byrderne, de skal bære, vil tvinge dem ud af produktion, mens en formindskelse vil gøre deres industri mere lønnende og således åbne vej for nye muligheder. Byrdernes ophobning, som støt har fundet sted gennem de sidste halvtreds år eller mere, virker altid til skade for den lille mand og til fordel for monopolindehaveren; for efterhånden som flere og flere små virksomheder drives ud af produktion, bliver herredømmet over industrien koncentreret på færre hænder.

2. Kapitel – Kredit.

Ordet stammer fra latin: credit = han betror. På engelsk betyder ordet credit tiltro eller tillid til et menneske. (På dansk bruges ordet kredit også i betydningen betalingsfrist eller henstand. O.J.)

Denne tiltro eller tillid er det væsentlige ved al handel. Intet forhold mellem mennesker ville være muligt uden den, og den handlende, hvis levebrød afhænger af hans succes ved forretninger med andre, må i meget betydeligt omfang have tillid til den kommercielle retskaffenhed hos sine medmennesker. I alle lande, hvor handel har fået nogen betydning, må der være opnået en vis grad af ærlighed og deraf kommende tillid til, at mennesker vil holde deres løfter, og i sådanne lande søger loven så vidt muligt at lægge pres på det enkelte menneske for at tvinge ham til at opfylde sine forpligtelser.

Når en mand “giver kredit”, som det siges, giver han i virkeligheden ingenting; tværtimod, han accepterer noget, han accepterer et løfte fra den anden. Hvor varer sælges “på kredit”, overdrager sælgeren således varerne ligesom han ville gøre det ved kontant salg, men kredit kommer ind i transaktionen, fordi han accepterer, at han i bytte for varerne får et løfte fra køberen om, at han vil betale. Ligeledes kan en køber selvfølgelig betale prisen for varerne til en butikshandlende og i bytte acceptere et løfte om at varerne bringes til hans hjem. Selvom det almindeligvis ikke kaldes således, er dette også en kredittransaktion. Det er et køb “på kredit”. ydelsen af kredit lægger i virkeligheden en byrde på den person, som får kreditten. Det er ham, der har givet noget, nemlig sit løfte – et løfte, som loven sædvanligvis vil håndhæve.

På den anden side er “nægtelse af kredit” et afslag på at acceptere et løfte. Det antyder en mangel på tiltro til, at kunden er villig til eller i stand til at holde sine løfter.

Nu er handel overhovedet ikke mulig uden kredit. For at ombytte mit ur for de ES, som du tilbyder mig, må en af os tage det første skridt. Jeg må overgive uret til dig, eller du må give mig dine 5£ først. Hvis vi mistror hinanden så meget, at ombytningen på disse betingelser er umulig, må vi ty til en person, som vi begge to kan overgive tingene til, før han lader hver af os få den ting, vi forventer at få. Men så må vi være i stand til at stole på denne person. Handel er i virkeligheden umulig uden kredit, simpelt hen fordi en samtidig ombytning faktisk er umulig.

I overensstemmelse hermed er der imellem de to trin af en ombytning en mellemliggende periode, som måske måles i sekunder, minutter, timer, dage eller år, under hvilken den ene part i ombytningen, idet han har opfyldt sin del, må stole på, at den anden gør ligeså. Jeg har overgivet mit ur til dig; jeg må nu stole på, at du overgiver mig dine 5£. Hvis vi bliver enige om, at du skal betale mig i næste måned, så vil kreditperioden udstrækkes over en måned. Det ses let, at kreditperioden kan varieres i det uendelige, men hvis det sker, at den er meget kort – for eksempel, mens den anden mand stadig er i sigte – har den kendsgerning, at kredit er nødvendig for ombytningen, tendens til at blive overset.

På det mellemliggende trin efter at jeg har overgivet mit ur, og før du har givet mig dine 5£, er vi bundet sammen af en forpligtelse, som loven ville tage bestemmelse om, hvis det kom dertil. Du er min debitor, du skylder mig 5£, og jeg er din kreditor for denne sum. En forpligtelse (obligation, latin: obligare = at binde) består derfor af en kredit og en gæld. Gælden er skylden (latin: debere = at skylde), som opstår ved debitorens løfte om at betale, eller at gøre hvad han nu har lovet. Kreditten (latin: credere = betro) er retten til at kræve skylden betalt. Etymologisk betyder det tilliden til at skylden vil blive betalt. Loven håndhæver skylden ved at få debitoren til at betale – så vidt det er muligt. Den fastslår således forpligtelsen, hvormed debitor og kreditor bliver bundet sammen.

Betydningen af kredit vokser stærkt efterhånden som delingen af arbejdet bliver mere almindelig, og produktionen bliver mere kompliceret, samtidig med at økonomien gør fremskridt i civilisationen. I et højtudviklet samfund er al slags produktion i gang dag efter dag. Mennesker dyrker jorden, bygger fabrikker og klarerer checks gennem banksystemet samtidigt; og alle de andre utallige former for produktion går for sig på samme tid. Men tiden der går, før resultaterne af alt dette arbejde materialiserer sig, er forskellig. Når landmanden har sået, kan han forvente at have afgrøde at sælge om seks måneder eller mere. Når kølen er lagt, kan virksomheden, der bygger skibet, forvente at have skibet færdigt til ombytning i løbet af et par år. Når de har lagt fundamentet, kan de, der bygger en fabrik, håbe at have deres produkt færdigt til ombytning om nogle år.

Når skibet er bygget, eller fabrikken er færdig, vil ingen af disse i øvrigt blive forbrugt med det samme. Ejerne af skibet vil håbe, at de får god nytte af det i tyve år. Fabrikken kan måske bestå i hundrede år.

Resultatet af denne ulighed mellem tiden, det tager at producere, og tiden, det tager at forbruge forskellige slags formue, er ikke blot, at det er umuligt at foretage ombytningen samtidigt, men at perioden mellem de to trin af ombytningen i mange tilfælde efter al sandsynlighed vil blive forlænget. De, der bygger et dampskib, har behov for føde og klæder og husly hver dag, men de vil måske ikke have noget at give til gengæld i flere år.

Der er selvfølgelig ingen vanskeligheder ved at møde denne situation i samfund, hvor kredit er blevet udviklet lige så hurtigt som behovene for kompliceret produktion har krævet det. De, der producerer fødevarer, tøj og husly, må levere disse ting til folk, der er beskæftiget i en produktion, hvor det tager lang tid at opnå det endelige produktionsresultat, og må kunne have tillid til, at folkene fortsætter med deres arbejde og i rette tid har et færdigt produkt, som kan ombyttes til gengæld. De, der bygger dampskibe og lignende, er således debitorer, og de, der producerer hurtigere, er kreditorer i varierende tidsrum – nogle af dem i længere tidsrum. Men så længe de alle producerer, og man kan have tillid til, at de bliver ved med at producere, vil de til sidst have produceret værdi nok til, at alt er ombyttet gennem samfundet, og enhver gæld er ophævet af en tilsvarende kredit.

Alternativet er selvfølgelig, at hvis korttidsproducenterne ikke vil ombytte på kredit, vil de miste langtidsproducenterne som kunder. Det er ikke blot de sidstnævnte, der må lide, for i moderne samfund betyder “ingen kunder” det samme som ingen produktion, og hvis de, der producerer fødevarer, ikke sælger til dem, der producerer dampskibe, vil de være nødt til at reducere deres produktion tilsvarende.

En forståelse af denne udvikling af kredit er ved første øjekast gjort vanskelig af den kendsgerning, at hvis vi tager hele samfundet under et, bliver korttidsproducenten og langtidsproducenten i virkeligheden ikke, som vi har postuleret, konfronteret direkte med hinanden og handler ikke direkte med hinanden. En mand sælger sjældent sit produkt for sin kundes produkt. A sælger til B og C, således at han kan købe fra X, Y og Z. Fra B og C tager han derfor ikke nogen del af deres produkt, men en generel fordring på formuen og tjenesteydelserne, der er til salg i samfundet, – en fordring, som sædvanligvis er i en form af penge.

En videre betragtning gør ikke udviklingen af kredit lettere at forstå. så længe som de, der er beskæftigede i produktionen af et dampskib, har disse generelle fordringer i deres hænder, vil de være i stand til at købe hvad de behøver af fødevarer, tøj og husly. De kunne selvfølgelig selv udstede disse fordringer, hvis de mennesker, de købte deres fornødenheder hos, ville have tillid til dem og kunne være sikre på, at de kunne lade fordringerne gå videre igen, når de efter tur ønskede at købe. De næste sælgere ville være nødt til at have den samme tillid, og således videre hele vejen igennem. Men dette er praktisk taget umuligt, og det sker heller ikke ofte; for i et stort samfund af handlende vil kun få kende John Smith, der påbegyndte alle disse transaktioner med fordringer, som han udstedte for sig selv. På den tid i udviklingen, hvor økonomien har nået en sådan grad af kompleksitet, er det, at kreditspecialisten kommer ind i billedet. Bankieren udsteder fordringer og giver dem i hænderne på John Smith. Der er kun få, som kender John Smith, men næsten alle kender bankieren som en mand, man kan give kredit; og så længe han ikke udsteder fordringer, medmindre de står i korrekt forhold til den formue, John Smith producerer, behøves ingen anden grænse for den mængde fordringer, som bankieren udsteder.

Bankieren må selvfølgelig kunne have tillid til sin John Smith, og af denne grund vil ikke enhver kunne opnå kredit. Hvor lønnen ligger på det niveau, der svarer til det mindste, arbejderne vil acceptere, er det klart, at arbejderen er en mand, til hvem der kun kan gives en meget begrænset kredit, bestemt ikke den kredit, der er nødvendig for at bygge et dampskib. I samfund, der er baseret på, at jorden er afspærret, vil kredit i betydeligt omfang derfor kun blive givet til driftsherren.

Processen kan bedst illustreres ved et eksempel. Der skal bygges et dampskib. Driftsherren vil i sin bank få et forskud, som forøges med nogle måneders mellemrum, efterhånden som bankieren finder, at arbejdet skrider godt fremad. Ud af dette forskud betales lønninger og materialer, og desuden dækkes de fordringer, der skal udredes af jordrenten. Sandsynligvis vi driftsherren efter seks måneders forløb på grundlag af inspektørens attest få en delvis betaling fra kunden, som skal have skibet. Denne betaling ophæver det meste af forskuddet, som driftsherren har fået i sin bank. Således går sagen videre, indtil skibet er færdigt og betalt, og forskuddet til driftsherren er tilbagebetalt; og til sin tid vil kunden, som købte skibet, have fået sin betaling ud af det, som skibet indtjener.

Hvad der i virkeligheden er sket er, at for eksempel lønnen til dem, der byggede skibet, er kommet ud af skibet. Produktionen er lønnens moder. Ved hjælp af kreditten, som virker gennem hele samfundet, og som beherskes af bankieren, der har alles tillid, har de, der byggede skibet, modtaget før de har givet i bytte. I sit væsen er transaktionen ikke forskellig fra min overgivelse af mit ur, før jeg modtager dine 5£.

En mangel på forståelse af denne proces har ført til formulering af doktriner som den bekendte Lønfondsteori, der har forsøgt at forklare, hvorledes arbejderne kan modtage løn, før produktet af deres arbejde er solgt. Teorien har hævdet, at lønnen udbetales af kapitalen, idet ordet kapital almindeligvis benyttes i betydningen “et eksisterende lager af formue”. Dette forudsætter, at en forudgående produktion skulle være opsamlet til dannelse af et fond, hvorfra lønnen kunne tages. En undersøgelse af denne teori viser, at den er fuldstændig vildledende.

Hvis et lager af formue er nødvendig, før der kan blive nogen løn, hvordan får så de første arbejdere deres løn? Det er klart, at de selv producerer deres løn; og i virkeligheden er det, som mennesker producerer, altid (hvad angår andelen) deres løn. Hvor en mand er sin egen herre – for eksempel en skomager – betaler han ud af udbyttet af, hvad han producerer, alle de omkostninger, han pådrager sig i produktionen. Han betaler for læder. søm, voks, tråd og resten. Han betaler alle dem, der har fordringer på, hvad han producerer: jordejeren, finansministeriet, skatternyndigheden for lokale ejendomsskatter, og så videre. Hvad der er tilbage er hans løn, og den kommer ud af, hvad han producerer.

Hvor en mand arbejder for en mester, kunne han, som det skete i gamle dage blandt hvalfangere, tage en andel af hvad han producerer, som sin løn. Hvalfangerne fik en andel af fangsten som deres løn. Hvis fangsten blev solgt på en gang, kunne de tage en andel af udbyttet. Deres løn kom alligevel ud af, hvad de producerede. Således må enhver arbejdsgiver sikre sig, at hans foretagende producerer tilstrækkeligt til at betale al dens gæld og levne tilstrækkeligt til løn og profit. Lønnen kommer ud af produktet.

Vi kan til slut prøve sagen på denne måde. I samfund, hvor mænd sælger deres arbejde, og arbejdsproduktet tilhører deres mester, bliver de betalt ved slutningen af dagen eller ugen eller måneden. Mesteren har da fået arbejde, som han betaler for. Mændene har givet ham kredit. Som slutresultat må han sælge produktet, som er overladt i hans hænder, for betydeligt mere, end han betalte arbejderne, eller han må lukke sin virksomhed.

Det kan være, at mesteren i den mellemliggende tid må have kredit, indtil hans virksomheds produkt vokser frem, og det er ud af dette, at han får lønnen til de arbejdere, han beskæftiger. Det er kun arbejderen, der har ydet noget på forskud – sit arbejde – udelukkende på kredit, uden nogen sikkerhed.

3. Kapitel – Industriens udstyr

Hvor al jord er afspærret, vil arbejderne normalt ikke levere de pengemidler, der skal bruges til at købe fra andre virksomheder det værktøj og udstyr, de behøver til deres industri. Da den fordring på produktet, der går til løn, allerede ligger på det niveau, der svarer til det mindste, arbejderne er villige til at acceptere, vil det være en usædvanlig arbejder, som selv ville levere hovedbestanddelene af det udstyr, han behøver til sit arbejde.

Lejeren eller forpagteren af virksomheden er ofte en lignende situation. Hvis jordejerens krav presser ham til det yderste, hvilket det ofte gør, bliver hans krav på virksomhedens produkt ligeledes presset ned til det mindste, han vil arbejde for.

Den andel af virksomhedens nettoprodukt, der tilkommer lejeren eller forpagteren og arbejderne, er således nede på sit minimum, og den andel der skal ombyttes med kapitalgoder, bliver derfor nødvendigvis et eller flere af de sekundære fordringshaveres krav.

Under sådanne forhold kan de fleste lejere eller forpagtere kun skaffe sig udstyr og værktøj til deres virksomhed ved at låne, og de må i virkeligheden låne fordringen på den formue, deres egen virksomhed har produceret, for at ombytte den med de kapitalgoder, de behøver.

Når de største fordringer på industri er i private hænder, vil det være den private “investor”, som lejeren eller forpagteren må låne hos. Hvor skatterne er blevet det største sekundære krav, vil regeringen klart være den vigtigste kilde til pengemidler.

I visse foretagender vil lejeren eller forpagteren imidlertid selv kunne levere i det mindste nogle af de fordringer, der er behov for til ombytning med kapitaludstyr. Hvor jordejerens kraver bundet af langtidsaftaler eller af lovgivning, eller hvor besidderen har ejet jorden gennem tilstrækkelig lang tid til, at han har fået afviklet kravene fra dem, han købte ud, kan lejerens eller forpagterens profit blive mere end et minimum, og han kan måske være i stand til at lægge noget af overskuddet til side til betaling for værktøj og udstyr.

Men det er usandsynligt, at han skulle være i stand til at skaffe sig hele sit udstyr på denne måde. Hvor udstyret købes med lønnen, skal hver arbejder blot levere tilstrækkeligt til sig selv, enten i form af individuelle værktøjer, eller i form af en andel i større værktøjer, som han kan bruge sammen med andre. Men hvor lejeren eller forpagteren leverer udstyret, leverer ban det til brug for alle sine funktionærer og arbejdere, hvis antal kan beløbe sig til hundreder eller tusinder, eller endog titusinder. Hvor meget hans profit end er blevet forøget, så vil det dog overstige enhver lejers eller forpagters økonomiske evner at skulle udstyre titusinde mennesker, og overstige de flestes økonomiske evner at skulle udstyre blot hundrede. I overensstemmelse hermed må han nødvendigvis låne.

Det vil heraf kunne ses, at spørgsmålet om, hvem der leverer pengemidlerne til dette formål, er et spørgsmål om fordringerne. Kapitalgoderne findes, de er produceret af andre virksomheder og venter på at blive købt. Hvis lønnen kræver det meste af det, der produceres, er det fra lønnen, at pengemidlerne til at købe kapitalgoderne må komme. Hvis lejeren eller forpagteren kræver mere end minimumandelen i profit, kan han levere fordringen, der skal ombyttes med kapitalgoder. Men hvis profitten er nede på minimumsniveauet, og lønnen er lav, er det kun de sekundære fordringshavere som har de nødvendige fordringer, der skal ombyttes. Hvilke sekundære fordringshavere, der leverer pengemidlerne, afhænger derfor af, hvem der har størst krav på virksomhedens produkt. Da skatterne var små, var det i almindelighed private personer, som var industriens pengeudlånere. I tider, hvor skatter kræver meget, bliver regeringen hovedkilden til fonds til industrien til disse formål.

Værktøj og udstyr er en indlysende nødvendighed for industrien, og hvis det er lejeren eller forpagteren, der skal tilvejebringe det, må han have det for enhver pris. Hvis han skal producere effektivt, må det maskineri, han erhverver sig, endvidere være omfattende og rimeligt moderne. Der vil i virkeligheden være konkurrence mellem forskellige virksomheders lejere eller forpagtere om at udstyre deres virksomheder ordentligt; og denne konkurrence vil tvinge dem, der lever på et minimum af profit, over i hænderne på sekundære fordringshavere, der udlåner penge, for at de kan holde trit med deres mere heldige konkurrenter, som har råd til at købe kapitaludstyr ud af deres rigeligere profit.

Resultatet bliver, at hvor al jord er afspærret, har lejerne eller forpagterne i produktive virksomheder så store behov, at en kreditor kan kræve renter af at udlåne penge. For at arbejde produktivt må mennesker have værktøj og udstyr. For at få disse, må de have pengemidler. Målestokken for deres behov er den rente, de er rede til at betale.

Renten opstår ved optagelse af lån af penge og er særegen for denne transaktion. Den fremhæver forskellen mellem det forhold mellem debitor og kreditor, der er, hvor det opstår ved den almindelige fremgangsmåde for handel, og hvor det opstår ved optagelse af et lån af penge.

Med undtagelse af de tilfælde, hvor det drejer sig om monopoler, møder de forretningsdrivende hinanden på lige fod. Begge ønsker at handle; begge har tillid til, at handel vil gøre det muligt for dem at videreføre deres individuelle specialistbeskæftigelser. De er indbyrdes afhængige af hinanden.

I modsætning hertil er forholdet mellem debitor og kreditor ved optagelse af lån af en fordring på formue et forhold mellem herredømme og underkastelse. Sådanne debitorer er tilbøjelige til at gå ind på de mest byrdefulde aftaler, og igen og igen har man ved lov grebet ind for at beskytte låntagere mod følgerne af deres egne aftaler med den begrundelse (sjældent rent ud vedkendt), at de ikke påtager sig denne forpligtelse frivilligt.

For flere århundreder siden udviklede The Court of Chancery (Overretten) den billighedsretlige doktrin, som underkender enhver hindring for en retfærdig indfrielse. Ligegyldigt hvilken aftale han er gået ind på, så er det ikke tilladt en låntager at stille jord som sikkerhed for hans lån uden at han har retten, som er strengt beskyttet, til at genvinde sin tryghed ved at tilbagebetale pengene, lige meget hvor sent det er på dagen. Disse forskrifter indeholdes nu i lovform i loven om ejendom, 1925, men de blev udviklede som lovregler på grundlag af retspraksis. Parlamentet er ofte skredet ind for at beskytte låntagere mod udlånere, således som i lov om salg (der omhandler lån med løsøre som sikkerhed) og loven om pantelånere (der handler om lån med sikkerhed i pant) og loven om pengeudlånere (hvorved en rente på mere end 48 procent pro anno hos en professionel pengeudlåner dømmes som værende for høj, medmindre han kan bevise noget andet) og loven om køb på afbetaling (der handler om sikkerhed i de købte varer).

Ligesom en arbejder, efter afspærringen af jorden, ikke leverer sit eget værktøj og udstyr, eller sin egen andel af værktøj og udstyr, som bruges sammen med andre arbejdere, således betaler han heller ikke rente af lånene, som er nødvendige for at udstyre hans virksomhed. Arbejderen vil sjældent være villig til at påtage sig rentebyrden ud af en løn, som er det mindste, arbejderne er rede til at acceptere. Men desuden er hans kredit sædvanligvis ikke tilstrækkelig stor til at sætte ham i stand til at låne, selvom han var rede til at betale renten. De, der lever af løn, er ikke kreditværdige for denne type af lån.

Selv lejeren eller forpagteren, som ofte er en arbejder med mere end almindelige evner, har vanskeligt ved at påtage sig byrden, som nødvendigheden af at låne mod betaling af renter lægger på ham. Han låner ikke alene for at udstyre sig selv, men for at udstyre arbejdet for et stort antal mennesker. Han påtager sig at betale høje renter til jordleje eller jordpriser, høje ejendomsskatter og andre skatter, som ligger langt over hans personlige midler. Alt dette gør han i forventningen om et resultat, der kan give ham en snæver profitmargen. Kun denne snævre margen står mellem ham og katastrofe.

En mildning af disse vanskeligheder, som lejeren eller forpagteren står over for, er kommet med opfindelsen af aktieselskaber med begrænset ansvar. Selvom den nu er en lovmæssig skabning, blev denne form for selskaber dannet på grundlag af det, der var retspraksis længe før den første aktieselskabslov. Fremkomsten af det begrænsede ansvar dateres til tiden for den første store afspærring af jord i det 16. århundrede. Det blev almindelig skik og brug efter den anden store afspærring af jord i det 18. og 19. århundrede.

Princippet for det begrænsede ansvar er, at der imellem lejeren eller forpagteren og hans kreditorer indsættes en opdigtet person i form af et aktieselskab for at beskytte hans personlige formue. Hele dets opbygning er beregnet til at lette långivning og låntagning og betaling af renter. Det opdigtede væsen påtager sig hele ansvaret og kan selvfølgelig kun udbetale fra dets begrænsede pengemidler. Det er en institution, som af advokater er specielt konstrueret til at dække den økonomiske situations krav. Andre situationer ville frembringe helt andre institutioner.

Før afspærringen af jord blev gennemført, var det skik og brug at kirken fordømte udlån af penge som værende syndigt, og loven pålagde straffe for det. Efter afspærringen var dette imidlertid ikke længere praktisk. Det var nu nødvendigt for en mand ikke alene at fremskaffe udstyr til hjælp for sit eget arbejde, men også at fremskaffe udstyr til de jordløse mænd, han beskæftigede. For at gøre dette måtte han skaffe sig pengemidler fra andre. Kort sagt, han måtte låne – og betale renter. Under sådanne omstændigheder ville dette, at erklære udlån af penge for at være umoralsk og ulovligt, kun drive det under jorden og drive “rentesatsen” {nu brugt som et formildende udtryk for “ågerrenter”} voldsomt op. Det var derfor uundgåeligt, at forbuddet mod pengeudlån skulle ophæves, efter at afspærringen af jord var gennemført.

Efterhånden som det nye system for finansiering af industrien blev almindeligt, og efterhånden som det antal af arbejdere, som en enkelt arbejdsgiver skulle udstyre, blev større, så blev pengeudlån mere agtet. Senere hen begyndte det også at blive anset for en fordel, som blev tildelt samfundet. Folk begyndte at mene, at en mand, som udlåner sine fordringer til det, der produceres, giver arbejde til dem, der producerer det. på denne måde blev pengeudlån (nu med et andet formildende udtryk kaldt “investering”) højt anset og udviklet til en velorganiseret forretning. Forbud mod at udlåne penge og mod at tage renter kan ikke igen gennemføres med held ved hjælp af religiøse påmindelser og lovmæssige sanktioner, før de tilstande, der gav anledning til bortfaldet, ophører med at være almindelige.

Den ændrede indstilling til låntagning påvirker også arbejderen. Selvom han normalt ikke er indstillet på at låne for at udstyre sin virksomhed, er han rede til at søge tilflugt til låntagning som en udvej fra den lave løn. Lang tid efter at låntagning for at udstyre industrien var blevet almindelig skik og brug, begyndte arbejderen i midten af det 19. århundrede at låne for at købe et hus og blev opmuntret til dette af byggeselskaberne, som i nogle tilfælde var grundlagt af kirken og velgørenhedsforeninger. I det 20. århundrede låner han gennem afbetalingssystemet for at forbedre sin materielle levestandard med radio, fjernsyn, ja endogså et automobil.

I dette efterligner han sin mester. Men. den gamle indstilling over for gæld dør kun langsomt. Hans bedstefar mente stadig, at han skulle “være hverken låntager eller långiver”, selvom det allerede på hans tid havde været anerkendt gennem århundreder, at lejere eller forpagtere optog lån til forretningsbrug. Bedrestillede arbejdere i samfundets middelklasse afskyr stadig afbetalingssystemet. Men ligesom andre former for låntagning og långivning er det gradvist blevet respektabelt.

Der er god grund til den modstand mod låntagning, der skulle overvindes blandt arbejdere. Arbejderen låner for at erhverve nu, hvad det ville tage hele hans levetid at spare op til. Somme tider må han låne for at komme ud af en finansiel knibe. Han må i begge tilfælde tilbagebetale ud af sin løn, som ikke stiger, fordi han har lånt. Der er derfor en grænse for, hvor stort et beløb han kan låne, og renten, han betaler, er et uerstatteligt fradrag i hans løn. Hans møbler koster ham for eksempel 120£ i stedet for 100£, fordi han køber på afbetalingsbetingelser. Derimod er lejeren eller forpagteren ikke begrænset på denne måde. Hvis han er heldig, betaler han både afdrag og renter ud af sine arbejderes ekstra produktivitet. Det er sandt, at han også vil betale mere. Hans maskine koster £12.000 i stedet for £l0.000 efter at renten er lagt til. Men han vil aldrig betale personligt. Hvis han er uheldig, må pengene inddrives (hvis det overhovedet kan lade sig gøre) fra hans selskab i likvidation.

Låntagning er altid en byrde for arbejderen. Den er altid en byrde for industrien. Men den er ikke altid en byrde for lejeren eller forpagteren. Han kan godt låne langt mere end han nogensinde selv kunne tilbagebetale, og ved at bruge lånet til at stifte eller udvide en virksomhed vil han ikke alene tilbagebetale lånet og betale renterne, men opnå en forøgelse af sin profit. Selvfølgelig er der mulighed for, at det ikke lykkes for ham. Men den rige udsigt gør vovestykket mere tiltrækkende og medfører en ændret holdning, først en tolererende og dernæst en aktiv billigelse af pengelån.

Efterhånden som denne metode til finansiering af industrien ved hjælp af gæld bliver mere almindelig, bliver det mere og mere vanskeligt for mænd at blive deres egen herre, undtagen hvis de kan etablere deres egen virksomhed i overensstemmelse med almindelig skik og brug. Når al jord er afspærret, er der kun en måde, hvorpå en mand kan undgå lønlovens snævre grænser, nemlig ved at opnå at få en del af jordrenten til sig selv, og låntagning kan meget vel blive hans eneste udvej til at opnå dette. Når han først har etableret sig som jordrentemodtager, opvejes gældslaveriet af den profit, han kan opnå ved dets hjælp.

Men slaveriet, som skyldes gæld, har langtrækkende sociale virkninger. Forholdet mellem kreditor og debitor, som opstår ved et pengelån, er et forhold mellem herredømme og underkastelse. For almindelige mennesker medfører det, at de er mere afhængige af en arbejdsgiver, end de nogensinde før har været. At være arbejdsløs i blot en kort tid betyder at være hårdt presset af kreditorer med hensyn til hus, møbler, radioapparat og lignende. Arbejdsgiveren finder for sit vedkommende, at hans afhængighed af pengeudlåneren er nærmest fuldstændig.

Denne tilstand er et resultat af fattigdom. Mennesker låner, fordi de ingen fordring har på den formue, de producerer, og de anser fordringen for at være så betydningsfuld, at de er villige til at underkaste sig gældsslaveriet for at få den. på grund af den uretfærdige fordeling af formuen, udvikler denne situation sig fra at være usædvanlig og undtagelsesvis til at blive almindelig. Det er nu uundgåeligt, at dette sekundære slaveri skulle blive den almindelige skæbne, hvor grundlaget for sociale forhold dannes af det primære slaveri af jordløse mænd, der er afhængige af dem, der har herredømmet over jorden.

Hvor afspærringen af jorden giver fremgang for små lejere eller forpagtere, som arbejder under primitive forhold med dårligt udstyr, men arbejder for sig selv, forårsager jordejernes magt til at presse deres krav op til det meste, lejerne eller forpagterne kan bestride, at disse krav stiger i gode år. Når de dårlige år følger, ser lejeren eller forpagteren sig pludselig ude af stand til at betale for sig og dække jordejerens krav. Det er på dette tidspunkt, at han er tilbøjelig til at falde i gæld ved at pantsætte sin høst for næste år på forskud; og på denne måde falder små lejere eller forpagtere i hænderne på pengeudlånere, som vinder enormt i velstand og indflydelse. Denne situation er blevet almindelig i visse dele af Indien og i områder som Vestindien.

På den anden side, hvor afspærringen af jorden medfører, at driftsherrer etablerer sig i store veludstyrede foretagender, opnår folk med specielle evner til at rejse pengemidler for at udstyre industrien speciel forrang i samfundet. Herredømmet over industrien falder i hænderne på sådanne mænd, der virker som tjenere for dem, som tilvejebringer pengemidlerne. Efterhånden som systemet vinder magt, bliver det mere og mere vanskeligt for foretagsomme mænd at starte deres egen virksomhed. Flere og flere må søge beskæftigelse hos den dygtige driftsherre. Til deres afhængighed af dem, der har herredømmet over jorden, lægges således de sidstnævntes afhængighed af dem, der behersker pengemidlerne. Kort sagt, det økonomiske slaveris betingelser skærpes.

4. Kapitel – Driftsherrens profit

Driftsherren får sin profit som bruger, lejer eller forpagter af den jord, hvorpå hans virksomhed etableres. Hans profit bliver den del af jordrenten, der bliver tilbage til ham, når de sekundære fordringshavere har fået deres andel. Den fulde jordrente, som produceres af hans virksomhed, vil selvfølgelig variere fra tid til anden. Derimod vil de sekundære krav, bortset fra skatterne, blive fastsat ved aftale. Han tager risikoen for, at de sekundære krav kan overstige den totale jordrente og medføre tab for ham, og søger sin fortjeneste i jordrentens overskud ud over dem.

Driftsherren er et fænomen, der er fremkommet ved afspærringen af jord. Hans særlige talenter bliver af overordentlig stor betydning, hvor lønnen er så lav, at de fleste mennesker er ude af stand til at levere det fulde udstyr til hjælp for dem i deres arbejde. Han eksisterer derfor under forhold, hvor jordrenten varierer umiddelbart og direkte med arbejdets effektivitet, og lønnen ikke gør det. Da han er så stærkt interesseret i jordrentens størrelse, er han derfor lige så interesseret i arbejdets effektivitet. Det er naturligt, at han i høj grad vil have sin opmærksomhed henvendt på enhver plan, der er beregnet til at give en stigning i arbejdets effektivitet. Han beskæftiger mennesker først og fremmest for at skaffe sig jordrente, og han er tilbøjelig til at betragte lønstigninger med samme skepsis som den, hvormed han betragter forhøjelse af skatterne og rentesatsen. De truer hans andel af jordrenten og skal i de fleste tilfælde modarbejdes. Der kan selvfølgelig være tider, hvor en skønsom lønforhøjelse fornuftigvis kan forventes at resultere i en forøgelse af arbejdets effektivitet, som er tilstrækkelig til også at forøge hans jordrente. Ethvert arrangement, som henter mere fra arbejdet, end arbejderne tager tilbage i løn, vil så sandelig være velkommen for ham. på mange punkter, dog ingenlunde på alle, er hans umiddelbare interesse modsat hans funktionærers. Hans gevinst er deres tab; hans tab er deres gevinst. Dette er en grundlæggende kendsgerning for menneskelige forhold, hvor mennesker lever af jordrente – en kendsgerning, som uundgåeligt har vældige politiske og økonomiske følger.

Dog må det indrømmes, at idet afspærringen af jorden og nedtrykningen af lønnen til det mindste, arbejderen vil acceptere, er givet, forøger driftsherrens virke arbejdets produktivitet effektivt. på grund af hans virke stiger levestandarden i samfundet i det mindste i materiel henseende, og arbejdere, som er udstyret ved hans virke, kan gøre et land meget stærkere i en krig end de lande, hvis økonomi er baseret på forarmede lejere eller forpagtere og små ejendomsbesiddere, der betaler ublu afgifter.

Han opnår heller ikke dette let. Han behøver dygtighed og fantasi og lever et liv fyldt med bekymringer. Han er ikke blot ansvarlig for den formue, der kræves for at skaffe udstyr til hjælp for hans egne bestræbelser, hvilket kan være besværligt nok for enhver, men også for den formue, der kræves for at udstyre alle hans funktionærer og arbejdere. Han bekymrer sig ikke blot om sin egen dygtighed og sit eget bidrag til livet, der sikkert ville være mere end nok til at opsluge al hans opmærksomhed, han er også direkte bekymret for kvaliteten og styrken af hans underordnedes bestræbelser. For den, som tager afspærringen af jord med alle dens resultater for givet, er det fortvivlende vanskeligt at bestemme, om de på grund af den uretfærdighed, arbejderne må lide, skal støtte og hjælpe dem, der gør oprør mod driftsherrens magt, eller de skal støtte driftsherren i hans bestræbelser på at inddrive den størst mulige ydelse fra resten af menneskeheden.

Frugterne i form af formue, prestige og magt over mennesker, som kan indsamles af den heldige driftsherre, synes at være meget tiltrækkende, når de ses på afstand. Ved at følge ham kan dygtige og beslutsomme mænd og kvinder flygte fra lønslaveriet ind i den overflod, jordrenten giver. Det er derfor ikke overraskende, at så stort et antal mennesker søger at bruge deres medfødte udøvende evner. Imellem sådanne mennesker er konkurrencen hård. De er, ligesom andre, underkastet presset af jordejerens krav og vil sætte den minimumsprofit, som de er villige til at acceptere, meget lavt. på denne snævre margen vil deres bestræbelsers fremgang eller fald afhænge.

Når virksomheden går dårligt, og jordrenten skrumper ind, så den bliver mindre end de sekundære krav på den, står driftsherren over for en vanskelighed. Han kan ikke regulere skatterne, og jordejerens og pengeudlånerens krav vil være fastsat ved aftale og skal opfyldes. For at holde virksomheden gående under sådanne vilkår, må han genoprette sin jordrente, så den bliver tilstrækkelig til at dække disse krav. I dårlige tider for forretningslivet er der ikke andre måder at forøge jordrenten på end ved at sætte lønnen ned. Arbejdsgiveren, der står over for, at hans virksomhed går dårligt, vil se efter, hvilke af hans funktionærer, han kan afskedige. Når han således har reduceret sin stab og har spredt skræk gennem sin virksomhed, er han i den bedste position til at nedsætte lønnen direkte. Han vil, nødtvunget, være det menneskelige virkemiddel, gennem hvilket naturloven, der styrer fordelingen af formue, vil virke. For overfladiske iagttagere kan han alt for let se ud til at være et uhyre, som udnytter folkene for at bevare sin profit.

Naturligvis er han interesseret i sin profit, for den er kriteriet for hans succes. Når han finder, at hans profitmargen er for lav, vil han søge at finde andre måder at forøge den på. En meget indlysende måde, han kan gøre dette på, er ved at forøge sit produktionsresultat og derved forøge sine indtægter og opnå en større profit på den lave procentsats. For at gøre dette må han selvfølgelig erhverve sig mere jord og beskæftige flere arbejdere; og for at få succes må han sælge det, som hans arbejdere producerer.

Nu er der en interessant forskel i spillerummet for en mands aktivitet, når han modtager sit udbytte i form af løn i stedet for i form af jordrente. En mand, som stoler på, at det er ved sit eget arbejde han skal erhverve sin fordring på formue, er begrænset af det bidrag, han er i stand til at yde. Dette er igen begrænset af hans energi. For eksempel, en ung professionel mand, som stoler på sine egne bestræbelser, en doktor eller advokat, starter med at gøre hvad som helst, nogen vil ansætte ham til at gøre, uanset hvor ydmygende det måtte være. Efterhånden som han vinder i dygtighed i og erfaring om sin profession, vil arbejdet hobe sig op, indtil den dag kommer, da han simpelt hen ikke kan overkomme det hele. så begynder han at afvise arbejde. Det er ved dette punkt, at han begynder at danne sin karriere; det er ved dette punkt, at han begynder at vælge og vrage. Dette er naturligt nok, for det er kun i lyset af sine erfaringer, at en mand kan få at vide, hvad han ønsker at gøre. Når en mand således vrager arbejde, åbner han endvidere vej for en anden, som efter tur kan vælge og vrage. Enhver vil have forskellige talenter, færdigheder og forkærligheder, og mangfoldigheden af disse kvaliteter vil tilpasse sig mangfoldigheden af deres kunders smag på en måde, som intet menneske kunne forudse, endsige udtænke. Deres kunders smag vil i virkeligheden angive retningen af deres energi, mens deres dygtighed og hengivenhed vil hjælpe til med at forme deres kunders smag.

Hvor en mand ikke lever af den løn, han får ved sit arbejde, men af den jordrente, som produceres af en virksomhed under hans herredømme, begrænses området for hans handlinger imidlertid ikke i den grad. Forudsat at han kan tilvejebringe jord og arbejdskraft, kan han udvide sine aktiviteter i det uendelige. Da trykket af de sekundære krav på jordrenten har tendens til at reducere driftsherrens profitmargen, ansporer dette hans ønsker om at forøge sin indtægt ved at forøge sit salg. Eftersom der nødvendigvis er en grænse for antallet af varer af en særlig slags, der til enhver tid kan sælges, vil det punkt imidlertid snart blive nået, hvor produktionen af enhver virksomhed kun kan blive forøget ved at trænge ind på en andens marked. Denne indtrængen fører til handelskrig, hvor der ikke gives pardon. Eksperter, som bliver hjulpet af deres tjenere, drager ud for med overlæg at erobre hele markeder. Det er ikke en sag, der drejer sig om at vælge og vrage, men om at inddrage.

I en sådan kamp er chancerne for de kæmpende langt fra lige. Antag for eksempel, at de konkurrerende indlader sig på en priskrig, idet de hver især søger at underbyde den anden. Deres evne hver for sig til at modstå presset vil variere enormt med de finansielle strukturer af deres virksomheder. Tag først et eksempel, hvor virksomhedsejeren ejer jorden, som hans virksomhed ligger på; dernæst et eksempel, hvor virksomhedsejeren lejer eller forpagter jorden i henhold til en gammel kontrakt og betaler en forholdsvis lille sum til sin jordejer; og endelig et eksempel, hvor virksomhedens ejer har købt jorden for nylig og har lånt pengemidler til det[1]. Idet det antages, at de tre industrier hver for sig er lige produktive, bliver resultaterne som vist i Figur 1.

Priskrigen vil have den virkning på indtægterne af hver virksomhed, at den ville reducere virksomhedens profit, indtil den blevet tab. Det er klart, at deres evne til at modstå denne reduktion ville variere så betydeligt mellem de tre eksempler, at resultatet er næsten afgjort på forhånd. De fordele og ulemper, som er illustreret her, er kun nogle ud af mange. Virksomhederne kan være beliggende på jordstykker med vidt forskellig produktivitet, udstyret kan være væsentligt bedre i en virksomhed end i en anden, og således videre.

Den ulige kamp, som opstår, når sådanne virksomheder trænger ind på hinandens markeder, er blevet kaldt “konkurrence”, og ved at blive accepteret som sådan er sund kappestrid blevet udsat for foragt og had. Når to løbere, efter at de har fuldført en træningsperiode, gør sig klar til løbet og går i stilling for at vente på startskuddet, kan en tilskuer tale om konkurrence. Hvor den ene er blevet holdt i fængsel og har sultet i et halvt år og står ved linjen med en kraftig vægt bundet til den ene fod, kan ingen imidlertid for alvor tale om konkurrence. Det ville være et håbløst handicap. Konkurrence forudsætter lige muligheder. Hertil kommer, at selv om kun en kan vinde, kan alle nyde at deltage og udvikle sig i en konkurrence om færdigheder. Konkurrence indebærer ikke, at du skal slå din konkurrent til døde. Det er ikke konkurrence – det er krig.

Når en hær har overvundet fjenden, efterlader den ikke det erobrede område uden forsvar, så en ny måske endnu farligere modstander kan sætte sig i besiddelse af det. Den besætter området og konsoliderer sin position. Ligeledes vil en virksomhed, når den bekæmper en anden, opkøbe den, tage dens jord og dens bedste funktionærer og nedlægge den og i øvrigt gøre, hvad den kan, for at sikre det således erobrede marked mod, at andre kan trænge ind på det. Dette er den fremgangsmåde, monopoliseringen benytter – et meget almindeligt træk i moderne tider.

Det er imidlertid ikke kun den angrebslystne og grådige driftsherre, tørstig efter formue og magt, der handler således. I opgangstider, som efter en krise eller en krig, er der mange varer, som efterspørges meget ivrigt, fordi folk i mange år ikke har været i stand til at skaffe sig dem. Under disse betingelser for forretningslivets udvidelse på særlige områder bliver der måske oprettet virksomheder, som vokser ud over de normale størrelser, uden at de på nogen måde støder sammen. Når den oppustede efterspørgsel er dækket, og markedet for disse varer skrumper ind til dets normale størrelse, vil de virksomheder, som er engageret på disse handelsområder, se deres omsætning falde. Det er naturligt, at de da vil søge at erstatte den faldende omsætning ved at trænge ind på hinandens markeder. Her vil de komme på tværs af hinanden, og der vil opstå en strid som bliver meget heftig, fordi den foregår i forsvar for deres positioner. Under denne strid vil priserne falde, margenerne blive indsnævret, og de virksomheder, der underkastede sig sekundære krav i form af renter, jordejers krav og lignende, mens opgangstiden var på sit højeste, vil sandsynligvis bukke under. Når til sidst den industrielle opgangstid er forbi, og nedgangstiden kommer, vil striden blive til kamp for eksistensen.

Det er naturligt, at de, der overlever denne hårde krise, ikke vil ønske at gennemgå den igen. De vil sandsynligvis give prisnedsættelsen skylden for deres elendige tilstand, prisnedsættelse som de kalder konkurrence, og de vil søge at beskytte sig imod en gentagelse af denne oplevelse. Forretningsfolk vil danne foreninger for at beskytte markedet mod nyankommende og for at fastsætte priser. Nationale monopoler vil danne internationale karteller. Under stærkt offentligt pres vil regeringer begrænse og regulere produktionen og den internationale handel.

Disse paniske forholdsregler bliver foretaget, fordi folk ikke forstår, hvad der er galt, og forveksler symptomer med sygdomme, og virkninger med årsager. De afspærrer hele industriområder for at hindre, at andre kan trænge ind på dem, og bringer regeringer ind i industrien omtrent som de gamle briter antages at have bragt Hengest og Horsa og deres krigeriske horder ind på de britiske øer. De kom som beskyttere og endte med at blive herrer. Således lukkes den vej, som nogle mennesker benytter for at blive herrer i stedet for funktionærer, og de, der allerede har etableret sig på det monopoliserede marked, bliver truet med statskontrol og nationalisering.

Monopolets væsen er, at det sætter monopolindehaveren i stand til at hindre, at andre mennesker træder ind i den monopoliserede industri undtagen som tjenere eller agenter for monopolhaveren. Bortset fra offentlige foretagender findes der sandsynligvis ikke fuldstændige monopoler i den betydning, at ingen andre end monopolhaveren er inde i eller kan gå ind i det særlige erhverv for egen regning. Der findes imidlertid mange industrier – kemikalier, petroleum, stål, ikke jernholdige metaller, mursten, cement, sukker, mel for kun at nævne nogle få – hvor monopolet er så omfattende, at det er meget betydningsfuldt med hensyn til dets sociale virkninger. Det er indlysende, at hvor mennesker har fremgang, ikke i forhold til det bidrag, de yder til livet, men i forhold til det omfang, hvori de forhindrer andre i at yde bidrag til livet i overensstemmelse med deres natur, er deres fremgang samfundsfjendtlig og ondskabsfuld.

5. Kapitel – Monopoler.

En mand nyder monopolmagt, når han på grund af nogle privilegier er i stand til at udelukke andre mennesker fra et erhverv eller et marked. Det er ikke nødvendigt, at han er i stand til at udelukke alle andre fuldstændigt; det er tilstrækkeligt, at han kan udelukke nogle. Naturligvis vil værdien, han har af sin monopolmagt, variere med dens omfang.

Privilegierne, som forhindrer andre i at trænge ind på særlige erhverv og markeder, er få, men effektive.

Det, der først og fremmest har betydning i denne henseende, er herredømmet over jord. Der findes ikke nogen mere sikker måde at udelukke andre fra et særligt erhverv eller særligt godt beliggende sted på end den, der består i at bemægtige sig den jord, som er særlig godt egnet for dette erhverv på dette sted, ikke for at bruge jorden, men for at udelukke andre fra at bruge den til dette særlige formål.

For at begynde med et tilfælde af de små, så har det været almindelig praksis for ejere af udlejningsejendomme at indgå aftaler med hver af deres forretningsdrivende, lejere eller forpagtere, hvorved ejerne forpligter sig til ikke at tillade nogen anden person i ejendommen at drive en virksomhed inden for det erhverv, som lejeren eller forpagteren driver. Dette er et meget værdifuldt privilegium i de store ejendomme, fordi det naturligvis oppuster jordrenten, som lejeren eller forpagteren kan opnå, med det resultat, at han er villig til at yde en højere betaling til ejeren af ejendommen for den beskyttede lejeaftale eller forpagtning. Med hensyn til

beboernes stilling i ejendommen er et sådant arrangement både byrdefuldt og dyrt, og det illustrerer meget tydeligt, hvorledes monopoler arbejder. En oppustet jordrente medfører en forhøjelse af de generelle udgifter og en tilsvarende forøgelse af jordejerens krav.

I den større stil kan driftsherrerne selv sikre sig monopolmagten i visse områder. I en stor by vil de grunde, som er bedst egnede for populære restauranter, således være de grunde, der ligger ved de gadehjørner, hvor hovedgader mødes, især hvor mange ruter løber sammen. En restauratør kan derfor blive klar over, at handel med ejendomme vil være en værdifuld bibeskæftigelse ved siden af hans forretning. Ved at skaffe sig magt over disse værdifulde grunde kan han udleje dem til lejere for at få dækket sine udgifter, idet han sørger for, at der i alle lejekontrakterne indføres bestemmelser om, at grundene ikke må bruges til at drive restauranter på. Jo flere grunde han skaffer sig, jo nærmere kommer han til at blive den eneste restauratør, der er i stand til at drive forretning på disse fordelagtigt beliggende steder. De almindelige mennesker, hvis begrænsede frokostpause og begrænsede midler i forening medvirker til at forhindre dem i at søge frem til de uafhængige restauratører, må tage til takke med at blive klumpet sammen i de restauranter, som er oprettet af disse kæder af leverandører af masseproduceret føde, som rodfæstet vane med tiden får publikum til at synes om. I samme grad vil udefra kommende mennesker, som ville forvilde sig i sidegaderne, forstærke menneskemængdens pres på disse godt beliggende steder. Med tiden sammenslutter en kæde sig med andre, og monopolet viser sig

sin fulde styrke. Jordrenten, som produceres på disse grunde, stiger hurtigt, og driftsherren, der ikke i tide har taget forholdsregler til at afvikle eller udsætte jordejerens krav, vil, når hans lejekontrakt udløber, opdage at jordejeren er fuldt ud klar over værdien af sin privilegerede stilling. På samme måde kan biograf- og teaterkæder udvide sig, indtil de bliver herrer over hele erhvervet. I alle sådanne tilfælde vil man se, at et passende samvirke med forbundsfæller er værdifuldt og magtfuldt.

Intet område er så sikkert for den slags manipulationer, som området for de grundlæggende industrier, der udvinder råmaterialer fra jorden. Opnå herredømme over jorden, hvorfra råmaterialerne udvindes, udeluk alle andre, og alle må betale afgift. Folk kan tage madpakker med til kontoret, de kan opgive deres ugentlige besøg i biografen; men de vil ikke undvære kul, jern, aluminium, tin, bly, olie, mursten, cement, fedevarer eller kemikalier i den ene eller anden form. Ved at beherske produktionen på dette punkt, startpunktet for al industri, kan driftsherren udvide sin aktivitet til ethvert produktionsområde der anvender hans råmateriale. Han begynder måske med at styre produktionen og markedsføringen af fedt til fremstilling af sæbe og margarine og ender måske med kæder af dagligvareforretninger, fiskehandlerbutikker og pølse- og flødeisforretninger. Disse vildtvoksende karteller, som er besværlige og ueffektive, opbygges og vedligeholdes med store omkostninger. Til trods for alle omkostningerne og til trods for det byrdefulde spild, der hænger sammen med kartellernes uhåndterlige størrelse, er jordrenteindtægterne, som kartellernes privilegerede stilling giver dem, meget store, de er meget indbringende.

Hvad angår betydning kommer privilegier tildelt ved lov lige efter herredømmet over jord. Ved hjælp af importrestriktioner, som i strenghed kan variere fra at være skatter på importerede varer til at være absolutte importforbud, bliver de, der behersker det beskyttede marked, fritaget for udenlandsk konkurrence. Endnu mere effektivt er imidlertid den lovmæssige begrænsning af selve produktionen. Det er forfærdende at tænke på, at regeringer har arbejdet sammen verden over for at begrænse produktionen ved hjælp af sådanne midler som internationale aftaler om tin, sukker og gummi. Derved er alle de regeringer, der har retsområde i området hvor den pågældende vare produceres, blevet enige om enten at fastsætte en kvota for produktionen i hvert område eller at regulere salget af varen, og de forskellige parlamenter og andre lovgivningsmyndigheder har vedtaget de fornødne love. Der findes mange forskellige nationale love om begrænsning af produktion. Mellem 1935 og 1940 begrænsede den britiske regering produktionen i England af kartofler, bacon og kød ved hjælp af landbrugslove.

En anden betydningsfuld magt, der er bestemt ved lovgivning, er den, der er udtrykt i patentloven. Hensigten med denne lovgivning er at sikre opfinderne en belønning for deres anstrengelser og indsats. Dette søges gennemført ved registreringen af opfindelser og ved at give ejeren af et registreret patent et fuldstændigt monopol på fabrikationen, anvendelsen og salget af den patenterede anordning. Hvis ejeren giver sit samtykke, kan enhver imidlertid benytte det registrerede patent, forudsat at han betaler en afgift til ejeren – et system, som normalt benyttes af universiteter og lignende institutioner. Nu er det indlysende, at et monopol på et patent kan give en ejer, som er engageret i erhverv, en magtfuld føring i forhold til hans konkurrenter. Det er derfor ikke overraskende at se, at store foretagender ofrer mange penge, megen tid og energi på at erhverve patenter, både ved at opkøbe opfindelser og ved at beskæftige videnskabelige forskere og patentere resultaterne af deres forskning. Dette betyder ikke, at de nødvendigvis anvender opfindelsen i praksis.

Set ud fra et samfundssynspunkt fremkommer den største nytte, som opfinderen kan yde, ved den almindelige anvendelse af hans opfindelse og ikke ved restriktioner imod dens anvendelse. Det er uretfærdigt, hvis opfinderens arbejde skal have det resultat, at nogle forretningsdrivende opnår store fordele, mens andre lider under alvorlige mangler. Det er på samme tid vigtigt at beskytte opfinderen i så stort et omfang, som loven kan beskytte ham imod, at han bliver unddraget betaling for sit arbejde. Hvis registreringen blev begrænset til at sikre den metode, hvormed en opfindelse bliver gjort disponibel for enhver, der vil anvende den, uden nogen restriktion, men mod betaling af en passende afgift til opfinderen, ville begge problemer blive løst. For det første ville opfinderens belønning blive lige så sikker, som den er nu. Endvidere ville den stå i direkte forhold til den anvendelse, der bliver gjort af opfindelsen, og ikke til monopolmagten, som patentet medførte. Hvad mere er, ingen erhvervsdrivende ville opnå en monopolmagt ved registreringen. I forbigående skal nævnes, at den skik at indføre nogle mindre forbedringer i den nye opfindelse og registrere forbedringerne for at forpurre det originale patent ville blive uden pointe og blive et spild af tid, penge og energi.

Et andet vigtigt privilegium er ejendomsretten til offentlige anlæg og foretagender, så som havne, jernbaner, vand-, gas-og el-forsyning og lignende. på grund af selve deres natur må disse virksomheder blive monopoler. Det er ikke praktisk at have konkurrerende virksomheder for gas-, vand- og elforsyninger eller jernbaner. Disse offentlige virksomheder ligger i geografiske områder, inden for hvilke kun en virksomhed af hver slags af de pågældende serviceområder kan fungere økonomisk. Hver havn har sit eget bagland, og dens egne særlige kvaliteter gør den egnet til særlige formål.

Disse offentlige serviceområder afviger i deres natur fra almindelige foretagender. Når de en gang er bygget og etableret, anspores de ikke af konkurrence, som det er tilfældet med andre industrier, og som følge heraf tvinges de ikke til at holde trit med andre virksomheder, der ledes af dygtige mennesker. på den anden side har de samfundsborgere, som de betjener, en interesse i dem, der rækker langt ud over den, de kan have i andre industrier. Forholdene vedrørende gas-, vand- og elforsyningen eller transportanlæggene er et samtaleemne, der konstant indgår i den offentlige debat. Dette er meget naturligt for alle de samfundsborgere, som bor i området, der dækkes af disse tjenesteydelser, og som dagligt benytter dem og er afhængige af dem. Disse servicevirksomheder er derfor særlig godt egnede til at blive styret af det offentlige. på steder, hvor en eller flere af disse tjenesteydelser er blevet administreret af de lokalt valgte myndigheder, hører deres effektivitet til den slags sager, som kan få de lokale valg til at svinge, eftersom byrådsmedlemmernes position og prestige i høj grad afhænger af den. I modsætning hertil er direktørerne for de privatejede virksomheder, der betjener offentligheden, alle næsten fritaget for ansvar. Forudsat at de giver udbytte til aktionærerne, hvilket de med deres monopolstilling sædvanligvis ikke har større vanskelighed med at gøre, bliver de ikke udsat for kritik. I sådanne tilfælde afhænger effektiviteten af foretagendet fuldstændig af den pågældende ledelses drivkraft og dygtighed, og der kommer ikke udefra noget pres, der kan holde en forsagt, træg og ineffektiv ledelse oppe på et normalt niveau.

Det er i virkeligheden nærmest selvindlysende, at hvor en servicevirksomhed på grund af sin natur bliver et monopol skal den være styret af offentligheden. Styreformen er imidlertid af allerstørste betydning. De, der er betroet ledelsen af servicevirksomheden, skulle være direkte ansvarlige over for de mennesker, der benytter den, af den simple grund, at el-forsyningssituationen, som for eksempel i Stockton-on-Tees, kunne komme til at bestemme byrådsmedlemmernes skæbne, hvorimod den næppe ville påvirke valget til Underhuset, da der ved dette valg er langt større og mere betydningsfulde sager på vægtskålen. At lægge disse offentlige servicevirksomheder ind under en central myndighed, uanset om den er eller ikke er ansvarlig over for en minister, beskytter dem mod kritik fra brugerne af tjenesteydelserne, akkurat ligeså effektivt som aktionærerne beskytter direktionen i en privat koncern. Men det nødvendighedens pres, som lægges på en direktør for i det mindste at få ham til at vise, at virksomheden giver profit, er i virkeligheden fjernet fra medlemmerne af styrelsen for en offentlig virksomhed, og de bliver udsat for det mest ubehagelige pres fra politisk side for ikke at forlange for meget af de talrige funktionærer og dermed skade det parti, der har regeringsmagten. Det må derfor foretrækkes, at organisationen af de offentlige servicemyndigheder baseres på passende små styrelsesområder, inden for hvilke styrelsen vælges. Koordineringen af disse offentlige virksomheder skulle da foregå ved hjælp af regionale eller centrale komiteer, hvad der nu kan være de bedst egnede, der repræsenterer de myndigheder, som er valgt i de mindre områder og som bærer ansvaret over for den regionale eller centrale myndighed. på denne måde ville pyramiden komme til at stå på sit fundament i stedet for at være usikkert balanceret på sin spids. Mere vigtigt er det, at når enhederne er forholdsvis små, vil der være en direkte kontakt mellem ledelsen og dem, der arbejder i enheden, et forhold der kan fjerne mange af den slags gnidninger, som opstår, når en fjerntliggende myndighed har fastlagt arbejdsreglerne for folk, den ikke har kendskab til, og hvis arbejde og arbejdsforhold varierer meget med naturen og menneskene i det område, de betjener.

Naturligvis skulle alle sådanne myndigheder have pligt til at betjene alle mennesker, der ønsker at benytte deres service, og til at gøre dette uden nogen som helst forskelsbehandling. Hvert individ skulle have ret til at fremtvinge denne pligt ved at bringe sagen for landets almindelige domstole.

Den kendsgerning, at disse servicevirksomheder uundgåeligt bliver monopolvirksomheder, er ikke det eneste, som gør dem betydningsfulde. Hvis det for eksempel tillades, at mennesker, som ejer og driver jernbaner og havne, selv kan vælge og vrage blandt folk med hensyn til, hvem de vil betjene og hvilke betingelser, de vil stille for at gøre det, så vil de være i en stilling, hvor de meget hurtigt kan tilegne sig magten over forretningslivet i det område, som er afhængigt af deres betjening. I Storbritannien har det været skik og brug at begrænse magten af disse foretagender og forpligte dem til at yde ensartet service til alle efter en fast tarifskala. Dette har imidlertid ikke været tilfældet overalt, især ikke i koloniområderne, hvor kontrollen med sådanne servicevirksomheder har været brugt til at opnå herredømme over forretningslivet i området. Forretningslivet i enhver egn kan blive meget uheldigt påvirket, hvis den offentlige service er mangelfuld og dyr. Det ville virke akkurat, som om de, der arbejder i området, var underkastet en forskelsbehandling af deres produkter. Af alle disse grunde er det ønskeligt, at alle servicevirksomheder, som bliver monopoler bliver styret af de valgte myndigheder for områderne, hvori de fungerer.

En anden måde, hvorpå monopoler udbredes, er ved aftaler om handelsrestriktioner. I den gamle samling af juridiske fortilfælde i England erklæres sådanne aftaler for at være strengt ulovlige, eftersom de blev opfattet som tilsidesættelse af pligten til ikke at gribe ind i en persons ret til at tjene sit levebrød på sin egen måde. I et tidligere essay blev det beskrevet, hvorledes de økonomiske love fremkalder handelskonflikter, hvor al jord er afspærret, lønnen er reduceret til et minimum, og herredømmet over industrien falder i hænderne på igangsættere og pengeudlånere, fremkalder handelskonflikter, som i nedgangstider bliver til en desperat kamp for tilværelsen. Disse kendsgerninger, som ikke kan drages i tvivl, har tiltrukket sig dommernes opmærksomhed og fået dem til at tilpasse lovprincipperne efter kendsgerningerne af de sager, de har til behandling. Reglen mod handelsrestriktioner er derfor blevet modificeret ved en undtagelse, som næsten har ødelagt reglen. Det tillades nu mennesker at indgå begrænsningsaftaler, som kan gennemtvinges ved domstolene, forudsat at begrænsningerne er rimelige og tilsigter at beskytte den, som ønsker restriktionerne i højere grad end at skade den anden part. Nu kan der ikke trækkes grænser mellem forsvar og angreb, og hvad, der er rimeligt, er en ren skønssag. så vanskeligt bliver problemet, at i to meget omtalte sager anlagde domstolen for civile sager og domstolen for kriminelle sager modsatte synspunkter. En forening af handlende søgte ved domstolen for civile sager at inddrive en bøde fra en handlende, som havde overtrådt foreningens regler ved at sælge varer til en pris, der var lavere end den fastsatte. Domstolen for kriminelle sager dømte imidlertid foreningens sekretær for at have krævet penge under fremsættelse af trusler. Sagen blev afgjort af Overhuset til gunst for kontrakten, der var indgået ved foreningens regler, og afgørelsen gik således imod det af domstolen for kriminelle sager udtalte synspunkt. Disse to sager illustrerer, hvad der sker, når økonomiske kræfter driver mennesker til at bryde med ganske enkle og sunde principper for menneskelig opførsel.

Aftaler om handelsrestriktioner har spredt sig vidt og bredt og er blevet brugt til at øge magten hos de allerede etablerede monopoler. Forretningsfolk er både på grund af de økonomiske omstændigheder og på grund af indgreb fra handelsministerier blevet overtalt til at danne deres egne foreninger. Disse foreninger, der ofte støttes af leverandører, som har monopol på levering af nogle vigtige råmaterialer, har opstillet regler for fastsættelse af priser og for begrænsning af tilgangen af nye firmaer. Disse regler er blevet underbygget af magtfulde straffebestemmelser. En foretrukken anordning er at sætte overtræderen på “den sorte liste”, at inddrive en bøde fra ham, at sørge for, at han forhindres i at have forbindelse med noget andet medlem af foreningen, og at sørge for at hans forretninger, eller nogle af dem, afskæres. Sådanne regler foreskriver ofte voldgift i tilfælde af stridigheder. Under dække af lovene om voldgift har voldgiftsmænd ved hjælp af sådanne regler optrådt som private domsmyndigheder med magt til at straffe overtrædere, ja endog til at drive dem fra deres forretning.

Gennem århundreder har handelsmænd altid etableret deres egne domstole, som administrerer særlige regler for det pågældende erhverv, og de har på denne måde hjulpet deres erhverv og gjort meget for at holde lov og orden i de handelsmæssige forhold. Fra tid til anden er disse domsmyndigheder blevet udvidet ud over deres nyttige områder, således at de er blevet en offentlig skændsel, og tiden er sikkert moden til en undersøgelse af disse domsmyndigheder og til ændring af de love, under hvilke de virker.

Det er imidlertid ikke til megen nytte at bringe disse sager i god orden, hvis samfundsøkonomiske naturkræfter bringer de menneskelige forhold i uorden. Foran disse mægtige påvirkninger er menneskelige love til ringe nytte. Det er klart, at de grundlæggende betingelser, som menneskene har herredømme over, må tilpasses, så de samme mægtige naturkræfter kan forme de menneskelige anliggender på den ønskede måde i stedet for at fordærve dem.

Koncentrationen af formue i hænderne på nogle få gør det i høj grad lettere at indgå aftaler om handelsrestriktioner. Som vi har set, står de, der bidrager til de pengemidler, med hvilke jordstykker erhverves og udstyret til arbejderne i de større virksomheder skaffes til veje, i et forhold til virksomheden, der svarer til en pengeudlåners forhold til en skyldner. Deres kendskab til og interesse i virksomheden er almindeligvis begrænset til dette forhold. Det er derfor nødvendigt for dem at ansætte direktører til at lede firmaet. Det er ganske naturligt, at de bedømmer direktørernes egenskaber efter de dividender, de fremkommer med. Under disse omstændigheder vil nogle mænd opnå berømmelse for deres ledelse af industrien i pengeudlånernes tjeneste, og de vil blive indbudt til at gøre tjeneste i bestyrelsen og direktionen i mange selskaber. En aftale mellem disse selskaber vil snart blive til en bengnavervirksomhed, hvor Mr. Brown fra Eccentric Enterprises Limited skriver til sig selv som direktør for Eccentric Appliances Limited og foreslår et kartel-arrangement, som han, efter en behørig betragtning og omhyggelig bedømmelse af fortjenesten ved det, giver sit samtykke til.

De, der har skaffet sig et monopol på en eller anden handelsvare, kan, når tiden er inde, ved hjælp af en forening, der har regler om handelsrestriktioner, lægge tvang på dem, der handler med denne vare, og kan afskære dem fra at få forsyninger, hvis de ikke overholder reglerne.

Nationale monopoler udvides endvidere let ved hjælp af aftaler til at blive internationale karteller, som behersker produktionen af de monopoliserede handelsvarer over hele verden og bestemmer forsyningen til hvert enkelt marked. Intet mindre end en opløsning af de nationale monopoler ville kunne nedbryde disse karteller. Det ville imidlertid være tilstrækkeligt at opløse en, fordi den ene nation, hvis forsyninger gik til verdensmarkedet med skarpt konkurrerende priser, ville ryste hele det kostbare og overspændte arrangement i dets grundvold.

Disse er da de magter, hvormed monopoler opretholdes: Herredømme over naturlige ressourcer, så andre kan udelukkes fra at få adgang til dem, lovtvang, herredømme over offentlige servicevirksomheder, koncentration af formue i hænderne på få, og aftaler om handelsrestriktioner.

At fjerne disse magter vil være at opløse monopoler. Hvis der var fri adgang til jord, og enhver, som ønskede det, let kunne erhverve sig et jordstykke til sig selv, og hvis enhver jordbesidder havde pligt til at holde sin jord i god stand og til ikke at bruge den på en måde, der ville forstyrre hans nabo i at bruge sin jord, og endvidere havde pligt til at betale sin jords årlige jordrenteværdi til samfundet, og hvis de offentlige indtægter tages fra denne kilde, så skatterne fjernes fra produktionen og produktionsprocesserne, da ville i det mindste to ting følge efter: For det første ville det være upraktisk for en mand at besidde mere jord, end han med fordel kunne bruge, og magten til at udelukke andre fra adgang til naturlige ressourcer ville være tilintetgjort. For det andet ville formuen blive omfordelt, så lønnen ville stige til, hvad en mand kunne tjene som sin egen mester på den bedste frie jord, der uden betaling kunne fås til brug, og de beskæftigede i enhver virksomhed ville tilvejebringe de nødvendige pengemidler til deres eget arbejdsudstyr. Det ville i virkeligheden være sjældent, at nogen skulle ty til en pengeudlåner for dette formål, og herredømmet over virksomhederne ville være i hænderne på de fuldt ud kvalificerede mennesker, der er beskæftigede i dem. Resultatet af dette ville være, at koncentrationen af formue, som baner vejen mod monopol, ville være splittet, og der ville i enhver industri være så mange virksomheder, at det ville være håbløst uden lovens hjælp at fremtvinge aftaler om handelsrestriktioner. Med samfundet i denne form som grundlæggende mønster vil det være let at fjerne de andre støtter til monopolerne. Lovene, der opretholder dem, kunne ophæves, offentlige servicevirksomheder, som af deres natur er monopoler, kunne sættes under offentligt styre og direktionerne af dem overgives til repræsentanter, valgt af folk, som bor i de lokale områder, som service

virksomheden betjener, og den gamle regel imod aftaler om handelsrestriktioner kunne genindføres og få sin gamle kraft tilbage.

Hvis monopolisterne således blev berøvet for de privilegier, ved hjælp af hvilke de udøver deres magt, kunne de ikke længere udelukke nye begyndere fra at indtræde i erhvervet. Den skarpe konkurrence ville hurtigt bevirke, at deres virksomheder forandredes, så de blev af lignende art og størrelse som de nye virksomheder, der ville fremkomme.

Det står nu tilbage at iagttage, hvilke fordele monopolerne medfører, og hvorledes monopolerne virker på andre virksomheder. Det er tydeligt, at de, der opbygger og opretholder monopoler, ikke sparer sig tid, anstrengelser eller udgifter i processen. Det må være, fordi fordelene, de opnår, langt opvejer ulemperne ved fremgangsmåden. Ved at berøve deres kunder et alternativt marked bliver de i stand til at fastsætte prisen på deres produkt på et sådant niveau, som synes bedst for dem. Det er unødvendigt at sige, at dette niveau ligger betydeligt højere end det, der ville blive opnået på et frit marked. Hvis det var anderledes, ville der ikke være noget vundet ved de store udgifter, der er forbundet med at opbygge og opretholde monopoler. Det forøgede udbytte, som monopolisten får, går ikke til løn. Det beholdes af besidderen, som bruger jorden; det er jordrente. Omfanget af denne oppustning af jordrenten på jordstykker, der er egnet til monopoliserede erhverv, ses tydeligt hver gang et nyttigt jordstykke opdages uden for monopolisternes herredømme; for eksempel, når det opdages, at der er olie i en mands jord, bliver manden meget rig i løbet af få timer.

Denne oppustede jordrente kommer imidlertid til besidderne af den pågældende jord i kraft af den afgift, de er i stand til at opkræve hos andre mennesker i form af forøgede priser. I første omgang tages disse afgifter somme tider fra lønnen, som når arbejderens hustru under sine indkøb køber monopoliserede varer, og somme tider fra jordrenten, som når besidderen, lejeren eller forpagteren, som bruger jorden, køber monopoliserede varer og materialer til sin virksomhed. Eftersom lønnen, alt andet lige, for tiden bestemmes ved det mindste en mand er villig til at acceptere, oppustes hans minimumskrav af alt, hvad der har tendens til at oppuste leveomkostningerne, og dette bevirker, at jordrenten reduceres i samme omfang. på denne måde opnås den oppustede jordrente på monopolistens jord ved reduktionen af jordrenten på anden jord.

Nu kan virkningen af denne reduktion af jordrenten på dårligere jord bringe lejerens eller forpagterens mulighed for at betale jordejeren, pengeudlåneren og skatteopkræveren i fare. Det er klart, at hvis jordrenten reduceres til at være mindre end de sekundære krav på den, vil han blive tvunget til at opgive sin virksomhed. Monopolet udvider på denne måde monopolet og tvinger mennesker og jord ud af produktion, mennesker som ellers ville være fuldt beskæftigede. Kort sagt, de byrder, som monopolisterne lægger på deres medmennesker, virker på akkurat samme måde som skatterne, når de lægges på produktion og indkomster.

I det omfang denne monopolbyrde reducerer produktionen og mulighederne for beskæftigelse, får den to alvorlige følger. For det første, ved at begrænse området af jord, som er egnet til formålet, begrænser den foretagsomme menneskers mulighed for at starte en virksomhed for egen regning. For det andet, ved at reducere muligheden for at få beskæftigelse, forøger den kampen om at få arbejde og reducerer lønnen.

Dette er den onde cirkel, som man kun kan afbryde ved at fjerne privilegierne, der sætter den i bevægelse. Ingen love, der forbyder monopoler, ingen tvungen decentralisering og heller ingen lignende anordninger kan standse dens vækst i omfang og styrke. Disse recepter vil kun drive den under jorden. Ved monopoler ligesom ved andre samfundsproblemer er det nytteløst af beskæftige sig med virkningerne. Intet andet end ændringen af de grundlæggende menneskelige forhold, hvorfra hele rækken af menneskelige forhold udgår, kan ændre den proces, som her har været til undersøgelse.

6. Kapitel – Jordejernes krav.

Det engelske ord “rent” er i daglig tale reserveret til at betegne det, som i disse essays er blevet kaldt “jordejerens krav”. I de fleste situationer vi har behandlet, har vi antaget, at dette krav har været et fuldt krav, det vil sige, at jordejeren altid har opkrævet det meste, han kan opnå fra lejeren eller forpagteren, der bruger jorden. Sådan forholder det sig selvfølgelig ikke altid. Det er klart, at hvor brugeren af jorden selvejer jorden, kommer der ikke et sådant krav fra en udenforstående jordejer, for han findes ikke. I de tilfælde, hvor brugeren af jorden er lejer eller forpagter, er størrelsen af jordejerens krav fastsat ved en aftale og kan variere fra at være et ubetydeligt beløb til at være det meste, en jordejer kan opnå (en “ublu afgift”). Naturen af dette krav, virkningen af dets eksistens og variationerne i dets størrelse skal nu tages op til nærmere betragtning.

Oprindelsen til forskellen mellem lejerens eller forpagterens primære andel af udbyttet ved at bruge jorden og jordejerens sekundære kraver følgende: Lejeren eller forpagteren nyder goderne ved at bruge jorden, men jordejeren bruger ikke jorden; lejerens eller forpagterens goder tilflyder ham gennem hans brug af jorden, mens jordejeren blot stiller krav til lejeren eller forpagteren. For eksempel er en vært for et herberg ikke jordejer i denne betydning i forholdet over for sine gæster. Værten for herberget er selv lejer eller forpagter af jorden, hvorpå han driver sin herbergsvirksomhed. Han opretholder sin ret til at bruge jorden, og de fordringer på formue, som tilfalder ham fra hans forretning, er jordrente og løn. Hans forhold til sine gæster er ligesom forholdet mellem producent og kunde. Men jordejeren tager overhovedet ikke del i, hvad den jord bruges til, som han overlader til sin lejer eller forpagter. Han tjener ikke formue ved at lede en produktiv virksomhed på jorden, for han leder ikke nogen virksomhed der. Hans krav til lejeren eller forpagteren er et sekundært krav, som lejeren eller forpagteren kan opfylde ved at tage fra jordrenten eller lønnen, eller fra et sekundært krav, alt efter hvad kilden til hans indtægt er.

Mellem disse to yderpunkter findes der mange trin, som er sammensat af noget fra dem begge. Lejeren eller forpagteren af et hus kan således udleje nogle etager umøblerede og uden anden service end vedligeholdelsen af bygningen og forsyningen med lys og varme, eller huset kan være en del af et bygningskompleks med lejligheder og kontorer, hvor der ingen service ydes, og det fulde ansvar for vedligeholdelsen lægges på beboerne. I sådanne tilfælde kan forholdet delvis være et forhold mellem jordejer og lejer, og delvis være et forhold mellem producent og kunde.

Principperne vedrørende forholdet mellem jordejer og lejer eller forpagter er forskellige fra dem, der vedrører forholdet mellem producent og kunde, og det er nødvendigt, at disse forskellige forhold holdes tydeligt adskilte. Derfor anvendes ordene “jordejers krav” her til at betyde det sekundære krav, som udelukkende opstår ved udlejning eller salg af jord og ikke ved produktion af formue eller udførelse af tjenesteydelser.

Variationer i jordejeres krav til lejere eller forpagtere, som bruger jordstykker produktivt, kan illustreres ved at betragte fire jordstykker med lige stor produktivitet: (1) Hvor besidderen ejer jorden og ikke har pådraget sig nogen rentebyrde for at erhverve den. (2) Hvor manden, der bruger jorden, er lejer eller forpagter i henhold til en gammel kontrakt, og hvor betalingen til jordejeren er meget mindre, end hvad han skulle betale under en ny kontrakt. (3) Hvor der for nylig er blevet lånt penge for at købe jordejeren ud. (4) Hvor manden, der bruger jorden, er lejer eller forpagter i henhold til en ny kontrakt, og jordejeren har forlangt sit krav opfyldt fuldt ud.

Hvis vi antager, at fordelingen af formue er som det tidligere er blevet illustreret på et jordstykke, der producerer 150, og endvidere antager, at al jord er afspærret, og at jorden anvendes af en driftsherre, der har lånt pengemidler til at udstyre arbejderne med, vil resultatet blive som vist i Figur 2.

I alle disse tilfælde er jordstykkerne lige produktive og bliver lige effektivt og godt udnyttet. I det første tilfælde, hvor besidderen selv ejer jorden, er hans profit 52. I det andet tilfælde, hvor den, der bruger jorden, er lejer eller forpagter i henhold til en gammel kontrakt, og jordejerens krav kun er 18, er hans profit 34. I hver af de to sidste tilfælde, hvor pengene til at købe jordejeren ud for er tilvejebragt ved et lån, og hvor jordejeren får sit krav opfyldt fuldt ud under en kontrakt, er profitten til brugeren af jorden 15.

Det ses heraf, at profitten, der tjenes ved at drive en virksomhed, ikke har nogen forbindelse med virksomhedens effektivitet. En gammel virksomhed, som drives af en mand, der enten selvejer jordstykket eller er lejer eller forpagter i henhold til en gammel kontrakt, hvori jordejerens kraver fastsat på et niveau der er lavt efter nutidens standard, kan i virkeligheden være betydeligt mindre effektiv end en ny virksomhed, hvis jordstykke er blevet erhvervet for nylig ved at leje eller forpagte det, eller ved at købe det; og alligevel kan den førstnævnte opnå en langt større profit. Denne forskel i profit fremkommer på grund af det, der almindeligvis kaldes den finansielle struktur af virksomheden. Effektiviteten vil selvfølgelig direkte påvirke størrelsen af den producerede jordrente af enhver virksomhed. Men en større produktion af jordrente betyder ikke nødvendigvis, at virksomhedsejerne får større profit, for den mængde, der bliver tilbage til dem, afhænger også af de sekundære krav, som de skal dække ved hjælp af jordrenten, før de kan opgøre deres profit. Jordejerens krav vil være et af disse sekundære krav.

Når en hvilken som helst jordejendom bliver købt eller solgt, vil prisen normalt blive baseret på det beløb, som sælgeren fornuftigvis kunne forvente at opnå ved en udlejning eller en bortforpagtning, hvor der regnes med en “ublu afgift”. Dette er illustreret ved det tredje og det fjerde eksempel i Figur 2 ovenfor. I det tredje eksempel blev det antaget, at der blev fremskaffet penge til at købe jordejeren ud og erhverve fuld ejendomsret over jorden, med det resultat at besidderen skal dække pengeudlånerens krav om renter i stedet for jordejerens krav. Nu ville besidderen ikke forvente at skulle betale så meget, at renten på lånet ville overstige, hvad han skulle betale, hvis han lejede eller forpagtede jorden i stedet for at købe den en gang for alle. på den anden side ville sælgeren for sin part forvente, at hvis den pengesum, han modtog ved salget, blev udlånt til den gængse markedsrente, ville den være stor nok til at kunne yde ham lige så meget, som han ville have opnået ved at udleje eller bortforpagte jorden. Med andre ord, jordejerens kraver altid mere eller mindre lig med renten af købesummen.

Det er naturligt, at enhver forventning om, at jordrenten, som kan produceres på jordstykket, måske i nær fremtid kan stige eller falde, vil påvirke den endelige pris, der aftales. Det er i virkeligheden den almindelige fremgangsmåde for en jordspekulant, at han tilbageholder sin jord fra at blive brugt, indtil nogen vil betale ham en sum, der ikke baseres på jordens nuværende produktivitet, men på hvad han forventer, at den vil yde engang i fremtiden.

Det er sandt, at størrelsen af jordejerens krav fastsættes ved en aftale, at den kan variere mellem en ubetydelig størrelse og det meste en lejer eller forpagter er villig til at betale, og at den vil blive påvirket af forholdene mellem parterne, deres købekraft og kendskab til forretning. Alligevel er tendensen til, at jordejerens krav stiger hen imod at tage den sidste penny, som en lejer eller forpagter kan få råd til at betale, så stærk, at den mand, som sælger sin jord for en mindre sum, almindeligvis anses for at være enten godgørende eller dum.

Dette opadgående tryk, som jordejerens krav udøver, kan optræde på forskellige måder. Det er indlysende, at ved udløbet af lejemålet eller forpagtningstiden er jordejeren i stand til ved fornyelsen at kræve en forhøjelse af afgiften, således at den kommer til at svare til det meste, en lejer eller forpagter vil betale. Under forløbet af lejetiden eller forpagtningstiden kan dette opadgående tryk imidlertid udøves af lejeren eller forpagteren, enten ved at han optræder som fremlejer eller frem forpagter, eller ved at han sælger sin virksomhed til en anden. Ved befolkningscentrene, hvor jordrenten stiger hurtigt og jordejere som følge heraf er i stand til at lægge en stadigt stigende afgift på jordrenten, er det ikke usædvanligt at se, at der foretages fremleje eller frem forpagtning, eller at foretagendet sælges og sælges på ny flere gange, hver gang med en forhøjet betaling. Forskellen mellem beløbet, der er forbeholdt ved hovedkontrakten, og det virkelige beløb, der betales af den lejer eller forpagter, som bruger jorden, er ofte meget stor. Hvor den nye bruger af jorden køber foretagendet og fremskaffer den største del af betalingen ved at optage lån, hvilket ikke er usædvanligt, vil det sekundære krav, som han underkaster sig, være renter i stedet for jordejeres krav, og det vil have den samme virkning på det jordrentebeløb, der bliver tilbage til ham selv, som hvis han havde fået foretagendet i fremleje eller i frem forpagtning. Selvom foretagenderne ledes under det samme firmanavn, ejes de ikke nødvendigvis vedvarende af de samme mennesker. Ejere vil danne kompagniskaber, eller kompagniskaber vil blive omdannet til aktieselskaber, eller et kompagni vil blive overtaget af et andet. Ved alle sådanne overdragelser vil den fratrædende besidder eller lejer eller forpagter forvente at modtage markedsprisen for retten til brugen af jordejendommen, han overdrager, og den tiltrædende vil være nødt til at betale. I alle sådanne tilfælde vil besidderen, eller lejeren eller forpagteren, der bruger jorden, føle det samme tryk af et sekundært krav på hans jordrente, hvad enten han skal betale til en jordejer, skal betale til et fremlejemål eller en fremforpagtning eller han skal betale for købet af foretagendet til den fratrædende besidder eller lejer eller forpagter.

Uanset om betalingen erlægges til en jordejer, til en sælger eller til en pengeudlåner, så vil den være ydet for at få adgang til jorden, og som vi har set, vil det, som besidderen, lejeren eller forpagteren er villig til at betale, være bestemt af størrelsen af den jordrente, som han har forventninger om at jordstykket kan yde, minus de sekundære krav, som besidderen, lejeren eller forpagteren skal dække ved hjælp af denne jordrente, og hvor jordstykket overtages af en driftsherre, også minus det mindste, han er villig til at acceptere som profit.

7. Kapitel – Skatternes virkning pa jordejerens krav.

Når et samfund har fremgang i økonomisk betydning og der stadig indføres forbedringer i produktionen, vil de, der besidder jordstykker i befolkningscentre, nyde de ophobede fordele ved alle disse forbedringer, med det resultat, at jordrenten der produceres på deres jordstykker, vil stige tilsvarende; for mens jordrenten, der produceres ved udkanten af ethvert samfund, stiger langsomt, selv hvor al jord er afspærret, stiger jordrenten i befolkningscentrene hurtigt. I ethvert fremadskridende samfund ses det, at efterhånden som produktionen stiger generelt over hele samfundet, vil fordelen, der kan opnås ved at arbejde i befolkningscentrene, stige langt hurtigere end fordelen, der kan opnås ved at arbejde i de mere fjerntliggende egne.

Hvor skatterne lægges på produktionen og produktionsprocesserne og ikke på jordrenten som sådan, vil de uundgåeligt falde hårdere på mindre produktive jordstykker end på andre og kan i virkeligheden udelukke dem fra produktion. Det følger heraf, at forøgelsen af skatter, der udskrives på denne måde, har en mere alvorlig virkning på den mindre produktive jord, hvilket igen får indflydelse på jordejerens krav. Stigende skatter kan ikke blot opsluge hele stigningen i jordrenten på den mindre produktive jord, men kan, og gør det ofte, gøre indhug i og reducere jordejerens krav over for lejeren eller forpagteren af den pågældende jord. Ejeren af herregården må da bo i portnerboligen.

Denne virkning af skatterne på marginaljord sætter i praksis en grænse for tyngden af skatterne. på ethvert jordstykke, hvor skatterne stiger hurtigere end jordrenten, vil lejeren eller forpagteren ikke være i stand til både at betale skatterne og at opfylde alle de andre sekundære krav. Hvor denne erfaring er generel, kan mange mennesker på den dårligere jord blive drevet ud af produktionen, og det deraf følgende fald i produktionen må selvfølgelig reducere skatteprovenuet. I nogen tid kan faldet i produktionen opvejes af en forøgelse af skatteudskrivningen. Men det punkt kan hurtigt blive nået, hvor videre forøgelser reducerer produktionen så meget, at provenuet af skatterne til regeringen falder.

Dette sætter en grænse for skatteforøgelser, for skatter på produktionen kan ikke stige meget hurtigere end jordrenten på den dårlige jord, og de kan aldrig stige så hurtigt som jordrenten på den bedre jord. Skatterne kan altså nå en så lammende højde, at deres provenu bliver reduceret, mens jordejerens krav ved befolkningscentrene på samme tid stiger hurtigt.

De politiske foranstaltninger til modvirkning af disse kendsgerninger er værdiløse. Hvor al jord er afspærret, og lønnen er reduceret til et minimum, forlanger folk, som ikke er tilfredse med således at blive berøvet og undertrykt, men alligevel ikke kan se, hvorledes samfundet ellers kunne ordnes, at regeringen skulle give dem understøttelse for at hjælpe dem imod fattigdom. Statskassen kan protestere og hævde, at skatterne har nået grænsen, men vedvarende krav om videre forbedring af folkets vilkår vil skræmme politikerne til at prøve at forøge skatteprovenuet endnu mere. Ved at følge denne skæbnesvangre politik vil den allerede svigtende industri i landet blive belastet med endnu højere afgifter på sin jordrente, og disse vil snart overstige størrelsen af den jordrente, der kan produceres på den dårligere jord. Dette tryk vil til sidst udsætte hele områder af industrien for fare, og den nationale økonomi vil blive alvorligt forstyrret. Når denne fortvivlede situation udvikler sig til at blive en politisk faktor, vil de, der hører ind under de dårligt stillede industrier, kræve statstilskud for at blive i stand til at klare sig -statstilskud, som selvfølgelig må fremskaffes ved hjælp af skatter.

Inden for visse grænser og på en måde, der ikke følger en bestemt orden, vil dette fungere. Fordelen ved statstilskuddet vil imidlertid afhænge af jordens produktivitet. For eksempel: Ved at give statstilskud til visse landbrugsprodukter kan regeringen forøge indtægterne for besiddere, lejere eller forpagtere af landbrugseje domme, men ikke jævnt. Mere produktiv jord vil få mere i statstilskud end dårligere jord, og det vil være størrelsen af statstilskuddet på den dårligere jord, som vil bestemme, om produktionen vil blive udvidet eller ej. For at virke effektivt må statstilskuddet derfor være så stort, at det på den dårligste jord, der ønskes bevaret eller bragt tilbage til dyrkning, bliver større end det beløb, hvormed de sekundære krav på jordrenten, inklusive skatterne, hidtil oversteg jordrenten, der opnåedes uden statstilskud. Men et statstilskud, som vil nå denne hensigt på dårligere jord, vil have større virkning på bedre jord. Resultatet vil blive, at jordrenten, som realiseres ved hjælp af statstilskud på bedre jord, vil stige med et større beløb end det, hvormed skatterne på den stiger. Denne stigning vil sætte besidderen, lejeren eller forpagteren, der bruger den bedre jord, i stand til at betale mere til jordejeren, og denne vil forøge sit krav med det beløb, hvormed statstilskuddene hæver jordrenten på hans jord op over den tilsvarende forøgelse af skatterne.

Konklusionen er, hvor fornuftstridig den end kan lyde, at for at opretholde produktionen på den dårligere jord udskrives der skatter, ikke blot for at opretholde produktionen der, men også for at give ejerne af den bedre jord en gave. Dette forøger selvfølgelig den sum, der skal fremskaffes ved hjælp af skatter væsentligt. Grænsen for benyttelsen af denne fremgangsmåde nås derfor, når beskatningen, der kræves for at betale alle statstilskuddene på de pågældende jordejendomme, forårsager, at der på den dårligere jord udskrives skatter, som overstiger statstilskuddet på den samme jord. Når denne udvikling er ført til ende, vil hele industrien have pådraget sig forpligtelser til at dække sekundære krav på formue. Disse krav skal opfyldes, enten direkte til jordejerne eller til pengeudlånerne, der har leveret pengemidlerne til køb af jorden, og det kan industrien ikke uden statstilskud. Samtidig hermed vil tyngden af skatterne, der er nødvendige for at betale statstilskuddet, blive sådan, at den driver den selv samme jord, for hvis skyld statstilskuddet blev oprettet, ud af produktion, og enhver politiker, som foreslår at trække statstilskuddet tilbage, vil risikere sin karriere og popularitet.

Kort sagt, betalingen af skatterne på produktionen må komme fra jordrenten. Hvor industrien er overbeskattet og ikke yder tilstrækkelig jordrente til at betale skatterne, er det rent ud sagt fantastisk, at nogen kan finde på at give statstilskud til jordrenten for at gøre den tilstrækkelig; alligevel er dette, hvad der bliver gjort i næsten alle lande i verden. Resultatet er, at jordrenten oppustes -hvilket kun kan gøres på bekostning af lønnen. Pengelønnen falder måske ikke, i virkeligheden stiger den måske; men til sidst vil reallønnen falde, når stigende priser forarmer arbejderen og stigende arbejdsløshed gør ham føjelig.

8. Kapitel – Beskatning af jordejerens krav.

Skatter på jordejerens krav lignes almindeligvis på to måder: på det beløb som hver jordejer modtager, som når det drejer sig om indkomstskat; eller på et begrebsmæssigt beløb, der anslås til det, som en lejer eller forpagter er villig til at betale til en jordejer for hver jordenhed, som når det drejer sig om de lokale ejendomsskatter og den såkaldte “jordejeres ejendomsskat” i England.

Hvordan en skat på en jordejers krav end bliver ansat, så kan den dog ikke overvæltes på hans lejer eller forpagter. så længe der gælder en aftale eller loven begrænser det, kan han ikke forøge sit krav. Og efter den tid er der stadig en grænse for størrelsen af jordejerens krav, for han kan ikke opnå mere end en lejer eller forpagter er villig til at betale. Normalt vil en lejer eller forpagter, som bruger jorden produktivt, forvisse sig om, at det, der bliver tilbage til ham, efter at alle sekundære krav inklusive jordejerens kraver trukket fra den jordrente, som produceres på den pågældende jord, ikke bliver mindre end det mindste, han er villig til at acceptere. Samtidig har jordejernes krav almindeligvis en tendens til at udøve et tryk i retning mod kravets maksimum uden hensyn til størrelsen af skatterne på dem. Skattepålægget sætter ikke jordejerne i stand til at forlange mere i betaling fra deres lejere eller forpagtere, end de ellers kunne opnå.

på den anden side, netop på grund af, at jordejernes krav har tendens til at blive det meste, lejere eller forpagtere er villige til at betale, er jordejere i stand til at opsluge enhver lettelse af skatterne på lejerne eller forpagterne. Alt andet lige, vil enhver lovmæssig foranstaltning, som overfører skattebyrden fra lejere eller forpagtere til jordejere, men som ikke påvirker den primære fordeling af formuen i jordrente og løn, sætte jordejere i stand til at genvinde fra deres lejere eller forpagtere, beløbet af den skattelettelse, som hver lejer eller forpagter fik. på denne indirekte måde kan jordejere genvinde fra deres lejere eller forpagtere det skattebeløb, som blev overført fra deres lejere eller forpagtere til dem.

Ved en sådan overflytning af skatterne er den skattelettelse, som hver enkelt lejer eller forpagter får, ikke nødvendigvis lig med det ekstra pålæg, den pågældende jordejer får. I nogle tilfælde kan skattelettelsen for en lejer eller forpagter være større end skattestigningen for jordejeren, i andre tilfælde mindre. Dette betyder, at nogle jordejere kan ende med at opnå en profit ved overflytningen, mens andre kan tabe.

Når jordejerens krav ikke skatteansættes på det beløb, som jordejeren modtager, men på det begrebsmæssige beløb, som det anslås, at en jordejer kunne få for hver jordenhed fra en villig lejer eller forpagter, så er det ikke praktisk at udskrive skatten udelukkende på jordejere. I nogle tilfælde er der måske ikke nogen vedkommende jordejer i betydningen “vært”, og der er ikke noget “jordejers krav” som sådant at beskatte. Det beløb, som en jordejer modtager, kan måske være meget mindre end hvad han kunne få fra en ny villig lejer eller forpagter, mens en anden jordejer måske får sit fulde krav opfyldt. Det er klart, at det ikke ville være rimeligt at udskrive den samme skat på dem begge. Det er almindelig skik og brug at udskrive en sådan skat på lejeren eller forpagteren og enten overlade det til ham at lave en aftale med den pågældende jordejer (som det gøres ved udskrivningen af de lokale ejendomsskatter i England), eller at foreskrive ved lov, hvorledes skatten skal deles mellem lejeren eller forpagteren og de pågældende jordejere (som det gøres i henhold til loven om den indkomstskat i England, der ironisk nok kendes som “jordejeres ejendomsskat”).

Hvor skatten udskrives på lejere eller forpagtere, reducerer den det beløb, som de er villige til at betale til de pågældende jordejere. Hvor den udskrives på jordejere, tages betalingen af den fra det beløb, der betales til dem. I længden, når folk har indstillet sig på det, bliver resultatet det samme, hvilken måde det end gøres på.

Ved den for tiden i England anvendte metode til skatteansættelse af jordejernes krav, bliver jord, der ikke bruges, ikke beskattet – det gælder både for de lokale ejendomsskatter og for “jordejeres ejendomsskat” –, og skatteansættelsen foretages som om det bedste krav, en jordejer kunne opnå på hver jordenhed, var begrænset til, hvad han kunne opnå fra en lejer eller forpagter, der bruger jorden som den nu bliver brugt. Hvis et jordstykke ved en hovedgade i London City anvendes til beboelseshuse, bliver grundlaget for skatteansættelsen således begrænset til, hvad en jordejer kunne opnå fra lejere, der bruger husene. Dette princip for skatteansættelse har vidtrækkende følger.

Hvor en besidder af jord ikke har en jordejer at betale til, kan han lade jorden ligge ubrugt hen, uden at det koster ham noget. Hvor jordejerens kraver forholdsvis lavt i sammenligning med, hvad han kunne have opnået, kan en lejer eller forpagter på lignende måde forholdsvis let producere tilstrækkelig jordrente til at dække den pågældende jordejers krav. Hvor jordejeren kræver det meste, lejeren eller forpagteren kan betale, må lejeren eller forpagteren imidlertid anstrenge sig og bruge jorden effektivt, så den kan yde tilstrækkeligt til at dække jordejerens krav.

Den nuværende metode til skatteansættelse af jord har en lignende virkning. En besidder af jord, som ikke har en jordejer at betale til, kan lade jorden ligge ubrugt hen i vished om, at han heller ikke har nogen skat at betale. En lejer eller forpagter med et forholdsvis lavt jordejers kravat betale kan producere tilstrækkeligt til at dække det ved en forholdsvis dårlig udnyttelse af jorden i vished om, at beskatningen vil blive baseret på denne brug. Lejeren eller forpagteren, som skal dække en jordejers fulde krav, skal ikke alene anstrenge sig til det yderste for at dække dette krav, men skal også bære den fulde tyngde af skatterne, der lægges på ham for brugen af jorden.

Selvom det er sandt, at afspærringen af jord giver jordejerens krav den farlige tilspidsning, som ender med at hæmme den fulde udvikling af jorden, så tjener disse krav dog det fælles bedste, så vidt som de tvinger lejere eller forpagtere til at udnytte al fordelen, der er ved at bruge jorden. Brugen af jord er livsvigtig. Tilbagehold god jord, og nogle mennesker tvinges til at arbejde på dårligere jord, hvis der kan fås adgang til brugbar jord; hvis der ikke kan fås adgang til brugbar jord, dømmes de til arbejdsløshed. Tilbageholdelse af jord fra brug forårsager, at lønnen trykkes ned; nedtrykning af lønnen forarmer hele samfundet; og den deraf følgende kamp for at få adgang til jord, giver jordejernes krav den farlige tilspidsning, som yderligere hæmmer den fulde brug af jord. Lejere og forpagtere, som skal betale jordejeres fulde krav, er normalt ude af stand til at lade den jord, de har til rådighed, ligge ubrugt hen. Paradoksalt nok skyldes besværlighederne ikke, at folk har jordejeres kravat betale, men snarere, at nogle folk ikke har det.

Hvis hver besidder eller lejer eller forpagter blev lignet i skat uden hensyn til, hvad han bruger sin jord til, hvis hans skat blev lignet på et krav, der svarer til det bedste, en jordejer kunne opnå fra jorden, ville han blive tvunget til at bruge jorden fuldt ud for at kunne betale skatten. Efterhånden som denne skatteudskrivning nærmede sig mere i retning af at blive næsten 100%, ville dens tryk tvinge dem, der tilbageholdt jord, til at løsne deres greb, hvad enten jorden blev holdt tilbage på grund af ligegyldighed eller for at drive spekulation, eller for at bevare et monopol. De forhold, som nu oppuster jordrenten og reducerer lønnen og presser jordejernes krav op til overdrevne højder, ville blive vendt om, forudsat at fri jord blev gjort let tilgængelig for enhver, som ønskede at bruge den. Lønnen kunne da stige til, hvad en mand kunne tjene ved at arbejde for sig selv på den bedste jord, der var frit tilgængelig til brug i en fuldt udstyret industri, og ingen besidder eller lejer eller forpagter kunne have råd til at beholde mere jord, end han med fordel kunne anvende.

Den fulde udnyttelse af jorden afhænger i nogen grad af besiddernes eller lejernes eller forpagternes formue, for de har behov for at have passende bygninger, lagerplads og udstyr. Hvor al jord er afspærret, og lønnen er reduceret til det mindste, arbejderne vil acceptere, har de fleste mennesker ikke formue nok til at skaffe sig det nødvendige udstyr til deres eget arbejde. Hvis det er nødvendigt for folk at skaffe sig dette udstyr, må det leveres af andre. I mange tilfælde skaffes det ved lån af pengemidler mod betaling af renter, som normalt skal komme fra jordrenten, der produceres på besidderens eller lejerens eller forpagterens virksomhed. Dette system kan kun virke fuldt ud på de bedre jordstykker. Ud over et vist punkt kan jordrenten ikke tilvejebringe tilstrækkeligt til at dække renten af hele den sum, som kræves for at udstyre arbejdet fuldt ud, og besidderen, lejeren eller forpagteren vil da få stigende vanskeligheder med så dårligt udstyr, at deres arbejde bliver mere besværligt og mindre produktivt, end det skulle være, og derved reduceres den mængde formue, som er til rådighed i samfundet. Hertil kommer, at fordringer i industriens produktivitet forøger jordrenten direkte og umiddelbart, men ikke lønnen. For mange medfører fordelen ved sådanne forbedringer, at de bliver udsat for forøgede sekundære krav, især for forhøjelse af skatter og jordejeres krav. Mennesker vil ikke gerne forbedre deres industri til fordel for andre, og besiddere, lejere eller forpagtere vil forsømme at udvikle deres jord og at udstyre deres arbejde, fordi det kun ville være til fordel for andre, og også fordi de mangler pengemidler.

Ved enhver foranstaltning, der tager sigte på at tvinge folk til at bruge deres jord fuldt ud og ikke beholde mere af den, end de med fordel kan anvende, er det ønskeligt, at jordrentens tryk på lønnen lettes, således at besidderen eller lejeren eller forpagteren kan være forvissede om, at forbedringer i deres industri direkte og umiddelbart vil være til gavn for dem selv, og at de kan være forvissede om, at de kan få tilstrækkelige pengemidler tilovers til at skaffe sig lager og udstyr til deres egen industri.

Skatter, der udskrives på produktion og produktionsprocesser, oppuster af sig selv jordrenten ved at reducere, hvad en besidder eller lejer eller forpagter selv kan beholde på den marginale jord. De kan drive, og driver i virkeligheden ofte, jord fuldstændigt ud af produktion og har på denne måde den samme virkning som selve afspærringen af jord har. Omvendt vil en fjernelse af skatterne på produktion og produktionsprocesser lette jordrenten, hæve lønnen og bringe jord tilbage i produktion.

Dette kan illustreres ved hjælp af diagrammet, der tidligere blev brugt til at fremstille fordelingen af formuen imellem primære og sekundære krav. Dette diagram, som viser trykket af de sekundære krav, findes i Figur 3 nedenfor.Lad os nu antage, at der udskrives skatter på jordejernes krav, således at de opsuger dem helt. Summen af de således opkrævede skatter på jordstykkerne i diagrammet ville blive 147[2]. Antag at denne sum anvendes til at fjerne skatterne på produktionen og ejendommene, som tilsammen er 154 *). Ved på nuværende tidspunkt at se bort fra forskellen mellem de to summer og lade, som om de var ens, ville resultatet blive som vist i Figur 4.Denne regulering af beskatningen ville skabe et “tomrum” på hvert jordstykke – 33 på det første, 29 på det andet, og således videre. Dette “tomrum” kunne blive optaget, enten af en stigning af lønnen, hvorved jordrenten ville blive reduceret, eller af en stigning i jordejernes krav, som ville opsuge den skattelettelse, som lejeren eller forpagteren havde fået.

Den mulige stigning i lønnen er begrænset, og denne grænse er bestemt af det på det mindst produktive jordstykke til rådighed stående beløb, som i illustrationen foreløbig er 7, for lønnen bliver bestemt af, hvad en mand kan opnå på den marginale jord, og den ligger på et fælles niveau overalt i samfundet. Lad os antage, at lønnen stiger med det fulde beløb svarende til “tomrummet” på denne jord, det vil sige med 7 fra 45 til 52, og resultatet vil blive som vist i Figur 5.Dette  vil  stadig  efterlade  et  “tomrum”  på alle  de bedre  jordstykker  over  margenen  -26  på  det  første,  22 på det andet, og således videre. Denne lettelse vil selvfølgelig først blive nydt af ejeren eller forpagteren, men den vil sætte ham i stand til at betale mere til jordejeren, og jordejerens krav vil stige for at opsuge lettelsen. Denne stigning i jordejernes krav ville forøge skatteansættelsen, og det forøgede krav ville blive opsuget af skatterne og tillade videre lettelse af andre skatter.

Denne illustration er overforenklet, men den tjener til at vise, hvorledes jordrentens tryk på den marginale jord ville aftage for hver efter hinanden følgende skatteansættelse af jordejernes krav, mens skatterne på den bedre jord steg for at udligne forskellen i produktivitet mellem de forskellige jordstykker.

Den fulde styrke af dette ses bedre ved at betragte sagen på en anden måde. Jordstykkerne med størst produktivitet findes ved befolkningscentrene, og dem med mindre produktion stråler ud fra centrene over et stadigt voksende areal. Den deraf følgende fordeling af jordrenten kan illustreres ved koncentriske cirkler, som radierer fra et centrum med størst produktivitet. Ved at lade disse cirkler svare til de her brugte diagrammer, vil båndene, der angiver produktiviteten, blive som vist i Figur 6.

Det virkelige billede af territoriet, som optages af ethvert samfund, er ikke så simpelt som dette. Efterhånden som jorden kommer til at ligge længere væk fra et befolkningscenter, påvirkes den faldende produktivitet af arbejdet af den stigende produktivitet, som fremkommer efterhånden som jorden kommer til at ligge nærmere ved tilgrænsende centre. Trafikforbindelser, såsom veje, jernbaner, kanaler, sejlruter og flyveruter medfører større fordele for besiddere eller lejere eller forpagtere af jord, som ligger tæt ved disse trafikforbindelser, end for dem, der bor længere væk. Naturlige egenskaber ved jorden, frugtbarhed, mineralforekomster, fugtighed, højde og lignende påvirker også mønstret. Til de umiddelbare formål med diskussionen her kan der imidlertid ses bort fra disse varianter. Holder vi os til de tal, der er anvendt i alle diagrammerne her, ser vi, at der er flere jordstykker, som er i stand til at producere 140 end 150, endnu flere kunne producere 130, osv. Det er derfor klart, at de jordstykker, som producerer 90 og 100 på de tidligere diagrammer, repræsenterer ikke kun enkelte jordstykker, men store jordarealer.

En ringe stigning eller et ringe fald i arbejdets produktivitet på jord kan få vidtrækkende følger for en økonomi, der er baseret på forhold, hvor jorden er afspærret. Jordstykker kan forblive i produktion, så længe den jordrente, der produceres på dem, er tilstrækkelig til at dække de sekundære krav på denne jordrente. Det første af de diagrammer, der er brugt her i dette kapitel, viser, hvorledes skatter, som udskrives på produktionen og produktionsprocesserne, kan pålægge en byrde, som er større, end jordrenten på den mindre produktive jord kan bære. Ligeledes kan en pludselig stigning i skatterne eller et fald i produktiviteten forøge denne vanskelighed; og et fald i skatterne eller en stigning i produktiviteten kan formindske den. Et ringe fald i produktiviteten ville forringe situationen for det jordstykke, der kan producere 90, og bringe det i en situation, der svarer til situationen for det jordstykke, der kan producere 80, mens en lille stigning ville bringe jordstykket, der kan producere 80, tilbage til produktionen. De periodiske svingninger i forholdene for erhvervslivet er tilstrækkelige til at frembringe disse ændringer. At drive jordstykket, der producerer 90, ud af produktionen, er at standse produktionen på et stort jordområde; og at bringe jord, der kan producere 80 tilbage i produktionen, er at udbrede produktionen over et endnu større område. Dette er, hvad der sker, når krisen rammer, og arbejdsløshedstallet springer op med millioner; og når en million igen kommer i arbejde under den følgende opgangstid. I de mellemliggende perioder med mindre fremgang for erhvervslivet vil der være jord, som holdes ude fra produktionen, hvilket vil resultere i en permanent masse af arbejdsløse.

Akkurat ligesom trykket af sekundære krav på jordrenten driver jord ud af brug, således bringer en lettelse af dette tryk jorden tilbage igen. Den overflytning af beskatningen, som er under diskussion her, vil bevirke denne lettelse, og den påfølgende opsugning af folk til industrien vil give lønnen den stigning, som blev antaget tidligere i dette kapitel. Overalt i industrien vil lønnen stige med beløbet af lettelsen på marginal jord.

Denne lettelse vil frembringe tilstande, som svarer til dem, der nu ledsager opgangstider for erhvervslivet. Et stort antal af nye virksomheder vil blive oprettet. Efterhånden som tyngden af skatten på jordejernes krav stiger, vil jord blive let tilgængelig, og enhver, som ønsker det, kan nemt erhverve et jordstykke til sig selv. Folk vil ikke længere gå ud af industrien og blive forsørget af arbejdsløshedsforsikringen, men vil gå ud af industrien for at oprette deres egen virksomhed i konkurrence med deres tidligere mestre. De forbavsende tilstande, hvorunder flertallet af mennesker nu ingen ret eller adkomst har til den jord, de arbejder på, vil ændre sig støt. Former for industriens struktur, som er udviklede for at passe til en tilstand, hvor al jord er afspærret, hvor lønnen er reduceret til det mindste nogen er villig til at acceptere, og hvor kapitalforsyningen tilvejebringes ved lån, vil vige for organisationsformer, der passer til de nye tilstande. Herre-tjener forholdet vil blive meget mindre almindeligt, og nogle nye former for fællesforetagender og kompagniskaber vil overtage dets plads.

Mennesker, som er tiltrukket af selvstændig virksomhed, vil som regel ikke være indstillet på at arbejde for andre for mindre end, hvad de kunne tjene ved at arbejde som deres egen herre, og deres løn vil stige og komme til at svare til det fulde udbytte af deres arbejde på den bedste jord, der frit kan fås til brug. på den anden side, vil de være villige til at betale for adgang til bedre jord i overensstemmelse med fordelen, som de opnår ved at arbejde der. Dette vil sætte jordejere på den bedre jord i stand til at kræve hele jordrenten og ikke levne noget til sekundære krav fra pengeudlånere eller andre. Deres krav vil stige, så de opsuger den del af jordrenten, der nu tages af disse sekundære krav, og ved den næste skatteansættelse vil skatterne gøre det samme. Sekundære krav på marginal jord ville forsvinde, og skatterne ville udligne arbejdsudbyttet på forskellig jord ved at tage jordrenten.

I alle de illustrationer, der hidtil er blevet anvendt, er der gjort visse antagelser, især er det blevet antaget, at der på hvert jordstykke blev arbejdet med samme dygtighed, og at en mand, der flytter fra et jordstykke til et andet, ville udnytte det lige godt. Dette er ikke tilfældet. Den jord, som passer til en mand, vil ikke passe til en anden. Folk, som ville opnå stor succes ved at have en butik i Bond Street i London City kunne gå fallit i Tooting Broadway. De ville være ude af stand til at betale jordejeren i Tooting Broadway så meget som andre, der på deres side ikke kunne gøre sig håb om at få lokaler i Bond Street til at blive lønnende. Akkurat ligesom afspærringen af jorden har drevet masser af folk ind til de store byer og har fordrevet industrien fra arealer, der engang var produktive, således vil disse forandringer vende udviklingen om, og folk ville søge efter de steder, de partnere og de naboer, der passer dem bedst. Den mand, som kunne producere mest på et jordstykke af en eller anden given beliggenhed, ville være villig til at betale mest for at få adgang til det, og ville få mest ud af at bruge jorden. Jordejernes krav ville stige til dette nye niveau og således fremme den udvikling, der er under diskussion her. Skatterne ville gøre det samme.

Hvor længe denne proces ville vare ved, ville afhænge af menneskenes tilpasningsevne og foretagsomhed. Ved hvert trin ville jordejerens krav indstille sig selv til den ændrede situation og tilvejebringe et nøjagtigt mål for skatteansættelsen.

Ved disse trin ville pengeudlåneren og driftsherren, som er blevet velhavende ved formuens dårlige fordeling, blive fjernet, og de mennesker, som har søgt deres lykke ved hjælp af den, ville gå over til at tjene deres levebrød i den ekspanderende økonomi ved deres bidrag til samfundets formue. Hvis de har været gode til det ene, vil de også være gode til det andet.

Den ændrede situation kan illustreres ved hjælp af et diagram som vist i Figur 7.

Til sidst ville skatterne og lønnen således genspejle den naturlige formuefordeling i samfundet.

9. Kapitel – Værdi og pris.

Værdi er et mål, og er, ligesom alle mål, en sammenligning. At sige, at en opmålers bånd er tre meter langt, er kun at konstatere, at det er tre gange så langt som noget andet. Ligesom meter er et mål for længde, således er værdi et mål for ønske, og ligesom længde kun kan måles med længde, således kan ønske kun måles med ønske.

Enhver vejer stadig sine ønsker ved at veje et ønske op mod et andet, og det stærkeste bestemmer, hvad han gør. Fordi han er et individ, og fordi hans ønsker genspejler hans individualitet, er hans vurdering forskellig fra andres. Han bruger en meterstok, som er hans egen. Selvom alle kan ønske at leve, så har enhver et personligt syn på, hvad et liv indeholder. Det er klart, at et intelligent genis opfattelse af værdier er vidt forskellig fra en ulærd avisdrengs.

Som følge heraf må enhver ved betragtningen af tingene her i verden ansætte sin egen værdi på dem. Han foretrækker nogle frem for andre og vurderer dem højere, mange af dem ønsker han overhovedet ikke og vurderer dem til intet. Der er lige så mange værdier for enhver enkelt ting, som der er mennesker, der ønsker den, og alle disse værdier måles med personlige målestokke.

En genstand, som er isoleret fra sin beundrer, har ingen værdi. “Indre værdi” er en fiktion, for det er klart, at en ting, som ingen ønsker, er værdiløs. Adskilt fra personers forkærlighed eller smag kan der ikke være nogen værdi, for værdien har sit sæde i forkærligheden og ikke i den foretrukne ting. For at en ting kan få værdi, er det tilstrækkeligt, at blot en person ønsker den; dens værdi vil afhænge af hans bedømmelse, og hans bedømmelse vil blive foretaget ved hjælp af hans egen personlige målestok.

For eksempel kan der være to mærker af en almindelig handelsvare, såsom sæbe, hvoraf det ene er af ringere kvalitet, men er stærkt opreklameret, mens det andet er af bedre kvalitet, men kun lidt kendt. Det vil være almindeligt for folk at foretrække den opreklamerede sæbe og afvise den anden. Nogle få, som er klar over, at det kun lidt kendte mærke er af bedre kvalitet, vil søge efter det og gøre sig betydelige anstrengelser for at finde det. Den relative anseelse, som de to sæbemærker nyder hos hver kunde, vil bestemme, hvilket af dem han køber, og hvilke anstrengelser og udgifter, han er rede til at påtage sig for at få det. Hvis hans forkærlighed er stor, vil han gøre sig større anstrengelser for at få sæben, end han ville gøre, hvis den var mindre.

Annoncering kan ikke forbedre kvaliteten af annoncerede varer, men den kan fremkalde et ønske om en vare i folks tanker og forhøje den anseelse, som varen nyder hos dem. Den virker på kunden, ikke på varen; den påvirker folks ønsker og den værdi, den giver ting. På denne måde kan den forøge salget og hæve priserne; for det er folks vurderinger, der gør dem til kunder.

Uden for rækkevidden af annonceringen findes disse mere betydningsfulde og mere dybtgående ønsker, som gror frem fra enkelte personers natur. Et menneske, som har naturlige anlæg for historisk forskning, og som er blevet dybt interesseret i visse fjerne perioder i beretningerne om den menneskelige race, vil måske ofre størsteparten af sin energi på at udforske og studere sjældne dokumenter og andre efterladenskaber fra fortiden. Han tager måske ud på lange og farefulde rejser for blot at få lejlighed til at se nogle genstande, som han håber kan give ham nogle vigtige oplysninger, men som, hvilket han ved, kun kan yde lidt af betydning for hans forskning. Et andet menneske går måske med ikke mindre begejstring, beslutsomhed og udholdenhed hen for at se fodboldkampe med hans yndlingsfodboldhold og finder den største glæde i med tilråb at medvirke til den lystige stemning hos de mange tilskuere, som samles ved disse store arenaer, hvor mænd hengiver deres liv til at spille fodbold og lignende for penge. Det er næsten unødvendigt at sige, at disse to sjældent vil se på noget på samme måde. Deres målestokke vil være helt forskellige.

Det er klart, at én mands værdier ikke kan sammenlignes med en andens. Hver persons værdiskala er graderet efter mål, som er forskellige fra andres, og der findes ikke nogen fælles målestok for disse forskellige skalaer.

Denne kendsgerning bliver af største betydning ved betragtningen af ombytninger. Antag at to personer forhandler om at ombytte te med sukker. Alt andet lige vil sælgeren af teen ikke samtykke i ombytningen, medmindre han hellere ville have sukkeret end teen; det vil sige, medmindre han vurderer sukkeret højere end teen. For ham eksisterer der to værdier, værdien af sukkeret og værdien af teen, og hans handling afhænger af forholdet mellem disse værdier. på den anden side vil køberen af teen almindeligvis ikke indvillige i en handel, medmindre han foretrækker teen frem for sukkeret. For ham er der også to værdier. Før der kan opnås enighed, må sælgeren i det foreliggende tilfælde vurdere sukkeret højere end teen, og køberen må vurdere teen højere end sukkeret.

Det gør ingen forskel, hvis sælgeren sælger teen for penge i stedet for sukker. Almindeligvis vil han ikke sælge teen, medmindre han hellere ville have pengene end teen, og køberen ville ikke betale pengene, medmindre han hellere ville have teen.

Det er tydeligt, at i al handel sammenligner hver part sine egne værdier, den ene værdi med den anden, men der er intet slægtskab mellem sælgerens værdier og køberens værdier. I virkeligheden vil de værdier, som sælgeren sætter på varerne, der er under ombytning, almindeligvis være opstillet i omvendt orden hos køberen. Hvis det ikke var således, ville der ikke blive handlet.

Eftersom der i bedste fald må være to sæt værdier med i det mindste to værdier i hvert sæt, før en ombytning kan finde sted, er det forvirrende at tale om “bytteværdi” og “markedsværdi”, for sådan noget eksisterer ikke.

At bruge den slags talemåder er at sammenblande værdi med pris, og derved skjule den betydningsfulde sammenhæng, der er mellem værdier og priser. De, som kalder sig “vurderingsmænd”, har ikke mere krav på denne titel end nogen som helst anden. Det ville være bedre at kalde dem “assessorer” som i Skotland, for deres funktion er at ansætte (anslå) markedsprisen for ting. Begreberne “bytteværdi” og “markedsværdi” er i familie med “indre værdi”, som de ofte sættes op overfor. De antyder alle ideen om en fra legemet frigjort værdi, som eksisterer adskilt fra personer, og som på en eller anden måde er knyttet til ting. Hvis værdier og deres slægtskab med priser skal forstås, er det imidlertid vigtigt at stræbe efter at forstå den personlige natur af værdier og tage afstand fra sammenblandingen af værdi og pris.

Mens der kun behøver at være en person for at værdi kan eksistere, må der i det mindste være to for at frembringe en pris, for en pris kan kun virkeliggøres ved en ombytning. Når en forretningsmand mærker sine varer med “priser”, som han kalder dem, er disse angivelser slet ikke priser, men de angiver de priser, som han håber at få. De er henvendelser til offentligheden med tilbud på køb af varerne til den angivne pris, eller en pris i nærheden af denne.[3]

Den skik at ombytte ting med penge, og penge med ting, er blevet så almindelig, at ordet “pris” i daglig tale er blevet begrænset til at være de penge, der betales ved en ombytning. At acceptere denne mening er imidlertid at sætte mange af de forhold, som påvirker særlige ombytninger, uden for området for undersøgelsen.

Når varer ombyttes med varer eller med tjenesteydelser, er de givne varer eller· de ydede tjenester lige så meget en betalt pris som penge kunne være.

Hvis husmødre ombytter te med sukker, er teen således prisen for sukkeret, og sukkeret er prisen for teen.

Hvis en mand giver havre leveret til et hus i bytte for kul afhentet der, er havren plus leveringen prisen for kullet, og kullet er prisen for havren plus leveringen. Ligeledes, hvis en skrædder sælger et sæt tøj leveret til sin kunde mod dennes løfte om at betale £45 ved slutningen af måneden, er prisen for dette sæt tøj, som er leveret således, ikke £45, men løftet om at betale £45 – noget helt andet. I erkendelsen af denne kendsgerning giver loven ikke en skrædder tilladelse til at hente og tilbagetage et sæt tøj fra en kunde, som ikke har holdt et sådant løfte, den tillader ham kun at sagsøge kunden for løftebrud.

I disse essays vil ordet “pris” blive brugt til at betyde alt det, som er givet, gjort og lovet af den ene part i en ombytning til gengæld for alt det, som er givet, gjort og lovet af den anden.

Undtagen hvor ombytningen underkastes særlige betragtninger, hvilket vil blive omtalt senere, vil topgrænsen og bundgrænsen, hvorimellem prisen kan bevæge sig, blive fastsat til de værdier, som køberen og sælgeren giver de ting, der bliver ombyttet. Hvor det drejer sig om en simpel ombytning af te med sukker, vil topgrænsen for den mængde sukker, som parterne vil enes om at bytte med en bestemt mængde te, blive fastsat af køberen, som køber teen for sukkeret. Normalt vil han ikke give så meget, at han hellere ville beholde sukkeret end få teen. på den anden side vil den mindste mængde af sukker, som kan blive givet, være bestemt af sælgeren, der sælger teen for sukkeret. Han vil normalt ikke gå med til at acceptere så lidt sukker, at han hellere ville beholde teen end at få sukkeret. Kort sagt, topgrænsen for prisen vil blive fastsat ved køberens værdier og bundgrænsen ved sælgerens. Enhver vil almindeligvis søge at modtage en bedre værdi, end han giver, og hvis dette ikke er muligt, så vil der i det almindelige tilfælde ikke blive nogen ombytning.

Disse top- og bundgrænser kan være meget langt fra hinanden. For eksempel kan en kender af malerier opdage et mesterværk i en marskandiserbutik. Det kan være, at han ville være villig til at give £1000 for det, hvis det var den eneste måde, han kunne få det på. Marskandiseren ville for sit vedkommende måske være villig til at skille sig af med det snavsede gamle smøreri for ti shillings bare for at komme af med det. Beliggenheden af det punkt mellem disse ydergrænser, ved hvilket der ville blive opnået enighed om prisen, ville afhænge af parternes forhandlingspositioner.

Dette er måden, enhver pris fastsættes på. Der er en topgrænse for prisen, ud over hvilken køberen ikke vil gå, og der vil normalt være et punkt, ved hvilket han foretrækker at beholde prisen frem for at få det, han er tilbudt i bytte. Ved den anden ende er der en bundgrænse, som fastsættes af sælgeren, når sælgeren ville foretrække at beholde varen frem for at acceptere den tilbudte pris. Hvis sælgerens bundgrænse ligger over køberens topgrænse, så vil forhandlingerne ikke føre til noget. Kun mellem disse grænser kan der opnås enighed, og prisen, som de til sidst bliver enige om, vil formodentlig afslutte forhandlingerne.

Hidtil har den meget overvurderede teori om udbud og efterspørgsel ikke været anvendt i diskussionen her. I virkeligheden, når man spørger “hvad er udbud” og “hvad er efterspørgsel”, så bliver den usikre og ubestemte natur af denne almindelige forklaring af ombytninger indlysende. Sandheden er, at enhver ombytning er en sag mellem to personer, som hver har sine egne ønsker og sine egne vurderinger, og som hver har sine egne forhandlingsevner. Det er på grund af dette, at det betaler sig for forretningsfolk at anvende sælgere, som er dygtige til at forhandle, for hvem hvert salg er et særligt problem.

Denne grundlæggende kendsgerning – at enhver ombytning og enhver pris fremkommer som følge af et menneskeligt forhold mellem køberen og sælgeren – er fuldstændig overset i teorien om udbud og efterspørgsel, og alligevel er dette forhold betydningsfuldt for al handel. Ikke alene vil et enkeltmenneskes livssyn give ham hans værdiskala, som, når den anvendes på ting, der er ved at blive ombyttet, vil fastsætte topgrænsen eller bundgrænsen, hvortil prisen kan bevæge sig, men når den anvendes i forbindelse med hans forhold til den anden part, kan den modificere denne grænse og vil modificere den i den udstrækning, hvori han vil drive sine forhandlinger. Forretningsfolk ved dette og bestræber sig ofte på at få oprettet gode forbindelser med deres leverandører og kunder.

Det er sandt, at køberens forhold til sin sælger ikke er den eneste ting, han skal tage i betragtning. I afbalanceringen af dette forhold vil han indsætte de betingelser, der er pålagt ham af hans arbejdsgiver, eller, hvis han er selvstændig forretningsdrivende, hans egen forretnings tilstand. Det er alt sammen et spørgsmål om vurdering, og hver person vil vurdere disse ting på sin egen måde.

Man vil således lægge mærke til, at enkeltmennesker vil værdsætte den tjeneste, som særlige sælgere vil yde dem, eller endog den sociale prestige, som følger af at handle med særlige forretningsfolk, og de vil være villige til at betale for disse fordele. Nogle vil ikke med vidende købe noget fra et kooperativt selskab, mens andre ikke vil købe i andre forretninger, hvis det kan fås i en kooperativ forretning. Overvejelser af enhver tænkelig slags vejes og vurderes af parterne ved særlige ombytninger og påvirker både prisen, de er villige til at betale eller modtage, og forhandlingernes forløb.

Det er ikke uden grund, at teorien om udbud og efterspørgsel har vundet indpas i populær tænkning. Ved forhandlinger findes der sandsynligvis ikke nogen stærkere indflydelse end eksistensen af et andet marked. I mange tilfælde vil sælgere ikke sælge noget til en person for mindre, end hvad de kan få fra en anden, og købere vil ikke købe noget fra en person for mere, end hvad de skal betale til en anden. Selvom de vil gå ind på at betale mere eller modtage mindre, vil det alternative marked levere en målestok, ved hjælp af hvilken de vil bestemme den mængde, de vil være villige til at betale eller modtage.

Det er på grund af dette, at priserne tenderer mod et almindeligt niveau. Som en almindelig regel gælder det, at enhver søger at tilfredsstille sine ønsker med den mindst mulige anstrengelse og at gøre den bedste handel. Kendskabet til, at der findes et alternativt marked, vil derfor påvirke parternes tanker stærkt under forhandlingerne om en ombytning.

Monopolistens magt ligger i hans evne til at fjerne det alternative marked. Derved får han en stærk forhandlingsposition, når han handler med sine vordende kunder. På den ene side kan nedgangstider fjerne fabrikanternes og forretningsfolkenes alternative markeder og give den vordende køber en stor fordel i forhandlingerne. Hvor fuldstændig monopolet end er, og hvor hårde nedgangstiderne end er, så vil prisen ved enhver ombytning dog ikke overstige det meste, køberen er villig til at betale, og heller ikke falde ned under det mindste, sælgeren er villig til at acceptere; og disse grænser vil blive sat af køberens og sælgerens vurderinger. Det er det alternative markeds virkning på individuelle forhandlinger om handel, som er emnet for teorien om udbud og efterspørgsel. I bedste fald er dette teoriens anvendelsesområde. Dens værdi er selv inden for dette område ikke særlig stor.

Sammenfatning: Pris opstår kun ved en ombytning. Den er alt det, som er givet, gjort og lovet af den ene part i en om bytning til gengæld for alt det, som er givet, gjort og lovet af den anden. Enhver pris fremkommer ved en handel mellem to personer, skønt de måske kun er tjenere eller agenter for køberen eller sælgeren. Grænserne, inden for hvilke prisen kan bevæge sig, vil blive sat af sælgerens eller køberens respektive værdier, og mellem disse grænser vil prisen blive fastsat ved den aftale, som afslutter forhandlingerne mellem parterne. Disse værdier vil komme til at virke under forhandlingerne og vil påvirke aftalen. Udsat for den overordnede virkning af disse vurderinger vil hver især søge at gøre den bedste handel for sig selv. Normalt vil hver især søge at få en bedre værdi end han giver. Hvor tvang og bedrageri ikke er med i billedet, vil hver især normalt modtage en bedre værdi end han giver, for det, han modtager, og det, han giver, er vurderet af ham, og hans værdiskala er forskellig fra den anden parts.

10. Kapitel – Samfundsøkonomiens funktion og virkefelt.

Samfundsøkonomi angår samfundet. Det er klart, at hvis der intet samfund var, ville der ikke være behov for samfundsøkonomi. Ligesom hvert samfund består af et antal menneskefamilier og enkeltmennesker, som lever og arbejder sammen, så angår samfundsøkonomien disse samme familiers og enkeltmenneskers liv og arbejde, men kun på et generelt område. Samfundsøkonomien betragter hele det brogede liv og den mangeartede aktivitet og prøver at forstå, hvorledes det bliver påvirket af arbejdet for at tjene til livets opretholdelse. Samfundsøkonomi er studiet af forholdene mellem menneskefamilier og enkeltmennesker, som lever og arbejder sammen i samfund, for så vidt disse forhold udvikles og modificeres i arbejdet for at opretholde livet, og hvad der angår dette.

Dette skulle synes at være indlysende nok, og det er kun nødvendigt at anføre det, fordi det er en udbredt opfattelse, at samfundsøkonomi primært angår produktionen og fordelingen af formue. Denne vildfarelse, som de studerende er blevet ført ind i ved misforståelse af deres opgaves natur, bliver mere tydelig, når man betragter hensigten med studiet; det gælder i virkeligheden de fleste studier af menneskelige forhold.

Hvis et menneske forsømmer at bruge en af sine evner, hentæres den; hvis han slet ikke bruger sine evner, dør han. Det er indlysende, at en af de menneskelige evners funktioner er at opretholde menneskets liv, og i sine bedste øjeblikke bruger mennesket dem til dette formål. Ligeledes, skønt ethvert studium af menneskelige forhold kan dyrkes for at lemlæste og dræbe, dyrkes

de alligevel alle bedst med den forudsætning, at mennesker skal kunne leve, leve et mere frugtbart liv og nyde livet. Ligesom ethvert andet studium kan samfundsøkonomi med overlæg dyrkes for at lære at udnytte og plyndre andre mennesker, men selv for det samfundsøkonomiske studium er det sjældent, at det med forsæt bliver så fordrejet. Ifølge tingenes natur kræver enhver livsform sine egne goder, og den hensigt med samfundsøkonomien, som almindeligvis ansporer mennesker til at studere den, er, at mennesker må leve og leve bedre. Samfundsøkonomi som studium betragtet er således ikke blot en sag, der vedrører mennesker på et generelt område af deres forhold til hinanden, men har til hensigt at højne og berige selve livet, hvilket også er emnet for undersøgelsen her.

Så langt har studiet imidlertid i praksis fjernet sig fra dets sande område og egentlige funktion, at hovedvægten er blevet flyttet fra menneskelivet over til produktionen og fordelingen af formue, og at samfundsøkonomer er kommet til at betragte mennesker og menneskeliv som et middel til at nå målet, dvs. produktionen og fordelingen af formue. Mænd, kvinder og børn omtales som arbejde, efterspørgselsenheder, personale osv. I processen har studiet udartet sig fra at være et liberalt studium, et af de humanistiske, til at være en gemen og tør beregning af døde mængder, materialistisk og efter egen tilståelse uetisk.

Det er blevet sagt, at den kloge bedømmer sager ud fra deres endemål. Endemålet for samfundsøkonomi er menneskelivet, og det skulle altid bedømmes ud fra dette kriterium. Hvad kan der siges om dem, der i deres studier sætter midlerne foran endemålene, dem, der bedømmer mennesker ud fra produktionen og fordelingen af formue? Selv inden for de snævre grænser for deres undersøgelser må denne forvridning føre til forvirring. Formue er ikke engang en primær økonomisk faktor, idet formue i sig selv er afhængig af andre økonomiske faktorer af menneskelige ønsker og arbejde i det naturlige univers. Fordringer på eller adkomster til formue, såsom penge, er i endnu mindre grad begyndelser til fremskaffelsen af levebrødet. Alligevel ophøjes penge og pengemanipulationer til at blive mange af vor tids samfundsøkonomers første og sidste betragtninger.

En fuld forståelse af menneskelivets økonomiske side kræver en viden om og et studium af formue, af penge og af ombytning. Alle disse ting må ydes stor opmærksomhed, men de må ses inden for deres muligheder og i behørige forhold til andre og mere væsentlige emneområder. Når alt kommer til alt, hører de til den kunstige verden, der er opfundet af mennesker. De kan ikke eksistere uafhængigt af resten af universet, de kan ikke trives for sig selv. Deres formål er individuel vækst og udfoldelse.

Samfundsøkonomiens mål er da, at menneskene må lære at leve og leve et mere frugtbart liv. Samfundsøkonomiens virkefelt begrænses til studiet af familier og enkeltmennesker, som lever og arbejder sammen i samfund, efterhånden som deres liv og forholdene mellem dem udvikles og tilpasses i arbejdet for at opretholde livet, og hvad der angår dette. For at gøre dette må menneskets aktivitet betragtes i dens sammenhæng. Mennesker bliver født ind i denne verden og er en del af den. De er udstyret med evner til ud fra det naturlige univers at skabe sig en kunstig verden af fantasi, ideer, skabninger og ting; men deres kunstige verden eksisterer inden for og er stadig underkastet det naturlige univers, fra hvilket den er hentet. I den kunstige verden ligesom overalt i universet virker kræfter, som ligger uden for menneskers kontrol. Det er samfundsøkonomiens funktion stadig at gøre undersøgelser for at få en mere klar og tydelig forståelse af, hvorledes disse kræfter påvirker mennesker, som er beskæftiget med at skaffe sig levebrødet. Hensigten med denne forståelse er, at mennesker kan få mulighed for at bygge deres kunstige verden, så den er i overensstemmelse med disse stærke kræfter, og således at resultaterne af deres arbejde kan blive, som det fra begyndelsen var meningen at de skulle blive. I bedste tilfælde er kun begyndelsen af en handling under menneskets kontrol, slutningen er ikke hans værk. Samfundsøkonomien er inden for sit område forståelsen af forholdet mellem disse begyndelser og slutninger så vidt som menneskers fantasi, tanker og handlemåde kan rumme denne harmoni.

11. Kapitel – Flere betragtninger over økonomiske faktorer.

At kalde en spade for en spade er mere dogmatisk end oplysende. Det samme navn anvendes til mange forskellige genstande, fordi de har en funktion fælles, fordi de er lavet af mennesker til brug for dem i deres arbejde med at grave i jorden på en særlig måde. Normalt beskriver navnet ikke materialet, størrelsen eller formen af genstanden og så sandelig heller ikke den jord, som genstanden er egnet til at grave i. Det betegner intet andet end den ene udvalgte funktion, og denne kan variere, ligesom når et skæg eller et mærke på et spillekort kaldes en spade (spar). I dette tilfælde er det formen, der hentydes til. Manden, som tilfredsstiller sig selv ved at kalde en spade for en spade, er, selvom han måske ikke er primitiv, meget nær ved at være uforståelig.

Ethvert fællesnavn medfører en inddeling af verden i kategorier, i spader og ikke-spader. Først betragtes et antal af forskellige genstande eller erfaringer ud fra et særligt standpunkt, og en enkelt funktion eller egenskab udtages fra dem. De, der tilkendegiver en lignende egenskab eller funktion, bliver da grupperet sammen og bliver givet et fællesnavn, et navn, som ikke blot inkluderer alle genstande eller erfaringer, som tilkendegiver den særlige funktion eller egenskab, men også udelukker alle andre.

Navngivningsprocessen består af analyser og sammenligninger og er det første trin i tankegangen. Hvis denne grundlæggende klassifikation ikke er gyldig, hvis alle de genstande eller erfaringer, som er sat i klasse sammen, ikke har den klassificerede funktion i fællesskab, kan tænkning kun lede fra fejltagelse til fejltagelse. At antage, at den mening, som er givet til et ord, ikke er så vigtig, når blot alle og enhver er enige om den, er at overse funktionen af ord, hvis funktion er at udtrykke meninger og særpræg, som skal iagttages fra forskellige sider i livet. Rigtigt anvendte ord er navne, som er givet til meninger, så de kan blive givet form og udtryk og kan godtages og overføres fra det ene menneske til det andet. At forsøge at give ord mening er kun at forøge antallet af ord og følgelig at begrave al mening i ordskvalder. Alligevel, hvor gyldig klassifikationen, som repræsenteres af et hvilket som helst ord, end kan være, så forbliver den en klassifikation, en generalisering, der kun er rigtig i em henseende, og fordi mange genstande og erfaringer er blevet givet det samme navn, er de ikke mindre ulig hinanden, end de var før.

I samfundsøkonomien er de naturlige ressourcer blevet sat i klasse sammen, fordi de danner livsgrundlaget, hvorfra menneskene henter alt stof til brug for deres kunstige verden. Ved at gøre dette bliver så forskellige ting som en høg på vingerne og en kulåre i jorden begge kaldt “jord”. Vi har foretrukket at kalde dem det naturlige univers. Dernæst, fordi menneskelige ønsker er den drivende kraft for al bevidst menneskelig handling er St. Augustins drømme og Al Capones begærlighed begge blevet sat i klasse sammen som “menneskelige ønsker”. For det tredje, fordi mennesket intet opnår, hvis han ikke arbejder, er Michelangelos maleri og den anonyme vejarbejders slid og slæb blevet grupperet sammen som “arbejde”. De sidste to klassifikationer har vi fulgt nøjere. Denne proces har selvfølgelig ikke reduceret svælget, som skiller fuglen fra stenen, helgenens syner fra gangsterens fordærvelse eller frescomaleriet i Vatikanet fra hullet i vejen. I virkeligheden betyder disse ord ikke disse forskellige ting; de markerer og markerer kun de forskellige økonomiske funktioner, som disse forskellige ting har i fællesskab. Når ordene “naturlige univers”,”menneskelige ønsker” og “arbejde” bruges i dette studium, taler den studerende ikke om ting, men om økonomiske funktioner af ting. på lignende måde i jura, når der tales om jord, løsøre, private ejendele i en retssag og lignende, taler sagføreren om personers rettigheder og pligter over for hinanden med hensyn til ting, ikke om tingene selv. Således forholder det sig med ethvert fællesord – selv “spade”.

Det er tvivlsomt, om den mest tørre samfundsøkonom i sine triste abstraktioner ville behandle en høg og en klump kul som værende identiske for alle hans formål; men velmenende og venlige folk kan, og gør det ofte, klumpe mennesker sammen som så meget “arbejde”, ligesom en slags margarine, der skal samles og skæres i mindre stykker og dirigeres hid og did. I virkeligheden ville et nærmere kendskab til emnerne for deres fejlregninger hurtigt opløse enhver ide om ensartethed. Efterhånden som et samfund bliver opbygget, bliver de, der har myndighed imidlertid fjernet langt væk fra nogen som helst personlig forbindelse med dem, hvis liv de søger at råde over. Således isoleret fra direkte observationer går fantasien, som skulle virke som en radar for deres øjne og på denne måde give deres syn rækkevidde og fokus, til spilde i beregning af det uberegnelige, kortlægning af det, der ikke kan vides, og fremstilling af skemaer for selve livet.

Således er de fejltagelser, som tænkning kan føre de mennesker ind i, hvis tanker ikke grundlægges på erfaring, og hvis konklusioner ikke prøves ved observation. For at have nogen som helst gyldighed må den allerførste generalisering, hvormed al tænkning begynder, være baseret på observation, analyse og sammenligning. Når disse er gjort, gør den studerende vel i at huske, at den resulterende generalisering i bedste fald er en hypotese, som kun er sand i en henseende. Fra denne tvivlsomme begyndelse kan menneskelig tænkning imidlertid nå frem til at opdage stedsevarende forbindelser mellem ting og kan, inden for grænser som observation og tænkning er trængt igennem til, formulere disse opdagelser i udtryk, som alle kan lære at forstå, uden at de behøver at gøre det besværlige arbejde med at genopdage. Videnskabens naturlove er sådanne forbindelser. Ingen formuleret lov kan imidlertid fuldt ud behandle og udvikle forbindelserne mellem de ting, der er til undersøgelse. I den komplicerede og mirakuløse udvikling af livet findes disse forbindelser i et stort antal og virker til stadighed udadtil og på hinanden indbyrdes. Det kan være, at alle disse forbindelser virker efter et enkelt princip, at de alle er variationer af et givet tema. Mennesker kan måske uklart se, at det er således, men de kan ikke forstå det. Meget her i livet modsætter sig definition. For at definere noget må man rive det ud fra dets sammenhæng. For at gøre enhver erfaring trolig må den lemlæstes, opløses og analyseres.

Logikken har sine grænser, og den største tjeneste, den yder menneskeheden, består i, at den, idet den er baseret på observationer, ved sine konklusioner sender mennesker tilbage for at se igen, hvor de ikke før ville have tænkt på at se, således at de ved at se igen, kan opdage nye harmonier, som ellers ville være gået tabt i oplevelsens symfoni.

Generaliseringer er livløse. Gør fællesnavnet til et rigtigt navn, omdan en spade til min spade, og den bliver levende; den bliver et emne med en rigdom af tankeforbindelser, levende stof med en selvstændig vilje og fuld af mening for ejeren. Således er forskellen mellem direkte observationer og abstrakt tænkning. Kun ved hjælp af erfaringer kan den abstrakte formel blive levende.

I denne undersøgelse er det blevet tilstræbt at bestemme forholdene mellem menneskenes grundlæggende samfundsøkonomiske ordninger og de resultater, som efter al sandsynlighed vil følge heraf. Under udførelsen af dette er det blevet observeret, hvorledes de grundlæggende økonomiske forhold mellem samfundsmedlemmer har indvirket på enkelthederne i disse forhold og dannet i hundredvis af fine variationer af dem. Det er endvidere blevet observeret, at de grundlæggende økonomiske forhold ikke er uafvendelige, men er dannet af mennesker og er begyndelsen til den handling, der udspilles dag efter dag. Det er desuden blevet observeret, hvorledes disse grundlæggende ordninger kunne arrangeres på en anden måde, så de blev mere i overensstemmelse med menneskenes behov og med menneskelivet. Ved en undersøgelse er der altså to efterforskningsretninger, som nødvendigvis må følges for at nå resultater af værdi.

Ud fra de ophobede vidnesbyrd, den studerende har omkring sig, kan han observere, hvorledes det eksisterende grundlag arbejder sig selv ud i mindste detalje. Efterhånden som undersøgelsen skrider frem trin for trin, dukker nye kendsgerninger og nye forhold frem som i sig selv er lærerige. Efterhånden som hver ny opdagelse gøres, vil det imidlertid være nødvendigt ved fantasiens hjælp at bygge videre på det alternative grundlag og søge at forudse, hvordan de detaljerede forhold ville være, hvis al jord var fri og lønnen blev bestemt af, hvad mennesker kan opnå som selvstændige erhvervsdrivende på den bedste jord, der frit kan fås til brug. Her må fantasien gives frie tøjler, og belært af , hvad der er blevet observeret og anvist af den retning, som efterforskningen har taget, må den gives tilladelse til at forudse formen af ting på dette alternative grundlag.

Det er sandt, at der kræves forsigtighed ved en sådan fremgangsmåde, og en grundig prøve kan indføres ved at søge at bestemme, hvilke praktiske foranstaltninger, der ville blive krævet for at bygge bro over svælget mellem hvad der er, og hvad der kunne være i stedet for. Alligevel, uden denne kraftige støtte; uden denne menneskelige evne til at fantasere, ville samfundsøkonomi være en trist liste over sorger. En undersøgelse, som ender med deres fordømmelse. Den studerende kan imidlertid blive opmuntret ved at betragte universets pragtfulde harmoni, det rige og varierende mønster og den målbevidste måde, hvorpå alle skabninger og væsner, som udgør den naturlige skabelse, går deres særskilte veje med en sådan målbevidst bestemthed og alligevel opnår den vidunderlige harmoni, som kan observeres overalt. Vejledet af troen på skabelsens visdom, udstyret med den viden, der er opnået ved at udforske det samfundsøkonomiske liv som sagerne nu står, og bestyrket ved praktiske forslag for hvilke det kan påvises, at de bringer menneskelige ordninger i overensstemmelse med menneskets natur, kan forskeren trygt give sig sin fantasi frit spillerum. Den støtte, som dette vil vise sig at være for hans videre udforskning, er dens egen belønning.

[1] En nærmere analyse af disse forhold findes i Kap. 3.
[2] Der produceres ikke, hvor produktionen kun yder 80, så længe profitten ikke kan blive 8.
[3] Se Pharmaceutical Society of Great Britain and Boots Cash Chemists (Southern) Ltd., 1952, 2 Q.B. 795.