2. del af Samfundets natur og andre essays

Essays om samfundsøkonomi

1. Kapitel – Sekundære krav i formuefordelingen.

Jordrente og løn er de primære dele af formuen. 1ge produktionens natur kommer al formue først i hænderne på arbejderen som producerer den, eller brugeren som besidder, lejer eller forpagter jorden, hvorpå formuen produceres. Hvis en mand tager ud at fiske, er de fisk, han fanger, hans løn. Hvis det vandområde, som han har adgang til, giver bedre udbytte i fiskeriet, end det vandområde, han kunne få fri adgang til i samfundet, vil den fordel han opnår, eller den jordrente han modtager, bide på hans krog eller svømme ind i hans net.

I første øjeblik vil hele produktionsresultatet af virksomheden falde i hænderne på besidderen, lejeren eller forpagteren af jorden og mændene, der arbejder på den. Det vil blive delt mellem dem i overensstemmelse med naturloven om løn, lønloven. Alle andre, der kræver noget, såsom pengeudlånere og skatteopkrævere, må nødvendigvis holde sig til brugeren af jorden eller til arbejderen for at få deres andel. Formue vil ikke falde i deres hænder umiddelbart; deres krav vil være sekundære. Hvis arbejdsindsatsen på jorden ikke har ydet så meget i jordrente og løn, at deres krav kan dækkes, kan de sekundære kravstillere kun søge sig fyldestgjort i skyldnerens lager af formue. Hvis dette er utilstrækkeligt, må de gå uden at få deres krav opfyldt. Hvis brugeren af jorden og arbejderne undlader at betale, vil resultatet blive det samme.

Industriens produktivitet vil variere fra tid til anden. Disse variationer vil også være at finde i lønningerne og jordrenten. I den betydning, som udtrykket jordrente bruges her, er jordrenten ikke den faste periodiske betaling, som en bruger af jord betaler til en jordejer, men er den fordel, der i første række tilfalder brugeren i hans egenskab af besidder, lejer eller forpagter af jorden. Hvis der ydes nogen som helst betaling til en jordejer, kan den være højere eller lavere end den virkelige jordrente. Skulle den i længere tid blive ved med at være højere, så vil jordejeren i det almindelige tilfælde blive nødt til at acceptere en lavere betaling for brugen af jorden, eller lejeren eller forpagteren vil blive nødt til at give op. Hvis den er lavere, vil lejeren eller forpagteren af jorden beholde en del af jordrenten.

Det er interessant at lægge mærke til, at de lovgivende myndigheders forsøg på at begrænse jordrenten ikke kan berøre jordrenten i den betydning, som udtrykket bruges i her i undersøgelsen. Alt hvad de kan opnå er at begrænse størrelsen af den betaling, som en jordejer kan kræve af en lejer eller en forpagter. Den jordrente, som lejeren eller forpagteren af jorden modtager, vil stige eller falde uden hensyn til denne begrænsning.

I det omfang, hvori det lykkes for en lovgivningsmyndighed at begrænse størrelsen af betalingen, som en jordejer kan kræve af en lejer eller forpagter, efterlader den jordrente i hænderne på lejeren eller forpagteren, som bruger jorden. Lovene i England om begrænsning af lejens størrelse har således begrænset størrelsen af den betaling, som jordejerne kan kræve af lejerne eller forpagterne af mange umøblerede beboelseshuse, til det beløb, som skulle betales af lejerne eller forpagterne, der boede i husene i september 1939. De beboelseshuse, som tilfældigvis har en butik, der lejes eller forpagtes sammen med beboelsesrummene, bliver underkastet kontrol. Jordrenten, som produceres af disse butikker, er i mange tilfælde steget voldsomt, siden lovene om begrænsning trådte i kraft. Resultatet af dette er blevet, at disse lejemål eller forpagtninger er blevet overdraget til andre for forbavsende høje priser, som for størsteparten viser os den fordel, som på grund af begrænsningen i jordejerens krav tilfalder lejeren eller forpagteren. Begrænsningen af jordejernes krav over for landbrugere ifølge landbrugsloven af 1948 (den engelske) har samme virkning. Ingen af disse bestemmelser forhøjer lønnen for dem, der er ansat i butikkerne eller i landbrugene; lønnen vil blive ved med at være styret af naturloven om løn, lønloven. Betalingen til jordejeren er altså ikke en primær del af formuen. Den kommer ikke i hænderne på jordejeren i produktionshandlingen, men er et krav, han fremsætter over for sine lejere eller forpagtere. Den er en sekundær kanal i fordelingen af formue. Bortset fra de ved lovgivning fastsatte begrænsninger vil disse krav fra jordejerne stå i et bestemt forhold til den jordrente, der produceres på jorden. De kan ikke i længere tid være større end jordrenten, de vil normalt være mindre. Spørgsmålet er: Hvor meget mindre? Den magt, som sætter en jordejer i stand til at kræve betaling, kommer fra hans herredømme over jord. Hvis lejeren eller forpagteren ikke betaler, vil han ikke få adgang til jorden, eller, hvis han har fået adgangen, vil han hurtigt miste den. I virkeligheden er de ved lovgivning fastsatte begrænsninger kun effektive, når jordejeren er forhindret i at tage sin jord i besiddelse igen, undtagen under nærmere bestemte forhold. Hvor al jord er afspærret, vil denne betaling tendere imod at blive det meste, en lejer eller forpagter er villig til at betale, således at det, der efterlades til ham, er det mindste, han er villig til at acceptere. For at bestemme, hvad dette “meste” er, må industriens struktur tages i betragtning sammen med de andre krav over for lejerne og forpagterne, der bruger jorden. Kort sagt, de sekundære krav, som jordejerne fremsætter, påvirkes nødvendigvis af de andre sekundære krav på jordrente, såsom skatter, renter, monopolgebyrer og så videre.

2. Kapitel – Industriens struktur

Ved organiseringen af en virksomhed tvinges folk til at tage hensyn til de grundlæggende kendsgerninger for den situation, de er i. Til disse må regnes virkningen af naturlove, som kommer til udtryk i den primære fordeling af formue i jordrente og løn. Overalt i den civiliserede verden er jorden nu afspærret, og som en naturlig følge heraf har hovedparten af menneskene ikke andet end deres arbejde at sælge for at skaffe sig levebrødet. I den heraf følgende kamp for eksistensen bliver lønnen reduceret til det mindste, som en arbejder er villig til at acceptere, og jordrenten forøges med det, der bliver tilbage.

Denne grundlæggende situation åbner for to helt forskellige hovedretninger i udviklingen, og hvilken af dem, der vil blive valgt, afhænger af den åndelige udvikling i det pågældende samfund, som det er formet af traditionen. Da lønnen er nede på det mindste, en arbejder er villig til at acceptere, er det klart, at han som regel ikke vil være rede til, og sandsynligvis heller ikke i stand til, at udstyre sig selv med mere end det mest primitive værktøj til hjælp i arbejdet.

Hvis forholdene er således, vil folk leje deres små ejendomme af ejerne af jorden og drive deres forskellige virksomheder i mindre landbrug og værksteder gennem generationer, omtrent som de altid har gjort. Produktionen pr. hoved vil blive meget lav, broderparten vil gå til jordejerne, og lejerne vil være ynkeligt fattige. Der vil være ringe tilskyndelse til at oprette virksomheder. øget produktion vil sandsynligvis betyde et øget krav fra jordejeren. Misvækst eller svigtende marked kan betyde fordrivelse fra ejendommen, og det vil være landbrugets skræk. For folk fra andre samfund kan disse bønder og småbrugsfolk synes at være dovne og kraftesløse. Til trods for deres fattigdom er sådanne mennesker imidlertid velkendt for uafhængighed af spiritus og, når de ikke er påvirket af nogen større katastrofe, for deres måde at nyde livet på en måde som synes at være nægtet folk i mere fremskredne samfund.

I et sådant samfund vil den virkelige deling af formuen mellem jordejer og lejer/forpagter meget nær stemme overens med den primære fordeling af formue mellem jordrente og løn, selvom andre sekundære krav, især beskatning, vil træde ind i billedet.

Den anden hovedlinje i udviklingen åbner imidlertid for et helt andet perspektiv, og det er studiet af dette, det nu vil være på sin plads at komme ind på.

For bedre at forstå den moderne industris opgang er det bedst først at betragte den virkning, som de forskellige grader af dygtighed og flid vil have på den primære fordeling af formuen mellem arbejderne og lejerne/forpagterne som bruger jorden. Andetsteds her i bogen har det ved betragtningen af fordelingen af formuen i jordrente og løn været antaget, at kvaliteten og intensiteten af det arbejde, der blev udført på forskellige steder, har været helt ens. De uddragne konklusioner har samme gyldighed, når denne antagelse fjernes. Det blev således observeret, at hvor jorden er fri og enhver, som ønsker det, let kan erhverve et jordstykke til sig selv, vil lønnen stå i forhold til, hvad en mand kan tjene ved at arbejde for sig selv på den bedste jord, der frit kan fås til brug. Jo dygtigere og mere effektiv han er, des mere kunne han tjene på den bedste jord, der frit kan fås til brug, og des højere løn vil han modtage, hvor som helst han arbejder.

Under disse omstændigheder står den andel af produktionsresultatet, som en arbejder vil få, i direkte forhold til produktiviteten af hans arbejde. Uanset hvilket jordstykke en mand arbejder på, vil hans dygtighed og flid påvirke kvaliteten og mængden af hans produktion, og hvad enten hans arbejde er over eller under den gennemsnitlige standard, vil forskellen blive genspejlet i hans løn. Kvaliteten og intensiteten af en mands arbejde vil variere fra tid til anden, og vil påvirke hans produktion. Og det vil under de antagne forhold have en direkte indflydelse på hans andel af produktet, det vil sige på hans løn.

Hvor mænd arbejder i hold, som det normalt er tilfældet, vil dette simple forhold mellem løn og produktivitet naturligvis blive modificeret. Her vil mængden, der skal fordeles i jordrente og løn, afhænge af det samlede resultat af de samvirkende bestræbelser. De beskæftigedes løn vil stige eller falde med gruppens produktive indsats og være bestemt af, hvad gruppen kunne tjene på den bedste jord, der frit kan fås til brug. Forholdet, hvori frugten af deres foretagsomhed deles mellem medlemmerne af gruppen, vil ikke blive betragtet på dette sted i bogen, eftersom andre forhold først skal betragtes. Det er tilstrækkeligt her at lægge mærke til, at hovedmassen af lønningerne stiger med effektiviteten, som et direkte resultat af den.

Den større effektivitet hos den enkelte enhed vil samtidig gavne hele samfundet. Enhver forbedring i den individuelle produktion vil gavne alle. Det samlede resultat af stigning og fald i foretagsomheden hos individuelle mennesker og grupper ville indirekte forøge fordelene, som kan opnås ved at arbejde på de jordstykker, hvor fordelene ved samvirket mellem medlemmerne af samfundet mærkes mest, det vil sige ved befolkningscentrene og ved knudepunkter for kommunikationslinierne. Denne indirekte fordel vil forøge jordrenten, der fremkommer disse steder.

Sammenfatning: Hvor jorden er fri og enhver, som ønsker det, let kan erhverve et jordstykke til sig selv, vil det umiddelbare og direkte resultat af forskel i virksomhedernes produktion være en umiddelbar og direkte forskel i løn mellem dem, der er beskæftigede i de forskellige virksomheder, mens det indirekte og samlede resultat af effektiviteten i enhederne vil flyde sammen med og indgå i jordrenten på de jordstykker, hvor fordelen ved samfundets samvirke og foretagsomhed kan nydes.

Hvor al jord er afspærret og lønnen er det mindste, som arbejderen vil acceptere, kommer der imidlertid helt andre forhold at tage i betragtning. Også her vil forskellige grader af dygtighed påvirke produktiviteten på ethvert jordstykke, både med hensyn til kvalitet og til mængde. Den andel, som tilfalder arbejderen, vil imidlertid ikke blive bestemt af produktiviteten af hans arbejde, men af det mindste, han er villig til at acceptere. Der vil være et generelt lønniveau over hele samfundet uden hensyn til de individuelle forskelle i dygtighed og færdighed; folk i samme stilling inden for erhvervet vil i almindelighed have samme krav i kraft af deres stilling. Ved bestemmelse af lønnen vil der uundgåeligt blive taget hensyn til den grad af uddannelse, intelligens eller dygtighed, der kræves for at beklæde den pågældende stilling – idet lønnen fastsættes således at den netop er stor nok til, at det synes umagen værd at skaffe sig den uddannelse, som er nødvendig for at man kan blive flyttet op fra en lavere stilling; men mellem medlemmer inden for den samme rang og stilling, vil der almindeligvis kun være ringe forskel.

Selv i de tilfælde, hvor den dygtigere mand er i stand til at kræve mere end andre i samme stilling, vil denne forøgelse af lønnen i det almindelige tilfælde være væsentligt mindre end det forøgede udbytte, der fremkommer på grund af hans dygtighed. Kart sagt, hvor al jord er afspærret vil det umiddelbare og direkte resultat af forskellene i kvaliteten og intensiteten af arbejdet være, at jordrenten stiger og falder, og ikke lønnen. Selv hvor nogen stigning i lønnen markerer denne forskel mellem mænd i den samme stilling inden for erhvervet, vil forøgelsen i deres produktivitet være større end forskellen i deres løn, og der vil stadig fremkomme en stigning i jordrenten.

Forøget produktivitet hos mennesker og individuelle foretagender må selvfølgelig være til fordel for alle, og de almindelige forhold for alle må blive bedre. Tøj, biografer, radioapparater og lignende kan således blive noget, som ganske almindelige mennesker har mulighed for at nyde glæden af, og minimum levestandarden, som arbejderne kræver, kan på denne indirekte måde blive forhøjet og lønnen i dette omfang hævet. Lønnen vil imidlertid ikke stige eller falde som et direkte resultat af produktiviteten.

Det er allerede blevet bemærket, at hvor jorden overalt er blevet afspærret, vil den almindelige arbejder ikke være i stand til at forsyne sig selv med andet end de simpleste værktøjer til hjælp for ham i arbejdet, at han vil blive nægtet den store fordel, som fremkommer ved udviklingen af maskineri og forbedret teknik, og at produktiviteten af hans arbejde som følge deraf vil blive forholdsvis lav. Den lave produktivitet vil blive genspejlet i en lav jordrente.

Denne situation kan fremstilles i et diagram som ligner det, der blev brugt til at illustrere den primære deling af formuen i jordrente og løn. Idet produktionsresultatet på det bedste jordstykke fremstilles ved tallet 100, og dette tages som det grundlæggende tal, kan det forholdsvis lille produkts deling mellem løn og jordrente fremstilles som 40:60, og på de følgende jordstykker som 40:50, 40:40, og således videre, se figur l.

I denne illustration antages det, at der bliver arbejdet lige godt på hvert jordstykke, lønnen er 40 og jordrenten er 60, 50, 40. Jordejerens krav antages for enkelthedens skyld at opsuge hele jordrenten.

Ved at forsyne arbejderne med bygninger, lager, udstyr og værktøj, som de er for fattige til selv at kunne forsyne sig med, kan produktiviteten af deres virksomhed forøges betydeligt. Resultatet af denne forøgede produktion vil være, at jordrenten forøges umiddelbart og direkte. Hvor redskaberne, som står til rådighed for den almindelige mand, sakker langt bagud i sammenligning med dem, der kan fås i samfundet, kan denne forøgelse blive meget stor. Lad os nu antage, at ved at udstyre arbejderne på det bedste jordstykke kan produktiviteten hæves til 150. Jordrenten på dette jordstykke ville herved stige fra 60 til 110, hvilket er 50 mere end jordejerens krav og 50 mere end den almindelige arbejder, som er forsynet med simple værktøjer, ville være villig til at betale. For at opnå dette resultat er visse ting imidlertid nødvendige; for det første: adgang til jordstykket, for det andet: de egnede arbejdere, for det tredje: formue til arbejdernes udstyr. Stifteren af virksomheden kan måske ved at overtale folk til at overlade sig fordringer på formue (dvs. låne sig penge) købe alt det udstyr, han finder nødvendigt. Han får måske heldet med sig ved at tilbyde at betale udlåneren renter, og udsigten til den øgede jordrente giver forventninger om, at han kan få midlerne til betaling af disse renter. I sine beregninger vil han derfor lægge en del af denne forventede jordrente til side til betaling af renterne. For at få adgang til jordstykket må han tilbyde at betale jordejeren mere, end der betales for tiden, og i sine beregninger må han derfor lægge en del af den forøgede jordrente til side for at kunne dække forøgelsen i jordejerens krav. Der kan ikke være tvivl om, at han nemt kan skaffe sig den fornødne arbejdskraft, for der vil være rigeligt af arbejdsløse, der søger arbejde. Alt afhænger imidlertid af den forøgede produktivitet af arbejdet, der skal udføres på jordstykket, og stifteren af virksomheden vil, som en naturlig følge heraf, ønske at udfylde, i det mindste nøglepositionerne med folk, hvis dygtighed og omhu han kan stole på.

Disse folk er dem, der mindst sandsynligt bliver arbejdsløse, og han ønsker at tiltrække de bedst kvalificerede mænd og kvinder til at søge arbejde på hans jordstykke, uanset hvilken beskæftigelse de der skal befatte sig med. For at gøre det, og for at overtale selvstændige småbrugsfolk til at ofre deres uafhængighed, vil han være nødt til at tilbyde dem noget, som er væsentligt mere end det, de kan tjene i deres egne småforetagender. Han vil derfor være nødt til at sætte en del af resultatet af den forøgede produktivitet, som han forventer at opnå ved en forøgelse af lønnen, til side, hvorved han ofrer en del af sin jordrente.

Lad os antage, at stifteren af virksomheden, idet han skønner at produktionsresultatet på det første jordstykke ved den forøgede produktivitet bliver 150, fordeler denne forøgelse på følgende måde: Først er der en stigning i lønnen fra 40 til 45, dette vil automatisk reducere hans jordrente fra en mulig værdi på 110 til værdien 105. Han antager, at rentebyrden bliver 20, det vil efterlade en jordrente på 85 til ham. Hvis han tilbyder jordejeren 65 i stedet for 60, vil han få 20 til sig selv, hvilket vil være hans profitmargen.

Hvis han har beregnet rigtigt, og hvis arbejderne, pengeudlånerne og jordejeren giver deres tilslutning til hans forslag, og hvis produktiviteten svarer til forventningerne, vil han klare sig godt.
Denne situation er illustreret i figur 2.

Der er forskellige punkter her, som det er værd at se nærmere på. For det første er jordejerens krav formindsket i forhold til den producerede formue. Det er nu 65/150 i stedet for 60/100. For det andet er jordejerens krav som mængde betragtet steget ud over det, som den dårligt udstyrede lejer eller forpagter ville være i stand til at betale. For det tredje er jordejerens andel blevet formindsket med pengeudlånernes krav. For det fjerde vil spørgsmålet om, hvorvidt foretagendet vil blive en succes eller en fiasko, ikke afhænge af dets totale produktivitet, det vil sige den totale formue til fordeling mellem arbejderne, pengeudlånerne, jordejeren og lejeren eller forpagteren, men af de sidste 20, overskuddet ud over de 130, eller profitmargenen. Hvis foretagendet ikke producerer mere end 129, vil det være sikker på fallit.

God dømmekraft, hurtig handlen, klogt valg af arbejdere og gode evner til at få det sidste gram ud af produktionen vil være de egenskaber, som kræves af brugeren af jorden, lejeren eller forpagteren. Hvis han har succes, vil hans omdømme vokse hos alle de berørte. Hvis han går fallit, vil han blive forbandet af alle dem, der mister deres arbejde, af pengeudlånerne, der mister deres pengemidler, og af jordejeren, som står overfor besværet med at finde en anden lejer eller forpagter.

I England har flere mennesker, hjulpet af opfindernes arbejde og af deres egen skånselsløse dygtighed og ildhu haft succes i den slags industriforetagender. Deres succes har ganske naturligt tiltrukket andre, som var eller troede de var tilsvarende begavet med det, som er blevet kaldt organisationstalent. Denne bevægelse førte ganske naturligt til en konkurrence om de jordstykker, hvor produktionen kunne forøges væsentligt. Brugen af de nye værktøjer krævede adgang til nye materialer – kul, jern, vand og lignende – og krævede kommunikationslinjer – jernbaner, kanaler, broer og floder.

Jordejere var ikke sene til at drage fordel af denne nye situation. De forstærkede deres krav. Den lejer eller forpagter, som tilbød den bedste betaling, ville, alt andet lige, få jordstykket – med mindre jordejeren følte, at ingen af tilbuddene var tilstrækkelige, og tilbageholdt jorden, indtil nogen fremkom med et tilbud, som tilfredsstillede hans krav. Det beløb, som under disse omstændigheder skulle betales til jordejeren, tenderede mod at blive det meste, en lejer eller forpagter kunne få råd til at betale, så han kunne beholde det mindste, han var villig til at sætte virksomheden i gang for. Dette mindste beløb blev på sin side bestemt af størrelsen af de sekundære krav, som lejeren eller forpagteren skulle imødekomme ud af jordrenten, plus den mindste profitmargen, som han var villig til at acceptere.

Lad  os  antage,  at  den  mindste  profitmargen,  som  lejerne  eller  forpagterne  almindeligvis  vil  acceptere,  er 10% og at rentebyrden hele tiden er 20. I diagrammet ville resultatet da blive som vist i figur 3.

 

Under de antagne forhold ville jordejerens krav blive 70, 61 og 52, til sammenligning med de 60, 50 og 40, som almindelige mennesker ville betale. Efterhånden som dette system udbreder sig, bliver det mere og mere vanskeligt, og for et større antal mennesker helt umuligt, at blive herre i deres egen virksomhed. De forpligtes til at arbejde for de nye industriherrer, hvis foretagender afhænger af pengeudlånerne og profitmargenen, og folks skæbner bliver afhængige af disse samme faktorer.

Den antagelse, som diagrammet indtil nu har været baseret på, at jordejerens krav fra begyndelsen ville være lig med hele jordrenten, ville selvfølgelig ikke være korrekt. Under de antagne forhold ville der blive opkrævet skatter på de på jorden drevne erhverv. Ved bestemmelsen af det højeste, som de erhvervsdrivende ville være villige til at betale til en jordejer, ville de tage skatterne med i beregningerne, og de ville forvente, at de efter at have betalt skatterne, ville få akkurat lige så meget i løn, som hvis der ingen skatter Var at betale. Sagt på en anden måde, de ville ikke være villige til at betale jordejeren hele jordrenten, der blev produceret på deres jordstykke, men højest jordrenten minus skatterne.

Lad os fremstille denne situation i et diagram, idet vi for enkelthedens skyld antager, at skatterne er 10% af den samlede produktion i industrien. Resultatet ville da blive som vist i figur 4.

Under disse omstændigheder med lønnen på 40 og skatterne på 10% af hele produktet, det vil sige 10 på det første jordstykke, 9 på det næste og 8 på det næste igen, ville jordejerens krav højst blive 50, 41 og 32.

Det er allerede blevet bemærket, at jordejerens krav vil have tendens til at stige op imod det fulde beløb af jordrenten. Han vil få så meget som han kan, og den lejer eller forpagter, der betaler mest, vil få jorden. på den anden side vil lejeren eller forpagteren sætte en grænse for, hvor meget af jordrenten, han vil betale til jordejeren; han vil forlange et vist minimumsbeløb til sig selv. Enhver stigning i skatterne på hans virksomhed vil derfor bevirke, at han må reducere det beløb, han er villig til at betale til jordejeren. Omvendt vil enhver nedsættelse af skatterne bevirke, at han kan forøge det beløb, han er villig til at betale til jordejeren.

Dette forhold mellem skatterne og jordejerens krav er lejlighedsvis blevet bemærket. I England blev der således i 1929 udstedt en lov, der søgte at lette de lokale ejendomsskatter på industrien ved at nedsætte skatteansættelsen for arvelige industrivirksomheder til en fjerdedel af den årlige nettoværdi. Resultatet blev, at jordejerens krav steg og opsugede skattelettelsen. De landområder, som er underkastet pligt til at betale tiende, viser fra den ene landejendom til den anden, at lejerens eller forpagterens betaling til både jordejeren og indehaveren af retten til tiende var omtrent lig med betalingen til en jordejer af en lige så god landejendom, hvor der ikke skulle betales tiende.

Kort sagt, den del af skatterne, som lægges på industrien, medvirker til en formindskelse af jordejernes krav. Ikke desto mindre presser jordejerne på for at opnå det mest mulige, der i alle tilfælde vil være den totale jordrente minus alle andre sekundære krav på den.

Denne situation kan, således som den forekommer for den moderne industri, illustreres ved at observere, hvorledes skatterne virker, når produktionen forøges ved at lejeren eller forpagteren indfører værktøjer og udstyr og ansætter arbejdere.

Forøgelsen af industriens totale produktion vil selvfølgelig medføre en forøgelse af skatterne. Idet vi beholder skatternes størrelse på 10% af produktionen, vil resultatet blive som vist i figur 5.

Ethvert nyt sekundært krav, der fremsættes overfor industrien, vil virke på samme måde. Eftersom lønnen ligger på dens laveste niveau, må de sekundære krav betales ud af jordrenten. Lejerne eller forpagterne, der bruger jorden, vil være nødt til ikke alene at betale skatterne på de materialer, de bruger, skatterne på de køretøjer, de bruger, og alle de andre former for nationale skatter, men de vil også være nødt til at betale de lokale ejendomsskatter, som i England udskrives på jordejerens krav, eller på det man anslår, at en jordejer kunne kræve, hvis der var en. I praksis er det rimeligt at antage, at de lokale ejendomsskatter ofte vil være omkring halvdelen af jordejerens krav. Hvis disse ejendomsskatter indføres i diagrammet, vil resultatet blive som vist i figur 6.

Hvorledes disse byrder end pålægges, og hvad deres vægt end må være, så skal de dog betales ud af jordrenten. Lejerens eller forpagterens profit (undtagen i det omfang den består af løn) må også betales ud af jordrenten. Det beløb, hvormed den samlede sum af alle sekundære krav, undtagen jordejerens krav, plus det mindste, som ejeren eller forpagteren er villig til at acceptere som sin profit, er mindre end hele jordrenten, vil blive taget op af jordejerens krav. Dette krav vil imidlertid ikke blot være en restbeholdning, hvori det, der bliver tilbage, bliver taget op. Jordejerens magt til at tilbageholde jord og den kendsgerning, at ingen lejer eller forpagter kan drive en virksomhed uden adgang til jord, sætter ham i stand til at stramme sine krav. Den lejer eller forpagter, som kan arrangere sit foretagende således, at alle de andre sekundære byrder bliver formindskede til det mindst mulige, vil blive i stand til at betale jordejeren mere og vil derfor få det bedste jordstykke. Denne kendsgerning er af største betydning ved bestemmelsen af industriens struktur og ved afgørelsen af, hvem der får jordstykkerne og derfor styrer industrien.

Hvis den samlede sum af disse sekundære krav på noget tidspunkt overstiger jordrenten, vil lejeren eller forpagteren ikke blot ingen profit få til sig selv, men han vil komme i gæld, og hvis hans reserver ikke er tilstrækkelige til, at han kan klare situationen, vil han gå fallit. Det er derfor indlysende, at den maksimale stigning i disse krav, som et foretagende kan modstå i en længere periode, måles rundt regnet ved profitmargenen. En stigning i skatterne eller i de lokale ejendomsskatter eller i jordejerens krav kan nemt fjerne denne margen, og foretagendet vil gå fallit.

Omvendt kan et forholdsvist lille fald i produktiviteten medføre, at jordrenten reduceres så meget, at den bliver mindre end de sekundære udgifter, og have den samme virkning. Et fald i effektiviteten, vanskeligheder på markedet, uro i industrien, kan hver for sig alt for let fjerne profitmargenen, som allerede er reduceret meget på grund af kampen for at få adgang til jord.

Hvor industrien er bygget op på det grundlæggende mønster, der er dannet ved afspærringen for adgang til jorden, bliver den meget sårbar. Selvom den kan producere langt mere end tilstrækkeligt til at tilfredsstille de arbejdende, hvis arbejde danner industrien, kan den alligevel være ude af stand til at klare sig.

Det er derfor vigtigt at foretage en nærmere undersøgelse af disse sekundære byrder og af de kontrolforanstaltninger, som lejeren eller forpagteren, der bruger jorden, kan udøve over dem, og af den virkning de har på industriens organisation.

Det vil imidlertid være en god ting først at se på den forandring, der ville indtræde, hvis jorden var fri og ethvert menneske, som ønskede det, let kunne få adgang til den.

Hvis forholdene havde været således for de industrier, som er blevet illustreret under forhold, hvor jorden var afspærret, ville resultatet være blevet som illustreret i figur 7.

Under disse forhold ville lønnen blive bestemt af, hvad der kunne tjenes på det bedste jordstykke, der frit kan fås til brug, det vil sige 120. Ethvert fald i effektiviteten eller enhver svækkelse af markedet ville simpelthen resultere i et tilsvarende fald i lønnen. Industrien ville ikke gå fallit, og eftersom lønnen ligger et godt stykke over det mindste, som folk ville acceptere, ville der være en rigelig stor margen til at tage dårlige tider, fejltagelser og lignende med i beregningerne. Hvis jordrenten blev inddraget til betaling af de offentlige tjenesteydelser, ville lønnen kunne modtages uden fradrag. Under disse forhold kunne lønmodtagerne bebyrde sig selv med sekundære krav på deres indtægter, på samme måde som jordrentemodtagerne kunne det under de førstnævnte forhold. En diskussion om sekundære krav på lønnen må imidlertid udsættes, indtil diskussionen om selve de sekundære kraver fuldført.

3. Kapitel – Beskatning.

Der udskrives skatter på mange ting, skatter på indtægt, varepriser, hestekræfter af forbrændingsmotorer, kontrakter, indregistreringer, licenser, frimærker, telefonsamtaler, besiddelse af jord og bygninger og døde menneskers ejendomme; men uanset skatteansættelsen så er så meget sikkert, at skatterne tages fra produktionsresultatet, det vil sige fra formue som er produktet af arbejde anvendt på jord. Lige så sikkert er det, at skatterne er sekundære krav i fordelingen af formue og må komme fra jordrenten eller lønnen, fra den ene eller den anden af de to primære kanaler for fordelingen af formue; de kan ikke komme andetsteds fra.

Imidlertid bliver skatterne ikke altid taget direkte fra jordrenten i hænderne på lejeren eller forpagteren, som bruger jorden, eller fra lønnen i arbejdernes besiddelse; opkrævningen bliver i nogle tilfælde udsat, indtil jordrenten eller lønnen er blevet fordelt imellem de sekundære fordringshavere, som for eksempel hvor skatterne bliver taget direkte fra pengeudlånerens renter eller fra jordejerens krav. Tidspunktet for opkrævningen vil påvirke resultatet, og det foreslås derfor, at det tilfælde, hvor skatterne tages direkte fra de sekundære krav, behandles for sig selv, og at virkningerne i det tilfælde, hvor skatterne tages direkte fra jordrenten og lønnen diskuteres først.

Det er almindeligt, og for nogle formål helt nødvendigt, at trække en skillelinje mellem, hvorvidt den endelige skatteyder betaler skatterne direkte til regeringen, eller betaler (skjult i priser og afgifter) til den person, der faktisk betalte til regeringen.

For så vidt angår formålet med dette essay vil denne skelnen imidlertid blive ladet ude af betragtning. Hvad enten skatterne betales til regeringen direkte, eller på en indirekte måde, så betales de alligevel, og det er virkningen af denne betaling, som er emnet for vor undersøgelse.

Endelig vil virkningen af skatterne ikke blive den samme, hvor det grundlæggende mønster, som dannes ved fordelingen af formuen i løn og jordrente, ikke er det samme. Det vil derfor være nødvendigt at behandle virkningen af skatterne, hvor al jord er afspærret, og hvor jorden er fri, hver for sig.

1. Skatterne tages fra jordrenten i hænderne på lejeren eller forpagteren, hvor al jord er afspærret.

Det er nødvendigt at sige, at de skatter, som skal betales af lejeren eller forpagteren af jorden, hvorpå en industriel virksomhed etableres, almindeligvis vil blive betalt ud af jordrenten, som virksomheden frembringer. Hvis denne er utilstrækkelig, kan de blive betalt ud af virksomhedens reserver eller ved at sætte virksomhedens lager og udstyr på auktion, men sådanne ressourcer er tydeligvis af begrænset omfang. Under alle omstændigheder er de i sig selv opsamlinger af formue eller fordringer på formue og var oprindeligt jordrente eller løn. Måske erhverver lejeren eller forpagteren selv løn, men hvor al jord er afspærret, vil den være lille, og virkningen af skatterne på lønnen må også tages i betragtning. Bortset fra disse indhug i reserver, i kapital eller i forpagterens egen løn, må den forsyning, som lejeren eller forpagteren må fremskaffe for at dække skatterne der tages fra hans virksomhed, være jordrente.

Nu er denne elementære kendsgerning netop den, som ignoreres ved skatteansættelsen i moderne stater. Ligegyldigt hvor vanskelig, problematisk og dyr skatteansættelsen end kan være, udskrives der skatter på grundlag af alle tænkelige skatteansættelser, undtagen på grundlag af en skatteansættelse af jordrenten. Resultatet er, at det, der opkræves ikke står i et nødvendigt forhold til jordrenten, der skal produceres på jordstykket. Ligesom (engelske) arbejdsgiveres bidrag til den nationale sygesikring, folkepensionen og lignende, ansættes skatterne (i England) i forhold til antallet af personer, som lejeren eller forpagteren beskæftiger, uden hensyn til den kendsgerning, at jordrenten netop opstår, fordi det samme arbejde er mere produktivt på bedre jord end på dårligere jord. De falder på transportmidler og tjenester, som bruges af virksomhederne, uden hensyn til den kendsgerning, at netop de virksomheder, som på grund af deres beliggenhed behøver mere transport, er dem, der ligger langt fra kommunikationscentrene, de centre hvor jordrenten er høj. Skatterne er skjult i prisen for råmaterialerne. og lægges på alle trin i produktionen, uden hensyn til jordens beliggenhed eller dens naturlige fordele eller ulemper. De udskrives på produktionen og på produktionens og afsætningens vanskeligheder og er forholdsvis højere på mindre produktiv jord end på bedre jord.

Dette systems virkninger kan bredt illustreres ved hjælp af en udvidelse af diagrammet, der blev brugt til at fremstille de sekundære krav på jordrenten. Til illustrationsformålet her kan vi ignorere den forøgede byrde af skatterne, der opstår efterhånden som vi kommer ud til dårligere jord. Lad os antage, at skatterne står i et fast forhold til den totale produktion og sætte dem til 10%. Lad os endvidere antage, at hvert jordstykke bliver brugt med samme dygtighed og bærer den samme rentebyrde for lån af penge til virksomhedens lager og udstyr, og lad os antage at profitmargenen er 10%. Resultatet bliver da som vist i figur 8.

Dette diagram viser, at efterhånden som produktionen går til mindre produktiv jord, udgør den faste procentdel af produktionen, der tages i skatter, en forholdsmæssigt voksende andel af jordrenten. Som følge heraf bevirker de således udskrevne skatter, at både den andel, der går til jordejeren, og den andel, der går til de lokale myndigheder, formindskes forholdsmæssigt. Selvom jordejeren og de lokale skattemyndigheder ikke tog noget, hvilket de ikke ville gå med til, bliver der i den sidste ende ikke levnet tilstrækkeligt til både at betale renter og yde en profit, som er stor nok til, at driftsherren vil acceptere den. Selvom jordstykket, hvis det er fuldt udstyret, ville yde 80, vil det ikke være profitabelt at udvikle og bruge det fuldt ud.

Jordejeren vil sikkert kræve noget, og de lokale skattemyndigheder vil udbede sig ejendomsskatter baseret på, hvad jordejeren kræver. Ud af et totalt produkt på 80 er der kun 7 til jordejeren, de lokale skattemyndigheder og profitten til lejeren eller forpagteren. Virksomhedens stifter vil ikke længere være interesseret i driften. Ud over dette punkt vil forretninger blive drevet af mennesker, der er afhængige af deres løn for deres levebrød. Efterhånden som jorden bliver mindre produktiv, vil deres forretninger i stigende grad blive finansieret af deres egne opsparede midler.

På lignende måde vil det, de sparer i renter ved selv at levere pengemidlerne i stedet for at låne dem, i stigende grad gå til jordejeren og de lokale skattemyndigheder. Hvor pengemidlerne som er disponible for lejeren eller forpagteren er utilstrækkelige, som det ofte vil være tilfældet, vil udstyret være forholdsvis dårligt, og lejeren eller forpagteren vil være nødt til at afhjælpe det manglende ved hjælp af det tillæg af iver, fremdrift og fantasi, som det menneske, der arbejder for sig selv, har frem for hvad der findes hos den almindelige funktionær. Det vil blive arbejde, arbejde og arbejde. Således vil den lille uafhængige håndværker, den lille forretningsmand eller landmand, der er lejer eller forpagter, klamre sig til udkanten af den indbringende jord, ikke fjernt fra den ubeskæftigede mand, og med dårligt udstyr slide hårdt for at producere den ekstra jordrente, som er nødvendig for at dække de sekundære udgifter for virksomheden. Hver eneste penny vil tælle; hans hustru og familie vil blive taget med i arbejdet for at hjælpe til, og i det hele taget vil udsigterne for hans fremtidige liv sandsynligvis i større eller mindre grad blive præget af den drivende nødvendighed af at producere denne ekstra jordrente. Her finder vi igen husmanden og småbrugsmanden, men med den forskel, at han her må holde stand imod den voksende maskinkraft.

Lad produktionen gå blot lidt længere ud på ringere jord, og situationen bliver håbløs. Jordstykket vil ikke yde den jordrente, der er nødvendig for at betale de sekundære krav, og vil blive holdt ude fra produktion. At det vil yde nogen jordrente, altså yde noget mere end hvad arbejderen med glæde vil acceptere i løn, hjælper ikke, når det ikke yder tilstrækkeligt til at betale sekundære krav.

Skatter, som lægges på produktion og på produktions processer, tvinger således jord og mennesker ud af produktion, og hvor de administreres nidkært, sker det med kold og upartisk effektivitet. Skatter på produktion bevirker, ligesom jordspekulation gør, at jord holdes ude fra produktion; de skærper kampen for tilværelsen, og på denne indirekte måde trykker de lønnen ned og oppuster jordrenten.

Når tiderne er vanskelige og produktionen er i krise, er det her, hvor produktionens udkant er, at mennesker først kommer i knibe. Tider med forholdsvis god fremgang og stigende jordrente ledsages altid af et hurtigt stigende antal af små uafhængige virksomheder, som under sådanne tider kan yde tilstrækkelig jordrente til at dække de sekundære krav. Tider med forholdsvis dårlig omsætning fjerner dem imidlertid igen lige så hurtigt. Deres små opsparinger går tabt, og deres uafhængighed ophører. Skønt skatterne er sekundære krav på formue og derfor ikke kan overstige de primære krav, hvorfra de tages, kan de og vil de virke tilbage på den primære fordeling af formue og kan og vil påvirke den andel, der tages af jordrente og løn.

2. Skatterne tages fra jordrenten i hænderne på lejeren eller forpagteren, hvor jorden er fri.

Det er lige blevet omtalt, hvorledes skatter, der lægges på produktionsprocesserne, ved at udelukke jord og arbejde fra produktion kan skærpe kampen for tilværelsen, for adgangen til jord, og hvorledes de på denne måde kan trykke lønnen ned og oppuste jordrenten. Skatternes virkning på de primære fordelingskanaler bliver mere tydelig, når deres indflydelse betragtes, hvor jorden er fri. Lad  os  fremstille  produktionen,  hvor jorden  er  fri, ved hjælp af diagrammet i figur 9.

Under disse forhold ville lønnen blive 70. Lad os nu antage, at der lægges skatter på produktionen og på produktionsprocesserne, og at de udgør 10% af produktionen. Resultatet ville da blive som vist i figur 10.

Skatterne ville i det her tænkte tilfælde reducere, hvad der kunne tjenes på det bedste jordstykke, der frit kan tages i brug, fra 70 til 63; lønnen ville derfor falde til 63 og jordrenten stige med 7 på hvert jordstykke. Mænd ville være villige til at arbejde overalt for 63, og jordejere og andre sekundære fordringshavere ville være i stand til på de bedste jordstykker at kræve det beløb, hvormed den oppustede jordrente oversteg skatterne. Enhver stigning i skatterne på produktionen ville derfor reducere lønnen og forøge jordrenten.

Kort sagt, skatter der lægges på produktionen, må tages fra jordrenten: det er uundgåeligt. Forøgelse af sådanne skatter må oppuste jordrenten, indtil det punkt er nået, hvor arbejderne ikke vil acceptere at arbejde for mindre. Ved dette punkt stopper produktionen, og skatterne giver efter. Hvis vi antager, at det mindste, som mænd er villige til at arbejde for, er 45, og vi antager, at skatterne stiger til 50% af produktionen, vil resultatet blive som vist i figur 11.

Figur 11

I det her illustrerede tilfælde ville skatterne i sig selv drive jord ud af produktion og skabe arbejdsløshed, uden nogen hjælp fra andre sekundære fordringshavere, og uden et fald i produktiviteten som følge af at arbejderne udpines. på de jordstykker, der producerer 80 eller mindre, er den mængde, som levnes til løn efter at skatterne er taget, mindre end 45 – mindre end det mindste arbejderen er villig til at acceptere. For hvert skridt i retning af en forøgelse af skatterne ville lønnen blive formindsket og jordrenten forøget indtil det punkt er nået, hvor lønnen ikke vil afstå mere, og produktionen standses.

Derfor, eftersom skatterne på produktionen må komme fra jordrenten, ville dette at ligne skatterne på jordrenten kun være at anerkende kendsgerningerne. Idet vi på dette sted ser bort fra eksistensen af andre sekundære krav på jordrenten, kan vi forestille os, at skatterne stiger til 100% af jordrenten. Se figur 12.

Figllr 12

Under disse omstændigheder harmonerer skatterne med den naturlige deling af formuen i jordrente og løn.

Skønt skatterne tager hele jordrenten, bevirker de ikke, at jordrenten oppustes, eller at lønnen reduceres. En mand kan under disse forhold kræve lige så meget i løn, som han kunne tjene til sig selv’ på den bedste jord, der frit kan fås til brug. I stedet for at nedgøre mennesker, trykke belønningen for deres anstrengelser og skabe eller skærpe kampen for tilværelsen, ville skatterne på jordrenten faktisk sætte lejernes eller forpagternes belønning for deres flid til det, som de tjente ved deres arbejde. Som det er blevet omtalt andetsteds, ville skatterne på jordrenten endvidere bevirke, at samfundet til offentlig brug genvandt den andel af formuen, som på grund af fordelen ved samfundets samvirkende bestræbelser tilfalder mennesker ud over, hvad de kunne få ved at arbejde på den bedste jord, der frit kunne tages i brug.

I den hensigt at iagttage virkningen af de skatter, som lægges på produktionen og på produktionsprocesserne, og som skal betales af besidderen, der bruger jorden, har det hidtil været antaget, at de blev lignet på hvert jordstykkes totale produktion, og at de stod i et konstant forhold til produktionen på hvert jordstykke. I praksis eksisterer dette konstante forhold ikke. Som det er bemærket i begyndelsen af dette essay, udskrives skatter på mange forskellige skatteansættelser, og i samme grad som det sker på ensartede processer, der bruger ensartede materialer og indebærer ensartet arbejde, vil disse skatter have tendens til at tynge hårdere på mindre produktiv jord (se figur 8 og 11). Denne stigende skattebyrde betyder selvfølgelig, at i samme grad, som det angår sådanne ensartede processer, skal den dårlige jord yde en forholdsmæssig større produktion for at skatterne kan betales, end jord der yder højere jordrente, og vanskeligheden ved på den dårligere jord at producere tilstrækkelig jordrente til at skatterne kan betales og jorden holdes i brug, bliver større, end det hidtil er blevet bemærket.

Skatterne har imidlertid ikke alene en tendens til at tynge hårdere på forskellige jordstykker, som bliver brugt på samme måde, deres tyngde varierer også med de forskellige måder, hvorpå samme jordstykke bruges. Nogle materialer vil blive belastet med flere skatter end andre, noget udstyr mere end andet og nogle processer mere end andre. Af to måder at bruge jorden på, hvor begge måder er lige produktive, vil en lejer eller forpagter være tilbøjelig til at bruge den, der er mindst beskattet. Desuden vil han være tilbøjelig til at bruge den dårligste metode, hvis den ene af to metoder at bruge jorden på er bedre end den anden, men er så meget hårdere beskattet, at den berøver ham enhver fordel ved at bruge den til andet end til at give ham tilfredsstillelsen ved at gøre et bedre stykke arbejde. Hvis den øgede beskatning, som er knyttet til den bedre metode, ikke alene fjerner lejerens eller forpagterens fordele ved at bruge denne metode, men også medfører, at brugen af den giver virkelige ulemper, kan han blive nødt til at opgive den, for hvis den forøgede jordrente, der kan opnås på jordstykket ved at anvende den bedste metode, ikke er tilstrækkelig til at dække de andre krav på jordrenten, efter at skatterne er betalt, må han ændre sine metoder eller gå fallit.

En beskatning, som ved sin ansættelsesmetode skelner mellem en vare og en anden vare, en proces og en anden proces, kan påvirke arten af den virksomhed, der drives på jorden. Nogle industrier bærer uundgåeligt langt flere skatter end andre, i England er øl, whisky og tobak iøjnefaldende eksempler. Mellem to virksomheder, som har samme produktivitet på hver sit jordstykke og derfor producerer den samme jordrente, kan forholdene udvikle sig således, at den lejer eller forpagter, der er engageret i den hårdt beskattede industri, finder, at jordrenten er utilstrækkelig til at klare de skatter, den skal bære; og som følge heraf vil hans industri blive fortrængt af den anden. på samme måde kan en mere kraftigt beskattet, men mere produktiv industri meget vel blive fordrevet af en mindre produktiv industri, som producerer mindre i jordrente, fordi ikke engang den højere jordrente vil producere tilstrækkeligt til at dække den højere beskatning.

Dette resultat af den forskelsbehandlende beskatning vil uundgåeligt blive forstærket af jordejerens krav. Det er mest sandsynligt, at den af de to lejere eller forpagtere, der vil betale mest til jordejeren, vil få jordstykket. Den del af jordrenten, der tages i skatter, vil reducere den del, der bliver tilbage til jordejeren. For at få adgang til et jordstykke vil en lejer eller forpagter, hvis virksomhed er underkastet en højere beskatning end andres, være nødt til at producere mere i jordrente end de andre på det samme jordstykke, dersom han for det første skal betale skatterne, for det andet skal betale lige så meget til jordejeren som de andre kunne betale, og for det tredje skal have så meget til overs, at der bliver profit til ham selv. Da presset fra jordejerens krav har tendens til stadig at tvinge en lejer eller forpagter til at betale det mest mulige, fremhæver det virkningen af skatter, som rammer hårdere på en virksomhed end på en anden. Ligeledes fremhæver det virkningen af skatter, som foranlediger, at den måde en virksomhed bruges på, bliver ændret fra en, der er mere beskattet, til en, der en mindre hårdt beskattet.

Sammenfatning: For at gøre det muligt i praksis at anvende et jordstykke på den mest produktive måde for det mest produktive foretagende, må jordrenten, der produceres af foretagendet, være tilstrækkelig til i det mindste at betale skatterne på produktionen, og til at betale jordejerens krav (der normalt ikke vil være mindre end det, som et mindre produktivt foretagende eller en mindre produktiv metode at bruge jorden på, ville yde). Hvis foretagendet skal organiseres af en driftsherre, må det også kunne yde den mindste profit, som han er villig til at acceptere.

3. Skatter på produktion.

For at kunne vurdere virkningen af skatter, som udskrives på produktionen, er det nødvendigt at føre de hidtil foretagne observationer et trin videre og betragte, hvorledes skatterne i det hele taget bliver pålagt. En god illustration af dette leveres af systemet for de lokale ejendomsskatter i England. Som det tidligere er blevet nævnt i disse essays udskrives lokale ejendomsskatter på en ansættelse af, hvad en jordejer får fra jordstykket, eller kunne få, hvis der var en jordejer. Dette ville sikkert se ud til at være en skat, som med overlæg blev lagt på en del af jordrenten, og for dem, der oprindeligt pålagde den, var det uden tvivl også hensigten med den. Ved en nærmere betragtning af dens virkninger viser det sig imidlertid, at ansættelsen for de (engelske) lokale ejendomsskatter fremkalder en oppustning af jordrenten på omtrent samme måde som skatter, der udskrives på produktion og produktionsprocesser, gør det.

I den hensigt at ansætte de lokale ejendomsskatter baseres vurderingen af jordejerens krav på en antagelse; i England antages det, at jordejerens krav begrænses til, hvad han kunne få fra jorden, hvis den fortsat blev brugt, som den bliver brugt på tidspunktet for ansættelsen.

Resultatet af denne antagelse er, at hvis jorden overhovedet ikke bliver brugt, selvom den er meget værdifuld og på markedet kunne indbringe en høj sum til jordejeren, bliver den ansat til slet intet, og der betales ingen skat af den. Af et jordstykke eller en husblok, der ligger ubenyttet hen i centret af en stor by, betales der således ingen ejendomsskat. Til den anden yderlighed bliver jord, som udvikles fuldt ud og udnyttes til grænsen for dens ydeevne, skatteansat til, hvad en jordejer kunne opnå ved dens fulde udvikling og udnyttelse. For hvert trin, fra at være fuldstændig ubenyttet til at være fuldt udviklet og udnyttet (og antallet af trin er stort) forhøjes skatteansættelsen. Tilføjelse af en ny etage på en bygning eller installation af vandhaner eller centralvarme medfører således, at skatteansættelsen forhøjes.

Det er derfor tydeligt, at enhver forbedring, der udføres i eller på jorden, således at den kan udnyttes i højere grad og blive mere produktiv, medfører en forøget byrde af ejendomsskatter. Resultatet er, som det ville blive, hvis lejeren eller forpagteren for hver forbedring af anvendelsen af hans jordstykke skulle betale mere til jordejeren. Før en lejer eller forpagter indlader sig på at udføre nogen som helst forbedring, må han ikke alene regne med skatterne på de forbedringer, han indfører, men også med den forøgede byrde af de lokale ejendomsskatter, som forbedringerne skal bære. Han vil være nødt til at beregne, hvorvidt stigningen i jordrenten, der vil fremkomme på hans jordstykke som følge af indførelsen af forbedringerne, vil eller ikke vil blive tilstrækkelig til at dække de krav om ejendomsskatter og andre skatter, der vil blive stillet til ham. Det er unødvendigt at sige, at den byrde, der således bliver pålagt, vil afskrække fra at indføre forbedringer og meget vel kan forhindre det.

Dette er den ene side af sagen. Men der er en anden betydningsfuld side. Den mand, som i England lader sin jord ligge ubrugt hen, hvad enten det sker på grund af forsømmelse, eller for sjov, eller for at drive spekulation, eller for at opretholde et monopol, kan være forvisset om, at jordstykket hverken vil blive pålagt lokale ejendomsskatter eller andre skatter. Hans handling kan fordømme mennesker til arbejdsløshed, kan reducere den del af formuen, der går til løn, kan medvirke til, at en industriel krise fremkommer; men han vil være fri for nogen som helst forpligtelse overfor samfundet i denne henseende. på lignende måde kan hans jordstykke være dårligt eller mangelfuldt udviklet, kan endog være et fattigkvarter eller være brugt til en virksomhed, hvor udbytning finder sted; men han kan være sikker på, at de lokale ejendomsskatter og andre skatter, der udskrives i henhold til den måde, jordstykket for tiden anvendes på, vil lade ham have den bedste indtægt, der kan erhverves fra jordstykket under dets nuværende tilstand.

Da han således har sikkerhed i denne henseende, kan han vente, indtil der kommer en foretagsom lejer eller forpagter, eller en offentlig myndighed, som fjerner uordenen på hans jord og udvikler den for ham. Han vil da, selvfølgelig, høste fordelen ved, at han har været afholdende og har ventet med at lade jorden blive fuldt udnyttet.

4. Skatter der tages fra lønnen.

Det er indlysende, at skatter, der tages fra lønnen, vil reducere det udbytte, som arbejderen modtager for sit arbejde. For at illustrere virkningen af dette, vil det være det simpleste at benytte diagrammet, som har været brugt før, og hvori det antages, at jorden er fri, så enhver, som ønsker det, kan erhverve et jordstykke for sig selv, og at lønnen er bestemt ved, hvad arbejderen kunne tjene ved at være sin egen herre på den bedste jord, som frit kan tages i brug. Lad os antage, at lønnen bestemmes ved en produktivitet på 80, og at det mindste, en arbejder er villig til at arbejde for, er 45. Lad os endvidere antage, at regeringen under disse omstændigheder lægger en skat på 50% på lønnen. Hvis forholdene var således, ville resultatet blive som vist i diagrammet i figur 13.

Med en løn på 80 og en beskatning, som tager 40, ville arbejderen ikke have mere end 40 til rest, hvilket ville være mindre end hvad han ville være villig til at acceptere som løn for sit arbejde. Det er klart, at under disse omstændigheder ville han forlange 90 for at få 45 til sig selv, 10 mere end hvad der kunne produceres på det bedste jordstykke, der frit kunne fås til brug. Dette ville selvfølgelig betyde, at de jordstykker, hvor der kun kunne produceres 80 eller mindre, overhovedet ikke ville blive taget i brug. Dette resultat ville blive nøjagtigt det samme, som hvis al jord havde været afspærret og de jordstykker, hvor der kunne produceres 80 eller mindre, ikke kunne tages i brug.

Resultatet af dette kan betragtes, enten som en stigning i lønnen til 90 og et tilsvarende fald i jordrenten til 60, 50, 40 og således videre, eller det kan betragtes som en stigning i jordrenten til 105, 95, 85 og så videre og et tilsvarende fald i lønnen til 45. Hvilken betragtningsmåde, der end anvendes, så vil resultatet blive nøjagtig det samme, som det ville være blevet, hvis kravene på jordrenten blev drevet op til alt, hvad der ville være tilbage efter at arbejderen havde fået det mindste, som han ville være villig til at arbejde for. Kort sagt, skatter, der tages fra lønnen, virker på samme måde som stigninger i jordrenten og kan betragtes sådan. Se figur 14.

Figur 14

Sammenfatning: Skatterne må komme fra jordrenten. Hvis jordrenten er utilstrækkelig til at betale skatterne, må der ske en stigning i jordrenten, ellers må virksomheden gå fallit. Jordrenten kan kun forøges ud over dens naturlige niveau på bekostning af lønnen. Skatter, som ikke kan betales af jordrenten på dens naturlige niveau, oppuster derfor jordrenten og reducerer lønnen.

Denne sammenhæng er imidlertid skjult og kan ikke ses umiddelbart. Skatter kan drive jordrenten op over det punkt, hvor de vil levne mindre i løn til arbejderne, end arbejderne er villige til at acceptere. Ved dette punkt må et videre indhug af skatter enten bæres af de andre fordringshavere på jordrenten, eller virksomheden må gå fallit. Denne hårde kendsgerning deler folk i to partier vedrørende beskatning: på den ene side står de, der betragter industrien u~ fra jordrentemodtagernes synspunkt: jordejerne, pengeudlånerne, entreprenører og lignende, som klart ser beskatningen som en magt, der reducerer deres indtægt og lukker virksomheder, og de er derfor principielt imod beskatning. på den anden side står de, der betragter beskatning ud fra lønmodtagernes synspunkt. Hvor meget beskatningen end forøges, så vil det dog for lønmodtagernes vedkommende ikke betyde nogen stor forskel med hensyn til det umiddelbare skattetryk, for de vil stadig arbejde for det mindste, de er villige til at acceptere. Den anden mand betaler skatterne, og i almindelighed godkender de dette.

Uheldigvis ser de ikke skatternes indirekte virkninger, som, når de medfører, at jordrenten pustes op og jord drives ud af produktion, forstærker kampen for at få arbejde, og reducerer lønnen effektivt. Hvad de ser er, at når skatterne kommer tilbage til dem i form af sygesikring, folkepension og lignende, får de en del af jordrenten tilbage, en del af det den anden mand ellers får, og at hvis skatterne lettes, vil det umiddelbare resultat blive, at de, der har krav på jordrenten, vil få mere, end de gjorde før.

Denne dybe splittelse af interesserne forklarer meget i moderne politik.

4. Kapitel – Rente.

Rente betales af en debitor (skyldner) til en kreditor (fordringshaver). Renten opstår ikke ved et lån af formue, men ved en overførelse af en fordring på formue til gengæld for et løfte om, at en fordring på et lignende beløb vil blive tilbageført på en vis dato i fremtiden.

Forholdet mellem debitor og kreditor er et menneskeligt forhold og renten er en afgift, som betales af den tjenende part til den herskende. Graden af dette slaveri fremgår af de byrdefulde betingelser, som debitorer sædvanligvis accepterer. De vil overføre deres løsøre, deponere deres værdipapirer, pantsætte deres jord og bygninger, og belaste deres fremtidige indtægter for at sikre sig disse lån, og vil almindeligvis underkaste sig selv så strenge forpligtelser, at både retsvæsnet og parlamentet har følt det nødvendigt at gribe ind i parternes frihed til at kontrahere for at beskytte debitorerne mod deres egne overenskomster.

Hele strukturen i et aktieselskab med begrænset ansvar, udstyret med en opdigtet personlighed, som adskiller sig fra medlemmernes, er først og fremmest blevet bygget op for at beskytte låntagere mod deres kreditorer og for at begrænse deres tab i tilfælde af fallit. Denne komplicerede og paradoksale struktur er bragt til verden, tilpasset og udvidet for at gøre det lettere at benytte den form for industriel struktur, som er blevet undersøgt her. Hensigten med den er at opmuntre foretagsomme mennesker til at påtage sig det tunge ansvar det er at skaffe en stor sum penge og udstyre et stort antal mennesker, at leje eller forpagte jord og indgå dertil hørende byrdefulde kontrakter, at pådrage

sig de lokale ejendomsskatter og andre skatter, der lægges på produktionen, og at gøre alt dette, når margenen mellem succes og fallit kun er den snævre profitmargen.

Disse er de risici og farer, som kan true den, der som lejer eller forpagter søger at anvende god jord til produktivt formål. Den foranstaltning, der bruges for at beskytte ham, er en, hvorefter en tænkt eller opdigtet person i form af et aktieselskab med begrænset ansvar bliver indsat som lejer eller forpagter i stedet for ham. Det er næsten unødvendigt at nævne, at jordejere ikke altid vil acceptere disse uvirkelige lejere eller forpagtere, og somme tider fastholder den personlige overenskomst med stifterne; men så vidt det angår resten af verden, er det aktieselskabet, der er indehaveren. I tilfælde af fallit er stifternes tab lig med beløbet af de aktiver, de har tegnet i aktieselskabet.

At folk sjældent kan se det groteske ved dette arrangement, hvor der vendes op og ned på begreberne, illustrerer kun alt for tydeligt, hvorledes brugen af det bar sløvet deres opmærksomhed med hensyn til den frygtelige situation, som samfundet er drevet ind i. For at igangsætte og udvide produktionen forpligtes en håndfuld individuelle mennesker til at påtage sig tyngden af et ansvar med så stor risiko, at enhver må indrømme, at ansvaret er større, end hvad man med rimelighed kan bede nogen almindelig dødelig om at bære. Vejen ud af denne ubehagelige situation er bemærkelsesværdig: Den overmenneskelige byrde overføres fra mennesker til skuldrene af en indbildning, en indbildt Atlas.

For at dette forhold mellem debitor og kreditor kan opstå, må der være en person, som ønsker formue, og som ønsker den så stærkt, at han er villig til at underkaste sig slaveriet af gæld for at få lån, og en person, som har fordringer på formue, som han er villig til at overføre mod at få en godtgørelse. Dette er en situation, som kan opstå i særlige tilfælde i mange samfund. Hvor formuen er så ujævnt fordelt, at størsteparten af menneskene ikke modtager mere end det mindste, de er villige til at arbejde for, er det imidlertid en situation, som sandsynligvis kan blive meget almindelig. Under disse omstændigheder skal man ikke blive overrasket over at se, at særdeles mange mennesker i virkeligheden er villige til at påtage sig den slags gæld, og at pengeudlåning bliver noget, der er almindelig i praksis. Det er ikke alene industrien, der finansieres ved gæld. Arbejdere, som er fuldstændigt afhængige af deres løn, påtager sig tunge gældsforpligtelser for at erhverve hus og hjem og skaffe sig møbler og andre varer, som de ikke har råd til at købe. Fra pantelåneren og forretningen, der sælger på kredit, til den internationale bank og pengeinstituttet er pengeudlåning blevet en vederhæftig og agtet forretning. Det er ikke længere høfligt at tale om åger.

Renten kan, idet den er et sekundært krav, tages fra jordrenten eller lønnen. Der vil imidlertid være en grundlæggende forskel mellem låntagningen, en arbejder påtager sig, og låntagningen en lejer eller forpagter påtager sig. Det er klart, at når en arbejder påtager sig at opfylde et krav om betaling af renter, må han arbejde for at producere renten. Ting, som købes af ham ved hjælp af lån, vil koste ham mere, end hvis han havde købt dem kontant. Hertil kommer, at han vil pantsætte sin fremtidige indtægt og udsætte sig for alle de risici, det indebærer. Der er altid en grænse for, hvad han kan tjene, akkurat som der er en grænse for hans energi. Normalt vil han pådrage sig gæld for med det samme at erhverve sig noget, som han kun ville være i stand til at købe, efter at have sparet op i flere år. Hvis han havde haft råd til det, kan der ikke være tvivl om, hvad der ville være det bedste for ham.

På den anden side kan en foretagsom lejer eller forpagter ved at låne pengemidler for at udstyre de mennesker, han beskæftiger, opnå selv at få en andel af den jordrenteforøgelse, der opstår på hans jord som følge af arbejdets forbedrede evne til at producere. For ham vil gælden ikke føre til forarmelse på grund af renten, men kan i virkeligheden gøre ham rigere. Den eneste måde, hvorpå en mand kan tjene mere end den smule, han kan tjene, hvor lønnen holdes nede, er den, at han skaffer sig en andel af jordrenten. En måde at gøre dette på er at optage pengelån for at udstyre en virksomhed.

Efterhånden som det bliver mere almindeligt at finansiere industrien ved hjælp af gæld, bliver det mere og mere vanskeligt for mennesker at blive deres egen herre, med mindre de kan etablere deres egen virksomhed og organisere den i overensstemmelse med gældende praksis. Set ud fra jordrentemodtagerens synspunkt bliver gældsslaveriet således ombyttet med den profit, han kan opnå ved, enten at få en andel af jordrenten til sig selv, udover hvad han skal betale i renter, eller ved at blive sin egen herre, eller begge dele.

Det er derfor ikke overraskende at se, at der efter de store jordafspærringer, der fandt sted i Europa i det 15. og 16. århundrede, fremkom en væsentlig ændring i den almindelige indstilling over for pengeudlånerne. I tiden før disse jordafspærringer havde den kristne kirke med held fordømt udlån af penge mod betaling af et tillæg som værende syndigt, og denne praksis blev forbudt ved lov i de fleste lande. Efter jordafspærringerne blev dette forbud imidlertid ikke overholdt i praksis. Den nye metode at finansiere industrien på blev en økonomisk nødvendighed, og på grund af disse forhold forsvarede Francis Bacon åger i sit berømte essay om dette emne. Stående over for disse kendsgerninger blev lovene om åger enten lempede, eller de fik lov til at gå ud af brug, og til sidst stiftede regeringerne selv national gæld.

Fordelene, som en lejer eller forpagter kan opnå ved at tage lån, fjerner ikke det slavebundne forhold, han står i over for sine kreditorer•. Forsømmelser i hans planer kan betyde uoprettelig ødelæggelse. Det var for at beskytte ham mod denne ulykke, at begrænsningen af et aktieselskabs ansvar ved hjælp af en indbildt personlighed blev udtænkt, og at konkurslovene blev vedtaget.

1. Renter som tages fra jordrenten i hænderne på lejeren eller forpagteren.

Vi har set, at hvor al jord er afspærret, må renten af lån, der er optaget for at udstyre en virksomhed, tages fra jordrenten. Heraf følger, at hvis det ud fra debitorens synspunkt skal være umagen værd at optage lånet, må forøgelsen i jordrenten, der fremkommer på grund af det udstyr, virksomheden får ved lånet, være større end summen af renten, der skal betales for lånet, og af forøgelsen af de lokale ejendomsskatter og andre skatter, som bliver pålagt udstyret og dets brug.

Nu vil stigningen i produktiviteten som følge af, at arbejderne har fået bedre udstyr, give forskellige resultatet fra jordstykke til jordstykke. For at tage et simpelt eksempel kan vi antage, at produktionen på de forskellige jordstykker er 100, 90, 80 og således videre, at lønnen er på mindsteværdien 45, at der tages 10% af produktionen i skat, og at jordejeren og myndighederne for ejendomsskatter tager det, der er tilbage. Lad os endvidere antage, at arbejderne kun er udstyret med de simpleste værktøjer af den slags, som lønmodtagerne selv kan fremskaffe. Resultatet vil blive som vist i diagrammet figur 15.

Figur 15

Lad os nu antage, at arbejdets produktivitet på hvert jordstykke kan forøges med 50%, når arbejderne udstyres fuldt ud ved hjælp af lån. Idet der ikke regnes med nogen som helst forhøjelse i lønnen eller i kravene fra jordejeren eller fra myndighederne for ejendomsskatter, vil resultatet blive som vist i figur 16.

Det fremgår tydeligt af dette diagram, at den profit, som lejeren eller forpagteren opnår ved at udstyre arbejderne på hans jord, vil falde hurtigt fra jordstykke til jordstykke, indtil den til sidst forsvinder. Den uundgåelige forøgelse i ejendomsskatterne, som ville følge med forbedringen i brugen af jorden, ville selvfølgelig medføre en yderligere reduktion af denne profit.

Man ville derfor forvente, og det kan observeres overalt, at efterhånden som produktionen bevæger sig ud på dårligere jord, falder mængden af de pengemidler, der lånes for at udstyre en virksomhed, og at den andel, der leveres af virksomhedsstifterne, forøges, indtil den lejer eller forpagter, der senere bruger jorden, leverer alle pengemidlerne selv. Man ville også forvente at finde en generel nedgang i udstyrets standard, efterhånden som lejerne eller forpagterne kommer til at støtte sig i mindre grad på låntagning og i højere grad bliver afhængig af deres egne ressourcer. En spadseretur rundt i enhver by eller, for den sags skyld, gennem ethvert landbrugsdistrikt, gør kun dette mere tydeligt.

Det er af meget stor betydning for stifterne af et foretagende, at rentebyrden, som de skal bære, bliver så let som muligt. Heldigvis har renten tendens til at falde til det mindste, som en pengeudlåner vil acceptere. En af grundene hertil er, at trykket fra jordejerens krav, fra ejendomsskatter og andre skatter, alle indsnævrer rammen for den jordrente, der bliver til rådighed for at dække pengeudlånerens krav. Stigninger i rentesatserne for pengelån vil derfor kraftigt reducere mængden af låntagning undtagen i de’ perioder, hvor erhvervslivet har opsving og jordrenten som følge heraf er stigende. Det er indlysende, at en stigning i rentesatsen ikke opmuntrer folk til at forsyne og udstyre industrien; den afskrækker dem fra at gøre det. Den kan opmuntre folk til at udlåne penge, men den opmuntrer ganske sikkert ikke folk til at låne penge; og det er debitoren, som leverer forsyningen og udstyret.

Der er to ting, der påvirker beløbet, som en debitor skal betale i renter. Disse er summen, han låner, og rentesatsen, rentefoden i procent.

Rentesatsen vil variere fra det ene lån til det andet svarende til risikoen, som lånet indebærer. Den almindeligste anordning for at reducere den indeholdte risiko består i at give kreditoren en sikkerhed for hans udlån.

Det er klart, at jo bedre sikkerheden er, jo mindre er risikoen. Hvorledes denne anordning kan bruges vil på et passende sted blive diskuteret i et senere essay.

En anden sag, som påvirker den indeholdte risiko, er bedømmelsen af, om virksomheden, til hvis fordel lånet tages, vil få succes eller blive en fiasko. Denne margen mellem succes og fiasko bestemmes i praksis af profitmargenen. Fremsynede debitorer vil naturligvis lovprise deres forventninger om profit, og den interesserede kreditor, som er godt underrettet, vil betragte de andres håbefulde erklæringer med den dybeste mistro. Kreditoren vil uden tvivl bede om at få beregningerne at se og søge selv, så godt han kan, at bedømme profitmargenen. Antages det, at jordejeren er holdt i skak med en kontrakt om leje eller forpagtning, eller er købt ud, vil profitten, der kan opnås ved at udstyre en virksomhed blive større på bedre jordstykker end på dårligere. Som følge heraf vil de mindre heldigt beliggende lejere eller forpagtere blive stillet over for større krav med hensyn til rentebyrden end dem på de bedre jordstykker. Hvis de går ind på disse krav, vil deres snævre profitmargen blive reduceret endnu mere; i de fleste tilfælde vil de blive nødt til at beskære deres låntagning tilsvarende. Denne tendens til, at rentesatsen bliver højere på jordstykker, der yder mindre jordrente, forstærker den allerede observerede tendens til, at udstyret på disse dårligere jordstykker i sig selv bliver dårligere.

Industriens afhængighed af udstyr, som fremskaffes ved lånte pengemidler, for hvilke rentebetalingen tages fra jordrenten, har således følgende indvirkning på forholdene. Da fordelen ved at udstyre arbejderne på et jordstykke varierer med produktiviteten på jordstykket, og da skatterne udskrives på produktionen og produktionsprocesserne, og rentesatsen bliver større, når den medfølgende risiko bliver større, får udstyret til arbejderne på det ringere jordstykke en tendens til at blive dårligere. Den totale produktion bliver derved reduceret, og fordelene ved at besidde bedre jordstykker bliver forstærket. Omvendt vil vanskelighederne ved at arbejde på de dårligere jordstykker gøre deres anvendelse mindre indbringende, især når erhvervslivet er inde i en nedgangsperiode.

2. Hvor industrien forsynes og udstyres af lønningerne.

Hvor al jord er fri, og skatterne lægges på jordrenten, således at lønnen bestemmes ved, hvad en mand kan tjene ved at arbejde for sig selv på den bedste jord, der frit kan fås til brug, er situationen helt anderledes. Denne situation kan tænkes fremstillet som vist i diagrammet figur 17.

Under disse omstændigheder ville lige dygtigt udført arbejde producere den samme løn på hvert jordstykke (repræsenteret i diagrammet ved 75). Hvor afspærringen af jord og skatterne reducerer arbejdernes belønning til det mindste, en arbejder er villig til at acceptere, bliver formue trukket fra lønnen og lagt til jordrenten. Hvor jorden er fri, og skatterne lægges på jordrenten, står denne samme formue til rådighed for arbejderen, således at han kan bruge den til at forsyne og udstyre sin virksomhed. Uden hensyn til den varierende produktivitet vil arbejdernes stilling på de forskellige jordstykker være den samme, og hvorvidt de selv vil levere deres pengemidler eller fremskaffe dem ved lån, bliver deres egen sag. Almindelig klogskab vil imidlertid sige dem, at det er bedre og billigere, at de selv leverer deres forsyninger og udstyr, end at de bruger en del af deres løn til betaling af renter. Det er ganske sikkert, at optagelse af lån af pengemidler ikke vil yde profit til dem, således som det er tilfældet med en virksomheds driftsherre. Renter vil være et fradrag i lønnen.

Under disse omstændigheder er der overhovedet ingen grund til, at ringere jordstykker på nogen som helst måde skulle blive dårligere udstyret end de bedre jordstykker. Den formue, der står til rådighed til at udstyre arbejdet på jordstykket med, vil variere med lønnen, der tjenes på det, det vil sige, at den ikke vil variere med jordstykkets fordele, men med arbejderens kompetence og dygtighed. Arbejdernes afhængighed af en driftsherre for at få arbejde vil ikke eksistere. De særlige evner og egenskaber, der kræves for at gøre en mand til en succesfuld driftsherre vil være værdifulde i et sådant samfund, men ikke mere værdifulde end de forskellige begavelser og egenskaber, som andre mennesker er udstyret med. De vanskeligheder, som nu forhindrer en mand i at blive sin egen herre, vil være fjernet. Mennesker vil stadigt arbejde i hold på grund af de væsentlige fordele, der kan opnås ved samarbejde, men det vil være et frivilligt fællesskab, hvor hver søger de fælles goder ved gruppen til sin egen fordel og ingen bliver tvunget til lydighed over for en mester. Under sådanne omstændigheder vil produktiviteten på hvert jordstykke blive så høj som dette frivillige samarbejde kan gøre den, og udbyttet til gruppen i form af løn vil stå i et umiddelbart og direkte forhold til gruppens dygtighed og effektivitet.

Til 1. del Samfundets natur

Til 3. del: Flere essays om samfundsøkonomi