Ulighedens oprindelse

Emile de Laveleye: Om ejendomsretten og dens oprindelige former
Ulighedens oprindelse
Ejendomsretten i guldalderen og i den græsk-romerske oldtid
På byfællesskabet følger familiefællesskabet / 
Familiefællesskabet hos sydslaverne og i Middelhavet
De schweiziske almindinger
Gamle ejendomsformer i Holland

Ulighedens oprindelse

Oprindelige samfund består, i det øjeblik da de går over fra hyrdelivet til agerdyrkning, af grupper af mennesker, der føler sig sammenknyttede ved en fælles nedstamnings bånd. De besidder alle en udelelig andel i fællesjorden; de er alle lige og fri; de bestyrer selv deres sager; de dømmer selv; de vælger selv deres anførere. De forskellige grupper, der taler den samme dialekt, og som har en fælles oprindelse, yder hverandre hjælp mod fjenden, og forhandler om fælles forsvars- og angrebsforanstaltninger. Ingen udøver myndighed, medmindre han er blevet udnævnt dertil; alt afgøres efter forhandling ved stemmeflerhed. Ingen øvrighedsperson skylder sin fødsel eller guddommelig ret sin magt. Her er intet, der ligner en suveræn, som påtvinger undersåtter sin vilje. Staten, således som den har udviklet sig i orienten og i Rom, findes her hverken af navn eller af gavn. Individet er sin egen herre og må kun bøje sig for retssædvanens og religionens herredømme. Nationen består således af en samling små selvstændige fristater, der er forenede ved føderationens bånd. Kommunen var i det gamle Germanien den tap, hvorom det politiske liv drejede sig. Fællesskabet og den fri selvstændige kommune er nu forsvundet: Lensvæsenet og kongedømmet kunne ikke finde sig i dens uafhængighed, og berøvede den omtrent overalt dens forrettigheder. Kun nogle afsides lande som Serbien, Frisland, Schweiz, Andorra har bevaret de gamle frie institutioner.

Hvorledes lykkedes det nu for aristokratiet og senere for despotiet at trænge sig ind i samfund, hvor lighedspraksis var sikret ved en så radikal forholdsregel som jordens periodiske deling? Hvorledes blev de oprindelige demokratier betvungne af lensvæsenet? I mange lande, England, Frankrig, den italienske halvø, Indien, var uligheden og adelsvælden en følge af erobring; men hvorledes udviklede uligheden og adelsvælden sig i et land som Tyskland, hvor ingen erobrer kom og påtvang de overvundne en privilegeret kaste? Oprindelig ser vi i Germanien foreninger af frie og lige bønder, således som vi endnu ser det i Uri, Schwyz og Unterwalden. Ved udgangen af middelalderen finder man i samme land et feudalt aristokrati, der har sat sig langt stærkere fast i jordbesiddelsen, og en landbefolkning, der er langt hårdere undertrykket end Englands, Italiens eller Frankrigs. Hvorledes er dette gået til? Dette social-historiske problem fortjener opmærksomhed.

Jordfællesskabet afgiver for de oprindelige samfund et meget fast grundlag; det bevarer ligheden og opretholder en nøje forbindelse mellem alle stammers medlemmer. Det sikrer alle en fuldstændig uafhængighed ved at gøre alle til ejendomsbesiddere. Det er dette krigerfolk trænger til. De græske lovgivere, hvis anskuelser Aristoteles anfører, havde alle sat sig til formål at bevare ligheden mellem borgerne; men man troede i Grækenland at kunne nå dette mål dels ved at begrænse omfanget af de ejendomme, en enkelt måtte besidde, dels ved at sætte bestemmelser for den medgift, der gaves de unge piger, dels ved at indføre fællesmåltider. Byfællesskabet nåede meget sikrere dette mål. Lad os høre, hvorledes privatejendommen og uligheden alligevel trængte ind i lighedssamfundene.

På Java får undertiden det medlem af dessa’en, der opdyrker et stykke af skoven eller af hederne, livsvarig brugsret herover, ja i nogle provinser kunne sådanne stykker endog arves som privatejendom. Samme ret fandtes i den germanske Mark.Den, der indhegnede uopdyrket jord eller en del af fællesskoven for at opdyrke den, blev arvelig heraf. De således opdyrkede jorder blev undtaget fra den almindelige fordeling: de kaldtes derfor på latin “exsortes”, på gammeltysk “Bifang” af verbet “bifahan”, der betyder at gribe, at indhegne. På denne måde opstod der ikke få privatejendomme.

Allerede da Tacitus skrev, var ligheden i klanens midte ikke fuldstændig: nogle familier havde mere magt, større rigdom, flere slaver, ja fik endog en større part ved fordelingen. Det var kun disse mægtigere familier, som kunne skabe sig uafhængige privatejendomme. Disse ejendomme var unddraget den kommunale myndighed, den tvungne driftsmåde; her blev trevangsskiftet først indført, her begyndte man at forlade den ekstensive drift. Af sådanne “herresæder”, “seigneuries”, “curtes nobilium” opstod der stedse flere. I Danmark kaldtes de “Ornum”; “Ornum” blev ikke “rebet” og ikke regnet til bymarken, og indtog i det hele en privilegeret stilling.

I de erobrede romerske provinser satte germanerne sig i besiddelse af en tredjedel eller halvdelen af jorden, og da de ikke var talrige blev hver enkelt andel betydelig.

Endnu en omstændighed bidrog til at undergrave den gamle ordning af landboforholdene og til at ødelægge den oprindelige lighed. Den enkelte bymand kunne ikke frit afhænde sin andel uden samtykke af de andre, der havde ret til at forlange, at fællesskabet atter overtog den: – men denne ret kunne ikke gøres gældende mod kirken. I disse den glødende tros dage skete det nu hyppigt, at de troende testamenterede alt hvad de ejede til kirken, ikke blot deres hus og have. Men også den andel i fællesjorden, der fulgte hermed. Abbedierne og bispestolene blev således medejere i fællesbesiddelserne. Dette var i afgjort strid med den oprindelige ordning. Kirken drog da sine andele ud af fællesskabet, lod dem indhegne, søgte at arrondere dem og lod dem opdyrke af kolonister og livegne. Allerede henimod udgangen af det niende århundrede tilhørte en tredjedel al alle Galliens jorder gejstligheden.

Da befolkningen voksede, måtte de oprindelige fællesmarker stedse mere stykkes ud, og efterhånden som udstykningen tog til, tabte de enkelte dele i betydning, og der savnedes tilstrækkelig kraft til at modstå lensvæsenets og kongedømmets anmasselser. Næsten overalt kom en stor del af fællesområdet i hænderne på fyrsterne. Fra det øjeblik af, da markarbejdet blev udført al lejede folk og livegne, blev agerdyrkning anset som et trællearbejde. De rige og mægtige familier nedlod sig ikke hertil, og de fri agerdyrkere tabte efterhånden i anseelse, også i deres egne øjne. De frie mænds måde at leve på undergik store forandringer som følge af kristendommens indførelse og kongedømmets oprettelse i det 4. og 5. århundrede. De tidligere bestandige krige mellem stammerne blev sjældnere, og der begyndte at råde en vis orden i samfundet. Bymændene levede ikke længere bestandig med våben i hænderne, og den germanske kriger forvandledes umærkeligt til den tyske bonde. De, der havde ejendomme, som de lod dyrke ved lejede folk, kunne leve uden at arbejde; de vedblev at øve sig i våbenbrug; de levede ligesom den gamle germanere af jagt og krig. Uagtet Tyskland ikke var blevet erobret, lykkedes det dem dog at få den samme overmagt over deres landsmænd som Galliens erobrere over de galliske. Man ved endnu ikke med fuldkommen nøjagtighed, hvorledes det 2. århundredes fri bonde er blevet til det 13. århundredes livegne, men så snart de, der udelukkende gav sig af med markarbejde lagde våbnene tilside, medens de andre fremdeles øvede sig i våbenbrug, – måtte hine til sidst blive underkuede af disse. Dog er denne betydningsfulde forandring ikke overalt blevet gennemført på samme tid eller samme måde. Der er egne, hvor friheden og den gamle ordning har holdt sig lige til vore dage.

Der er et andet spørgsmål, som heller ikke er ganske oplyst. Hvorledes er det lykkedes for lensvæsenet – denne hierarkiske ordning af over og underordnede klasser – i Tyskland at afløse en ordning, hvor ligheden var sikret ved jordens periodiske deling? Det, der er ejendommeligt for det feudale system, er lenet, “feudum”, “beneficium” dvs. et gods, hvorover brugsretten overlades som godtgørelse for visse tjenester. Lensherren overdrog nytten – og brugen af en ejendom, mod at den, der modtog lenet, forpligtede sig til at følge ham i krigen eller påtage sig andre forretninger. Oprindelsen til lensvæsenet mener man at kunne spore i det romerske riges sidste tider.

Besidderne af de store romerske godser, “latifundia”, indså at det i stedet for at lade jorden dyrke af slaver, der under tilsyn af en ofte upålidelig ‘majordomus’ arbejdede slet, ville være bedre at overlade driften til “coloni”, hvem udbyttet skulle tilfalde, mod at de afstod en del af høsten. Disse folk var interesserede i at dyrke godt: når totaludbyttet var stort, kunne der blive mere både til dem og til ejerne. Således opstod de såkaldte “coloni medietarii”, “métayers”, halvforpagtere. De germanske livegne var, efter Tacitus’s beskrivelse, stillet omtrent som de romerske “coloni”. De havde alle deres bolig; herren fordrede kun en vis betaling i korn, kvæg osv. af dem. Også arveforpagtning blev almindelig: herren afstod den arvelige benyttelsesret over sit gods, mod at der svaredes ham dels en årlig afgift, dels en sum (indfæstning), hver gang en ny bruger tiltrådte. I arveforpagtningen og i halvforpagtningen genkender man den dobbelte ejendomsret, der var ejendommelig for de afgiftspligtige len: lensherren beholdt en overhøjhed samt de ydelser, hvortil den gav ret; agerdyrkeren havde den arvelige brugsret. – Også det militære len kendte romerne. Ved rigets grænser, langs Rhinen og Donau, overlod Staten Jorder (agri limitrophi) til gamle Krigere, der forpligtede sig til krigstjeneste, hvis det blev nødvendigt; omtrent det samme system, som Østrig har indført i Militærgrænsen. De monarker af germansk oprindelse, under hvilke lensvæsenet udviklede sig, efterlignede kun et system, de alt så i virksomhed.

En i byfællesskabet gammel skik indeholdt også en spire til det feudale system. Som vi har set, overlod man visse fortrinlige lodder som godtgørelse for udførelsen af visse bestillinger. Disse lodder var åbenbart en art len. Bestillingen, og som en følge deraf den medfølgende lod, gik ofte fra fader til søn. Der opstod heraf en bestræbelse for at indføre arvelighed, der også berørte de egentlige len, og som endelig sejrede under karlovingerne. Allerede på Karl d. Stores tid var uligheden blevet meget stor, og ejendommen havde ophobet sig på nogle få hænder, fordi småejerne ofte fandt sig foranledigede til at afstå deres selvejendomme og overtage dem i fæste eller forpagtning. Bønderne var ikke længere i stand til at forsvare deres Mark mod de mægtige; disse tilranede sig overhøjhedsret over hederne og skovene. Allerede i meget gamle dokumenter tales der om skovene, som om de tilhørte kongen. De store herrer indhegnede, navnlig for at sikre sig jagten, skovene og erklærede dem for “bannfor-sten”. Disse anmasselser begyndte under de frankiske dynastier; men de blev navnlig hyppige i det 12. og 13. århundrede. Loven af 1861, der hæver livegenskabet i Rusland, fratager ved et pennestreg bønderne deres nedarvede ret til skovene, for at give godsejerne en udelukkende ret over dem.

I begyndelsen havde folket dommermagt; senere tilranede godsejerne sig også den. Marken, der oprindelig havde været en lille uafhængig fristat, blev ved godsejernes og kongernes anmasselser efterhånden begrænset i den grad, at bøndernes kollektive brugsret over nogle græsgange og skove var det eneste, der agtedes – forsåvidt der endnu var levnet noget af de gamle fællesgræsgange og fællesskove. Dette er reglen. På sine steder holdt den gamle frihed sig længere; om ditmarskerne siger endnu en krønike fra det 14. århundrede: “de lever uden herre og fører; de gør, hvad de vil.” – Westerwold mellem Drenthe og Ems bevarede også sin frihed i lange tider; først i 1316 begyndte det at anerkende biskoppen af Münsters overhøjhed, idet der årligt sendtes ham en røget kapun for hvert hus; – de hollandske provinser Frisland og Drenthe vedligeholdt ligeledes længe deres uafhængighed; – i Andorra og i Schweiz’s skovkantoner har den bevaret sig til vore dage. Disse og flere steder er dog kun undtagelser, der ikke kan svække reglen.

Et af de mærkeligste eksempler på lighedens undergang afgiver England, hvor byfællesskabet dog visselig også i gamle dage rådede. Vi ser i England, tydeligere end noget andet sted, hvorledes uligheden i jordbesiddelsen stedse bliver større. Endnu i 1786 taltes der i England 250.000 ejendomsbesiddere. Efter den nyeste optælling kun 30.760. Rigtigheden af dette tal er bestridt; men hvad der er sikkert, er, at det i alt fald er meget lille og at nogle provinser besiddes af kun fem eller seks personer. “Ved De,” udbrød J. Bright i Birmingham d. 27. august 1866, “ved De, at det halve England ejes af halvandet hundrede personer? Véd De, at det halve Skotland tilhører ti à tolv personer? Ved De, at besiddelsen af grundejendom er et monopol, der stedse bliver mere eksklusivt.”

Selv om uligheden ikke i andre lande har antaget samme omfang som i England gælder det dog overalt, at den store ejendom opsluger den lille. Heri ligger en stor fare for samfundsfreden. Kan man undre sig over at ejendomsretten under sådanne forhold i de besiddelsesløses øjne viser sig som et privilegium, der snart vil blive genstand for angreb?

Ejendomsretten i guldalderen og i
den græsk-romerske oldtid

Fandtes byfællesskabet også i det gamle Grækenland og Italien? Ejedes jorden også her ligesom i det gamle Germanien af hele stammen i fællesskab? Mange forskere har benægtet det. Det ville ganske vist være påfaldende, om de græsk-romerske folk ikke skulle have kendt et system, der var gennemført hos alle andre folk.

Da grækerne og romerne trådte frem i historien, havde de allerede nået en civilisation der var mere fremskreden, mere moderne end germanernes på Tacitus tid. De havde da allerede for længe siden forladt hyrdelivet; de dyrkede korn, og var fuldstændigt gået over til agerbruget. Alligevel er det muligt at påvise talrige spor af en tidligere kommunistisk ordning. Paul Viollet har anstillet dybtgående undersøgelser herom, og er ad arkæologisk vej kommet til et resultat, der bekræfter, hvad nationaløkonomiske undersøgelser lader formode.

Også sagnet om en guldalder, hvor der ikke fandtes nogen privat ejendomsret, bestyrker formodningen om tilværelsen af en kommunistisk ordning i Grækenland og Italien i meget gamle dage. Sagnet om guldalderen er blevet iklædt en poetisk skikkelse; men at de gamle digtere her som på så mange andre punkter afmaler en svunden civilisations-tilstand, hvorom mindet har bevaret sig, bestyrkes af de resultater, hvortil undersøgelser om menneskehedens økonomiske historie er kommet. Oldtidens berømteste digtere skildrer, næsten med de samme ord, den lykkelige tid, da jorden var alles fælleseje. Plato taler også herom. Ja, endnu hos gamle historieskrivere finder vi steder, der viser, at selv på deres tid og i de af dem kendte lande var den kollektive ejendomsret endnu ikke ganske forsvundet. Diodorus fra Sicilien fortæller, at beboerne af Cnidus og Rhodus, flygtende for de asiatiske kongers tyranni, søgte tilflugt på de lipariske øer, hvor de gennemførte følgende samfundsordning: “De delte sig i to forskellige klasser: den ene skulle dyrke jorden, der blev erklæret at være fælleseje; den anden overdrog man forsvaret. Beboerne af øerne samlede på denne måde alle deres ejendomme under et, spiste sammen ved offentlige måltider, og levede i fællesskab i flere år. Senere delte de jorden på øen Lipara, hvor deres by var; men de andre dyrkede de fremdeles i fællesskab. Endelig besluttede de at dele alle øerne imellem sig for en tid af tyve år: efter dette tidsrums udløb skulle de fordeles ved ny lodtrækning. Altså: endnu da Diodorus skrev – dvs. under den første romerske kejser, var privatejendomsretten over jorden endnu ikke fuldstændig indført hos grækerne på de små lipariske øer: lige udenfor Roms porte brugte de den samme periodiske deling, som Cæsar og Tacitus fandt i Germanien. Efter Cæsars vidnesbyrd fulgte sveverne et ganske lignende system. Strabo, Aristoteles o.fl. bekræfter, hvad Diodorus har sagt. Paul Viollet mener, at det kollektive ejendomssystem har efterladt sig dybe spor i det sydlige Italien lige ned til historisk tid. Hvad han anfører herom, er kun gisninger, men gisninger er ikke altid at foragte.

Også i fællesmåltiderne, sussitia, der var så udbredte hos alle gamle folk, ser Viollet, og sikkert med rette, et levn af det oprindelige fællesskab. Endnu i vore dage ser man jo i Schweiz fællesejendom og fællesmåltider følges ad. Viollet udtaler sig herom på følgende måde:

“Når man fortærer jordens frugter i fællesskab, så er grunden den, at jorden oprindelig ikke betragtedes som individets ejendom, men som alles moder. “De samlede alle deres ejendomme under et og spiste i fællesskab ved offentlige måltider,” skriver Diodorus fra Sicilien om beboerne af de små lipardiske øer. Efter min mening åbenbarer disse værdifulde ord os oprindelsen til de offentlige måltider. Denne skik udledes af jordfællesskabet: den knytter sig så nøje dertil som virkning til årsag, ja den tillader os at stige højere op, lige til de patriarkalske familiers omvankende liv. De offentlige måltider var en udbredt skik i Italien og i Grækenland. Efter Aristoteles’s udsagn fik ønotrerne, da de forlod nomadelivet for at gå over til agerbruget, af deres konge Italus den skik at holde fællesmåltider; filosoffen ville have udtrykt sig nøjagtigere, når han havde sagt, at ønotrerne, efter at de havde fået faste boliger, bevarede, ikke antog, denne skik; thi den er efter al rimelighed et levn fra nomadelivet. Det vides, at endnu på Aristoteles’s tid (c: omtrent 400 år efter Roms anlæggelse) holdt flere italienske folk fast ved denne gamle skik. At den på Kreta holdt sig i lang tid ved alle.

Hos spartanerne har de gamle offentlige måltider efterladt sig spor både i lovene og i sæderne. På den ene side bemægtigede lovgiverne sig hin gamle skik; de helligede den og slog den fast ved udtrykkelige påbud, der tvang alle borgere, selv kongerne, til at sætte sig ved det fælles bord; – på den anden side bevarede folket med ærefrygt mindet om disse gamle sædvaner, og ved siden af de lovbestemte måltider, sussitia, var der andre ganske frivillige sammenkomster, der med større renhed bevarede den gamle tradition. Dette spartanernes folkelige måltid, der er langt mindre kendt end det officielle, kaldtes Copis”

Aristoteles. der gentagne gange omtaler de offentlige måltider, betragter dem som et middel til at bevare ligheden.

Ikke blot har det oprindelige fællesskab givet sig udtryk i beretningerne om guldalderen og i visse aldeles kommunistiske institutioner, som fællesmåltiderne; det har også påtrykt forfatningen, lovene, sæderne og forestillingerne i oldtiden sit præg. I Grækenland ofres individet altid for staten, og de politiske skribenter, som Plato og Aristoteles søger bestandigt at opretholde lighed ved at sætte visse grænser for den individuelle virksomhed og navnlig for opdyngen af grundejendom på samme hænder. De store lovgivere, som Lykorg og Minos, anses for at have givet de forfatninger, man tillægger dem, et grundlag i en ny fordeling af ejendommen. Hvert øjeblik træffer man i de gamles skrifter på den tanke, at rigdommene skulle fordeles således, at der sættes grænse for en altfor stor ulighed, og det er i de gamles skrifter at Montesquieu og Rousseau har fundet denne tanke. Viollet bemærker med rette at den individuelle ejendomsrets oprindelse næsten overalt sættes i forbindelse med en fordeling af jorden, der anses for den første fordeling og som er en ligelig fordeling; og heraf kan sluttes at inden denne første fordeling var jorden fælleseje, eller at i det mindste de, der sætter disse kendsgerninger i forbindelse med hinanden, troede, at den var det. Både i Grækenland og i Italien træffer vi hvert øjeblik på beretninger om en sådan fordeling.

Et yderligere bevis for det oprindelige jordfællesskab haves deri, at jorden, selv når den var blevet genstand for privat ejendomsret, ofte hverken måtte sælges eller borttestamenteres. Selv når det var tilladt at afhænde den, var det dog jævnligt forbudt at afhænde den til folk, der ikke hørte til landsbyen, medmindre landsbyens beboere gav deres samtykke dertil, og disse havde altid en fortrinsret til at tilegne sig jorden for den tilbudte pris. Mange gamle love forbyder såvel salg som borttestamenteren af jorden, fordi jordbesiddelsen er almen interesse og ikke kan ordnes efter de enkeltes vilkårlige forgodtbefindende. “O, guder!” udbryder den døende, »er det da ikke hårdt, at jeg ikke må råde over min ejendom, således som jeg finder for godt, og bestemme, at denne skal arve mere efter mig end hin, fordi jeg holder mere af denne end af hin!” Men lovgiveren svarer: “Du, der ikke kan forlænge dit liv med en dag, ville det være rigtigt, om du afgjorde sådanne spørgsmål? Du er jo hverken herre over dine ejendomme eller over dig selv; du og dine ejendomme, alt tilhører din familie, det vil sige dine forfædre og dine efterkommere!” (Plato). Den atheniensiske ret forbød bestemt, lige ned til Solon, testamenter, og selv Solon tillod kun folk, der ingen børn havde, at testamentere. I Sparta var testamenteren i lang tid forbudt eller ukendt, og er først blevet tilladt efter den peloponnesiske krig. På en lignende måde forholdt det sig i Korinth og i Theben. Det er sikkert, at retten til efter behag at borttestamentere sine ejendomme, oprindeligt ikke anerkendtes som en naturlig ret.

Oprindeligt er det klanen, landsbyen, samfundet, der besidder jorden; senere er det familien. Familiefaderen er kun bestyrer af fædrenearven: når han dør, afløses han af en anden bestyrer. Her kan der da ikke være tale om testamente, ja ikke engang om individuel arv. Familiefællesskabet har endnu holdt sig i Serbien. Sandsynligvis har alle folk gennemgået den samme udvikling. Det er romerne, der har opfundet testamentet.

 Det oprindelige fællesskab var, da Sparta fremtrådte i historiens lys, ophørt at eksistere, og Grote og andre nyere historieskrivere mente at have bevist, at Lykurg ikke har grundlagt denne berømte lighed, hvorom der har været talt så meget, men at der tvært imod i den historiske tid bestandig har hersket stor ulighed i Sparta, og at der ikke er blevet foretaget nogen fordeling af grundejendommen før de demagogiske revolutioner i det 3. århundrede. Derimod kan der måske påvises en art familiefællesskab, og af det oprindelige fællesskab var der endnu spor, således de store kommunale besiddelser, Sparta havde, hvis udbytte til dels gik til fællesmåltiderne. Aristoteles bebrejder de spartanske lovgivere, at de ikke havde taget virksomme forholdsregler for at sikre ligheden. Befolkningen er, siger han, delt i rige og fattige; hele rigdommen er i hænderne på nogle få personer, der har uhyre formuer. Efter Aristoteles gik det så vidt, at på kong Agis den Tredjes tid var hele Lakonien kommet i hænderne på kun hundrede personer. Befolkningen tog hurtigt af, og Aristoteles så intet andet middel mod statens forfald end en fordeling af jorderne for at genoprette ligheden. Kampen mellem de rige og de fattige antog en sådan bitterhed, at de rige svor: “Jeg sværger at være folkets fjende og at tilføje det alt det onde, jeg kan!” I Sparta satte, som i andre græske stater, kongerne sig i spidsen for folket imod aristokratiet. Det var den demokratisk-socialistiske cæsarisme. Kong Kleomenes (238-222 f. Kr.) bragte det folkelige program i udførelse: gældens afskaffelse, ejendommens fordeling, indrømmelse af politiske rettigheder til alle der manglede dem. Laconien fordeltes i 15.000 dele, der tilfaldt periøkerne, og 4.500, der tilfaldt borgerne: Kleomenes efterfulgtes af andre “tyranner”, der vedblev at undertrykke og plyndre de rige for at bevare folkegunsten. Spartas økonomiske historie, der går igen i andre græske stater, ligner i høj grad Roms. Sålænge ligheden holder sig, fordi familierne bevarer deres fædrenearv, holder den politiske frihed sig. Såsnart de rige bemægtiger sig jorden, begynder klassekampen, og den ender med despotiets grundlæggelse og statens undergang. 

Efter at romerne havde tilbagelagt byfællesskabets og familiefællesskabets standpunkt, grundlagde de – og de var de første, der grundlagde den – den individuelle, udelukkende ejendomsret over jorden, og på de grundsætninger, de slog fast hviler vore love endnu. Men næppe er den qviritiske ejendomsret grundlagt, før den truer staten og de demokratiske institutioner. Forgæves søger man at sætte grænser for den: den store ejendom opsluger den lille. Roms økonomiske historie er i virkeligheden et billede af kampen mod den qviritiske ejendomsrets omsiggriben.

Oldtidens filosoffer og lovgivere vidste fuldt vel af erfaring, at den politiske frihed og lighed ikke kan holde sig, undtagen når den hviler på den økonomiske lighed. I Grækenland havde man dog gjort nogle forsøg på at sætte grænser for uligheden; men da den qviritiske ejendomsret udviklede sig i Rom, undlod man endog at tage de forsigtighedsregler, grækerne havde udtænkt; tvært imod gjorde erobringen af nye landområder det muligt for den nævnte ejendomsret at udvikle sig efter stedse større omfang. Således fremvoksede den ulighed, der først ødelagde republikken og senere den romerske verden.

Romulus fordelte landområdet mellem de tre stammer; disse deltes i kurier og disse atter i centurier, der bestod af hundrede mænd, hvoraf hver fik 2 “jugera”. Desuden blev en del af jorden henliggende som det offentliges ejendom, som græsgang, “pascua”. Men da de to “jugera” knapt nok forslog til en families underhold., måtte også en del af “ager publicus” opdyrkes. Numa, Tullus Hostilius, Ancus Martius fordelte jorden i lige dele mellem borgerne. Servius Tullius befaler dem, der havde bemægtiget sig det offentliges jorder, at levere dem tilbage, og han giver dem, der ingen jord havde, syv “jugera”, for at plebejerne ikke længere skulle dyrke andres men deres egen jord, og for at de fra nu af skulle være des modigere til at forsvare fædrelandet.

Meget hyppigt foreslog folketribunerne deling af de offentlige jorder; men patricierne forstod at få disse forslag til at strande. Ved den licinske lov blev det forbudt at besidde mere end 500 “jugera” af de offentlige jorder; hvad man besad derudover, skulle fratages en og fordeles mellem de fattige. De licinske love søgte at standse den forfærdelige tilbagegang i tallet på frie mænd; ved at forøge ejendomsbesiddernes tal ville man også forøge soldaternes og borgernes. De licinske love bidrog i høj grad til Roms storhed.

År 338, efter latinernes nederlag, fordeltes deres jorder mellem plebejerne, som fik to “jugera”. Efter Pyrrhus’s nederlag fik de syv. I året 200, da Scipio var vendt tilbage fra Karthago som sejrherre, gav man jord til hans soldater. I 172, efter ligurernes og gallernes nederlag, fandt ny uddeling af jord sted.

Men de fattige fik, trods de licinske love, ikke lov til at beholde deres “jugera”, og det lykkedes de rige at skabe sig uhyre formuer. Cicero var ikke en af Roms mest velhavende borgere, og alligevel ejede han talrige landsteder, hvoraf er havde kostet 3.500.000 sesterser (735.000 Fr.) Crassus havde en formue på 100 millioner sesterser, og hans hustru, Cecilia Metella, er begravet i denne imponerende og pragtfulde grav, som man endnu ser tæt ved Rom på Via Appia. Sulla var rigere end Crassus. Man traf romerske borgere, der ejede indtil 20.000 slaver. Jorden dyrkedes ikke mere af frie mænd. Som en følge af krigene i fremmede lande solgtes slaverne til spotpris, og de frie mænd kunne ikke konkurrere med dem. De levede uden at bestille noget af det korn, der uddeltes til dem, og ved valgene solgte de deres stemme eller solgte sig som vidner.

Tiberius Gracchus genoptog i det væsentlige den licinske lov. En familiefader kunne, og denne gang med fuld ejendomsret, beholde 500 “jugera” offentlig jord og desuden 250 for hvert barn. Forsåvidt han måtte afstå noget, gaves der ham erstatning for udførte forbedringer. Den jord, som staten inddrog, skulle fordeles mellem de mest trængende borgere, hvem det forbødes fremtidig at sælge deres andel. Loven blev vedtaget, men for en stor del omgået. Cajus fremsatte atter lovforslaget, men uden bedre resultat. Det var næsten umuligt for staten at sætte sig i besiddelse af jord, der var blevet ranet for så længe siden, og som vanskelig lod sig udskille fra privatejendommene. For at målet skulle kunne nås, måtte man have udvist en stor energi og haft en sikker støtte. Det er bekendt, med hvilken behændighed patricierne forstod, idet de snart brugte list, snart magt, at skille sig ved graccherne, de største borgere og de mest klartseende statsmænd, Rom har frembragt.

Men en landbolov kunne ikke frelse Rom. Hertil krævedes der en række forholdsregler og en fast politik med det formål at kæmpe mod den store ejendom og genskabe den lille. Da erobringerne bestandig skaffede de rige ny jord og nye slaver, var det desværre umuligt at standse den stedse stærkere udvikling af “latifundia”.

Efter gracchernes død gennemførte de store i årene mellem 121 og 100 tre love, der havde til formål og resultat at begunstige udviklingen af store ejendomme. Den første tillod, i strid med de gracchiske love, at sælge den del af den offentlige jord, man havde fået. Dette førte til, at de fattige solgte deres andel, som de ofte ikke forstod at anvende, og at de rige lidt efter lidt bemægtigede sig hele “ager publicus”. Den anden lov forbød enhver ny deling af “ager publicus”. Den skulle forblive hos de daværende besiddere mod en godtgørelse, der skulle fordeles mellem borgerne; i stedet for at give disse jord, der ville have tvunget dem til at arbejde, gav man dem en pengealmisse, der tilskyndede dem til intet at bestille og til at leve på det offentliges bekostning. Endelig afskaffedes ved den tredje lov selve denne godtgørelse, således at der nu af de gracchiske love kun var én bestemmelse tilbage, en bestemmelse, der udelukkende var i aristokratiets interesse, nemlig den, hvorefter besiddelsen af de offentlige jorder gik over til at blive ejendomsret.

Tribunen Apulejus Saturninus fik i året 100 en lov gennemført, der overlod de romerske borgere ejendomsret i det cisalpinske Gallien. Han lovede også hundrede “jugera” i Afrika til Marius’s veteraner, men denne lov synes ikke at være blevet udført. Marius nøjedes med at give sine soldater fjorten “jugera”, idet han sagde: “Gud forbyde, at nogen romer skulle finde et stykke jord for lille, der er stort nok til at skaffe ham føden.”

I året 65 foreslog tribunen Servius Rullus en lov, hvorefter de i Asien, Afrika og Grækenland erobrede ejendomme skulle sælges, og udbyttet anvendes til i Italien at købe jord, der da skulle uddeles mellem borgerne. Cicero angreb dette lovforslag, og det lykkedes ham at få folket til selv at forkaste det. Tre år efter støttede Cicero den af Flavius foreslåede lov, hvorefter der skulle købes jord for derpå at grundlægge kolonier: men den blev ikke vedtaget.

Cæsar søgte at skaffe de fattige borgere, der havde mere end tre børn, jord ved at fordele “ager publicus” navnlig i Campanien, hvor den hidtil havde været bortforpagtet. Endvidere købtes der private ejendomme for de penge, Pompejus havde bragt ud af sine erobringer. Efter Svetonins blev denne lov udført, og 20.000 familiefædre fik jord.

Hver gang uddelingen af “ager publicus” blev gennemført på en alvorlig måde, havde den de heldigste virkninger, og ved at modsætte sig den bevirkede aristokratiet sin egen og rigets undergang. Plinius har sagt: “latifundia perdidere italiam.” Ploven kørtes ikke mere i Italien, hvor alt arbejde blev udført af slaver. Nogle pragtfulde landsteder og uhyre græsgange afløste den rigdom i agerbruget, som, dengang da de små latinske, samnitiske, etruskiske bønder dyrkede jorden, havde underholdt blomstrende stæder.

For at pøbelen i Rom kunne leve og de stores pragt vedligeholdes, måtte de erobrede lande plyndres. Prætorer, prokonsuler og statsforpagtere kastede sig over provinserne som rovfugle, og ødelagde dem for at vedligeholde lediggangen i Rom. De frie borgere forsvandt. Den romerske verden, der bogstavelig fortæredes af sit pengearistokrati, blev en bold for sine med fremmede og barbarer rekrutterede hære. Det var soldaternes pronunciamentos, der afgjorde rigets skæbne. Da germanerne kom, havde byerne og landet mistet en stor del af deres beboere. 

Siden republikkens begyndelse havde grundejendommen stedse mere og mere samlet sig på nogle få hænder. Plinius fortæller, at i fire provinser ejedes hele “ager publicus” af nogle få familier. En vandledning på seks romerske mils længde gennemskar kun elleve ejendomme, der ejedes af ni personer. “Hvorledes!” skriver Seneca, “et land, der har indesluttet et helt folk er for snævert for en enkelt ejendomsbesidder! Hvor langt vil I køre Eders plov, I, der ikke kan holde Eders ejendom indenfor en provins’ grænser?”

Altså: oprindelig ser vi et byfælleskab, der i Italien opretholder en talrig agerdyrkende og krigerisk befolkning, som lever under demokratiske og frie institutioner. Men i Rom opstår den absolutte individuelle ejendomsret, det qviritiske dominium, og et mægtigt godsejeraristokrati danner sig på dette grundlag. Lidt efter lidt bemægtiger det sig “ager publicus”, fællesjorden, der endnu repræsenterede den gamle kollektive “Mark”. De bestandige erobringer forøger uafbrudt aristokratiets rigdom og magt, idet de stedse tilfører det nye jorder og slaver til at dyrke dem. Forgæves søger man ved landbolove at genoprette de små frie agerbrugeres gamle klasse. Ved siden af de store ved slaver dyrkede ejendomme er der ingen plads for dem; det er ganske som i de nordamerikanske sydstater, hvor den lille fri ejendom ikke kunne holde sig ved siden af de store ved negere dyrkede plantager. Forgæves får plebejerne politiske rettigheder; da det ikke lykkes dem at benytte sig heraf som et middel til at skaffe sig ejendom, er den eneste fordel, de kan drage af stemmeretten, den at sælge den. Ejendommens koncentration i nogle få hænder forøger tallet på slaver og udtørrer derved den naturlige rigdomskilde: det fri og ansvarlige arbejde; og da den ødelægger denne stærke slægt af småejere, af fortrinlige soldater og gode borgere, der havde givet Rom herredømmet over verden, ødelægger den grundlaget for de republikanske institutioner. “Latifundia perdidere Italiam” – Romerrigets uundgåelige forfald retfærdiggør dette ord, der genlyder gennem århundreder som en advarsel til nutidens samfund. Den franske revolution og flertallet af kontinentets lovgivere har været besjælede af den ånd, der dikterede de liciniske og gracchiske love; de har villet skabe et folk af ejendomsbesiddere; det oprindelige fællesskab havde denne virkning. Lige overfor den demokratiske bevægelse, der river os med sig, og lige overfor de lighedstendenser, der gærer i arbejderklasserne, haves der nu kun ét middel til at forebygge katastrofer og frelse friheden: vi må søge en ordning, der skaffer alle arbejdsdygtige borgere ejendom. 

På byfællesskabet følger familiefællesskabet. Familiefællesskabet hos sydslaverne og i Middelhavet

Efterhånden som det, vi plejer at kalde “civilisation”, udvikler sig, svækkes familiebåndene. Denne kendsgerning er så almindelig, at den kan betragtes som en lov for samfundsudviklingen. Sammenlign den romerske familie i oldtiden eller den russiske bondefamilie endnu i vor tid med den angelsaksiske familie i De Forenede Stater, hvor individualismens princip er drevet til det yderste! Hvilken forskel! I Rom og i Rusland har familiefaderen, patriarken, en despotisk magt over sine. Han bestemmer, hvorledes der skal arbejdes, og hvorledes udbyttet skal fordeles; han bortgifter sine døtre og sønner uden hensyn til deres tilbøjeligheder; han råder over deres skæbne og er deres behersker. I De Forenede Stater findes der derimod næsten slet ingen fædrenemagt. De unge mennesker på fjorten, femten år vælger selv deres løbebane og handler på en fuldstændig uafhængig måde. De unge piger går frit ud, rejser alene, tager imod besøg af hvem som helst, vælger selv deres mand uden at spørge nogen om forlov. Snart er den nye slægt spredt for alle vinde. Individet udvikler sig således i hele sin kraft, men familiegruppen spiller ingen social rolle: den skærmer kun om børnene til det snart kommende øjeblik, da de flyver frit ud. Disse amerikanernes huslige sæder hører til det, der mest overrasker de fremmede.

I de gamle samfund er hele samfundsordenen koncentreret i familien. Familien har sine husguder, sine love, sine domstole, sin regering. Det er den, der besidder jorden. Fra slægt til slægt går fædrenearven. Folket består af en samling af uafhængige familier, der kun svagt er forenede ved et meget løst føderalt bånd. Udenfor familiegrupperne består staten ikke. I det græske γενος, i det romerske gens, i det keltiske klan, i det germanske cognatio– for at bruge Cæsars udtryk – overalt genfindes de samme træk. Den fælles nedstamning er overalt det sammenknyttende bånd. I fjerne tider, da staten ikke var udrustet med sin nuværende magtfuldkommenhed, ville individet ikke have kunnet forsvare sig, hvis det havde levet isoleret: i familien finder det den hjælp og beskyttelse, der er uundværlig. Alle familiens medlemmer føler sig solidariske; forurettes et enkelt af dem, kræver de øvrige hævn.

Vi har set, at overalt, på Java og i Indien, i Peru og i Mexico, i Afrika og i Europa, er by- fællesskabet den første samfundsspire: det er landsbyen, der besidder jorden, og det er den, der ligeligt fordeler mellem alle en midlertidig brugsret over jorden. Senere, da fællesbesiddelsen med den periodiske fordeling kom i forfald, gik jorden dog ikke øjeblikkeligt over til at blive de enkeltes private ejendom; men den blev en under samme tag levende families uafhændelige arvegods. Det er ikke muligt overalt at påpege dette “overgangsøjeblik” i den lange økonomiske udvikling, der har ført jordbesiddelsen fra det oprindelige fællesskab til det quiritiske dominium; men vi ser det endnu i vore dage i live hos sydslaverne. Vi har omstændelige beretninger om dette system i middelalderen, og selv efter at det er forsvundet; har det efterladt talrige spor i sædvanerne og lovene. Således var det almindelig forbudt at afhænde jordegodset uden familiens samtykke. Oprindelig var testamenter ganske ukendt; thi de gamle folkeslag forstod ikke, hvorledes en mand kunne have ret til at træffe bestemmelse om, hvorledes der efter hans død skulle forholdes med en ejendom, hvis overdragelse under den patriarkalske ordning afgjordes i overensstemmelse med sædvanens hellige myndighed; selv senere, da testamentet indførtes, kunne testator kun træffe bestemmelse over, hvad han havde erhvervet, ikke over hvad han havde arvet: han er uindskrænket herre over, hvad han har skabt ved eget arbejde og egen flid, men fædrenegodset er et arveligt udbytte af familiens samlede arbejde og han må overdrage det, således som han har fået det. I mange lande ser vi, til en vis tid, at loven tillader testator frit at råde over, hvad han selv har erhvervet; men arvegodset har han snarere bestyret som befuldmægtiget for familien end som absolut ejer, og her standser derfor hans magt. Grunden til disse bestemmelser er, at samfundsordenen til sit grundlag har familier, der betragtes som vedvarende foreninger, og hvis bevaring man ønsker at sikre. Den samme grund var skyld i, at man udelukkede kvinderne fra arveretten over jorden: man måtte forhindre, at de ved giftermål bragte jorden over i en fremmed families besiddelse. Kvinderne havde kun ret til en andel løsøret, til en medgift, ikke til jordegodset.

Ligesom ingen under byfællesskabets system uden de øvrige bymænds samtykke kunne råde over sin egen ejendom – huset og det indhegnede rum – således var det senere ikke tilladt at afhænde jordegodset uden hele familiens samtykke. Opfyldtes denne betingelse ikke, betragtedes afhændelsen som ugyldig, og handelen måtte gå tilbage. Grundlaget for familiens tilbagekøbsret, der i Ungarn holdt sig ned til de nyeste tider, er det gamle princip, hvorefter familien har overhøjhedsret. Når familien kunne købe godset tilbage, er grunden åbenbart den, at den havde en højere ret, som ved salget var blevet miskendt.

I fideikommis’erne og majoratsgodserne, hvor besidderen egenlig kun har en brugsret, haves den aristokratiske form for familiefællesskabet: godset er fremdeles familiens uafhændelige og udelelige besiddelse; kun er der her den ejendommelighed, at det kun er den ældste, der nyder godt af det, ikke alle familiens medlemmer i fællesskab.

Lad os først betragte familiefællesskabet hos sydslaverne, senere vil vi se, hvorledes det var ordnet i middelalderen i Frankrig.

***

Slaverne, der måske kom ind i Europa før germanerne, hare dog længere end disse bevaret de oprindelige tiders skikke og indretninger. Da de første gang viser sig i historien; skildres de som et folk, der hovedsagelig lever af udbyttet af sine hjorder, som et meget blidt men, tappert folk, der i en påfaldende grad elsker musik. De var altså endnu et hyrdefolk, ihvorvel de for størstedelen havde opgivet nomadelivet. Jorden tilhørte “gmina” – det tyske “gemeinde”, kommune – der hvert år på generalforsamlinger (vietza) foretog fordeling af den mellem alle stammens medlemmer. Den årlige besiddelse tilstodes de patriarkalske familier i forhold til det antal personer, hvoraf de bestod. Hver familie styredes af en høvding, Hospodar, som den selv valgte.

Den gamle slaviske historieskriver, Nestor, roser navnlig denne slavernes stærke familiefølelse, hvortil samfundet støttede sig. Denne følelse var, siger han, deres største nationaldyd. Den, der løsgjorde sig for familiebåndet, betragtedes som en forbryder, der havde krænket. naturens helligste love. Den enkelte havde kun rettigheder som medlem af familien. Denne var i sandhed den oprindelige samfundsenhed, og i dens midte rådede det ublandede fællesskab – “omnia erant eis communia”, som en gammel krønikeskriver siger.

De gamle folkedigtninger, hvis opdagelse i Königinhof i Bôhmen har givet den litterære Tjekkiske bevægelse et stød fremad, viser os den gamle familieordning. I det digt, der bærer navnet “Libusin sud” (libusas dom), strides to brødre, Staglav og Hrudos, om en arv, og denne forbrydelse er så skændig, at Moldau sukker, og en svale på Visegrads højder jamrer sig derover. Dronning Libusa udtaler da sin dom: “Brødre, sønner af Klen” siger hun, “nedstammende fra en gammel familie, der kom til dette velsignede land med Tschek, efter at have overskredet tre floder – I må enes som brødre om eders arv, og I skal besidde den i fællesskab efter vor gamle rets hellige traditioner. Familiefaderen styrer huset, mændene dyrker jorden, kvinderne tilvirker klæder. Hvis husets høvding dør, bevarer alle børnene ejendommen i fællesskab og vælger en ny høvding, der på de store dage har forsæde i Rådet sammen med de andre familiefædre.”

I Polen, i Böhmen, ja selv hos slovenerne i Kärnten og Krain forsvandt familiefællesskabet i middelalderen under romerrettens indflydelse. Sydslaverne undgik, tildels på grund af den tyrkiske erobring, denne indflydelse og tænkte kun på omhyggeligt at bevare deres gamle skikke og uafhængighed. Her finder vi da familiefællesskabet bevaret i dets renhed. Endnu i vore dage er det grundlaget for landboordningen hos sydslaverne, lige fra Donaus bredder til hinsides Balkan. I Slavonien, Kroatien, Serbien, Militærgrænsen, Bosnien, Bulgarien, Dalmatien, Herzegowina og Montenegro genfindes den gamle ordning med de samme træk.

Når undtages byerne og denne snævert begrænsede del af det dalmatiske kystland, hvor venetiansk indflydelse fik romerretten til at trænge ind, har historiens omskiftelser – der kastede den ene halvdel af det gamle slaviske rige under det tyrkiske, den anden under det ungarske åg – og forskellighederne i politiske institutioner, der var en følge af denne deling, ikke berørt landboernes skikke: skjulte i mørket har de, uden at tiltrække sig erobrernes opmærksomhed, kunnet holde sig. Først i en nyere tid er det, at der, for eksempel i Serbien, ved lov er truffet bestemmelser om familiefællesskabet. På andre steder er principperne de samme, fordi de nationale traditioner ligner hverandre. Overalt blandt sydslaverne kunne dronning Libusa rejse sin retfærdigheds trone og under høvdingernes bifald forkynde den samme dom som fordum i striden mellem Staglaw og Hrudos på Visegrads høje.

Lad os nu lidt nærmere betragte denne mærkelige institution, der giver grundejendommen her en så forskellig form fra den, den har i occidenten. Familien, dvs. efterkommerne af den samme forfader, der bebor det samme hus eller den samme indhegnede ejendom, der arbejder i fællesskab og i fællesskab nyder udbyttet af arbejdet, ejer også i forening jorden. Dette fællesskab kaldes af tyskerne “Hauskomminion”, af slaverne “druzina”, “drutzvo” eller “zadruga” – ord, der betyder omtrent forening. Familiens hoved kaldes “hospodar” eller “starshina”. Han vælges af foreningens medlemmer. Han bestyrer de fælles anliggender, køber og sælger i foreningens navn, repræsenterer den overfor tredjemand og overfor staten, afgør de stridigheder, der måtte opstå i familiens midte, og er formynder for de mindreårige. Han bestemmer, hvilke arbejder der skal udføres, efter aftale med familiens medlemmer, hvis mening altid afæskes i vigtige sager. Han har den udøvende magt, mens familiens medlemmer har den lovgivende; her findes altså i det små en fri parlamentarisk regering. Den myndighed, familiens hoved udøver, er langt mindre despotisk end i den russiske familie; uafhængighedsfølelsen er langt mere udviklet hos sydslaverne. Den Hospodar, der ville handle på egen hånd uden at rådspørge sine medforenede, ville blive afskyet. Når han føler at han bliver gammel, nedlægger han i almindelighed sine forretninger i overensstemmelse med det serbiske ordsprog: “den, der arbejder, er også den, der skal styre.” Det er ikke altid den ældste, der synes at være bedst skikket til at styre de fælles interesser. Oldingene agtes, og man lytter gerne til deres råd; men man ser ikke op til dem med en sådan næsten hellig ærefrygt, som man gør i Rusland. Hospodarens hustru eller en anden af familiens midte udvalgt kvinde styrer husholdningen og tager sig af de huslige interesser.

En sådan forenings bolig består af et temmeligt stort antal bygninger, der ofte, navnlig i Serbien og Kroatien, hvor der endnu findes store egeskov, helt er bygget af træ. I et indhegnet rum, der omgærdes enten af levende hegn eller af stakitværk, ser man først hovedbygningen, der bebos af hospodaren og hans børn og undertiden af endnu et ægtepar med sit afkom. Her finder man storstuen, hvor familien indtager sine måltider i fællesskab, og hvor den om aftenen samles til aftenlæsning[1]. I tilstødende bygninger har andre familiemedlemmer deres værelser. Starshinas hus er i Serbien kendeligt ved et meget højt og meget spidst tag, der er beklædt med tagspån. Det er omhyggelig hvidtet, og indeholder foruden fællesstuen 2 til 4 sovekamre. De andre husstande har tarveligere små boliger, der er bygget på pæle i en vis højde over jorden som laderne i kanton Valais. Undertiden opfører unge familier sig en særskilt bolig i det indhegnede rum, uden dog at træde ud af foreningen. Ved siden af findes stald- og ladebygninger, vognrum, tørrepladser, hvilket i forening udgør et temmelig betydeligt bygningskompleks. Hvert fællesskab består i almindelighed af 10 til 20 personer, kun undtagelsesvis af 50 til 60.

[1] Alle, der har set det serbiske familieliv, er blevet rørte over den broderlige ånd hvoraf det er besjælet. I sin fortrinlige bog "Serbien" (Leipzig, 1868) beskriver Kanitz det således: "Om aftenen samler hele familien sig i Starshinas hus om den store fællesarne, hvor en livlig ild knitrer. Mændene forfærdiger værktøj til deres arbejde; kvinderne spinder hør; børnene leger ved forældrenes fødder og beder bedstefader fortælle dem historien om Cartrojan eller om Marko Kraljewitch. Så griber Starshina sin "guzla" og giver sig til at synge, idet han akkompagnerer sin sang med ensformige toner. På heltesangene følge sagaer, og alle beretter i ildfulde ord om fædrelandets lidelser og om dets kampe for uafhængigheden. Således er det fælles hjem et sted, hvorhen alle føler sig draget, hvor individets kærlighed til familie og fædreland vækkes og næres, og hvor alles begejstring for den serbiske nations storhed, velstand og frihed opildnes." Visselig kan statistikeren ikke med sine tal beregne den lykke og tilfredshed, der øses i det serbiske familieliv. Visselig bør man, når man taler om disse kommunistiske forhold, ikke overse deres moralske indflydelse.

Hidtil har befolkningen ikke været i meget stærk tilvækst. Nye slægter afløser de gamle uden at medføre væsentlig forandring i forholdene. I de familiefællesskaber, jeg har besøgt i Kroatien og i militærgrænsen, fandt jeg i almindelighed tre generationer forenede under samme tag: bedste- forældrene, der nu har trukket sig tilbage fra arbejdet, sønnerne, der arbejder og hvoraf en er Hospodar, endelig børnebørn i forskellige aldre. Hænder det, at en familie bliver for talrig, deler den sig og danner to fællesskaber. Vanskeligheden ved at sætte bo, ønsket om at bevare familiens velstand og det hele fælles liv hindrer altfor tidlige ægteskaber. Mange unge mennesker søger plads i byen, tager tjeneste i hæren eller søger fri virksomhed. Men sålænge de ikke definitivt har fæstet bo andetsteds, har de ret til atter at træde ind i det fælles hjem. De unge piger, der gifter sig, går over i den familie, i hvilken de indgiftes. Undertiden, men kun sjældent, når der er mangel på arbejdskraft, kan manden træde ind i sin hustrus familie, hvor han får de samme rettigheder som de øvrige medlemmer af fællesskabet.

Ofte overlader man for et år de enkelte husstande udelukkende brugsret over en lille mark, hvis udbytte da tilhører dem alene. Her sås hør og hamp, der, når kvinderne har spundet det, afgiver det fornødne tøj til familien. Kvinderne spinder også ulden af deres får på en håndten, som de kunne arbejde på, alt medens de går eller vogter kvæget. Heraf væves disse hvide og brune uldtøjer, som sydslaverne næsten udelukkende bærer. Kvindernes hvide klæder, der er broderede med de livligste farver efter mønstre, som minder om orienten, gør en fortryllende virkning. Hver enkelt familie tilvirker således næsten alt, hvad dens meget få og beskedne fornødenheder kræver. Der sælges noget kvæg og en del svin, og der købes nogle manufakturartikler. Udbyttet af agerbruget fortæres i fællesskab eller fordeles ligeligt mellem de enkelte husstande; men udbyttet af industriarbejdet tilhører de enkelte. Således kan hver enkelt skabe sig en lille formue, ja han kan endog for egen regning holde en ko eller nogle får, der kan græsse sammen med fælleshjorden. Privatejendommen findes altså her; men den strækker sig ikke over jorden, der vedbliver at være familieforeningens fælleseje.

Familieforeningens jord har et gennemsnitligt omfang af 25-50 “Joch” (c: omtr. 7 à 14 td. land). Besætningen består i almindelighed af nogle par okser eller heste, 4 à 8 køer, en del ungkvæg, en snes får og svin og en stor mængde fjerkræ. Dette forslår i almindelighed til en families underhold. Er høsten usædvanlig rigelig, sælger Starshina hvad der overstiger familiens forbrug, og aflægger regnskab for den anvendelse, han giver de således indvundne penge. De enkelte personer eller husstande anskaffer sig for udbyttet af deres industrivirksomhed eller private agerbrug de luksusgenstande, som de ikke vil undvære. På visse steder skiftes kvinderne hver uge med at besørge husarbejdet: gå i køkkenet, besørge bagningen, malke køerne, kærne smør osv. Den midlertidige husbestyrerinde kaldes “Redusa” dvs. “den, hvis tur det er”, “den, der har uge”.

De familier, der bebor den samme landsby, er altid rede til at hjælpe hverandre. Når et påtrængende nødvendigt arbejde skal udføres, slår flere familier sig sammen, og arbejdet udføres med almindeligt liv; det er en slags fest. Om aftenen synger man folkeviser til “Guzlas” toner eller danser på græsset under de store ege. Sydslaverne holder meget af at synge; de har mange fornøjelser, og deres liv synes lykkeligt. Grunden er, at deres stilling er sikret, og at de ikke har så mange bekymringer som vestens folk, der forgæves bestræber sig for at tilfredsstille de stedse talrigere og mere forfinede fornødenheder. Under disse primitive samfundstilstande hvor jorden bestandig forbliver i den samme families eje, ønsker man ikke at berige sig eller at hæve sig op af sin stand. I familiens skød kan alle leve, som deres forfædre levede, og mere forlanger de ikke. Disse arvebestemmelser, der foranlediger så mange stridigheder mellem nære slægtninge, denne bondens hidsige attrå efter at arrondere sin ejendorn, denne uro hos proletaren, der lever fra hånden i munden, denne forpagterens frygt for at hans afgift skal blive forhøjet, denne i vore dage så almindelige ærgerrighed efter at opnå en højere stilling – alle disse forstyrrende forhold, der andetsteds bringer uro i sjælene, er her ukendte. Tilværelsen henglider fredeligt og ensformigt. Befolkningens tilstand og samfundsordning forandrer sig ikke; det, man kalder fremskridt, findes ikke her, og der gøres intet forsøg på at komme hen imod en bedre eller anden tilstand, fordi man ikke forestiller sig, at det er muligt at forandre den overleverede orden.

Når en person dør, er det kun hans efterladte løsøre, der er arv. Hans børn har ret til en andel i udbyttet af jordegodset, ikke i kraft af en arveret, men i kraft af en personlig ret. Det er ikke, fordi de repræsenterer den afdøde, men fordi de arbejder sammen med de andre for at udnytte den fælles ejendom, at de får del i nydelsen af hvad den afkaster. Ingen kan ved gave eller testamente råde over en del af jorden, fordi ingen er virkelig ejer: det er kun en art brugsret der haves. Kun i det tilfælde, at alle familiens medlemmer er døde på en nær, har denne sidste overlevende ret til at råde over ejendommen, som han vil. Den, der forlader det fælles hjem for at tage fast ophold andetsteds, mister alle sine rettigheder. “Den unge pige, der gifter sig, modtager en medgift i forhold til familiens midler, men hun kan ikke kræve nogen andel i fædrenejorden. Denne er, ligesom majoratsgodserne, det faste grundlag, hvorpå familien støtter sig, og må derfor hverken kunne formindskes eller deles. Enken får fremdeles sit underhold, men til gengæld er hun forpligtet til at arbejde. Gifter hun sig igen, træder hun ud af fællesskabet og har kun ret til en medgift. Den, som i størst grad har bidraget til at forøge Drugas rigdom, har krav på en større andel af den, hvis han træder ud af fællesskabet.

På visse steder blandt sydslaverne har loven godkendt de sædvaner, der styrer familiefællesskaberne. Loven af 7. Maj 1850, der giver bestemmelser om militærgrænsens civilorganisation, har fuldstændig sluttet sig til den nationale institutions principper; det eneste, der er ejendommeligt for militærgrænsen, er forpligtelsen til at bære våben, som påhviler alle dem, der i fællesskaberne har ret til en udelelig andel af jorden. I de den ungarske krone undergivne lande, Kroatien, Slavonien, har de borgerlige love slet intet hensyn taget til de nationale skikke vedrørende fællesskaberne, og civilisationens indflydelse har her i det hele rokket stærkt ved dem. I Serbien er der derimod blevet givet dem lovskraft; dog har loven hos romerretten lånt visse principper, der – hvis de gennemførtes – nødvendigvis ville medføre institutionens undergang: Loven tillader således medlemmerne af fællesskaberne at give deres andel i fællesgodset i underpart for personlig gæld, så at kreditor kan gøre sig betalt af denne andel – en tilladelse, der fuldstændigt strider såvel med traditionen som med andre bestemmelser i loven. I Bosnien, Bulgarien og Montenegro har loven ikke fastslået den nationale skik; men jo mere befolkningerne er blevet undertrykte, des fastere har de sluttet sig hertil. Instinktmæssig slutter menneskene sig sammen for at gøre modstand mod, hvad der truer deres tilværelse: familiegruppen kunne langt bedre end det enestående individ forsvare sig mod det tyrkiske herredømmes strenghed; vi ser da også, at familiefællesskaberne her har bevaret sig bedst og at de her endnu er samfundsordenens grundlag. I Dalmatien har fællesskaberne, uagtet loven nægter dem sin beskyttelse, kunnet holde sig lige ned til vore dage på sine steder i det indre af landet; i byernes nærhed er familieånden derimod svækket; dog nævner man, selv i byerne, nogle store og rige familier, der endnu følger Zadrugas kommunistiske system.

De mest fremragende mænd blandt sydslaverne, som Ban’en Jellatchich, Ærkebiskoppen i Agram, Haulik, Strossmayer, den veltalende biskop i Diakowàr, og fremfor alle Utiesenowitch, har rost fordelene ved deres lands agrarsystem. Og her findes virkelige fordele. Dette system er ikke – som byfællesskabet med de periodiske delinger – nogen hindring for anvendelsen af kapital i landbruget: hver familie har jo sin fædrenejord, som den er lige så interesseret som en individuel ejer i at gøre frugtbringende. Såvel faren ved de engelske latifundia, som ved den franske jord- udstykning, der er drevet så vidt, at et rationelt landbrug vanskeliggøres, undgås her: de serbiske love, der opretholder familiefællesskaberne, giver agerbrugene en passende størrelse, samtidig med at de giver hver mand part i den ejendom, han søger at udnytte. – Støder der noget til, bærer familieforeningen det langt lettere end de isolerede familier: bliver et medlem af familiefællesskabet sygt eller udskrives han til militærtjeneste, overtager et andet medlem hans forretninger, og alt går uforstyrret sin gang; men mister hos os manden sit arbejde, synker han og hans ned i elendighed og falder det offentlige til byrde. Hos sydslaverne, hvor Zadruga-systemet findes, haves der ingen understøttelsesforeninger og fattigvæsen. Arbejdet er ikke – som hos os – en vare, der som alle andre må finde sig i udbuds- og efterspørgselslovens hårdhed. Pauperisme og elendighed kendes ikke her. – Familieforeningerne gør det også muligt at gennemføre en større arbejdsdeling i agerbruget, hvoraf følger en betydelig besparelse af tid og kraft: i tre isolerede husholdninger må der tre kvinder til at tage sig af de huslige sager, tre mænd til at sælge og gøre indkøb, tre børn til at vogte kvæget. Forener disse tre husholdninger sig til en Zadruga, forslår en kvinde, en mand og et barn, og de øvrige kan påtage sig andre indbringende arbejder. De forenede ville også arbejde med større kraft og påpassenhed end lejede folk. –Familiefællesskaberne samler kapital og arbejde i de samme hænder – Noget man i occidenten i nyere tider har søgt at opnå ved hjælp af produktionsforeninger. Men der er den forskel, at de fra umindelige tider eksisterende familiefællesskaber, som med større held end vore produktionsforeninger har gennemført det kooperative system i agerbruget, ikke blot hviler på interessen, men også på den kærlighed og tillid, der skabes ved blodets bånd. – Forbrydelser er mindre hyppige hos sydslaverne end i de øvrige dele’ af det østrig-ungarske rige; thi hvor Zadruga’en findes, kendes elendigheden ikke, og familielivet i Zadruga’en holder manden borte fra kroen og øver i det hele en forædlende iudflydelse. – I Zadruga’en går de gamle traditioner fra slægt til slægt; samfundsordenen finder her en mægtig støtte; den revolutionære ånd kendes ikke. – disse foreninger er endvidere et nyttigt mellemled mellem individet og kommunen; de forbereder til det politiske liv; den måde, hvorpå de styres, har ikke så lidt tilfælles med den kommunale forvaltning; de er en forskole i det parlamentariske system. – Gensidig hjælpsomhed, frivillig disciplin, forenet arbejde for et fælles mål, broderkærlighed er dyder, der udvikles i Zadruga’en. Havesygen kæmper ikke her med blodets røst: med sorgen over faderens død blander sig ikke tanken om den arv, der er at vente. Pengejagt forgifter ikke sjælen; de naturlige følelser kommer til deres ret. 

Har vi for stærkt rost fordelene ved familiefællesskabet og givet et for smilende billede af den patriarkalske tilværelse, man der fører? Vi tror det ikke. Man behøver kun at besøge de slaviske lande syd for Donau, og man vil nøjagtig genfinde den samfundsordning, vi har beskrevet. Og dog – denne ordning styrter, trods sine fordele, sammen og forsvinder overalt, hvor den kommer i berøring med de nye ideer: thi disse institutioner passer kun for de oprindelige tiders stationære tilstand, men kan vanskelig udholde de samfundsforhold, hvor menneskene både vil forbedre deres kår og den politiske og sociale ordning, hvorunder de lever. Denne higen efter at arbejde sig i vejret og denne stedse tiltagende nydelsessyge, der bevæger nutiden, er uforenelig med familieforeningerne, hvor enhvers skæbne er fastslået og ikke kan være meget forskellig fra de andres. Er først ønsket om at berige sig vakt, kan mennesket ikke længere udholde Zadruga’ens åg, hvor let det end er: han vil bevæge sig, handle og virke på eget ansvar. Sålænge uegennyttighed, broderkærlighed, lydighed mod familiehovedet, gensidig overbærenhed findes, er det fælles liv muligt, og selv kvinderne finder behag i det; men forsvinder disse følelser, bliver samlivet uudholdeligt, og hver enkelt husstand søger at få sin egen uafhængige bolig for at unddrage sig fra det fælles liv, og til Zadruga’ens fordele bliver der, hvor store de end er, ikke længere taget noget hensyn. Leve efter eget tykke, arbejde for sig selv, drikke af eget glas – det er det, som man fremfor alt attrår. Uden tro kan de religiøse samfund ikke bestå. Svækkes familiefølelsen, må Zadruga’erne forsvinde. Vi ved ikke, om de folk, der fredeligen har levet i ly af disse patriarkalske institutioner, en gang vil vinde en mere glimrende eller lykkeligere stilling; men det synes sikkert, at de, som det tabte paradis’s Adam, vil betræde en ny løbebane og nyde det uafhængige livs fortryllelse, trods dets ansvar og farer.

Vi tror, at nationaløkonomen ikke uden beklagelse kan se dem forsvinde.

***

Familiefællesskaber, der ganske ligner de sydslaviske, fandtes i middelalderen over hele Frankrig. Med hensyn til den måde, hvorpå de er fremstået, – er der en del meningsforskelle: nogle påstår, at de med et slag er fremstået, fuldt udviklede, som et korrelat til lenene; andre mener, at de skyldes kristendommens indflydelse og at de er dannet efter de religiøse samfunds, navnlig klostrenes mønster. Dette er en vildfarelse. Familiefællesskaberne, der ikke er ejendommelige for Frankrig eller for middelalderen, men som genfindes hos de forskelligste folkeslag til forskellige tider, har ganske naturligt udviklet sig af de tidligere tiders kommunistiske ordning. Oprindelig foretoges der jo, som vi har set, periodiske fordelinger af jorden; men jorden blev fordelt, ikke mellem de enkelte individer, men i almindelighed mellem familierne eller familiegrupperne. Cæsar bekræfter jo dette for germanernes vedkommende med disse tidligere citerede mærkelige ord: “Ingen ejer jorden for sig, men øvrigheden og høvdingerne fordeler hvert år jorden mellem klanerne og mellem de i forening levende familier.” På mange andre steder genfinder vi en lignende ordning. Det skete da ganske naturligt, at da den oprindelige periodiske fordeling mellem familieforeningerne ophørte, vedblev disse foreninger at besidde jorden, og fortsatte, modstående alle omvæltninger, ubemærket deres tilværelse, indtil de endelig henimod udgangen af middelalderen henledte de lovkyndiges opmærksomhed på sig. Men indrømmes må det, at det feudale system begunstigede deres bevaring, da de både var i bøndernes og herrernes interesse. Bønderne sikrede de brugen af et stykke jord, og herrerne afgav de god garanti for de skyldige afgifters betaling og hoveriets ydelse: alle foreningens medlemmer var jo solidariske; hvis et af dem svigtede, måtte de andre betale. Af dokumenter fra middelalderen fremgår det også, at herrerne søgte at begunstige dannelsen eller bevaringen af sådanne foreninger.

Disse middelalderlige fællesskaber hvilede på samme principper som den serbiske Zadruga. Jorden dyrkedes for fælles regning, men det tillodes de enkelte deltagere at skabe sig en lille spareskilling ved forskellig industrivirksomhed. De vigtigste og fleste fornødenhedsartikler produceredes af selve foreningen. Den fælles bolig var udstrakt og sammensat af flere sammenhørende bygninger, lige overfor hvilke laderne og staldene rejste sig. Den kaldtes “cella”, hvilket ord genfindes i en mængde stednavne: la Celle-Saint-Cloud, Mavrissel, Courcelles, Vaucel. Deltagerne i disse foreninger kaldtes “compains”, “compani”, fordi de levede af samme brød, “partçonniers”, fordi hver havde sin andel i udbyttet, “frarescheux”, fordi de levede som brødre og søstre. Samfundet benævnedes “compagnie”, “coterie”, “fraternité.” Oprindelig bestod disse foreninger kun af deltagere, der nedstammede fra en fælles forfader; senere, under det feudale systems indflydelse, optoges også fremmede. Deltagerne arvede hverandre; endog deltagere, der ikke hørte til familien tog arv fremfor nære slægtninge, der stod uden for foreningen. Det er blevet sagt, at denne strenge, tilsyneladende imod familien rettede bestemmelse netop overholdtes i dens interesse: – for således at tvinge den til at holde sammen. I 1788 besøgte Legrand d’Aussy flere af disse foreninger. I sin “Voyage en Auvergue” har han givet følgende beskrivelse af dem:

“Omkring byen Thiers findes midt ude på landet en del spredte huse, der bebos af bondeforeninger, hvoraf nogle giver sig af med knivsmede arbejde, medens andre er jordbrugere. Foruden disse særskilte og eneliggende boliger er der andre mere befolkede, der i forening danner en lille landsby, og hvor det fælles liv er endnu fortroligere. Landsbyen bebos af de forskellige grene af en agerdyrkende familie, hvis medlemmer i almindelighed gifter sig indbyrdes, og som under ledelse af en valgt og afsættelig fører danner en art republik, hvor alle arbejder er fælles, fordi alle personer der er lige. – Der er i omegnen af Thiers flere sådanne republikanske familier, Tarante, Baritel, Terme, Guittard, Bourgade, Beaujeu osv. De to førstnævnte er de talrigeste; men den ældste såvel som berømteste er familien Guittard. Den af denne familie beboede landsby ligger en halv lieu nordvest for Thiers. Den hedder Pinon, og dette navn har der på egnen fortrængt familiens eget navn: man kalder dens medlemmer pinon’erne. I juli 1787, da jeg besøgte dem, udgjorde de fire grene eller fire husstande, i alt nitten personer, mænd, kvinder og børn. Da det imidlertid ikke var tilstrækkelig mange mænd til at bestride de forskellige arbejder, var der tretten tjenestefolk hos dem, så at befolkningen altså i alt udgjorde 32 personer. Det vides ikke bestemt, når denne lille landsby blev grundlagt; sagnet beretter, at det skete i det tolvte århundrede. Bestyrelsen i dette samfund er faderlig, men den vælges dog: alle medlemmerne forsamler sig, og ved stemmeflerhed vælges en maître, der, som hele familiens fader har at tage sig af alle dens anliggender. Denne husbond opkræver penge, sælger og gør indkøb, bestemmer hvad der skal gøres i stand, giver hver især sit arbejde, ordner alt vedrørende husene, høsten, hjorderne; kort sagt: han er som en familiefader. Dog er der denne forskel mellem denne fader og andre fædre, at han, fordi han kun udøver sin myndighed i følge en ham bevist tillid, er ansvarlig lige overfor dem, der har overdraget ham denne myndighed, og at han kan miste den, ligesom han har opnået den; hvis han misbruger sin plads, hvis kan bestyrer slet, samler foreningen sig på ny og afsætter ham. Man har eksempler på denne strenge retfærdighed. – De indre husforretninger er overdraget en kvinde. Hun tager sig af hønsegården, af køkkenet, af linnedet og klæderne. Ligesom husbonden befaler over mændene, således befaler hun over kvinderne, og ligesom han vælges hun ved stemmeflerhed og kan afsættes. Den sunde fornuft har sagt disse bønder, at hvis det hændte sig, at husfruen (la maitresse) var husbondens hustru eller søster, så ville det, hvis disse to bestyrere ikke havde den fornødne ærlighed, være dem altfor let i forening at skade det almenes interesse. For at forhindre sådanne misbrug, bestemmer en af denne lille stats forfatningslove, at husfruen aldrig må tages af samme husstand som husbonden. Denne fører et almindeligt tilsyn og har ret til at råde og irettesætte. Han indtager overalt hæderspladsen. Når han bortgifter sin søn, holder samfundet en fest, til hvilken nabokommunerne indbydes; men denne søn er kun et medlem af republikken som de andre og nyder ingen særlig forret; dør hans fader, arver han kun hans værdighed, forsåvidt han anses for værdig dertil og fortjener at vælges. – En anden grundlov, der følges med den største strenghed, fordi samfundets bevaring afhænger af den, er den, der vedrører ejendommen. Aldrig i noget tilfælde deles den; alt forbliver samlet, ingen arver og hverken ved ægteskab eller på anden måde deles den. Forlader en Guittard-pige Pinon for at gifte sig, giver man hende 600 livres i sølv; men hun må så også give afkald på alt, og den almindelige fædrenearv forbliver samlet som hidtil. På samme måde forholdes der lige overfor de unge knøse, hvis en af dem skulle bosætte sig andetsteds … Medlemmerne arbejder altid sammen, forsåvidt arbejderne ikke nødvendigvis må udføres hver for sig, måltiderne nydes i fællesskab i et stort, meget renligt holdt køkken. Her er der anbragt en fordybning, der danner et slags kapel, og som indeholder et kristus- og et madonnabillede. Efter aftensmåltidet beder medlemmerne der i forening; det er kun om aftenen, at en sådan fællesbøn afholdes; om morgenen beder man hver for sig; thi da de fleste arbejder er forskellige, er den tid, til hvilken man står op, også forskellig. – Familien Guittard ejer landsbyens huse, marker, en skov, en have, vinland og mange kastanjetræer. Men jorden er ikke frugtbar; her avles kun rug, og de 32 munde fortærer hele høsten, så der bliver intet at sælge. Desuden viser disse bønder, der er at agte for deres rene sæder og for deres arbejdsomme liv, megen godgørenhed i deres nabolav. Aldrig kommer en fattig til dem, uden at han bliver vel modtaget. Og han forlader dem aldrig uden at have fået noget at spise; man giver ham suppe og brød. Hvis han vil tilbringe natten hos dem, kan han få ly; ja der er endog i avlsgården et værelse, der særligt er bestemt hertil. Om vinteren driver man menneskekærligheden endnu videre: di fattige får så logis i bagerhuset: De får således både føde og ophold i en varmestue, der beskytter mod kulden. Jeg skal aldrig glemme et troskyldigt ord, som den nuværende husbond sagde i den anledning. Ved at gå over gården bemærkede jeg flere store hunde, der straks gav sig til at gø ad mig. “Vær ikke bange”, sagde han, “de gør kun for at advare mig; men de er ikke slemme; vi opdrager dem ikke til at bide.” “Hvorfor ikke?” spurgte jeg; “Måske det kunne være af vigtighed for Deres sikkerhed.” “Ja, men ofte kommer der en tigger til os om natten. Hundeglammen vækker os; vi står op for at tage imod ham, men vi vil ikke have, at de skulle tilføje ham ondt eller forhindre ham i at komme herind.”

Det her beskrevne samfund bestod altså endnu i 1787, men i de tidligere århundreder fandtes lignende spredte over hele Frankrig, i øst og i vest, i nord og i syd, hvad der synes at vidne om, at de engang må have været i overensstemmelse med tidens sociale fornødenheder. I middelalderen udførtes alle arbejder ved foreninger: religiøse samfund, bondeforeninger, håndværkslav. Lidt efter lidt, og umærkeligt forsvandt de. Da lysten til at forbedre alt, til at forandre alt bemægtigede sig folk, måtte også disse minder om svundne tiders fortrække. Alligevel eksisterede der endnu i det 17. og 18. århundrede mange af disse bondeforeninger. Men ved slutningen af forrige århundrede rejste der sig en stærk opposition imod dem; man beskyldte dem for at avle uærlighed, dovenskab og dvaskhed; de passede slet ikke sammen med den individualisme, der nu gjorde sig gældende. Således forsvandt de lidt efter lidt, og de spor, der endnu findes af dem, må opsøges i Frankrigs mest afsides liggende egne i Nivernais, Auvergne, Bourbounais. Omtrent ved året 1840 besøgte Dupin nogle af disse bondefællesskaber i departementet Nièvre. I sin lærerige bog “l’Organisation de la famille” beskriver Leplay en af disse patriarkalske bondefamilier i Lavedan og forklarer den skade, som dens delvise opløsning har tilføjet den. Emile Souvestre påpeger i sin bog om Finistère tilværelsen af sådanne fællesskaber i Bretagne. – Således findes der da hist og her nogle spor af disse gamle fællesskaber, der i århundreder har skærmet om landbefolkningens tilværelse; men – som hine repræsentanter for en oprindelig fauna, der er i færd med at forsvinde – må de opsøges på de vildeste og mest afsides liggende steder; man kan ikke undertrykke en følelse af beklagelse over den fuldstændige undergang af disse institutioner; der fremkaldte en nu ukendt broderligheds og gensidig forståelses ånd. De beskyttede fordum den livegne mod lensvæsenets hårdhed, og – hvad der ikke er mindre vigtigt – de har bidraget til fremkomsten af de små ejendomme, hvorved de franske landboforhold særlig udmærker sig.

I England har adelen benyttet sig af sin overmagt i staten til på bekostning af de små brug at samle disse uhyre store godser. Hvad er grunden til, at en lignende økonomisk udvikling ikke ses i Frankrig, hvor adelen dog var udrustet med langt mere knusende forrettigheder end i England, og hvor bønderne vare langt mere blottede for rettigheder og langt mere underkuede? Hvorledes har de små ejendomme, selv under det gamle regimente, kunnet gøre fremskridt i et land, hvor alt var dem ugunstigt, og hvorfor er de forsvundet fra det land, hvor den politiske frihed syntes at give dem en fuldstændig sikkerhed? Vi har ikke set nogen forklaring af denne overraskende forskel mellem de to nabolande. Hovedgrunden hertil forekommer os at være den, at bondefællesskaberne holdt sig i Frankrig til ind i det 18. århundrede, medens de allerede meget tidligt forsvandt fra England; sålænge de var tilstede, gjorde de modstand mod adelsgodsernes udvidelse, for det første fordi de havde en sikret og vedblivende tilværelse, for det andet fordi kollektiviteten gav dem en stor sammenholds- og modstandskraft, og endelig fordi ejendommen her så at sige var uafhændelig og beskyttedes mod de udstykninger og omskiftelser, der følger med salg og arvedeling. Når disse foreninger ligesom klostrene har gennemgået hele middelalderen uden at modtage kendelige forandringer, så er grunden den, at de havde en lignende forfatning: de var vedvarende samfund. Da bønderne opgav fællesskaberne, og ved at udstykke jorden skabte de små bondejendomme, havde adelen mistet al evne til at brede sig, og alt nærmede revolutionen sig, der skulle tilintetgøre dens forrettigheder og fuldstændig sikre bøndernes rettigheder. I mellemrummet mellem det øjeblik, da deltagerne i fællesskaberne forvandledes til små selvejere, og det øjeblik da loven fuldstændig frigav dem, havde den alt svækkede lensadel ikke tid til at benytte sig af sin overmagt og sin rigdom til udvidelse af sine godser. I England derimod ophørte fællesskaberne at eksistere på en tid, da adelen endnu var almægtig: de små selvejerbønder, der stod en, forstod ikke at forsvare deres rettigheder, og lidt efter lidt sammenkøbte the lord of the manorderes jorder. Landbefolkningen fik altså for tidligt den private ejendomsret, og de store godser opstod således på dens bekostning. Hvis den kollektive ejendomsret havde holdt sig længere, ville bondefællesskaberne ligesom i Frankrig være blevet efterfulgt af et folk af selvejere. Mærkelig nok: fordi England tidligere end andre lande har forladt de oprindelige tiders landboordning, har lensadelen kunnet holde sig der, og det er den for tidlige indførelse af det nye system, der her har forhindret et bondedemokrati i at udvikle sig således som i Frankrig. 

De schweiziske almindinger

I Schweiz’s gamle kantoner har de mest demokratiske institutioner fra ældgammel tid sikret befolkningen frihed, lighed, orden og så megen lykke, som er forenelig med menneskelige forhold. Vi tror, at dette sjældne held må tilskrives den omstændighed, at man her har bevaret de gamle kommunale institutioner, derunder indbefattet den oprindelige kommunale ejendomsret.

Den franske revolution har begået en fejl, der med hver dag bliver tydeligere: den har villet grundlægge demokratiet samtidig med at tilintetgøre de institutioner, der ene kunne give det livskraft. Den har opstillet læren om det abstrakte menneske, det enestående individ, og den har i teorien indrømmet det alle naturlige rettigheder; men samtidig har den tilintetgjort alt, hvad der knyttede det til de foregående slægter og til dets nuværende medborgere: provinsen med dens traditionelle frihed, kommunen med den fællesejendom, lavene, der forenede det samme håndværks arbejdere til et broderskab. Disse foreninger, der var naturlige udvidelser af familieforholdet, beskyttede individet: de var undertiden en hindring men de afgav også en støtte; de lænkebandt det, men de støttede det. I modgangens dage fandtes i dem en sikker hjælp; under almindelige forhold fandtes her et tilsyn, der holdt manden tilbage på den rette vej. En kraft til forsvar af angrebne rettigheder, en tradition for de ny slægter. Nutiden var knyttet til fortiden med de forrettigheder og goder, den modtog fra den.

Nutildags taber individet sig i staten. Og staten er blot en abstrakt ide, der for de fleste af os kun virkeliggøres under form af skatteopkrævning og soldaterudskrivning. Kommunen har tabt sin stedlige selvstændighed og er kun et hjul i det administrative maskineri, der må adlyde centralmagten. Den kommunale ejendom er næsten overalt enten solgt eller indskrænket. Mennesket, der fødes med fornødenheder, som må tilfredsstilles og med vilje og kraft til at arbejde, kan ikke kræve nogen del af jorden, hvor han kan udøve sin virksomhed. De industrielle korporationer kendes ikke mere; aktieselskaberne, der indtager deres plads, er kun et middel til forening af kapitaler, ikke til forening af mennesker. Religionen – dette mægtige bånd mellem sjælene – har tabt største delen af sin indflydelse; og familieforholdet, der allerede er stærkt rokket, er ikke stort andet end en måde at ordne arvefølgen på. Mennesket føler trang til at forene sig med sine medmennesker; men man har tilintetgjort de institutioner, hvor denne trang fandt udtryk og som gav staten en sikker grundvold.

Man forsøger nu at udfylde det hul, som det gamle systems centralisation og revolutionen har efterladt, ved at stifte fagforeninger, trade unions og kooperative foreninger. Men den broderlige og religiøse følelse, traditionen, retsprincippet mangler, og altfor ofte er disse foreninger kun kampforeninger mod kapitalisterne. Uagtet jeg udsætter mig for at stemples som “reaktionær”, tager jeg dog ikke i betænkning at sige, at tidligere fandtes der to institutioner, som man burde have bevaret og forbedret for derpå at grundlægge demokratiet: den kommunale autonomi og den kommunale ejendom. Politikerne har arbejdet på at indskrænke hin, nationaløkonomerne på at få denne til at forsvinde – en uhyre fejl der overalt vil forhindre oprettelsen af demokratiske institutioner, medmindre man søger at rette den.

Hvis der findes et land, hvor disse institutioner er blevet bevarede, og hvor samtidig frihed, lighed og orden har holdt sig i århundreder, ledes man til at tro, at disse goder forholder sig til hine institutioner, som virkning til årsag, og det må være nyttigt at undersøge, under hvilke de betingelser dette land har nydt disse sjældne goder. Det fortjener at bemærkes at oprindelig fandtes disse institutioner hos alle folk; men næsten overalt er de i tidens løb enten blevet tilintetgjorte eller dybt ændrede. Det er kun i Rusland, at kommunen endnu for en stor del ejer jorden, uagtet adelen, da den i det 16. århundrede satte sig fast, fratog den halvdelen af dens ejendomme og gjorde dens beboere til livegne. I Frankrig havde lensvæsenet svækket det kommunale ejendomsfællesskab, uden dog at tilintetgøre det; det var kongernes despotisme og senere, under den franske revolution, den lidenskabelige tilbøjelighed til at gøre alt ens, der tilføjede det banesåret. I Tyskland lemlæstedes det af adelen og den administrative centralisation. Medens byerne i England, ved en forbavsende modsætning, bevarede alle deres friheder og fandt et organ i underhuset, blev landkommunen opslugt af godsejeren i den grad, at den religiøse forening, sognet (“vestry”) er det eneste, der er blevet tilbage af den. Deraf kommer denne dybe fornedrelse, hvori landarbejderne befinder sig, der først begynde at vågne i det øjeblik, da de erklærer deres arbejdsgivere krig.

Aldrig har man set et mere radikalt demokrati end det, der i tusinde år har eksisteret i det gamle Schweiz; man kan endog ikke tænke sig det gennemført på en fuldstændigere måde. I kantonerne Uri, Schwyz, Glarus i Unterwaldens og Appenzells to halvkantoner regerer folket sig selv direkte uden nogen repræsentativ forsamlings mellemkomst. Om foråret forsamler alle myndige borgere sig på åben mark for at votere love og udnævne embedsmænd, hvem det overdrages at udøve dem. Ligesom de gamle germaner og nordboere samlede sig på tinge og tog beslutning ved “vapnatak”, ved at slå på skjoldene, således samler endnu den dag i dag appenzellerne sig, hvert andet år i Hundwyl, hvertandet i Trogen, bevæbnede med gamle middelalderlige sabler eller kårder, der danne en besynderlig modsætning til de sorte klæder og familieparaplyen. Disse forsamlinger kaldes “landesgemeinde”. Regeringsmåden her er fuldstændig fri og demokratisk. Dette absolutte self-government skriver sig fra de ældste tider. De republikanske institutioner var de oprindelige, ikke det patriarkalske kongedømme. “Friheden er gammel, despotismen er ny” har Mmede Staël sagt. 

Den umiddelbare regering, som Rousseau anså for umulig, har kunnet holde sig i disse kantoner, fordi deres område er meget lille, og fordi lovgivningsarbejdet er meget begrænset. De fleste sager afgøres af kommunen. Forholdet til udlandet er forbundsanliggende. Livet er tarveligt, og sædvaneretten afgør mange spørgsmål. Der bliver derfor ikke mange nye love at vedtage. Landamman’en forelægger forsamlingen lovforslagene. Enhver borger har initiativ og ret til at stille ændringsforslag. Forhandlingerne er ofte meget livlige, ja voldsomme; men det varer ikke længe, inden der forlanges afstemning, fordi alle længes efter at komme hjem. Således undgår man den for konstitutionelle stater ejendommelige plage, parlamentarismens misbrug.

Næsten overalt er de repræsentative forsamlinger for lang tid samlede: undertiden ophidser de folket, undertiden trætter de det. Når repræsentationen ikke er inde, er landet i almindelighed i ro: det beskæftiger sig med sine sager, med kunst og videnskab, med industri og handel. Men næppe begynder parlamentsforhandlingerne før der røres op i alt: partierne kæmper forbitrede med hverandre. Regeringen må forsvare sig mod sine modstandere, og har næppe tid tilovers til at tænke på de almindelige interesser. Nationen sættes i lidenskab ved oratoriske kampe, hvis mål er en ministertaburet. Således udarter parlamentarismen til intrigekampe i parlamentet og til kamp, ofte en uhæderlig kamp, om indflydelse i valgkredsene. I Frankrig og Italien fører parlamentarismens misbrug ligefrem til uorden. En indskrænkning af centralmagtens og en udvidelse af de stedlige myndigheders dvs. provinsens og kommunens magtområde er det bedste middel, hvorved slige misbrug kan undgås.

I flere af Schweiz’s kantoner har kommunerne næsten fuldstændig autonomi. Ikke blot vedtager de reglementariske bestemmelser; men de giver sig selv deres forfatninger, forsåvidt de ikke står i strid med statens love. De bestyrer uafhængigt alt, hvad der vedrører skole-, kirke-, politi-, vej- og fattigvæsen. De udnævner frit alle deres embedsmænd, de fastsætter selv de kommunale skatter. Staten blander sig kun i den kommunale forvaltning for at forebygge forødelse af kommunens arvegods og for at forhindre, at de almindelige love krænkes. I visse kantoner, som Fribourg, Geneve, Bern, er centralmagtens indblandingsret noget større; i andre, som Appenzell og Graubunden, er den lig nul. Staten er dér ikke andet end en føderation af de uafhængige kommuner, der er ældre end og kunne leve uden den. Statsmagten har ingen administrativ kontrol med de stedlige myndigheder; først når en almindelig lov er krænket, kan den skride ind. Borgerne kender kun staten kun gennem kommunerne. Decentralisationen er her endog for stor. Når den kommunale føderalisme føres så vidt, berøver den staten al fasthed, og nationen falder fra hinanden som støv. Tocqueville har vist, at de nordamerikanske forenede staters forfatning har et fortrin deri, at centralmagten efter den, samtidig med at agte de enkelte staters uafhængighed, i de spørgsmål, der er den forbeholdt, henvender sig umiddelbart til borgerne gennem de af den udnævnte og lønnede embedsmænd.

Det republikanske System er i Schweiz kun så fast grundlagt, fordi det har slået rod i de mindste kommuner.

Når det i århundreder har sikret både orden og frihed, så er grunden den, at, da de fleste offentlige interesser afgøres i kommunen, har de forandringer, valgene medfører i regeringens sammensætning, kun en underordnet indflydelse. Det er umuligt hvad man har for søgt i Frankrig – at grundlægge republikken, når man vil opretholde en centralisation, der giver en forsamling eller en præsident magt til at afgøre alt. Aldrig vil et civiliseret land tåle et system, som ved hvert almindeligt valg, ved hver fornyelse af den udøvende magt, påny sætter hele den politiske og sociale ordning under debat. Hvis man vil have, at alle folkesuverænitetens organer skal være genstand for valg, må man nødvendigvis begrænse deres magtfuldkommenhed og indskrænke centralmagtens magtområde. I De Forenede Stater ligesom i Schweiz er det kommunen, der er det politiske og administrative livs hovedarnested. Det er i kommunen, at størstedelen af de kollektive interesser styres. Staten dannes ved de uafhængige og selvstændige kommuners forening.

Det, der adskiller den schweiziske kommune fra den amerikanske, og det, der giver den en langt større betydning, er den omstændighed, at den ikke blot er en politisk og administrativ, men også en økonomisk institution: den indrømmer ikke blot sine medlemmer abstrakte rettigheder; den skaffer dem også tildels eksistensmidler; den sørger ikke blot, som kommunerne i andre lande, for skole-, kirke-, politi- og vejvæsen; men den sikrer alle borgere brugen af en ejendom, en væsentlig betingelse for sand frihed og uafhængighed. Det er denne meget ejendommelige side af kommunalordningen i Schweiz’s oprindelige kantoner, som vi skal betragte.

De kommunale ejendomme kaldes i det gamle Schweiz “Allmenden” (alminding), hvilket antyder, at de er alles fælles eje. I en snævrere forstand betegner ordet “allmend” kun den del af den udelte ejendom, som i landsbyens nærhed er overgivet til dyrkning.

Fællesejendommen består at tre adskilte dele: skov, eng og ager. Nogle steder, som i Zug og Schwyz, udstrækker fællesskabet sig desuden over visse tørvemoser og rørmoser. Fælleden er ikke som andetsteds en nøgen, ufrugtbar slette, hvor der kun græsser nogle magre får, og som frembyder et billede af ligegyldighed og forsømthed. Den bestyres tværtimod efter alle regler for et rationelt agerbrug. Alle de dertil berettigede tager sig med iver af bestyrelsen; og udbyttet er lige så højt som udbyttet af privatejendommene. Allmendens opdyrkede jorder kan udlejes for en betaling af 250 à 300 fr. pr. hektar[2]. Denne fællesejendom giver dem, der har ret til den, tørv eller brænde, træ, bygningstømmer, mejeriprodukter, korn, kartofler eller grøntsager – kort sagt de vigtigste livsfornødenheder.

I mange landsbyer er den del af den dyrkede jord, der tilfalder hver familie, rigelig gødet og behandlet som en fuldstændig køkkenhave. I Stanz har hver bruger ret.til 1400 klafter eller 45 are. I kanton St. Gallen giver landsbyen Buchs hver andelshaver 1500 klafter fortrinlig jord, brændsel for hele året, græsgang til en stor hjord, og dog bliver der så meget tilbage af de kommunale ejendomme, at skolelæreren og præsten dermed kan betales, og at de andre offenlige udgifter kan afholdes, uden at der behøves skattepålæg. I Wartau, ligeledes i St. Gallen, får hver bruger 2500 klafter eller 80 are.

For at have ret til en andel i den kommunale ejendom er det ikke nok, at man bebor kommunen; ja det forslår ikke engang, at man har politiske borgerrettigheder: man må nedstamme fra en familie, der har haft denne ret i umindelige tider eller i det mindste fra tiden før dette århundredes begyndelse. Kun det, at man tilhører en af disse gamle familier giver en andel i den kollektive arveret. Derfor finder man i den samme landsby, ved siden af de privilegerede andre beboere, der er udelukkede fra disse fordele, der i en så kendelig grad forbedrer hines stilling. Disse såkaldte “Beisassen” har ofte beklaget sig over denne ulighed, og den har givet anledning til voldsomme kampe mellem de radikale reformatorer, som forlanger lige ret for alle, og de konservative, der vil opretholde den gamle ordning. Selv i disse så demokratiske kantoner er der altså dog rum for kampen mellem traditionens og nivelleringens ånd. Da dette forhold ikke er ordnet ved nogen almindelig lov, har kampen ikke overalt ført til samme resultat; men i almindelighed er man dog gået ind på overenskomster; hvorved der indrømmes “Beisassen” visse rettigheder. Således har man givet dem lov til at tage brændsel, men ikke bygningstømmer i skovene. Man har tilladt dem at sende ungkvæget og undertiden en eller to malkekøer, men heller ikke mere, på alpegræsgangene. Men fra slettens allmend, den i landsbyens nærhed liggende alminding, er de udelukkede, eller i alt fald indrømmer man dem ikke så meget; kun hist og her kan de tage del i en lodtrækning om de opdyrkede agre og om haverne.

Vi har kun få dokumenter om den måde, hvorpå almindingerne oprindelig brugtes. Dengang da befolkningen var lidet talrig i forhold til den jord, hvorover den havde rådighed, behøvedes der så at sige ingen forskrifter. Enhver huggede i skovene så meget, han trængte til, og lod alt sit kvæg græsse på alperne. Først senere, da deltagernes antal blev for stort til, at en ubegrænset brug kunne tillades, vedtoges der forskrifter, som imidlertid væsentlig kun fastslog, hvad der var skik og brug. Efterhånden som fællesskabets fornødenheder steg, blev disse forskrifter mere bestemte og strenge. Der foregik således en retsudvikling; men rettens grundlag har lige så lidt forandret sig som selve alperne eller det hyrdeliv, der udfolder sig der. Den schweiziske alminding giver os endnu den dag i dag et billede af det liv, vore forfædre førte på Irans højsletter.

De ældste almindingreglementer, der er offentliggjort, skriver sig fra det femtende århundrede. Hvert fællesskab har et gammelt skab, en antik kiste, hvori alle de aktstykker opbevares, der vedrører foreningens ejendom. Man finder her foruden det første reglement, der så at sige er samfundets grundlov –”Einung” eller “Genossenordnung” – de domme, ved hvilke visse tvistepunkter er blevet afgjort, overenskomster med naboerne, beretninger om vigtige på maj eller decembermøderne tagne beslutninger osv. Denne agtelse for ældgamle overleveringer bidrager til at give det schweiziske demokrati dets styrke og fasthed.

Brugsmåden er forskellig i de forskellige kommuner. Flere steder udlejer kommunen sine ejendomme, og udbyttet bruges da til at afholde de offentlige udgifter. Undertiden er der et overskud, som fordeles i penge. Men de fleste af de kommuner, der har agerjord, stykker den ud i lodder mellem de berettigede. Uagtet der findes de forskelligste brugsmåder, kan man dog skelne mellem tre hovedgrupper, som repræsenteres af kantonerne Uri, Glarus og Valais.

Kanton Uri er det primitive land fremfor alle andre. Mark’en, fællesejendommen, er ikke blevet delt mellem kommuner. Der har dannet sig landsbyer: Flüelen, Bürglen, Altdorf, Erstfeld, Silenen, Amstäg, Waset, Andermatt; men når undtages fattigvæsenet, der tildels er overdraget til de forskellige landsbyer, danner de ikke adskilte politiske samfund: det er ikke sande kommuner; beboeren udøver sine brugsrettigheder, hvor han så flytter hen i kantonet. Brugsrethaveren i Silenen kan sende sit kvæg ned i “Schächenthal, og omvendt kan man herfra sende sit kvæg op på Surenen. I så henseende er der ingen anden adskillelse end den, naturen selv har afstukket: kantonet er tydeligt afskåret i to dele: Uridistriktet og Urserndistriktet, der adskilles fra hinanden ved det dybe klippesvælg Schöllenen, der på begge sider begrænses af granitklipper, og nedenfor hvilket Reuss larmer. Her kan derfor tales om to “Marker”: den øvre “Mark”, ovenfor Urner-Loch, og den nedre “Mark”.

I den nedre “Mark” er en stor del at sletten gået over til privatejendom; kun skovene, alperne og nogle almindinger i landsbyernes nærhed har holdt fast ved det oprindelige fællesskab. I den høje, store Urserndal tilhører de smukke græsgange, som Reuss vander, det ursernske fællesskab.

I gamle dage var der stridigheder om grænseskellet mellem Uri-“Marken” og Glarus-“Marken”. Sagnet fortæller, at striden afgjordes på følgende måde: det blev aftalt, at på St. Jørgens dag skulle der fra midten af hvert kantons dal ved første hanegal udgå en løber, og hvor de mødtes, skulle grænsen sættes. I Glarus forede man den hane, der skulle give signalet, på det bedste, idet man håbede, at når den var stærk og kraftig, ville den også gale tidligt. I Altdorf sultede man hanen, og følgen var, at sulten holdt den vågen, og at den galede længe før daggry. I Glarus gol hanen så sent, at løberen fra Urivar var kommet over bjerget og et godt stykke ind i Glarus, da han mødte løberen fra dette kanton. Fortvivlet over den skam, der ville falde tilbage på hans land, bønfaldt han Uriløberen om at afstå noget af, hvad han havde vundet. “Ja”, svarede denne, “Jeg vil afstå dig så meget af bjerget, som du kan gennemløbe med mig på ryggen!” Som sagt, så gjort.

Glarusløberen steg så højt op ad bjerget med den anden på ryggen, som han kunne, indtil han udmattet af anstrengelse faldt død om på bredden af en lille bæk, hvis navn endnu minder om denne begivenhed, Scheidbächli. På den måde kom Urnerboden, der ligger på den glaronesiske side af bjerget, til Uri. – Det er en rørende fortælling om en borger, der – som så ofte i Schweiz’s historie – ofrer sit liv for sit lands vel!

Man kender ikke nøjagtigt omfanget af Uri-almindingerne. Efter et overslag i året 1852 udgør de det nedre distrikt tilhørende alpegræsgange 5417 kuhessen (c: så meget, som behøves til græsning af 1 malkeko i sommermånederne. I andre germanske lande bruges samme mål). Da distriktet tæller 2700 brugsrethavende familier, kommer der altså på hver familie gennemsnitligt to kuhessen.

Fællesskovene er store, rige og vel vedligeholdte; de har en værdi af mindst 4 millioner fr. eller omtrent 1300 fr. pr. familie. For at give en forestilling om, hvorledes delingen af skoven foretages, skal vi meddele den fremgangsmåde, man i 1865 fulgte i landsbyen, Schaddorf nærved Altdorf. De familier, der hele året igennem har haft “feuer und licht”, som fyrer i en ovn, og som er ejendomsbesiddere, har ret til at fælde 6 store fyrretræer. Denne første klasse talte 120 medlemmer. Anden klasse består af dem (i alt 30), der har “feuer und licht”, en ovn, men ingen jordejendomme; de har ret til at fælde 4. Tredje klasse består af enligt levende personer (i alt 9), der heller ikke besidder jordejendomme; de har ret til 3. Endelig er der en fjerde klasse, som består af dem (i alt 25), der vel har “feuer und licht”, men som ikke er husejere; de må kun fælde 2 træer. Der var altså i alt 184 brugshavere, og af dem havde desuden 52 fået bygningstømmer: til bygning af nye huse eller istandsættelse af gamle var der blevet fordelt 178 store træer. Man forstår nu, hvorledes småbønderne kunne have råd til at bygge disse nydelige schweizerhuse, som den rejsende finder så fortryllende: det er fællesskoven, der giver tømmer hertil.

Foruden sine alpegræsgange og sine skove har Urimarken desuden 400 hektar agerjord. Hvilket ligeligt fordelt giver hver familie 14 are have, hvor der høstes grøntsager, frugter, hør, hamp osv. Dette sikrer i alt fald imod stor elendighed. Føjes nu hertil indtægten af privatejendommen og af det personlige arbejde, kan alle de vigtigste fornødenheder tilfredsstilles.

Den grundsætning, der er den vejledende ved fordelingen af udbyttet af fællesejendommene, er den, der gjaldt i de ældste tider. Til enhver skal der gives, eftersom han har behov. Men da dette veksler – ikke med personernes fornødenheder, der omtrent er ens – men med privatejendommens størrelse, der er overordentlig varierende, er det en følge, at de rige begunstiges og de fattige opofres: den, der ikke har noget kvæg, har i virkeligheden ingen glæde af alpegræs gangen; for den, der kan sende tyve eller tredive køer op på den, er det en betydelig indtægtskilde; den, der har store og mange bygninger, kan tage sine seks store fyrretræer til brændsel og så meget bygningstømmer, som synsmændene erklærer nødvendigt; den, der ikke engang har et lille hus, men må bo til leje, må nøjes med sine to træer. Kun ved fordelingen af den opdyrkede agerjord hersker ligheden. Pastor Becker, der dog i almindinginstitutionen ser “det sociale spørgsmåls løsning”, siger meget rigtigt, at det går, som det hedder i lignelsen: “hver den, som har, ham skal gives; men fra den, som ikke har, fra ham skal også tages det, han har.” Dette system kunne være retfærdigt, dengang da der ikke fandtes nogen privatejendom; thi fællesejendommen ville da have samme betydning for alle familier. Nu derimod drager man des mere fordel af fællesejendommen, jo mere privatejendom man har.

Da det almindelige princip er, at man kun kan sende det kvæg, som man om vinteren har underholdt i sine stalde, op på fællesgræsgangen, er det en følge, at den, som ikke har nogen græsmark, hvor han kan høste hø, ikke om vinteren kan underholde noget kvæg, og altså ikke om foråret har noget, som han kan sende op på alpegræsgangen. For dog at sætte visse grænser for denne begunstigelse af de rige, har man fastsat, at ingen må sende mere end 30 køer op på alpegræsgangen; men dette har ikke kunnet forhindre, at her som andetsteds “de store og de små”, “de fede og de magre” i lang tid har stået som fjender over for hverandre. Striden har megen lighed med striden mellem patricier og plebejer om retten til “ager publicus”. Kun er der den forskel, at i Uri er “de fede” i flertal – modsat af hvad der er tilfældet i fleste andre stater. Af 2700 familier har 1665 kvæg; 1036 derimod ikke. De misfornøjede er altså i mindretal, og hverken ad lovgivningens vej eller ved magt – som de for øvrigt ikke har tænkt på at bruge – er det lykkedes dem at forandre det gamle system, som skriver sig fra en tid, da der hverken var rige eller fattige. For at bringe de mest højtlydende fordringer til tavshed, har man givet enhver brugshaver 15-20 are have til dyrkning af kartofler, og desuden får de brændsel.

Da man i princippet indrømmer enhver brugshaver ret til den samme andel, som han kan kræve, når han opfylder de fastsatte betingelser, burde man nærme sig ligheden ved at udvide omfanget af de dyrkede almindinger således, at de repræsenterede en indtægt lig den, alpegræsgangen giver. I kanton Glarus, der er et eksempel på den anden brugsmåde, har man tildels gjort noget lignende.

Kanton Glarus er blandt de gamle kantoner det, som mest har fjernet sig fra den oprindelige delingsmåde, og det, der her er tilbage af fællesejendommene, er gået ind under de enkelte selvstændigt udviklede kommuner, som i stedet for at fordele dem mellem beboerne i almindelighed benytter indtægten til at dække kommuneudgifterne med. Kommunerne her har ikke mange alpegræsgange tilbage: man har i sin tid solgt de fleste som en følge af en stor ulykke, der var overgået landet, og hvad kommunerne endnu besidder lejer de bort ved auktion på et vist åremål – endog til udlændinge, noget, der ganske strider mod gammel skik. Af hvad der kommer ind ved disse bortforpagtninger, lever kommunekassen. Fordum skulle forpagterne hvert år levere en vis mængde smør, “Anken”, der blev fordelt mellem fællesskabets medlemmer, og de forlovede modtog af kommunen en gemse til bryllupshøjtiden. – Nu er gemsen sjælden, og smørret udføres.

Hvad der særlig fortjener opmærksomhed i Glarus, er kommunernes bestræbelse for at bevare en tilstrækkelig mængde dyrket agerjord til fordeling mellem medlemmerne. Hvis antallet af familier stiger, eller hvis nogle parceller er blevet solgt til byggegrund, køber kommunen ny jord, for at hver families andel kan blive uformindsket. Lodderne er noget forskellige i størrelse (10-30 are) og besiddes i et forskelligt åremål (ti, tyve, – tredive år) i de forskellige kommuner. Efter åremålets udløb sker der ny opmåling og ny fordeling ved lodtrækning. Enhver har lov til at benytte sin lod, som han vil; han kan endog leje den til kommunen. Jorden er her fortrinligt dyrket. Enhver brugshaver kan sende det kvæg, han har haft om vinteren, på fællesgræsgangen; men han skal betale en vis godtgørelse pr. hoved; dog skal der ikke betales for græsning af geder: geden er den fattiges ko og kantonets yndlingsdyr, og det er den, der leverer den berømte ost “Schab-Zieger”.

Der findes ligeledes her mange private foreninger, der ejer jorder. Ti, tyve, tredive agerbrugere har indgået foreninger, der ejer græsgange og agerjord. Udbyttet af den udelte ejendom fordeles imellem foreningens medlemmer i forhold til deres andel. Disse kooperative agerbrugsforeninger har holdt sig i århundreder. – Også i kanton Appenzell har man for ikke længe siden dannet to sådanne foreninger, hvis jorder dyrkes i fællesskab. Foreningens aktier står over pari.

Det er ejendommeligt at se, hvorledes de ældste tiders agerbrug i Glarus findes side om side med den moderne industri. Glarus er en af de egne i Europa, hvor industrien forholdsvis beskæftiger flest arme. Men arbejderne fører ganske vist et helt andet liv i det lille schweiziske kanton end i de engelske fabriksbyer. Almindinginstitutionen giver Glarus et ganske ejendommeligt præg.

I kanton Valais finder man en type på den tredje brugsmåde. Her har den patriarkalske tids broderlige forhold bevaret sig i hele deres rørende simpelhed. Næsten alle kommunerne har temmelig udstrakte ejendomme, der består af skove, græsgange, vinbjerge og kornmarker. Som i Uri er retten til at benytte alpegræsgange så at sige en del af privatejendommen: den mængde kvæg man må sende op på fællesgræsgangen, afhænger af den mængde; man har haft om vinteren i sine stalde. Men skoven deles i parceller, som ved lodtrækning fordeles mellem de berettigede. Meget omstændelige reglementer give nu forskrifter for brugen af skovene; men i tidligere dage har Valais ødelagt sine skove på den grusomste måde, og næsten alle de bjergkløfter, der udmunder i Rhonedalen er forhuggede og har lidt meget ved bjergstrømmene.

Kommunevinbjergene dyrkes i fællesskab. Alle medlemmer arbejder det samme antal arbejdsdage. I nogle egne behandles kornmarkerne på en lignende måde. Efter høsten afholdes fællesmåltider “Gemeindetrinket”, der minder om spartanernes måltider eller om de første kristnes kærlighedsmåltider. – Foruden kommunerne har de i Schweiz så stærkt udbredte skydeselskaber, marker og vinbjerge, som “les seigneurs tireurs” dyrker i fællesskab, og hvis udbytte fortæres ved fællesmåltider om sommeren hver søndag efter skiveskydningens (le tir) afholdelse.

Man kender ikke omfanget og værdien af kommuneejendommene i de forskellige kantoner. En fuldstændig statistik heraf haves ikke; derfor kun nogle få tal: I halvkantonet Obwald med 13.000 indbyggere anslås kommuneejendommenes værdi til 11,3 mio. fr.; i Appenzell-Innerroden med 9.800 indbyggere til 3 mio.; i Solothurn til 7 mio.; i kanton St. Gallen, hvor disse ejendomme er meget udstrakte, har alene byen St. Gallens en værdi af 6,3 mio. fr.; i kanton Schaffhausen udgør fællesejendommene en tredjedel af kantonets hele territorium. I kantonerne Uri, Zug og Schyz findes der ligeledes meget udstrakte almindinger.

Man ser i Schweiz, hvorledes det politiske samfund har udviklet sig af det økonomiske, af almindinginstitutionen. Særlig Schwyz har endnu mange levn fra den gamle ordning; “Oberallmeind” er her en levn fra det gamle “Markgenossenschaft’, der i sin tid besad meget udstrakte almindinger. “Unterallmeind” eksisterer også den dag i dag: den omfatter bl.a. hele den nordlige del af Rigi. Disse foreninger var i tidligere dage uafhængige samfund. Også Gersau med sin alminding var tidligere en uafhængig stat, en republik, der i 1390 mod en betaling af “690 pund pfenninge” havde tilkøbt sig fuld selvstændighed, og som først i 1817 har forenet sig med Schwyz ved en fri overenskomst. – Også i Elsass og Baden findes der en del levn af almindingerne, men lagt fra så betydelige som i Schweiz. Den bekendte nationaløkonom Rau omtaler de badensiske almindinger, og er gunstig stemt mod denne institution.

***

Efter den lærde baseler-professor Andreas Heusler må de schweiziske almindinger ikke betragtes som foreninger af individuelle interesser, som foreninger, hvis formål det er at fremme de enkelte medlemmers private interesser. Foreningerne har en selvstændig tilværelse, og deres formål er at fremme landets eller landsbyens almindelige vel. Det er i det heles, ikke i de enkeltes interesse, at de er indstiftede. Den ret, som disse fællesskaber udøver, er ikke nogen “Miteigenthumsrecht”; det er en “Gesammteigenthumsrecht”. Det er ikke en samling individer, der besidder; det er et vedvarende samfund, som gennem århundreder holder sig uforandret, hvor mange eller hvor få deltagerne end er. Deltageren ejer ikke en del af grundejendommen; han har forholdsmæssig andel i udbyttet at fællesejendommen.

Privatejendommen er i mere end en henseende underordnet under fællesejendommen. De i fællesskabet lodtagne har f.eks. til visse tider ret til at lade deres kvæg græsse på privatfolks marker. Den private ejer har ikke lov til efter behag at hugge i den skov, der tilhører ham; thi ryddede han den helt, ville han jo trænge til mere træ af fællesskoven. Mange reglementer forbyder også privatejeren at udvide sit hus eller sine stalde, når han ikke har fået tilladelse hertil af foreningens synsmænd; thi gør han sine bygninger større, vil han jo også trænge til mere af fællesskovens tømmer for at kunne vedligeholde dem. Privatejendommen bør altid og overalt vige pladsen for fællesejendommen.

Den økonomiske korporation, der besidder almindingerne, falder ikke sammen med det politiske samfund, der udgør kommunen. I stanz i Nidwald udgør for eksempel kommunens beboere en forening, der kaldes “die Dorfleute zu Stanz. De forener sig i almindelige møder for umiddelbart at træffe bestemmelser om kommunens anliggender. Den økonomiske forening. “Theilsame” består derimod af brugshaverne fra Oberdorf og Stanz under et. Adskillelsen mellem de borgere, der har brugsret og dem, der mangler den, skriver sig fra 1641, og den agtes bestandig. Det viser sig her, at de absolutte demokratier er meget konservative. Også i Ny-England ser man, at de ultra-demokratiske forfatninger er de ældste.

Brugsretten følger med personen, ikke med ejendommen. Den kan ikke afhændes. I almindelighed er det en betingelse for at kunne udøve den, at man hele året har haft “feuer und licht”, eller i alt fald på en bestemt dag. I Wolfenschiessen skal således den berettigede have tilbragt natten til den 15. marts i kommunen.

Brugsretten er, som vi har set, forskelligt ordnet på de forskellige steder. Nogle grundsætninger er dog temmelig almindelig gældende. På alpegræsgangen må kun sendes det kvæg, som man om vinteren har haft på sin private ejendom. Er græsgangen for lille til at modtage alt kvæget, sker der en forholdsmæssig reduktion. På forårsgeneralforsamlingen, inden kvæget sendes op på bjerget, erklærer hver brugshaver under eds tilbud, hvor stor kvægbesætning han har haft. Svig er umulig, da synsmændene ved, hvor meget de forskellige ejendomme kan underholde. Den mindste uredelighed straffes med strenge bøder eller forbrydelse af brugsretten. I Giswyl og i Sachsen fordeles græsgangene ved lodtrækning. I Alpnach går de på tur, nogle steder svares der af hvert kvæghøved en skat, hvis udbytte fordeles mellem dem, der intet kvæg har.

I tidligere tider, da skovene var udstrakte og befolkningen lidet talrig, kunne enhver hugge efter behag. Nu hersker der tildels strenge bestemmelser. Nogle skove, der tjener som dæmning mod lavinerne, må der ikke hugges i. I andre bestemmer synsmænd, hvad der må hugges. Bygningstømmer udleveres til de enkelte familier i forhold til den trang, de har dertil. I Uri gælder samme regel med hensyn til brændsel. Andre steder får hver familie samme mængde brændsel, det er strengt forbudt at sælge det træ, man har fået af fællesskovene, udenfor kommunen.

De opdyrkede almindinger findes i landsbyens nærhed. De fordeles i et større antal parceller, hvoraf 5, 6, 7 i forening udgør en lod. Undertiden overlades lodderne dog udelte til de berettigede. Fordelingen sker ofte ved lodtrækning. Brugsretten haves i ti, femten, tyve år eller for hele livet. Når tiden er udløbet, vender alt tilbage til fællesskabet, og en ny fordeling foretages. Undertiden fordeles ikke alle lodder, men nogle, der da midlertidigt udlejes, holdes i reserve, for at de i fornødent fald kunne tilstås en dertil berettiget familie. Disse almindinger er altid fortrinligt dyrkede, uagtet de kun besiddes for et vist tidsrum, og i så henseende ligner de ingenlunde de russiske landsbyers fællesjorder, uagtet systemer her er et lignende. For at overbevise sig herom, behøver man ikke at fordybe sig i fjernt liggende dale. To skridt fra Interlaken, dette den elegante verdens mødested, hvor tusinder af rejsende samles hvert år, kan man besøge Böningen-Allmend, der omfatter hele det delta, som Lutschine danner der, hvor den falder i Brienzersøen. Hvis man betragter denne slette fra en nærliggende højde, f.ex, fra Ameisenhügel på Scheinige-Platte, ser man den delt i en utallig mængde små firkanter, hvor der dyrkes kartofler, grøntsager, hør osv., og hvor der hist og her er plantet frugttræer. Det er lige så mange små haver på nogle ares størrelse, der er fortrinligt behandlede med spaden, gødede og lugede. Udbyttet er fortrinligt. Denne alminding er omtrent 100 hektar stor, fordelt mellem 343 familier, og hver lod har 7 parceller. Denne vidtdrevne sønderdeling bruges, for at alle kan få noget af hver slags jord.

Disse foreninger af brugshavere er sande republikker. Deres forfatninger skriver sig fra middelalderens begyndelse, men er i tidernes løb undergået mange ændringer og forbedringer. Eksempelvis skal her omtales den forfatning, det schwyz’iske fællesskab “Gross” har. Alle attenårige brugshavere samles en gang hvert år i april måned for at høre årsberetningen og ordne de løbende forretninger. Præsidenten kan, om fornødent, sammenkalde forsamlingen “Genossengemeinde”, til overordentlige møder. Hvert andet år vælges alle embedsmænd; ingen kan undslå sig for at modtage valg. Den udøvende magt er i hænderne på et af 7 medlemmer bestående råd, der vælges af forsamlingen. Dette råd træffer bestemmelser om benyttelsen af skovene, foretager fordelingen af jorderne, fastsætter bøder for overtrædelser af reglementerne, repræsenterer fællesskabet i alle retssager, lader udføre arbejder, hvor omkostningerne ikke overstige 60 fr.; større arbejder skal voteres af generalforsamlingen. Rådet sammenkaldes til møder af præsidenten. Denne skal desuden sammenkalde en overordentlig generalforsamling, når 100 medlemmer forlanger det. – Forfatningerne er gennemgående overordentlig demokratiske. Det er sikkert, at de på en heldig måde svarer til deres bestemmelse. Fællesejendommen bestyres godt, og udbyttet fordeles på en retfærdig måde.

***

Efter vor mening er fordelene ved disse gamle institutioner så store, at det schweiziske demokratis lange og hæderfulde beståen må tilskrives dem. Disse fordele er både af politisk og af økonomisk art.

Det må da først fremhæves, at deltagerne i de schweiziske almindinger ved at tage del i bestyrelsen af fællesejendommen forberedes til det politiske liv og vænnes til at beskæftige sig med bestyrelsen af offentlige sager. De er tilstede ved forhandlinger, og de kan blande sig i dem; de vælger deres delegerede; de hører dem aflægge årsberetningen, der bliver diskuteret og vedtaget af dem. Sålede sættes de på en fortrinlig måde ind i det parlamentariske systems maskineri. De er medlemmer af ældgamle virkelige kooperative bondesamfund, og her udvikles hos dem den administrative færdighed, der er uundværlig i et land, hvor den almindelige stemmeret findes. Lad os ikke glemme, at også det amerikanske demokrati har haft sin støtte i den amerikanske kommune.

Når dem naturlige ret til ejendom virkelig sikres alle, hviler samfundet på en urokkelig grundvold; thi ingen er da interesseret i at kuldkaste det: der gives ikke noget land, hvor folket er mere konservativt end i Schweiz’s gamle kantoner, hvor almindinginstitutionen har bevaret sig i sin renhed. Men i en stat, hvor der kun findes et stærkt begrænset antal ejendomsbesiddere, som i England, fremtræder retten til ejendom som et privilegium, som et monopol, og det varer ikke længe, inden den bliver genstand for de farligste angreb. Medens i England en million fattige lever af offentlige almisser, og medens landarbejderen dér savner ordentlige boliger, oplysning og velvære, er deltagerne i de schweiziske almindinger i det mindste beskyttede imod at lide fuldstændig nød. De får brændsel og græsning til en ko og kan høste kartofler, grøntsager og nogle frugter.

Når prisen på kul og brænde på grund af visse økonomiske omstændigheder stiger, så påfører en slig prisstigning andetsteds fattige familier usigelige lidelser. Den schweiziske bonde, der direkte tager sin del af jordens produkter, berøres ikke synderligt af sådanne prissvingninger: hvad der end sker, så har han dog altid midler til at tilfredsstille sine vigtigste fornødenheder. Arbejderklasserne ser herved deres tilværelse på en heldig måde sikret.

Det er også en fordel ved almindingerne, at de holder befolkningen tilbage på landet. Den, der i sin kommune har ret til en del af skoven, græsgangen og marken, forlader ikke så let disse fordele for i byerne at søge en højere arbejdsløn, der dog på ingen måde sikrer ham bedre kår. Disse uhyre stæder, hvor tusinder af hjemløse og fremtidsløse mænd samler sig, og hvor et stedse efter samfundsomvæltninger tørstende proletariat samler sine mørke hærskarer – i dem er det, at det moderne samfunds farer må søges. Byerne – disse opholdssteder for hovmod, luksus og ulighed – avler oprørsånden; landet indblæser sjælen ro og sendrægtighed og bevarer ordenssans og traditionens ånd.

At industrien ikke hindres derved, at arbejderne knyttes til jorden ved den kollektive ejendomsrets og andelsbrugsrettens mægtige bånd, beviser Glarus og Appenzell-Ausserroden; den tvinges herved til at sætte sig fast på landet, hvor arbejderne med den industrielle virksomhed kan forene noget markarbejde, og hvor de finder bedre moralske, økonomiske og hygiejniske forhold. Det er beklageligt, at så mange tusinder af mænds daglige underhold afhænger af en eneste virksomhed, der periodisk afbrydes ved allehånde kriser. Når de råder over en lille mark, som de selv dyrker, kan de modstå en arbejdsløs tid udn at kastes ned i den yderligste elendighed.

Den moderne store industris arbejder er ofte en kosmopolitisk nomade, for hvem fædrelandet kun er et betydningsløst ord, og som kun tænker på at kæmpe mod sin arbejdsherre for at tiltvinge sig en højere løn; thi intet bånd knytter ham til den jord, hvor han er født. Men for den schweiziske bonde er fødejorden virkelig alma parens, den gode moder, der ernærer ham; han har i kraft af en personlig, uafhændelig, ubestridelig og ved ældgamle sædvaner helliget ret til sin andel i den. Schweizernes fædrelandskærlighed er bekendt i historien; den har fået dem til at udføre de vidunderligste bedrifter, og endnu i vore dage fører den dem hjem til fødestedet fra verdens fjerneste egne. 

Man har ofte sagt, at besiddelsen af en ejendom er en betingelse for den sande frihed. Den, der af en anden mand modtager den jord, han dyrker, er afhængig af ham og har ikke nogen fuldstændig uafhængighed. I Frankrig, i England, i Belgien, overalt, hvor man har villet sikre stemmegivningens frihed, har man været nødt til at indføre den hemmelige afstemningsmåde og til at gribe til alvorlige forholdsregler, for at lejerne ikke skulle være nødt til at vise ejerne de stemmesedler, de kaster i stemmeurnen. Fra dette synspunkt var der en slags logik i, at man nægtede dem, der ingen ejendom havde, valgret. I Schweiz er man, takket være almindingerne, kommet til en anden løsning af denne vanskelighed: alle har valgret, men alle har også ejendom.

Hidtil er alle demokratier gået til grunde, fordi de, efter at have indført lighed i politiske rettigheder, ikke har kunnet gennemføre en sådan lighed i økonomiske kår, at det derved blev forhindret, at kampen mellem rige og fattige efter forskellige omskiftelser førte til borgerkrig og diktatur.

Machiavelli udvikler denne sandhed på den mest slående måde: “I hver republik er der, når kampen mellem aristokratiet og folket, mellem patricier og plebejer til sidst ender med demokratiets fuldstændige sejr, kun én modsætning tilbage, der først ophører med selve republikken: modsætningen mellem de rige og de fattige, mellem besiddende og besiddelsesløse.” Denne fare, der her påpeges så klart, og som alle store politikere, fra Aristoteles til Montesquieu har bemærket, undgik tildels Tocquevilles opmærksomhed, fordi han ikke tilstrækkeligt havde fordybet sig i de sociale problemers økonomiske side. Nu tildags står denne fare klart for alle, og begivenheder, der står i frisk minde, har endnu en gang bevist, at det i virkeligheden er herfra, at vanskeligheden ved endelig at grundlægge det demokratiske system hidrører. Da almindingerne gør det muligt at indrømme alle en andel i den samlede velstand, forhindrer de, at en for vidt dreven ulighed åbner en afgrund mellem de højere og de lavere klasser. Kampen mellem de rige og de fattige kan ikke medføre de demokratiske institutioners undergang, efterdi ingen er meget fattig og ingen meget rig. Ejendommen er ikke truet; – af hvem skulle den være det, når alle er ejere?

De nye demokratiske samfund, der i Amerika og Australien fæster bo på hidtil uopdyrkede landområder, burde i hver kommune sikre bevarelsen af fællesområder, der er tilstrækkelig udstrakte til, at det germanske system dér kan indføres; sker dette ikke, vil det, når elendigheden indfinder sig med den stigende befolkning, blive nødvendigt at indføre fattigskatten ligesom i England. Et det ikke tusinde gange bedre at indrømme folk en mark, et arbejdsredskab, hvor de ved egne anstrengelser og ved at udøve en dem tilkommende ret kan skaffe sig deres underhold, end at give dem en nedværdigende almisse? Man behøver blot at sammenligne det engelske forfaldne fattighuslem med den virksomme, stolte, uafhængige, arbejdsomme bonde på de schweiziske almindinger for at forstå det dybe svælg, der adskiller de to systemer. I den borgerlige rets forhold har de angelsaksiske kolonier kun søgt vejledning hos det feudale Englands love; de burde langt hellere undersøge deres races oprindelige institutioner, der endnu lever i det demokratiske Schweiz.

Næsten overalt har de reformerende nationaløkonomer tilskyndet til afhændelsen af de kommunale ejendomme trods bøndernes og det konservative partis modstand. Vi ledes til at tro, at det var en meget rigtig følelse, der bragte disse til at forsvare denne arv fra fortiden: den svarede til en social nødvendighed. Ofte er det uforsigtigt at lægge øksen ved foden af en institution, som en ældgammel tradition har helliget, især, når den har udviklet sig i en tid, der ligger forud for de store aristokratiers og de centraliserede monarkiers grundlæggelse. Inden man tvang kommunerne til at sælge deres ejendomme, burde man have undersøgt, om man ikke kunne have benyttet dem på en heldig måde, enten ved regelmæssige skovplantninger eller ved at indrømme en midlertidig brugsret over agerjorden. Schweiz’s eksempel viser os, hvorledes dette kunne have ladet sig udføre. Efter vor mening bør man nu begunstige udvidelsen af den kommunale jordbesiddelse, ganske vist samtidig med at den gøres til genstand for en bedre drift.

Gamle ejendomsformer i Holland.

Den germanske mark findes endnu i Nederlandenes sandede egne, navnlig i provinsen Dreuthe, de tyske kejseres jagtdistrikt, som Otto den Store i 943 gav til biskoppen af Utrecht. Omgivet på alle sider af moradser og tørvemoser dannede denne provins en slags sand- og lyngø, hvor forfædrenes sæder bevaredes i deres renhed. Dér finder man endnu i vore dage den gamle saksiske mark, hvoraf der ligeledes findes spor i distriktet Westerwolde i Groningen, i hele Overyssel, i landet Zutphen, ja selv i Gooiland udenfor Amsterdams porte, med andre ord overalt i de sandede egne af det Diluvium, hvor sakserne satte sig fast henimod det fjerde århundrede. 

Mark var benævnelsen på hele det territorium, der tilhørte stammen eller en familiegruppe i stammen. Den omfattede skoven, sletten og markerne (“het houd, het veld en de essch”). Med ordet mark betegnedes også de udstrakte udyrkede distrikter, der omgav de dyrkede jorder, og som dannede en ubeboet bar strækning, der tjente som grænse. Markens oprindelse taber sig i de forhistoriske tiders mørke. Så snart vi får øje på den i nederlandenes saksiske provinser, har privatejendommen allerede trængt sig ind i det gamle fællesskab; men fra da af og til vor tid har organisationen ikke mere været underkastet store forandringer. En andel i Markenkaldtes “whare”, besidderne heraf “erfgenamen”, arvinger dvs. deltagere i samfundsarven. Besidderne af en “whare”, “gewårde-markgenoten”, havde ret til at sende deres hjorder ud på markenslyngheder, og de havde lov til at skære sig lyngtørv til brændsel eller til strøelse for kvæget. 

Fordum måtte markenikke sælges eller bortgives; men nu har domstolene afgjort, at den kan afhændes som anden fast ejendom, og når dette sker, fordeles købesummen mellem samejerne i forhold til det antal “wharen”, de har. Hin gamle ordning omfattede fordum hele landet; ja endnu i 1828 taltes der i Drenthe 116 markereller 126.398 hektar, med andre ord: omtrent halvdelen af provinsen. I 1860 var der kun 43 markertilbage, ialt 32.995 hektar; men selv efter udskiftningen henligger næsten hele de gamle markersområde til fællesgræsgang, og 40 % af den samlede overflade er forblevet udyrkede. Det er interessant at se, hvorledes denne gamle landbo-institution, der er langt ældre end kommune- og sogneinddelingen[3], og som skriver sig fra den tid, da Thor og Odin endnu dyrkedes, har modstået såvel lensvæsenet som nutidens centralisation, og vedbliver at bestå trods lovens ord.

[3]I hver af de nubestående kommuner, der er af temmelig ny oprindelse, findes der flere marker. Kommunen Westerbork talte ni, kommunen Rolde ligeså mange, kommunen Beilen tolv, der udgjorde over 10.000 hektar.

Fordum forsamlede deltagerne i markensig en gang om året, på St. Peters dag, til et almindeligt møde “holting”. Her mødte de bevæbnede. Ingen måtte udeblive herfra. Udeblivelse blev straffet med mulkt. Her ordnede man alle sager vedrørende den fælles ejendom, bestemte hvilke arbejder der skulle udføres, idømte pengebøder for overtrædelse af vedtægterne, og udnævnte dem, hvem den udøvende magt skulle overdrages; “markenrigter” og hans medhjælpere. “Markenrigter”, også kaldet “markgraaf”, vågede ligesom “dykgraaf” over de fælles interesser. Endnu i vor tid findes de vigtigste træk af den gamle ordning: marken erstatter i mange henseender kommunen; den sørger for vandets afledning, for vejenes vedligeholdelse, for benyttelsen af de ikke udskiftede strækninger, og den vælger selv dem, der skal udføre dens beslutninger. Kun er det ikke længere bevæbnede krigere, der efter at have ofret til Odin møder på “holting’, men fredelige ejendomsbesiddere og agerbrugere, der efter et fællesmåltid forsamler sig. Den høj, hvor “holting” afholdtes, Malenpol, ses endnu i Heldermalenveld og i Spoolderberg tæt ved Zwolle. 

Når man gennemvandrer Drenthes og Overysels udstrakte sletter, ser man hist og her en stor, afrundet mark, der i almindelighed er tilsået med rug, hæve sig over de omgivende lyngheder. Det er den dyrkede del af marken; den kaldes “essch’, et ord, der måske står i forbindelse med det latinske “esca”, det tyske “essen”, og som her betegner den jord, der giver befolkningen føden. Tidligere var denne “essch” fællesejendom, hvor alle deltagerne årligt fik en andel at dyrke. Under middelalderen gik disse andele lidt efter lidt over til at blive privat besiddelse; men det er dog langtfra, at privatejendommen nu har løsgjort sig for det oprindelige fællesskabs bånd; thi alle fællesdriftens skikke findes fremdeles. “Essch’en” er delt i en mængde parceller; men da denne store mark ikke gennemskæres af nogen vej, er det ikke muligt at komme til disse parceller, så længe kornet står på marken; de er heller ikke indhegnede, men kun betegnede ved fire store uregelmæssige granitblokke i de fire hjørner. Følgen af denne ordning er, at der må pløjes, sås og høstes på samme tid, og at de må tilsås med samme kornsort; thi hvis en fandt på at så vintersæd, medens hans naboer såede vårsæd, kunne han ikke komme til sin lod uden at tilføje sine naboer stor skade, som han måtte betale, og som ville pådrage ham de andres fjendskab. Trevangssystemet følges her endnu almindeligen.

Den bonde, der underholder kommunetyren, opbevarer det horn, ved hvilket beboerne sammenkaldes til almindelige møder, “hagespråk”. På disse møder, der holdes under åben himmel under de gamle hundredårige ege, fastsættes tiden for pløning, såning og høsten. Her vælges også de fire “volmagten”, hvem den udøvende magt er overdraget, således at husmændene (“kotter”) vælger to af dem, gårdmændene (“boeren”) de to andre. Når den for høsten fastsatte dag kommer, lyder hornet fra solens opgang, og man tager fat på arbejdet; men om aftenen, når der er blevet givet signal til at standse, er det under straf af mulkt, forbudt at meje længere. Når negene er bundne, skal man lægge dem i banker på otte (“hokken”), for at de kan tørres og så vidt muligt beskyttes mod regnen. Høstens afslutning bestemmes også efter fælles rådslagning, og ved gilder og drikkelag fejres denne glædelige dag, der giver bønderne belønning for deres hårde arbejde.

Marken overlades nu til køerne og fårene, hvorpå man vender overfladen, der straks dækkes med en vild syresort (“rumex acetosella”).

Denne plante, som hollænderne kalder “schapsurkel” er en fortrinlig føde for fårene, der er meget begærlige efter den. Når man for første gang ser “essch’erne” i Drenthe aldeles røde af en utrolig masse af disse mikroskopiske blomster, forstår man ikke, hvorfra denne ejendommelige farve hidrører; thi man venter ikke at finde, at der her med vilje dyrkes ukrudt, der ellers overalt betragtes som en plage. Medens sæden endnu står på marken, beskyttes den mod kvæget ved en slags mur af lyngtørv, udenfor hvilken ligger en grøft, “essch-wal”. Man er forpligtet til at arbejde på vedligeholdelsen af denne vold den dag, forsamlingen bestemmer, og hvem der udebliver mere end en halv time efter, at hornet har kaldt til arbejde må betale en mulkt. – Ikke langt fra “essch’en” træffer man landsbyen med dens velbyggede og fortrinligt vedligeholde huse.

Der findes endnu i Holland en del skove, der ligesom i gamle dage er fællesejendomme. Udbyttet af dem er i almindelighed kun temmelig lille. Også ikke ubetydelige enge henligger på sine steder fremdeles som fællesgræsgange.

***

Der findes en gammel ejendomsform, som lovgiverne og nationaløkonomerne ikke må undlade at undersøge, da den måske kan afgive et forsoningspunkt i striden mellem dem, der driver jorden, og dem, der oppebærer jordrenten: – det er arveforpagtningens form, der i Holland kaldes “beklem-regt”, i Italien “contratto di livello”, i Portugal “aforamento”. Man genfinder denne form i Frankrig på forskellige steder under forskellige navne: i Bretagne kaldes den “quevaise” eller “domaine congéable”, i Elsas “Erbpacht”. Ligesom under det feudale system er ejendomsretten så at sige spaltet i to særskilte rettigheder: ejerens, der i grunden kun er en slags prioritetsret, og brugerens, der er en art arvelig brugsret. I Portugal indrømmer “aforamento” jordbrugeren ret til at beholde jorden, såfremt han nøjagtig opfylder kontraktens bestemmelser. Han må regelmæssigt betale den en gang for alle fastsatte afgift, som ejeren ikke kan forhøje. Skifter jorden ejer, skal der endvidere betales herlighedsejeren en vis sum, der kaldes “luctuoa”, når overdragelsen sker som en følge af dødsfald, og “laudemium”, når den sker som en følge af salg. Den jord, der haves i “aforamento”, må ikke deles; ved dødsfald må derfor enten en af arvingerne overtage den hele og udbetale sine medarvinger en erstatning, eller også må den sælges. Er der ingen arveberettigede, ophører “aforamento”, og jorden hjemfalder til herlighedsejeren. “Aforamento” findes mere eller mindre udbredt over hele Portugal: i Alemtejo er denne ejendomsform ikke ukendt; i Algarve er den temmelig udbredt og, nord for Tejo er den den almindeligste brugsform, og man mener, at det er den, der er skyld i det fortrinlige agerbrug og bøndernes velstand, hvorved provinsen Minho udmærker sig. “Aforamento” synes at skrive sig fra monarkiets første tider. Man tror, at “aforamento” først indførtes på de benediktinske munkes jorder.

Det hollandske “beklem-regt”, der er meget almindeligt i provinsen Groningen, ligner i høj grad det portugisiske “aforamento”. Dette er atter et eksempel på rigtigheden af Tocquevilles bemærkning, at trods tilsyneladende store forskelligheder var skikkene i middelalderen i grunden overalt de samme. Når “beklem-regt” og “aforamento” nutildags fremviser de samme træk i to så fjernt fra hinanden liggende lande, er det sandsynligt, at denne ejendomsform fordum fandtes i de mellemliggende egne. Det forholder sig med disse gamle institutioner som med visse alpeplanter, der nu kun findes på Schweiz’s høje bjerge og ved nordpolen, men som i meget gamle dage fandtes udbredte over hele Europa.

Ved “beklem-regt” forstås retten til at besidde en ejendom mod at betale en årlig afgift, som herlighedsejeren aldrig kan forhøje. Retten nedarves såvel i sidelinjen som i lige linje. Brugeren, “beklemde meyer”, kan borttestamentere den, sælgeren bortleje den, ja endog give den i underpant uden herlighedsejerens samtykke; men hver gang den skifter ejer ved arv eller salg, skal der betales ham en sum, der omtrent er så stor som et eller to års afgift. Bygningerne tilhører i almindelighed “beklemde meyer”, og skulle hans ret bortfalde, kan han kræve godtgørelse for dem. Alle skatter betales af ham. Han må ikke forandre ejendommens form eller forringe dens værdi. “Beklem-regt” kan ikke deles mellem flere, men en enkelt af arvingerne må overtage den gård, der ejes på denne måde; ved tiltrædelsen kan det imidlertid fastsættes, at den længstlevende af ægtefællerne arver retten efter den anden. “Beklem-regt” forbrydes ikke straks, fordi bonden ikke har betalt den skyldige årlige afgift, eller fordi han er forgældet men kreditorerne kan lade gården bortsælge, og køberen er da forpligtet til først at betale herlighedsejeren hans tilgodehavende. Den årlige afgift er overordentlig forskellig; den kan variere mellem 5 og 40 gylden pr. hektar.

Prisen på “beklem-regt” retter sig efter kornprisen, agerbrugets standpunkt og størrelsen af den årlige afgift: omtrent ved året 1822 var den faldet så stærkt, at det var umuligt at finde købere; men efter at det engelske marked åbnedes for den udenlandske konkurrence, gik bøndernes indtægter i den grad i vejret, at de begyndte at bortleje deres jord til almindelige forpagtere, hvorved alle fordelene ved “beklem-regt” forsvinder.

Oprindelsen til denne så ejendommelige form for arveforpagtningen er meget dunkel. Den synes at være opstået i middelalderen på klostrenes jorder. Da jorden dengang kun havde liden værdi, overdrog munkene gerne til bønderne brugen af et stykke land, mod at der betaltes dem en vis årlig afgift og en sum ved hvert dødsfald. Denne overenskomst sikrede klosteret en bestemt indtægt og befriede det for bestyrelsen af en ejendom, der almindelighed indbragte intet. De store godsejere fulgte eksemplet. Det synes, at de i almindelighed forbeholdt sig ret til at opsige brugeren hvert tiende år, men de benyttede sig ikke heraf, da de så ville have været forpligtede til at godtgøre ham de af ham opførte bygninger, og fordi det ikke ville have været dem let at finde nogen anden lejer. Under urolighederne i det 16. århundrede blev retten faktisk arvelig, i alt fald betegnes den således i flere dekreter. Retsvidenskaben og sædvaneretten afgjorde forskellige omstridte punkter; en klarere formel blev forfattet og almindeligt antaget, og siden da har “beklem-regt”, således ordnet, holdt sig ved siden af loven, stedse agtet og mere og mere almindelig brugt i hele provinsen Groningen. Overordentlig forbavsende er det, at denne tilsyneladende så indviklede og så forældede ret ikke blot kan holde sig, men endog vinde terræn i vor tid. Forklaringen af denne økonomiske gåde er denne: godsejeren, der vil indrømme “beklem-regt” på sin jord, modtager en betydelig sum og beholder dog, i det mindste af navn, ejendomsretten. Endvidere kan den, der selv dyrker sin jord, og som trænger til penge, sælge herlighedsretten, medens han forbeholder sig selv “beklem-regt”. Den sædvanligste grund til indgåelsen af sådanne overenskomster er dog den, at man ved at sælge herlighedsretten og arveforpagtningen hver for sig ved offentlig auktion realiserer en større sum end ved at sælge den samlede ejendomsret under et. Således er “beklem-regt” blevet indført på de først i den sidste snes år inddæmmede “polders”.

Den, der har tænkt over manglerne ved den sædvanlige forpagtningsform, vil uden vanskelighed forstå fordelene ved den i Groningen almindelige form. En af de i dette spørgsmål kompetenteste forfattere, Hippolyte Passy, har med rette sagt: “Den eneste udlejningsmåde, der begunstiger produktionens fremskridt, er den, som ved forstandige bestemmelser giver agerdyrkeren en bestandig interesse i at gøre både nutid og fremtid stedse mere frugtbringende.” “Beklem-regt” opfylder dette program. Bonden kan påtage sig de bekosteligste forbedringer; han er sikker på at høste den fulde fordel af dem, og han trues ikke, som den almindelige forpagter, med at komme til at svare en desto højere afgift, jo mere han forbedrer jorden. Arbejdets rette belønning er det udbytte, det skaber, og jo vissere mennesket er på at høste frugten af sit arbejde, des bedre arbejder det. “Beklem-regt” er således, fordi den fulde nytte af enhver forøgelse af produktionen herved sikres agerbrugeren en kraftig spore og opmuntrer til at foretage forbedringer, hvad de korte forpagtninger straffer med bøder.

Man har indvendt imod selvejendom, at selvejerbonden, der er sikker på sit udkomme, og som ikke spores frem ved idelige forhøjelser af forpagtningsafgift bliver dvask og ikke bestræber sig på at få det størst mulige udbytte. Denne indvending minder om det dumt grusomme spørgsmål i kardinal Richelieus testamente: hvor stor en velstand tør man indrømme folket? Vi kan ikke tro, at ejendommen, der giver bonden hans velstand, skulle svække hans iver, og vi vedbliver at tro at ingen bedre end selvejeren vil vide at benytte den. Ved “beklem-regt” må det endvidere bemærkes, at da en enkelt af arvingerne skal overtage denne ret udelt, er faderen så meget mere opfordret til at drage det størst mulige udbytte af jorden, for at der dog også kan blive en spareskilling til de børn, der ikke arver retten.

Om end denne ejendomsform er at foretrække for de almindelige forpagtninger, står den dog tilbage for den fuldkomne ejendomsret, forsåvidt “beklemde meyer” er forpligtet til at betale en årlig afgift, hvad den fuldstændige ejer er fri for. Men hvad ville ske, hvis man i Groningen, hvor “beklemde meyer” i almindelighed selv dyrker jorden, afskaffede “beklem-regt”? Jorden ville ikke blive dyrket al selvejere; men i de fleste tilfælde ville godsejeren bortforpagte sin jord til almindelige forpagtere, hvis forpagtningsafgifter han nok skulle sørge for at forhøje hvert sjette eller niende år.

En besynderlig og middelalderlig skik har således i Holland og Portugal skabt en klasse agerdyrkere, der nyder godt af alle selvejendommens fordele, kun med den undtagelse, at det fulde nettoudbytte ikke tilfalder dem; men måske ville netop det fulde nettoudbytte have forledt dem til at overlade jordens dyrkning til andre. Vi traf ikke i Groningen disse forpagtere, der skælver for at miste deres forpagtning, der viger tilbage for enhver bekostelig forbedring, der skjuler deres velstand, og som står i afhængighedsforhold til deres godsherre; men vi traf fri, stolte og tarvelige bønder, der forstår fordelen ved oplysning, og bestræber sig for at udbrede den; der betragte agerdyrkning ikke som en ringeagtet, slendriansmæssig forretning, men som en ædel sysselsættelse, der indbringer dem velstand, indflydelse og alles agtelse, og som kræver anvendelse af forstandens og viljens evner – bønder, der sparer, når det gælder dem selv, men er rundhåndede, når det gælder jorden, og som har lyst til at gøre alle ofre for at dræne jorden, opføre og udvide bygningerne, indføre de bedste maskiner og bedste dyreracer, og som endelig er tilfredse med deres stilling, fordi denne kun afhænger af deres egen virksomhed og egen forudseenhed.

Sålænge “beklemde meyer” selv dyrker jorden, har arveforpagtningen kun gode virkninger. Uheldigvis bortfalder de, så snart han gør brug af sin ret til at udleje jorden, så snart han overdrager dens dyrkning til en anden mod en forpagtningsafgift, af hvilken han udreder afgiften til herlighedsejeren. Sker dette, træder alle manglerne ved den almindelige forpagtning frem, og vi genfinder de andetsteds fra bekendte forhold, kun med den forskel, at brugerne da skulle underholde ikke en men to kategorier af lediggængere. Fremleje var tidligere meget sjældent, fordi udbyttet kun kunne underholde “beklemde meyer” og hans familie, når han selv dyrkede jorden; men efter prisstigningen på alle fødevarer, og navnlig efter at det engelske marked åbnedes for udlandet, er fortjenesten tilstrækkelig stor til, at han kan finde en lejer, der er tilbøjelig til at betale ham en forpagtningsafgift, der er større end den afgift, der skyldes herlighedsejeren, og således har fremleje begyndt at få indpas. Dette er en kendsgerning, man ikke kan undlade at beklage. Vi har troet at udrette noget nyttigt ved at henlede opmærksomheden på disse gamle ejendomsformer, fordi de moderne samfund, efter hvad vi mener, endnu ikke har nået en fuldkommen og endelig agrarordning. Samfundets fremtid er tilstrækkelig mørk til, at man overalt, selv i fortiden, bør søge midler til at besværge faren. Visselig vil disse de oprindelige tiders institutioner ikke atter opstå: den patriarkalske tids fornødenheder, forestillinger og følelser har frembragt dem og kan ene give dem livskraft. Alt dette er nu uigenkaldeligt forsvundet. Broderskabet og den nøje forening, der fulgte hermed, forsvandt først fra landsbyen, så fra familien. Nu står individet ene lige overfor aktieselskaberne og klostrene, der indtager det patriarkalske fællesskabs og de patriarkalske familiers plads. Hvem vil nu til sidst gå af med sejren? Vil sejren tilfalde den uafhængige selvejerbonde, som vi finder i Frankrig siden revolutionen, eller den store godsejer, der fandtes i Rom, og som nu findes i England? Det er en udbredt mening, at de store godser vil sejre, ligesom den store industri har knust den lille, fordi maskinerne og den udstrakte arbejdsdeling bedre virker i det store end i det små. Vel er det sikkert, at maskinerne og arbejdsdelingen ikke kan spille samme rolle i agerbruget som i industrien; men alligevel er det ikke umuligt, at de nationaløkonomer vil få ret, der tror, at kapitalens overmagt vil medføre, at de små ejendomme vil blive slugt af de store, ligesom de små håndværkere bukker under for de kæmpemæssige fabrikkers konkurrence. Hvis det endelige udfald bliver, at vi føres tilbage til ejendomsforhold som det romerske riges, hvor nogle uhyre rige ejendomsbesiddere lever i en hovmodig og kun altfor ofte af sædelig fordærvelse ledsaget frugt, medens landarbejderen under dem e nedsunket i uvidenhed og elendighed, og hvor misundelse og had bestandig avler fjendskab og næsten åben krig mellem to klasser, så vil vi ikke kunne undlad at kaste et sorg- og længselsfuldt blik tilbage på de gamle dage, da menneskene levede forenede ved blodets og broderskabets bånd og i det fælles arbejde fandt midlet til at tilfredsstille deres lidet talrige og lidet forfinede fornødenheder uden nutidens storhed, men også uden at nages af de bitre bekymringer, den grusomme uvished og de uophørlige kampe, der forstyrrer de moderne samfund.


Fortsættes: Ejendomsrettens teori