Emile de Laveleye: Ejendomsretten og dens oprindelige former
Ejendomsrettens teori
Ejendomsrettens teori
Det er uundgåelig nødvendigt først at undersøge ejendomsrettens oprindelige former, hvis der skal gives ejendomsrettens teori en sikker grundvold. På grund af manglende kendskab til kendsgerningerne har de fleste jurister og nationaløkonomer begrundet ejendomsretten ved at gå ud fra forudsætninger, som historien modsiger, eller ved argumentationer, hvis slutning er i strid med det, de ville bevise. De bestræbte sig for at fastslå berettigelsen af den qviritiske ejendomsret, som romerretten har testamenteret os; men de beviste tværtimod, at kun den naturlige ejendomsret, således som den findes gennemført hos de oprindelige folk, stemmer med retfærdigheden. For at bevise nødvendigheden af den absolutte og vedvarende ejendomsret over jorden, påberåbte juristerne sig almindelig Skik og Brug: quod ab omnibus, quod ubigue, quod semper. “det almindelige samtykke er et ufejlbarligt tegn på en institutions nødvendighed og følgelig på dens berettigelse,” siger Leon Faucher[1]. Hvis dette er sandt, må man slutte, at den kollektive ejendomsret over jorden alene er berettiget og alene stemmer med retfærdigheden; thi denne form for ejendomsretten har været den almindeligt antagne.
[1] "Diction. de l’economie politique" under ordet "propriété".
I sit Repertorium påstår Dalloz under ordet “Propriété”, og i sin “Expose des motifs au corps législatif” hævder Portalis, at uden den bestandige ejendomsret over jorden ville jorden ikke blive dyrket, og at civilisationen, hvis grundlag er agerdyrkningen, følgelig ville være umulig. Den økonomiske historie viser, at denne påstand er ugrundet. Den fuldkomne ejendomsret over jorden er en meget ung institution; den har altid været undtagelsen, og endnu sjældnere har det været, at ejeren selv drev jorden. Agerdyrkningen begyndte og udviklede sig under den kommunale ejendomsrets og de periodiske delingers system. I romerrigets provinser besades jorden kun med brugsret: “In solo provinciali dominium populi romani est vel Cæsaris, nos autem possessionem tantum et usufructum habere videmur,” siger Gaius lib. II. § 7. I middelalderen var det fri jordegods undtagelsen; lenet, hvorved der gaves en art arvelig brugsret, “var reglen, og markarbejdet udførtes at vornede livegne, der ikke blot ikke ejede den jord, de dyrkede, ikke engang ejede deres løsøre; thi arveret nægtedes dem: endnu i vore dage er i England de fleste huse opførte on lease, og som i de fleste andre lande dyrkes jorden her af lejere, der kun i et lidet antal år have en sikret brugsret. – For at få manden til at pløje og så, behøver man kun at sikre ham udbyttet af hans arbejde, og den årlige besiddelse er strengt taget tilstrækkelig hertil. Vi ser det på java, ja selv i de belgiske og franske Ardenner eller på Vestfalens lyngheder. Overalt ser man, at en forpagtningstid på 9 à 18 år er tilstrækkelig lang til, at alvorlige forbedringer vil blive udført, ja selv til gennemførelsen af en intensiv og videnskabelig drift. Jordens dyrkning er, kort sagt, næsten altid blevet udført af en midlertidig bruger, næsten aldrig af en vedvarende ejer.
En anden meget almindelig vildfarelse består deri, at man taler om “ejendomsretten” som om en institution, der har en bestemt og uforanderlig form, medens den i virkeligheden har iklædt sig de forskelligste former og fremdeles er modtagelig for meget store og ikke anede ændringer.
Lad os undersøge de forskellige måder, hvorpå man har søgt at forklare ejendomsrettens oprindelse og berettigelse. Der er fem hovedsystemer. Romerretten definerer ejendomsretten således: “Dominium est jus utendi et abutendi re sua quatenus juris ratio patitur.” Den franske code civilhar i grunden den samme definition: “Ejendomsretten er retten til at råde over og benytte tingene på den mest uindskrænkede måde, forudsat at man ikke gør en ved lovene og forskrifterne forbudt brug af dem.”
1. De romerske og de fleste nyere jurister betragter bemægtigelsen af herreløse ting som den vigtigste adkomst til ejendomsret: “Quod enim nullius est id ratione naturali occupanti conceditur,” hedder det i Digesta. Dette system kan meget vel forsvares, når talen er om løsøregenstande, hvor en virkelig ihændehavelse er mulig, f.eks. det vildt, der fanges på jagten, eller hittegods; men der rejser sig uovervindelige vanskeligheder, så snart man vil anvende systemet på jorden. Først og fremmest må det bemærkes, at historien viser, at jorden aldrig betragtes af menneskene som res zellius. Jægerfolkenes jagtområde eller det distrikt, som hyrdefolkenes hjorder gennemstrejfer, anerkendes altid som stammens fælles område, og selv efter at agerbruget begynder at frugtbargøre jorden, vedbliver den fælles besiddelse. Aldrig har den ikke-bemægtigede jord været betragtet som en herreløs ting. Overalt – fordum såvel som nu – erklæredes den at tilhøre kommunen eller staten: bemægtigelse var derfor fordum ligeså lidt som nu mulig. De fleste af tilhængerne af denne teori indrømmer ganske vist et slags primitivt fællesskab, communio bonorum primæva. Men de tilføjer, at alle mennesker stiltiende kom overens om, hvert for sig, at give afkald på fællesskabet, for at man med udelukkende ret kunne besidde, hvad man havde sat sig i besiddelse af. Vil man på denne måde forklare ejendomsrettens historiske oprindelse? Historien kender intet til en slig overenskomst. Mener man derimod, at den teoretiske og rationelle oprindelse er således? I så fald går man over til kontraktteorien, som vi senere skal undersøge.
I sin bog “De la propriete” bruger Thiers samme billede som Cicero, der idet han sammenligner verden med et teater, påstår, at den enkelte tilskuer gør den plads, han indtager, til sin: “Theatrum cum commune sit, recte tamen dici potest ejus eum locum quem quisque occupavit.” Netop dette eksempel kan benyttes imod den teori, man vil forsvare: for det første har tilskueren kun en besiddelsesret over sin plads; han har kun en midlertidig ret, ikke nogen vedvarende ejendom; og for det andet indtager han kun en enkelt plads. Herefter kan da den enkelte i det højeste gøre den del af jorden, som han virkelig besidder, og som han er i stand til at benytte, til sin. Renouard anerkender dette i sin fortrinlige bog “Du droit industriel”. “Efter den rene naturret,” siger han, “frembyder bemægtigelsen af urørlige ting en betydelig vanskelighed i udførelsen. Den giver kun ret over den del af jorden, der virkelig er taget i besiddelse.” Uden denne grænse kunne et enkelt menneske jo ved en blot viljesytring bemægtige sig en hel provins.
Bemægtigelsen skyldes tilfældet eller magten. Tre mænd opholde sig på en ø, der er tilstrækkelig stor til at ernære dem, hvis den deles ligelig mellem dem. Men hvis en af dem, der er hurtigere end de andre, sætter sig i besiddelse af to tredjedele af den, skal så den ene af de to andre dø af sult eller blive hans slave? Nej, retfærdighedsfølelsen har altid i dette tilfælde påbudt en ligelig deling. Vi tænker os altså en tilegnelsesret, der er ældre og højere end den simple tagen i besiddelse, som den er kaldet til at begrænse og ordne.
Kan jorden være genstand for en udelukkende og vedvarende ejendomsret? Efter de fleste juristers udsagn synes det ikke så. “Den fuldstændige samklang fordrer, at man stiller udenfor den private besiddelsestagelses område de vigtigste af de ting, hvis udelukkende tilegnelse ville medføre, at livet blev umuligt for dem, der var udelukkede fra at benytte sig af dem.” (Renouard). Jorden hører åbenbart ligesom luft og vand til disse ting; thi da mennesket ikke kan leve af solens stråler og duggens dråber, er det nødvendigt, at han besidder en andel i den frembringende jord, for at han her kan skaffe sig føden. Juristernes almindelige grundsætninger retfærdiggør altså den hos de primitive folk almindelige skik, hvorefter jorden forbeholdtes stammen som fælleseje.
Efter Cousin er ejendomsretten en nødvendig følge af og betingelse for friheden. Friheden er hellig; ejendomsretten bør være det ligesom den. Men friheden bør kun agtes, når den stemmer med retten; ligeledes bør ejendomsretten kun agtes, når den bestemmes af retfærdigheden. “Frihed og ejendomsret står i forbindelse med hinanden og støtter hinanden,” siger Renouard. Visselig; men da alle bør være frie, bør alle også have ejendom. “>Ejendom er en betingelse for den personlige værdighed,” siger denne veltalende jurist atter. I så fald er det ikke tilladt at gøre den til en forret, medmindre man vil nedværdige og trælbinde menneskenes store flertal.
2. Den anden teori søger ejendomsrettens begrundelse i arbejdet. Det er denne teori, som nationaløkonomerne har sluttet sig til, fordi de siden Adam Smith mener, at det er arbejdet, der frembringer rigdommen. Locke er den første, der klart har udviklet dette system i sin bog, “Om regeringen” (kap. IV.). Vi hidsætter et sammendrag af, hvad han siger herom:
“Gud har givet jorden til menneskene i forening; men da de kun kan benytte sig af jorden og af, hvad den frembringer, forsåvidt der gives dem en udelukkende ret, er det nødvendigt at indrømme individet ret til at benytte sig af en genstand således, at alle andre udelukkes.
Individet har en udelukkende ret over sit legeme. Hans legemes arbejde og hans hænders værk er derfor også hans eget eje. Ingen kan have mere ret end han selv over, hvad han har erhvervet, især hvis der levnes de andre tilstrækkelig mange lignende ting.
Arbejdet, som er mit, gør tingene til mine, idet det sætter dem udenfor fællesskabet. Men erhvervelsen bør begrænses af fornuft og billighed. “Hvis man overskrider mådeholdets grænser, og hvis man sætter sig i besiddelse af mere, end man trænger til, tager man visselig af, hvad der tilhører de andre.”
Den af Locke angivne grænse sættes, forsåvidt angår løsøregenstande, kun i det, man kan bruge, uden at lade det fordærves. Hvad jorden angår, betegnes grænsen ved den mængde, man selv kan dyrke, eg betingelsen er, at man overlader de andre så meget, som de behøver. “Ejendommens omfang er,” siger han, “meget rigtigt af naturen blevet afpasset efter omfanget af menneskenes arbejde og efter livets fornødenheder. Da et enkelt menneskes arbejde kun kan strække sig over få ting, er det således umuligt at gøre indgreb i de andres rettigheder, og de andre vil altid finde tilstrækkelig plads og tilstrækkelig omfattende besiddelser. Dette mål sætter, som man ser, grænser for de enkeltes ejendomme og tvinger til at iagttage det rette forhold, og til at vise mådehold og tilbageholdenhed, så at man ved at tilegne sig ejendom ikke foruretter nogensomhelst.”
Efter Locke er den øverste grundsætning denne: “Enhver bør besidde så megen ejendom, som er nødvendig for hans underhold.”
Privatejendommens nødvendighed skyldes “det menneskelige livs forhold, der kræver arbejde og et vist stof, hvormed man kan virke.” Da Locke på den ene side anerkender alle menneskers lighed i ret (Kap. I § 1), og på den anden side nødvendigheden af, at ethvert menneske har en vis andel i stoffet, for at han kan leve af sit arbejde, er det en følge, at han indrømmer alle en naturlig ret til ejendom.
Dette system er visselig mere antageligt end bemægtigelsessystemet. Röder bemærker meget rigtigt i sin bog, “Die Grundzüge des Naturrechts”, § 79, at arbejdet grundlægger et mere inderligt forhold mellem mennesket og de ting, det har omdannet, end en simpel symbolsk bemægtigelse eller endog en virkelig bemægtigelse. Arbejdet skaber værdien; det synes da at være retfærdigt, at den, der skaber værdien, også nyder godt af den. Da ingen med rette kan beholde andet, end hvad han selv kan benytte, sættes der desuden en grænse, hvorved anmasselser forhindres. Forøvrigt har ingen lovgivning nogensinde indrømmet at arbejde eller “specifikation” forslår til at begrunde ejendomsret. Den, der ikke allerede er ejer af det stof, der har været genstand for “specifikation”, erhverver sig ved sit arbejde kun ret til en godtgørelse eller til at borttage de bygninger, han har opført, eller de plantninger, han har foretaget på tredjemands grund. Allerede Kant bemærkede, at man ikke ved blot at bearbejde jorden erhvervede sig ejendomsret over den. Hvis arbejdet alene afgav en berettiget adkomst til ejendom, ville logikken kræve, at alt det af den frembragte genstand, der overskrider godtgørelsen for arbejdet, og som svarer til heldet ved fundet, måtte betragtes som uretmæssigt erhvervet.” (Renouard: “Du droit industriel” s. 269)
Fremdeles: Efter dette system ville ejeren åbenbart slet ikke have nogen ret til den bortlejede jords jordrente. Lejeren ville blive medejer, efterhånden som hans arbejde forbedrede jorden, og efter et vist antal års forløb ville ejeren have mistet al ejendomsret. I ethvert fald kunne han aldrig forhøje forpagtningsafgiften thi ved at gøre dette ville han tilegne sig udbyttet af en anden mands arbejde, hvilket ville være en åbenbar krænkelse.
Hvis arbejdet er den eneste berettigede adkomst til ejendom, må man slutte, at et samfund, hvor så mange arbejdere lever i elendighed og så mange lediggængere i overflod, står i strid med al ret og krænker ejendomsrettens grundlag.
Denne teori, som de fleste nationaløkonomer og selv Thiers i “De la propriete” så uforsigtigt slutter sig til, ville altså være en fordømmelse af hele vor nuværende samfundsordning. Juristerne har da også levende bekæmpet den. Man vil finde et sammendrag af deres indvendinger i Warnkoenigs værk: “Doctrina juris philosophica”, s. 121, og i Ahrens’s “Naturret”. Hvis arbejdet var ejendomsrettens kilde, hvorledes kunne det da gå til, at Institutiones og code civilslet ikke taler herom?[2]
[2] Thiers har rigtignok ikke ladet sig standse af nogle indvendinger. "For arbejdet, på grund at arbejdet, i forhold til arbejdet bør enhver belønnes!" Udbryder han i "De la propriete". "Man kan da slå denne sætning fast: arbejdet er ejendomsrettens uomstødelige grundlag," senere tilføjer han: "For at kunne arbejde, må man begynde med at sætte sig i besiddelse af sit arbejdes stof, det vil sige jorden, det uundværlige grundlag for markarbejdet, og heraf følger, at bemægtigelsen må være det første og arbejdet det andet moment i ejendomsretten." Endelig siger han: "Ethvert samfund fremviser i begyndelsen en mere eller mindre voldsom bemægtigelses fænomen, hvorpå lidt efter lidt den regelmæssige overdragelses fænomen følger, og denne overdragelse sker ved hjælp af et bytte imod et eller andet arbejdes berettigede frugt."
Altså behøver tyven blot at ombytte den stjålne genstand imod et eller andet arbejdes berettigede frugt" for at erhverve en regelmæssig ejendomsret! Efter Thiers må ejendomsrettens oprindelse altså snart søges i arbejdet, snart i bemægtigelse, snart i et ved ombytning legitimeret rov!
3. For at forklare, hvorledes menneskene har forladt det oprindelige fællesskab, har man sagt, at dette skete som en følge af en overenskomst, så at ejendomsretten altså skulle skyldes en kontrakt. Denne teori er endnu mindre holdbar end de foregående.
For det første er man, når man vil udlede en ret af en kendsgerning, forpligtet til at godtgøre denne kendsgernings virkelighed; i modsat fald mangler retten grundlag. Men når man stiger op til ejendomsrettens historiske oprindelse, ser man ikke spor til en slig kontrakt. Forøvrigt kunne denne overenskomst, som man måtte søge i fortidens mørke, ikke forpligte den nuværende slægt, og følgelig ikke tjene som grundlag for ejendomsretten. Overenskomsten kan ikke skabe en almindelig ret; thi selv har den kun værdi, forsåvidt den stemmer med retfærdigheden. Hvis ejendomsretten er nødvendig og berettiget, må den fastholdes; men det er ikke en bestemmelse, som vore fjerne fædre måtte have taget, der giver den gyldighed.
Kant mener, at “Specifikation” giver en midlertidig ejendomsret, der kun bliver endelig ved alle samfundsmedlemmernes samtykke. Kant mener ingenlunde, at dette samtykke er en historisk kendsgerning; han taler herom som om en retslig nødvendighed, dvs. som om en kendsgerning, retfærdigheden byder at agte. Men så snart man lader retfærdighedsideen træde til, søger man i rettens almindelige grundsætninger de menneskelige institutioners berettigelse. Og hvad nytter det da at påberåbe sig en overenskomst, der aldrig har fundet sted? Det er tilstrækkeligt at bevise at ejendomsretten er overensstemmelse med retten.
4. Uden at stige op til abstrakte retfærdighedsideer eller til den historiske oprindelses mørke har mange skribenter af meget forskellige retninger hævdet, at det er loven, der skaber ejendomsretten.
“Borttag regeringen” siger Bossuet, “og menneskene vil i samme grad være fælles om jorden og alle dens goder som om luft og lys. Efter denne naturens oprindelige ret har ingen nogen udelukkende ret over noget som helst og alt står åbent for alle. Under en ordnet regering har ingen privatperson ret til at bemægtige sig noget … Ejendomsretten skyldes regeringen, og i almindelighed må al ret komme fra den offentlig myndighed”[3]. Montesquieu udtrykker sig omtrent på samme måde som Bossuet: Ligesom menneskene har givet afkald på deres naturlige uafhængighed for at leve under politiske love, har de givet afkald på det naturlige ejendomsfællesskab for at leve under civile love. Hine love gav dem friheden, disse ejendomsretten[4].”
[3] "Polit. tiree de l'Ecrit.", liv. I, art. 3.
[4] "Esprit des lois", XXVI ch. 15. Léon Faucher svarer ("Dict. de l’Econ. polit."), at man aldrig har set dette oprindelige ejendomsfællesskab, der udledes af naturen; de vildeste stammer kender "Mit" og "Dit" siger han. Tilvisse; men Montesquieu talte om ejendomsretten over jorden, og den var virkelig overalt oprindelig fælles.
I den konstituerende forsamling sagde Mirabeau fra talerstolen: “Privatejendom er et gode, der erhverves i kraft af lovene. Alene loven giver ejendomsret, fordi kun den offentlige vilje kan gennemføre alles afkald og sikre den enkelte benyttelsesret.” Tronchet. en af de jurister, der har bidraget mest til affattelsen af code civilsagde også: “Kun samfundets grundlæggelse, kun de vedtagne love indeholder den sande kilde til ejendomsretten.” I sine kommentarer til “Droit civil francais” anerkender Touillier den samme grundsætning. Efter Robespierre er ejendomsretten den ret, som borgerne har til at benytte sig af den del i ejendommene, loven sikrer dem. I sin “Traite de législation” siger Bentham: “Det er kun lovens løfter, der giver mig sikkerhed for, at jeg vil beholde brugen af det, jeg betragter som mit. Ejendomsretten og loven er fødte sammen og vil dø samtidig. Før lovene, ingen ejendomsret; afskaf lovene og al ejendomsret vil bortfalde.” Destutt de Tracy udtaler den samme mening, og senere har Laboulaye i sin “Histoire de la propriété en Occident” også udtrykt den med stor nøjagtighed: “Jordens ihændehavelse er”, siger han, “en kendsgerning, som alene magten skaffer agtelse indtil samfundet tager ihændehaverens sag under sin beskyttelse. Lovene ikke blot beskytter, men fremkalder ejendomsretten … Ejendomsretten er ikke en naturret, men en samfundsret.”
Hvis Laboulaye og de forfattere, hvis mening han deler, kun har villet tale om det faktiske, har de ret. Hvis jeg har samlet mig nogle frugter eller sat mig i besiddelse af et stykke jord, er det først min arm og derefter samfundsmagten, der sikrer mig brugen heraf, men hvad bør min arm sikre mig? Hvad bør samfundsmagten sikre mig? Hvilke er de berettigede grænser for dit og mit? – det er spørgsmål, der nødvendigvis må afgøres. – Loven skaber ejendomsretten, siger man; men hvorledes skal denne lov være, og hvad skal den bestemme: ejendomsretten har iklædt sig de forskelligste former; hvilken form bør lovgiveren under hensyn til retfærdigheden og almenvellet stadfæste?
For at vedtage den lov, der ordner ejendomsretten, må man nødvendigvis vide, hvorledes ejendomsretten bør være. Ejendomsrettens begreb går altså forud for den lov; der ordner den. Fordum indrømmede man herren ejendomsret over slaven. Var denne ejendomsret berettiget, og skabte den lov, der sikrede den, en virkelig ret? – Nej, en ting er retfærdig eller uretfærdig. En institution er eller slet, inden loven erklærer sig herom, ligesom 2 og 2 er 4, inden denne sandhed er blevet formuleret. Tingenes forhold afhænger ikke af menneskets vilje: man kan vedtage gode eller slette love, stadfæste retten eller krænke den; men retten ophører ikke derfor at eksistere. Hvis man ikke vil påstå, at enhver lov er retfærdig må man indrømme, at loven ikke skaber retten. Det er tvært imod, fordi vi har en forestilling om retfærdigheden, om en retfærdighed, der står over lovene og det vedtagne, at vi kan sige, at disse eller hine love og vedtægter er retfærdige eller uretfærdige.
Til enhver tid i historien og i ethvert samfund er der, da menneskene er således, som de er, en politisk og social ordning, der bedre end alle andre svarer til menneskets rationelle fornødenheder og i højest grad begunstiger dets udvikling. I denne orden består rettens herredømme. Videnskaben er kaldet til at erkende den og lovgivningen til at stadfæste den. Enhver lov, der svarer til denne orden, er god og retfærdig; enhver lov, der strider herimod, er slet og uretfærdig. Man kan ikke hævde, at ligesom i den fysiske verden således må også i det menneskelige samfund den værende orden nødvendigvis være den bedste, medmindre man vil påstå, at alle de sociale ubilligheder er berettigede. Fordi de er nødvendige, og at ethvert reformforsøg er en tåbelighed, om ikke et attentat på naturens love. I så fald måtte man mene, at så snart loven stadfæster rov og slaveri, er disse og andre retskrænkelser retfærdige, og de største angreb på retten måtte da betragtes som den sande ret. Således skaber loven ikke retten. Retten foreskriver loven.
5. Det femte system betragter ejendomsretten som en naturlig ret. Alle ejendomsrettens forsvarere kappes nu til dags om at gentage, at ejendomsretten er en naturlig ret; men kun få forstår betydningen af dette ord. De tyske retsfilosoffer har dog forklaret det meget godt. Fichtes teori herom, er denne: Menneskets personlige ret i forhold til naturen er at besidde en virkesfære, der er tilstrækkelig stor til, at han her kan skaffe sig de nødvendige underholdsmidler. Denne fysiske sfære bør altså sikres enhver, men på betingelse af at man også udnytter den ved sit arbejde. Alle bør således arbejde; men alle bør også have de nødvendige arbejdsmidler.
Immanuel Fichte, en søn af den store filosof, hævder lignende tanker i sit smukke værk: “System der Ethik” (2. B., 2 Th. § 93). Retten til besiddelse er, efter ham, en umiddelbar og uafhændelig ret, der går forud for enhver lov. Ejendomsretten er den besiddelse, der stemmer med retten og sikres af den offentlige magt. Den er indstiftet for almenvellets skyld, hvoraf følger, at ejeren ikke blot ikke må misbruge sin ejendom, men endog er retslig forpligtet til, at bruge den på en god måde. “Vi vil,” siger Fichte, “komme til en social ordning af ejendomsretten. Den vil tabe sin udelukkende private karakter for at blive en sand offentlig institution. Det skal ikke længere være tilstrækkeligt, at sikre enhver den med rette erhvervede ejendom; man må sørge for, at enhver får den ejendom, der bør tilfalde ham i bytte for hans berettigede arbejde.” “At arbejde er en pligt mod en selv og mod andre; den, der ikke arbejder, skader de andre, og fortjener følgelig straf.” (§ 97). Samme teori findes udviklet endnu fuldstændigere i den fortrinlige håndbog i naturretten, som professor R. Ahrens i Leipzig har udgivet. Efter denne fremragende jurist består retten i foreningen af de for menneskets legemlige og åndelige udvikling nødvendige betingelser, forsåvidt disse betingelser afhænger af den menneskelige vilje. Ejendommen er virkeliggørelsen af foreningen af de for hvert individs legemlige og åndelig udvikling nødvendige midler og betingelser i den mængde og af den egenskab, der svarer til dets rationelle fornødenheder. – Ejendomsretten indeholder midlerne og betingelserne for erhvervelsen, bevaringen og anvendelsen af ejendommen, og indeholder samtidig de retshandlinger, der indrømmes actor competens. Det være sig vedrørende ejendommens tilbagevindelse eller tilbagehævdelse eller brug.” “Ejendom er for ethvert menneske en betingelse for hans liv og hans udvikling. Ejendomsretten har til sit grundlag selve den menneskelige natur og må derfor betragtes som en oprindelig og absolut ret, der ikke skriver sig fra nogen ydre akt, såsom bemægtigelse, arbejde eller kontrakt. Da retten umiddelbart hidrører fra den menneskelige natur, er det tilstrækkeligt at være menneske for at have ret til en ejendom.
Beviset for denne læres sandhed ligger deri, at selv de, der ikke har kendt den, eller som ville fordømme den, har anerkendt grundsætninger, der nødvendigvis fører til den.
“Ejendomsretten er en naturlig ret; rettens princip ligger i os,” siger Portalis, men hvis den er en naturlig ret, dvs. en ret, der resulterer af selve den menneskelige natur, følger heraf, at man ikke kan berøve noget menneske den. Den grund for ejendomsrettens eksistens, som Portalis angiver, medfører, at der må indrømmes alle ejendom. Mennesket må, siger han, for at leve kunne tilegne sig en del af jorden, som det kan opdyrke ved sit arbejde. – Ganske vist; men ved “mennesket” må forstås alle mennesker: thi for alle er tilegnelse virkelig en livsbetingelse. Det er altså en følge af Portalis’s system, at tilegnelsesretten er almindelig, og at ingen bør berøves den.
Ejendomsretten er ikke nogen medfødt ret; men den udledes af en medfødt ret: den medfødte ret, i hvilken ejendomsretten ligger som en spire, er friheden, og af friheden afledes ejendomsretten nødvendigvis”. (Dalloz: “Répert. gén,” under ordet “Proprieté”). Hvis Dalloz har ret, er det en følge, at da ethvert menneske har ret til at være frit, har ethvert menneske også ret til at være ejendomsbesidder.
Enhver menneskelig person trænger til at ledsages af og forsynes med ejendomme, der slutter sig til ham og udgør hans tilegnelsesområde.” (Renouard). Altså må de sociale institutioner ordnes således, at ethvert menneske ved udøvelsen af sin tilegnelsesret kan opnå at blive “ledsaget af og forsynet med” en ejendom.
En instinktmæssig anerkendelse af denne naturlige ret til ejendom, som ethvert menneske har, er grundlaget for fattigunderstøttelsen, der kun er et ækvivalent for den, og som alle lovgivninger, særlig den engelske har stadfæstet. Hvis man nægter denne oprindelige tilegnelsesret, må man indrømme, at Malthus havde ret: det menneske, der ingen ejendom har, har ingen rettigheder at gøre gældende: “ved naturens gæstebud er der ikke forbeholdt ham nogen plads; han er overflødig her på jorden. Naturen befaler ham at gå sin vej, og den vil ikke undlade selv at sørge for denne befalings efterlevelse.” Intet er sandere. Hvis mennesket ikke kan gøre krav på dette tilegnelsesområde, hvorom Renouard taler, har det heller intet krav på understøttelse.
Vi bemægtiger os en ø, hvor vi lever af udbyttet af vort arbejde. En skibbruden kastes op på øen; hvad ret har nu denne skibbrudne? Kan han sige, idet han påberåber sig juristernes enstemmige mening: I har bemægtiget eder jorden i kraft af eders egenskab som menneskelige væsener, fordi ejendommen er en betingelse for frihed og for udvikling, en nødvendig betingelse for tilværelsen, en naturlig ret; men jeg er også menneske; jeg har også en naturlig ret at gøre gældende; jeg kan altså med samme adkomst som I bemægtige mig et stykke jord for at kunne leve af mit arbejde!
Hvis man ikke indrømmer, at dette krav er berettiget, er der ikke andet for end at kaste den skibbrudne ud i havet igen, eller, som Malthus siger, at overlade til naturen at befri jorden for dette menneske, hvem der ikke er forbeholdt nogen plads.
Hvis han ikke har ret til at leve af udbyttet af sit arbejde, kan han visselig endnu mindre i kraft af en lovgiven ret til understøttelse forlange at leve af udbyttet af andres arbejde. Vi kunne ganske vist hjælpe ham eller give ham sysselsættelse mod arbejdsløn; men det er da en ædelmodighed, vi viser, ikke nogen retslig løsning. – Hvis han ikke kan forlange en del af den frembringende jord for a kunne leve af sit arbejde, har han ingen ret. Den, der lader ham dø af sult, krænker ikke retfærdigheden. Vi påstår at denne løsning, der synes at være den, hvortil juristernes og de nuværende nationaløkonomers officielle skole kommer er i strid med vor medfødte retfærdighedsfølelse, med den naturlige ret, med alle folkeslags oprindelige lovgivning og med selve de grundsætninger der anerkendes af dem, der hylde denne løsning.
I det græske sprog, hvor ordenes etymologi ofte indeslutter en hel filosofi, indeholder ordene “retfærdigt” og “retfærdighed” – (græske ord) – forestillingen om en ligelig fordeling. Ved naturret har man snart forstået, som i det 17. og 18. århundrede, alle de love, der følger af menneskenes instinkter i “naturtilstanden”, snart, som i vor tid, de love der stemmer med menneskets natur og som fornuften opdager[5]i begge betydninger stadfæster naturretten i lige høj grad den alle mennesker indrømmede tilegnelsesret. Jeg tror virkelig at have bevist, at alle folk oprindelig havde en ordning, der sikrede alle mennesker andel i den frembringende jord. Undersøgelsen viser også, at ejendommen er en nødvendig betingelse for menneskets tilværelse, frihed og udvikling. Den medfødte retfærdighedsfølelse, den oprindelige ret og den rationelle ret er således enige om at pålægge ethvert samfund forpligtelsen til at antage en ordning, hvorved der sikres alle den berettigede ejendom, der tilkommer dem.
[5] “De naturlige rettigheder er, som deres navn angiver, de rettigheder, der uløseligt er knyttede til de menneskelige væseners natur, som afledes af den alene; og som alene lever i kraft af den. De er ikke indrømmelser af men betingelse for de positive love, for hvilke de gå forud, og som de begrunder. (Renouard: Du droit industriel. s. 173). Retten er absolut, forsåvidt den stemmer med den bedste orden, men den ændres i sin form fordi mennesket, dens ophavsmand, forandrer sig. Den bedste orden, der er det retfærdiges nødvendige område, er ikke den samme for vilde som for civiliserede mennesker. En ejendomsform, som på et sted sikrer den største frembringelse og retfærdigste fordeling, kan et andet sted have derfra aldeles forskellige følger. Studiet af menneskets natur, fornødenheder og følelser og af de sædvanlige følger af dets handlinger kan ene lære os, hvilken ejendomsform, der i et givet øjeblik er den bedste. Denne den bedste orden er retten, fordi den er den korteste og den retteste vej til fuldkommenheden. Alt hvad der under denne orden bør tilfalde ethvert menneske, er hans individuelle ret. Den virksomhed, til hvilken individet er mest skikket, og hvor det kan være nyttigst for sig og andre, bør indrømmes det, the right man in the right place, og de for denne virksomhed nødvendige arbejdsredskaber er, for så vidt de forefindes, dets berettigede arv. Hvor menneskene ikke kendte bedre underholdsmidler end jagt, kvægavl og agerdyrkning bestod denne arv i en del af jorden, en del af “almindingen”. I middelalderen bestod den i byerne, hvor industrien havde udviklet sig og var ordnet, i en plads i lavet med andel i alt, hvad der tilhørte fællesskabet. Den lighedsbevægelse, der så stærkt ryster det nuværende samfund vil rimeligvis føre til, at den naturlige ret til ejendom på ny bliver anerkendt, ja selv til at dens udøvelse sikres ved institutioner, der stemmer med industriens nuværende krav og med den suveræne retfærdigheds bud.
Der gives for alle menneskelige forhold en tilstand, der er den bedste. Det er langt fra, at denne tilstand altid er den nuværende; thi hvis det var tilfældet, hvorfor vil vi da alle forandre den? Men det er den tilstand, som – for menneskeslægtens største vel – burde være den rådende. Gud kender den og vil den. Mennesket bør opdage den og gennemføre den.