Emile de Laveleye: Om ejendomsretten og dens oprindelige former
Ejendomsretten over jorden
Byfællesskabet i Rusland
Byfællesskabet på Java
Byfællesskabet i Germanien
Ejendomsretten over jorden.
Den private ejendomsret over jorden, som vi nu ser anerkendt i alle civiliserede lande, har kun udviklet sig sent og langsomt af det oprindelige fællesskab. Ejendomsrettens historie viser os, at ejendomsrettens udvikling i hovedtrækkene har været ens i de forskellige lande: overalt har jorden oprindelig været besiddet i fællesskab. Man troede tidligere, at det byfællesskab, der findes i Rusland, var noget for slaverne ganske ejendommeligt, og man sagde, at de havde kommunistiske tilbøjeligheder. Slavofilerne roser endog denne institution som ejendommelig for den slaviske race, og de påstår, at den vil sikre den overmagten, idet den beskytter mod de sociale krampetrækninger, der vil ødelægge alle occidentens stater. Nu er man imidlertid i stand til at bevise – og vi vil forsøge at gøre det – at et ganske tilsvarende fællesskab har været til stede hos de forskelligste folkeslag, hos germanerne og i det gamle Italien, i Peru og i Kina, i Mexico og Indien, hos skandinaverne og hos araberne.
Så længe det primitive menneske lever af jagt, fiskeri og vilde frugter, tænker han ikke på at tilegne sig jorden, og han betragter kun de fangede og af hans egen hånd tildannede genstande som sine. Hos hyrdefolkene begynder der at vise sig spor til ejendomsret også over jorden; dog strækker ejendomsbegrebet sig ikke videre end til det område, hvor stammens hjorder færdes til stadighed, og om grænserne herfor opstår der hyppige stridigheder mellem de forskellige stammer; men den tanke falder ingen ind, at det enkelte individ skulle kunne gøre krav på en del af jorden som sin udelukkende ejendom. Hyrdelivets forhold forbyder bestemt sligt. – Lidt efter lidt bliver dele af jorden opdyrkede, og agerbruget begynder at blive herskende; men det område, klanen eller stammen bebor, forbliver dennes udelte ejendom, og agerjorden, græsgangene og skovene benyttes i fællesskab. Senere bliver den dyrkede jord stykket ud i lodder, der ved lodtrækning fordeles mellem familierne; kun en midlertidig brugsret overlades der således de enkelte. Selve jorden vedbliver at være stammens kollektive ejendom, og fra tid til anden vender den tilbage til den, for at der kan skrides til en ny fordeling. Det er dette system, der endnu råder i den russiske kommune; det var dette system, der, da Tacitus skrev, fandtes hos germanerne. – Udsondringen gør et nyt skridt fremad: jordlodderne vender ikke tilbage til samfundet, men forbliver hos patriarkalske familiegrupper, der bor sammen og arbejder i fællesskab, således som tilfældet var i Italien og i Frankrig i middelalderen og endnu i vore dage i Serbien. – Endelig fremstår den individuelle og arvelige ejendomsret; men den er endnu bundet med lensherrerettighedernes, fideikommisrettighedernes, arveforpagtningernes, den tvungne driftsmådes utallige bånd. Det er først efter en yderligere, undertiden meget langsom udvikling, at privatejendomsretten endelig sætter sig fast, og bliver denne absolutte, suveræne ret, hvorom loven taler, og som kun vi nutildags ret forstår.
Driftsmåden har ændret sig, efterhånden som ejendommen har udskilt sig af fællesskabet. Oprindelig er dyrkningen ganske uregelmæssig og blot midlertidig; man brænder overfladens naturlige vegetation, og sår kornet i asken; og derefter hviler så jorden i atten eller tyve år. Denne driftsmåde er ikke uforenelig med hyrde- og nomadelivet. Senere bliver en mindre del af jorden regelmæssigt dyrket efter trevangssystemet medens den største del henligger som fællesgræsgang for landsbyens hjorder. Dette er det russiske og det germanske system. Endelig bliver kvæget omhyggeligt behandlet; gødningen opsamles; markerne indhegnes; veje og grøfter anlægges. Jorden er genstand for det omhyggeligste arbejde; brakmarken afskaffes; kunstig gødning får anvendelse; stor kapital sættes i jordens dyrkning, og driften er fra ekstensiv blevet intensiv. Dette er nutidens agerbrug, der først begynder at virke, når den individuelle ejendomsret over jorden ret har sat sig fast. Ejendomsrettens og driftsmådens jævnsides udvikling, – det er den vigtige kendsgerning, som de seneste undersøgelser klart har bragt for dagen.
Ihvorvel ejendomsbegrebets udvikling hos forskellige folk væsentlig har fulgt samme retning, så må det dog fremhæves, at udviklingen ingenlunde er lige hurtig hos alle racer: medens nogle allerede ved den historiske tidsalders begyndelse har forladt det oprindelige fællesskab, vedbliver andre endnu i vore dage at følge et system, der skriver sig fra civilisationens første begyndelse. Grækerne og romerne kendte allerede i gamle dage den private ejendomsret over jorden, og sporene af klanens gamle fællesskab vare alt da så udslettede, at der må et opmærksomt studium til for at genfinde dem. Slaverne derimod har ikke givet afkald på det kollektive system. Også geologien lærer os, at visse lande har bevaret en plante- og dyreverden, der andre steder er forsvundet for længe siden. Således finder man, hedder det, i Australien planter og dyr, der tilhører de tidligste udviklingsperioder. I sådanne tilfælde kan den komparative undersøgelsesmetode gøre store tjenester: dersom visse af de primitive tiders institutioner har holdt sig indtil vore dage hos nogle folk, så bør vi undersøge dem hos disse folk for bedre at forstå et civilisationsstandpunkt, der ellers taber sig i tidernes mørke.
Vi vil først stifte bekendtskab med byfællesskabet, således som det endnu findes i Rusland og på Java, vi vil derefter se, at dette system har været gældende i det gamle Germanien og hos de fleste bekendte folkeslag. Vi vil endelig undersøge dette familiefællesskab, der var så udbredt i Europa i middelalderen, og hvis forbillede har holdt sig lige til vore dage hos sydslaverne i Østrig og Tyrkiet.
Byfællesskabet i Rusland.
I hele Storrusland – dvs. det uhyre landområde, der strækker sig hinsides Dniepr, og som har en befolkning på 30 til 33 millioner – er al den jord, der ikke tilhører kronen eller de store lodsejere, kommunens udelte fælleseje. Kommunen er den russiske stats oprindeligste element. Den fører et mægtigt, virksomt, endog despotisk selvstændigt liv. Den alene ejer jorden, over hvilken de enkelte kun har en midlertidig brugsret. Det er ikke de enkelte, men kommunen, der i forhold til sin befolkning skal svare skatterne og indestå for udskrivningen og betale godsherren de ham skyldige afgifter. Den er langt mere uafhængig end for eksempel den franske og tyske kommune. I alt hvad der vedrører forvaltningen, har den self-government lige så fuldstændigt som det amerikanske township. Ukas’en af 19. feb. 1861 har givet den en virkelig, man påstår endog for stor selvstændighed.
Familiefædrene samler sig under den af dem valgte starosts forsæde til møder, på hvilke de forhandler og umiddelbart ordner de kommunale anliggender. Starost’en er politimester og dommer i sager angående mindre lovovertrædelser og kan idømme visse mindre strenge straffe.
En forening af flere landsbyer udgør den såkaldte “volost”, der bør have mellem 300 og 2000 beboere. I spidsen for forvaltningen står her “Starshina” der støttes ved et råd, som består af starosterne i distriktets landsbyer. I forening med dette råd ordner han alt vedrørende skatte-, udskrivnings-, vej- og hoverivæsenet
Alle en landsbys beboere, der i fællesskab besidder jorden, kaldes i forening Mir. Ordet “mir”, der genfindes i alle eller de fleste slaviske dialekter, svarer til “kommune”, men betegner også universet, og synes oprindelig at have været udtryk for noget ærværdigt og helligt. Baron Haxthausen, der så meget har bidraget til vort kendskab til Rusland, meddeler en stor mængde russiske ordsprog, der vidner om den dybe ærbødighed, som mir indgyder folket. “Gud alene er mir’ens dommer”. “Alt hvad mir’en har besluttet, bør ske”. “Mir’ens suk sprænger klippen”. “Mir’en er landets beskærmer”.
I princippet er enhver mandlig og myndig beboer berettiget til lige andel i de jorder, som mir’en ejer. I gamle dage fandt ingen deling af jorden sted. Jorden dyrkedes i fællesskab, og høsten blev fordelt mellem alle i forhold til det antal arbejdere, hver familie leverede. Endnu i vore dage findes dette system i nogle kommuner i skovegnene. Senere foregik jordens fordeling hvert år eller hvert tredje år, efter hver treårig rotations udløb, og denne gamle skik har holdt sig på nogle steder. Nu går fordelingen i almindelighed for sig hvert niende år, på nogle steder dog hvert sjette, på andre hvert tolvte eller femtende. Efter hver officiel folketælling anses en ny almindelig omfordeling for obligatorisk. Siden 1719 tæller man ti almindelige omfordelinger; den sidste fandt sted i 1857.
Bønderne holder ganske vist trofast på det kommunistiske princip; men de beslutter sig dog ikke gerne til foretagelsen af denne omfordeling, fordi de lodder de dyrker, vender tilbage til massen og den ny fordeling ofte skaffer dem andre. Omfordelingen benævner de “den sorte deling”.
Alt vedrørende fordelingsmåden bestemmes af bønderne selv på møder under starostens forsæde; kun er det en betingelse, at mindst halvdelen af dem er tilstede på disse møder. Skal fællesskabet opløses og jorderne fordeles som individuelle og vedvarende ejendom, er det nødvendigt at to tredjedele af stemmerne udtaler sig herfor. Det samme er tilfældet, når der skal foretages en ny fordeling, eller når “lastefulde og uforbederlige” personer skal udstødes eller sættes til regeringens disposition.
Huset, “Izba”, den grund, hvorpå det er opført, og den tilhørende have udgør en privat og arvelig ejendom. Dog kan ejeren ikke sælge den til en til Mir’en ikke hørende person, medmindre dette tillades af bymændene. Og disse er altid berettigede til at angive, hvem de foretrækker. En lignende bestemmelse genfindes i forskellige landes byfællesskaber; thi kommunen må ikke blot betragtes som en administrativ enhed; den er endnu mere en patriarkalsk forening, en udvidelse af familien, hvor sammenholdet mellem medlemmerne er så stærkt, at en fremmed ikke indlades uden flertallets samtykke. I den russiske kommune findes der således ikke nogen fuldstændig fri ejendomsret over grunden; selv der, hvor der indrømmes en vis privat ejendomsret har fællesskabet en højhedsret.
De russiske landsbyer består af en række bjælkehuse i smag med det amerikanske “loghouse” eller det schweiziske “chalet”. Den imod gaden vendende gavl er prydet med en altan, og taget, der rager ud herover, er forsynet med ornamenter i udskåret træ. Boligerne ligger aldrig isolerede mellem de tilhørende marker, således som tilfældet er i lande, hvor jorden længe har været delt mellem arvelige privatejendomme. Den russiske landsby kaldes “derevnia”, et ord, der har samme rod som det nordiske og angelsaksiske “torp”, det tyske “dorf”, det franske “troupe”, “troupeau”; det betyder forening, sammenhold til gensidig beskyttelse.
Når jorden skal fordeles, foretages der af dertil af kommunen udnævnte landmålere opmålinger og værdsættelse af de forskellige lodder. I visse egne betjener landmålerne sig af særligt indviede stokke af forskellig længde, hvoraf de korteste bruges til de mest frugtbare jorder, således at jordlodden bliver så meget mindre, jo mere frugtbar den er.
Al kommunens agerjord deles i tre koncentriske kredse omkring landsbyen, og disse tre kredse deles atter i tre marker, der udlægges til den treårige rotation. Man tager mere hensyn til jordens beliggenhed end til dens frugtbarhed, da denne er temmelig ensartet i hvert distrikt. Kun i de sandede egne gødes de landsbyen nærmest liggende kredse én gang hvert tredje, sjette, niende år. I den sorte jords egn er brugen af gødning derimod ukendt. Hver kreds deles i smalle strimler, 5-l0 meter brede og 200-500 meter lange: lodderne, der ved lodtrækning fordeles mellem deltagerne, dannes ved foreningen af flere parceller, hvoraf mindst én må ligge i hver kreds og én i hver af de tre marker.
Alle beboere, kvinder og børn medregnede, deltager i denne lodtrækning. Da lodderne i almindelighed er omtrent lige gode, giver denne fordeling sjældent anledning til klager; er man imidlertid i stand til at bevise, at man er blevet forurettet, kan man få en erstatning i den jord som kommunen ikke lader fordele, men holder i reserve. Skovene og græsgangene deles ikke. Tidligere brugte bønderne dem i fællesskab mod at svare godsejeren nogle arbejdsydelser. Emancipationsukas’en af 1861 har nu givet godsejeren udelukkende ejendomsret over dem – i strid med den gamle ret; thi oprindelig hørte skoven og engen under Mir’en.
På kronens jorder, hvor der er plads nok, holder kommunen i almindelighed en del i reserve, for at den altid kan have noget at tilstå de nye familier, der opstår. Indtil der bliver brug for således forbeholdte jorder, lejes de bort. På denne måde undgås nødvendigheden af meget hyppige nydelinger.
På kronens jorder sker delingen i forhold til beboernes talrighed. Det bestemmes, at hvert individ bør have så og så mange “dessiatiner”[1], og hver familiefader får da lige så mange andele som hans familie tæller personer. På andre steder sker fordelingen ikke i forhold til individernes, men i forhold til familiernes eller til de voksne arbejderes talrighed. Da de talrige vange, der tilstås hver familie, ligger blandede mellem hverandre, er det en nødvendig følge, at de må dyrkes på samme tid og samme måde. Det er denne tvungne driftsmåde, som man tidligere også havde i andre lande. En tredjedel af agerjorden dyrkes med vintersæd, rug eller hvede, en tredjedel med havre, en tredjedel ligger brak. Hver enkelt familie pløjer, sår og høster for sig og for egen regning men intet angiver grænserne mellem parcellerne; de synes at udgøre en eneste mark. Det er nødvendigt, at brugerne på samme tid udfører arbejdet, da man på grund af mangelen på veje ofte ikke kan komme til sine vange, uden at gå over naboens. Kommunens beboere træffer på fællesmøder beslutning om, når der skal sås og høstes, på samme måde som vinhøsten besluttes i det sydlige Europa, i Schweiz og Italien, ja endog i Frankrig. Det er atter et af disse eksempler på, hvorledes den kommunale myndighed begrænser det individuelle initiativ.
[1] 1 dessiatine = i hect. 9 are (c: henved 2 td land).
Inden livegenskabets afskaffelse overlod godsejeren omtrent halvdelen af agerjorden til bønderne, og beholdt selv den anden halvdel, som han lod dyrke ved sine hoveripligtige. Den livegne måtte arbejde tre dage om ugen for herren. Brænde og græs kunne bønderne få mod visse ekstratjenester.
I 1861 ejede i det egentlige Rusland 103.158 ejere 105.200.108 dessiatiner med 22 millioner livegne, der havde brugsret over en tredjedel af den samlede jord, c: over 35 millioner dessiatiner. Ved emancipationsukas’en blev det bestemt, at godsejerne mod en pengeafgift skulle overlade de frigivne livegne en del af jorden som ejendom. Denne dels størrelse afhænger af de stedlige forhold, men i alle landsbyer er der fastsat et vist minimum. I steppeegnene varierer dette minimum mellem 3 og 8 dessiatiner pr. mand; i provinsen Moskov er det kun 1 dessiatine.
I provinsen Novgorod har en almindelig bondefamilie henved en halv snes tønder land, hvoraf den ene halvdel dyrkes, medens den anden ligger hen som græsgang. Dyrkningen sker i almindelighed efter trevangssystemet. Besætningen består af 2 heste, 3 køer og 4 eller 5 beder. Den ny kommunalordning, der indførtes ved ukas’en af 19 feb. 1861, har ingenlunde svækket men snarere indskærpet det kommunistiske i den russiske kommune, i alt fald for så vidt den fremdeles hævder den grundsætning, at kommunen er solidarisk ansvarlig for de afgifter, dens enkelte beboere skylder staten eller provinsen. Familiefædrene kunne på generalforsamlingerne indføre den individuelle ejendomsret og gøre ende på det kommunistiske system; men til en sådan omordning udkræves to tredjedele af stemmerne. Man påstår, at hvis denne beslutning kunne tages med simpelt flertal, ville fællesskaberne snart ophøre at eksistere. Således forholder det sig dog næppe: bønderne forlader ikke så let gamle skikke; kun lidt efter lidt og ved umærkelige forandringer ændres de gamle institutioner under indflydelse af nye ideer og nye fornødenheder. Man har mærkelige eksempler på, i hvilken grad den russiske bonde holder fast ved den i kommunen gældende ordning af landboforholdene: For nogle år siden ville en godsejer i sine livegnes interesse indføre occidentens agerbrugssystem. Han delte jorden i uafhængige landbrug, hvor han på sin bekostning lod opføre isolerede boliger for hver familie. Næppe var imidlertid livegenskabet afskaffelse blevet dekreteret, før bønderne skyndte sig med at genoprette det oprindelige fællesskab og at genopføre husene på deres gamle plads, trods det betydelige arbejde, som dette kostede. Ved offentlige festligheder højtideligholdtes denne tilbagevenden til de gamle skikke. Kun én bonde vægrede sig ved at opgive sin af de andre uafhængige drift; – han blev hånet af hele landsbyen og erklæret for forræder. I den russiske bondes øjne er ethvert forsøg på at unddrage sig fra fællesskabets bånd en svigten, et tyveri, en forbrydelse, der ikke tilgives. – Hvad der er endnu mærkeligere er, at de tyske kolonister i Rusland ofte af egen drift har indført det russiske system.
Den patriarkalske familie er kommunens grundlag, og dennes medlemmer betragtes i almindelighed som nedstammende fra en fælles forfader. Familiebåndene har i Rusland såvel som hos sydslaverne bevaret en magt, de andetsteds har tabt. Familien er et slags vedvarende forening, der regeres med en næsten absolut myndighed af familiehovedet, den såkaldte “ældste”. Al ejendommen besiddes i fællesskab. I almindelighed finder der hverken arv eller anden fordeling sted. Huset, haven, redskaberne, besætningen, høsten, alle slags møbler vedbliver at være alle familiemedlemmernes fælleseje, og ingen tænker på at gøre krav på noget for sig alene. Ved familiefaderens død går myndigheden og bestyrelsen over til husets ældste: i nogle egne til den ældste søn, i andre til den afdødes broder, forsåvidt han bebor samme hus. Atter andre steder vælge familiemedlemmerne den nye chef. Hvis alle de efterladte er mindreårige, nedsætter en slægtning sig hos dem, og bliver da deltager med dem, i deres ejendom.
Når der efter dødsfald foretages en deling af ejendommen – noget der nu er mindre sjældent end tidligere – sker denne ikke i forhold til vedkommendes slægtskabsgrad, men i forhold til tallet af voksne mandlige beboere af huset. Ved arvefordelingen kan en forældreløs ikke repræsentere sin fader, og de, der har forladt den fædrene bolig, arver ikke.
I norden tilfalder huset den ældste. I Syden er det den yngste søn, der arver det, Da der i almindelighed, endnu medens faderen Var i live, er blevet sørget for et særskilt bo for den ældste. Det, der giver arveret, er da ikke blodet, slægtskabet; det er en mere virkelig adkomst: Deltagelse i det arbejde, hvis udbytte skal deles. Onkelen, fætteren, den voksne nevø har arbejdet med; de skal følgelig have en lige så god andel. Den unge pige og barnet har endnu i engen henseende bidraget til produktionen; de har derfor, om der end sørges for deres fornødenheder, ingen ret til nogen andel i arven.
Forestillingen om myndighed og magt går i den russiske familie ligesom i den russiske stat i et med forestillingen om alder og fadderskab. Ordet “Starost” betyder “den gamle”; “Starshina ” er komparativ heraf: “den ældre”; Kejseren er “Fader”, “den lille fader”. Dette er det patriarkalske systems sande princip.
Efter de livegnes frigivelse har den patriarkalske familie tilbøjelighed til at opløse sig. Følelsen af individuel uafhængighed undergraver og ødelægger den. De unge mennesker adlyder ikke mere deres “ældste”. Kvinderne strides om det arbejde, der tilfalder dem. Den gifte søn vil have sin egen bolig. Da han er berettiget til at forlange en del af jorden, og da den russiske bonde med vidunderlig færdighed forstår at tømre sig et træhus sammen, sætter hvert par bo for sig.
Den patriarkalske families opløsning vil måske medføre byfællesskabets ophør, da det er i hjemmet, at der udvikles disse broderlighedens følelser, denne undladen at tænke på den individuelle interesse, disse kommunistiske følelser, hvorpå mir’ens kollektive ejendomsret hviler. Tidligere havde man et middel til at knække de uregerliges modstand og til at skille sig af med uforbederligt dovne personer: man udleverede dem til udskrivningsvæsenet. På denne måde rensede familiefædrene efter aftale med Starosten kommunen for de genstridige. Det er vanen til at bøje sig for faderen despotiske myndighed, der har givet det russiske folk denne lydigheds, selvfornægtelses og mildheds ånd, hvorved det udmærker sig.
Hvilken forskel på russeren og amerikaneren. Denne, der fra sin tidligste ungdom er frigjort fra forældremyndigheden, som er vant til kun at stole på sig selv, og som kun adlyder den lov, han selv har medvirket til, længes efter forandring og bevægelse, tørster efter vinding, er altid misfornøjet med sin stilling og altid på jagt efter noget nyt, er – kort sagt – individualismens fuldendte forbillede. Russeren, derimod, finder sig i sin skæbne, føler sig knyttet til de gamle overleveringer, er altid rede til at adlyde sine overordnedes befalinger, er opfyldt af ærefrygt for sine præster og sin kejser, er tilfreds med sin tilværelse, som han ikke søger at forbedre, og er i det hele måske lykkeligere og gladere end den driftige og bevægelige yankee, trods al dennes rigdom og fremskridt.
Panslavisterne tror, at det russiske byfællesskab vil sikre Ruslands fremtidige storhed. Occidenten, siger de, har haft lignende institutioner, men man har ladet dem gå til grunde under lensvæsenets og romerrettens indflydelse: – man vil blive straffet herfor ved de sociale kampe mellem de rige og de fattige. Rusland har bevaret de oprindelige institutioner og vil derved undgå kampen mellem kapital og arbejde. – Det strider mod retfærdigheden, tilføjer de, at jorden, der er alles fælles arv, tilegnes af nogle enkelte familier. Arbejdet kan give en gyldig adkomst til ejendomsret over de produkter, det skaber, men ikke til ejendomsret over jorden, som det ikke skaber. I Rusland indrømmer kommunen enhver arbejdsdygtig person ret til en andel i jorden, hvorved det gøres ham muligt at leve af udbyttet af sin virksomhed. – Pauperismen, denne Occidentens svøbe, er ukendt, hvor byfællesskabet findes. Den kan ikke fremstå her; thi alle har subsistensmidler, og enhver familie sørger for sine syge og gamle. I Occidenten er et talrigt afkom en ulykke, som man søger at undgå ved hjælp af midler, der anbefales af visse nationaløkonomer, men fordømmes af moralen. I Rusland modtages et barns fødsel altid med glæde; thi barnet vil i fremtiden tilføre familien nye kræfter, og det giver den ret til endnu en andel i jorden. Befolkningen kan vokse, der er endnu uhyre landområder i Europa at bebygge, og når de er opfyldte, vil Asiens udstrakte højsletter åbne sig for den store slaviske races uendelige udbredelse. Så længe det slaviske folk bevarer hin ærværdige institution, vil det undgå klasekampene, den sociale krig, den forfærdeligste af alle krige.
Således taler tilhængerne af den russiske mir! Af sådanne tilhængere gives der forskellige afskygninger. Der er først de konservative, som baron Haxthausen, der vil bevare det patriarkalske system og de gamle institutioner. Der er dernæst slavofilernes talrige gruppe, Aksakof, Byellyayef, Koschelyef, Samarine, fyrst Tscherkasski, og mange medlemmer af de højere samfundsklasser, mange fremragende damer, der begejstres ved tanken om den store fremtid, der er forbeholdt den slaviske stamme. Der er endelig socialdemokraterne af Herzens og Bakunins skole, Tschernischewski og Panaeff, der påstår, at i mir’ens agrarordning haves den løsning af det sociale problem, som Saint-Simon, Owen og Proudhon forgæves søgte. – Også i udlandet har denne ordning fundet talrige tilhængere. Cavour skal have sagt til en russisk diplomat: “Det, der engang vil gøre Deres land til Europas behersker, er ikke dets hære, men dets kommunalordning!”
De russiske kommunale institutioner er i den grad i strid med vore økonomiske grundsætninger og med de følelser, som det bestandige syn at den individuelle ejendomsret har udviklet hos os, at vi har vanskeligt ved at forstå deres tilværelse. Det russiske byfællesskab forekommer os at være en social vanskabning, en arv fra barbariets tider, som det moderne fremskridt ikke vil undlade at gøre ende på. Imidlertid behøver vi blot at se os omkring for at opdage, at kollektivitetens princip trænger ind på os og truer det isolerede individs uafhængighed. Der er først de ustandseligt omsiggribende aktieselskaber, fra hvilke den enkeltes ansvarlighed er bandlyst. Der er dernæst, i de katolske lande, klostrene. Vi ser disse samfund, hvor kommunismen er gennemført med langt større strenghed end i de russiske kommuner, gribe om sig efter en virkelig foruroligende målestok. Deres rigdom og magt vokser i en sådan grad, at selv de stærkeste regeringer ser sig tvungne til at gribe til exceptionelle forholdsregler for at sætte en grænse herfor. I Belgien vil de snart være stærke nok til at kunne trodse enhver modstand og til at kunne diktere lovgiverne og suverænen deres befalinger. Klostrenes eksempel hjælper os med at forstå, hvorledes byfællesskabet har kunnet holde sig. Ganske vist forfølger mennesket altid sin individuelle interesse: han søger lykken og skyer smerten, og jo bedre ansvarligheden er ordnet, desto mere vil han føle sig tilskyndet til at handle rigtigt og til at arbejde, men når troen på et andet liv åbner ham udsigt til en evig lykke, så er det muligt at han, for at fortjene den, arbejder hernede af lydighed og opofrelse, således som tilfældet er i visse klostre.
Det, der i den russiske kommunalordning mest må forurolige nationaløkonomerne, er at den – i strid med Malthus’ Forskrifter – fjerner enhver hindring for befolkningens tilvækst, ja endog sætter belønning på børnerigdom. Ethvert barn til giver jo ved fordelingen ret til en ny andel. Man skulle da synes, at befolkningen måtte vokse hurtigere i Rusland end andetsteds. Dette er også den vigtigste indvending, som Stuart Mill gør mod ethvert forslag til at reformere i kommunistisk retning. Imidlertid er, mærkeligt nok, Rusland ligesom Frankrig et af de lande, hvor befolkningen vokser langsomst. Medens befolkningen i England og Preussen fordobles hvert 30. år, behøver den i Frankrig 120 og i Rusland 90 år til at fordoble sig. Hvad er grunden til dette uventede fænomen, der synes at modsige nationaløkonomernes spådomme?
Som den første grund hertil må da anføres: den store dødelighed mellem de små børn. Ægteskabernes frugtbarhed er i Rusland noget større end i de øvrige europæiske lande. På hvert gift par kommer der i Rusland 4,96 Børn; i Preussen derimod kun 4,23, i Belgien 4,2, i England 3,77. Efter Quételet er fødslernes tal forholdsvis endog to gange større i Rusland end i Frankrig. Imidlertid er det ikke hos bønderne at børnerigdommen er størst. I provinsen Novgorod kommer der i de højere klasser 5 4/5 børn pr. ægteskab, hos bønderne 5½, i borgerklasserne 5, i købmandsklassen 4 4/5, i den borgerlige del af befolkningen 3¾. Til gengæld er dødeligheden meget stor i Rusland, så stor, at den gennemsnitlige levetid er meget lavere i Rusland end i det øvrige Europa. (i nogle provinser er den endog kun 15 år! i andre 20 á 27). Det er navnlig blandt de små børn, at dødeligheden er så stor: omtrent en tredjedel af de fødte dør i det første år efter fødselen! Børneplejen er slet; mødrene er ofte på grund af for strengt arbejde ude af stand til at amme deres børn. Skik og brug fordrer, at moderen tre dage efter sin nedkomst tager et dampbad; dette bad har formedelst uforsigtighed ofte skadelige følger. Dåben, der består i, at barnet helt neddykkes, medfører om vinteren sygdom og død. Om sommeren forårsager høstarbejderne endnu flere dødsfald: 75 % af de børn, der dør, dør i juli og august, fordi mødrene, der hele dagen er i marken, er nødt til ganske at forsømme deres pattebørn.
Den hyppige aldersforskel mellem ægtefolkene hindrer også befolkningens tilvækst; dette misforhold er en følge af den patriarkalske familieordning. Det er ikke let at få arbejdere i Rusland; enhver familie er således interesseret i at finde den nødvendige arbejdskraft i sin egen midte. Familiens hoved skynder sig derfor med at bortgifte sine sønner så tidligt som muligt, for at den unge kone kan udføre det arbejde, der ellers måtte overdrages til et tjenestetyende, hvem der måtte betales en høj løn. Man lader således drenge på 5 til 10 år ægte piger på 23 til 30 år; ja, man fortæller endog, at det ikke er sjældent at se den unge kone bære sin mand på armen. Disse slet afpassede forbindelser medfører meget beklagelige følger. For det første er konen gammel, når manden er i sin kraftigste alder. For det andet fristes familiens hoved til at forsømme sin egen ægtefælle og til at misbruge den indflydelse, han har over sin søns hustru: sønnen er jo altfor ung til at kunne nyde godt af sine rettigheder og til at kunne skaffe dem agtelse. Blodskamsforbindelser blive således hyppige, noget, der er en følge af livegenskabet, ligesom andre usædelige forbindelser har været følge af slaveriet i oldtiden og i Amerika. Efter livegenskabets ophør er, siger man, denne usædelighed i færd med at blive mindre hyppig, fordi de unge familier vægrer sig ved længere at finde sig i den ultrapatriarkalske forrettighed, husets hoved tidligere udøvede.
Landsbyfesterne sluttes i almindelighed med leg og udskejelser, hvor der lades drukkenskaben og en plump letfærdighed åben mark. Alligevel er de uægte fødsler i Rusland ikke så talrige som andetsteds. Heraf må ikke sluttes, at usædeligheden ikke er så stor som den skildres af visse forfattere. Sagen er, at usædelighedens følger forebygges ved visse endnu fordømmeligere midler.
Som man ser, standses befolkningens tilvækst, som jordens udstykning synes at måtte begunstige, kun ved årsager, der ville ophøre at virke, når friheden, sædeligheden og velstanden er blevet videre udviklet. Kun ved ét middel vil der da kunne skaffes plads til de nye familier, en mere udviklet civilisation vil fremkalde: udvandring og kolonisation. Udsendelse af kolonier fra de russiske kommuner var, hvad Julius Faucher har godtgjort, meget hyppig i tidligere dage.
Man indvender imod den russiske agrarordning: Denne ordning hindrer udviklingen af den intensive drift. – Følgen af at de de forskellige familier tilståede vange ligger blandede mellem hverandre, bliver, at behandlingsmåden er ens, at slendrian befordres, at det forældede driftssystem bibeholdes. – Alle kommunemedlemmernes solidariske ansvar med hensyn til udskrivning og skattebetaling medfører, at de arbejdsomme kommer til at betale for de dovne, hvorved den individuelle interesses spændkraft svækkes. Så snart denne spændkraft slappes, må den erstattes ved tvang, for at samfundslivet ikke skal gå i stå. Således kommer kommunen til at øve en diskretionær myndighed over sine medlemmer, i den grad at bonden, som man har sagt, vel ikke mere er godsejerens men dog fremdeles kommunens livegne. Når selvinteressen ikke tilstrækkeligt kommer til at virke, sløves mennesket, og hele samfundslegemet står så at sige stille. Herfra skriver sig fremskridtets overordentlige langsomhed i Rusland. Hvis man vil bedømme det kommunistiske princips og det individualistiske princips relative værd behøver man blot at sammenligne Rusland med Nordamerikas Forenede Stater.
På disse indvendinger svarer tilhængere af det russiske system: ganske vist er bymændenes solidariske ansvar overfor regeringen uheldigt; men det hører ikke nødvendigvis med til den russiske agrarordning: afskaf dette ansvar – og det vil ikke længere være nødvendigt at indrømme kommunen en despotisk myndighed over sine medlemmer. Hvis det er nødvendigt, at der foretages store forbedringer, så er der intet, som forhindrer forsamlingen af familiefædrene i at votere dem og den kommunale myndighed i at udføre dem, således som det sker i byerne. – I stedet for at tilkende de enkelte familier forskellige adspredte vange, kunne man dele jorden i samlede stykker af omtrent samme værdi. Forøvrigt kan agerbrugernes flertal beslutte sig til at indføre et rationelt driftssystem for hele området, og i så fald vil mangelen på hegn og synlige inddelinger gøre det muligt at drive hele området ved hjælp af kraftige maskiner, som om det kun udgjorde et eneste brug.
Schedo-Ferroti og Kawelin har foreslået at reformere dette system uden dog at afskaffe den grundsætning, hvorpå det hviler. Efter deres forslag skulle der indrømmes hver familie arvelig ret over dens andel samt ret til at sælge, bortforpagte, eller borttestamentere den. Kommunen skulle blot beholde en overhøjhed, og for at jordbesiddelsen ikke skulle samle sig på nogle få hænder, skulle der fastsættes et maksimum for, hvad en enkelt mand må besidde. – Sligt stemmer dog ikke med nutidens lovgivning. Regeringen bør ikke pludselig og med magt ødelægge en århundreder gammel ordning, der har slået så dybe rødder i hele det russiske folks liv og historie. Lad de sociale indflydelser virke frit og de institutioner, der hindrer fremskridtet, vil lidt efter lidt forsvinde eller i det mindste ændres i overensstemmelse med de nye fornødenheder. Det ville være beklageligt at undertrykke et system, der, når det forbedres, kan blive vort moderne demokratis frelse.
Det russiske system, efter hvilket kommunen har den egentlige ejendomsret over jorden, hvorimod der kun tilstås de private en midlertidig brugsret over en lige andel, har vel sine mangler; men for det første kunne disse for en del fjernes, uden at princippet berøres, og for det andet er det ikke rigtigt – hvad dette systems fjender plejer at gøre – at stille dets russiske agerbrug i modsætning til det agerbrug, der trives, hvor den private ejendomsret findes. I occidenten, hvor den private ejendomsret findes er det jo ikke selve ejerne, men for en overvejende del forpagtere, der dyrker jorden. Det er muligt, at ejerne ville være mere interesserede i en god drift end brugerne; men bliver jorden dyrket ikke af ejerne men af lejere eller forpagtere, da er det russiske system at foretrække, thi her har brugerne dog rådighed over jorden i et længere tidsrum end den forpagtningstid, der ofte indrømmes i flere af vestens lande. At de russiske jordbrugeres mangel på foretagelsesånd, på oplysning, på kundskaber, at deres store uvidenhed og udygtighed skyldes livegenskabet og ikke det kollektive ejendomssystem ses også deraf, at i andre lande hvor jorden er underkastet det samme system, bliver den fortrinligt dyrket: almindingerne i Schweiz og i Baden dyrkes ligeså godt som de privates ejendomme, uagtet de hviler på det samme ejendomsprincip som den russiske mir.
Efter det russiske system vinder manden ret til at kunne udnytte et stykke jord – ikke fordi han arver det efter sine forældre, men i kraft af sin naturlige ret til ejendom. Det er kommunens, i stedet for familiens arveret. Dette system kunne måske svække familiefaderens opfordring til at arbejde for sine børn. Da han véd, at hans sønner altid vil have ret til en andel i den fælles ejendom, og således ikke være blottede for alt; men for det første kan han jo efterlade dem huset, løsøret og driftskapitalen, og vil således altid have opfordring til at spare op til dem. For det andet synes kommunens arveret at stemme bedre med retfærdigheden og sagens natur: efter det russiske system kan manden gøre krav på en andel i jorden, så snart han er i stand til at dyrke den, eller når han vil stifte en ny familie; hos os derimod afhænger arven af et dødsfalds tilfældighed, og falder ofte enten for sent eller for tidligt. Under romerrettens system, der råder hos os, arver børnene kun ved forældrenes død. Det er altså netop i det øjeblik, da de mister dem, de bør elske højst, at de kommer i besiddelse af ejendommen. En pengesum trøster dem over forældrenes død! Dette system er i højeste grad umoralsk og har affødt de mest unaturlige forbrydelser. Hvis derimod manden tiltræder sin arv, når han opnår myndighedsalderen, eller når han grundlægger en ny familie, vil utålmodigheden efter at komme i besiddelse af ejendommen ikke kvæle eller svække den naturlige kærlighed, og han vil ikke give sig til at udregne, hvad tabet af hans slægtninge kan indbringe. Hos slaverne, hvor den gamle arvemåde har holdt sig, er sammenholdet i familien langt stærkere end i de vestlige lande. En broderlig og en patriarkalsk fortrolighed knytter alle familiens medlemmer sammen. Hos os har sammenholdet i familien tabt næsten al sin styrke. Undergravet af en usund havesyge har det kun en meget underordnet betydning for samfundsordningen.
Tildels er forøvrigt den personlige ansvarlighed bedre gennemført i det russiske system end hos os. Fordum anså man det for retfærdigt, at fædrenes synder nedarvedes på børnene “indtil tiende led”, ligesom man også lod de æresbevisninger, faderen havde fortjent, gå over på sønnen. Nutildags tror vi, at det er retfærdigere ikke at anerkende en sådan solidaritet, og vi tror, at den enkelte bør behandles i forhold til sine egne gerninger. Vi anerkender ikke i politikken, at embeder eller lignende goder kan nedarves. Men hvorledes opfatter vi ejendomsretten? Hvis faderen har haft uheld med sig eller hvis han har været en ødeland – får børnene intet; hvis han derimod har tjent sig en formue – kan børnene leve i rigdom og ørkesløshed. Dette strider mod moralen og naturen; thi moralen og naturen kræver, at mennesket lever af sit eget arbejdes frugter, ikke af andres arbejde. I den russiske kommune kommer børnene ikke i så høj en grad til at lide under faderens fejl, ligesom de heller ikke i så høj en grad komme til at nyde godt af hans fortjenester og anstrengelser. De får en lod i den fælles arv, og må forøvrigt selv smede deres lykke; den velstand, som de er i stand til at erhverve sig, skylder de sig selv, ikke deres forfædre. Dette system stemmer for så vidt bedre med den individuelle ansvarligheds princip.
Når dette kollektive ejendomssystem findes – ikke som i Rusland ved siden af et aristokrati, der har hævet sig i vejret ved at bemægtige sig halvdelen af jorden og påtvinge bønderne livegenskab, men i sin fulde renhed, således som det fordum fandtes hos germanerne og slaverne, og endnu i vore dage i Serbien og på Java, fører det til et så fuldstændigt lighedsdemokrati, at der derved kan blive indført i samfundet en art ensformighed og ubevægelighed, der er lidet gunstige for nye foretagender og hurtigt fremskridt. Schweiz’s oprindelige kantoner giver os et billede af en sådan samfundstilstand. På den anden side er det ubestrideligt, at dette system forhindrer uligheden i kår i at tage overhånd, og således afgiver det gode garantier for samfundsfredens bevaring. Ved at hævde kommunens besiddelse af jorden, forebygges det, at nogle få mægtige familier tilriver sig den. Den periodiske udstykning gør det også umuligt, at et proletariat kan opstå, da der sikres hver enkelt en uafhændelig andel i fællesgodset. Vi har for os talrige eksempler på familier, hvor retten til at nyde meget uden at yde noget går fra led til led, og samtidig ser vi familier, hvor den ene generation efter den anden stedse må arbejde uden nogensinde at erhverve ejendom. En sådan modsætning kan ikke fremstå, når den naturlige ret til fædrenearven agtes og har fået udtryk i en institution; thi da findes der ikke nogen klasse af “arveløse”. Den ene slægt arver her efter den anden retten til at tage del i nydelsen af fælles ejendommen og forpligtelsen til at arbejde. Dette system beskytter således mod de sociale klassekampe.
Man har sagt, at selv om det forhindrer et virkeligt proletariat i at udvikle sig, så er det kun, fordi det trykker alle ned i armoden og så således skaber et helt folk af proletarer. Betragt, siger man, den russiske bonde: hans kår er ikke stort bedre end landarbejdernes i de vestlige lande; han er ikke bedre klædt, bor ikke bedre, får ikke bedre føde; ligheden er rigtignok bevaret, men det er lighed i armod! – Hertil kan der svares: den russiske bondes fornødenheder er tarvelige og lidet talrige, men de tilfredsstilles; hans måde at leve på er langt fra at være forfinet, men han kender ingen anden, og han er tilfreds med den. Mellem vestens proletar og den russiske bonde er der denne store forskel, at hin er afhængig af sin arbejdsherre, medens denne har del i fædrenearven, er sin egen herre og arbejder for egen regning. Han kan stole på fremtiden, han lever i ro, medens arbejderen hos os altid må frygte en nedsættelse i lønnen, og forpagteren en forhøjelse af forpagtningsafgiften. For øvrigt må det ikke glemmes, at det russiske system endnu ikke er blevet prøvet under gunstige forhold. Den russiske bonde havde ganske vist nogen ejendom; men samtidig var han undergivet livegenskabet; godsejeren, hvem han skyldte sin halve tid, kunne råde over ham. Han var ikke blot ejendomsbesidder; han var samtidig slave, og herved måtte hans lyst til at arbejde slappes, hans foretagelsesånd og iver for at indføre forbedringer svækkes. Aldrig har man set et udviklet agerbrug. hvor livegenskabet fandtes.
Men lad os forestille os, at de russiske bønder, der jo nu er befriede for livegenskabet, modtager en undervisning som den, der gives i den amerikanske skole, og at de bliver bekendt med de seneste fremskridt i landbruget – og den engelske rationelle drift vil kunne indføres. For tiden behandles al kommunens jord, som en følge af den tvungne driftsmåde, som om den kun udgjorde en eneste stor gård: en tredjedel af agerjorden henligger til vintersæd, en tredjedel til vårsæd, en tredjedel ligger brak; vel er jorden udstykket i en mængde smålodder, men disse er ikke adskilte ved hegn eller grøfter: ejendommens udstykning har ikke ført til driftens udstykning. Intet ville da være lettere end at udføre pløjning ved hjælp af en dampplov, som alle bønderne havde slået sig sammen om at købe. Her haves der et grundlag for et kooperativt agerbrug; allerede nu udfører bønderne markarbejdet på samme tid, og efter at der er taget beslutning derom på deres generalforsamlinger; netop således måtte sagen ordnes, når det kooperative agerbrug skulle indføres, når bønderne ville danne et slags aktieselskab til jordens dyrkning efter videnskabens forskrifter; den tvungne driftsmåde og mangelen på hegn, der hindrer den enkelte i at bruge sin lille lod som han vil, letter gennemførelsen af en sådan ordning.
I Frankrig beklager man sig over, at ejendommens udstykning forhindrer anvendelsen af maskiner i agerbruget. I England foruroliges man omvendt over, at al landejendom samler sig på nogle få hænder. Det russiske system kunne, når det blev forstandigt anvendt, forene fordelene ved små ejendomme og store brug. Der ville komme flere små landejendomsbesiddere end i Frankrig, eftersom alle landarbejdere ville være det, ja allerede er det; og driften ville ske efter en større målestok end i England, eftersom hele kommunen ville blive drevet som en eneste stor gård. Hvad er nødvendigt, for at dette resultat kan nås? Den kollektive ejendomsret bør bevares; den lovmæssige ordning heraf bør forbedres, og samtidig bør der gives jordbrugerne den nødvendige oplysning, for at de ved indførelsen af et fuldkomment driftssystem kan drage den fulde fordel heraf.
Byfællesskabet på Java.
Java, denne prægtige hollandske koloni med en befolkning på over 17 millioner, har en kommunalordning, der ganske ligner Ruslands. Ganske vist frembyder øens forskellige kantoner de største forskelligheder; men i almindelighed kan det dog siges, at jorden tilhører kommunen, ikke de enkelte. Landsbyen kaldes “dessa”, og det er den, der – ligesom den russiske mir – er ansvarlig for at skatterne udredes og at hoveriet ydes.
Fordelingen af jorden sker efter meget forskellige regler; men det hyppigste synes dog at have været, at man for at få lod i jorden, måtte besidde et par okser, en bestemmelse, hvorved talrige familier blev udelukkede. Ved en lov af 1859 er det blevet fastsat, at fordelingen skal foretages af formanden i dessa’en. Som oftest går lodderne på tur, således at de forskellige familier efterhånden får brugsret over alle de lodder, hvorover der kan rådes. Landsbyens formænd og øvrighedspersoner får i almindelighed de bedste lodder.
I nogle provinser er agerjorden genstand for privatejendom, medens kun skovene og den uopdyrkede jord ejes i fællesskab. I andre provinser findes privatejendom og fællesejendom side om side med hinanden. I atter andre kendes kun fællesejendom. På nogle steder får den, der opdyrker et hidtil udyrket stykke jord, brugsret over det i tre år: men efter disses udløb træder det ind i fællesejendommen.
I de fleste dessa’er sker fordelingen årligt. I nogle hvert femte år. I andre fra tid til anden, når familiens tal er steget så meget, at en ny deling er ønskelig.
Sir Stamford Raffles, der bestyrede Java fra 1811 til 1816, gjorde et lille forsøg på at bane vejen for privatejendom. Han pålignede skatterne ikke på kommunen i dens helhed, men på de enkelte beboere i forhold til den jord, de dyrkede. Tilsyneladende fandt beboerne sig i den nye ordning og betalte skatterne; men bagefter foretog de en ny fordeling af dem i overensstemmelse med deres gamle skikke. Dette forsøg måtte opgives.
Man har stridt om, hvem der var den egentlige ejer af jorden. Den asiatiske og muhamedanske opfattelse er denne: “Jorden tilhører skaberen, Gud, og følgelig dennes repræsentant på jorden, suverænen. Brugsretten over jorden indrømmes kommunen i almindelighed og den, der dyrker den, i særdeleshed.”
Staten lader brugerne i uforstyrret besiddelse af den jord, de dyrker, om den end gør krav på overhøjhedsret over den. Derimod råder den frit over den ubebyggede jord. Da englænderne besad øen, solgtes meget jord til europæere; men efter at Holland atter er kommet i besiddelse af sin koloni, har man kun indrømmet forpagtninger på et mere eller mindre langt åremål, ofte på 25 år. Man har ikke villet sælge jorden bl.a. fordi man ikke anså det for heldigt at indføre et fra Europa lånt princip i en helt anden ordning. Efter den seneste lov indrømmes der arveforpagtninger på 75 år.
I den hollandske lovgivende forsamling har det ofte været på tale, om man ikke skulle se at få ende på den kommunistiske ordning på Java, idet man henviser til de store fremskridt, det europæiske agerbrug har gjort under privatejendommens princip. Tilhængerne af den javanesiske ordning svarer imidlertid, at denne står i nøje forbindelse med øens naturforhold, og at befolkningen vanskeligt vil kunne gøre sig fortrolig med nogen anden. Indførte man privatejendommen, ville hele jorden snart blive opkøbt af kinesiske spekulanter, og beboerne ville synke ned til at blive proletarer. Den kommunistiske ordning synes ganske anderledes på Java end i Rusland at begunstige befolkningens tilvækst. Java er det land, hvor fødslernes tal stærkest overskrider dødsfaldenes – et meget sjældent forhold i troperne. Befolkningen beløb sig i 1780 til 2 millioner, i 1808 til 3.730.000, i 1826 til 5½ mio., i 1863 til 13½ og i 1872 til over 17 millioner. Man antager at befolkningen omtrent fordobler sig i tredive år; i USA fordobler den sig i fem og tyve år, men der bringer udvandringen et betydeligt tilskud. Følgen af denne stærke tilvækst er, at jorden må stykkes ud i stedse mindre dele. Man påstår, at bliver det således ved, vil hele befolkningen snart nedsynke i armod. Dog må det fremhæves, at det kommunistiske system på Java ligesom i Rusland tilskynder til kolonisation. Mange familier forlader fødebyen for at grundlægge nye samfund.
Der er dem, der mener, at Java har hentet sine kommunistiske institutioner i Indien. Der er vel en del, der kan anføres til støtte herfor; sikkert er det dog ikke. På Java har den kommunistiske ordning i alt fald holdt sig langt bedre end i Indien. Her har den kun holdt sig i de mest afsidesliggende og mindst kendte dele af landet. Sir Henry Maine har dog påvist, at der ved Himmalayas fod og Ganges’s bredder findes lignende kommunistiske institutioner som på Java og i Rusland. Og han har fremhævet, at når de hist ikke har bevaret sig så godt som her, da er en af grundene hertil den, at i det indiske landbrug spiller kvægavl en meget underordnet rolle, ja kød bruges næsten ikke som fødemiddel. Hvor kvægavlen har spillet hovedrollen, har befolkningen været mere modtagelig for kommunistiske ideer.
I Javas “dessa” og Ruslands “mir” råder kommunismen endnu. Den hinduiske landsby har alt forladt den, men bærer dog tydelige og talrige spor af den. Vi skal nu vise, at udgangspunktet har været det samme for de europæiske folk, og at de har gennemgået den samme udviklingsgang. Vi vil således få at se, at trods forskelle i ydre begivenheder, har visse dybe love overalt rådet for de menneskelige samfunds økonomiske udvikling.
Byfællesskabet i Germanien
Et byfællesskab lig det, der findes i Rusland og på Java, fandtes også i det gamle Germanien. De germanske stammers økonomiske vilkår forklarer tilstrækkeligt denne ordning.
Vore første fædre levede udelukkende af jagt, hvad indianerne i Nordamerika endnu gør; når de manglede vildt, fortærede de den overvundne fjende. Sulten har gjort de vilde til menneskeædere. Professor Schmerling har ved Engihoul, tæt ved Lüttich, fundet menneskeben fra stenalderen, der endnu bar mærker af menneskets tænder, som havde søgt at knuse dem for at få marven. Jægerfolk er krigerfolk; de bærer bestandig våben, og jagtområdets grænser er en kilde til stadige blodige kampe. “Krigen er,” siger Aristoteles, “en slags jagt på folk, der er født til at adlyde, men som ikke vil finde sig i slaveriet.”
Så snart mennesket kommer så vidt, at han gør nogle dyrearter, der kunne skaffe ham føden, til husdyr, sker der en stor forandring i hans kår; han behøver nu ikke at frygte for den dag i morgen, da han altid er i besiddelse af subsistensmidler. Da der nu på det samme område frembringes en større mængde føde, kan samfundsgruppen udvide sig: stammen opstår. Mennesket er ikke længere en menneskeæder, et rovdyr, der kun tænker på at dræbe for at leve. Blidere og mere fredelige følelser opstår; hjorderne må plejes med omhu, ja med en vis kærlighed. Hyrdelivet er således ikke uforeneligt med en vis civilisation. Vel lægges våbnene ikke ganske bort; men den bestandige krig, disse daglige kampe og blodbad, der betegnede den foregående tid, findes ikke mere. Dyrkning af visse planter er ikke uforenelige med nomadelivet. Således dyrkede tartarerne den kornsort, der bærer deres navn “polygonum tartaricum”, boghvede. De brændte jordens vegetation, såede og høstede i løbet af et par måneder, og flyttede så andetsteds hen. På samme måde dyrker indianerne hinsides Mississippi en slags ris. Således begynder agerdyrkningen.
Da romerne stødte på germanerne, var disse et hyrdefolk med jægernes krigeriske sæder, og de var i begreb med at gå over til agerbruget. Stammerne af den ariske race kendte næppe, før de spredtes ad, agerdyrkning; thi medens de ord, der henviser til hyrdelivet, er fælles for alle sprog af den ariske stamme, har disse sprog forskellige udtryk for de begreber, der vedrører agerdyrkningen. Da germanerne kom til Europa, havde de endnu ikke formeret sig så stærkt, at de behøvede at skaffe sig en stor del af deres føde ved det hårde arbejde, som pløjning og høsten kræver. Det er kun under nødvendighedens tryk, at mennesket beslutter sig til et langvarigt og hårdt arbejde.
Man har påstået, at germanerne, da Tacitus skrev, brugte trevangssystemet. Roscher har vist, at dette er en fejltagelse. Driften var tværtimod i allerhøjeste ekstensiv. “De kæmper ingenlunde ved arbejde med jordens frugtbarhed og udstrakthed,” siger Tacitus træffende. Cæsar havde allerede bemærket, at germanerne kun i meget ringe grad lagde vind på agerdyrkning, og at de aldrig to år i træk dyrkede den samme jord. Øvrigheden, der årligt tilstod familierne den andel, der tilkom dem, tvang dem til at gå fra det ene sted til det andet. Tacitus siger det samme: de dyrker hvert år nye marker, og en del af jorden er altid tilovers”. Når der var tilstrækkelig jord, hvorfor skulle der da sættes megen kapital og meget arbejde på et lille stykke? Det er jo dog en regel, at jordens udbytte forholdsvis tager af, når driften bliver mere intensiv. Det er befolkningens tæthed, der har gjort den intensive drift nødvendig og fordelagtig.
Germanerne dyrkede fortrinsvis havre. Plinius fortæller, at de udelukkende levede af en art havresuppe. De dyrkede dog også byg, hvoraf de tilberedte, siger Tacitus, en gæret drik, der lidt ligner vin, med andre ord: øl. Plinius har ret, forsåvidt angår kornsorterne; men de levede dog navnlig af animalsk føde. Tacitus og Cæsar bekræfter, at de navnlig levede af vildt, mælk, ost og vilde frugter. De var langt mere jæger- og hyrdefolk end agerbrugere. De talrige, men slet holdte hjorder var deres hovedrigdom.
Hele landområdet var stammens fælleseje, og den fælles brugsret omfattede så godt som alt. Kun en lille del blev i et år overladt til individuel benyttelse. Kun huset med det tilhørende indhegnede rum var genstand for arvelig ejendomsret.
Stammens fællesområde kaldtes af germanerne, skandinaverne og angelsakserne “mark”[2], “almend”, “Allmennings mark”, “Folkland”, “Gau”, “Geraiden”, “Hundsehaften”. Det omfattede de opdyrkede jorder, skovene, græsgangene og vandene. Oprindelig var det meget udstrakt. Enhver familie havde adkomst til en midlertidig brugsret over en lod i hver af “markens” inddelinger; men ingen havde en vedvarende og arvelig ret. Grimm påstår endog, at i det gamle germanske sprog har han ikke fundet noget ord, der udtrykker ejendomsbegrebet. Selv da de dyrkede jorder senere lidt efter lidt gik over til privatejendom, vedblev skovene og græsgangene at være fællesejendom.
[2] Ordet "mark" betegnede måske egentlig og oprindelig kun den fælles græsgang; men da denne var hovedsagen, blev betegnelsen "mark" efterhånden overført på den samlede fællesjord, på dyrkede og udyrkede jorder. På skoven. Deltagerne i fællesskabet kaldtes "markgenossen" eller med det meget sigende ord "Beerbten". "Markens" grænser betegnedes ved store sten, pæle eller træer, der plantedes med stor højtidelighed. Denne handling overværedes af børn som vidner, og for at de skulle mindes den og i fremtiden kunne vidne om den, gav man dem ørefigen, – en besynderlig skik, der har holdt sig lige ned til vor tid i Bayern. – "Mark" var også navnet på visse grænsedistrikter distrikter (jfr. Mark Brandenburg osv.); Heraf kommer "markgrevskab", "Markgraf", Marquis. Ordet "gau", der danner endelsen på så mange stednavne, betød omtrent det samme (Gaugraf).
Vi har ikke meget omstændelige beretninger om fordelingsmåden af jorderne. Cæsar siger: “Ingen har begrænsede marker eller jord, der er hans ejendom; men øvrighedspersonerne og høvdingerne bestemmer hvert år, hvilke jorder der skal overlades til stammerne (“gentibus”) og til de i fællesskab levende familier.” Disse familier, der levede og dyrkede i fællesskab, er et nøjagtigt billede af de patriarkalske familier, som man endnu finder hos sydslaverne og hos russerne, og som i middelalderen fandtes over hele Europa, navnlig i Frankrig og Italien. Efter Cæsar foretog høvdingerne delingen som de anså for godt. Ved delingen tages der, efter Tacitus, hensyn til arbejdernes tal og til de lodtagnes rang. Hans træk genfindes i Rusland, hvor delingen retter sig efter “Tjaglo”, arbejdsenheden, et par voksne arbejdere: dette genfindes på Java, hvor formanden for Dessa’en og de øvrige kommunale øvrighedspersoner får en lod, der står i forhold til deres rang. Horats taler på følgende måde om den årlige deling, der fandt sted hos folkeslag ved Donaus bredder: Lykkelige er de ubetvingelige geter! Deres marker uden grænser frembringer en rig og fælles høst. Kun et år dyrker de den samme jord. Når den ene har opfyldt sit hverv, afløses han af en anden, der nu lader hin nyde godt af sit arbejde.” Rimeligvis tales der her om en deling af arbejdet mellem to grupper af beboerne, der vekselvis dyrker jorden for hele stammen. Cæsar fortæller ganske det samme om sveverne, det mest krigeriske og mægtigste af de teutonske folk. “De, der bliver tilbage i landet, dyrker jorden for sig selv og for de fraværende, og når disse kommer hjem, tager hine det næste år våbnene; men ingen af dem besidder jorden som sin egen, og ingen kan bruge jorden mere end et år ad gangen. De forbruger kun lidt korn: de lever navnlig af mælk og af det kød, deres hjorder giver. De går også på jagt.” Det er bestandig de træk, hvorved de germanske stammer udmærker sig: kvægavl og jagt kommer først, agerbruget står kun i tredje række; jorden dyrkes kun ét år ad gangen; ejendomsret over jorden er ukendt, og agerjorden fordeles mellem beboerne til midlertidigt brug. Det, der synes ejendommeligt for geterne og sveverne, og det, der lader formode at jordens produkter først høstedes i fællesskab for bagefter at fordeles, det er, at den ene halvdel af beboerne vekselvis arbejder for den anden halvdel. Fællesskabet er således mere inderligt end hos de andre germanske folkeslag og tilhører et mere oprindeligt system, der nu kun genfindes i Ruslands vildeste skove og Bosniens mest afsidesliggende egne. Aristoteles synes at have haft kendskab til de to former for fællesskab. “Således”, siger han, “kunne markerne være privatejendomme, men høsten være fælles for alle. Dette er tilfældet hos nogle folk. Jorden kunne også være fælles, men høsten fordeles mellem alle som individuel ejendom. Denne slags fællesskab findes hos nogle barbariske folkeslag.” Diodorus fra Sicilien beretter virkelig om en keltiberisk stamme, der hvert år deler jorden for at dyrke den, og efter at høsten er blevet samlet under et, giver hver især sin andel. Der er sat dødsstraf for de agerbrugere, der handler mod disse bestemmelser.” “På øen Pachaia tæt ved det lykkelige Arabien,” fortæller endvidere Diodor, “samler agerbrugerne jordens frugter under et, og den, der anses for at have dyrket bedst, får en større andel i høsten end de andre, og præsterne nævner de ti første, for at de kan tjene de andre til eksempel”. Strabo meddeler følgende kendsgerning: “En for dalmatinerne ejendommelig skik er hvert ottende år at foretage en ny deling af jorderne.” Jordens periodiske deling må i gamle dage have været en meget almindelig skik, når den fremhæves fra så mange sider og hos folkeslag af så forskellige sæder og oprindelse. I Germanien har alle landsbyens beboere ret til et stykke jord, der var tilstrækkelig stort til familiens underhold. Med undtagelse af høvdingerne, der fik en større lod, skulle alle have lige stor andel[3] og for at nå en fuldstændig lighed, afsatte man lige så mange lodder som der var adkomstberettigede; fordelingen skete ved lodtrækning. Inddelingen skete ved hjælp af et reb. I Danmark holdt “rebningen” sig i lange tider, selv efter at landboforholdene her var undergåede væsentlige forandringer. Ligheden syntes så uundværlig, at når lodderne i tidens løb var blevet ulige, kunne den, der havde en mindre, forlange ny rebning for at få den gamle lighed oprettet. I burgundernes lov hedder det: “man kan aldrig afslå en deltagers forlangende om, at lodderne i fællesjorden gøres lige.” Det forekom så nødvendigt, at alle frie mænd havde nogen jord, at det endog senere, da salg af jord var blevet mere almindeligt, blev forbudt at sælge, når man kun besad én lod.
[3] Imidlertid synes det, at loddens størrelse enten i visse lande eller til en senere tid afhang af husets størrelse thi Grimm anfører denne mærkelige sætning af den gamle germanske ret: "Boligen er markens moder; den bestemmer andelen i marken; denne bestemmer andelen i græsgangen; denne andelen i skoven; denne andelen i de til taget nødvendige siv, og denne så meget vand som må følger med hvert fiskergarn."
Agerjorden inddeltes først i adskilte marker (Wang, Kamp, Gewanne, Esch). Marken omgærdedes derefter med en grøft eller et hegn, til hvis vedligeholdelse alle skulle bidrage. Landsbyens formand sammenkaldte i dette øjemed til visse bestemte tider alle beboerne, og dette arbejde var genstand for en folkefest. Denne skik har holdt sig næsten lige ned til vore dage i den hollandske provins Drenthe og i Westfalen. Da trevangssystemet indførtes i Germanien, hvilket må have været før Karl d. Store, skelnede man mellem sommermarken, vintermarken og brakmarken. De forskellige lodtagne måtte foretage markarbejderne på samme tid og måde.
Nogle forfattere har benægtet, at fordelingen fandt sted ved lodtrækning. Dette var dog ganske sikkert tilfældet. Også ordet lod” (c: jordlod) vidner herom. Kun er det rimeligt, at de germanske erobrere hurtigt opgav den periodiske deling, der ikke stemte vel med de romerske samfundstilstande, under hvilke de satte bo. Det synes at være sikkert, at den periodiske deling ved lodtrækning har holdt sig fra de ældste tider til vore dage i visse tyske landsbyer, ligesom også på nogle steder i Skotland. På flere steder i regeringskredsen Trier var kun husene med tilhørende haver privatejendom; agerjorden fordeltes ved lodtrækning. Dette system holdt sig i Saarholzbach lige til 1863. I andre kommuner i samme kreds indførtes privatejendommen mellem 1811 og 1834 som følge af matrikulsarbejderne. I de fleste kommuner ved Mosel og Saar ophørte fordelingen ved lodtrækning hen imod slutningen af forrige århundrede, forsåvidt angår agerjorden, men gælder endnu for engenes og skovenes vedkommende.
I landsbyerne ved Mosel og Saar fortoges delingen først hvert tredje, senere hvert sjette, tolvte eller attende år osv. På denne måde afløste privatejendommen lidt efter lidt og umærkeligt det oprindelige fællesskab. Imidlertid havde det gamle delingssystem slået så dybe rødder, at man undertiden efter lang tids forløb vendte tilbage til det. Således var der ikke foretaget nogen deling i landsbyen Losheim fra 1655 til 1724; men i dette sidste år besluttede kommunen at genoptage den gamle deling, “i betragtning af, at parcellerne som følge af dødsfald og giftermål er blevet så små, at selv den mest velstående af beboerne ikke kan gøde og forbedre sine jordstykker på en ordentlig måde, i den grad er de små og spredte.” – Meitzen har offentliggjort en plan, hvor man ser, hvorledes delingen blev foretaget i kommunen Saarholzbach. Agerjorden er delt i rektangulære marker, og enhver af disse marker er stykket ud i parceller. En lod dannes ved at forene flere parceller. I 1862 var der i denne kommune 98 lodtagne. Og dens 104 hektar agerjord var udstykket i 1916 parceller. Desuden ejede den skove og udstrakte udyrkede jorder, der årligt fordeltes. – I Nassau havde kommunen Frichofen flere fælleder, hvis lodder årligt fordeltes ved lodtrækning. Det samme var tilfældet adskillige andre steder i Tyskland.
Jordens fordeling ved lodtrækning var endnu så almindelig i Tyskland i middelalderen, at schlesiske dokumenter fra det 13. århundrede omtaler denne skik som “mos teutonicus”. Samme skik fulgtes i Danmark. Og i mange engelske landsbyer finder man endnu enge (“lot meadows”), der årligt stykkes ud og bortloddes til de dertil berettigede. Ligeså i Holland. Også i Frankrig findes spor af sådanne gamle institutioner men i langt højere grad dog i Skotland. Walter Scott taler herom i “The Monastery”, og i “The Pirate” fortælles om det gamle “udal tenure” på Orkney- og Shetlands-øerne.
Retten til at bruge et stykke jord var for germanerne som for alle primitive folk et uundværligt supplement til friheden. Uden ejendom ingen sand frihed, har Michel Chevalier sagt. Det var nødvendigt at den fri mand kunne leve af frugterne af sit arbejde, og da det eneste arbejde, der kunne skaffe ham føden, var dyrkning af jorden, var det nødvendigt at indrømme ham et stykke jord. Havde man nægtet ham det, ville man have tvunget ham til at sælge sig som slave.
Friheden og den deraf flydende ret til en ligelig andel i fællesgodset var rettigheder, der i den germanske landsby tilkom enhver. Denne ligelige ordning gav individet et ejendommeligt præg, der forklarer, hvorledes lidet talrige bander af barbarer kunne bemægtige sig det romerske rige, trods dettes så vel udtænkte administration, trods dets så fuldkomne centralisation og dets love, som man har kaldt den skrevne fornuft. Hvilken forskel mellem et medlem af hine byfællesskaber og den tyske bonde, der nu har afløst ham! Hin levede af animalsk føde, af vildt, af okse- og bedekød, af mælk og ost; denne af rugbrød og kartofler: da kød er for dyrt, spiser han det kun meget sjældent, kun ved festlige lejligheder. Hin styrker sig og gør sine lemmer smidige ved bestandige legemsøvelser; han svømmer over floden, han forfølger i dage uroksen i de udstrakte skove, han øver sig i våbenbrug; han betragter sig som alles ligemand og anerkender ingen myndighed over sig; han vælger frit sine anførere og tager del i forvaltningen af fællesskabets interesser; som nævning kender han i sine ligemænds stridigheder og angående deres forbrydelser; han er kriger og lægger aldrig sine våben bort; hans måde at leve på er barbarisk, forsåvidt han ikke tænker på at sørge for de forfinede fornødenheder, civilisationen lader fremstå, men alle evner bringes i virksomhed og udvikles, først den legemlige styrke, dernæst viljen, forsynlighed, omtanke. Vore dages bonde er dvask; han knuses af de politiske, administrative, retslige og gejstlige myndigheder, der hæver sig over ham; han er ikke sin egen herre; han gribes af det sociale maskineri, der råder over ham som over en ting; staten griber ham og sætter ham ind i et regiment; han skælver lige overfor alle de myndigheder, der befaler over ham, og som han må adlyde, da de kan tvinge ham med alle nationens kræfter, som de råder over. Det moderne samfund besidder en kollektiv magt, der uden sammenligning er langt større end de oprindelige samfunds; men individerne var i disse, når de havde undgået at blive erobrede, udrustet med en langt større kraft.
Det germanske system genfindes i de forskelligste lande – endog om Kina vides det, at ejendomsretten dér har gennemløbet samme udviklingsgang som i de Indo-Europæiske lande. Hos Araberne genfindes det. Hos mange afrikanske folkeslag er det germanske byfællesskab endnu i live.På stillehavsøerne har rejsende truffet en ganske lignende ordning. I Mexico, i Peru og mange andre steder både i Nord- og Sydamerika, hos afghanerne osv., fandtes og findes mere eller mindre beslægtede arter af kommunisme. Byfællesskabet eller spor af byfællesskab, er påvist hos det store flertal at kendte folkeslag.