Den retfærdige revolution

af August Schvan
Steen Hasselbalchs Forlag ( u.å)
omtalt i Retsstaten, nr. 1, 1920

Danmark som foregangsland.

Versaillesfreden er et vidnesbyrd om det moderne statsnegrebs fallit. Den danner i virkeligheden indledningen til en ny periode i menneskehedens historie, og den har i denne henseende en langt større betydning end Kristi fødsel og Amerikas opdagelse. Efter denne fredsslutning gælder kampen ikke længere internationale mellemværender eller klassekampen i den sædvanlige betydning. Freden i Versailles indleder den sidste af alle krige – kampen mod politikerne, som har ført civilisationen til afgrundens rand. Denne kamp påhviler alle folk, alle klasser, og på dens udfald beror menneskehedens væren eller ikke væren.

Striden står mellem magt og ret, mellem stat og individ, mellem statsmand og menneske. Til denne sidste kamp mod vold og tvang kræves det stærkeste af alle våben: den klare, uangribelige tanke, som netop på grund af denne sin egenskab bliver til vilje, til umiddelbar handling. Til denne strid har netop det danske folk særlige forudsætninger. Det stammer fra de gamle angelsaksere, som har skænket verden det personlige frihedsbegreb, som i disse dage fører en fortvivlet kamp mod den over Prøjsen til England importerede latinske kultur, som gør individet til statens slave og giver et mindretal af såkaldte statsmænd ret til at føre millioner til slagtebænken.

Intetsteds i verden optræder de strømninger, hvori individets personlige frihedsfølelse udmunder, med større kraft end i Danmark.

Det ejer endnu det relativt største antal selvstændige jordbrugere. Det er andelstankens storhedsland og forbinder således frihedsbegrebet med den personlige ansvarfølelse. Danmark har som intet andet land forståelsen af grundskylden, af frihandelens betydning, af den frie skole, som allerede i barneårene vænner barnet til ikke at vente alt af staten. En dansker har skænket menneskeheden ideen til fællesstyremetoden, som er den eneste sikre grundvold til at komme partiuvæsenet til livs og sætte vælgerne i stand til at kontrollere deres repræsentanter, og sluttelig er det danske folk det eneste, der har vægret sig ved at modtage et tilbudt territorium af den grund, at dets indbyggere ikke kunne formodes at være villige til at være forrædere mod deres eget folk.

Tiden har hast. For en langsom propaganda er tiden ude. Uvejrsskyerne trækker sammen fra dag til dag. Det danske folk må handle straks, inden uvejret bryder løs. Det kan gennem dets eksempel frelse, ikke blot sig selv, men også civilisationen. Det kan, hvis det vil, i morgen realisere retstanken og med et slag vise hele den øvrige verden, at samfundsordningens bedste grundvold er den personlige frihed. Den er det eneste begreb, der i sig bærer sin egen begrænsning. Den alene evner at give indehaverne af statens magtmidler en rettesnor for, hvorledes de skal benytte disse magtmidler, som er identisk med hver enkelt borgers – og altså også deres egen – leveregel.

Nogen synderlig fare løber Danmark ikke i denne henseende. Tværtimod vil det danske folk ved en overgang til retsstaten snarere forbedre sin mellemfolkelige stilling. Thi dersom retsstaten forudsætter indførelse af fuld frihandel, ville alle andre stater blive interesserede i, at det danske folks selvstændighed opretholdes. For øvrigt står det sikkert allerede nu fast, at intet andet folk tænker på at angribe noget af de skandinaviske lande. De, som påstår det modsatte, har heller intet lært af de seneste års begivenheder. Har de ikke til fulde bevist undertegnedes længe før krigen fremsatte anskuelse, at en krig mellem stormagterne ville stille så store krav til deres hære og flåder, at ikke en eneste mand ville blive tilovers til et overfald på Skandinavien? Og findes der noget forstandigt menneske, der kan tro, at den moralske fordømmelse, der blev følgen af krænkelsen af Belgiens neutralitet, ikke er en advarsel til alle stormagter og særlig til Tyskland mod fremtidig at gøre noget lignende.

Den indvending, at der kræves soldater til opretholdelse af den indre ro og orden, er uberettiget. En overgang til retsstaten ville først og fremmest gøre ende på klassekampen. Thi når staten ikke har ret til at blande sig i det økonomiske liv eller pålægge skatter, ophører klassekampen af sig selv, eftersom ingen klasse af befolkningen har nogen særlig interesse af at komme i besiddelse af statsmagten. Desuden forbyder jo retsstatsideen ikke opretholdelsen af en talrig politistyrke, tværtimod fordrer den et velorganiseret gendarmeri, som under alle forhold er i stand til at sikre alle borgeres personlige frihed, altså også arbejdsfriheden; at dette kan rumme nogen fare for folket som helhed, kan kun påstås af den, der kun har et ydre kendskab til retsstatsideen, og vil man tilmed gå så vidt i ukyndighed eller dumhed, at man kræver, at retsstaten skal anerkende de bestående monopoler, som er kilder til det nulevende klassehad, bliver enhver diskussion overflødig. Retsstatsideen betyder i virkeligheden en sådan omlægning af hele samfundslivet, at den kun kan fattes af to slags mennesker: de, der er klartseende nok til at se det uholdbare i det nuværende politiske system, og de, som aldeles ikke kan fatte dettes fordele. Mellemklasserne, dvs. de politiske frasemagere, som tror, at der kan komme noget godt ud af det bestående partivæsen, er det, som det danske folk først og fremmest må gøre uskadelige. Nye grundlæggende ideer kræver nye grundlæggende mænd.

Sådanne mænd ville let nok indse, hvor store det danske folks chancer er for øjeblikket. Overalt i verden knager det. Folkene er blevet trætte af statsmændenes humbugsmageri. De vil fjerne de såkaldte store, der har vist sig at være lige så ukvalificerede til at skabe en forsoningsfred, som til at forebygge verdenskrigen.

En resolut optræden fra Danmarks side ville i første omgang virke elektricerende på småstaterne og særlig på Norge og Sverige. Det norske folk er fra gammel tid frihedselskende. Det venter kun på ny retningslinjer, og om end det svenske folk på grund af gamle traditioner virkeliggør magtstatsideen i endnu højere grad end Prøjsen, så er der dog mange tegn, der viser, at den ny tid gror frem også på den anden side Øresund. Det kan være, at tanker ikke så let vinder frem hos svenskerne, men for kendsgerninger bøjer de sig desto hurtigere. Et Danmark som retsstat ville snart også erobre Karl XIIs land, og siden ved den realiserede tankes uimodståelige magt fra Skandinavien sprede retsstatsideen over hele jorden.

Danmarks militærvæsen efter verdenskrigen

De nye byrder, som de politiske partier vil pålægge det danske folk, henleder uvilkårligt opmærksomheden på statsbudgettets udgiftsside. Der findes bl.a. en post på hen ved 100 mio. kr., som i den senere tid slet ikke er blevet underkastet nogen nøjere granskning. Det er forsvarsbudgettet, og dog fortjener det netop nu mere end nogen sinde før at tages op til indgående behandling.

Den ligegyldighed, hvormed den store almenhed behandler forsvarsspørgsmål er i virkeligheden enestående. Den synes allerede at have glemt, at vi lige hal’ haft en 5-årig verdenskrig, som ikke alene har omdannet europakortet, men også fuldkommen revolutioneret krigskunsten. Ja, i militære kredse er søvnen oven i købet så dyb, at man for ramme alvor diskuterer spørgsmålet, om Danmarks strategiske forsvar skal forlægges fra Sjælland til Jylland-Fyn eller ej.

Det er, som om der slet ikke er sket noget siden den l. aug. 1914, og alligevel har forandringerne i de forsvarspolitiske tilstande været større end nogen sinde. At tænke på et forsvar mod et stormagtsangreb er nu for evig udelukket, hvad enten det gælder Danmark eller andre småstater som f.eks. Sverige og Norge. Det flyvende våbens udvikling har bragt dette frem i dagen. Det kom, det så, og det sejrede uden noget som helst forbehold. Hvorfor? Jo, ganske simpelthen fordi luften ikke kender de naturlige hindringer, som på jorden kan tillade en underlegen styrke med håb om held at tage kampen op mod en overlegen fjende, som den kan holde fast, indtil hjælp ude fra kan nå frem. Heller ikke kan flyvemaskinerne følge undervandsbådenes eksempel og gøre sig usårlige i håb om, at et eller andet kærkomment vildt snart vil komme indenfor rækkevidde. Oppe i æteren står flyvemaskine mod flyvemaskine og kuglesprøjte mod kuglesprøjte. Der fordres uden betingelser jævnbyrdighed i antal, bevæbning og uddannelse, ellers må den svage altid bukke under for den stærke, og det på så kort tid, at flyveeskadriller, der muligvis iler til hjælp, ikke kan forhindre sejrherren i at overøse det forsvarsløse land med ødelæggende bomber.

Overfor de mængder af flyvemaskiner, som stormagterne allerede disponerer over, er også enhver tanke udelukket om at beskytte blot de vigtigste pladser. Enhver snak herom hører hjemme i barnekammeret. Allerede ved våbenstilstandens afslutning ejede England omkring 30.000 flyvemaskiner, og luftministeren erklærede i Underhuset, at den månedlige produktion af nye maskiner androg over 4.000. Samtidig krævede han og fik en årlig bevilling på over 450 mio. kr. til opretholdelse af flyvevæsnet. Under disse forhold er det klart, at man snart må tælle luftstyrkerne med 6-cifrede tal.

Med sådanne tal for øje er det let at forstå, hvorfor et land som Danmark ikke længere evner at forsvare sig, eller blot kan tænke på at nægte nationernes forbund den gennemgangsret, som det kan komme til at kræve for tropper og skibe. En tusindedel af en stormagts luftflåde, måske et hundrede maskiner, skulle på en enkelt nat kunne ødelægge en stor del af København, og den tid er ikke langt borte, da en brøkdel, lad os sige en tyvendedel af en sådan flåde, dvs. 5.000 maskiner, på nogle få timer kan sætte ild ikke blot på de fleste af Danmarks byer, men også på skove og marker og ødelægge handelsflåden, jernbanebroer m.m. Ja, en ærlig mand må åbent erkende, at landet i dag står fuldkommen forsvarsløst, trods de mange millioner, som det i ufatteligt letsind kaster ud til regimenter og dukkefartøjer.

Men Danmarks udenrigspolitiske stilling er alligevel ikke håbløs. Tværtimod, den er lysere, end den har været hidtil. En forsvarsorganisation er nu lige så unødvendig, som den er umulig at gennemføre. Tyskland er faktisk afvæbnet, de 100.000 mand, som ententen tillader det at holde, svarer til en styrke af 5.000 mand i Danmark. Den tyske fredshær er således i realiteten intet andet end et gendarmeri, som skal sørge for den indre ordens opretholdelse. Men selvom det på en eller anden måde efterhånden skulle lykkes for tyskerne at omgå fredsvilkårene og på ny i økonomisk henseende blive sat i stand til at stille en større krigsstyrke på benene, eller rettere på vingerne, ville landets militærpolitiske stilling være en helt anden, end den var før verdenskrigens udbrud. Tyskland står – lemlæstet – alene. Tysk-Østrig erstatter ikke en gang det tabte Elsass-Lothringen og de polske provinser. Det habsburgske monarki er borte. Et nyt Polen truer Tysklands østgrænse. Der må tyskerne i bedste fald efterlade en del af deres krigsstyrke. I øvrigt tvinges de til at koncentrere hver eneste mand, hver eneste flyvemaskine ved Rhinen for gennem et hurtigt indfald at knuse det udmattede Frankrig, inden den engelske og amerikanske hjælp når at komme frem. Om nogen truende optræden overfor Danmark kan der ikke blive tale. Og hvorfor skulle vel Tyskland nu for tiden komme på den tanke? Det tab af mennesker og land, som landet lider gennem Sønderjyllands genforening med Danmark, vækker ikke længere nogen bitterhed. Den betyder for det tyskland, der lever i 1919, intet i sammenligning med, hvad sejrene i 1864 og 1866 betød for det daværende Prøjsen.

Heller ikke strategisk betyder Danmark noget hverken for Tyskland eller for de andre stormagter. Det første har ingen flåde længere og ejer ikke evner til at bygge en ny op. Det må finde sig i, at den engelske flåde eventuelt sejler ind i Østersøen; thi nogle landoperationer kan der i tilfælde af krig med Tyskland ikke blive tale om. Englænderne bliver af omstændighederne tvunget til at koncentrere hele deres land- og luftstyrke i Belgien. Da endvidere Østersøen ganske har mistet sin karakter af en tysk-russisk indsø, behøver den engelske flåde under ingen omstændigheder at søge en basis på de danske øer. Noget, som Danmark for øvrigt heller ikke kunne forhindre. Ved Østersøen dannes nye kyststater, hvor Englands flåde altid vil være velkommen, netop fordi disse stater ikke kan undvære handelsforbindelser med Storbritannien.

Derimod eksisterer den russiske imperialisme ikke mere. Hvordan end udgangen af Lenins herredømme vil forme sig, så er det dog sikkert, at ingen menneskelig magt nogen sinde kan formå det russiske folk til på ny at gribe til våben i sådanne formåls tjeneste, som endnu for få år siden gjorde det muligt, om ikke sandsynligt, at Østersøens bølger kunne blive skuepladsen for krig mellem England og Rusland.

Nej, i de sidste fem år er der virkelig sket noget, som gør alle forsvarskommissioner overflødige. Danmarks – og for øvrigt hele Skandinaviens – militærpolitiske stilling er blevet betydelig forbedret samtidig med, at militærteknikkens fremskridt har gjort det umuligt for alle tre lande at tænke på et ydre forsvar. Hvad nu det indre forsvar, og ordenens opretholdelse, angår, så er det lige så sikkert, at et sådant bliver både lettere og billigere at organisere, derved at de tunge forsvarsbyrder lettes, og derigennem det økonomiske tryk, der nu føder så megen social misfornøjelse, hæves. I denne henseende betyder en klar forståelse af den militærpolitiske stilling uhyre meget.

De besparelser i uproduktive statsudgifter, som forsvarsvæsenets omdannelse til et gendarmeri tillader, nærmer sig efter lønreguleringen til 100 mio. kr. Disse besparelser er altså tilstrækkelige til ikke blot at overflødiggøre samtlige nye skatter, men de ville være store nok til at fylde det hul i indtægterne, som ville opstå gennem fjernelse af alle toldafgifter. Tidspunktet for overgangen til fuld frihandel er særdeles belejligt. Toldsatserne udgør i dag en forsvindende del af varepriserne. Lønforbedringer for toldpersonalet vil lægge beslag på en forholdsvis langt større del af toldindtægterne, end det hidtil har været tilfældet. Desuden nærmer den dag sig med hastige skridt, da grundskyldreformens venner vil få indflydelse på statsforvaltningen. Den medfører eo ipse industriens befrielse for alle skatter. Ikke en gang den på beskyttelse hvilende del af industrien behøver i så fald at risikere noget som helst, i fald alle toldafgifter samtidig hævedes. Derimod kan den forbedring i samtlige borgeres levevilkår, som en fuldstændig frihandel ville medføre, næppe skattes for højt. Sikkert er det, at den ville tillade vidtgående lønreduktioner ikke blot for den enkelte, men også for stat og kommune.

På den anden side danner toldmurenes bortfald et overmåde vigtigt led i en virkelig forsvarspolitik. Gennem at åbne sine grænser for alle nationers handel skaffer Danmark sig den bedst tænkelige sikkerhed for, at alle fremmede stater bliver interesserede i, at dets selvstændighed bevares. Thi da får alle interesse af at forhindre, at Danmark eventuelt kommer ind under en fremmed magts toldmur.

Herved ville også det første skridt være taget til et virkeligt økonomisk samarbejde mellem nordens tre folk. Både på den anden side Øresund og nord for Skagerrak hæver der sig for tiden kraftige røster for frihandel. Danmarks eksempel ville i denne henseende virke som en løbeild, og når Sverige og Norge så anvendte deres forsvarsmillioner til elektrificering af deres vandfald, kunne Skandinavien roligt møde enhver krise på det internationale område. Udenfor de stores strategiske kreds kunne de i nødsfald være sig selv nok. Det danske landbrugs afgrøde ville kunne føde svenskerne og nordmændene, som gav Danmark den varme og kraft, som det behøver. Uafhængigt af udlandets kul med undtagelse af, hvad der krævedes til skibsfarten, kunne Norden let få, hvad det behøvede af kolonialvarer og kul i bytte for det træ og den malm, uden hvilket stormagterne ikke kan leve.

At Danmark tager initiativet på forsvarsvæsenets område er derfor i disse dage særdeles påkrævet, og det både af økonomiske og finansielle hensyn. Tages det på grundlag af militær og økonomisk afvæbning med ærlighed, beslutsomhed og klarhed, kan følgerne blive vidtrækkende ikke blot for den sociale fred i Danmark selv, men for det internationale samliv som helhed. Ja, et sådant initiativ synes til og med at være den eneste vej ud af det forfærdelige ragnarok, hvoraf hele civilisationen trues af mangel på virkelig ledelse.

Frihandel og grundskyld

Intetsteds gælder den sætning, at den menneskelige dumhed er ubegrænset, i så høj grad som på det økonomiske område. Der er man i virkeligheden gået så vidt, at læresætningen om årsag og virkning som regel er sat ud af kraft. Udsigten til hurtig eller øjeblikkelig vinding har virket så forblindende, at de mest indlysende sandheder lades ude af betragtning. Det var det, der skete ved indførelsen af toldbeskyttelsen. De store industridrivende, som nu med rette klager over statens indgriben i næringslivet, glemte, at den indgriben, som de selv forlangte, nødvendigvis måtte føre ud i både socialdemokratiet og kommunismen.

Den intime forbindelse mellem socialdemokratiet og protektionismen fremgår tydeligt deraf, at de begge går ud fra den falske forestilling, at staten eller nationen er en økonomisk enhed, og dette gør de, til trods for, at hver dag, der går, klart beviser, at hele jorden på dette område er en enhed. Begge, både socialdemokratiet og protektionismen, fornægter herigennem i virkeligheden betydningen af kommunikationernes udvikling. De modarbejder til stadighed menneskehedens enhedstanke. De hylder militarismens grundtanke, at ethvert folk bør være sig selv nok. De er krigs- og ikke fredsvenner, alene af den grund. Når handelen derimod er fri over hele jorden, ophører af sig selv enhver tanke om at skaffe et større afsætningsfelt for den såkaldte nationale industri. Der ville jo da ikke være nogen konkurrence mellem landene, men kun mellem a og b, uanset hvilket land de tilhører. Kampen om kolonierne ville være meningsløs. Samtidig ville den eneste virkelige fredsgaranti, der findes, være skabt. Når frihandelen tvinger alle lande til at hellige sig den produktion, for hvilken de har de bedste forudsætninger, kan intet folk tænke på krig. Thi når produktionen indrettes efter de naturlige hjælpekilder, bliver det en livsbetingelse, at forbindelsen med alle dele af verden til alle tider holdes åben.

Som det nu er, er det beskyttelsesvenlige socialdemokrati her i Danmark blevet den store monopoliserede industris bedste forbundsfælle. På den anden side kan det ikke nægtes, at de dybere liggende dele af partiet er besjælet af en berettiget misfornøjelse med de socialdemokratiske førere. Verdensbegivenhederne taler dag for dag deres tydelige sprog. Marxismen er spillet fallit. Enhver arbejder indser betydningen af fri og uhindret varetilførsel. Mere og mere vinder den anskuelse frem, at det er det udslag af kapitalisme, der kaldes protektionisme, der er skyld i verdenskrigen.

Spørgsmålet om toldafgifternes fjernelse nærmer sig med stormskridt.

Et land, som beslutter sig til at indføre retsstaten og dække statens behov gennem grundskylden behøver imidlertid ikke på nogen måde at vente på, at grundsætningen om fuld frihandel sejrer overalt. Det kan uden fare for sin industri og de deri beskæftigede arbejdere straks nedbryde de toldmure, der fordyrer livet for borgerne og beriger et mindretal på flertallets bekostning.

I retsstaten forsvinder såvel de direkte som de indirekte skattebyrder, som nu hviler på de toldbeskyttede industrigrene. Den grundskyld, som fabrikkerne vil komme til at betale, bliver mindre end de ejendomsskatter, der nu hviler på bygningerne. Indkomst- og formueskatten forsvinder fuldstændigt. Tillægsskat, merindkomstskat, arveafgift, stempelafgift og børsskatter forsvinder fuldstændigt. Og da alle disse byrder hviler ikke alene på de industrielle virksomheder som sådanne, men på hver eneste af deres funktionærer og arbejdere, gælder det her millioner og atter millioner af kroner, der nu fordyrer den indenlandske industris produktionsomkostninger.

Med alle forbrugsafgifters bortfald formindskes desuden samtlige industriarbejderes leveomkostninger med et beløb, som for hver familiefader kan sættes til mindst 150 kr. årlig. Hertil kommer den årlige bonus af 46 kr., som i retsstaten vil tilfalde både mand og hustru, eftersom alle fælles udgifter afholdes af grundskylden.

Det turde derfor ikke være for meget at beregne de besparelser, som vil komme Danmarks toldbeskyttede industri til gode, til hen imod 100 mio. kr. årligt. Dette vil med andre ord sige, at udsalgsprisen for dens produkter kan nedsættes med et tilsvarende beløb, og derfor er der ingen fare ved indførelsen af fuld frihandel, når dette sker i forbindelse med det nuværende skattesystems fuldstændige afvikling og erstatning med grundskylden, hvad der ikke på nogen måde vil sætte den indenlandske industris konkurrencemuligheder overfor udlandet over styr. Tværtimod, netop på grund af verdenskrigen vil denne næsten overalt blive belastet med tunge skattebyrder, medens de danske toldsatser for tiden udgør en langt mindre procent af vareprisen, end de nogen sinde før har gjort. Tidspunktet for deres fjernelse er derfor særdeles gunstigt.

I hvert fald beskæftiger de industrigrene, der muligvis på grund af toldmurenes fjernelse ville komme i betryk, selv når samtlige skatter forsvinder, ikke mere end et par tusinde arbejdere. Disse kan med lethed optages af det øvrige næringsliv i samme øjeblik, som al tvang, det være sig af økonomisk eller anden natur, ophører. Desuden ejer retsstaten i seddeludstedelsesretten et middel til uden udgift for almenheden at give tusinder af arbejdere adgang til at skaffe sig egne landbrug og intensivt dyrke jorden, kilden til alt, hvad mennesket behøver til livets ophold. Disse titusinder nye hjem ville atter øge efterspørgslen efter industriens produkter og derigennem i dobbelt grad formindske byernes proletariat og bidrage til arbejdslønnens stigning.

De nationaløkonomiske teorier, som hidtil har vundet øre på universiteternes katedre eller blandt rigsdagens tungetalende frasemagere, har haft til følge, at en social og økonomisk katastrofe truer hele den såkaldte civiliserede verden. Demoralisation og brud på givne ord underminerer for hver dag, der går, samfundslivets grundvold. Papirlovenes masse har ført til, at den eneste lov, som er naturens, livets lov: friheden, er blevet trampet ned og foragtet. Trætte af politiske og teologiske lapperier, af kirken og staten har menneskene ved allehånde kunstlede påfund hindret den enkelte i at sikre sig det fulde udbytte af sit arbejde. Det er sandelig på tide, at disse spidsfindige love føres til bålet, og at friheden, arbejdsfriheden, atter sættes til højbords. Den alene er retfærdig, moralsk og derfor også udslaget af den højeste menneskelige klogskab. Thi først når enhver beholder det fulde udbytte af sit arbejde, får han virkelig interesse for at frembringe så meget, som han evner. Først da fremkommer en stadig øget produktion, al rigdoms ophav. Først da beriger arbejdet ikke blot den, der udfører det, men også alle hans medborgere.

Retfærdighedens logik

Når tanken om lige skat på lige jord endnu ikke har haft held til at trænge igennem hos et så retselskende folk, som det danske, er den eneste mulige forklaring, at virkeliggørelsen af denne tanke medfører ulemper, som støder almenhedens anskuelser for hovedet. Denne mistillid hviler i hovedsagen på følgende to grunde. Den ene gælder anvendelsen af grundskylden og dens brug af de fra de nuværende skatter befriede statsorganer: stat og kommune. Med hensyn til dette vigtige spørgsmål, som det store flertal af menneskene naturligvis ønsker at få besvaret, inden de beslutter sig til at gøre op med det nuværende system, har den tankens og ordets mester, som Henry George unægtelig var, ikke været fuldkommen klar. Hans anskuelser om den fremtidige samfundsordning er mildest talt svævende. De nærmer sig på mange punkter de socialdemokratiske utopier, som i de sidste år af hans liv stod højt i kurs, dels fordi de den gang endnu havde nyhedens tiltrækningskraft, dels fordi deres uholdbarhed hverken afsløredes af praktiske erfaringer eller sagkyndig kritik.

På dette område har imidlertid det danske retsdemokratis ledere indlagt sig udødelig fortjeneste, og deres storartede arbejde behøver blot at antage en mere agitatorisk form, for med stormvindens hast at overbevise hele det danske folks bedste elementer om muligheden af at gennemføre grundskyldreformen. Den anden grund til, at mange tænkende mennesker ryster på hovedet, når grundskylden kommer på tale, er georgisternes stilling til det såkaldte erstatningsspørgsmål. Med hensyn til dette siger Henry George, at samfundet ved grundskyldens inddragelse aldeles ikke skylder de nuværende jordbesiddere nogen erstatning. Og heri har han uomtvisteligt ret, for så vidt som ordet samfund tages i sin rette betydning, dvs. når dermed menes landets samtlige indbyggere. Thi det ville jo være at anerkende jordmonopolet som noget i og for sig berettiget, hvis dets afskaffelse skulle give anledning til udbetaling af erstatning til dem, der drager fordel deraf.

Men man kan med grund rette en bebrejdelse mod reformens forkynder, når han i denne forbindelse undlader at tilføje, at den del af den samlede kapital, som er fremkommet på grund af jordmonopolet, burde deltage i den byrde, som pålægges de direkte jordejere som følge af grundskyldens indførelse. Denne udeladelse er så meget vanskeligere at bortforklare, som Henry George ikke lader læseren i tvivl om, at en stor del af den samlede formue ikke er andet end opsparet uret, som stammer netop fra de privates beslaglæggelse af kilden til al rigdom: jorden.

Georgisternes hårdnakkede vægring ved på dette punkt at tåle nogen som helst kritik af den store sandhedssøger har været skæbnesvangre. Dog har de allerede indirekte anerkendt urimeligheden i at lade jordbesidderne alene bære hele grundskyldbyrden ved at foreslå en gradvis indførelse af denne. Dette har atter i høj grad svækket styrken af deres retfærdighedskrav, thi ingen kan fortænke dem, der ikke har tid eller forudsætninger til at sætte sig ind i grundskyldsproblemet i, at de tvivler om, at det bestående jordmonopol er så uretfærdigt og ulykkessvangert, som georgisterne påstår,, når de selv foreslår, at det først skal afskaffes lidt efter lidt.

Ej heller kan man med føje indvende noget imod, at den almene retsbevidsthed på dette punkt holder på, at det ville være aldeles meningsløst, at den, der i forgårs indsatte 100.000 kr. i sparekassen, ved grundskyldens indførelse skulde fritages for al beskatning, medens den, som i går købte en ejendom til samme pris, skulle erlægge et par tusind kr. om året i grundskyld. Stillingen bliver imidlertid en ganske anden, hvis man ikke et øjeblik slipper forbindelsen mellem al pengekapital og jordmonopolet af syne. Dertil behøves for øvrigt næppe noget nærmere kendskab til Henry Georges tanker, thi alle, som har haft noget med de bestående pengeinstitutioner, banker, sparekasser, kreditforeninger, forsikringsselskaber osv. at gøre kan ikke være uden viden om, hvilken betydning realkreditten, der til en stor del hviler på jordværdien, har for disse institutioners evne til at forrente de til dem overladte midler.

Spørgsmålet om grundskyldens indførelse og alle skatters afskaffelse hviler visselig centnertungt på hele samfundet. Det tåler ingen udsættelse. Den simpleste retfærdighed kræver, at enhver allerede i dag sikres det fulde udbytte af sit arbejde. Derfor bør grundskyldreformen straks gennemføres.

Måden, hvorpå dette skal ske, vedrører i første række dem, der hidtil på en eller anden måde har draget fordel af den uret, som det private jordmonopol forårsager. Den eneste grund for staten til at tage sig af måden, hvorpå reformen indføres, er, at staten er retfærdighedens vogter. Dette fordrer, at også fordelingen af selve grundskyldsbyrden mellem de direkte jordbesiddere sker således, at ingen af parterne lider uret, at der ikke sker nogen forskydning mellem deres indbyrdes stilling.

I den første henseende skulle det synes, som om fuld retfærdighed let kunde indføres mellem de to ovennævnte ejere af 100.000 kr., af hvilke den ene har købt en ejendom med 50.000 kr. jordværdi, og den anden har sat sine penge i banken. Et 25 % fradrag fra begges kapitaler ville være tilstrækkeligt til at erstatte jordejeren jordværdien, som alene bærer hele grundskylden. En lignende fordeling af byrden tager imidlertid intet hensyn til den formindskning af driftsomkostninger, der opstår for jordejeren som følge af samtlige såvel direkte som indirekte skatters bortfald. Sådanne driftsomkostninger påhviler ikke den, der har anbragt sine penge i en bank. De besparelser, som jordejeren indtjener på denne konto, kan næppe ansættes til mindre end 2¼ % af jordværdien eller for en ejendom, som den her omtalte, til 1.125 kr. Den jordværdi, der med rette kan udbetales til ham, andrager altså kun 25.000 kr.

Besparelserne i driftsomkostningerne udgøres først og fremmest af bortfaldet af den nuværende ejendomsskat (ejendomsskylden), der i reglen udgør 7/10 promille af hele ejendommens værdi eller med et rundt tal 1½ % af den gennemsnitlige jordværdi. Dertil kommer bortfaldet af alle de toldafgifter, forbrugs- eller omsætningsskatter, som for øjeblikket fordyrer såvel de menneskelige arbejdskræfter som maskiner osv.

Derimod er der ingen grund til ved reformens indførelse at nøjes med et mindre formueafdrag end 25 % i særdeleshed hvis denne procent gøres til en gennemsnitsprocent ved gennemførelse af en progressiv skala, som belaster de mindre formuer med et ringere fradrag og de større med et højere beløb, thi især de sidste indeholder ofte en meget betydelig del opsparet jordværdi. Et 25 % fradrag er dér mindre end den kapitaliserede værdi af alle de direkte og indirekte afgifter, der nu hviler på kapitalen, og som skulle bortfalde. Det burde derfor af de besiddende klasser hilses med jubel, ikke blot for den øjeblikkelige fordel, som det indeholder. Grundskyldreformen forudsætter jo også, at der ikke fremtidig skal kunne pålægges nogen som helst skatter. Kapitalismen befries altså samtidig fra den truende skattebolsjevisme, som dels lammer foretagsomheden, og dels ligefrem frister den foretagsomme forretningsmand til at skrue priserne i vejret for på engang at sikre sig så meget som muligt af denne verdens goder. Eftersom den samlede jordværdi, der befinder sig i privat eje, udgør 4.700 mio. kr. og langt overstiges af den samlede formues 11.000 mio. kr., vil et 25 % fradrag i denne ikke blot være mere end tilstrækkeligt til at erstatte jordejerne halvdelen af deres jordværdi eller tilsammen 2.350 mio. kr. De overskydende 400 mio. kr. af fradraget (2.750 mio. kr.) er tilstrækkelig til afbetaling af den del af statens og kommunernes gæld, som ikke kan betales gennem realisation af deres salgbare aktiver.

Retfærdighedens logik giver altså uanede muligheder for at afskaffe al økonomisk uret. Når det vil sikre enhver det fulde udbytte af hans _arbejde, vil det jo også én gang for alle gøre en ende på alle de følger af skatteevnens kapitalisering, som nu tynger arbejdet til fordel for indehaverne af stats- og kommuneobligationerne. Og en virkelig retfærdighed gør dette uden at tinge med sig selv. Den honorerer alle forpligtelser, som magthaverne med samfundets billigelse har indgået, men det er ingenlunde arbejdet, som holder obligationsejerne skadesløse. De offentlige lån afskrives, ligesom hele grundskyldreformen indføres, ved en udligning mellem de dele af samfundet, der gennem uretten har beriget sig på arbejdets bekostning.

Arbejdernes masse burde derfor hilse retfærdighedens logik med forståelse, uagtet den går stik imod det socialdemokratiske præk. Et formueafdrag opkrævet en gang for alle samtidig med jordreformens indførelse er det eneste skattepålæg, som ikke kan væltes over på arbejdet. Dette bliver herefter fuldkommen skattefrit. Arbejdernes livsomkostninger vil dale gennem vareprisernes fald, og en nedgang i huslejen ville blive en følge af jordspekulationens ophør. Samtidig vil lønningerne automatisk stige, indtil de svarer til arbejdets virkelige værdi. Al arbejdsløshed vil ophøre af sig selv, når adgangen til jorden muliggør en forøgelse af byggeriet, og fuld skattefrihed lokker alle til forøget flid i industriens og landbrugets tjeneste.

Arbejdets ret

At enhver arbejder, det være sig håndens eller åndens, burde have det fulde udbytte af sit arbejde, er et så indlysende retfærdigt krav, at det end ikke behøver at diskuteres. Uenighed herom opstår egentlig først, når der bliver tale om, hvor stor en andel hver enkelt arbejder skal have i det udbytte, som skyldes fleres samvirke. Da kommer hver enkelts subjektive mening om hans bidrag til enderesultatet uvilkårlig til at stå i modsætning til de øvriges anskuelser. På den anden side er det naturligvis klart, at en sådan subjektiv vurdering ikke kan tillægges nogen som helst betydning som målestok for den enkeltes indsats i arbejdet, men at den, således som dagens begivenheder tydelig viser, må ende med alles krig mod alle.

Der er kun en udvej til at finde en fuldt objektiv målestok for den enkeltes arbejde. Og det er den absolutte arbejdsfrihed, som uden alle omsvøb tillader en uhindret udveksling af arbejdsprodukterne, og således giver enhver lejlighed til at vurdere andres arbejde ved at tilbyde sit eget i bytte derfor.

Nu er det imidlertid således, at denne absolutte arbejdsfrihed for længst er ophørt, fordi arbejdspladsen, jorden, er beslaglagt af enkelte individer. Da alt, hvad der kræves til livets ophold, stammer fra jorden, er jordbesidderne og de, der ejer de af jorden flydende opsparinger, som udgør den største del af det, der i daglig tale kaldes kapital, i stand til at afkræve alt arbejde en større eller mindre afgift. De, der ikke ejer jord, tvinges jo til at sælge deres arbejdskraft til den pris, som de direkte eller indirekte jordbesiddere bestemmer. Der er derfor intet mærkeligt i, at de jord- og kapitalløse omsider, grebet af fortvivlelse, gennem allehånde kunstgreb og skattepålæg søger at genoprette den økonomiske ligevægt. Kan hænde, at de argumenter, som de jordløse klassers førere fører i munden, er eller lyder ulogiske. De betyder faktisk, at når selvopholdelsesdriften taler sit klare sprog, kender den ingen anden lov end magtens. Det er blot selvbedrag at tro, at denne drift bliver mildere, når den iklædes alle mulige skønne fraser om social retfærdighed. Man står langt bedre rustet, når man åbent erkender, at århundreders økonomiske uretfærdighed til slut må hævne sig.

Af to grunde står verden nu foran et socialt ragnarok, hvis lige man aldrig har set. Kommunikationsvæsenets udvikling har gjort menneskeheden til en sådan enhed, at katastrofen nu for første gang i historien må blive almindelig. Et andet og langt tungere lod lægges i vægtskålen i en grad som aldrig før. Den såkaldte civiliserede verden har i to årtusinder fulgt udviklingslinier, som er indrettet efter indbildte forestillinger om et personligt forsyns indgriben. Disse har nu endelig vist sig ikke at stemme overens med de faktiske forhold. Men under disse omstændigheder kan kun dårer forundre sig over, at tidligere anskuelser og gamle institutioner falder sammen, når de hule frasers mål pludselig blive søndret.

I en sådan situation er det absolut nødvendigt at klare begreberne og undersøge de slagord, hvorunder levebrødspolitikerne driver deres skæbnesvangre spil. Blandt disse slagord indtager samfundet en særstilling. I alle frasemageres lejre, lige fra det konservative folkeparti til de mest moderne af socialdemokraternes leder, træder de såkaldte samfundsmæssige hensyn daglig i forgrunden. Alle nye driftsmetoder, alle gamle monopoler og privilegier forskønnes af dette trolddomsord. For det viger alle moralske, intellektuelle, økonomiske og praktiske synspunkter. Samfundet er blevet den krigstromme, del’ overdøver fornuften.

Det lønner sig derfor at fastslå en gang for alle, at samfundet, hvis ordet ikke blot skal tjene til skalkeskjul for en eller anden politisk eventyrers politiske overbevisning ikke betyder andet end samtlige indbyggere i et givet område. Thi en enkelt mand eller kvinde danner ikke samfundet. Samfundsmæssige hensyn er derfor blot de hensyn, der er fælles for alle indbyggere.

Når socialdemokraterne under henvisning til disse interesser fordrer, at staten skal kontrollere industrien og sikre arbejderne en vis andel i fabrikkens nettofortjeneste, gør de sig derfor skyldige i et åbenbart misbrug af ordet samfund, hvad der burde være strafbart på grund af ordets hypnotiserende egenskaber. Samfundet, dvs.. samtlige borgere, har aldeles ingen interesse af, at staten eller med andre ord det parlamentariske flertals førere fastslår, hvor stor den enkeltes personlige andel i en industriel virksomhed skal være. Dette strider mod den simpleste retfærdighed, der, som vi allerede har påvist, ubetinget kræver en vurdering, der alene hviler på arbejdsfriheden. Endnu mindre har samfundet nogen fordel af, at arbejdslønnen stiger. Tværtimod ligger det i alle borgeres interesse, at alle produktionsomkostninger bliver så små som muligt.

Allerede af den grund er al indgriben fra det offentliges side af det onde, thi den forårsager altid udgifter. Hverken staten eller kommunerne burde i virkeligheden gribe ind i næringslivet med andet formål for øje end at beskytte arbejdsfreden, i denne henseende har kravet om en grundskyld en tredobbelt betydning.

For det første skulle grundskylden sikre enhver fri adgang til arbejdsfeltet. Grundskylden medfører nemlig, at den, der er villig til at betale den højeste afgift for et stykke jord, får ret til at benytte dette. Han erstatter herigennem den formindskelse i eksistensmuligheder, der opstår for landets øvrige indbyggere.

For det andet vil ingen komme til at nøjes med mindre betaling for sit arbejde end den, han selv kan skaffe sig ved selv direkte at udnytte et stykke jord. Da der således ikke er nogen tvingende grund til at træde i nogen andens tjeneste, ville strejke blive overflødig. En pludselig nedlæggelse af et aftalt arbejde ville blive et simpelt løftebrud, ja, selv fagforeningsbevægelsen som et led i lønnaftalerne burde forbydes allerede af den grund, at et samfund, der er bygget på den almindelige arbejdsfriheds princip, ikke med rimelighed kan anerkende nogen kollektiv juridisk person. Personlig frihed kræves nemlig for at kunne tillempes personligt ansvar.

For det tredje betyder grundskyldens indførelse afskaffelse af alle skatter. Den grundsætning, at enhver skal beholde det fulde udbytte af sit arbejde, ville blive fuldstændigt gennemført, de indkomster, som grundskylden afkaster, er, som vi tidligere har påvist, mere end tilstrækkelige til at dække statens og kommunernes berettigede udgifter.

I et samfund, hvor enhver får det fulde udbytte af sit arbejde, behøver der ikke at opstå nogen nød. Mod sygdom og anden ulykke kan alle lade sig forsikre, og de, der letsindigt undlader dette, vil af den hårde nødvendighed lettest blive ført ind på pligtens vej, som byder dem ikke at ligge deres medborgere til byrde. Hvis disse frivilligt af deres overflod vil afstå, hvad der er nødvendigt til hjælp til ulykkelige, er dette en barmhjertighedsgerning, som bør hilses med glæde, men sker dette ved skattepålæg på dem, der arbejder uden at gøre andre fattigere, så er et sådant udslag af barmhjertighed ikke på sin plads. Den er lige så uretfærdig som den nuværende samfundsordning, der tillader et mindretal at berige sig på flertallets bekostning, og som siden for at udligne de begåede uretfærdigheder gør staten og kommunerne til lovhjemlede tyve, som griber dybere i den enes lomme for at give almisser til de andre.

I denne henseende indtager visse foretagender som jernbane, post, telegraf, telefon, sporvogne, vand-, gas-, og elektricitetsværker en særstilling, der for øjeblikket kan betegnes som truende. Deres funktionærer har vænnet sig til at betragte de øvrige borgere i samfundet som malkekøer, hvem de frit kan spænde under skatteskruen. Så længe disse foretagender beholder deres karakter af monopoler, hvoraf samfundets daglige liver afhængigt, findes der ingen bedre vej til at holde funktionærernes krav indenfor rimelige grænser end at gøre disse foretagender til selvstændige industrigrene, hvis tariffer kontrolleres af de myndigheder, der har koncessioneret dem, dvs. staten eller kommunerne.

Dette kunne for øjeblikket lettest ske ved, at de sælges til andelsselskaber, der er dannet af de pågældende funktionærer til en pris, der svarer til anlægsomkostninger plus en sum, der i årenes løb er opkrævet af skatteyderne. Købesummen skulle erlægges i prioriteter på disse foretagenders faste ejendomme eller materiel.

Tarifferne skulde til at begynde med fastsættes under hensyn til de nugældende lønsatser, således at virksomhedernes udgifts- og indtægtsposter balancerer, og der dog tager hensyn til, at alle skatter bortfalder, mod at virksomhederne svarer den behørige grundskyld. Når da funktionærerne selv får interesse af at nedsætte driftsomkostningerne og øger publikums tilbøjelighed til at udnytte de pågældende virksomheder i udstrakt grad, kan man trygt imødese den dag, da de frivilligt vil nedsætte tarifferne og forøge arbejdsintensiteten. I øvrigt er det indlysende, at tarifferne må undergå en gennemgribende revision, når det almindelige prisniveau med krigskonjunkturernes bortfald sænkes. Og i værste fald kan og bør nye koncessioner udstedes. Da det sammenlagte antal af funktionærer i disse virksomheder er meget stort, vil en sådan ordning sikkert være velegnet til at sprede forståelse af kapitalens og arbejdets gensidige afhængighed i vide arbejderkredse, som er blevet et let bytte for de socialdemokratiske utopisters fantastiske teorier. Derimod er en sådan ikke anvendelig over for en korporation, som f.eks. Københavns havnearbejdere. Der er den foreløbig heller ikke nødvendig. Arbejdsfrihed for alle, der vil deltage i losnings- og ladningsarbejdet, er her midlet. Men denne frihed kan naturligvis ikke opretholdes, når det overvejende flertal i samfundet ikke står bag den politimagt, der kræves til arbejdsfrihedens opretholdelse, og dette kan man ikke fordre, før samfundsordningen er blevet fuldt ud retfærdig, dvs., når alle særfordele uden tilsvarende pligter afskaffes, og enhvers ret til at beholde det fulde udbytte af sit arbejde er blevet fuldstændigt gennemført.

Denne arbejdets ret må eo ipse også indeholde retten til med fuld frihed at råde over alt, som man har fortjent. Det vil sige, at enhver bør have fuld frihed til at give bort, hvad han ejer både som gave og som arv. Derimod bør der ikke kunne tænkes nogen ubetinget arveret, men hvert forældrepar bør sikre sine børn således, at de under ingen omstændigheder falder samfundet til byrde, men når den arbejdsdygtige alder således udstyret, at de selv kan tjene deres ophold og på deres side hævde arbejdets ret.

Aktieselskabsloven

Det kan ikke gentages for ofte, at personlig frihed forudsætter personligt ansvar, ellers vil frihed meget hurtigt og meget let blive misbrugt. På intet andet område er dette så iøjnefaldende som på det økonomiske. Dér har fiktionen om det personlige ansvars gåen op i en kollektiv personlighed gjort dyb skade på utallige områder. Vi tænker ikke her på de store organisationer af arbejdsgivere og arbejdere, der har gjort verden til en økonomisk dårekiste, hvor organisationsvanviddet har opslugt størstedelen af de formindskede produktionsomkostninger, som det aldrig hvilende opfindersnilde stadig skænker menneskeheden. Langt mere økonomisk og moralsk ødelæggende har dannelsen af aktieselskaber været, fordi utallige aktionærer personlige ansvar forsvinder bag selsskabernes fingerede juridiske personer.

Ganske vist kan det påstås, at aktieselskaberne på en måde, som måske ellers ikke ville have været muligt, har lettet udnyttelsen af de uhørte naturrigdomme, der er opdaget i det sidste århundrede. Mange driftige og dygtige personligheder har kun gennem aktietegningen kunnet skaffe sig den kapital, som de behøvede, men denne uomtvistelige fordel har været alt for dyrekøbt.

I aktieselskaberne med deres mængder af ansvarsløse kapitalister ligger den fornemste kilde til det børsspil, der på en hensynsløs måde favoriserer spekulationen på det produktive arbejdes bekostning. Det er aktiespekulationens chancer, der har skabt jobbere og svindlere. Det er disse chancer, der i første række har fremkaldt trusterne. Ja, man kan uden at gøre sig skyldig i overdrivelser sige, at kun gennem aktieselskaberne er det lykkedes kapitalen at beherske det politiske liv og faktisk om ikke formelt at blive den herskende faktor i magtstaten. Uden aktieselskaberne er det vanskeligt at se, hvorledes protektionismen ville have udviklet sig til nationalisme og imperialisme med dens kolonial- og koncessionspolitik.

Aktieselskaberne må i allerhøjeste grad bære ansvaret for de besiddende klassers mangel på evne til at udfylde deres naturlige plads som ledere. Takket være aktieselskabernes muligheder for at øge de besiddende klassers indkomster uden nogen som helst arbejdsindsats eller større risiko har disse kunnet leve i sus og dus på arbejdets bekostning. Dumhed og slaphed har gennemsyret de dele af samfundet, der i tidligere dage til alles bedste med rette bar ledernavnet. De personlige uansvarlige aktionærer behøver ikke at bekymre sig om selskabets virksomhed. De behøver end ikke at have det ringeste kendskab til arten deraf. Tillid til en vekselerer og en driftsleder er alt, hvad der behøves. Er disse inde i forretningerne, kan kunderne år efter år med den største sindsro klippe deres kuponer. Går forretningen godt, får de et større udbytte, går den dårligt, løber de blot den risiko at tabe, hvad de har givet for deres aktier, og samvittighedsløse ledere af virksomhederne løber ikke engang denne risiko. Deres lønninger og indkomster er nemlig så store, at de uden bekymring kan imødese et eventuelt krak. Ved at placere deres sparepenge i et tilstrækkeligt stort antal forskellige slags aktieselskaber undgår kuponklipperne så godt som al økonomisk risiko. De nyder særfordele uden tilsvarende vederlag. De lever på andres bekostning og beskatter arbejdet dels gennem den høje rentefod, som tillægges aktierne på grund af, at de uansvarlige indehavere formelt set løber en større risiko end den långiver, der med reel sikkerhed, men mod en mindre rente, køber en obligation, dels fordi den fri omsætning af sådanne aktier lokker til alt slags børsspil og uærlige trustdannelser,

I en retsstat burde en sådan ordning ikke anerkendes. En sådan stat er nemlig i følge selve sin natur en etisk institution, som aldeles ikke kan anerkende fiktionen om den kollektive juridiske personlighed. Den må alene regne med realiteter. Dens moralske og fysiske magtmidler kan kun anvendes mod virkelig eksisterende samvittigheder, mod virkelige mennesker af kød og blod. Retsstaten må derfor ubetinget fordre, at alle, der ønsker at oppebære fortjenesten af et foretagende, også må løbe alle dermed forbundne risikoer. Den må altså fordre, at de, der sætter penge i et foretagende, enhver i forhold til sin andel, med hele sin formue er ansvarlig for dets drift, og at aktieejerne bliver ansvarlige for alle handlinger, som selskaberne foretager efter generalforsamlingens beslutning. Heraf følger, at salg af aktier kun kan finde sted ved denne forsamling og til navngivne personer, som nødes at følge driften.

Ingen vil under sådanne forhold være meget tilbøjelig til at indskyde penge i et foretagende, som han ikke kender noget til, eller hvis drift han ikke kan overse. Dannelsen af kæmpeaktieselskaber, af truster, umuliggøres, i særdeleshed når grundskylden og frihandelen og en formålstjenlig ordning af seddeludstedelsen gør alle sammenslutninger eller karteller urentable, når de ikke udelukkende har til formål at formindske produktions- eller distributionsomkostningerne.

Med jordmonopolets og toldmurens fjernelse forsvinder den hovedsagelige kilde til de ublu gevinster, som aktieejerne ofte erholder, uden på nogen måde at deltage i arbejdet. For yderligere at forhindre sådanne uretmæssige indtægter er det nødvendigt at forkorte tiden for patentrettigheders gyldighed betydeligt. Thi det er jo i de fleste tilfælde ikke opfinderen, men de aktieselskaber, som erhverver patentet, der sættes i stand til at tage en uforholdsmæssig høj pris for produktet.

Der behøver da ikke længere at være tale om nogen særlig lovgivning mod trusterne. Hel1er ikke behøves der særlige forholdsregler mod børsspekulation, hvis væsentlige eksistensberettigelse er tilstedeværelsen af øjeblikkeligt realisable værdipapirer, aktier, der giver chancer for hurtigt stigende renteindkomster. Dette gør jo hverken obligationer eller aktier, som kun kan bytte ejere en eller to gange om året. Derimod er obligationerne, der altid hviler på virkelig værdi, fuldt tilstrækkelige til at absorbere den flydende kapital, som det moderne næringsliv skaber og behøver.

At obligationerne endog på grund af besværligheden ved at omsætte aktier kommer til at stige i pris, bliver til stor fordel for arbejdet derigennem, at samtidig rentefoden jo formindskes.

På denne måde bliver al direkte trustlovgivning unødvendig, selvom det kun er de indenlandske aktieselskaber, der omdannes. Thi sådan som de faktiske forhold nu engang er, er den megen tale om faren for, at den indenlandske industri skal blive underbudt af udlandets truster, intet andet end tom snak, som bæres til torvs af hjemlandets grådige industridrivende, som kender deres medborgeres tilbøjelighed til uden kritik at anse alt, hvad der skrives i aviserne, for sandt. På grund af kommunikationsmidlernes udvikling vokser nemlig ikke blot konkurrencemulighederne mellem de i jordens forskellige lande bosatte folk, men denne stadig tiltagende udvikling fører også med sig, at formålstjenlige produktionsmetoder med utrolig hastighed forplantes fra det ene land til det andet. Samtidig spredes kendskabet til enhvers billigste pris med orkanens hastighed fra nord til syd, fra øst til vest.

Et sådant underbud eller dumping er desuden på en enkelt undtagelse nær aldrig forekommet andre steder end på papiret. Undtagelsen er de stålskibsplader, som det tyske stålkartel før krigen til uhyre fordel for den engelske skibsbygningsindustri solgte langt billigere i England end i Tyskland. Dette undersalg virkede som en cadeau til både den engelske skibsbygning og til det frihandelsvenlige Englands hele skibsfart og handel. Men det blev det toldbeskyttede tyske folk, der måtte betale herfor i form af højere fragter og varepriser.

I den senere tid har undersalgets spøgelse særlig været på tale med hensyn til den amerikanske industri. Nogle virkelige tegn på, at spøgelset skulle antage fastere former, har imidlertid endnu ikke vist sig. Tværtimod sælges de amerikansk€ varer endnu på de europæiske markeder til en pris, der er mere end dobbelt så stor som prisen i Amerika. Sandheden er ganske simpelt den, at konsumenternes efterladenhed i at danne kooperative foretagender og umuligheden af at få nye kontorlokaler gør det muligt for handelstanden at forlange priser, som ikke står i noget rimeligt forhold til hverken fragter, toldafgifter eller produktionsomkostninger,

Disse er desuden så lave i Amerika, at en betydelig prisreduktion meget godt kan foretages, uden at der behøver at være tale om noget undersalg. Se f.eks. på automobilindustrien. I 1916 solgtes en Ford-vogn i Amerika for 440 dollars, og denne Ford kostede noget over 90 dollars at fremstille. Halvdelen af salgsprisen gik som sædvanlig indenfor automobilindustrien til fragt og mellemhandleravance. Resten, eller 130 dollars pr. vogn, havde efterhånden dannet den store filantrops privatformue, der på den tid var 43 mio. dollar, hvilket tal stemmer godt overens med vognantallet og bestyrker således disse opgivelser.

For Packard-automobilens vedkommende var forholdet mellem fremstillingsomkostningerne og salgsprisen den samme, vognen solgtes til 2.800 dollar, men da selskabet kom i proces med et jernbaneselskab, hvis tog, der var lastet med Packard-vogne, forulykkede, fik det i erstatning kun 692 dollars pr. vogn, fordi det lykkedes jernbanens advokat at bevise, at fremstillingsprisen ikke var højere.

Jo billigere alle varer bliver, des bedre er det for samfundet, som jo ikke er andet end samtlige mennesker. Samfundet har aldeles ingen interesse af, at nogle, ja, ikke engang mange, beriger sig på de øvriges bekostning, men for at de enkleste økonomiske sandheder skal blive alt folket ejendom, må øksehugget føre mod selve det ondes rod, en af de allermest betydende rødder til det ondes ophav er som nævnt de upersonlige aktieselskaber, som har tilintetgjort følelsen af det personlige ansvar på det økonomiske område. Derfor må disse aktieselskaber omdannes til virkelige interessentskaber med navngivne deltagere og personligt ansvar.

Seddeludstedelsesretten

Jævnsides med grundskyldens indførelse, omstyrtelsen af alle toldmure og aktieselskabernes forvandling til interessentskaber med fuldt personligt ansvar for alle andelshavere kræver den økonomiske frihed, at staten overtager seddeludstedelsesretten, samt at seddeludstedelsen ordnes således, at seddelmængden altid dækker behovet.

I sidstnævnte henseende lider guldmøntfoden af alvorlige mangler. De i de seddeludstedende bankers bokser beroende guldbeholdninger skal jo være bestemmende for seddelmængden, og denne kan altså ikke forøges, når opadgående konjunkturer med øget produktion og vareomsætning kalder på større mængder af kontanter, thi tilførslerne af guld afhænger udelukkende af guldminernes produktion. På den anden side har det vist sig, at denne produktion i de sidste decennier er blevet så stærkt forøget, at guldets relative værdi i forhold til de allernødvendigste livsfornødenheder er sunket ganske betydeligt. Ja, den allerstørste del af prisniveauets stadige stigning i årene før verdenskrigen skyldes ganske simpelt den stadige forøgelse af guldproduktionen, opdagelsen af nye guldfelter og det forhold, at den indiske befolkning er ophørt at omsmelte engelske guldmønter til smykker, skulle endda kunne medføre en betydelig katastrofe. Før verdenskrigen var der imidlertid ikke stor udsigt til at kunne overtyde den almene mening om det uheldige i bibeholdelsen af guldmøntfoden. Det store flertal var overbevist om, at sedlernes værdi afhang af guldforrådet, og da det snart sagt intet steds mødte vanskeligheder at få sedler ombyttet med guld, var denne fiktion næsten blevet til en religiøs sandhed. Nu ligger landet heldigvis helt anderledes. Krigen har på dette, som på så mange andre områder, klaret begreberne.

Intet steds kan man nu få ombyttet sedler med guldmønt, men de førstnævnte har til trods derfor i alt væsentligt bibeholdt deres værdi. Hvorfor? Jo, blot fordi man efterhånden har vundet forståelse af, at sedlerne blot er et udtryk for det pågældende folks betalingsevne. Et særligt talende bevis herfor er f.eks. kursdifferencen mellem danske og norske sedler. Den i cirkulation værende seddelmængde var på en vis dag ens i de to lande, nemlig 436 milo. kr., men til trods for, at den danske nationalbanks guldbeholdning er omtrent 27 % større end Norges bank, stod denne banks sedler 6 % højere end de danske, og det skønt den norske befolkning er 10 % mindre end den danske.

Det er nemlig ikke guldet, men folkenes arbejds- og betalingsevne, der bestemmer kursen, og dette med så stor nøjagtighed, at kursen falder eller stiger for hver dag, alt eftersom folkets produkter sælges i udlandet, eller befolkningen må skaffe sig sine livsfornødenheder derfra. Nogen væsentlig ændring heri indtræder først, når det pågældende land griber til seddelpressen og udsteder så mange sedler, at de aldeles ikke har samme forhold til varemængden som andre steder. At samtlige landes sedler har tabt i købeevne beror imidlertid på den formindskede produktion og tilførsel i almindelighed.

Med grundskyldreformens gennemførelse gives der en mulighed for en gang for alle at ordne pengevæsnet på en tilfredsstillende måde. Grundskyldens stigning eller fald er det sikreste bevis på, at pengebehovet forøges eller formindskes. Når folk er villige til at betale en højere pris for at udnytte jorden, er dette et bevis på, at efterspørgslen efter produkterne stiger, at arbejdsprodukternes værdi forøges, og at ny foretagender med fordel kan startes. Ved grundlovsmæssigt at sætte seddel og møntmængden i forhold til grundskylden undgår man, at seddelmængden på nogen måde kommer til at være afhængig af politiske eller finansielle institutioners forgodtbefindende. Med støtte af de oplysninger, der nu foreligger fra snart sagt alle lande, og under hensyn til, at ingen guldmønt skulle cirkulere jævnsides med sedlerne, medens sølv-, nikkel- og kobbermønt som hidtil prægedes for at tilfredsstille behovet af skillemønt, vil det være hensigtsmæssigt at fastsætte forholdet mellem grundskylden og hele den cirkulerende pengemængde således, at den sidstnævntes totalbeløb altid skulle være dobbelt så stor som den førstnævntes. 10 % af hele pengemængden skulle rimeligvis udgøres af skillemønt, resten af sedler. Dette vil altså i Danmark (undtagen Sønderjylland), når jordpriserne bliver normale, svare til en seddelmasse af ca. 324 mio. eller over 120 mio. mindre end i øjeblikket.

Den sikkerhed, der står bag disse sedler, som burde forsynes med påtegningen, at de er det eneste lovlige betalingsmiddel for retten til udnyttelse af Danmarks jord, ville være enorm og langt større end de 186 mio. kr. i guld, der menes at dække nationalbankens nu cirkulerende sedler. Uden at disponere over sådanne muligheder til at vinde retten til at udnytte landets naturlige rigdomme ville jo intet som helst produktivt arbejde kunne udføres indenfor Danmarks grænser. Omvendt ville enhver – altså også en i udlandet eksisterende pengeinstitution, som disponerede over et vist seddelbeløb – være i stand til at kræve godtgørelse for sine i Danmark udestående fordringer. Thi ingen dansk kunne få adgang til arbejdsfeltet: jorden, uden disse sedler. Det er derfor uomtvisteligt, at en overgang fra den mere eller mindre imaginære guldmøntfod til de uindløselige på grundskylden hvilende sedler ikke på nogen måde ville rokke Danmarks udenlandske kredit, selvom udlandet endnu i nogen tid skulle tøve med at ophøre med det hasardspil, som guldmøntfoden under hensyn til muligheden for en katastrofe på grund af en pludselig forøgelse af guldproduktionen i virkeligheden er.

Derimod ville Danmarks folk gennem et beslutsomt initiativ på dette område vinde store fordele. Det i nationalbanken opbevarede guld kunde sælges til højeste pris, inden guldprisen på verdensmarkedet begynder at falde. Yderligere vil indtægterne af seddeludstedelsesretten stige som følge af renterne af de værdipapirer, der kan købes for de i bankboksene beroende guldmængder.

At disse indtægter af seddeludstedelsen udelt tilhører staten eller hele folket, turde tydeligt nok fremgå af det skrevne. Grundskyldens størrelse og dermed sedlernes værdi er jo i fuldeste mål et produkt af samfundets, dvs. samtlige menneskers arbejde og betalingsevne. Ja, selv under de nuværende forhold er det i virkeligheden dette, der står bag nationalbankens sedler, thi det er jo staten og ikke banken, der i virkeligheden hefter for dem alle, siden banken ifølge loven af 2. august 1914 er blevet fri for sin forpligtelse til at indløse sine sedler med guld.

Indtægterne fra seddeludstedelsen, der hidrører fra, at sedlerne udlånes med en vis rente, mod sikkerhed i deponerede værdipapirer af offentlig anerkendt bonitet, bør derfor uafkortet tilfalde samfundet. De indtægter, som seddeludstedelsen giver nationalbanken, beløber sig efter de oplysninger, der er fremkommet i rigsdagen under forhandlingerne om den ny oktroj, til 8 mio. kr. årlig. De står ikke i noget ret forhold til de tjenester, som banken yder staten, thi erfaringerne fra England viser, at alle banker er lige ivrige efter at besørge ud- og indbetaling af offentlige midler, lønninger osv. uden nogen særlig godtgørelse, ganske simpelt af den grund, at alle, der på denne måde kommer i berøring med bankerne, både privatfolk og embedsmænd, fristes til at åbne privatkonti hos dem. Det er derfor ud fra alle synspunkter uforsvarligt at lade en privat bankinstitution som nationalbanken have hele seddeludstedelsesretten.

Den burde ufortøvet overdrages til en rigsbank, hovedsageligt organiseret efter samme mønster som Sveriges rigsbank med tillæg af nogle bestemmelser, hidrørende fra statuyterne fra Englands bank, som bl.a.ville gøre det let for den danske rigsbank at tjene som clearing house for samtlige danske bankers checktransporter og som finanshovedkasse. Med en normal grundskyld af 180 mio. kr. således som den ville blive efter krigskonjunkturernes bortfald, dvs. med en seddelcirkulation af 324 mio. kr. ville den årlige nettoindtægt for en sådan rigsbank blive 16-17 mio. kr. under forudsætning af, at banken samtidig fik kontrollen og nettoindkomsten af mønten, som efter guldmøntfodens bortfald kun skulle præge skillemønt af sølv, nikkel og kobber.

En sådan rigsbank kan også uden skade for sedlernes værdi forstrække dem, der vil skaffe sig et husmandsbrug med de nødvendige byggelån. Gives disse på de samme rentevilkår som den øvrige seddeludstedelse og til højst %* af bygningernes værdi samt til et maksimalbeløb af 9.000 kr. for hvert husmandshjem, bliver totalrisikoen i hvert fald så ringe, at den ikke behøver at influere på totalsikkerheden, som står bag ved de udstedte sedler. Risikoen er imidlertid berettiget. Det gælder nu om hurtigst muligt at gøre den uretfærdighed god igen, der er begået mod alle dem, som det private jordmonopol hidtil har forment adgang til at skabe sig et eget hjem, at råde bod på boligmanglen og at tvinge huslejen ned, og dertil er under de nuværende forhold jordreformen ikke alene tilstrækkelig, thi den kan ikke virke hurtig nok.

*: Intet tal angivet/pma

Den fri skole

Den tvang, der virker direkte og hurtigt, er aldrig så farlig, som den tvang, der virker indirekte og langsomt. Mod den første rejser den menneskelige frihedsfølelse sig, så snart den passerer en vis grænse, medens den sidste ofte virker på en så skjult måde, at de fleste mennesker ikke engang er klar over, at den findes. I denne henseende indtager statsskolen en ganske særlig stilling. Den er blevet statstyranniets fornemste hjælpemiddel, netop fordi dens forgiftende virksomhed er iklædt en så uskyldsren klædning, at mængden, der slider i kampen for det daglige brød, ikke engang aner de judastjenester, som statsskolen, generation efter generation, gør sandheden, retfærdigheden og friheden.

Af denne fremskridtets treenighed kan der aldrig findes mange spor i en statsskole, hvis lærerkræfter er økonomisk afhængige af de politiske magthavere, og hvis undervisningsmetoder må indprente respekt for det bestående.

Hertil kommer, at statsforvaltningens stadig mere omfattende funktioner stiller et stadigt stigende antal embedsmænd til rådighed for de herskende. For derfor så godt som muligt at beskytte samfundet mod den nepotisme, som de politiske magthavere til alle tider og i alle lande har lagt for dagen, har det været nødvendigt at basere hele statens undervisningsvæsen på en utrolig række af eksaminer, der skal være betingelser for opnåelse af embeder og deres avancement inden for den bureaukratiske kæmpemaskine. Allerede af den grund har hele det moderne undervisningsvæsen skrevet sin egen dødsdom. Dens steriliserende, mekaniserende indflydelse har fremstillet det uhyggeligste proletariat af alle, nemlig de intellektuelle, hvis virksomhed i forvaltningskontorerne, på bladenes redaktioner, i den litterære verden og i biografteatrene har bidraget så væsentligt til den nuværende verdenssituation, at redning næppe er mulig ad anden vej end den, der blev foreslået af kejserinde Tsutsi for en snes år siden. Da den gamle dame i vinterpaladset i Peking vilde reformere den kinesiske forvaltning, udstedte hun nemlig to dekreter, hvoraf det ene påbød, at alle embedsmænd, der havde været mere end 5 år i statens tjeneste skulle henrettes. I det andet dekret befalede hun at brænde alle deres efterladte rapporter, for at de ny embedsmænd ikke skulle have noget som helst præcedens at gå efter.

Statsskolens direkte skyld i verdenskrigen og bolsjevismen behøver ikke at påvises, thi et logisk tænkende menneske står simpelthen foran det valg enten at erkende, at statsskolens undervisning har frembragt såvel de såkaldte statsmænd, som har været den civiliserede verdens ledere i det tyvende århundredes første decennier, som de slaver, der viljeløst har ofret sig for deres falske beregninger, eller bestemt at konstatere, at statsskolens virken hverken har formået at hindre verdenskrigen eller bolsjevismen. Mellem disse to muligheder gives intet valg.

At gå nærmere ind på de grunde, der nødvendigvis må frembringe et sådant resultat, ville fylde et helt biblioteks reoler. Her kan de derfor sammenfattes i den sætning, at et undervisningsvæsen, der har til opgave at lære ungdommen at tænke og tro således som dens lærere og deres overordnede vil, i stedet for at opmuntre eleverne til selvstændigt tankearbejde før eller senere ende med at frembringe middelmådigheder.

Heller ikke er det muligt på forhånd at slå fast, hvorledes et velordnet undervisningsvæsen bør se ud. De fejl og misgreb, der er begået på dette område, er så uhørte, at end ikke det mest strålende geni vilde være i stand til her at sige ét sidste ord. Tusinder af forsøg er endnu nødvendige for at nå frem til væsentlige resultater. Tusinder af nye veje må endnu betrædes og udforskes, inden den rette kan nås. Derfor er den absolut fri skole den eneste, som et virkeligt fremadskridende folk som det danske kan og bør acceptere.

Samfundet som sådant, altså alle danske borgere, er interesseret i, at alle kan læse og skrive og regne, så at de er i stand til at overholde de ordensregler, som de offentlige myndigheder nødes til at udstede. Denne elementære undervisning hører ikke hjemme i de egentlige skoler. Den bør og kan, således som Montessori har vist, meddeles børnene i legeårene og på en måde, der fremmer deres personlige udvikling. Den elementære undervisning hører med andre ord hjemme i børnehaverne.

Men de specielle kundskaber, man må bibringe de unge med henblik på deres fremtidige livsstillinger, vedkommer aldeles ikke samfundet. Dem tilkommer det de for børnenes opdragelse ansvarlige forældre at drage omsorg for, og de har i en virkelig retsstat foruden den naturlige kærlighed, som i de fleste tilfælde får dem til at sørge for deres børn på den bedst mulige måde, den mest tvingende grund dertil. Thi retsstaten, hvis opgave udelukkende er at sikre alle borgeres personlige frihed, må gøre faderen og moderen alene ansvarlige for børnenes opdragelse og underhold, indtil de selv kan erhverve sig, hvad de behøver til livets ophold.

Kun når forældrene ikke opfylder deres pligter, og således omend indirekte gør indgreb i deres medborgeres frihed, som i så fald udsættes for at være nødt til at tage sig af de vanrøgtede børn, bør staten gribe ind. Nogen undervisningspligt har retsstaten absolut ikke. Den stræber jo ikke som den nuværende magtstat efter at udvide sine grænser eller øge sin handel. Den sidstnævnte er noget, som det tilkommer den enkelte at drage omsorg for, og han kan gøre det så meget lettere, som handelen i retsstaten er fri for alle trakasserier fra myndighedernes side. Men når staten hverken behøver soldater eller nationalsindede handelsagenter, er det den ligegyldigt, hvorledes undervisningen ordnes.

Retsstatens styrke ligger hos det enkelte individ. Dettes ansvarsfølelse, både som barn og som fader og moder fremmes bedst gennem den frie skole, hvor hver lærer kan undervise, således som han finder det bedst, og således gennem sin egen personlige udvikling bliver sat i stand til at virke på sine elever med eksemplets velgørende magt. At der på denne måde og navnlig i begyndelsen vil ske mange misgreb, når det gælder valget af de bedste skoler for børnene, kan man ikke se bort fra. Livet kan ikke leves uden risiko, og de virkelig store begavelser vil altid vide selv at finde sig deres bane. På middelmådigheder har verden ingen mangel, og selvom mange af dem på grund af forældrenes uformuenhed eller dumhed sættes til beskæftigelser, der ikke passer dem, bliver forholdet jo ikke anderledes, end det er.

Derimod er den fri skole den eneste mulige udvej for at lade personligheden komme til ære både hos børnene og hos lærerne. Den er også den eneste sikre grundsten for eksamensvæsenets afskaffelse. På den anden side behøver man ikke i retsstaten den mængde eksaminer, der i øjeblikket danner en mur mod levebrødspolitikernes nepotisme. Embedsmændenes virksomhed er i hovedsagen indskrænket til to områder: det juridiske og det hygiejniske, af hvilke det første med tiden, jævnsides med det offentlige livs overgang til at blive en virkelig etisk institution, bør blive af mindre og mindre udstrækning. Skattevæsnet og forvaltningen behøver kun en brøkdel af den mængde skrivere, der under de nuværende forhold i stadigt stigende antal befolker statens og kommunernes kontorer og tømmer skatteydernes lommer.

Endelig kan den fri skole bedre end nogen statsinstitution drage virkelig duelige kræfter til lærerembederne, thi da elevantallet ved læreanstalterne kommer til at bero på undervisningens godhed og resultater, er det indlysende, at virkelig betydende pædagoger, ligesom det hidtil har været tilfældet i England og Amerika, kan få virkelig betydelige indkomster.

I økonomisk henseende giver retsstaten i sig selv mulighed for den fri skoles indførelse overalt. Grundskylden tilhører alle indbyggere i lige grad, thi ingen kan retfærdigt afgøre, hvor meget af grundskyldens samlede værdi, der skyldes den enkeltes arbejde. Den bør derfor hvert år deles lige til hver mand, kvinde eller barn. Deraf følger, at enhver har den største interesse af at se til, at statens og kommunens udgifter bliver så små som muligt, så at den personlige bonus, der fordeles på den anden side, bliver så stor som muligt.

Andetsteds har den, der skriver disse linier, påvist, at denne bonus for øjeblikket burde være mindst 46 kr. pr. hovede. Fradrages de 4 kr., der kræves til den obligatoriske børneforsikring, som betrygger børnenes opfostring og underhold i tilfælde af, at forældrene skulle falde fra, ville der altså blive 42 kr. pr. barn tilbage til flydende skolepenge. Dette ville i alt give 51 mio. kr. til undervisningsvæsnet i overgangstiden.

De nuværende lærere behøver aldeles ikke at frygte den fri skoles indførelse, thi det er indlysende, at dette kun kan ske efterhånden.

Derimod bliver jo alle borgerne fri for alle skatter, og en stærk nedgang i varepriser og husleje vilde også indtræde ved retsstatens konsekvente indførelse. Den fri skoles økonomiske forudsætninger er derfor mindst lige så stærke som dens tvingende nødvendighed, hvis ungdommen overhovedet skal blive sat i stand til til sin tid at blive standhaftige tilhængere af retsstaten. Men den fri skoles største betydning ligger i det kriterium, som den giver på den nuværende slægt. Ville ikke Danmarks vælgere gøre ende på statsskolen, som gør flertallet af landets børn til slaver, da er frihedskravene sandelig intet andet end tom tale, og den dag er ikke fjern, da folkets store masse atter bliver livegne – denne gang hos de værste og ubarmhjertigste af alle tyranner: de politiske frasemagere.

Den fri valgret

Statsskolen fostrer og kan naturligvis kun fostre middelmådigheder. De politiske partiorganisationer med deres uundgåelige klikedannelser fører siden disse middelmådigheder frem til regeringsmagten og de ledende stillinger i samfundet, thi de rigt begavede, hvis karakter og initiativ det ikke er lykkedes statsskolen at knække, er alt for fåtallige til at få nogen som helst indflydelse på det politiske liv, hvor kompromisser, principløshed, løftebrud og forhaling danner forudsætningerne for det alt afgørende stemmefiskeri, som er parlamentarismens kræftskade.

Det er derfor ikke mærkeligt, at verden ser ud, som den gør. Og ikke mindre klart er det, at de mænd, der hidtil har ledet udviklingen, er ganske uskikkede til at gennemføre de dybtgående reformer, der nu kræves. Deres evindelige slagord og mangel på virkelig forudseenhed viser, at de ikke engang har forstået tidens alvor. Nye mænd må frem for at opbygge den verden, som levebrødspolitikerne har ødelagt. Hvordan skal man kalde dem frem, og hvordan skal de skaffe sig øre? Thi stillingen er i virkeligheden blevet sådan, at den politiske interesse slappes mere og mere. Og hvorfor?

Ganske simpelt derfor, at jo mere det er lykkedes politikerne at udvide statens funktioner, jo større er skatterne blevet, og desto mere har det store flertal af befolkningen været nødt til helt at hellige deres liv til løsningen af det problem: hvorledes få vort budget til at stemme? Som følge deraf er interessen for de offentlige anliggender blevet svækket i en betænkelig grad. Disse er blevet overladt til levebrødspolitikernes eventyrskarer.

Ud af denne cirkulus vitiosus har en dansk mand vist en vej til redning, der er lige så enkel som formålstjenlig. Denne mand er Johan Pedersen i Aarhus, opfinderen af den såkaldte samstyremetode. Ganske vist er denne metode ikke det universalmiddel, som nogle af dens mest fanatiske tilhængere hævder, men den er et brugeligt middel både til at kalde de nye mænd frem, som tidens alvor kræver, og til at give vælgerne lejlighed til på en effektiv måde at deltage i det offentlige liv, uden at de behøver at tilsidesætte deres egne umiddelbare daglige interesser.

Betingelsen herfor er imidlertid, at den pedersenske tanke iklædes en for alle teoretiske kandestøberier befriet form. Denne kunne passende betegnes som den fri valgret og bør tillæmpes på følgende måde: al valgkredsinddeling forsvinder, og enhver vælger har ret til at stemme på hvem af de valgbare, han vil. De 150 af disse, som har fået de fleste stemmer, bliver medlemmer af rigsdagen; samtidig offentliggøres navnene og stemmetallene for de 150 valgbare, der har fået flest stemmer efter de 150 valgte. Siden hen står det enhver vælger frit for at overflytte sin stemme til hvilken som helst af disse, og når nogen af dem har nået et større stemmeantal end det, der sikrede det medlems valg, der har det laveste stemmetal, indtager han dennes plads.

Overflytningen af stemmerne finder sted engang hvert år umiddelbart før rigsdagens sammentræden. Vælgerne gør da regnskabet op med deres repræsentanter. Disse, der ikke ved, hvem der har valgt dem, kan hverken indlade sig på stemmefiskeri eller svigte den tillid, som vælgerne har vist dem. Repræsentanterne kender gennem valgbureauet kun summen af deres stemmer. Forbindelsen mellem de valgte og vælgerne går ikke længere gennem nogen kontrollerende og korrumperende partiorganisation. Valgene er fuldstændigt hemmelige og rent personlige. Den valgte ved, at han risikerer at miste sin plads i rigsdagen eller i det mindste at lide et tab i den indflydelse, som han kan udøve dér, hvis han svigter de udtalelser, som har foranlediget hans valg. I samme øjeblik kan vælgerne uden larm og brag overflytte deres stemme på en værdigere.

Udøvelsen af denne fri valgret kræver ingen partiorganisationer, ingen opstilling af kandidater, ingen fraserige valgprogrammer, ingen løfter, der er indrettet på at blive brudt, så snart valget er overstået. Kun sådanne mænd og kvinder, der på andre områder end den politiske agitations har vist sig i besiddelse af virkelig duelighed, vil blive udkåret af vælgernes store masse. Og sådanne mænd kan i de fleste tilfælde påtage sig rigsdagsarbejdet, thi rigsforsamlingens virksomhed bliver i en retsstat, hvor al indgriben i næringslivet forsvinder, og der ikke findes hverken nogen udenrigs-, militær- eller skattepolitik, kun en ringe brøkdel af, hvad den nu er. Når alle de unyttige love, som under det nuværende system år efter år afløser hverandre, endelig forsvinder, ville en rigsdagssamling af en enkelt måneds varighed være alt, hvad der behøvedes.

For sådanne korte sessioner kræves der ikke høje diæter, der lokker individer, der ikke på anden måde kan finde udkomme, til at blive politikere. Det ville være tilstrækkeligt at erstatte de valgte det tidstab, de lider ved rigsdagsarbejdet, med 10 øre for hver stemme, som de har fået. Dette ville gennemsnitlig være 1.000 kr. for hver rigsdagsmand. Fordelen ved denne flydende betaling er imidlertid, at den afpasses efter den indflydelse, som repræsentanterne i kraft af deres stemmetal har på rigsdagsbeslutningerne. En meget populær mand, der f.eks. har fået 200.000 stemmer, får således ikke mindre end 20.000 kr. og kan derfor, om det påkræves, koncentrere hele sin kraft på at varetage de interesser, som han repræsenterer. Jo større indflydelse en rigsdagsmand kan udøve ved afstemningerne, jo mere økonomisk uafhængig vil han være, og des sværere vil det være gennem pekuniære tilbud at få ham til at gøre sin indflydelse gældende til fordel for økonomiske særinteresser. I en retsstat vil politikken heller ikke drage de folk til sig, hvis eneste mål er magten, thi statens magtmidler tjener kun ét formål: opretholdelsen af det eneste princip, som er sin egen begrænsning. Den personlige frihed. Alle indgreb i denne er uberettigede, medmindre de har til formål at betrygge individets personlige frihed. De, der håndhæver statens magtmidler, det være sig af fysisk eller moralsk art, er ved disses anvendelse automatisk underkastet det samme princips indvirken, som gælder for dem i deres egenskab af private borgere. Cheferne for statsdepartementerne ophører altså at være regerende. De bliver intet andet end forvaltningsorganets ledere. Folket styrer selv gennem den fri valgret.

Den udøves gennem stemmekort, hvorpå repræsentantens navn står optegnet, og som indsendes en gang om året til vedkommende underret. Disse indsender så resultatet til rigsdagens permanente valgbureau, der sammentæller stemmerne og offentliggør navnene på de valgte, og disse stemmer så i rigsdagen med det antal stemmer, som de har fået, således at hver rigsdagsbeslutning er et direkte udtryk for vælgernes vilje.

De indvendinger, der rettes mod dette system på det grundlag, at det skulde medføre risiko for at sam1e magten i et mindretal af repræsentanters hænder, viser blot, at de, der gør sig til talsmænd for disse indvendinger, ikke har formået at frigøre sig for den forsumpede atmosfære, som nu omgiver det politiske liv. I retsstaten med dens fri valgret hersker jo princippet om den personlige frihed. Det afgør, hvad der er ret, og hvad der er uret. Nogen økonomisk cæsarisme kan der jo for øvrigt aldrig blive tale om, da hver vælger, som nævnt i det foregående kapitel, er direkte interesseret i, at de offentlige udgifter bliver så små og hans egen bonus så stor som muligt. Under sådanne forhold bliver det tværtimod snarere en fordel, at det store flertal af vælgerne koncentrerer deres stemmer på et mindretal af virkelig begavede og duelige individer, stemmerne vil jo ikke som nu falde på dem på grund af de politiske organisationers samvittighedsløse agitation, men på grund af den overbevisning, enhver vælger frit kan danne sig om sine medborgeres sande kvalifikationer. Alt humbugsmageri forsvinder, og ingen behøver at give sin tillid til nogen, hvis tanker og handlemåde han ikke til fulde billiger. Vælgerne har det i deres egen magt kun at vælge fuldt ud etiske personligheder.

I særdeleshed pressen burde hilse den fri valgret med jubel. Befriede fra partiuvæsnets umoralske indflydelse kan pennens mænd endelig lade den usminkede sandhed og den virkelige indsigt komme til ære og værdighed. De kan opfylde deres vigtige kald uden noget som helst bihensyn. Pressen vil blive, hvad den bør være, hvis den skal være en velsignelse i stedet for en forbandelse, ligesom hele statsforvaltningen og de politiske og juridiske institutioner, en virkelig etisk institution, hvor idéerne og ikke personerne spiller den største rolle.

Al skelnen mellem, hvad der er moralsk og intellektuel ret, ophører da af sig selv. Fornuften vil omsider blive sat på den plads, som den bør indtage i samfundshusholdningen. Intet partihensyn behøver længere at unddrage offentligheden den alsidige drøftelse af hvert spørgsmål. På alle områder vil sagkundskaben og den klare tanke blive det bestemmende.

Fred mellem folkene

Ved verdenskrigens begyndelse krævede den offentlige mening i næsten alle lande det hemmelige diplomatis afskaffelse. Højlydt talte ententens ledende ministre herom, men så snart deres taler havde opfyldt deres formål, nemlig at elektricere befolkningens krigsiver, sluttede de den ene hemmelige traktat efter den anden. Den, der er nået videst på dette felt, er præsident Wilson, hvis politiske ærlighed og fremsynethed den, der skriver disse linier, tvivlede stærkt på allerede før verdenskrigens udbrud. Grundene til denne tvivl er angivet i en bog om verdensfreden, der udkom i Paris og London, 1917 og 1918. Nu efter krigens ophør er kravet om det hemmelige diplomatis afskaffelse ganske forstummet, og ingen har drevet hemmelighedskræmmeriet længere end netop Wilson, og samtidig forkynder han endnu i sine taler den ny tids gryende morgenrøde. Bluff’en er altså utvivlsomt ægte amerikansk.

I virkeligheden er det lige så meget humbug at tale om det hemmelige diplomatis afskaffelse som at agitere for et nationernes forbund, hvor regeringerne har ret til som sådanne at have nogen forbindelse med hverandre. Disse forbindelser, der opretholdtes af diplomatiske repræsentanter, må før eller senere blive hemmelige. Det ligger ganske simpelt i sagens natur. Et sådant forbund hviler på den forudsætning, at regeringerne indtager en fra folkene adskilt særstilling med specielle rettigheder og pligter. Ellers behøvede man ikke forbundspagten, men det hele kunne ordnes ved en mellemfolkelig retsordning, der ligesom alle nationale love henvender sig til individerne og ikke til de administrative sammenslutninger, som kaldes nationer eller stater.

For en international retsordning udgør retsstaten det faste grundlag, men det er ikke nødvendigt at vente til den dag, da alle folk har omdannet den nuværende magt- og erobringsstat til den rets- og forvaltningsenhed, hvis indre bygning de foregående artikler har belyst. En fredelig forbindelse mellem folkene kan opnås hurtigere end dette. Den kræver derimod ikke oprettelsen af en eller anden politisk institution som nationernes forbund, hvis navn er ligeså besynderligt, som dets form er urimelig.

Dette forbund kan, således som dagens begivenheder allerede har vist, ikke blive andet end et våben i hænderne på de tilfældige politiske magthavere i de store lande til at tyrannisere de små nationer, og det er indlysende, hvorfor dette altid må være tilfældet. Hvis de store landes ledende politikere ikke benytter forbundet i dette formåls tjeneste, kommer de snart til at bide i græsset for rivaler, der bedre end de selv forstår at tilfredsstille folkemassernes af århundreders nationalistiske traditioner vildledte egoisme.

Selve navnet er enten falsk eller unødvendigt. Falsk er det, hvis det ikke omfatter alle jordens nationer, og gør det det, behøves det ikke. Selvom forbundets eksekutivråd havde til hensigt at ruste for en krig imod andre planeter, kræver den jordiske menneskehed sandelig ikke noget nyt navn.

For at betrygge det fredelige samliv behøves ikke nogen ny politisk institution, men tværtimod en alvorlig beskæring af de organers kompetence, der skændigt har sat dette fredelige samliv på spil. Med andre ord: den internationale retsordning måtte indskrænke staternes suverænitet og fjerne de årsager, der har vist sig at føre til krigen. Disse er i hovedsagen af tre arter: toldmure, rustninger og pligten og retten til at beskytte private borgere udenfor deres fædrelands grænser. I overensstemmelse hermed bør den ny folkeret foreslå, at

1) hvert folk, der følger de i de følgende 5 punkter opstillede bestemmelser, har ret til at oprette så mange selvstændige forvaltningsenheder, stater, som de ønsker, på den betingelse, at disse stater ikke på nogen måde søger at gøre deres myndighed gældende udenfor deres eget territorium.

2) hver stat er forpligtet til at give fuld borgerret til alle, der befinder sig indenfor dens grænser.

3) ingen stat må på nogen måde vanskeliggøre eller hindre handels- eller andre forbindelser mellem dens egne borgere og andre staters.

4) ingen stat må holde en større væbnet styrke på benene end den, der kræves til at opretholde den indre orden eller et gendarmeri, der tæller højst 1¼ % af hele befolkningen.

5) skibsfarten og fiskeriet på havet udenfor territorialgrænsen, der er alle folks fælles ejendom, stilles under beskyttelse af en særlig af de enkelte stater uafhængig politiflåde.

6) en verdensdomstol, der sammensættes af dommere, udpeget af nationerne i forhold til deres folkemængde og deles i et passende antal selvstændige afdelinger, våger med denne politiflådes hjælp over disse bestemmelsers overholdelse.

Det første punkt angiver, hvilke dele af verden, der endnu må stilles under udenlandsk forvaltning som kolonier, protektorater osv. Det forbyder også al diplomatisk eller konsular repræsentation, dvs. den gør en gang for alle ende på al udenrigspolitik. En sådan er heller ikke nødvendig på grund af de bestemmelser, der indeholdes i de øvrige punkter.

Det andet punkt gør enhver indgriben til beskyttelse for borgere, der opholder sig i udlandet, overflødig, men den forhindrer selvfølgelig ikke, at en stat nægter et uvelkomment individ tilladelse til at indvandre, hvad der er ensbetydende med bibeholdelse af den nuværende udvisningsret, omend under en form, der svarer til den ny folkerets øvrige bestemmelser. Denne ret til at nægte adgang til statens område er nemlig en uundgåelig betingelse, hvis fremmede overalt skal kunne få fulde borgerrettigheder. Den svarer til det enkelte menneskes ret til at lukke sin dør, for hvem han vil. Den kan uden vanskelighed tillempes overalt på jorden, når vitterlig overbefolkede lande som Japan og Indien får egne kolonier, og alle andre kolonier får pligt til at modtage udvandrere fra alle stater i forhold til disses folkemængde.

Det tredje punkts betydning som fredsgaranti er udførligt blevet omtalt i en foregående artikel. Når alle folk får deres plads i solen derved, at enhver har adgang til det størst mulige marked, til hele jorden, både som sælger og som køber, er det ganske ligegyldigt for individet, om hans stat har mange millioner indbyggere og råder over flere tusinde kvadratmile jord. Den enkelte vil snarere lære at sætte pris på at tilhøre en lille stat, hvor forvaltningen vil blive enklere og mere i overensstemmelse med hans personlige anskuelser.

Det fjerde punkt overflødiggør alliancer eller anden udenrigspolitik i egentlig forstand. Thi når staterne hverken råder over hære eller flåder, bliver ambassadører og ministre blot nødvendige i komiske operetter, hvor latteren over fortidens humbug kan udglatte mindet om nutidens tårer.

Det femte punkt giver verdensdomstolen midler i hænde til at sikre overholdelsen af den ny folkerets bestemmelser på en praktisk og billig måde, uden nogen sinde at komme i konflikt med eller at behøve at regne med hjælp fra de nationale gendarmeri styrker. Da der ikke eksisterer anden flåde end domstolenes politiflåde, kan denne indskrænkes til at bestå af et par hundrede små kanonbåde, bevæbnet med mindre kanoner, som kan standse handels- og fiskerfartøjer. Politiflåden kan passende bemandes med matroser, der af verdensdomstolen udpeges blandt de mindre nationer, som har været neutrale under verdenskrigen og ikke har nogle kolonier. Politiflåden behøver et arsenal, f.eks. det, der findes på øen Malta. Alle andre militære anstalter og fabrikker kan sløjfes med undtagelse af en ild-håndvåbenfabrik og en ammunitionsfabrik, hvorfra samtlige stater kan skaffe sig de våben og patroner, der er nødvendige for gendarmeriet. For at vinde yderligere sikkerhed kan disse fabrikker henlægges til afsides, tyndt befolkede lande som Chile og Australien, hvis forbindelseslinier beherskes af domstolens politiflåde. Denne gør ligeledes tjeneste som domstolens retsudøver. Hvis f.eks. en franskmand, der bor i England, af domstolen er blevet tilkendt en erstatning, fordi han ikke er blevet behandlet i henhold til de engelske love, og de engelske myndigheder nægtede at udbetale ham den skadeserstatning, behøvede domstolen kun at give politiflåden ordre til at beslaglægge et engelsk skib og sælge det. Stillet overfor en sådan mulighed ville alle engelske redere og befragtere blive interesseret personligt i, at de engelske myndigheder strengt overholder den ny folkerets bestemmelser. Skulle der noget sted i verden blive truffet krigsforberedelser, beordres politiflåden til øjeblikkeligt at afskære alle maritime forbindelser med den pågældende stat ved at beslaglægge de skibe eller det gods, der er bestemt for denne. Dette vilde efter den almindelige frihandels gennemførelse, der gør, at intet land kan leve uden forbindelse med de øvrige lande, have øjeblikkelig underkastelse til følge.

Disse eksempler viser, hvor vigtige detaljerne i det sjette punkt er. Alt beror på verdensdomstolens upartiske sammensætning. Antageligt ville det blive nødvendigt at have mindst 55 divisioner under denne fordelt over hele jorden. Med 5 dommere fordelt i hver division giver dette 275 eller en for hver 2½ mio. indbyggere af en stats befolkning, men i intet tilfælde mere end højst 18 dommere fra en og samme stat. Når man erindrer disse tal, er det let at indse, at ingen division behøver at have mere end en eneste dommer fra en og samme stat, og at således ingen nationale hensyn kan få overtaget ved en domsafsigelse. Disse ville for øvrigt i de allerfleste tilfælde kun komme til at gå ud på, at den person, der appellerede til den pågældende afdeling, er blevet behandlet i overensstemmelse med de i det vedkommende land gældende love eller ikke. Dommerne repræsenterer heller ikke de stater, der har udpeget dem, men den retskundskab, der findes hos dens indbyggere. De bør lønnes af selve verdensdomstolen, hvis hele organisation ligesom politiflåden bør bestrides af bidrag, ydet fra alle stater, med f.eks. en million francs, dvs. 720.000 kr., for hver dem tilkommende plads i verdensdomstolen.

Så simpelt er det at finde en praktisk løsning af den internationale retsordning, når magt- og forfængeligheds­suveræniteten er afskaffet. Denne ordning løser alle lænker, der nu tynger det økonomiske, videnskabelige og sociale samarbejde mellem mennesker, der tilfældigvis er født i forskellige egne af jordkloden. De allerede bestående frivillige mellemfolkelige institutioner som verdenspostforeningen og dens hen ved 200 private og officielle kammerater vil da blive mangfoldiggjort. Udenrigspolitikken, der har fyldt historikernes boghylder med lige så bedrøvelige som usande beretninger om de såkaldte store mænds handlinger og udtalelser, der i de fleste tilfælde ikke har været andet end udtryk for uvidenhed og bristende forudseenhed, forsvinder for altid. Folket kan kontrollere den, fordi den ikke mere eksisterer. Det er den eneste måde, hvorpå man kan afskaffe det hemmelige diplomati.

Statsforvaltningens organisation

Kendetegnet på en god organisation er frem for alt enkelhed, og denne beror i første række på, at det formål, organisationen skal tjene, er klart begrænset. Herved undgås alle de kompromisser, der bliver nødvendige, når forskellige synspunkter gør sig gældende.

I denne henseende står retsstatsideen over alle andre. Fremtidsstaten har kun et eneste formål: den skal sikre individernes personlige frihed indenfor et vist territorialt område, og under i øvrigt lige forhold beror muligheden herfor til syvende og sidst på flertallets fysiske evne til at gøre dette. Derfor er det logisk begrundet, at det bliver flertallet, der afgør ikke blot, at den enkeltes personlige frihed skal sikres, men også, hvor langt den i dette øjemed oprettede stats territoriale grænser går.

Ligeledes er det berettiget, at flertallet beslutter, hvor meget af de fællesskabte indkomster, grundskylden og indtægterne af seddeludstedelsen, der skal anvendes til opfyldelse af statsformålet. En sikkerhed for, at dette kan ske uden det formålsløse sløseri, som udmærker den nuværende uefterrettelighedstilstand på dette område, giver retsstaten i princippet om disse indtægters lige fordeling mellem alle dens indbyggere. Jo mindre de offentlige udgifter bliver, jo større bliver den bonus, der årligt tilkommer hver af dem.

En organisation må desuden være således afpasset, at den kan arbejde med selv middelmådigt begavede mennesker. Genier er yderst sjældne, og det er uvist, om man overhovedet er berettiget til at anvende denne titel andre steder end indenfor kunstens område. Det, der går under navnet genier på forvaltningens og beslægtede områder som f.eks. krigsvæsnet o.l., er strengt taget egentlig ikke andet end fuldkommen logisk tænkeevne. Dets sjældenhed beror i bund og grund på, at religionsundervisningen og statsskolen gør alt for at kvæle barnets logiske anlæg.

Retsstaten behøver for øvrigt ikke geniets glød. I den er det ikke statsforvaltningens opgave at føre folket fremad. Dér skal ingen regeres, men enhver borger have lejlighed til at blive leder på det ene eller det andet område, hvor han ejer personlige forudsætninger for at gøre virkelig nytte. Heri ligger retsstatsmændenes dræbende svar til alle tvivlere, som mener, at retsstatens kulde skulle dræbe den sidste rest af den idealisme og entusiasme, som den moderne mekanisering af livet endnu har skånet. Langt fra at gøre dette må tværtimod den frihed, som retsstaten alene kan sikre alle, virke i højeste grad befrugtende på alt privat initiativ, og det på alle livets utallige og skiftende områder.

Lige så lidt behøver retsstatens forvaltningsorganisation at ofre noget på symboler eller repræsentation. Den hæver ikke som magtstaten titler, tegn eller personager, om hvilke de andre borgere, der hverken ved ud eller ind, kan samle sig. Dens bærende styrke findes i den personlige frihedsfølelse, der findes i hvert menneskebryst, og som retsstaten tillader frit at udvikle sig hos enhver lige fra barneårene.

Af denne grund bør også fremdeles, når de sidste spor af statsskolens steriliserende indflydelse og det nuværende politiske systems ansvarsløse almissegiven er forbi, både valgrets- og myndighedsalderen nedsættes til 18 år. Jo flere unge vælgere, jo større bliver sikkerheden for at lovene følger udviklingen; og voldsomme brydninger undgås. En foregående artikel har allerede beskrevet rigsdagens sammensætning. Denne rigsdag virker på grund af den fri valgrets indførelse som et permanent referendum og muliggør et virkeligt folkestyre. Den behøver derfor aldrig at opløses og kan selv vælge cheferne for statsstyrets forskellige departementer.

Disse behøver ikke at være flere end 5. I så mange temmelig skarpt afgrænsede grene kan forvaltningen uden vanskelighed deles. De er retsvæsen, sundhedsvæsen, formynderi, offentlige arbejder og finansvæsen.

Betegnelsen formynderi er valgt af hensyn til nødvendigheden af én gang for alle indenfor den offentlige bevidsthed at fastslå, at retsstaten, som giver alle fri adgang til arbejdsmarkedet: jorden, og samtidig sikrer enhver det fulde udbytte af hans arbejde, ikke har nogen understøttelsespligt overfor arbejdsdygtige personer. Under formynderdepartementet skulle sortere en del af de sager, der for tiden hører under fattigvæsnet, thi selvom retsstaten ikke skal udøve nogen barmhjertighed mod et mindretal på flertallets bekostning, da dens indtægter i samme grad er alle borgeres ejendom, er den dog pligtig til at sørge for dem, der på grund af åndelige eller fysiske mangler er ude af stand til selv at sørge for livets opretholdelse. Disse er under alle omstændigheder en byrde og kan let blive en fare for de sunde medborgere. De må derfor interneres i arbejdsanstalter, indtil de bliver skikkede til at forsørge sig selv.

I overensstemmelse hermed må fængselsvæsnet, hvis organisation i første række må tilstræbe, at forbryderne atter kan gå ud i livet som gode, arbejdsdygtige og arbejdsvillige mennesker, høre under for formynderdepartementet. Det skulle også have omsorgen for forældreløse eller vanrøgtede børn samt for abnormskolerne.

Derimod burde afviklingen af statsskolen helt udskilles fra statsforvaltningen og overgives til en af denne uafhængig skolekommission, så at alle retsstatens organer fra første færd kan fungere uden at gennemsyres af den uretfærdighedsatmosfære, som omgiver de nuværende offentlige institutioner. Barnløse borgere har aldeles ikke noget at gøre med skolevæsnet i et samfund, hvor børnene ikke betragtes som statens ejendom. I alles interesse er det blot, at samtlige børn lærer at forstå de ordensforskrifter, som de offentlige myndigheder udfærdiger for at værne om enhver medborgers højeste gode, ret og pligt: den personlige frihed.

Cheferne for de fem statsdepartementer skulle udgøre den højeste forvaltningsmyndighed, som man burde kalde rigsrådet for udtrykkelig at betone, at staten lige så lidt har brug for en regering som kommunerne.

Rigsrådets sammensætning sikrer, at ingen vigtig beslutning i forvaltningsspørgsmålet nogensinde træffes, uden at spørgsmålet er blevet belyst fra alle sider. Ved at indføre den bestemmelse i grundloven, at en af rigsrådets fem departementschefer årligt nyvælges, kan den nødvendige kontinuitet i sagens behandling sikres.

Nogen særlig præsident behøver et sådant rigsråd ikke. Derimod er det rimeligt, at det ældste medlem fungerer som ordfører ved rigsrådets møder. Denne ville altså som i det schweiziske forbundsråd årlig veksle.

Rigsrådet skal udfærdige alle de bekendtgørelser, der folr øjeblikket udstedes af regeringen. Det sammenkalder rigsdagen og modtager og afsender de diplomatiske repræsentanter, der er nødvendige, indtil verdensdomstolen er blevet til virkelighed.

Dog bør Danmarks udenrigske repræsentation indskrænkes til de juridiske agenter, der er nødvendige for i udlandet at varetage de danske borgeres retsanliggender. Efter den militære og økonomiske afvæbning behøves ikke længere nogen politisk repræsentation i udlandet. Alliancer, neutralitetsspørgsmål og handelsaftaler bliver lige unødvendige, heller ikke behøves der noget oplysningsarbejde af den art, som det nu drives af konsulater eller gesandtskaber. For øvrigt er jo dette i virkeligheden den rene humbug, thi de for handelen og næringslivet uundværlige underretninger kan kun tilvejebringes gennem virkelige specialister, udenrigsdepartementet forsvinder altså fuldstændigt, og de juridiske sagkyndige, som ansættes i udlandet, indtil verdensdomstolens organisation gennemføres, sorterer under retsdepartementet.

Til chef for dette departement må naturligvis vælges den af landets mænd, som særlig repræsenterer retsstatsideen eller med andre ord folkets etiske leder. Men lige så klart er det, at også de fire andre medlemmer af rigsrådet bør vælges med hensyn til de fremragende etiske egenskaber, som enhver af dem har lagt for dagen på sit område, thi meget af deres arbejde som departementschefer kan udføres med hjælp af det sagkyndige personale, hvorover der disponeres. Derimod lægges der særlig vægt på, at rigsrådet som helhed bliver et virkeligt udtryk for det ypperste af folkets opfattelse af selve statsprincipperne, som jo ikke er andet end den personlige friheds værn.

Blandt rigsrådets fornemste opgaver er nemlig bl.a, udnævnelsen af alle dommere og særlig af højesterets medlemmer. Denne landets højeste domstol må nemlig som the supreme court i USA i sidste instans afgøre, om en beslutning af rigsdagen eller rigsrådet strider mod grundlovens fundamentale princip, at staten udelukkende har til opgave at sikre alle borgeres personlige frihed, thi det kan naturligvis tænkes, at både rigsdag og rigsråd tager fejl heri, og i særdeleshed, når det gælder at afgøre, hvad der er alles fælles ejendom, og hvad der er den enkeltes. Enhver borger bør derfor kunne anlægge sag mod rigsrådet, som er organ for iværksættelsen af en rigsdagsbeslutning, ganske ligesom han i England kan føre proces mod the king og i Sverige i visse tilfælde mod kungliga majestæt.

Der er ingen, der kan sige, at den nuværende højesteret skulle være mere i stand til at holde rene linier end selve retsstatens parlamentariske forsamling. Men i retsstaten bliver såvel retsstiftelsen som selve retsstudiet noget helt andet end den nu er. Juraens teori og praksis bliver hverken den samling af spidsfindigheder, som den på statens almagt hvilende romerske ret over Hegels billige filosofi har indsmuglet i alle det europæiske fastlands lovbøger og lovfortolkninger, eller den uendelige tråd af præcedens, som den engelske eller amerikanske retsvisdom fører tilbage til – syndfloden eller syndefaldet. Thi hvem kan sige, når det første præcedens opstod?

Retsstatens jura bliver intet mere og intet mindre end en stadig uddybende udlægning af det personlige frihedsbegreb, hvis udøvelse bliver den nødvendige forudsætning for at kunne skelne mellem, hvad der er ret og hvad der er uret. Dualismen mellem det, som er moralsk og intellektuel ret, forsvinder. Staten bliver for første gang en etisk institution, dens forvaltning morallærens tillempning. Adskillelsen mellem prædikestolens og samfundets moral ophører. Statens fornemste embedsmænd, der skifter retten og udforsker sandheden, bliver samfundets præster. Kirkerne bliver til tinghuse, der bruges ikke blot om søndagen, men hele ugen igennem, Dér tjener retsforhandlingerne ikke blot til teoretisk opbyggelse, men til praktisk undervisning i retfærdighed, som er menneskekærlighedens grundvold.

Dette fordrer, at universitetets juridiske fakultet rummer folkets fornemste etiske tænkere, som dér lærer de vordende jurister det personlige frihedsbegrebs tillempning efter borgernes daglige samliv. Jura og sociologi smelter sammen. Når siden disse unge jurister begynder deres virksomhed som sagførere eller overretssagførere ved domstolene, hvor retten skiftes gratis, for at ingen uret af økonomiske hensyn skal forblive upåtalt, udvides og befæstes deres forståelse af frihedsbegrebet, og så bliver de til sin tid skikkede til at beklæde dommerembederne ved under- og overretterne.

Kun de mest fremragende dommere, der efter et livs arbejde i retsvæsenets tjeneste i adskillige år har siddet som assessorer i overretterne, kan udnævnes til bisiddere i højesteret. Herved skabes den størst mulige sikkerhed for, at denne domstol skal kunne løse sin vigtige opgave som et virkeligt retsværneting, der uafhængigt af politiske strømninger eller øjeblikkets stemninger skal våge over statsprincippets hellighed, samt i det øjemed frem for alt drager det skarpeste skel mellem, hvad der faldt indenfor rigsdagens kompetence, og hvad der er enhver borgers ret til selv at bestemme.

Statens og kommunernes budgetter

I denne artikel nødes jeg til at trætte læseren med mange tal. Min undskyldning er, at de i al deres tørhed viser den praktiske udførlighed af de tanker, som er udviklet i de foregående artikler. Tallene er alle, for så vidt andet ikke udtrykkelig er angivet, hentet fra den sidste udgave af Danmarks statistiske årbog, med 25 % forhøjelse. Deres beviskraft kan altså ikke bestrides, og de vil sikkert blive modtaget med beklagelse af folk, der ikke ynder at lade sig overbevise om deres nedarvede fordommes uholdbarhed. Dette gælder naturligvis i første række politikere og statsmænd. De besidder sjældent andre gaver end talens. De har næsten aldrig andre kundskaber end de historiske, og deres dumhed er endogså så ubegrænset, at de altid fornægter den eneste virkelige lærdom, historien giver os, nemlig, at der kræves en forandring i det bestående, for at der i det hele taget skal gives nogen historie. Jeg har derfor også andet steds foreslået, at sprogbruget skulle ændres, således at man anvender politiker og statsmand i visse tilfælde, hvor man nu bruger ordene gås og æsel.

Den eneste berettigede indvending herimod er imidlertid den omstændighed, at ingen tvinger folket til at lade sig lede af gæs eller æsler. Det bør derfor i første række anklage sig selv, når det sukker over det kaos, hvortil politikere og statsmænd har ført civilisationen. Når denne bygges på retstankens faste grund, bliver grundskylden, seddeludstedelsen og udmøntningen det offentliges indtægtskilder. De flyder af hele folkets fælles ejendom: jorden, fædrelandet. Disse indtægter må derfor ikke bruges til andre formål end dem, der virkelig er lige påkrævede for alle borgere, uanset livsvilkår, beskæftigelse, alder eller køn. Hertil kommer værdien af det herreløse arvegods, som bør tilhøre staten. Den kan nemlig ikke anerkende nogen arveret, skønt enhver bør have ret til gennem testamente at disponere over sine efterladenskaber, men hvis nogle borgere forsømmer dette, bør staten være universalarving. Umyndige kan ikke heller eje ret til at indsætte arvinger. Endvidere oppebærer staten bøder.

Det overskud, der fremkommer over udgifterne, bør som en årlig bonus fordeles ligeligt mellem landets borgere, mænd, kvinder og børn. Derimod bør enhver uafkortet beholde, hvad han tjener ved sit eget arbejde, eller den indtægt, han får af den kapital, der gives ham af andre som gave eller arv. For benyttelsen af den jord, som enhver borger behøver til sit arbejde, erlægger jo enhver den højeste afgift, som samfundet kan få. Denne afgift – grundskylden – bestemmes ved det fri tilbuds åbne konkurrence. Ingen kan derfor påstå, at anvendelsen af det pågældende jordstykke gør en eneste af samfundets borgere fattigere. Tværtimod, jo bedre den, der betaler, udnytter jorden, jo mere han producerer, desto rigere bliver hans medborgere.

Da altså ingen vare fordyres af nogen skat, og enhver har fuldstændig frihed til at skaffe sig, hvad han behøver fra alle egne af jorden, dvs. til billigste pris, bortfalder enhver grund til at anvende borgernes fælles ejendom, de offentlige midler, til at understøtte dette eller hint særlige erhverv. Disses udøvere kan og bør under sådanne forhold selv bestride alle udgifter ved de foranstaltninger, der tjener til deres fremme. Således bør skibsfarten alene betale såvel navigationsskolerne som lodsvæsenet, fabrikkerne bærer alle udgifterne til arbejdernes beskyttelse mod ulykkestilfælde, alle patenthavere bekoster selv patentvæsnet osv. Heller ikke er der nogen rimelig grund til, at staten skal påtage sig udgifterne ved landbrugsskolerne eller andre foretagender til landbrugets fremme. Betalingen af jordskylden motiverer ikke noget særligt krav fra deres side, der dyrker jorden. Den er blot et vederlag for retten til at udnytte et vist stykke af landets jord på den måde, som den pågældende finder for godt. Om dette sker for at drive landbrug, bygge boliger eller fabrikker er ganske ligegyldigt, blot samfundet erholder den højeste betaling for retten til udnyttelse, som der kan blive tale om.

Lige så lidt bør stat eller kommune drive nogen virksomhed, hvis benyttelse er frivillig. Jernbaner, post, telegraf, telefon, havne, kanaler, gas-, vand- og elektricitets­værker m.m. samt sporvogne hører hertil, medens ingen kan undgå at benytte gader og veje for at begive sig fra et sted til et andet. Derfor er det også umuligt at opkræve særlige afgifter for benyttelsen af vej- og gadenettet, medens brugen af jernbaner og andre dermed ligestillede foretagender let kan beregnes gennem tariffer, som svarer til det brug, den enkelte gør af dem. Den særstilling, som disse foretagender indtager i den offentlige mening, er aldeles ikke logisk begrundet. Deres egenskab af monopoler er absolut ikke nødvendig, og den tid er sikkert meget nær, da enhver kommer til at indse, at muligheden for bevillingen af ny koncessioner er det eneste virkelige middel til at holde funktionærernes lønkrav indenfor rimelige grænser, dvs. på den højde, der svarer til deres arbejdes relative værdi i forhold til alt andet arbejde. At dette antagelig bedst kan ske ved at omdanne disse foretagender til andelsforetagender, drevne af funktionærerne selv, er omtalt i en tidligere artikel. I hvert fald må sådanne foretagender ophøre at være en stat i staten. De må ubetinget overlades til privatvirksomheden, så de drives så økonomisk som muligt. Det offentliges ret til kontrol og til fastsættelse af tarifferne beror udelukkende derpå, at sådanne foretagender er nødt til at lægge deres linier eller føre deres ledninger over veje og gader, hvortil de enkelte borgere gennem erlæggelsen af grundskylden har erhvervet sig fuld udnyttelsesret.

Her er grænsen mellem statens og kommunernes kompetence let at sætte. Koncessionerne til jernbaner, kanaler, telegraf, telefon, post hører under den førstes domæne, selvom man kan tænke sig, at nogle af dem i visse tilfælde blot behøver at gælde for en eller flere kommuner, men alle de andre almennyttige foretagender bør koncessioneres af kommunerne.

I øvrigt kan disses administration i høj grad indskrænkes. De opgaver, der i retsstaten påhviler det offentlige, er forholdsvis af så ringe omfang, at de hovedsageligt bør udføres af statsdepartementerne. Derved kan hele forvaltningen blive både mere effektiv og mere økonomisk. Under kommunerne hører nødvendigvis egentlig kun omsorgen for veje, gader og parker samt brandvæsenet.

Denne indskrænkning af den kommunale administration gør, at det bliver uhyre let at vinde et klart overblik over de offentlige budgetter.

For det egentlige retsvæsen kræves 10 mio. kr., nemlig 125 underretter eller herredsretter, en for 24,000 indbyggere, med en dommer til 10.800 kr. og 4 sagførere, som også besørger anklager- og notarius forretningerne og lønnes med respektive 3.600, 4.800, 6.000 og 7.200 kr. Endvidere får hver underret en stenograf samt 6.000 kr. til kontorholdssudgifter, eller i alt 42.000 kr., hvilket for hele landet udgør 5.250.000 kr. Udgifterne til landsoverretterne, kriminal­ og sø- og handelsretten samt højesteret, som nu andrager noget over 1 mii. kr., beregnes til 2 mio. kr. Heri indgår, som på alle øvrige omtalte budgetposter, udgifterne til nødvendige byggearbejder. Derimod beregnes ingen pensionsomkostninger, da alle embedsmænd, som alle andre borgere, selv bør sørge for alderdommens dage. Midlerne hertil får de jo ved, at samtlige skatter, både direkte og indirekte, bortfalder. Til retsvæsenets centralstyrelse kræves 250.000 kr., til det juridiske fakultet 250.000 kr. og til rigsarkivet og rigsbiblioteket 330.000 kr. Hertil kommer 1.200.000 kr. til kriminalpolitiet og indtil videre 720.000 kr. til lønning af de juridiske agenter, som i udlandet skal varetage danske borgeres retslige anliggender. Det egentlige retsvæsen kræver altså 10 mio. kr. årligt.

Gendarmeriet, som også besørger brand- og redningsvæsnet, består af 1 oberst (10.200 kr.), 11 oberstløjtnanter (7.800), 50 kaptajner (5.400), 50 løjtnanter (4.200), 50 underløjtnanter (3.000), 304 sergenter (4.200), 304 korporaler (3.600), 5.472 gendarmer (3.000) samt 1.358 elever og instruktører ved skoleafdelingen og grænserytteriet. Det fordeles i 9 distrikter, hvoraf 3 for hovedstaden, 2 på Sjælland og Lolland-Falster, 1 på Fyn og 3 i Jylland samt i 76 kredse, enhver med 4 sergenter, 4 korporaler og 72 gendarmer under befaling af en kaptajn eller løjtnant. Af disse kredse tilhører 27 hovedstaden, hvor også skoleafdelingen garnisoneres. Den tæller 5 kompagnier, som tillige håndhæver brandvæsnet, og 2 eskadroner. Efter tre års tjeneste ved skolen gør eleverne to års tjeneste ved de 4 grænseeskadroner.

Udover de her angivne lønninger kræves 200 kr. til beklædning og udrustning af enhver gendarm, korporal og sergent, 1.500 kr. Til underhold og lønning af hver mand ved skoleafdelingen og grænserytteriet, 600,000 kr. Til hestehold og 633,800 kr. til øvrige udgifter. Alt i alt kræver hele gendarmeriet årlig 24 mio. kr., men da store beholdninger af beklædning osv. findes ved hæren og flåden, kan de besparelser, som opstår på denne udgiftspost, endog dække omkostningerne til de kanonbåde, der kræves til fiskeriets kontrol, indtil verdensdomstolens politiflåde er organiseret.

Gendarmeriet er så talrigt – der regnes ¼ % af befolkningen eller i alt 7.600 mand – at den offentlige sikkerhed og specielt kontrollen af samfærdslen i såvel byerne som ude på landet kan gøres meget mere effektivt end nu. I hovedstaden og omegn skulle der findes 3 mand for hver 100 indbyggere, i de større byer 2 for hver 1000, i de mindre og i landdistrikterne 1 mand for hver 600 indbyggere.

For sundhedsvæsnet opføres 30 mio. kr. da der vil komme nedgange i hospitalsudgifterne dels på grund af alle forbrugsskatters bortfald, og dels fordi de ubemidlede patienter erholder samme bonus som de andre borgere, vil disse millioner være tilstrækkelige til i departementets budget at give plads for de medicinske, veterinære og farmaceutiske undervisningsforanstaltninger samt at dække udgifterne til begravelser og ligbrændinger, så at de enkelte borgere ikke rammes af sådanne.

På de konti, hvorpå man for tiden finder de anstalter, der i fremtiden skal høre under formynderdepartementet, kan der af lignende grunde også fremtidig ske store besparelser. For de direkte fattigunderstøttelser og underholdsudgifter kan de i hvert tilfælde ikke beregnes til mindre end 5½ million kr. årlig. Hertil kommer at dette departement får de forud omtalte børneforsikringspræmier af i alt 5 mio. kr., der skal anvendes til omsorgen for forældreløse. Tages disse besparelser og tilskud med i beregningerne for formynderdepartementet, behøver dette budget ikke at regnes til mere end 16 mio. kr. årligt, selvom det til at begynde med må møde alle de krav, som nu stilles til fattigvæsnet, og som de ikke kan undgå, før alle følgerne af jordmonopolet og almisseprincippet er forsvundet.

Under de offentlige arbejder hører kystbeskyttelse, vandbygningsvæsnet og bekæmpelsen af flyvesandet. Dette kræver 1.500,000 kr., fyr- og vagervæsnet 2.000.000 kr., matrikelkontoret, landmålerskolen og udgivelsen af det topografiske kort fordrer 300.000 kr., det meteorologiske institut 200.000 kr. Til forstskolen og opsyn med fiskeriet og skovhugsten behøves 300.000 kr., til departementets centralstyrelse 200.000 kr. Vej- og brandmaterialer kræver 21.500.000 kr., fordelt på kommunerne i forhold til grundskyldens størrelse pr. indbygger, således at det procentvise beløb bliver størst i hovedstaden og mindst ude på landet.

De samlede udgifter for de offentlige arbejder kræver 26 mio. kr.. Herudover kan en særlig afgift til kommunerne pålægges hundeejerne som bidrag til renholdelse af gader og torve.

Til finansdepartementets centralstyrelse, hvis hovedopgave bliver at kontrollere de af staten koncessionerede foretagender, vil 300.000 kr. være tilstrækkeligt. Til opkrævning af grundskylden kræves 900.000 kr. i lønninger til de 125 forvaltere, som ansættes ved underretterne og ligeledes skal overvåge foretagelse af udpantninger og bonusuddeling osv. For at bestride udgifterne ved denne uddeling og øv­rige forvaltningsomkostninger får kommunerne 25 øre pr. indbygger eller i alt 760.000 kr. Til revisionen, der bliver betydelig enklere på grund af både stats- og kommuneforvaltningens indskrænkning, vil der næppe kræves mere end 240.000 kr. Rigsdagen, der sidder en måned, forbruger højst 300.000 kr., og til kontrol med udførselen kræves provisorisk 500.000 kr. Denne kontrol er den eneste krigstidsforanstaltning, som en retsstat kræver, da skibsfarten er fri, og tonnagemangelen på verdensmarkedet begynder at aftage. I alt behøver finansvæsnet 3 mio. kr.

Noget statistisk departement er ikke nødvendigt, når staten ophører med at blande sig i næringslivet. Den skade, som dette departements uproduktive regnemestre har anrettet, er uberegnelig. Det er jo på grund af deres data, at levebrødspolitikerne og de af uvidenhed smigrede ministre særlig har haft held til at forvirre folkets retsfølelse og undergravet al agtelse for begrebet mit og dit.

Totalsummen for de årlige udgifter til stats- og kommuneforvaltning er 109 mio. kr. Hertil svarer en indtægt af 225 mio. kr. ved grundskylden, 22½ mio. kr. ved seddeludstedelsen og udmøntningen, 1 mio. kr. af herreløst arvegods og ½ mio. kr. af bøder eller tilsammen 249 mio. kr. Overskuddet, 140 mio. kr., er altså tilstrækkeligt til en årlig bonus af 46 kr. til hver mand, kvinde eller barn. Af børnenes bonus fragår 4 kr. til den ovenfor omtalte forsikringspræmie. De øvrige 42 kr. eller tilsammen 51 mio. kr. udgør flydende skolepenge.

Hvorledes de voksne borgere bruger deres bonus, angår naturligvis ikke staten, men det turde være interessant at vide, at en anvendelse af bonus som livsforsikringspræmie fra og med det 18 år ville give hver af landets indbyggere en pension af 750 kr. Ved det fyldte 65 år. Indtil den nuværende alderdomspensionering og andre obligatoriske forsikringsforanstaltninger, der hører sammen med den ansvarsdræbende almissepolitik, kan afvikles, må imidlertid de pågældende understøttedes bonus beslaglægges af den overordentlige kommission, der må foretage udrensningen i den augiasstald, som flertalsvældets princip har indrettet på monopolernes ildelugtende mødding.

De her gengivne tal, både for indtægter og udgifter, er beregnet på grundlag af de prisforhold, som rimeligvis vil indtræde med reformernes indførelse. Skulle det derimod vise sig, at grundskylden vedbliver at holde ved det høje beløb af 250 mio. kr., den antagelig har for øjeblikket, og dyrtiden altså ikke umiddelbart helt forsvinder, kan en tilsvarende forhøjelse af forvaltningsudgifterne på grund af nødvendige lønforhøjelser m.m. let dækkes. Statens totalindkomster ville da blive 276½ mio. kr. En forhøjelse af forvaltningsudgifterne med 20 % ville bringe disse op til 129 mio. kr., men samtidig vil overskuddet tillade en bonusudbetaling af 49 kr. til enhver af Danmarks 3.040.000 indbyggere og muliggøre en forhøjelse af det til skolekommissionens rådighed stillede beløb til 54 mio. kr.

Heraf fremgår, at der ikke foreligger nogen som helst virkelig grund til at lade politikerne fortsætte deres ødelæggende virksomhed en eneste dag længere.

Det store opgør

De reformer, der betinges af overgangen fra magt- til retsstaten, griber ind på alle områder. De danner et sammenhængende net, der vokser i styrke med den følgerigtighed, hvormed de tillempes. Forbindelsen mellem dem er endog så intim, at reformernes formålstjenlighed vokser med den hurtighed, hvormed de virkeliggøres. Dette gælder i særdeleshed på det vigtigste af næringslivets områder: kreditvæsnet. Også der virker reformerne, trods deres revolutionerende karakter, kun som en velgørende reformation, som med et gør livet lettere at leve. Da imidlertid de mænd, der er toneangivende indenfor kreditvæsnet, hidtil har stillet sig temmelig afvisende overfor grundskyldens indførelse, turde det være ulejligheden værd nærmere at undersøge dens indflydelse både på den private jordejers finansielle stilling og på de pengeinstitutter, banker, sparekasser, kreditforeninger, forsikringsselskaber osv., der udgør kreditvæsnet. Antagelig bør den stigende skala for et gennemsnitligt formuefradrag af 25 % se således ud:

Formuer under 100.000 kr. svarer 20 %
Formuer over 100.000 kr. svarer 21 %
Formuer over 200.000 kr. svarer 22 %
osv. med yderligere 1 % forhøjelse for hvert nyt 100.000 kr. indtil den højeste grænse for fradraget nås med 50 % ved en formue af 3 mio. kr.

Ved bedømmelsen af denne skalas retfærdighed må der tages hensyn til, at alle direkte og indirekte skatter både på formue og indkomst forsvinder, samt at den årlige bonus for et gift par, kapitaliseret efter 4½ %, svarer til 2.000 kr. eller et fradrag af 20 % for en formue af 10.000 kr., af 10 % på 20.000, af 5 % på 40.000 kr. osv.

Ejeren af en gård på 20 ha., eller omtrent 36 tdr. land, som er 70.000 kr. værd, hvoraf 30.000 kr. udgøres af jordværdien, 20.000 kr. for bygninger og 20.000 kr. for besætning og inventar, og som er belastet med 35,000 kr. i prioriteter, skal altså erlægge et fradrag af 20 % af 35.000 kr. (gårdens værdi – prioriteterne). Samtidig udbetales halvdelen af jordværdien, 15.000 kr. til ham. Han får altså et faktisk beløb af 15.000 kr. – 7.000 kr. = 8.000 kr., som han atter skal tilpligtes at anvende til afbetaling af sin prioritetsgæld. Denne nedsættes altså til 27.000 kr. og vil fremdeles blot udgøre 68 % af værdien af ejendommens bygning, besætning og inventar.

Vel skal den pågældende gårdejer erlægge 1.350 kr. årlig i grundskyld, men til gengæld er hans prioritetsrente formindsket med 400 kr. De direkte skatter, der med et rundt tal kan sættes til 36 kr. pr. ha eller 720 kr., er forsvundet, og han og hans hustru oppebærer en årlig bonus af tilsammen 92 kr. Forskellen mellem det sammenlagte beløb af disse tre summer og grundskylden bliver 138 kr., men til gengæld bortfalder samtlige nuværende indirekte skatter.

Forholdene for samtlige landets grundejere bliver omtrent de samme, og enhver kan efter de her gengivne skalaer let udregne, hvorledes hans stilling bliver efter reformens gennemførelse.

Kun grundspekulanterne rammes hårdt af de ny bestemmelser. De tvinges til øjeblikkeligt at bebygge deres grunde. Hvad dette vil betyde for næringslivet som helhed, er tidligere omtalt. Her skal vi blot tilføje, at manglen på kontor- og udsalgslokaler, restauranter osv. har en væsentlig del af skylden for prisniveauets stadige stigning, thi den hindrer oprettelsen af ny firmaer og foretagender, der gennem deres konkurrence kan hindre de eksisterende mellemhandlere i at tage uberettiget avance.

Samtidig muliggør udbetalingen af halvdelen af jordværdien en sådan afløsning af prioriteterne, at de tiloversblevne kun i ganske enkelte tilfælde – nogle ejendomme på Strøget – vil overstige bygningernes værdi. Ved disse undtagelser vil prioriteterne ligesom nu komme til at hvile på en i skyldneren varetægt beroende reel sikkerhed.

Dette gælder naturligvis også de prioriteter, der eventuelt må optages af ejerne af len og stamhuse, der måske ikke på anden måde kan erlægge det krævede formueafdrag eller den staten derudover tilkommende andel i deres gods.

Medens de nuværende indehavere af de højst liggende prioriteter, der afløses af jordejerne, placerer deres penge i aktier, der hjemfalder under formuefradraget, kan man gå ud fra, at mange ejere af statens eller kommunernes obligationer ved disses indløsning vil anbringe tilsvarende beløb netop i len og stamhusobligationer. I øvrigt står det dem frit for at anbringe deres penge i de faste ejendomme, som såvel staten som kommunerne må skille sig af med for at kunne betale deres gæld. Den allerstørste del af formuefradraget og afbetalingen af den offentlige gæld bliver i virkeligheden ikke andet end bogføringsoverførelser for samtlige kreditinstitutioner. Den reelle sikkerhed for deres lån bliver i store træk i virkeligheden større end for øjeblikket, thi skattepålæg vil for bestandig ophøre at forringe ejendomsbesiddernes betalingsevne.

Under det nuværende regime stiger den offentlige gæld næsten fra dag til dag, men man kommer, når disse linier læses, sandheden temmelig nær, når man anslår den til 1.425 mio. kr. for såvel staten som kommunerne. Dertil bør lægges 125 mio. kr. som den kapitaliserede værdi af de nu udbetalte pensioner, der bør forsvinde, fordi retsstatens embedsmænd ligesom dens øvrige indbyggere selv må bære ansvaret for alderdommen, og af de erstatninger, der må udbetales til officerer, funktionærer osv., der bliver overflødige på grund af afrustningen og toldvæsenets afskaffelse. Overfor disse 1.550 mio. kr. i passiver står følgende aktiver i runde tal:

For staten (mio. kr),:

  • Udestående fordringer og fonds: 120
  • Jernbaner, havne, post, telegraf osv.: 400
  • Skove og andre domæner: 35 mio. kr.
  • Hærens bygninger og øvelsespladser: 90
  • Flådens bygninger og værfter: 60
  • Toldvæsenets bygninger osv.: 20
  • Andel i len og stamhuses værdi: 100
  • Præstegårdene: 100

For kommunerne (mio. kr.):

  • Udestående fordringer: 45
  • Vand-, gas-ogelektricitetsværker, sporvogne: 170
  • Andre realiserede ejendomme: 110

I alt.: 1.250 mio. kr.

Udover dette findes hærens og flådens materiel, våben, fartøjer osv. samt slotte, museer, biblioteker og samlinger foruden andre for retsstaten unødvendige bygninger, således at den samlede værdi af alle salgbare aktiver kan anslås til 1.450 mio. kr. Fradrages jordværdien af de af statens og kommunernes faste ejendomme, der skal sælges, fås med et rundt tal 1.150 mio. kr. Dette er 400 mio. kr. mindre end passiverne. Til at dække dette anvendes den del af formuefradraget, der ikke medgår til at udbetale halvdelen af grundskylden.

De få samfundsklasser, der på grund af nedarvede forestillingers magt kan antages i begyndelsen at ville modsætte sig salget af mange offentlige ejendomme, af hvilke de alene har nydt fordele, tvinges altså til at vælge mellem et sådant salg og et forøget formuefradrag. Om deres valg er der næppe tvivl, thi deres økonomiske egoisme er betydeligt større end deres retsfølelse, eftersom de ikke anser det for uret at beskatte alle for at nogle få kan nyde et museums eller en operas herligheder for en ringe pris. Vanskeligere er det i hvert fald at begribe, hvorfor de brede lag, der indser det uretfærdige i at lade fritænkere bidrage til kirkelige udgifter, ikke for længe siden har fundet det lige så urimeligt at lade en præst bære udgifterne til balletten, som han i følge hele sin livsopfattelse må betragte som en vederstyggelighed.

Forslaget om at sælge museer og samlinger må ved første øjekast synes at være vandalisme. Desværre tillader den begrænsede plads ikke her at påvise, hvorledes de aldeles ikke gør den nytte, som de almindelig gængse forestillinger tillægger dem. Derfor må det være nok at understrege, at selve retsstatsprincippet under ingen omstændigheder kan tillade, at nogen enkelt borger nyder nogen som helst fordel på sine medmenneskers bekostning, et eneste kompromis her må før eller senere føre andre med sig og til slut tilintetgøre retsstaten. Derfor må vederlagsprincippet urokkeligt fastholdes på alle områder. Da desuden alle indtægter befries fra skatter, og alle borgere tilmed får en bonus, bliver det let for dem, der virkelig interesserer sig for samlinger af alle slags gennem frivillige sammenslutninger at skaffe midler til deres erhvervelse. Befriede for embedshensyn kan da virkelig kunstneriske hensyn komme til ære og værdighed, og desuden kan staten ved salget betinge offentligheden ret til at bese dem mod erlæggelsen af en passende afgift.

Hvad jernbaner, post, telegraf, telefon, gas-, vand- og elektricitetsværker osv. angår, så er det klart, at deres salgsværdi ikke alene ligger i de rent materielle værdier, der forefindes i deres bygninger, materiel, ledninger m.m. En betydelig del af værdien skyldes jo også deres faktiske karakter af monopol. At dette ikke senere må føre til, at disse virksomheder, hvad enten de nu overgår til almindelige, private selskaber eller til af funktionærerne dannede andelsvirksomheder, beskatter forbrugerne gennem alt for høje takster, tilkommer det statsforvaltningen, respektive kommunerne, at påse. Salgspris og takster må derfor stå i forhold til hverandre. Indtægterne bør ikke være større, end at de dækker driftsomkostningerne og grundskylden for den jord, der virkelig optages af bygningerne, jernbaneskinner osv., samt derudover give sædvanlig rente af de obligationer, der svarer til værdien af disse foretagenders bygninger og materiel. Det er med andre ord disse obligationers totalbeløb, der bør udgøre den virkelige salgspris.

Her som på alle andre områder er retstanken den eneste, som er fuldt ud klar, og det ganske simpelt, fordi den følger naturlovene uden at tage noget som helst hensyn til de postulater om menneskehedens gode eller onde egenskaber, med hvilke uvidenhedens og frygtens teologi har forvirret de politiske begreber. Retsstatsmændene har i denne henseende ubestrideligt krav på, frem for alle andre at vinde deres medmenneskers uindskrænkede tillid. De stræber ikke efter personlig magt, der omsættes i tvang og vold mod samfundets øvrige medlemmer. Når i morgen retsstatsmændenes tanker har flyttet civilisationens centrum fra Middelhavet til Østersøen, bliver friheden lige stor for alle borgere, være sig de er medlemmer af rigsrådet eller rigsdagen, eller kun vælgere.

I det nye Danmark findes ingen plads for den modbydelige skare af storforbrydere, hvis afskyelige tale om samfundspligter blot skjuler den nedrige hensigt at krænke andres ret for at tilfredsstille deres eget herskerbegær. At politikerne så længe har fået lov til at sidde urokket, beror aldeles ikke på, at de fleste mennesker ikke elsker friheden eller blot forstår at gøre brug af den. Denne ubeviste og derfor almindelig gængse påstand stammer fra den slags selvglade personer, som, skønt de tilsyneladende er rene idealister, dog beherskes af en stadig frygt for, at de ikke mere skulle kunne spille nogen rolle, hvis deres teorier vinder praktisk form. Den virkelige årsag i, hvorfor folkemasserne underkaster sig alle former for statstyranni, er en helt anden. Den ligget deri, at det store flertal altid og alle steder har haft og må have den naturlige følelse, at livet ikke kan leves uden en fast samfundsorden.

Hidtil har en sådan hverken kunnet logisk begrundes eller praktisk gennemføres på den personlige friheds princip. Nu er for første gang i menneskehedens historie tiden moden dertil. Indbyggerne på hele jorden har stadig forbindelse med hinanden. Alle er endelig i stand til mod hinanden at tillempe den gyldne regel: alt, hvad I ville, at menneskene skulle gøre mod eder, det gør I og mod dem. Der er altså aldeles ikke tale om nogen omdannelse af menneskets natur. For at virkeliggøre denne enkle kerne til al morallære kræves der kun en ny opfattelse af statens opgaver. Hvorfor skulle det være sværere at erhverve en sådan end at indse, at jorden kredser omkring solen? Har ikke den herskende opfattelse af statens opgaver vist sig at medføre skæbnesvangre og for alle mennesker mere mærkbare uhyrligheder og lidelser end troen på, at solen kredsede om jorden?

De forudgående artikler har vist den eneste vej, der fører til målet. Mine læsere behøver kun at omsætte dem i handling for én gang for alle at sikre såvel deres egen som min og alle andre menneskers personlige frihed.