INDLEDNING
Demokrati kontra socialisme
Oversat af PMA
efter Max Hirsch: Democracy versus Socialism (1911)

Selv den største optimist kan ikke betragte de sociale forhold i vor tid med tilfredshed. På intet tidspunkt er rigdom produceret med så lille indsats, på intet tidspunkt har rigdom været så rigelig; men alligevel har menneskeheden kun i utilstrækkelig grad nydt godt af denne enestående øgning af den materielle velstand.

Sindssyge- og selvmordsstatistikkerne bekræfter den almindelige overbevisning om, at den indsats, der kræves for at opnå et eksistensgrundlag, bliver stadig større og den psykiske belastning af alle arbejdstagere stadig mere voldsom. Selvom nogle få samler formuer så store, at de ikke kan bruges til andet end opnåelse af uansvarlig magt, er den store masse, hovedparten af rigdomsproducenterne, kun lidt bedre stillet end da forholdene var værst; samtidig akkumuleres håbløse menneskelige vrag, der gør at vores store byer kan sammenlignes med forrådnende affaldsdynger*1. Sidst men ikke mindst: samtidig med denne forøgede rigdomsfrembringende evne er muligheden for at udnytte den blevet mere begrænset og mere usikker for den arbejdende befolkning*2.

Udover det stadigt voksende antal mennesker, som ikke kan finde nogen beskæftigelse, er et langt større antal udsat for den lejlighedsvise arbejdsløsheds trussel; og den værste trussel for den anstændige arbejder med respekt for sig selv –mere eller mindre permanent arbejdsløshed –viser sig vedvarende for hans øjne ved de tilbagevendende, generelle og delvise, industrielle kriser.

Desuden bliver rigdom gradvist koncentreret på færre og færre hænder, en proces som, hvis den ikke kontrolleres, i sidste ende fører til en opdeling af befolkningen i to stridende klasser uden nogen fælles interesse, et regerende plutokrati med uansvarlig magt, som de bruger til hensynsløst at undertrykke folket, i konfrontation med et stort antal proletarer uden håb, som for altid vil stræbe efter at ryste åget af sig*3. Længe før denne ekstreme tilstand er nået, vil en social revolution, med alle dens rædsler, have sat en midlertidig stopper for denne tendens.

Det problem, som med stadig stigende hast kræver en løsning, hvis fred og fremskridt skal bevares, er tilstedeværelsen af ufortjent fattigdom midt i ufattelig rigdom; af ufrivillig arbejdsløshed hvor der findes uopfyldte behov.

Hvorfor er det, at millioner af mænd ikke kan få nok brød at spise, når to eller tre mænd kan producere tilstrækkelig hvede til tusind mænd på et år? Hvorfor er det, at millioner af mennesker i de fleste civiliserede lande ryster af kulde i utilstrækkeligt tøj, mens fire af dem kan producere tilstrækkelig bomuld eller uld til tusind af dem? Hvorfor er så mange uden ordentlige støvler, når Än mands arbejde kan producere næsten 4000 par støvler om året? Hvorfor er det, at mens en håndskomager ønsker brød, en skrædder støvler, og en bager tøj, at alle tre, i stedet for at opfylde hinandens ønsker, er tvunget til at undvære disse ting i tvungen lediggang.

Dette er spørgsmål, som ethvert tænkende menneske bør stille sig selv, og som i særlig grad bør interessere lønmodtagere. For de små forbedringer i kårene for hovedparten af dem, de højere lønninger og kortere arbejdstid, som organisering og lovgivning, –især lovgivning, der afskaffede de tidligere indgreb mod lige frihed –har gjort det muligt for dem at kræve, har givet dem fritid og styrke til at overveje deres sociale tilstand. Statslige skoler og billig litteratur har givet dem adgang til deres╩lederes tanker. Koncentration af industrien i store byer har bragt yderligere incitament til let udveksling af tanker. Politisk valgret har udstyret dem med håbet om, at deres forhåbninger i dag kan blive realiseret tilstand i den nærmeste fremtid.

Socialismen giver et plausibelt svar på disse spørgsmål og appellerer til utilfredse med en let forståelig løsning på de sociale og industrielle onder, der krænker hans sans for retfærdighed. Dens tiltalende, men overfladiske, enkelhed fascinerer den halvt uddannede, som ikke afkræves nogen mental anstrengelse; dens lidenskabelige appel til de højeste etiske principper og følelsen af menneskeligt broderskab beruser det følelsesmæssige, mens dens påstand om videnskabelig sammenhæng har tiltrukket mange kvalificerede mennesker, som har mistet troen på enhver anden metode til at fjerne de onder, som de afskyr, fra vores civilisation.

Det er derfor ikke overraskende, at socialisme har gjort og stadig gør fremskridt, selv om dens udvikling let kan overvurderes*4. Mange mennesker betegner sædvanligvis sig selv, eller betegnes som, socialister, selvom de i virkeligheden kun ved lidt eller intet om socialismens karakter eller har nogen sympati med dens forslag. Alle, som har til formål at forbedre de sociale forhold, også selvom de metoder, som de foreslår, er fundamentalt forskellige fra socialisme, bliver betragtet som socialister af ikke–tænkende og fordomsfulde forsvarere af det eksisterende system. På den anden side tilslutter et stort antal mennesker, dybt bevidste om uretfærdigheden af de eksisterende sociale ordninger, sig socialismen, selv om de er uvidende om det virkelige mål for den gruppe, som de på denne måde tilsyneladende slutter sig til. Mens socialismens numeriske vækst således er overvurderet, er den alligevel tilstrækkelig stor til, at den kræver alvorlig opmærksomhed og overvejelse.

Hvad er da socialisme? Det store flertal af middelklassen, som får deres oplysninger hovedsagelig fra den daglige avis, betragter det enten som et revolutionerende forsøg på en ligelig fordeling af goder, eller som en tåbelig ambition om en pludselig indførelse af en utopi. Der er ingen tvivl om, at taler og skrifter af de ældre socialister har givet rigelig undskyldning for disse fejltagelser, og selv nu er der mange socialistiske talere og ikke så få forfattere, hvis voldelige ytringer og ekstravagante drømme egner sig til misforståelse og forvanskning. Bortset fra, at det, ud fra betragtninger om, at sådanne overdrivelser er uundgåelige i enhver bevægelse, hvis aktiviteter drives ud fra et mandigt oprør mod╩frygtelig uretfærdighed og ud fra en ædel medfølelse med de lidelser, som denne uretfærdighed har påført millioner af mennesker, er åbenbart uretfærdigt og ondsindet at dømme en stor bevægelse på dens medløbere i stedet for på dens hovedpunkter, –uretfærdigt, fordi det er forkert; ondsindet, fordi det ophidser den ene side, mens den giver en falsk følelse af sikkerhed på den anden.

Det er derfor dybt beklageligt, at socialister har en berettiget grund til at klage over, at de for ofte udsættes for denne behandling.

Socialismen har for længst kastet sin tidlige revolutionære og utopiske kravledragt af sig, og er blevet omdannet til et politisk system, der arbejder i konstitutionelle kanaler. I stedet for at være afhængig af en revolution for realisering af sine idÄer, arbejder den på en gradvis omlægning af vores samfund gennem successiv legalisering af mindre ideologiske tiltag. I stedet for at regne med en pludselig oprettelse af en utopi, betragter det samfundet som en evolutionær organisme, som ved gradvis vedtagelse af socialistiske forslag bringer sin struktur i harmoni med sine omgivelser. Moderne socialisme er derfor et bestemt syn på midlerne til at bringe samfundet i harmoni med sin industrielle ekspansion, og er baseret på visse historiske, økonomiske, etiske, industrielle og politiske opfattelser.

Man skal her heller ikke undlade at erkende, at i modsætning til den rå mening hos ‘manden på gaden’, skylder socialismen sin udvikling og sine fremskridt til mænd med karakter, høje evner og kundskaber, og at dens talsmænd har gjort vigtige tjenester i udviklingen af den økonomiske videnskab, især fra det historiske synspunkt, og at den indskærper en ånd af altruisme og broderskab mellem mænd, som giver en høj moralsk og pædagogisk værdi i meget af sin litteratur. Den fremherskende negligering af det sociale til fordel for den individuelle side af livet, forherligelse af rigdom og luksus og andre lignende beklagelige tendenser i moderne samfund, har været og er ved at blive fordømt af socialistiske lærere med en entusiastisk hengivenhed. Hvis de for det meste går fejl i den modsatte retning, hvis de, på deres side, ser bort fra gyldige krav i det individuelle i mennesket og forveksler tvang med godgørenhed, er det kun den uundgåelige modsatte pendulbevægelse, før en ligevægt er nået. En definition af socialismen, som både skal udelukke alle de reformatoriske forslag –som, mens de har en antydning af socialisme, dog udspringer af modsatte motiver og vil igangsætte modsatrettede tendenser –og som ikke undlader at medtage alt hvad socialismen postulerer, frembyder visse vanskeligheder, fordi socialismen ikke på alle punkter er nået en statisk tilstand. I mange henseender er det endnu i en tilstand af udvikling. Desuden forøges denne vanskelighed ved et krav om – som mange socialister fremmer – at politiske foranstaltninger, som, selv om de hverken er vedtaget i en socialistisk ånd eller har socialistisk karakter, alligevel bærer en vis antydning af socialisme, skal tælle som bevis for accept af deres tro*5. Alligevel er visse ledende og væsentlige egenskaber tilstrækkeligt udviklet til at anføre generelle begrænsninger. I forsøg på at belyse en sådan definition i den nuværende fase af denne undersøgelse, er det dog nødvendigt at begrænse det til det absolut nødvendige, og efterlade mindre egenskaber til senere behandling.

Læs evt. mere på originalsproget (engelsk): Democracy versus Socialism

Noter:
*1. "Det kan meget vel være tilfældet, og der er al mulig grund til at frygte, at der findes en befolkning i vores store byer, som i størrelse svarer til alle dem, der boede i England og Wales for seks århundreder siden, men hvis tilstand er endnu værre, hvis hjem er mere elendige, hvis midler er mere usikre, hvis udsigter er mere håbløse end den fattigste livegne i middelalderen og den ringeste slave i de middelalderlige byer. "–Rogers, Six Centuries of Work and Wages.

*2. "I et almindeligt industrialiseret land findes der flere maskiner og mere arbejdskraft, end der kan finde beskæftigelse, og kun for en kort tid i hver tiårig periode kan hele den produktive magts moderne maskinpark udnyttes fuldt ud." Hobson,?Evolution of Modern Capitalism, s. 197.

*3. I Arena, december 1896, side 86, viser Eltweed Pomeroy en tabel, der viser fordelingen af velstand i Storbritannien blandt mænd, 25 år og derover, baseret på statistikker over dødsfald og døds–afgifter i årene 1890 - 94. Han fastslår: -. "Efter min mening er det en underdrivelse af koncentrationen af rigdom i Storbritannien, og dog er de faktiske omstændigheder forbløffende. Over 56% ejer intet, og hvis vi føjer de tre første klasser sammen, har vi næsten 80%, som ejer mindre end 3%, og derefter lidt over 20%, som ejer 97%, og hvis vi føjer de første fire klasser sammen, har vi over 90% af befolkningen, som ejer mindre end 8% af landets formue, og under 10% ejer 92%; og hvis vi tager de sidste to klasser, finder vi, at mindre end en halvtredsindstyvendedel af befolkningen ejer mere end to tredjedele af formuen; og se på den sidste klasse af millionærer, som udgør mindre end tre hundrededele af 1%, og som alligevel ejer over 13% af formuen.
I behandlingen af staten Massachusetts, viser han at fordelingen af formue har ændret sig i perioden mellem 1829-31 og 1879-1881 således, s. 91, 92:
"Den uformuende klasse er steget fra 62 til 69%. Millionærer er steget fra 0,002% med 8,75% af rigdommen til 0,08% med 24 % af rigdommen. Antallet af små ejendomsbesiddere med mindre end en (1000) tusind (dollar) er faldet fra under 20% til 9%, og deres ejendom er faldet fra lidt over 4% til lige over 1%. De rige med en formue på mellem $ 100.000 og $ 500.000 er steget fra 0,009% til 0,50%, og deres rigdom er steget fra næsten 13% til 261%. Moderat velhavende, med en formue fra $ 1000 til $ 5000, er forblevet næsten det samme i % af befolkningen, omkring 13%, men deres rigdom er faldet fra 21% til 8,75%."
George K. Holmes, De Forenede Stater folketællingskontor, i Science Quarterly, december 1893, fastslår: –"20% af formuen i De Forenede Stater ejes af 3/100% af befolkningen, 71% ejes af 9% af befolkningen, og 29% af formuen er alt, hvad der er tilbage til 91% af befolkningen.

*4. "Selvom socialisme indebærer statskontrol, er statskontrol ikke ensbetydende med socialisme - i det mindste ikke i nogen moderne betydning af ordet. Det er ikke så meget det, som staten gør, men hvorfor den gør det, vi skal vurdere, før vi kan afgøre, om det er en socialistisk stat eller ej. Socialisme er, at produktionsmidler og midler til vareudveksling er fælles ejendom, og at denne fælles ejendom er til lige gavn for alle. "- Fabian Essays, s. 212.

*5. "En af de mest utrættelige og produktive medlemmer af det socialistiske parti har, i en vidt udbredt politisk pamflet, faktisk henført til eksistensen af gadehandler licenser som et eksempel på socialismens fremmarch – Hubert Bland i Fabian Essays, s. 212.