Marcus Rubin:
Bidrag til spørgsmålet om skatter på faste ejendomme
Fra: Nationaløkonomisk tidsskrift, bind første række, 10 (1877)
Min fremhævning nedenfor/PMA
(Bemærk at dette er skrevet 2 år før Fremskridt og fattigdom)
I
Dersom det udelukkende var fiskale hensyn, omsorg for statens kasse, der gjorde sig gældende ved undersøgelsen af skatter, man skal påligne, ville dette emne have langt mindre interesse, end det har, og have fremkaldt langt færre diskussioner, end tilfældet er. Grundskatter og personskatter, direkte og indirekte skatter, hver er ejendommelig for sin tid og i sit land; staten skal vel altid og overalt have penge, men én tid lader de rige gå fri, en anden de fattige, én tid vælger jorden til skatteobjekt, fordi man ser jorden for sine øjne, man har noget håndgribeligt, noget, der ikke slipper bort fra en, en anden tid, et andet land, vælger personen, fordi individet ikke her ængstes for at lade staten se i hans kasse, han er selv med til at lukke den op, selv med til at lukke den i, og selv med til at bestemme, hvad der skal tages ud af den, én tid bruger skatten til nye industrier, nye erhverv i landet, til en anden tid har skatten tendens til at mindske kløften mellem rige og fattige, “den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker” er målet, og en skat, der fordeler, kan da blive et af midlerne.
Det mangler ikke på eksempler til at vise rigtigheden af det her sagte. Vi vælger tolden. Tolden må ikke lægges på råprodukter, thi det hæmmer industrien direkte, og ikke på forarbejdede produkter, thi det hæmmer industrien indirekte, den må ikke lægges på nødvendighedsgenstande, thi det går ud over fattigfolk, og ikke på luksusgenstande, thi det giver intet i kassen. Man ser, hvor mange hensyn der tages, før man kommer til det rent fiskale, og i hvor høj grad dette træder i baggrunden. Eller nu et andet eksempel: skatten på formue og indkomst. Hvis der er nogen skat, man har kæmpet for “for princippets skyld”, uden endda at have haft mod til at foreslå den som statens hovedskat, da er det den. Og hvorfor kæmper nutiden for denne skat? Fordi den ganske særligt er skatten på evne, den er en realisation af “retfærdigheden”, af hensynet, af skatten, der ser, hvor den tager, og ikke går i blinde. Derfor hænger progressionen så nøje sammen med denne skat, det, ikke at tage blot forholdsmæssigt mere fra den rige end fra den fattige (proportionalt), men uforholdsmæssigt (progressivt), at lige evnerne ud og gøre lykken så vidt mulig lige stor (lykken målt på den måde, mennesker overhovedet kan måle den), at tage, indtil hensigtsmæssigheden byder at standse, at dele ret og skel, sol og vind imellem individerne i så høj grad lige, som det lader sig gøre uden at krænke samfundets velfærd som helhed.
En ting står altså fast, det er i vor tid ikke først og sidst statens kasse, der tages hensyn til, det er ikke måden, hvorpå man hurtigst og lettest kan få pengene ind, vægten lægges på; man spørger om, hvad er mest retfærdigt? Hvad man nu end forstår ved retfærdigheden, og hvor langt eller hvor kort man vil strække den, og hvad enten det er statens beskyttelse eller individets evne, man anser for den retfærdigste målestok for den retfærdigste skat, så er det dog klart, at den almindelige tendens er at ramme individet i forhold til hans stilling i samfundet. At staten ikke betragter sig som en institution, svæver højt oppe over individerne, at den er solidarisk med disse, således at et fattigt folk giver en fattig stat (pauvres paysans, pauvre royaume), derom har der ingen tvivl hersket, siden nationaløkonomien opkom. Men at folkets fattigdom eller rigdom ikke blot skal måles ved den samlede nationalformues størrelse, men i høj grad ved formuens fordeling, det er først atter og atter fremdraget i nutidens nationaløkonomi og anses som grundtanken i den moderne økonomiske politik.
Det er et udslag af denne grundtanke, der viser sig i forslagene om skatter på grundejendommen; forskellen før og nu viser sig klarest i forskellighederne mellem de grundejendomsskatter, der haves, og dem, der blive fordrede. Vi skal i det følgende søge at vise betydningen af denne forskel, og det navnlig ved et enkelt bidrag til ejendomsskatternes historie og statistik.
II
En skat på de faste ejendomme kan være skat på huset og skat på grunden. En skat på grunden vil atter kunne lægges enten udelukkende efter grundens areal eller efter grundens værdi i det hele taget, og hvis dette sidste bliver tilfældet, er det, at denne skat mere eller mindre bliver en form for en beskatning, eller — med et hårdere udtryk — en konfiskation af jordrenter.
“Jordrente” er jo forskellen imellem det udbytte, de i samfundet prisbestemmende jorder giver ved en vis mængde opofrelser, og det udbytte, de over de prisbestemmende stående, givtigere, giver ved den samme mængde af opofrelser. Jordrenten fremkommer ved, at den stigende efterspørgsel efter jordproduktet ikke kan tilfredsstilles på de samme vilkår, som i det øjeblik, efterspørgslen begynder at stige, dvs., at medens fx. en stigende efterspørgsel efter sko ikke i længden vil gøre skoene dyrere, vil en stigende efterspørgsel efter korn eller huse bringe producenterne til at gå til stedse dårligere jorder eller at anvende stedse større produktionsomkostninger på de jorder, der allerede er taget under dyrkning. De jorder, hvis produkt er nødvendigt til at forsyne markedet, og som har de største produktionsomkostninger ved et vist udbytte, er de prisbestemmende; de jorder, der står over disse, har altså en stadig gevinst, et plus ud over produktionsomkostningerne, og dette plus er jordrenten. Det er således det voksende samfunds voksende krav, sammenholdt med den forskellige godhed af de til markedets forsyning nødvendige jorder, der giver de jorder, der stå over det nederste trin i skalaen, og af hvilke udbuddet altid er begrænset, jordrente. Men på samme måde som således den kapital, der er nedlagt i jorden, får en ekstragevinst, får også alle andre kapitaler en ekstragevinst, monopoliseres, når den produktion, hvori kapitalen er nedlagt, enten er begrænset i sit udbud fra begyndelsen af eller senere bliver det, og denne ekstragevinst bliver overalt både for jorden og for alle andre produktioner stedse større, jo intensivere efterspørgslen er. Der er således på en vis måde ingen forskel imellem jordrentemonopolet og alle andre monopoler. Jordrenten, siger man, og siger man med rette, er kun en betaling for kapitaler, der er bundet i jorden, kapitaler, der får en større rente end den almindelige, fordi de foretagender, de er bundet i, til tider har særlig heldige konjunkturer, idet efterspørgslen efter disse foretagenders produkter er i stærk stigning, samtidig med, at udbuddet er begrænset, eller idet den jord, kapitalen er nedlagt i, skal have en anden og bedre anvendelse, end meningen var, da kapitalen blev nedlagt — et held for dem, der har været forudseende nok til at ane dette, et held for dem, der har haft midler nok til at spekulere deri, og et held for dem, der sovende er kommet til den lykke at have deres kapitaler anbragt i disse foretagender, i denne jord! Men det monopol, der derved er fremkommet, fortsætter man, er ifølge sin natur ikke anderledes end ethvert andet monopol, end det, ejeren af et antikt møbel har, hvis dette er gået i arv i hans familie, ejeren af en malers ungdomsarbejde, der senere er blevet værdifuldt blot ved at være knyttet til mesterens navn og hånd, ejeren af en forretning, der efterhånden er kommet i ry, ja af et blad, der ved en eller anden politisk omvæltning er kommet en vogue, alt dette kan skyldes forudseenhed eller lykke, men man kan ikke betragte jordmonopolet som noget derfra forskelligt, det er det samme, — og notabene! Følgen af dette er da, at det ikke lader sig gøre at anvende særlige forholdsregler lige overfor jordmonopolet, når man lader de andre monopoler i ro.
Sandheden af, at denne grundlighed imellem dette og de andre monopoler er tilstede, lader sig ikke bestride; men det forstår sig af sig selv, at fordi man er nået så vidt, at man kan påvise, hvorledes denne art af monopoler og de andre arter har samme oprindelse, samme definition og forklaring, så er dermed ikke givet, at jordmonopolet ikke også har visse afgørende forskelligheder fra andre monopoler. — Der gives en måde at abstrahere på, hvorved man afklæder fænomenerne alt der er karakteristisk for dem, og derved når til en rubricering, der er lige så korrekt som utilfredsstillende. Når Lassalle i sin Kapital und Arbeit[1] fortæller om den sammenligning, et åndrigt selskab en aften anstillede imellem Napoleon den Store og jordemoder, madam Müller: at de begge var mennesker, kun den ene en mand, den anden en kvinde, så er dette en god parodi på den korrekte abstraheren og korrekte, men tillige lidet givende, rubricering, der er så hyppig i nationaløkonomien. Denne måde at systematisere på mangler ikke sin fare. Det er fx. den, der har bragt så megen forvirring ind i undersøgelsen om kapitalbegrebet[2]. Det er denne abstraktion, der klæder jordrenten af for alt det, der er specifikt for renten af land, indtil vi har jordrenten i klasse med de andre monopoler, da råber man sit: hic Rhodus! Hic salta! Og vil allerede drage den praktiske konsekvens. Men det, der glemmes, er, at abstraktionen og systematiseringen ikke er andet end en tilbageføring af tingene til det fælles ophav, det fælles grundlag, det er en måde, hvorpå fænomenernes udviklingsgang anskueliggøres, men det er ikke og kan ikke være en belysning af fænomenerne, som de er.
Vi har set, hvorledes jordmonopolet, jordrenten, opstår, — hvorledes viser den sig da i samfundet? Jordrenten er knyttet til besiddelse af jord, dvs. til en af hovedfaktorerne i produktionen, den er et for jorden ejendommeligt overskud af produktionen, fordi jorden i de kultiverede lande er begrænset, mere begrænset end befolkningen sammesteds, og den vil i stedse højere grad hæve hovedet, hvor befolkningens pres imod subsistensmidlerne tiltager i stedet for at aftage, og hvor det ikke er forbedringerne, men befolkningens forøgelse, der får overtaget. Man vil i så fald tvinges til stadig at gå til dårligere jorder, til en stedse mere intensiv benyttelse af jorden, dvs. i begge tilfælde anvende større produktionsomkostninger med mindre udbytte. — I højere grad end på noget andet område, vis på sit fremskridt og af største betydning som led i værdidannelsen, fremtræder jordrenten i byerne. I de store fremadskridende byer er det beliggenhedens værdi, der spiller hovedrollen ved bestemmelsen af grundens værdi, og det bliver derfor her mere klart og iøjnefaldende end andetsteds, i hvor høj en grad samfundsforholdene har del i monopoldannelsen, og i hvor ringe en grad denne skyldes eget arbejde. Byjordrenten frembyder en ganske særlig interesse som det skarpeste udtryk for jordrentefænomenet og derigennem af afgørende betydning for hele undersøgelsen om den private ejendomsrets begrænsede eller ubegrænsede nydelse, hvor talen er om jord[3].
Jordrenten bliver altså ikke en undtagelsesvis gevinsterhvervelse indenfor en eller anden af de almindelige produktioner, men den bliver indenfor samfundets betydeligste og vigtigste produktion det naturlige, det ordentligvis fremkommende ekstraoverskud; monopolet har i denne produktion sandsynligheden for sig, som det i andre har det imod sig, det er ikke en lotterigevinst for en enkelt lykkelig, det er en skat fra hele samfundet til den jordbesiddende del deraf, en overbefolkningsskat, en skat på fremskridtet (når dette ikke rammer jordbenyttelsen), en på alle dem, der kræver jorden for deraf at få det daglige brød, tag over hovedet, land og vand til deres industrielle virksomhed, en skat, der tvinger den store mængde, hvor den kræver jord i højere grad, end samfundet har råd til at give det, til at betale stedse produktionsomkostninger for jordproduktet og også i stedse højere grad skabe jordrente for dem, der sidder inde med land. Man kan med ét ord sige, at jordrenten er et massemonopol, og dets kvantitative forskellighed fra de andre monopoler gør det kvalitativt forskelligt.
Det er således samfundet, hvem jordrenten først og fremmest skyldes, og derfor har dette en fordring på hver enkelt jordrenteejer. — Ser vi, som nylig, særligt til byerne, da vil i hvert fald dér monopolets stadighed, udstrækning og betydning gøre jordejernes samlede gæld til samfundet så stabil og så uhyre, at dette, principielt set, ikke vil kunne undlade, lige overfor det store flertal af medlemmer, der ikke er jordrentebesiddere, at fordre i det mindste en del af gælden betalt.
— Det vil i forbindelse med ovenstående være af interesse at se jordbesiddelsens betydning i det land, hvor den optræder ejendommeligst, og hvor jordrentelæren fødtes, Storbritannien; og dernæst se, hvorledes dettes nyere nationaløkonom har stillet sig til spørgsmålet om jordrentens konfiskation. — Jordrentespørgsmålet er knyttet så nær til Ricardo, og Ricardo er knyttet så nær til den engelske jordbund, at spørgsmålet er blevet det mest karakteristiske for den engelske økonomi. Det måtte opstå i England, thi i intet andet land er grundbesiddelserne på få hænder så umådelige og så udstrakte, i intet andet land kan den samme jorddrot samtidig være ejer af en hel by med hundredetusinder mennesker, samlede og sammenstuvede på det mindst mulige areal, og af uhyre parkanlæg og jagtrevierer, hvor der er ødslet således med plads, som om ikke hver strimmel var guld værd, og, kunne man sige, ødslet således med luft, som om selve den friske luft ikke for millioner af mennesker i dette land er en vanskelig erholdelig vare[4]. I intet andet land er grundbesiddelsen så lidet udbredt og ejendomsret til jorden så fjern for den store mængde. Dette forhold har eksisteret i mange og lange tider og var i fuldt flor på Ricardos tid, ved århundredets begyndelse. Men det gælder for allerstørste delen endnu den dag i dag; en lille tid var der meningsforskel derom, man troede, at beskrivelsen af de abnorme tilstande havde været overdreven, og tvivlede lidt om deres tilstedeværelse, indtil en uhyre indsamling af statistisk materiale i de allerseneste år har slået følgende kendsgerninger fast.
Jordens fordeling i Storbritannien og Irland.[5]
Storbritannien.
Både beretningen for England og beretningen for Skotland lider ganske vist af store unøjagtigheder. Det har været meget vanskeligt at holde de til ejendomsretten nær grænsende besiddelsesformer ude, dernæst er en del ejere på grund af den måde, hvorpå materialet er blevet samlet, regnet dobbelt, for Englands vedkommende er endvidere på den ene side London aldeles ikke regnet med, på den anden side de øvrige store byer ikke opført for sig, endelig er det ikke let, trods detaljerne i de omfangsrige værker, at udfinde, hvor meget der er udyrket, hvad der er parkanlæg, hvad græsning, hvad bjerge og bjergværker m.m. Men trods alle mangler give tallene, i hvert fald til vort øjemed, tilstrækkelig oplysning. Man ser, at det er forkert, når man har antaget, at der kun var 30.000 grundbesiddere i England, der er henved en million, men tre fjerdedele af disse ejer kun under 1 acre land. En halv procent af grundbesidderne ejer halvdelen af Englands jord, — medens en halv procent af jorden er fordelt mellem de tre fjerdedele af grundejerne! Seks grundejere ejer hver 100.000 acres eller derover, dvs. hver 7 til 8 danske kvadratmil, eller mere, og hver med en årlig indtægt af 7-8 mio. kroner. En ottendedel af hele England og Wales er fordelt mellem knapt 300 ejere. — Og nu Skotland. I hele landet, byerne fraregnede, deler over fire femtedele af ejerne, nemlig de, der besidder under 1 acre land, en ottendedel procent af grundejendommen, medens én procent af ejerne, nemlig de, der har 10.000 acres land og derover, sidder inde med langt over to tredjedele af landet og med over en femtedel af landejendommenes indtægter. De tre største grundbesiddere, trende ‘dukes’, ejer tilsammen ikke mindre end 30 á 40 danske kvadrat mil med en årlig indtægt af 1 mio. kroner.
Regnes i hele Storbritannien og Irland en familie til 4,5 personer, og tages hver ejendomsbesidder som hoved for en familie, så deltager i England og Wales 22,5 %, i Skotland ca. 17% og i Irland 5,7% af familierne i grundbesiddelsen. Men tre fjerdedele heraf er altså kun familier, der har mindre end 1 acre land i besiddelse, — sandsynligheden er for, at man regner rigtig, når man regner 1 (én) skæppe land på familien. I virkeligheden deler således nogle få procent af befolkningen landet mellem sig.
Man ser, at i et sådant land har spørgsmålet om beskatningen af jordrenten en umådelig betydning. — Når vi nu hertil knytter John Stuart Mills forslag i så henseende, da er det ikke blot, fordi forslagsstilleren er Stuart Mill, og fordi forslaget er klarere i sin motivering og mere konsekvent i sin udførelse end de fleste andre teoretikeres, men også fordi — som vi senere skal se — det knytter sig såre nært til de historiske forhold, vi i det følgende kommer ind på. Vi meddeler derfor foreløbig disse Mills forslag, uden kommentar, idet vi blot forudskikker, at det er en udtalelse fra Stuart Mills sidste leveår, et slags resumé af hans mening om dette spørgsmål, fremsat til forklaring af det engelse landboreformselskabs program (Papers on Land Tenure. Explanatory statement of the programme of the Land tenure reform association[6].
“Der findes nogle ting”, siger Mill, “som — når man overhovedet tillader dem at være handelsartikler — uundgåeligt får monopol. Ved dem alle har staten en anerkendt ret til at sætte en grænse for gevinsten. Jernbaner er fx. nødvendigvis et monopol, og staten sætter som følge deraf en lovbunden grænse for billet taksterne. Jorden er et af disse naturlige monopoler. Efterspørgslen derefter er i alle fremadskridende lande i stadig stigen, medens jorden kun forøges i ringe omfang. Alle sådanne for menneskelivet nødvendige artikler har en aldeles utvivlsom tendens til at stige i pris, når formuen og befolkningen vokser. Stigningen i ejendomspriserne og jordejernes indtægter har i vort århundrede været umådelig. Delvis skyldes den ganske vist forbedringer i og anvendelse af kapital på jorden. Men for en stor del er den kun en følge af den stigende efterspørgsel efter jordens frembringelser og byggegrunde, og ville være indtruffet, selv om man ikke havde anvendt noget på jordens frembringelsesevne.
“Reformselskabet mener, at når staten tillod, at jorden gik over i privat besiddelse, burde den have forbeholdt sig denne indtægtsforøgelse, og at tiden ikke bør udviske denne ret, hvilke erstatningsfordringer den end kan fremkalde i jordejernes interesse. Jorden er hele menneskehedens oprindelige arvelod. Det sædvanlige og ganske vist bedste argument for den private jordbesiddelse er, at den er den stærkeste bevæggrund til at få jorden til at give det størst mulige udbytte. Men dette argument taler kun for at overlade ejeren den fulde nydelse af de værdier, han nedlægger i jorden ved sin anstrengelse og sine udgifter. Der er ingen grund til at lade ham tilegne sig en værdiforøgelse, som han ikke har bidraget til, men som tilfalder ham på grund af samfundets fremgang i det hele taget, dvs. ikke på grund af hans eget arbejde, men ved andres, ved hele samfundets.
“Reformselskabet foreslår ikke at gøre noget indgreb i ejendomserhvervelser, jordejerne har gjort i tidligere tider. Men det hævder statens ret til alle sådanne fremtidige indtægtsforøgelser. Det foreslår ikke at blande sig i, hvilken værdi jorden måtte have på den tid, det princip, det kæmper for, vinder parlamentets bifald. Hvis en jordejer, i stedet for at blive sat i særlig skat for en fremtidig jordrenteforøgelse, foretrækker at overlade staten sin jord, går selskabet ind på, at staten betaler ham dens salgsværdi. Derved tilfredsstiller man fuldstændig alle hans berettigede fordringer— på samme tid som købet vil blive i høj grad fordelagtigt for folket — da en privatmand aldrig giver så mange rede penge for en indirekte fordel, som den er værd for staten, der ikke dør. Således vil den rigdomsforøgelse, som nu, kun i kraft af samfundets fremskridt og ikke ved deres egne fortjenester eller opofrelser, flyder ind i privatmænds kasse, efterhånden og efter en voksende målestok blive overført til nationen i sin helhed, ved hvis samlede anstrengelser og opofrelser denne i virkeligheden fremkommer. Staten vil få hele jordrenten af de jorder, som frivilligt er solgt til den af deres ejermænd, sammen med en skat af den eventuelt stigende jordrente på de ejendomme, hvis ejere har tilstrækkelig tillid til statens retfærdighed og mådehold til at foretrække at beholde jorderne.” Så vidt Stuart Mill.
III.
En systematisk undersøgelse af ejendomsskatternes betydning burde meddele et længdesnit — gennem tid — og et tværsnit — gennem landene — af disse skatters historie. Men det er forbundet med store vanskeligheder at gøre. Lad os blot se på alt det, der stiller sig i vejen for at give et korrekt billede af udlandets skatter, som de er nu, man vil da forstå de meget større vanskeligheder, der er ved at give skatternes historie. Gælder om nogen art af skatter, at man har beholdt dem i kraft af teorien “en gammel skat er en god skat”, så gælder det om ejendomsskatterne, in specie egentlige grundskatter. Disse baseres som oftest på en møjsommelig og langvarig opmåling af grundene, de reformeres sjælden helt, dels på grund af, at man nødigt vil kaste det store arbejde bort, man en gang har haft, dels på grund af besværlighederne ved at optage dette arbejde på ny, og endelig og væsentlig fordi disse skatter ved deres ælde er gået over til at blive prioriteter i ejendommene, og en hel ny ansættelse jo ville miste hovedforsvaret for de allerede bestående skatter: deres ælde. Ejendomsskatterne er derfor særdeles hyppigt en samling af fortidslevninger, pyntet op og forbedret ved moderne lapper, der er sat på med et á to årtiers mellemrum. Men allerede dette vanskeliggør undersøgelsen af disse skatters oprindelige karakter og virkemåde. Dertil kommer, at eftersom skatterne hviler på skattelove, anordninger, resolutioner, m.m. så er en undersøgelse af hine det samme som et studium af disse. Men et studium af fremmede skattelove er ikke blot ikke let at gøre af den grund, at materialet meget ofte savnes, men også fordi det, når det er mere eller mindre fuldstændigt tilstede, hyppigt vil være meget vanskeligt at benytte og kunne give anledning til større misforståelser, end man er udsat for ved de fleste andre undersøgelser. Medens man imidlertid, når man ikke vil gå til selve kilderne, ved statsskatterne kan benytte den righoldige finansvidenskabelige litteratur om dette emne, så foreligger der i langt mindre målestok bearbejdelser af de kommunale skatter; uden særdeles vidtløftige undersøgelser vil man ved disse overhovedet ikke kunne få nogen nøjere kundskab, thi ulykken er, at selve de kommunale beretninger (stadbureauberetningerne) stedse går ud fra, at skatten “som bekjendt” lignes som “Hauszinssteuer”, som “Katastralreinertrag”, “Gebåudesteuer”, “Miethsteuer”, “Grundsteuer”, “Skat på huse og gårde” osv., osv. Man lærer vel deraf, at der de forskellige steder eksisterer ejendomsskatter, og at de i reglen deler sig i husskatter og grundskatter, men noget nøjere får man ikke at vide om dem; og hvor varsom man må være med apriori eller af få træk at slutte sig til en sådan skats karakter, det vil de overmåde indviklede københavnske ejendomsskatter, vi nedenfor kommer til, tilstrækkelig kunne belære os om.
Med hensyn til det statistiske materiale om grundejendomsforholdene er forholdet noget bedre for byernes end for staternes vedkommende. Vi har jo fx. set, hvorledes Storbritanniens grundejendomsstatistik først skriver sig fra de allersidste år, og dog lader en del tilbage at ønske. Derimod foreligger der forskelligt materiale, indsamlet af stadbureauerne, men endda ikke tilstrækkeligt til at være af virkelig interesse. Det er mest summariske oplysninger om ejendommenes og lejlighedernes antal, om deres assurancesum og om de skatter, der går af dem. I den før citerede afhandling af prof. Conrad har denne sammenstillet antallet af ejendomme i en del byer i Tyskland samt i enkelte engelske og skotske byer med antallet af indbyggere sammesteds, og derefter påvist, hvor mange eller hvor få procent af byens familier, der kan antages at besidde ejendomme. Men medens udstrækningen af besiddelse af fast ejendom på landet — som før vist i Storbritannnien — dog i det hele og store er en god målestok for befolkningens velhavenhed og velvære, forekommer det os ikke, at dette er tilfældet i byerne. De faste ejendomme i byerne er så prioriterede, og rigdommenes anbringelse i andet end grundejendomme— i købmandsforretningerne og i papirer (netop inklusive prioritetsobligationer) — så overvejende, at en summarisk opgørelse, hvorved man nåede til, at fx. 10 á 15 % af byens familier besad faste ejendomme, snarere kunne blive vildledende til bedømmelse af rigdommenes fordeling i byerne, end oplysende. — Derimod ville det unægtelig være af stor interesse, hvis det statistiske materiale kunde belære os om, hvorledes værdien af de faste ejendomme i byerne har forandret sig fra tid til tid. Men umiddelbart foreligger der kun lidet til belysning af dette spørgsmål; den vej, det lå nærmest at søge, er ved en beregning ud fra de summer, der er indkommet af ejendomsskatterne, tilbage til selve ejendommenes værdi. Men på dette punkt stiller skattelovenes almindelige karakter sig i vejen. Hyppigst er ejendomsskatterne jo nemlig ikke pålignede direkte efter ejendommenes værdi i handel og vandel, og selv hvor de er dette, ville sådanne ting, som skattefritagelse for visse arter af lejligheder, for visse partier af huset, ja endog, hvad der ikke er ualmindeligt, fritagelse for skat de første år, huset benyttes, fuldstændig umuliggøre benyttelsen af skatteansættelserne. Der står den udvej tilbage at benytte salgspriserne og så slutte fra de solgte ejendommes værdi til samtlige ejendommes. Vi tror ikke, at denne vej er overdreven pålidelig, også på grund af, at salgsværdien i visse ugunstige år må være en temmelig tvivlsom målestok for alle ejendommes værdi, men for så vidt materialet hertil forelå nogenlunde rigeligt — hvad det ikke gør — ville det dog kunne benyttes med al mulig forsigtighed og forbehold; også med hensyn hertil kunne vi henvise til de københavnske forhold, hvor de opgivne salgsværdier kun har kunnet lede til en meget omtrentlig og reserveret kalkule af ejendommenes værdiforandring.[7]
Vi går herefter over til en undersøgelse af et enkelt steds skatteforhold, nemlig beskatningen af de faste ejendomme i staden København. — Det københavnske ejendomsskattesystem er, som ovenfor nævnt, meget indviklet, fordi der er forskellige skatter, og fordi hver enkelt skat er sammensat på basis af forskellige principper. Vi gør først rede for hver enkelt af skatterne.[8]
Grundskatten på grunde indenfor voldlinjen pålignet ved reskript af 19. marts 1756 og anordning af 21. april 1812. Reskriptet af 1756 fordrer: en opmåling af samtlige grunde, der foretages af ingeniører, hvorefter resultatet indføres i stadskonduktørens matrikulsbog, 2) en deling af hver af grundene i visse parter, eftersom hvad der kan anses for fuldt bebyggeligt og derfor er kontribuerende, eller hvad der må anses for ubebyggeligt eller vanskelig bebyggeligt og derfor fritages for skat, 3) en undersøgelse af, hvad fordel det ene kvarter og den ene gade eller den ene ende af en gade kan have frem for den anden, 4) en vurdering af hver alen og derefter fastsættelse af en indenfor visse grænser efter værdien varierende takst, 5) en ansættelse af grunden i grundtakstportioner, hvilke fremkommer ved at multiplicere antallet af alen med den for hver alen fastsatte takst og da regne hver 80 rdl. af det udkomne beløb til 1 portion. Anordningen af 1812 føjer da til, 6) at man skal beregne 2% af hver bygnings assurancesum og deraf danne portioner a 100 rdl. (således altså, at 5.000 rdl. i assurancesum giver én portion), lægge disse portioner til de ifølge reskriptet af 1756 bestående, hvorefter da de samlede portioner er grundens grundtakstportioner, og portionernes samlede beløb grundens matrikul takst. Skattebestemmelserne fritager offentlige bygninger og ubebyggede grunde for skat; anordn. af 1812 fordrer en revision hvert 5. år med hensyn til mulige forandringer i assurancesummen.
Grundskatten på grunde udenfor voldlinjen, i forstæderner, baserer på lovene af 14. december1857 og 19. februar 1861 §4. De vigtigste af disse loves bestemmelser er: 1) Ubebygget grund deles i tre klasser, eftersom den benyttes til græsning, dyrkning, gårdspladser o.l., til haver eller til handelsbrug, tømmerpladser m.m. Den sidste klasse regnes højest og vurderes til 5000 rdl. pr. td. land. 2) Er grunden bebygget, regnes bygningens værdi til assuranceværdien, eller, hvis en sådan ikke findes, takseres bygningen; grunden, hvorpå bygningen står, bestemmes lig det beløb, hvormed ejendommens værdi i handel og vandel overstiger bygningens forsikringsværdi, men må dog ikke regnes til over 10 % af denne. Den således udfundne beliggenheds værdi ansættes klassevis for visse strækninger, således at forskellen imellem hver klasse bliver 1% 3) De ubebyggede grunde ansættes til 1 grundtakstportion for hver 3000 rdl. af deres værdi, de bebyggede grunde til 1 grundtakstportion for hver 5000 rdl. af deres plus bygningens værdi. 4) Forandringer i bygningens værdi undersøges årligt af stadskonduktøren, hvert 5. år foretages en almindelig revision af matriklen ved en kommission, der dog træder sammen inden de 5 år, når nye gaders anlæg m.m. skulle gøre en partiel ny taksation nødvendig. Forskellige offentlige bygninger og grunde er fritagne for skat.
Den i tid næste skat på ejendommene er bygningsafgiften, som er en statsskat, medens de øvrige her nævnte skatter er kommuneskatter. Bygningsafgiften, indført ved Frd. af 1. oktober 1802, lignes på arealet, dette beregnet i kvadratalen, etagevis fra grunden til taget; den pålignes forskelligt, eftersom det er forhus eller side- og baghus, det første med 1½, det sidste med 1 (skilling?) pr. kv. alen. Ved Frd. af 4. september 1809 forhøjedes bygningsafgiften til 1¾ gange det oprindelige beløb, ved Frd. af 17. april 1816 til 2¾ gange det oprindelige beløb. Forskellige senere love fastsætter særlige skattebestemmelser for visse kælder- og kvistrum, (navnlig af 23. december 1861, at forhuskælderrum, der ikke er indrettede til beboelse eller næringsbrug, skulle fritages for bygningsafgift). Lejligheder på under 64 kv. alen, der bebos af 1 familie, var ved loven af 1802 fritaget for skat; ved L. af 4. marts 1857 § 2 ophævedes denne frihed for nye bygninger straks og for gamle efter 10 års forløb, men fritagelsen indførtes igen ved L. af 16. februar 1866 og udvidedes yderligere ved L. af 16. april 1873 til efterhånden (i løbet af 5 år) at træde i kraft for lejligheder på indtil 80 kv. alen.
På basis af bygningsafgiftens bestemmelser pålignedes i århundredets løb forskellige kommunale skatter, som samledes under arealskatten. (se nedenfor).
Brolægningsskatten skyldes Frd. af 20. august 1777 og er pålignet i forhold til den gades bredde, i hvilken ejendommen ligger, og til selve bygningens facade; den optræder kun som en selvstændig skat indenfor voldene. Udenfor voldene lignedes den på grundtaksten, og blev til en af de skatter, som smeltede sammen grundskatten.
For fuldstændigheds skyld nævner vi endnu, at loven af 15. maj 1868 fastsætter, at der skal udredes 4 skilling(?) af hver 100 rdl. af hver af stadens faste ejendommes assuranceværdi, til bestridelse af brandvæsenets udgifter.
Denne skat hviler dog kun umiddelbart på de få ejendomme, som har assureret i brandassuranceselskaberne, da disse ellers betaler skatten. — Loven af 19. februar 1861, §3 fastsætter, at de embedsmænd og betjente, der har fribolig i kongelige eller andre sådanne offentlige bygninger, hvoraf arealskat ikke svares, skal erlægge 2% af deres gager, medmindre de foretrækker at få deres lejlighed opmålt og så betale den almindelige skat.
Af de nævnte københavnske ejendomsskatter er som sagt bygningsafgiften udelukkende en statsskat og består på den måde og i det omfang, som vi ovenfor har vist. — De øvrige skatter derimod er kommunale skatter, og for dem gælder de i L. af 19. februar 1861 om skatternes fiksering fastsatte bestemmelser. Grundskatten og arealskatten er kun fællesnavne og er sammendragne af en hel række af skatter, som i tidens løb pålignedes henholdsvis på basis af den ved anordningerne af 1756 og 1812 fastsatte ovenfor forklarede grundtakst, og den ved Frd. af 1802 fastsatte skat på arealet; disse skatter kunne opkræves med vekslende beløb efter kommunens behov. Dette er ikke mere tilfældet. For så vidt ikke bygningsforandring eller omvurdering af bygningerne eller af beliggenhedsværdien foranlediger nogen forøgelse eller nedsættelse af ejendommens skatter, er disse fast pålignede på ejendommen; hvis ejendomsskatterne så ikke strækker til til kommunens behov, pålignes det øvrige ved indkomstskatten. De faste ejendomme i København bærer altså, foruden bygningsafgiften til staten, i almindelighed følgende tre skatter.
- grundskatten, sammensat af
– Renovationsskat, pr. grundtakstportion: 2 Rdl. 3 Mrk. 0 skilling
– Vægterskat: 1 Rdl. 4 Mrk. 12 skilling
– Lygteskat: 1 Rdl. 3 Mrk. 8 skilling
– Borgervæbningsskat: Rdl. 2 Mrk. 12 skilling
– 2/3 ligningsskat: 1 Rdl. 3 Mrk. 0 skilling
I alt: 7 Rdl. 5 Mrk. 0 skillingBrolægningsskat udenfor voldene
Pr grundtakstportion: 9 Rdl. 2 Mrk. 0 skilling - brolægningsskat indenfor voldene, der lignes med 36 skilling for hver kv. alen af gadens fladeindhold, beregnet efter rygningsfacadens længde og det halve af gadebredden.
- arealskatten, sammensat af
– Fattigskat = 3 gange bygningsafgiftens oprindelige beløb (af forhus 1½ skilling, af side- og baghus 1 skilling pr. kv. alen, etagevis)
– Vandskat = 1½ gange bygningsafgift etc.
– Ligningsskat = 1/6 gange bygningsafgift etc.
Tilsammen = 4½ gange bygningsafgift etc.
De tre nysnævnte skatter har i de sidste to årtier gennemsnitlig årlig givet følgende indtægter[9]:
I de enkelte år 1871—75 have beløbene for nedenstående været:
Inden vi går over til en kritisk behandling af de københavnske skatter, skal vi som supplement til den faktiske fremstilling af disse føje en gengivelse af de vigtigste bestemmelser om de kommunale ejendomsskatter i købstæderne efter loven af 11. februar 1863.
Al til købstaden hørende grund skal, ifølge denne lov, for så vidt dette ikke allerede er sket, sættes i hartkorn. Den afgift til kommunen, som årligt skal udredes for hver td. hartkorn i grundskat, og den brøk af den skattepligtige assuranceværdi, som årligt skal svares for bygningerne i husskat, fastsættes — særlig for hver købstad — i en vedtægt, som affattes af kommunalbestyrelsen. Det udfundne af de hidtil (1853-62) af de faste ejendomme bårne udgifter danner grundlaget for disses fremtidige beskatning.
Dog bør det intetsteds være mindre end en sjettedel af alle de udgifter, som efter gennemsnittet af de ovennævnte 10 år det hele har været genstand for kommunal ligning på ejendomme og personer, og for så vidt det er større end en fjerdedel, kan det nedsættes hertil. I vedtægten bestemmes det derefter, i hvilket forhold det således fastsatte beløb skal deles mellem grund og bygninger, hvorved der skal tages hensyn til samtlige i købstaden bestående forhold. Endvidere bestemmes det i vedtægten, om der skal foretages en klassifikation af ejendommene efter deres beliggenhed. Behøves ingen klassifikation, fordeles det beløb, som skal bæres af grunden, ligelig på grunden og jordernes samlede hartkorn, hvorved det udfindes hvor stort et beløb i grundskat der bliver at svare af en td. hartkorn eller dele af samme, og ligeledes fordeles det beløb, som skal udredes af bygningerne, ligelig på disses samlede assuranceværdi ved udgangen af året 1862, hvorved det udfindes, hvor mange (hele) rigsdaler der svarer til en skilling rigsmønt i husskat. Anses klassifikation for nødvendig, kan den gøres gældende enten gennem hartkornet eller gennem assurancesummerne. Vedtages det at klassificere efter hartkornet, deles ejendommene i 2 hovedklasser, nemlig købstadjorderne (indenfor grænsen af “den sammenbyggede stad”) og købstadgrundene, og efter at det er bestemt, hvor stor en del af grundskatten der skal hvile på hver hovedklasse, fordeles den del, der skal falde på jorderne, efter det hartkorn, hvortil de i matrikulen er ansatte. Forinden fordeling finder sted af det beløb, som falder på grundene, deles disse strøgvis efter deres mere eller mindre fordelagtige beliggenhed, navnlig for erhverv, men uden hensyn til, om de for tiden er bebyggede eller ikke, i klasser indtil 10. De til 1. klasse henførte grunde regnes kun for det hartkorn, hvortil de i matrikulen er ansatte, men for de i 2. klasse satte grunde regnes dette to gange, for de i 3. klasse satte tre gange og så fremdeles. Vedtages det at klassificere efter assurancesummerne, deles ejendommene med de ovennævnte hensyn i klasser indtil 10. For de til 1. klasse henførte bygninger ansættes den skattepligtige assuranceværdi til den sum, for hvilken bygningerne er brandforsikrede, men for de i 2. klasse satte bygninger forhøjes den skattepligtige assuranceværdi med 10%, for de i 3. klasse satte med 20% og således fremdeles, hvorefter 10. klasse forhøjes med 90%. Begge klassifikationer kan ikke anvendes samlede i samme købstad, dog at grundenes to hovedklasser kan bibeholdes, når klassifikationen efter assurancesummerne bruges. Den fastsatte ordning revideres 5 år efter lovens i krafttræden og forøvrigt ordentligvis hver 20. år, således at forandring i de fastsatte beløb til anden tid kun kan ske ved nybygning eller tilbygning, udstykning eller sammenlægning af grunden o.l.
Forskellige offentlige bygninger og pladser m.v. giver loven, som sædvanlig, skattefrihed eller skattelettelse.
IV
Den forvirrede og kunstige samling af bestemmelser, som danner de københavnske ejendomsskatter, har hyppigt nok været genstand for kritik. Der hører ikke megen sund sans til for at se, at skatter, der er baseret på matrikler, som er 100 år gamle og derover, ikke på nogen måde kan antages at være i overensstemmelse med ejendommenes værdi. Dertil var matriklen for unøjagtig, dertil er fastsættelsen af “den fordel, det ene kvarter og den ene gade eller den ene ende af en gade har frem for den anden” noget i tidens løb alt for varierende, dertil er forbindelsen imellem grundens ansættelse til grundtakst portioner, ved hvilken man dog til dels rettede sig efter beliggenheden, med bygningens ansættelse (efter assurancesummen) alt for meningsløs, idet jo herved beliggenhedshensynet for ejendommen i sin helhed svækkes endnu mere; alt dette falder straks i øjnene. Men endnu langt uheldigere er bygningsafgiften eller — fra det kommunale standpunkt — arealskatten; der er her end ikke tilnærmelsesvis gjort forsøg på retfærdighed, et vist areal betaler — for nu at nævne to sæt nabogader — samme skat på Østergade og i Kristenbernikovstræde, i Frederiksberggade og i Kattesundet, ganske uden hensyn til disse arealers så yderst forskellige værdi; dertil kommer, at denne skat, som den ovenfor meddelte tabel udviser, er den dominerende, den har størst betydning og giver nu til dags vore ejendomsskatter deres præg. Endelig er også brolægningsskatten, såre ubillig; man deltager i denne skat efter gadens bredde, som om vore bredeste gader var de bedst beliggende, som om netop ikke mange af den gamle bys bedste handelsgader er smalle og forholdsvis lidet kostbare at brolægge; brolægningsskatten, der som sådan kun opkræves indenfor voldene, falder imidlertid med et så moderat beløb på enhver ejendom, at dens indflydelse ikke er betydelig.
Man ser, hvor tarveligt et hensyn der er taget til, hvad ret og billighed kræver; disse skatter er for største delen enevældens, man har taget pengene, hvor man kunne få dem, det lette og det bekvemme har spillet hovedrollen, man har undgået at komme ind på livet af individerne. Jo værre tiderne var, des slettere blev skatterne. Det hensyn, man havde taget 1756, hensynet til ejendommenes effektive værdi i kraft af deres beliggenhed, tog man ikke 1802, da foranstaltningerne til landets sikkerhed, “de store summer, som dertil af vores kasse have måttet udredes, såvel som de øvrige, formedelst de stigende priser på alle nødvendigheder, tiltagende statsudgifter”, krævede nye skatter, så lagde man en skat på, der var høj, tung, trykkende, så at sige en kopskat på ejendommene, eftersom disse var store eller små, ikke efter, hvad de i virkeligheden evnede at give. Og senere hen, da forholdene var endnu værre, 1812, ødelægger man grundtaksten helt ved at føje bestemmelsen om bygningernes ansættelse i grundtakstportioner og samtidig indføres så arealskatten på basis af statens bygningsafgift, fordi man havde grundlaget, hvor slet dette end var.
Og fortidens synder hævnede sig. Uden mod til at bryde med det gamle system indfører man 1857 en ny skat i forstæderne, hvor ønsket om at knytte denne til den gamle skat forårsager en ny grundtakst, og hvor man — for at give den formelle retfærdighed, hvad der tilkom den — nu delte grundene i tre dele og satte et stort apparat i scene for en lidet vigtig skat med en ringe afgift, hvor den var højest, og med en inddeling af grundene, hvor det er vanskeligt nok at finde kriteriet for adskillelsen imellem klasserne. Dertil kommer skatternes indviklethed, uforståelighed og uklarhed, der satte folk ude af stand til at gøre sig rede for dem, og endelig til sidst forskellen mellem beskatningen i den gamle by og i forstæderne, der gjorde sit til at sætte ondt blod.
Et væsentligt fremskridt skete der dog unægtelig ved skatternes fiksering (loven af 1861), hvorved man gjorde dem til en slags prioriteter i ejendomme, dernæst ved forstædernes tætte bebyggelse, hvorved modsætningerne imellem den indre og ydre bys beskatning meget formindskedes, endelig har fritagelsesbestemmelserne for bygningsafgift og arealskat på de små lejligheder — bestemmelser, hvis betydning vi for øvrigt ikke her skal gå ind på at analysere — jo dog til enhver tid søgt at tage det værste tryk bort fra de ubemidlede klasser.
Men hvor ulige og vilkårlige vore ejendomsskatter dog principielt er, det vil en statistisk opgørelse af deres virkemåde bedst kunne vise, og materialet hertil er givet i det af magistraten udgivne statistiske tabelværk stadens faste ejendomme.
Det materiale af tabelværket, vi vil benytte, meddeler en række af tabeller angående lejeindtægten af lejligheder i København og angående skatterne på de faste ejendomme, såvel rodevis[10] som gadevis[11]. Det lader sig imidlertid ikke gøre uden videre på denne basis at sammenligne de forskellige roders eller gaders skatter, dertil spiller fritagelserne for bygningsafgift og arealskat for betydelig en rolle. Fritagelsen for bygningsafgift og for lejligheder på under 64 kv. alen, der bebos af én familie, den delvise fritagelse for bygningsafgift for lejligheder på indtil 80 kv. alen og de ved disse skatter for øvrigt fastsatte fritagelser bevirker, at 8% af det i 1875 til arealskat og bygningsafgift optagne areal ikke betalte skat; men hvad der for en sammenstilling af skattebyrden i de forskellige dele af byen er væsentligere: fritagelsesprocenten er 2 á 3 gange så stor i den ene del af byen som i den anden. Det viser sig nemlig, at det fritagne areal udgør af det hele areal:
i den ældre del: 5,7%
i den nyere del: 6,0%
– Gammelholm, Nyboders og Byholms roder
i Voldkvartererne: 11,2%
i Forstæderne: 13,2%
i hele byen: 8%
Man ser, at det går umuligt an uden videre at sammenligne skattebyrden i de forskellige dele af byen, thi både er tallenes absolutte størrelse af betydning (navnlig i forstæderne), og er forskellen mellem de forskellige dele byen overordentlig stor; når derfor skatten opgives som 11,46 og 11,36% af lejeindtægten respektive i “den ældre del” og i “forstæderne”, så vil det i virkeligheden sige, at det effektivt beskattede areal i forstæderne bærer en langt større byrde end i den ældre del af byen. Fritagelsernes betydning kan også ses ved sådanne enkelte eksempler, som at medens skattens procent af lejeindtægten i forstæderne gennemsnitlig er 11,36%, så er den i “lægeforeningens boliger”, hvor det fritagne areal udgør 88% af hele arealet, 3,37%, eller i Nørrebrostræde, hvor hele arealet er fritaget for arealskat og bygningsafgift, endog kun 0,56%. For at hindre fritagelsernes forstyrrende virkning har vi derfor i den følgende oversigt kun medtaget samtlige de gader i alle dele af staden, i hvilke der aldeles intet areal er fritaget for de nævnte skatter. Idet vi formoder, at de fejl, materialet – som alt statistisk materiale – indeholder, nogenlunde opvejer hverandre i de forskellige gader, anser vi den følgende tabel (hvor kun enkelte overordentlige exceptionelle angivelser er ladet ude af betragtning) som en god målestok for bygningsafgiftens og kommunale ejendomsskatters fordeling i København.
Ejendomsskatterne udgør af huslejen (1875):
Disse gaders samlede etageareal udgør således 1,378,616 kv. alen, eller 13,1% af stadens samlede etageareal, og den samlede husleje i alt 3.144.087 kroner eller 14,8% af stadens samtlige lejesummer. — Den hosstående grafiske angiver nøjagtigt, hvor stor en del af det her medtagne etageareal og af den her medtagne husleje hver enkelt skatteprocent omfatter. Tavlens zigzaglinjer forekommer os at være den bedste illustration til forståelse af det københavnske ejendomsskattesystems virkninger.
(se omstående grafiske fremstilling. — Ikke medtaget Her/PMA
Afhandlingens fortsættelse og slutning i næste hefte, som kommer her:
V.
Vi har nu set, både ved ordlyden af vore skattelove, ved den kritik af dem, der ligger lige for hånden, og ved den illustration, som tallene har givet, at vore ejendomsskatter er ubillige og uretfærdige i princippet og hviler med ulige vægt på de forskellige ejendomme. Men anvendelsen heraf involverer på ingen måde, at de bør forandres. Det er af interesse at se, hvor hensynsløs, inkonsekvent og ubehjælpsom man langt frem i tiden har kunnet være med sine skattepålæg; men har dette mere end historisk interesse? Vore ejendomme er beskattet ulige, men er der nogen, hvem dette går ud over?
Dette spørgsmål vil vi søge besvaret på følgende måde. Vi tænker os først de faste ejendomme i København ubeskattede. Hvis vi da har tre lejligheder, A, B og C, hver på 300 kv. alen og med en respektiv leje af a, b og c, kan vi sætte, at lejligheden B netop betales efter sine produktionsomkostninger (altså = en nybygningslejlighed), og at A og C ved mindre eller mere heldigt beliggende grunde m.v. betales under eller over B. (fordi A betales under B, nybygningens produktionsomkostninger, kan den jo godt betales efter sine egne tidligere produktionsomkostninger; men selv om dette ikke er tilfældet, vil den selvfølgelig dog ikke forlades). Lejen for de tre lejligheder, antager vi, stiller sig, således i forhold til hinanden: a = 7/10 b, c = 9/5b, hvor vi ved at gøre b fx. til 530 kr. får a = 371 og c = 954.
Så længe der ikke sker nogen reel forandring i lejlighederne, vil et sådant forhold som det ovennævnte have tendens til at holde sig. Når vi derfor nu tænker os ejendommene beskattede, og — som det i hovedsagen er tilfældet i København — en lige stor skat, fx. med 70 kroner, lagt på lige store arealer, så vil denne skat stille sig på forskellig måde på de forskellige lejligheder. Den vil helt og holdent komme til at udgøre en del af lejen og helt og holdent betales af lejeren på lejligheder af B’s kaliber, da man ikke vil kunne undgå den ved at bygge nye ejendomme, men vil finde den overalt. Lejen på lejligheder under B vil, trods skatten — der jo måtte gøre A forholdsvis dyrere og C forholdsvis billigere end B, på grund af, at de 70 kroner, lagte til hver af lejesummerne, selvfølgelig fordyrer A mere end B og B mere end C — tendere hen imod, at forholdet imellem dem og lejen på B holder sig, da man jo, hvis den blev større, ville søge bort fra denne art af lejligheder og hen imod B, og på samme måde vil lejen på lejlighederne over B søge at bevare forholdet til lejen på B, da man, hvis den blev mindre, i så meget højere grad ville søge derhen og derved igen drive den i vejret. Fortsætter vi med det ovenstående eksempel og tænker os så det yderste tilfælde, så vil forholdet altså blive dette:
b = 530 + 70 = 600, hvoraf altså de 70 kroner skat udgør 11 á 12%, som helt bæres af lejeren;
a = 7/10 b = 420; af de 70 kr. skat, d.e. 16 á 17% af lejen, hviler altså nu 49 kr., d.e. 11 á 12%, på lejen og lejeren, medens c. 5% bæres af ejeren og er hans tab;
c = 9/5 b = 1080; skatten har altså forøget lejen med 126 kr., d.e. 11 á 12%, som helt betales af lejeren, men da skatten i virkeligheden kun udgør 70 kr., d.e. 6 á 7%, får ejeren c. 5%, som bliver hans gevinst. — Men idet vi her er gået ud fra, at skatten har en tendens til at hvile på lejesummerne, overensstemmende med disses tidligere indbyrdes forhold, så gælder det på den anden side at være opmærksom på det korrektiv, der virker. Det, det vil komme an på, er, med hvilken kraft monopolet tidligere havde gjort sig gældende, hvorvidt monopolet tidligere har taget maksimum af, hvad det kunde få, er blevet “mættet”, og hvorvidt efterspørgslen er så intensiv, at den nu, efter at skatten er pålagt, vil finde sig i dels overhovedet at gå ud over den én gang fastsatte monopolpris, dels at gå så vidt, at de beskattede lejesummer kommer til at forholde sig på samme måde til hverandre som de ubeskattede. For så vidt dette ikke skulle være tilfældet, for så vidt lejesummerne ikke vil komme til at stå i samme proportion efter som før skatten, så vil skatten jo komme til at hvile med en så stor ulighed på lejerne og med en så meget mindre ulighed på ejerne, som denne ikke-proportionalitet beløber sig til. Den københavnske ejendomsskat vil altså have tendens til at hvile proportionalt på lejerne, men tendensen vil modarbejdes af den ikke tilstrækkeligt intensive efterspørgsel, hvorved skatten vil kunne komme til at hvile med nogen ulighed på lejerne og da med en så meget mindre på ejerne[1].
Det er af megen vigtighed at være klar på dette forhold for at kunne vurdere, hvad betydning ejendommenes skatter har for ejer og for lejer. Som vi har set, øves der hovedsagelig en uretfærdighed imod ejerne. Den uretfærdighed, der vises imod lejerne ved de københavnske ejendomsskatter, er dels den mindre, dels vil den altid være af lille absolut betydning for hver enkelt lejer i forhold til hans lejes størrelse og endelig har den tendens til at udjævne sig på ejernes bekostning, så vist som sandsynligheden er for, at efterspørgslen bliver mere intensiv.
Men selve den ulighed, hvormed skatten hviler på ejerne, er mere af forbigangen end af nutidsvirksom karakter. Der er for en del groet mos på denne ulighed. Den mest skrigende uretfærdighed er dækket ved, at ejendommene, siden skatterne fikseredes, mange gange har skiftet ejere, og at de fordele og de tab, skatten fremkalder, mange gange er købt og solgt. I hvor høj grad dette er tilfældet, vil man kunne se af den følgende tabel[2].
Over halvdelen af ejendommene (57%) har således skiftet ejere siden 1861, i de udenbys kvarterer har endog næsten tre fjerdedele af ejendommene skiftet ejere; af disse solgte ejendomme har 37% atter skiftet ejer mere end én gang, — 4% fire gange!
Herved er retfærdigheden ikke sket fyldest. Langt fra! Men for det første hviler uretfærdigheden nu mindre på de nuværende ejere, end om skatten direkte var pålagt dem, og for det andet ville en forandring af skatten jo være en åbenbar uretfærdighed imod dem, der har købt og solgt i god tro til skattens beståen. En forandring af skatten, der ikke principielt og radikalt forandrer den, der ikke sker på basis af nye synspunkter og med en hel ny skattemåde for øje, ville derfor næppe lade sig retfærdiggøre. Ingen som helst forandring kan undgå overgangstidens foreløbige og partielle uretfærdigheder, men det, man vil opnå, må stå i forhold til ulemperne og tabene. Det er denne betragtning, der bevirker, at ejendomsskatterne er så konservative, det er den, der også må have øvet sin virkning lige over for ankerne over og reformforslagene til de Københavnske ejendomsskatter.
— Vi skal her forbigå det store antal af klager, de Københavnske grundejerforeninger lige indtil den allersidste er fremkommet med, klager, der tit i deres motivering vare lidet skarptseende; men af ulige større interesse er det reformforslag, der for nogle år siden fremkom fra en del af selve kommunalbestyrelsen, og dette forslag skal vi noget beskæftige os med.
I året 1865 nedsattes der en kommission, bestående af to magistratsmedlemmer og tre borgerrepræsentanter, for “at tage skatteforholdene her i staden under overvejelse og derom afgive betænkning”. Kommissionens arbejder trak i langdrag og blev yderligere forsinkede ved dødsfald iblandt dens medlemmer, således at kommissionsbetænkningen kom til at foreligge i året 1873 under navn af “forslag til lov om kommunale skatter af faste ejendomme på Københavns grund”. Betænkningen indeholder et lovforslag, motiver til dette og en stor mængde bilag. Af lovforslaget og dets motiver hidsætte vi følgende.
I stedet for de nærværende skatter af faste ejendomme på Københavns grund til Københavns kommune, nemlig arealskatten, grundskatten og brolægningsskatten, skal der, ifølge kommissionens forslag, træde en samlet afgift under navn af hus- og grundskatten. Dennes størrelse bestemmes ved en vurdering af grundene, hvad enten disse er bebyggede eller ubebyggede, og ved en vurdering af bygningerne. For hvert enkelt matrikulnummer sammenlægges grundens og på den opførte bygningers værdi til et samlet beløb, der bliver ejendommens værdi. Grundene ansættes til den værdi pr. kv. alen, som taksationsudvalget mener, at de har i handel og vandel. Dette udvalg skal ved vurderingen navnlig have for øje, at det er opgaven at sætte ejendommene i et sådant forhold, at skattebyrden kan forholdsmæssig lignes på dem efter deres evne til at bære den ved hjælp af de indtægter, som de giver eller under sædvanlig forstandig benyttelse kunne give, og under hensyn til de særegne byrder, som de bærer, eller de særegne goder, som de savner, og vil således navnlig beliggenhedens større eller mindre fordelagtighed komme i væsentlig betragtning. Totalsummen af de kommunale skatter for alle fuldt beskattede ejendomme på Københavns grund sammenholdes med totalsummen af de værdier, der er udfundne for de samme ejendomme. Det forhold, hvori totalsummer står til hverandre, er da tillige det forhold, hvori i fremtiden hver enkelt ejendoms skattesummer står til hverandre, og er da tillige det forhold, hvori i fremtiden hver enkeltejendoms skattebyrde skal stå til dens vurderingssum. Forholdet udtrykkes således, at det med det nærmeste hele tal angiver, hvor mange tusindedele summen af skatterne er af summen af ejendomsværdierne, og altså tillige, hvor mange tusindedele den enkelte ejendoms skattebyrde er af dens ved vurderingen ansatte værdi. Forhøjelse eller nedsættelse af det i overensstemmelse hermed fastsatte forholdstal i tidens løb finder sted, når kommunalbestyrelsen vedtager det, og kongen bifalder det. Den ommeldte vurdering forbliver gældende i 10 år, efter hvilken tids forløb der foretages en nyvurdering efter de foran anførte regler. — Overgangen fra de nuværende skattesatser til den nye skatteansættelse foregår på følgende måde. For hver ejendom udfindes dels det beløb, som den efter det fastsatte forholdstal fremtidig skal udrede, dels det samlede beløb af dens kommunale skatter ved udgangen af året 1874 samt endelig forskellen imellem disse to beløb. Hvis ejendommen hidtil har svaret mindre skat, end der fremtidig skal svares, udjævnes forskellen derved, at der i 1875, foruden det hidtil svarede skattebeløb, udredes 1%. Det hele fremtidige skattebeløb, i året 1876 2% af det samme osv., og at omvendt, hvis det fremtidige skattebeløb er mindre end det i 1874 svarede, nedsættes dette sidste med 1% årlig af det fremtidige skattebeløb. Når forskellen er udjævnet så vidt, at der ikke er en procents forskel imellem det tidligere og det ved denne lov fastsatte skattebeløb, svarer ejendommen derefter det som fremtidig skat beregnede beløb, indtil dette forandres. — Den staten efter Frd. af 1. oktober og senere love og anordninger tilkommende bygningsafgift beregnes efter de hidtil gældende regler og indbetales kommunens kasse til statskassen efter fradrag af opkrævningsomkostningerne inden fire måneder efter forfaldsdagen. For det beløb, som kommunen således vil have at udrede, tilkommer der den dækning hos de bygningsskatpligtige ejendomme på den måde, at det af disse udredes efter fordeling i overensstemmelse med de i denne lov for hus- og grundskatten givne regler. Navnlig fordeles bygningsskattens sammenlagte beløb for stadens grund over de bygningsskatpligtige ejendommes sammenlagte vurderingssum; den på hver faldende andel beregnes, og ligeledes forskellen imellem det efter de hidtil gældende regler og efter den ny fordeling fremkomne beløb, og kun det sidstnævnte beløb udredes af hver ejendom med tillæg eller fradrag af den del af forskellen, som fremkommer ved en, i overensstemmelse med det førnævnte, stigende udjævning af forskellen.
Foruden det her anførte indeholder lovforslaget endvidere bestemmelser om taksationsudvalgets dannelse, virksomhed og varighed, om hvorledes grundens værdi skal fastsættes med hensyn til, om den er den del af grunden, der bebygges, eller ej, om undtagelsestilfælde ved beregningen, om bygningernes vurdering, om vurderingens om partielle forandringer ved nybygning, gadeanlæg o.l., om skattenedsættelserne (på basis af den bestående lovgivning), om lovens ikrafttræden m.m.
Af motiverne til forslaget ses det at have været dettes tanke, at det en gang udfundne forhold mellem ejendommenes værdi og deres beskatning i tidens løb skulle blive uforandret, medens naturligvis de enkelte ejendommes værdi kunne forandre sig ved forandring i de momenter, der bidrager til at bestemme hver enkelt ejendoms værdi. — Et af kommissionsmedlemmerne var dog tilbøjelig til at bringe større bevægelighed ind i beskatningsforholdene. Der burde, efter hans mening, hvert 10. år foregå ikke blot en omvurdering af samtlige faste ejendomme, men også en sammensummering af daværende ejendommes skatter og en beregning af det antal tilsvarende dele, som da viser sig at være skattebyrdens forhold til værdien. Efter at dette forhold da var udfundet, skulle det derved fremkomne tal benyttes i de næste 10 år og så fremdeles. Det ville jo nemlig kunne tænkes, at værdierne af samtlige ejendomme steg i den grad, at et ringere antal tusindedele af værdierne kunne udbringe et lige så stort samlet skattebeløb som hidtil et meget større. I så fald ville kommunen “tjene penge ved ejendommenes stigning i værdi, og forholdet imellem den personlige skat og hus- og grundskatten noget forrykkes”. På den anden side ville det jo også være muligt i en tilbagegående periode, at der ville behøves et større forholdstal end hidtil for at skaffe kommunen samme indtægt af de faste ejendomme som hidtil.
Medens dette dog var en mindre væsentlig ændring, var et andet af kommissionens medlemmer imod hele hovedtanken i forslaget. Han gør gældende, at følgen af den indtrådte ordning jo ville være, at der indtrådte ikke ubetydelige forandringer i mange af de nærværende ejendommes skattebyrde; således vil en del ejendomme inde i staden få den dobbelte skattebyrde af den, de nu har, andre vil kun komme til at svare i skat to tredjedele af, hvad de nu svarer, medens forskellen på mange steder i forstæderne vilde blive endnu langt betydeligere. Derved vil altså “den opnåede simpelhed vindes på retfærdigheds og billigheds bekostning”. Man turde derfor ikke uden påtrængende nødvendighed forandre de bestående ejendomsskatter. Efter forslaget ville man gøre dette uden at have den hensigt at ville tilvejebringe en større indtægt gennem forandringen; tværtimod, man eftertragter kun en anden fordeling af den samlede skatteindtægt. Til grundlag for denne fordeling lægges vurdering af de faste ejendomme, der med hensyn til skatteansættelsen formentlig måtte anses for vilkårlig. Man fæster for meget øjet på ejendommene og lidet på disses ejere, der dog er dem, der skal udrede skatten. Det er billigt, at skattebyrden rettes efter skatteevnen, men det er urigtigt, at den skatteevne, en ejendomsbesidder som sådan er i besiddelse af, står i forhold til hans ejendoms gunstige beliggenhed, sammenholdt med størrelsen af dens bygningers assurancesum. Ejernes skatteevne forholder sig mere som forskellen imellem deres ejendommes indtægter og udgifter; med disse for øje er i almindelighed en ejendom købt, og iblandt udgifterne indtager skatterne en ikke ubetydelig plads; deres størrelse får derfor en tilsvarende indflydelse på købesummen. Den ejer, for hvem skatterne forringes, skænkes et så stort beløb som det, hvormed købesummen for hans ejendom i sin tid er nedbragt på grund af de større skatter; den ejer, hvis skattebyrde forhøjes, fratages derved det vederlag, som han har regnet på at have for den større købesum.
— Kommissionens forslag er aldrig nået videre end til det trykte manuskript, hvori det er nedlagt. Grunden hertil er sandsynligvis den, at den sidst gengivne mindretalsudtalelse er udtryk for den almindelige opfattelse af sagen. Og dette er ikke så forunderligt. Forslagets hovedformål er at beskatte ejendommene efter deres værdi; men følgen bliver, at man ved at beskatte ejendommene retfærdigt beskatter ejerne — der har købt ejendommene med de uretfærdige skatter på — uretfærdigt. Ganske vist har omsætningen af ejendommene ikke omfattet samtlige ejendomme, og ganske vist foregår der, efter de skete transaktioner, endnu daglig uretfærdigheder på grund af skatten, idet skatten, når ejendommene stiger eller falder i værdi, stadig på ny bliver ubillig; men ejendommene er dog købt og solgt med disse stigninger og fald for øje. Den mulige uretfærdighed her er i hvert fald ikke betydelig nok til at nødvendiggøre en så stor og håndgribelig forandring som at omdanne skatten, hvorved flertallet af ejerne jo ville forfordeles. Det ville være – til fordel for nogen reel og megen formel retfærdighed – at begå en stor reel uretfærdighed. Og heller ikke lader en forandring sig retfærdiggøre for lejernes skyld, når ses hen til den forholdsvis mindre betydende ulighed i beskatningen, disse lider under.
De to mindretalsudtalelser bringer derimod, hver på sin måde, sagen til at stå i sit rette lys. Således som den ene foreslår, at man udtrykkelig skal præcisere, at det offentlige ikke skal tjene ved omlægningen af skatterne — og dermed fuldendes kun forslagets tanke — således gør den anden opmærksom på, at netop dette, at forslaget ikke tilsigter nogen forøgelse i indtægt, gør forandring meningsløs, thi dermed falder hovedgrunden til forandringen, der for ejerne som sådanne og for lejerne som sådanne er af tvivlsom værd. Dette er rigtigt. Skatteforandringen har kun sit forsvar i, at det offentlige får en forøget indtægt. Når skatten på de faste ejendomme forandres, da bør det være for, efter en voksende skala og stigende med den stigende værdi, at ramme jordrenten til fordel for det offentlige; først dette retfærdiggør forandringen[3]. — men ihvorvel forslaget altså ikke har set sagen fra dette standpunkt, bliver det dog af en ganske særlig interesse. Forslaget går selv ud på en beskatning af konjunkturerne og af monopolet, kun at det bliver stående på halvvejen. Men dets grundidé og de midler, der foreslås til at realisere denne — begge dele vedtaget af de fire af kommissionens fem medlemmer — er, ved deres praktiske radikalisme, i og for sig og med hensyn til selve det foreliggende spørgsmål, af stor betydning som et præcedens for fremtiden.
VI.
Vi har i forrige afsnit undersøgt på hvilken måde de bestående københavnske ejendomsskatter sandsynligvis virker. Reformeres disse skatter, vil dette kunne ske ved at forene den proportionale skat på arealet enten med en proportional eller med en progressiv skat på grunden efter dennes værdi.
Lad to lejligheder, A og B, være hver 300 kv. alen stor, og A koste 2 kr. Pr. kv. al, hvoraf grunden = 1 kr., B 3 kr. pr. kv. al, hvoraf grunden = 2 kr. Skatten vil da stille sig på følgende måde:
- En proportional arealskat på 5% giver for A 15 kr. og for B 15 kr.
- En proportional grundskat på 5% giver for A 15 kr. og for B 30 kr.
- En progressiv grundskat på resp. 5 og 10% giver for A 15 kr. og for B 60 kr.
1 og 2 sammen giver for a 30 kr. og for B 45 kr., hvilke summer, lagt til lejesummerne, gør disse 630 og 945 kr. store. For så vidt dette bliver de virkelige lejesummer, vil disse altså, beskattede, stå i samme forhold til hinanden som ubeskattede (600/900 = 630/945), og skatten vil, i overensstemmelse med det i forrige afsnit udviklede, hvile proportionalt på samtlige lejesummer og helt bæres af lejerne. Men sandsynligheden er imod, at de nævnte beløb vil blive de virkelige lejesummer. A vil sandsynligvis ikke nå helt op til 645 på grund af monopolet, og ejerne vil da komme til at bære den del af skatten (få så meget af deres monopolgevinst konfiskeret), som det bliver umuligt at forøge lejen med. Det er efterspørgslens intensitet, der her vil bestemme, hvor meget af skatten på grunden der vil bæres af lejeren, og hvor meget af ejeren.
1 og 3 sammen giver for A 30 kr. og for B 75 kr. Disse summer, lagt til lejesummerne, gør A = 630 og B = 975 kr. Her vil imidlertid B ganske sikkert ikke nå denne leje. Lejen vil som maksimum blive 945 kr., og de øvrige 30 kr. må da bæres af ejeren, da lejen for B jo i det højeste stiger proportionalt med, hvad den er steget for A, og sandsynligvis, som nys nævnt, ikke en gang vil stige så langt på grund af, at den monopolets mættethed, der gør sig gældende, vil forhindre, at proportionalitetstendensen fuldt ud kommer til at virke.
En proportional hus- og grundskat vil således have tendens til at hvile helt og proportionalt på lejesummerne lejerne, men i praksis vil den, for de monopoliserede vedkommende, delvis bæres af ejerne, som for så vidt vil miste en del af deres monopolgevinst.
En proportional hus- og en progressiv grundskat vil virke dels som den nysnævnte skat, dels vil den yderligere berøve ejerne en så stor del af lejen, d.e. konfiskere en så stor del af deres monopolgevinst, som progressionen beløber sig til.
— Det er ikke vor hensigt i denne undersøgelse at gå ind på en vurdering af de forskellige skatters betydning, dels i forhold til hverandre, dels i forhold til hele det historisk givne skattesystem. Vi skal derfor blot tilføje, at en skat, der hviler på huslejen, sikkert nok ikke er ideelt den heldigste skat, men — når de små lejligheder er fritaget — dog turde være den såvel socialt (som målestok for evnen) som fiskalt heldigste forbrugsafgift. Medens en sådan forbrugsafgift jo vil komme til at udgøre den ene del af en ejendomsskat, vil den anden del, som vist, komme til at blive en skat på grundejerne, en konfiskation af monopolet, der vil blive så meget væsentligere og af så meget større betydning for samfundet, som man beslutter sig til at gøre skridtet fuldt ud og gøre grundskatten progressiv. En sådan rationel ejendomsskat vil kunne træde i stedet for de nu bestående ejendomsskatter — her er resultatet for samfundet så betydeligt, at forandringen vil kunne forsvares — og overgangen vil da kunne ske på den af “kommissionen” (se forrige afsnit) foreslåede måde. Men det lader sig også såre vel tænke, at en sådan hus- og grundskat bliver indført i kommunerne, uafhængig af de bestående ejendomsskatter, som led i en ny almindelig formue- og indkomstskat (eller hvad navn man nu vil give en sådan skat). Eller endelig fremtræder en sådan skat måske endog som separat skat, som en ny hovedskat for kommunerne, idet man da går ud fra nødvendigheden af en almindelig forbrugsafgift berettigelse til fremtidig konfiskation af en del af det store by-grundmonopol[4].
Idet vi nu på ny vender os udelukkende til denne monopolbeskatnings betydning som sådan, kommer vi tilbage til det i de første afsnit af denne afhandling fremsatte. Vi søgte dér at påvise, hvorledes nutidens skatter går i social retning, mere end i fiskal, dvs., hvorledes man først og fremmest tager hensyn til den retfærdige (ved tolden den nyttige) skat og først derefter til den lette skat. Vi viste dernæst, hvorledes de sociale forhold kræver en skat på det store ejendommelige monopol, kaldes jordrenten, en beskatning af grunden efter dens værdi. — hovedanken imod en sådan skat — dvs. efter at man i og for sig har indrømmet tilladeligheden af monopolets beskatning — er ikke den praktiske udførelse, skattens påligning, thi man bliver hurtigt enig om, at selv en årlig vurdering af ejendommene efter deres værdi i handel og vandel er et arbejde, der i lethed og pålidelighed står langt over den almindelige ansættelse til den personlige indkomstskat; den indvending, der gøres, er, at når man konfiskerer en del af jordrenten ved opadgående konjunkturer, bør man også betale tilbage ved nedadgående.
Vi forstår ikke dette ræsonnement. Når man fx. lægger en skat af 5 øre pr. kv. al. på en grund, der er 1 kr. værd pr. kv. al., en skat af 1 kr. på en grund, der er 10 kr. værd pr. kv. al., en skat af 5 kr. på en grund, der er 30 kr. værd, og en skat af 30 kr. på en grund, der er 100 kr. værd pr. kv. al. (altså lader en grund på 1 kr. pr. kv. al. betale 5% og en grund på 100 kr. pr. kv. al. 30% i skat), hvorledes kan der så blive tale om en tilbagebetaling? Hvis Brogade, der lå udfor den gamle Knippelsbro, var 30 kr. værd pr. kv. alen og sank ned til en værdi af 10 kr., medens omvendt Slotsholmsgade, ud for den nye Knippelsbro, var 10 kr. værd pr. kv. al. og blev 30 kr. værd, da ville jo også den enes skat formindskes, den anden forøges i overensstemmelse hermed. Så længe en byggegrund overhovedet har jordrente — og derved forstår vi, at den betales ud over de produktionsomkostninger, med hvilke den indtages til byggegrund — kan man beskatte den, alt eftersom dens jordrente er større eller mindre; alt, hvad samfundet lader individet beholde af jordrente, det er et offer på hensigtsmæssighedens og billighedens alter, men det kan ikke forpligte til at sørge for, at jordrenten altid bliver lige stor.
Først når det lidet hyppige tilfælde indtræder, at grunden får nødpris, vil spørgsmålet om tilbagebetaling kunne komme frem. Tænker vi os, at en ny byggegrund — og derved forstår vi en byggegrund fra byens yderste rayon; Gammelholm og fæstningsterrænet fx. er også nye men født med jordrente på, kun at det ikke er private ejere, men stat og kommune, der på forhånd har taget jordrenten (cfr. også nedenfor om demarkationsterrænet) — at en sådan byggegrund altså synker i værdi til under de produktionsomkostninger, grunden beløb sig til, da den indtoges til byggegrund, fordi den del af byen, hvori grunden ligger, har mistet sin frekvens el.l., da først vil der kunne være tale om tilbagebetaling, thi da mister ejeren direkte en del af sine produktionsomkostninger ved samfundet, således som andre direkte tjener jordrenten ved samfundet. Men da der ved jordrenten ikke er tale om nogen fuld konfiskation, nogen berøvelse af gevinsten — en fuldkommen konfiskation af jordrenten vil jo medføre, at ejerne forbliver fuldstændig uberørte af al opad- eller nedadgåen af jordrenten og ligeledes først kan fordre erstatning, når ejendommen får nødpris — hvor kan der så i hvert fald her blive tale om nogen fuld tilbagebetaling? Hele dette nødprisforhold vil ikke forekomme hyppigt. Hvor det fremkommer, vil det i reglen være hele dele af en by (eller hele byer) eller strækninger m.m., der er udsatte for sådanne tab, og i så fald indser vi aldeles ikke det farlige ved at acceptere det princip, at staten, kommunen osv. — ikke erstatter, thi det kan der som sagt ikke være tale om — men mildner de tab, vedkommende lider. — Det er dog næppe dette, man har tænkt på, når man har talt om nødvendigheden af en tilbagebetaling; vi tror nærmest, det er formindskelsen af monopolet, tilbagegangen i dette, og nødprisen, man har forvekslet; og hvad der har bidraget til argumentets plausibilitet er vel det, at man har tænkt på den enkelte ejer, der køber en grund med en vis jordrente på, hvilken grund så senere får formindsket jordrente, man har da stillet det op, som om denne ejer skulde have tilbagebetaling af det offentlige, man har ikke set, at under de vekslende ejere og under bølgegangen i ejendommenes værdi, står det offentlige stadig med sit krav på den større eller mindre ekstragevinst, grunden giver.
Det forstår sig af sig selv, at spørgsmålet først får effektiv interesse, når jordrenten — hvad der jo almindeligvis sker — er i gennemgående stigning. For Københavns vedkommende skal vi minde om det resultat, man er kommet til: at ejendommene fra 1861-75 årlig er steget 2% i værdi[5]. — Denne værditilvækst er ikke kommet de Københavnske ejendomsskatter til gode; den er et godt vidnesbyrd om en rationel skats betydning.
VII
Vi har nu undersøgt de Københavnske ejendomsskatters form og virkemåde, og vi har søgt at vise, hvorledes spørgsmålet om en forandring af dem stiller sig. Tanken om at beskatte grundmonopolet —en tanke, der jo er begrundet i sagens natur, og der ved alverdens grundskattesystemer mere eller mindre er kommet til anvendelse, om den end i tidens løb hyppigt er gjort betydningsløs — ligger unægtelig allerede i selve Københavns bestemmelse om vurderingen af beliggenheden; tanke er senere blevet tilsløret og gjort uvirksom, men den er dog kommet frem på ny ved forstædernes beskatning (således som også ved loven om købstædernes grundskat), den har været den dunkle, men dog til grund liggende forudsætning ved de forskellige og reformforslag, og da navnlig ved det store, her udførligt omhandlede, forslag til kommunalbestyrelsen.
Men, hvad der er det mærkeligste: denne tanke har i sin radikaleste og mest konsekvente form fået legemlig skikkelse i en lille episode af Københavns bebyggelseshistorie. Vi skal derfor — også til belysning af det foregående — give en kort historisk fremstilling af denne mærkelige episode. Vi svæver derved ikke mere i luften, men kommer til at stå på det faktiske, det skete præcedences brede og faste grundlag[6].
— Efter at staden København sejrrigt var gået ud af den svenske belejring og storm på byen, blev der ifølge kgl. reskript af 4. juni 1661 draget en demarkationslinje udenom byen, således at der ikke måtte bygges på terrænet imellem den indre by og omtrent ud til søerne (en imod øst og vest noget mere fremskudt demarkationslinje en linjen af 1852). De ejere af grunde på dette terræn, hvem det den gang blev forment at bygge, fik en erstatning herfor, for så vidt de ikke allerede havde fået byggeplads anvist indenfor voldene, ved at få anvist byggeplads på den staten tilhørende ladegårdsmark hinsides søerne. — I 1682 blev der draget en noget mere fremskudt demarkationslinje, der ved Kallebodstrand (omtrent 2.000 al. fra “Den gamle Jerbanegård”) gik over Roskilde Landevej, overskærende Frederiksberg Allé noget udenfor runddelen, over Ladegårdsvejen, overskærende den sydlige del af Assistens Kirkegård, over stadens fælleder, udenom de gamle sandgrave, og ud til sundet, noget nord for gamle kalkbrænderi.
I midten af forrige århundrede vedtog man en plan, hvorefter der skulle anlægges forstæder udenfor København; planen kom imidlertid ikke til udførelse, og den blev udtrykkelig opgivet ved en beslutning fra generalitets- og kommissariatskollegiet, der daterer sig fra slutningen af forrige århundrede. Det, at planen havde været fremme, havde dog bevirket, at der var blevet opført en del bygninger på demarkationsterrænet; men ved belejringen af 1807 var disse enten blevet demolerede eller ødelagte.
I den første snes år efter denne katastrofe var der kun ringe anledning til at bebygge terrænet udenfor portene; indenfor voldene var der tomter nok, som ventede på genopbyggelse. Der gaves dog tilladelse til at bygge ved kgl. resolution, men med den indskrænkning “ufortøvet på egen bekostning at nedrive bygningen, ryddelig gøre pladsen, når sådant af fortiflkationsvæsenet forlanges”. Ved plakat af 13. oktober 1824 fastsattes, at der indenfor demarkationslinjen og en afstand af 1000 alen udenfor samme ikke måtte påbegyndes noget bygningsarbejde — tilbygning og overbygning på ældre bygninger derunder indbefattet — uden approbation af tegningerne, og således, “at bygningen uden godtgørelse bliver at nedrive og pladsen at ryddelig gøre, når sådant i påkommende tilfælde for fæstningens forsvar måtte eragtes nødvendigt”. Demarkationsterrænet, der var blevet udvidet ved en plakat af 6. juni 1810, indskrænkedes så atter ved lov af 6. januar 1852, som flyttede grænsen ind fra linjen langs Falkoneralleen og Jagtvejen til linjen langs med søernes indre rand, og dette blev den sidste demarkationslinje.
Der var imidlertid stadig blevet bygget på terrænet, om end med de nævnte indskrænkninger, således at man hverken kunne bygge, som man ville, eller anse sin bygning for sikker imod nedrivning. Dette bevirkede selvfølgelig, at grundene på demarkationsterrænet var adskilligt mindre værd end grundene i staden, og at fæstningens sløjfning — hvorved den på grunden lagte byggeservitut jo måtte antages at bortfalde — ville hæve grundene meget i værdi. Da tanken om at sløjfe voldene derfor efter 1852 jævnlig dukkede op, begyndte man at spekulere i disse grunde, at købe dem i tide for ved “gunstige konjunkturer” at tjene penge på dem, eller man beholdt dem, ventende på den ekstragevinst, grundene muligvis inden lang tid ville erholde ved voldenes sløjfning og derved ved servituttens ophør. — Man havde virkelig årsag til at bære sig ad på denne måde. Hidtil havde det offentlige ikke på noget punkt bekymret sig om individets gæld til samfundet ved heldige konjunkturer, eller samfundets stadige gaver af jordrente til enkelte samfundsklasser, og man kunne da heller ikke antage, at dette skulde blive tilfældet her. Byggeservitutten var så nøje knyttet til fæstningen, at den ifølge alle privatretlige regler eo ipso måtte bortfalde med denne. Der var vel for c. 200 år siden givet ejere på demarkationsterrænet erstatning for bortflytning (altså end mere for et servitutpålæg); men denne erstatning — anvisning af byggegrunde hinsides søerne — var den gang af omtrent ingen betydning, og, hvad der var ulige væsentligere, det var to århundreder siden, den var givet. Den var for mange tider siden bortvejret ved de rækker af køb og salg, der havde fundet sted siden da, og den kunne ikke vel have betydning for de nuværende ejere i et moderne samfund, hvor ejendomsrettens oprindelige berettigelse på intet andet punkt undersøgtes, hvor ejendomsretten var en uantastelig “naturlig” ret, og den tilfældige ejer af land på ethvert andet punkt nød samtlige opadgående konjunkturers fordel, hvor han overalt ansås for berettiget til den stigende jordrente, trods den mere end tvivlsomme berettigelse, hvormed ejendomsret over grunden oprindelig kunne være stiftet. Der var altså god grund for de forhåndenværende ejere til at glæde sig over den jordrente, deres grund fik, da spørgsmålet om at rive voldene ned kom frem, og denne forventede gevinst var allerede genstand for køb og salg.
Men man havde gjort regning uden vært. Jordrenten, monopolgevinsten, var denne gang for håndgribelig til, at staten vilde lade sig den slippe af hænderne; hvad man kunne lade gå til daglig brug, hvor der skulde et stort apparat til for at komme jordrenten til livs, det ville man ikke finde sig i her, hvor man så såre let kunde tage løvens part af den. Det kan ikke nægtes, man forrådte derved det gamle laissez-faire-princip — man søgte vel at skjule dette på alle måder og ved at skyde alle skingrunde ind imellem — men princippet blev forrådt, man forsøgte at konfiskere hele jordrenten og konfiskerede til sidst en del deraf — til gunstigt varsel for eftertiden.
Som det vil erindres (se afsnit II), gik Stuart Mills forslag ud på, at man kunne gå en af to veje til konfiskation af jordrenten: enten ekspropriere ejendommene eller belægge dem med en høj skat. Den danske stat traf valget imellem disse to måder. Den forsøgte først at ekspropriere ejendommene, idet regeringen den 3. oktober 1860 forelagde rigsdagen et lovforslag, der gik ud på at ekspropriere ejendommene på demarkationsterrænet. Som det senere under forhandlingerne oplystes, og som det for øvrigt også lå klart for alles øjne, var det hverken spørgsmålet om at bygge nye fæstningsværker, eller troen på, at byggeservitutten ikke eo ipso faldt med fæstningsværkerne, eller tanken om den (utilstrækkelige) erstatning, der for et par århundreder siden var givet, hvorpå retten til denne ekspropriation baseredes; det oplystes tilstrækkeligt, at alt dette var fiktioner, og at man søgte sin ret til denne “af almenvellet krævede” ekspropriation i, at staten, samfundet, ikke burde skænke de tilfældige ejere af ejendomme på demarkationsterrænet en stor ekstragevinst på hele samfundets bekostning; ville selv inddrage den stigende jordrente, og — som om Stuart Mill selv kunne have konciperet loven — kom da det af Københavns kommunalbestyrelse støttede regeringsforslag, vedtaget af landstinget, i slutningen af 1860 over i folketinget med følgende hovedbestemmelser:
“Regeringen bemyndiges til på monarkiets vegne at ekspropriere alle de på staden Københavns fæstningsværker på og mellem disse og den ved lov af 6. januar 1852 fastsatte demarkationslinje beliggende, monarkiet ikke allerede tilhørende, ejendomme, dog med undtagelse af de arealer, som er udlagte til jernbanegården, stadens vandværk, kommunehospitalet, kirkegårdene samt og døvstumme- og blindeinstituttet. — Ved fastsættelsen af den de vedkommende grundejere tilkommende erstatning for de af dem afgivne arealer bliver følgende regler at iagttage: 1) der gives fuldstændig erstatning for de eksproprierede ejendomme, idet fornødent hensyn til, at ejendomsretten over samme er indskrænket, såvel som for det næringstab, ejerne lider ved med en af vedkommende fællesministerium fastsat frist tvinges bort fra deres ejendomme, 2) intet krav på godtgørelse kan grundes på forventninger om tilladelser til ejendommenes benyttelse eller om byggefrihedens ubetingede indrømmelse. — den ved nærværende lov givne bemyndigelse betragtes som trådt ud af kraft, såfremt der ikke inden udløbet af året 1865 gennem vedkommende lovgivende myndighed er emaneret en lov om nedlæggelse af den nuværende fæstningsvold på Sjælland.”
Men dette radikale lovforslag, der var født og båret i lovgivningsmagtens konservative sfærer, vilde den demokratiske sfære være med til at give livskraft. Man forstod og gjorde straks og fra enhver side i folketinget opmærksom på, hvad pointen i lovforslaget var. At servitutten måtte falde, sammen med voldene, ansås for givet; at en erstatning, givet til ejerne for 200 år siden, ikke kunne erstatte de nuværende ejere tabet af den forventede ekstragevinst, sattes ligeledes udenfor al tvivl; at man ikke eksproprierede af hensyn til anlæggelsen af fæstningsværker, var allerede af den grund klart, at man faktisk ikke havde i sinde at anlægge sådanne, men jo for øvrigt også af, at man ville lade en del offentlige bygninger udenfor ekspropriationen, bygninger, som man dog fornuftigvis ikke kunne lade blive stående ved anlæggelsen af en ny fæstning; endelig var motivet: en udvidelse af København, i hvert fald ikke stærkt nok til at retfærdiggøre en ekspropriation, og tabte for øvrigt også al betydning lige overfor den erklæring fra den skarpt interpellerede indenrigsminister, at det, det først og fremmest kom an på, var at få penge. Klarere endnu blev det udtalt af et af tingets mest fremragende medlemmer. “Loven”, sagde dette medlem, “går jo kun ud på at skaffe penge, på at fremtvinge afståelse af ejendommene under omstændigheder, under hvilke man mener, at ejendommene ville blive lavere betalte, for på den måde muligvis ved senere salg til forhøjet pris at vinde en sum penge, som man derefter kan bruge på forskellig måde”. Dette var at slå sømmet på hovedet. Men folketinget ville ikke gå med til denne ejendomsekspropriation eller konfiskation af jordrente, og med overvejende majoritet nægtedes sagens overgang til tredje behandling.
Syv år efter holdtes der en kort men udtryksfuld mindetale over dette lovforslag ved krigsministerens udtalelse i rigsdagen i året 1867. “Det daværende forslag” sagde han, “var ganske vist ikke liberalt, det var et forslag, som gik ud på at ekspropriere ejendommene, give ejerne i erstatning, hvad deres ejendomme var værd med servitutten, da at sælge ejendommene uden servitut, og altså at lade alt det overskydende, al den værdiforøgelse, som ville være en følge af servituttens ophævelse, tilflyde staten”. Anledningen til, at denne sag blev således mindet, var den, at man efter syv års forløb anså tiden for kommet til på ny at tage den op. Dog foretrak man denne gang Stuart Mills andet forslag, at beskatte ejendommene, at konfiskere forhåndenværende jordrente delvis.
Lovforslaget om, at ejerne af grunde på demarkationsterrænet skulle betale “erstatning” — en meget betydelig erstatning — for at få byggefrihed, når voldene var revet ned, forelagdes denne gang først i folketinget. Det mødte i begyndelsen en energisk modstand, motiveret på samme måde som i 1860. Regeringen var denne gang ophørt med at støtte sig til foregivender om nye fæstningsanlæg m.v. Sagen stod klart og tydeligt således, at man anså staten for berettiget til den værdiforøgelse, voldenes nedrivning gav grundene på demarkationsterrænet, da det jo var en værdiforøgelse, der aldeles ikke skyldtes ejerne af disse grunde, og det var kun af billighedshensyn, man ville lade ejerne beholde halvdelen af gevinsten. De andre motiveringer for at støtte forslaget: den i sin tid givne erstatning osv. blev i grunden ikke for alvor fastholdt, og faldt i hvert fald lige overfor modstandernes angreb. Man blev efterhånden både i folketinget og landstinget, hvor der for øvrigt lige fra begyndelsen af kun var meget lidet betænkelighed imod denne del af lovforslaget, enig om, at staten og grundejerne skulde dele ekstragevinsten på demarkationsterrænet, og loven vedtoges med overvejende majoritet, og stadfæstedes af kongen den 6. juli 1867. Dens vigtigste bestemmelser er:
“De ved plakat af 13. oktober 1824 og L. af 6. januar 1852 fastsatte indskrænkninger i henseende til benyttelsen af grundene mellem fæstningsværkerne om København og demarkationslinjen af 1852 skulle for de på Sjælland liggende grunde kunne afløses efter de i nærværende lov givne regler. Der udmeldes en taksationskommission, der takserer den værdiforøgelse, som enhver af de private grunde (hvortil i denne lov henregnes alle grunde, der ikke tilhører staten) vil få ved indskrænkningernes afløsning. Af den sum, hvortil værdiforhøjelsen takseres, udgør da det vederlag, som ejeren, når han forlanger indskrænkningerne afløst, har at betale til statskassen for afløsningen. Ved taksationen går kommissionen ud fra den værdi, grunden hidtil har haft efter den berettigede brug, der har kunnet gøres af den, og tager hensyn såvel til dens beliggenhed som til andre omstændigheder, der kunne få indflydelse på værdiforhøjelsen, altså også til det forestående anlæg af gader og veje. — For de grunde, for hvilke indskrænkningernes afløsning har fundet sted førend udløbet af bemeldte 5 år, kan afløsning finde sted efter en på ejerens bekostning foretagen omtaksation og imod et vederlag, der fastsættes til 60% af den således udfundne værdiforhøjelse. Efter udløbet af denne anden termin af 5 år skal regeringen være bemyndiget til fremdeles at afløse indskrænkningerne på derom indkommende begæring imod det vederlag, som den selv bestemmer, uden at være bundet til nogen grænse.”
Vi skal endnu til slutning meddele følgende resultater af taksationen. Af hele arealet afstodes til Københavns kommune, kontrakt af 29. oktober 1869, c. 2½ million kv. alen, og iblandt afståelsesbetingelserne var også den, at dette areal ikke betalte nogen afløsningsafgift. Det øvrige, ikke staten tilhørende, areal udgjorde 1.846.269 kv. al., og værdiforhøjelsen for dette areal ansattes til 7.548.140 kr. Af dette areal tilhørte atter 862.295 kv. alen offentlige institutioner (jernbanen, blindeinstituttet osv.), hvilke var fritaget for at erlægge vederlaget for byggefriheden, så længe de pågældende grunde benyttedes i overensstemmelse med institutionernes formål, og værdiforhøjelsen for disse offentlige grunde takseredes til 1.434.000 kr. Tilbage blev altså som rent privat ejendom 983.974 kv. alen, for hvilke værdiforhøjelsen takseredes til 4.331.570 kr., dvs. 4 kr. 60 øre pr. kv. alen. For så vidt altså samtlige private ejere på den billigste og sikreste måde ville skaffe sig byggefrihed på ejendomme, måtte de inden 5 års forløb afgive til staten et samlet beløb af 2.165.785 kr., det beløb altså, som samfundet forbeholdt sig som sin del af den jordrente, det havde skabt på de private grunde på demarkationsterrænet udenfor København.
— Det er umuligt at nære nogen sympati med den vilkårlighed der helt igennem har gjort sig gældende i statens forhold lige overfor ejerne på demarkationsterrænet, lige fra begyndelsen af, da de fik den utilstrækkelige erstatning, indtil slutningen, da man berøvede dem en så stor del af den gevinst, de havde gjort regning på. At anvende et helt nyt princip — delvis konfiskation af jordrenten — på en enkelt klasse af grundejere, fordi man dér med lethed kan gøre det, det er altid vilkårligt og uretfærdigt og dobbelt vilkårligt i vor tid; men selve det, at princippet er blevet anvendt og så godt som enstemmig godkendt af alle lovgivningsmagtens faktorer, det er det, der har den store interesse for os. — “Ab esse ad posse valet consequentia”, den fuldbyrdede kendsgerning, at staten har anvendt konfiskationsprincippet ved en stor og betydende konjunkturveksling, at den én gang har beskattet det grundmonopol, en stor klasse af grundejere havde erhvervet sig, er af meget væsentlig betydning for os, fordi det tager den værste anstødssten bort for indførelsen af enhver, selv nok så rationel, forandring, nemlig den, at den er ny, og fordi det vidner om, at her, som så ofte, er virkeligheden og praksis mere radikal end teorien og videnskaben. Demarkationsterrænets historie indtager derfor et ikke uvæsentligt led i de københavnske ejendomsskatters historie, har derigennem sin betydning til belysning af hele det spørgsmål, vi har behandlet.
I det hele taget afgiver jo de københavnske ejendomsskatter, hvad de indeholder og hvad de mangler, ved de reformer, de har været genstand for, og de reformforslag, man har knyttet til dem, en væsentlig støtte til forståelse af ejendomsskatternes karakteristik. Set i belysning af det almene, bidrager undersøgelsen af det enkelte fænomen altid meget til, at man når til klarhed over de afgørende hovedpunkter. Men det er ganske vist her, som overalt i økonomien, først mængden af de historisk-statistiske undersøgelser, der kan basere en, i helheden og i detaljerne, fuldt indgående drøftelse af det spørgsmål, som vi beskæftiger os med.
Slut
NOTER
Noter til I – V
[2] Man har villet parallelisere arbejdsløn og kapitalrente og har kaldt dem respektive: løn for det positive arbejde i dette ords almindelige forstand, og løn for det negative arbejde, der skal ligge i “afsavnet”, i at man ikke konsumerer hele sit arbejdsudbytte, opsparer en del deraf. Men man har her, som sædvanlig, ved at abstrahere for meget skudt over målet. Kapitalen principalt ved fortidens positive arbejde, nemlig det arbejde, som overhovedet skaber det udbytte, af hvis overskud jo må tages; så træder først opsparingen (ikke konsumtionen) til, noget, der dog jævnlig ikke vil fremkalde noget afsavn og derfor ikke engang være et “negativt” arbejde. Dette fortidens arbejde kan skyldes en selv, ens forfædre eller også samfundet. Men medens det, kapitalen således har fælles med “arbejdet” (personens arbejdsudbytte), netop er i høj grad at skyldes det positive arbejde, er den forskellig fra arbejdet: ved at være fortidens arbejde og ikke nutidens (en fra mennesket løsgjort værdi, en evigt levende hovedstol) samt ved hyppigt at være frugten af andres og ikke af besidderens eget arbejde; og det er disse forskelligheder, der fremkalder den økonomiske adskillelse imellem kapitalrente og arbejdsløn og til dels også den sociale adskillelse imellem kapitalist og arbejder.
[3] Cfr., med hensyn til byjordrenten, senest: Rau-Wagner, Lehrbuch d. Polit. Oekonomie. 1. 9. Ausg. (Volkswirtschaftslehre. Grundlegung. Von ad. Wagner). Leipzig und Heidelberg. 1876. §§ 352—62.
[4] Se de karakteristiske engelske lovbestemmelser — citerede hos Finkelnburg: Die öff. Gesundheitspflege Englands. Bonn. 1874. Pag. 76-79 — om kommunernes pligt til at tilvejebringe offentlige promenader og parkanlæg, og deres ret til ekspropriation af privat ejendom i dette øjemed.
[5] Cfr. Die Grundbesitzverhältnisse im britischen Reiche af prof. Joh. Conrad i Jahrbucher für Nationalökonomie und Statistik, XXVI-XXVII. De for Conrads afhandling til grund liggende værker er: Return of owners of land in England and Wales, exclus. of the Metropolis, presented to both houses of parlam. London 1875 (omtalt i Nationaløk. Tidsskrift, bind 7, i artiklen Engelske grundejere). Endvidere: Scotland. Owners of lands and heritages. 1872—73. Return, Edinburgh, og endelig en i Times og senere i L’économiste français (juli 1876) meddelt fra det statistiske bureau i Dublin om jordforholdene Irland.
[6] Mill. Dissertations and Discussions. Vol. IV. London 1875. Pag. 242-45.
[7] Cfr. Tabelværk til Kjøbenhavns Statistik. I. Pag. 6—7. — Om de kommunale skatter i almindelighed hedder det ligeledes i fortalen til den i Tyskland nylig udkomne enquete om dette emne: “Die Literatur über diese Frage ist eine sehr spärliche und das notwendige material über die bisherigen ausgaben und einnahmen unserer gemeinden ist wenig zugänglich”. Se: Die Communalsteuerfrage. Zehn gutachten und berichte, veröffentlicht verein für Sozialpolitik. Leipzig 1877.Bogen giver en række interessante bidrag til kommunalskattespørgsmålet men ifølge dens anlæg alle af fragmentarisk natur.
[8] Cfr. Sørensens samling af bestemmelser for Kjøbenhavns kommune, 1864, betænkningen fra den til undersøgelse af de kommunale skatter på faste ejendomme i Kbhvn. nedsatte kommission af medlemmer af borgerrepræsentationen og magistraten, 1873, (om denne betænkning udførligere nedenfor), samt lovsamlingen.
[9] Cfr. Staden Kjøbenhavns regnskaber og Statistiske oplysninger om staden Kjøbenhavn«. I. Tabel 72.
[10] Rode: Mindre distrikt som indgår i en administrativ opdeling af en by, et sogn el.lign., fx med henblik på skatteopkrævning – især i København. /PMA
[11] Tabelværk til Kbhvn.s Statistik I. Tabel VI—VIII, pag. 68—93.
Noter til V – VII
[1] Cfr. hermed bemærkningerne om skatterne på de faste ejendomme i Frederiksens Om almindelig formue- og indkomstskat, pag. 10-12.
[2] Cfr. Tabelværk til Københavns statistik, 1, pag. 3.
[3] Vi tænker her selvfølgelig kun på en ændring af de bestående ejendomsskatter. Ved hidførelsen af helt nye skatter på de faste ejendomme, uafhængigt af de bestående (se nedenfor), vil naturligvis fx. kommissionens forslag være uendeligt at foretrække fremfor den nu brugelige form for beskatningen af faste ejendomme.
[4] Nye og rationelle skatter på de faste ejendomme synes i virkeligheden at have en fremtid for sig som hovedskatterne i de kommunale budgetter; deres indførelse hænger til dels sammen med spørgsmålet om den kommunale autonomi i beskatningsspørgsmålet og dernæst selvfølgelig med de øvrige skattereformspørgsmål i stat og kommune. (Hele kommunalskattespørgsmålet står for øjeblikket i særlig grad på dagsordenen i Tyskland. Se den afsnit III omtalte enquete, endvidere Wagners Finanswissenschaft Zweite ausgabe, Leipzig u. Heidelberg 1877, navnlig §§ 47—49, samt de af Wagner sammesteds citerede skrifter).
[5] Tabelværk til Kbhvn.’s statistik I, pag. 7.
[6] Se til denne fremstilling samtlige lovforslag, betænkninger og forhandlinger i folketinget og landstinget om ekspropriationen af demarkationsterrænet, afløsningen af demarkationsservitutten, resultaterne af gennemførelsen af lov af 6. juli 1867 m.m. i Rigsdagstidende: 12. session 1860 og Ord. Samling 1869-70. (cfr. Oversigt over rigsdagens virksomhed. København 1874. Pag. 53).