af Ricardt Riis
Besvarelse af SID’s prisopgave 1993
“Fuld beskæftigelse i 90erne – hvordan?”.
Indleveret under mærket GEORGE

Bilag
Fra Berlingske Tidende, søndag 8. november, 1992:

SID – PRISOPGAVE
Titel: FULD BESKÆFTIGELSE i 90’ERNE –HVORDAN?

Der ønskes en vurdering af politiske, sociale og økonomiske barrierer for opnåelse af fuld beskæftigelse med forslag til hvorledes disse barrierer kan overvindes.

Besvarelserne kan centrere sig om såvel traditionelle indgange til vurdering og løsning af ledighedsproblemet, for eksempel strukturproblemer i erhvervslivet og på arbejdsmarkedet, og samspillet mellem den offentlige og den private sektor som mere utraditionelle analyser og forslag.

Der vil ved bedømmelsen blive lagt vægt på:

• • en bred helhedsopfattelse af ledighedsproblemet
  • analyser og forslag, der relaterer løsning af ledighedsproblemet til andre af 90’ernes samfundsmæssige udfordringer, herunder den fortsatte økonomiske integration i Europa, behovet for en generel forbedring af arbejdsmiljøet og den stigende erkendelse af behovet for en bæredygtig udvikling.
  • en øget respekt for det enkelte menneskes individualitet og medansvar for sin egen situation
  • originalitet og realistisk helhedsvurdering af de fremlagte løsningsmodellers fordele og ulemper

FORORD

Nærværende besvarelse af SID’s prisopgave blev ikke præmieret.

Det overlades hermed til læseren at vurdere om de tanker om arbejdsløshedens årsager og om forslaget til dens afskaffelse eller formindskelse, som er formuleret i denne besvarelse af prisopgaven, skal fremmes i den offentlige debat.

Valget er dit.

1. Indledning.

1.1. Tilbage til historien

Den økonomiske tænkning befinder sig for øjeblikket i et tidehverv. En periode er slut, en anden endnu ikke begyndt. Og hvad den kommende periode vil bringe af teoridannelser og løsningsforsøg, lader sig endnu ikke ane.

At en periode er slut, kan man dels sige med henvisning til keynesianismens uddøen. Bevares, man gør vel uvilkårligt det, i en situation som dagens, at man søger tilbage til tidligere tiders teorier, herunder også til Keynes’. Og ikke så få har fundet ud af, at hvad man troede var Keynes’ teorier, i virkeligheden ikke havde synderlig meget med ham at gøre. Så måske der kan vise sig noget godt ved at gennemrode Keynes’ gamle skrifter.

Men ellers må man sige, at det løsningsforsøg, der gik under navnet keynesianismen, med eller uden forbindelse til Keynes selv, er ophørt med at udøve nogen tiltrækningskraft på økonomer eller politikere. Endnu sidder der megen keynesianisme i rygraden på folk, endnu er der mange, der sådan pr automatik griber til Keynes, når politikere i nød og betryk skal have et godt råd (og det er næsten altid “i nød og betryk”, de skal have råd). Men stort set er Keynes død.

Nogen vil med rette gøre opmærksom på, at det har han snart været længe. Og det er sandt. Det er lang tid siden, at hans stjerne var den eneste på firmamentet. Men selv efter at andre navne begyndte at vise sig som ligeværdige med den store Keynes, havde hans navn og hans teorier tiltrækningskraft for mange. Det er nu ved efterhånden at ebbe ud.

Men man kan også tale om en periodes udløb netop i disse år med henvisning til opbruddet i Østeuropa. Mens der endnu bestod kommunistiske stater i øst, som ved selve deres militære magt fremstod som stærke stater, kunne man dog i de økonomiske teoriers verden fastholde, at kommunismen, eller mere beskedent: socialismen, på det økonomiske område var et tænkeligt alternativ til vore vestlige teorier. For mens disse stater bestod, kunne man godt få den tanke (eller bibeholde den tanke, hvis man havde haft den i forvejen), at socialismen var den vestlige liberalisme jævnbyrdig i effektivitet.

Nu bagefter kan vi imidlertid alle se, at det var den på ingen måde. Er der noget, der er præget af ineffektivitet, er det socialismen. Og vi har alle forklaringen parat: de havde ikke noget marked; mennesker kan ikke tåle at være enerådende på markedet; når produktionsfremgangen skal fremkaldes af moralsk fædrelandskærlighed eller politisk kommunismelængsel, så bliver det ikke til noget. Når derimod fremgangen skal komme, fordi man derved kan udkonkurrere sin kollega og derigennem opnå fortjeneste, så bliver der tale ikke blot om produktionsfremgang, men sågar om produktivitetsfremgang.

Pointen her er, at det kunne vi netop ikke se, mens det kommunistiske Østeuropa endnu var intakt. Vi vovede ikke at påstå, at der var tale om korthuse, der blæste omkuld ved det mindste vindpust. Vore indvendinger mod kommunismen og mod socialismen, som den kom til udtryk i øst, var af politisk art; økonomisk havde vi ikke mod til at fremhæve ineffektiviteten.

Dog, hvad det end er, der har fremkaldt dagens forvirring, usikkerhed er der.

Den viser sig måske ikke så meget i de politiske forhandlinger. For politikerne skal jo altid viderebringe de økonomiske oplysninger på en næsten skråsikker måde; lidt uheldigt for den økonomisk-politiske diskussion, men sådan er det. Men økonomer plejer nu, når de ellers husker det, at give udtryk for den usikkerhed, der præger deres forudsigelser og forslag.

Usikkerheden og forvirringen giver sig ikke mindst udslag, når talen falder på arbejdsløsheden, og hvad man skal gøre ved den. Der har i tidens løb været fremsat de mest forskelligartede forslag til dens bekæmpelse. En overgang i begyndelsen af firserne talte man således fra socialdemokratisk side om, at man skulle fordele arbejdet. De franske socialister prøvede vist ligefrem at føre tanken ud i livet. Med ret så nedslående resultater. Og andre socialistiske eller socialdemokratiske partier opgav efter dette tanken.

Her for nylig har man fra statsministerens side (Schlüter, mens det var Schlüter, og Poul Nyrup efter at han kom til) fremhævet, at vi godt kan leve af at barbere hinanden. Og det er bestemt i økonomisk-politisk henseende noget nyt. Mens man tidligere satsede på at forøge eksporten, satser man i denne tankegang på at øge vore indbyrdes tjenesteydelser. Arbejde er ikke blot fremstillingsarbejde, siger man, det er tillige tjenesteydelser. Og man må vel på en eller anden måde kunne neutralisere indkomstskattens skadelige indflydelse på arbejdsdelingen, så det megen gør-det-selv-arbejde kan blive ført tilbage til håndværkerne eller rengøringskonerne.

Og alt det kan såmænd være udmærket. Men ligefrem udtryk for en samlet strategi er det jo ikke. Snarere udtryk for en vis rådvildhed.

Og her er det, at det kan være af betydning for økonomien at søge tilbage til tidligere tider; at genlæse klassikerne, om man mon ikke dér kan finde ting beskrevet, som man havde overset; at sætte sig ind i deres løsningsforsøg, om der måske var noget dér, man kunne bruge. Naturligvis skal dette gøres under skyldig hensyntagen til, at tiderne har forandret sig, og at den økonomiske tænkning og den økonomiske videnskab har udviklet sig. Vi har i dag matematiske modeller af en anderledes styrke end tidligere. Vi har i dag computere til at udregne uanede mængder af tal, og vi har organiseret os, så vi ad mange kanaler kan fremskaffe de tal, som computerne kan jonglere med. På den front kan vi ikke lære noget. Men hvad selve teoridannelsen bag ved de mange modeller og udregninger angår, kunne vi måske finde en overset detalje, der kunne hjælpe os.

Det er i hvert fald, hvad jeg vil forsøge her. Og lad mig med det samme røbe, at den teoretiker fra forrige århundrede, jeg vil beskæftige mig med, er Henry George.

Netop han skulle kunne være os en hjælp.

På et tidspunkt i forrige århundrede, hvor anskuelserne var delt mellem en gennemført liberalisme og en ovenfra styret socialisme, fremkom han med en anskuelse, der repræsenterede en tredje vej. Hvor man indenfor den liberale anskuelse nok kunne prale med effektivitet, men ikke kunne forklare arbejdsløsheden eller arbejdernes usle kår, og hvor socialismen nok kunne skabe retfærdighed, men ikke kunne skabe fremdrift og effektivitet, der fremstod han med en teori, der på en gang var liberal og social, en teori, der ville øge arbejderens løn væsentligt, fordi den ville afskaffe arbejdsløsheden, og derved ændre fremskridtet, så det ikke øgede uligheden i samfundet, men uddelte sine gaver ligeligt til alle.

Og derfor: Når netop nu den ene af de to poler, socialismen, synes afgået ved døden, når den anden, kapitalismen eller liberalismen, er præget af rådvildhed, fordi den i ret høj grad havde forstået sig som modsætning til den nu afdøde teori, var det måske en idé igen at undersøge Henry George’s tredje vej.

Det er, hvad jeg vil forsøge på her: undersøge den, vurdere den, tage det af den, der kan bruges i vore dage, og se, om det tiltag, han anbefaler, vil være i stand til i dag at fjerne arbejdsløsheden.

1.2. Om økonomiens nuværende krisesituation.

The Economist fremfører i en leder (28-11 92) et blandt økonomer ikke usædvanligt synspunkt på arbejdsløsheden og på den økonomiske videnskabs nuværende stade.

Lederen handler om Sveriges vanskeligheder (side 20). Det ville nok være forkert at kalde rationelt tænkende økonomer hoverende, men hvis økonomer på dette blad var i stand til at hovere, må man forestille sig, at den situation, der her beskrives, var en af dem, der kunne få dem til det.

“Hvis nedgangsramte briter får lyst til at opmuntre sig selv, behøver de kun at se på Sverige. Dets industrielle produktion er faldet med 12% siden 1990, sammenlignet med et fald på 6% i Storbritannien; og hvor den britiske økonomi forventes at komme sig i 1993, har Sveriges udsigt til et fjerde år i nedgang. Sveriges arbejdsløshed er steget fra knap 1% i 1990 til mere end 5%, og forventes at blive 9% ved næste årsskifte”.

Sådan lyder det, og man er næsten ved at kunne mærke hyggen ved at være englænder strømme ud fra siderne.

Når man har specielt dette blads økonomer mistænkt for i deres stille sind at godte sig over Sveriges skæbne, hænger det sammen med, at Sverige igennem mange år for arbejdsløshedsplagede lande fremstod som et eksempel på en “tredje vej”. Det var lykkedes landet at klare sig igennem, hvor andre lande ramtes af problemer, og det med en arbejdsløshedsprocent, der kun en gang imellem var oppe og røre 3½. Men nu ser det ud til, at Sverige rammes af den største depression siden trediverne. Hvordan det? Ja, bladet skildrer i det følgende opbygningen af den svenske velfærdsmodel, som den tager sig ud for rendyrkede liberale øjne. Og glemmer jo ikke at gøre opmærksom på, at denne model var ved at fremvise visse alderdomstræk. Således kunne den kun opbygges ved, at man accepterede verdens højeste skattetryk. Og, hævder bladet, det var også en fejl at satse udelukkende på høj beskæftigelse. Hermed vender bladet sig ikke imod det udmærkede system, hvorigennem svenskerne forhindrer afskedigede i at gro fast i deres arbejdsløshed, slet ikke. Tværtimod, siger man, “kritikere siger, at jobskabelsesprogrammer kun er arbejdsløshed i forklædning, men den kritik rammer ved siden af: ved at forhindre langtidsarbejdsledighed og holde de arbejdsløse i forbindelse med arbejdsmarkedet hjælper de med til at udøve et nedadgående pres på lønningerne og er således med til at nedbringe arbejdsløsheden til den rate, der er forenelig med stabile priser. Det, som svenskerne gjorde forkert, var, at de pressede arbejdsløsheden ned under denne rate“. (min kursivering).

Denne tanke dukker op en del steder i bladet fra tid til anden. At altså en vis arbejdsløshed er nødvendig for at holde lønningerne i ro og dermed dæmpe inflationstendensen. Allerede lidt senere i artiklen siges det næsten endnu mere udtalt: “Skulle inflationen bekæmpes, måtte arbejdsløsheden stige”.

Og bevares, når man ser på Sveriges økonomiske udvikling i firserne, kan man godt få den tanke, at de måske har ret. Men der er dog et par ting, der i så fald skal bemærkes også.

1) Det er dog egentlig ret imponerende, at Sverige har haft held til at have en så lav arbejdsløshed, mens alle andre lande, ikke mindst vi selv, har måttet slås med helt andre arbejdsløshedstal.

2) At det har kunnet ladet sig gøre, hænger efter min opfattelse sammen med Sveriges uafhængighed af blokke. Landet devaluerede i begyndelsen ar firserne, og dette gav eksporten et skub fremad, med høj beskæftigelse til følge.

3) Det er så sandt, at denne høje beskæftigelse førte til et stort løntryk, fordi der i mange brancher var mangel på arbejdskraft. Og hvordan man skulle have løst dette (jo egentlig vidunderlige) problem, skal ikke her diskuteres.

Blot er det altså rart at få den tanke op til overfladen, at der bør være en vis arbejdsløshed, hvis man skal holde inflationen under kontrol. Det er ikke min tanke, og det er ikke, hvad jeg vil ende med at foreslå, og man skal for øvrigt også bemærke sig, at den procentsats, som The Economist opererer med, åbenbart ligger nede omkring de 3½. Men altså, her er det dog sagt åbent, så man kan vende sig imod det: ingen arbejdsløshed er nødvendig af hensyn til inflationen.

Så filosoferer bladet lidt over Sveriges tilknytning til det europæiske valutasamarbejde, og slutter med følgende salut: “Mange svenskere ville måske nu foretrække at gå ind i deres gamle sneglehus igen. Men det ville være en fejltagelse. Selv i en lukket økonomi, ville en tilbagegang til høj beskatning og høj inflation kun gøre tingene værre: når kapital og arbejdskraft frit kan bevæge sig, kan Sverige ikke gå tilbage til gamle dage uden at se begge dele lække bort til udlandet. HVIS der nogensinde har eksisteret en “tredje vej”, nu eksisterer den ikke mere”.

Er der en tredje vej mellem kommunisme og kapitalisme? Er det muligt at tage det bedste fra kapitalismen og det bedste fra kommunismen og danne en legering af det, som Sverige påstås at have gjort det?

Man kan sige, at det er det spørgsmål, der ligger som en undertone under denne artikel. Men hvis man siger det, må det føjes til, at denne tredje vej her ikke søges i nogen form for socialisme, ikke søges i en balance mellem de to modsætninger, men mere i gennemførelsen af en simpel operation på det kapitalistiske samfundslegeme, en operation, der sætter det i stand til at fungere, som alle i dag tror og påstår, det fungerer.

1.3. Om fattigdommens vedvaren trods fremskridt

I et andet nummer af The Economist skildres fattigdommens vedvaren trods økonomisk fremgang (10-7 93). “Nedsæt skatterne på de rige. Nedsæt de sociale ydelser for de fattige. De rige vil producere mere. De fattige vil tage selv dårlig betalt arbejde. Resultat: Mindre fattigdom. Sådan lød den trylleformular overfor fattigdom, som de konservative brugte fra 1979 og fremefter. Deraf kommer den ministerielle forlegenhed, da der den 30. juni fremkom beregninger, foretaget af de konservatives eget socialministerium, der viste, at teorien ikke dur”. Artiklen fortsætter med at referere nogle økonomer for en påstand om, at disse tal er forkerte, andre for en modsat påstand, men må dog ende med at give disse andre ret: Det forholder sig virkelig på den lidet flatterende måde for Storbritannien, at de fattige er blevet fattigere fra 1979 til 1988.

Når denne artikel skal fremføres her i begyndelsen af argumentationen, skyldes det, at ovenstående problem netop er, hvad Henry George tager fat på at løse i sit hovedværk Fremskridt og Fattigdom. Titlen selv indeholder problemet: Hvordan kan det være, at fattigdommen vedvarer, når dog fremskridtet er så åbenbart? Åbenbart var fremskridtet i 1878, da George skrev sin bog, men ligeså åbenbart er det i dag. Og med samme selvfølgelighed som folk dengang går vi i dag ud fra, at når samfundet bliver rigere, så bliver alle rigere; når fremskridtet strøer sine gaver ud over os, så får vi alle del i dem; når et u­land bare får det økonomiske liv til at accelerere, så vil det bevirke, at alle i landet får det bedre. George henleder opmærksomheden på, at sådan forholder det sig ikke. Fremskridtet er ikke en kile, der drives ind under samfundet, så hele samfundet løftes op, skriver han, men en kile, der drives ind i samfundslegemet, så de øverste løftes op, de underste trykkes ned.

Og denne overraskende og for de fleste utrolige påstand giver han sig så til at forklare nøjere.

At påstanden er overraskende og for de fleste utrolig også i dag, ses af den ovenfor citerede artikel. Forståeligt nok, for så vidt. Departementschefen i det britiske socialministerium, Peter Lilley, der selv har været med til at implementere denne thatcheriske politik i firserne, må jo i de offentliggjorte tal se grunden skride under alt, hvad han har foretaget sig i de sidste 12 år. Så der er ikke noget at sige til, at han prøver at påvise, at tallene er forkerte, eller i hvert fald ikke viser det, de påstås at vise. Dertil kommer, at den underliggende teori jo lyder umiddelbart indlysende; og man kan da ikke sådan opgive en selvindlysende teori; hvis kendsgerningerne viser noget andet, må det virkelig være værst for kendsgerningerne.

Ikke desto mindre viser altså kendsgerningerne, at den selvindlysende teori er forkert. De fattige er blevet fattigere, trods al fremskridt. Ikke bare er de blevet fattigere i forhold til de rige, de er også blevet fattigere i absolutte termer.

Hvordan kan det dog gå til?

Ja, se det spørgsmål lader vi ligge i al dets sitrende uforløsthed igennem hele denne lille pjece. Men så meget kan siges til indledning, at det ifølge George har med arbejdsløsheden at gøre. Fordi fremskridtet skaber arbejdsløshed, fordi arbejdsløsheden medfører, at arbejderne konkurrerer hinanden ned i elendigheden, derfor bliver de fattige fattigere. Og det forhold, at det går ligesådan i dag, endda i en fremskridtsperiode, selv om arbejderne i dag heldigvis ikke er nødt til at leve med sultedøden som den sidste konsekvens, hvis de taber konkurrencen med de andre arbejdere om det begrænsede arbejde, kunne tyde på, at Georges teorier kan anvendes også i dag.

1.4. Den her anvendte metode.

Til sidst i denne indledning skal siges to ting om den her i pjecen anvendte metode.

For det første: Som man kan forstå, er der tale om en tilbagegriben til gamle teorier, gamle teorier, der adskiller sig en del fra de nyere økonomiske teorier. Det er der i sig selv ikke noget galt ved, ja, det er oven i købet det, der må være opgaven i vor tids situation, men det medfører et væsentligt handicap. De teorier, der har været herskende “på bjerget” igennem årtier, og dertil hører jo ikke georgismen, har efterhånden fået fremskaffet talmateriale, der er relevant for dem. Der er oprettet store tabelværker, hvori disse tal opregnes. En del af dette talmateriale vil være relevant for også en undersøgelse på georgistisk baggrund; således det ovennævnte om fattigdommens vedvaren, men nægtes kan det ikke, at væsentlige tal til belysning af, om den georgistiske teori er sand eller falsk, endnu mangler; fremtiden kan måske råde bod på det, hvis der en dag fremstår nogle økonomer, der har lyst og mulighed og evne til at finde disse tal frem. Men indtil videre må vi undvære dem.

Dette er sådan set ret selvfølgeligt. Tal fremskaffes ud fra en bestemt teori. Det er vel ikke altid, de ender med så til gengæld for deres fremskaffelse at bevise den teori, der fremkaldte dem, og det er jo det spændende ved virkeligheden, men tal gribes ikke ud af den blå luft; mennesker har hensigter med at udregne de tal, de udregner; de har en mistanke om, at det forholder sig på denne eller hin måde, og den mistanke søger de bekræftet eller afkræftet af tallene. Og fordi ingen økonomer mig bekendt hidtil har beskæftiget sig på den måde seriøst med Georges teorier, derfor må vi indtil videre undvære tal.

For det andet: I mangel af bedres havelse (dvs. tals havelse) vil teorien søges sandsynliggjort ved hjælp af forskellige artikler fra det engelske ugemagasin The Economist. Det kunne sikkert have været mange andre blade, der var brugt, men dette blad er tilpas liberalt til at føles vedkommende i denne sammenhæng. Det skulle på den måde gå sådan, at de teorier, jeg vil fremføre, derigennem bliver yderligere belyst. Men jeg kan vel godt her røbe, at jeg ikke er enig i alle bladets synspunkter, hvilket også skulle være fremgået af de artikler, jeg allerede nu har brugt.

2. Den uærlige metode.

Denne metode til bekæmpelse af arbejdsløsheden kaldes “uærlig”, fordi den går ud på, at vi her i Danmark på lidt forslagen vis skal “hugge” arbejde fra de andre lande, fra de lande, vi samarbejder med, fra de lande, vi ellers betragter som vore gode venner eller i hvert fald samarbejdspartnere.

Og hvis vi på den måde “hugger” noget arbejde, som egentlig “tilhører” andre, nå ja, så er der lidt lusk ved affæren. Skønt på den anden side: den mere smarte narrer den mindre smarte, så hvorfor ikke? Og for øvrigt går manges overvejelser i den retning, blot kalder man ikke sine overvejelser “overvejelser over den uærlige metode”. Men det gøres altså her.

2.1 Om, hvorvidt valutakursforskelle kan være forklaringen på de forskellige landes forskellige arbejdsløshed.

Forudsætningen for at anvende denne metode står omtalt i overskriften. Og skønt mange betragter denne forudsætning næsten som selvindlysende, og skønt også jeg mener, at forudsætningen holder, skal jeg dog argumentere en smule for den.

Vi har oplevet det, når tiden for overenskomstforhandlingerne nærmer sig, at et eller andet parti, ofte Venstre, fremsætter den påstand, at jo lavere løn arbejderne får, des flere kommer der i arbejde. Man har forklaret, at har vi i Danmark en lavere løn end vore konkurrenter, så vil vi opnå en konkurrencefordel, så vil vi kunne sælge flere varer på de udenlandske markeder, fordi vi med den lave løn, vi har fået aftalt med organisationerne, kan producere dem billigere end de andre. Og jo mere vi kan sælge til udlandet, des flere danskere vil der komme i arbejde. Elementært, dr. Watson!

Sjovt nok omtaler man som regel ikke, at den samme mekanisme virker ved en devaluering. Men det er klart, sådan hænger det sammen. Hvis vi her i landet devaluerer vor valuta, opnår vi en konkurrencefordel overfor udlandet, vore varer bliver billigere, vi kan sælge flere af dem, og der kommer derfor flere i beskæftigelse.

Når det er devaluering, der er på tale, plejer man at sige, at den kun virker til en tid; det er, siger man, som hvis man vil holde varmen ved at tisse i bukserne; det er upåtvivleligt, man opnår virkelig en vis varmevirkning ved den gennemførte handling, men det er ligeså indlysende, at denne varmevirkning er meget kortvarig.

Sådan også med en devaluering, siger man. Inden længe er devalueringsfordelene spist op af stigende lønninger, og man er derfor i en værre situation end før, fordi gælden til udlandet nu er steget.

Argumentet er lidt tyndt. For det første stiger gælden ikke, når man devaluerer. Den stiger, målt i kroner, men ikke målt i f.eks. dollars. Og hvis vi gennem en devaluering har fået vor eksport til at stige (og derved arbejdsløsheden til at gå ned), så er vores chance for at betale vor gæld tilbage forøget ikke så lidt. For det andet er det snart længe siden vi havde den automatiske dyrtidsregulering. Og mens vi havde den, gjaldt argumentet ·om, at lønstigningerne snart ville spise devalueringsfordelene op. Men efter at den er blevet afskaffet, gælder argumentet ikke. Dog, man kører videre med det, fordi man af andre, delvis politiske grunde, ikke ønsker en devaluering.

Her skal imidlertid fordele og ulemper ved en devaluering ikke tages op. Her skal udelukkende denne mekanisme fremdrages for opmærksomheden for at følgende påstand kan underbygges: Valutakurserne bestemmer ikke bare priser på varer og tjenesteydelser, de bestemmer også arbejdsløshedens størrelse; på den måde at forstå, at en for høj kurs vil gøre de hjemlige varer dyrere end nødvendigt, men samtidig gøre den hjemlige arbejdsløshed større end nødvendigt; mens en for lav kurs på tilsvarende måde vil gøre de hjemlige varer billige (både herhjemme og på eksportmarkederne) og gøre den hjemlige arbejdsløshed mindre end ellers.

2.2 Om forskellige forslag til nedbringelse af arbejdsløsheden og deres rod i denne metode.

At der findes denne metode til bekæmpelse af arbejdsløsheden, er almindelig anerkendt. Og mange er efterhånden de forslag, der forudsætter denne metode.

Et har allerede været nævnt: Vi skal i Danmark gøre vor arbejdskraft billigere end udlandets; derved vil vore firmaer kunne opnå en konkurrencefordel, og dette vil give sig udslag i større beskæftigelse hos os. Som regel føjer man jo ikke til, at det også giver sig udslag i en tilsvarende større arbejdsløshed hos vore handelspartnere. Dels fordi det ikke er særlig pænt sagt, dels, fordi andres forhold slet ikke er i fokus.

Men vi kan nævne andre end lige dette ene. Man har således foreslået, at vi skulle satse på arbejdskraftens uddannelse. En bedre uddannet arbejdskraft er mere værd, og kan man så samtidig holde lønnen i ro, så den bedre uddannede arbejdskraft ikke skal have så meget i løn som en tilsvarende arbejdskraft i udlandet, så har man opnået, hvad man ville: arbejdsløshedstallene falder, om ikke som et vandfald, så dog som en diminutiv skovbæk.

Forslaget om at finansiere ambi’en via en momslignende afgift (det forslag, der blev dømt ulovligt ved EF-domstolen) er en variant af denne metode, omend kun en variant. Man ønskede at fritage eksportfirmaer for denne udgift; det kunne være opnået ved at indkræve beløbet over momsen, men man valgte i stedet en lidt kunstig ordning, så eksportfirmaer blev mere direkte fritaget. Og derved kom man til (hvad så sandelig også var hensigten) at stille de danske firmaer bedre på de udenlandske markeder end de udenlandske firmaer. Og den går ikke. Men ses ordningen som et led i den stadige kamp om arbejdspladser mellem landene, så falder den ind under den her omtalte metode.

Det er jo kernen i metoden: man opfatter forholdet til de andre lande som en uafladelig kamp om at få trukket flest mulige arbejdspladser til landet. Derfor giver man finansieringstilskud til firmaer, der vil oprette en afdeling i Danmark; derfor tilbyder man billige grunde for industrivirksomheder, man mener jo, de sætter arbejde i gang.

2.3. Metoden systematisk gennemført

Og det er så det, der nu skal undersøges: Når vi alligevel ser os selv som “de andres” konkurrenter, når vi alligevel på en række punkter handler, som om de andre bare er ude på at hugge arbejde fra os, hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud! hvorfor så ikke gå ind i denne “uærlige” metode, og’ virkelig give os selv den opgave, at drage arbejde til os af al magt!

2.3.1. Under en “fastkurspolitik”

Hidtil har vi skullet gennemføre metoden under en såkaldt “fastkurspolitik”, dvs. under den forudsætning, at kursen på kronen lå fast i forhold til D-marken og de andre valutaer i EMS’en. Og netop det har været vanskeligheden. Vil man under sådanne forhold opnå en konkurrencefordel overfor sine handelspartnere, må man jo holde sin inflation under de andres. Og så længe arbejdstagerne var vænnet til, at deres fagforeninger ved hver overenskomst krævede mere i løn, så havde det lange udsigter med inflationsbekæmpelsen.

På det punkt er der imidlertid under den borgerlige regering i firserne indtrådt en vending. Vi har faktisk fået en lavere inflation end de fleste lande, ja, endda en lavere inflation end Tyskland. Og dette har også i en periode givet os en konkurrencefordel, omend den har været vanskelig at få øje på i en tid, hvor afmatning præger alle markeder. Dog er der her sket noget nyt og for os danskere knap så godt: der er sket en valutakurstilpasning. Det skete under stort hurlumhej i september 92, det skete igen i januar 93, og vort EF-valutasamarbejde syntes at få dødsstødet i begyndelsen af august 93. Vore politikere bryster sig af, at Danmark har kunnet, som det hedder, fastholde sin kronekurs. Spekulanterne har angrebet den danske krone forgæves. Danmark har ikke devalueret, i hvert fald ikke før august, hvor kronen blev tvunget til at være næsten fritflydende.

Ah, nej, vi var bare gode der i foråret 93. Men i det øjeblik vore væsentlige handelspartnere devaluerer, virker det på os og vore handel, som om vi revaluerede. Det betyder, at vor konkurrencefordel, opnået ved en meget lav inflation, med et slag er borte; ikke overfor Tyskland, men overfor Storbritannien, Italien, Sverige og andre lande, som har devalueret.

Hvilket viser, hvor vanskeligt det er at gennemføre denne “uærlige” metode fuldt ud under en fastkurspolitik. Man kan godt gøre sig de største anstrengelser, det kan lykkes en at få inflationen ned på procentsatser, som man tidligere ville anse for rene og skære drømmerier, men det hele kan så med et slag fejes af bordet, når kurserne ændres.

Hertil kan jo så siges, at dette vil være umuligt den dag, alle EF-valutakurser er fastlåst uigenkaldeligt til hinanden i en monetær union. Og det er sandt: metodens anvendelse ved bekæmpelse af arbejdsløsheden under en økonomisk-monetær union ligner til forveksling dens anvendelse under en ubrydelig fastkurspolitik. Blot er det jo også nærliggende at spørge, om valutauroen i september 92 og specielt den i august 93 ikke netop viste, hvor vanskeligt det er at låse valutaerne i EF fast, så de aldrig mere kan rokkes i forhold til hinanden. De fleste har dog draget den slutning af omtalte valutauro, at den har skubbet den økonomisk-monetære union år ud i fremtiden.

2.3.2. Metoden under mere frie kurser

Her skal imidlertid den “uærlige” metode omtales under lidt andre (tænkte, men vel efterhånden ikke helt uaktuelle) forudsætninger. Det må stadig holdes fast, at kernen i teorien bag metoden er, at valutakurserne bestemmer, hvor stor en del af den i handelssamfundet eksisterende arbejdsløshed det enkelte land skal have; valutakurserne fordeler så at sige den forhåndenværende arbejdsløshed mellem landene.

Hvis man har fået øje for denne mekanisme, så kan man måske ved en lidt smart opførsel udnytte den. Man kan gøre det som et lille land, og man kan gøre det, hvis man kan holde mund med det. Den første betingelse opfylder vi i Danmark, men den sidste ikke. Så derfor har det følgende måske kun teoretisk betydning.

Man må først sørge for at løsrive sig fra diverse former for valutasamarbejde. Ingen EMS, intet nordisk valutasamarbejde. Allerede det er svært, for ikke at sige umuligt i det for øjeblikket herskende politisk-økonomiske klima i Danmark. Men det er nødvendigt med denne løsrivelse. For ideen er, at man som et lille land stillet overfor en blok af lande, der samarbejder på det valutariske område, selv hele tiden fastsætter sin kurs. Til tider skal den justeres lidt op, til tider lidt ned, men hele tiden skal kronen fastholdes i underkanten af, hvad den er værd.

Det er fidusen. Derved vil man jo hele tiden få en noget mindre arbejdsløshed end sine handelspartnere. At man også får denne mindre arbejdsløshed på bekostning af sine handelspartnere, ja det er det, man skal lære at holde mund med. Og det kan man næsten ikke forestille sig: en dansk politiker, der har fået en god ide, som oven i købet ved at følge ideen gennem nogle år har opdaget, at den virker, at han eller hun skulle tie stille med det. Umuligt.

Dermed er imidlertid ikke sagt, at det er utænkeligt.

Godt nok kræver det nogen selvdisciplin, og godt nok hører der en del intern gensidig forståelse partierne imellem med til metodens gennemførelse, men det skulle nok kunne lade sig gøre.

Måske det ville være klogt at holde en vis inflationsrate. Derved ville man jo “blive nødt til” fra tid til anden at devaluere. Og det kan man jo så udadtil beklage, udadtil kan man spille rollen som det lille land, der ikke rigtig kan finde ud af det (og den rolle vil vi være som selvskrevne til), udadtil må man finde sig i at blive set ned på af de andre lande, fordi vi ikke som de har en “stærk” valuta. Men indadtil? Ja, indadtil vil arbejdsløsheden falde. Indadtil vil vi hver gang, vi devaluerer, forbedre vores konkurrenceevne og derigennem vinde markedsandele og derved skrue ned for arbejdsløsheden.

Problemet er, nå ja, dels som sagt at holde mund, og alene det gør metoden uanvendelig her i landet, men også at holde en tilpas lav inflationsrate, så inflationen ikke tager magten fra os, og samtidig give kompensation for de uheldige virkninger, inflationen har. Det sidste kunne man opnå ved en løbende afgift på jord. Derved ville man i sig selv på anden måde hjælpe med til at sænke arbejdsløsheden (se senere), men det vil nok være ligeså utopisk at forestille sig en sådan afgift som at tænke sig en hemmeligholdelse af metoden, så alt i alt: den må opgives. Der gives ikke nogen vej til arbejdsløshedens bekæmpelse gennem denne metode.

Men ellers er den nu god nok.

3. Den ærlige metode, Henry George.

Det er denne metode, jeg især skal hæfte mig ved. Metoden kaldes “den ærlige metode”, ikke såmænd fordi Henry George var et mere ærligt menneske end så mange andre, men fordi metoden i modsætning til den i det foregående nævnte ligeud siger, hvad den gør og hvad den vil.

3.1. Henry George selv gengivet og refereret.

Den del af Henry George’s tankegang, der her kommer i betragtning, står at læse i Fremskridt og Fattigdom, (her citeret ud fra 6. udgave 1948). Det er ikke direkte arbejdsløshedsproblemet, George vil løse i sin bog, men fattigdomsproblemet: Hvorfor er arbejdslønnen så ringe, at arbejderen ikke kan leve af den?

Man kan sige, at dette spørgsmål i dag er uaktuelt; man kan hævde, at mange andre af George’s tankegange ikke mere har noget at sige os; men en ting tror jeg stadig vil ramme os og kunne få betydning for os: hans analyse af, hvordan og hvorfor samfundet fra tid til anden rammes af økonomiske kriser.

Denne analyse står i kapitel V, første afsnit: Grundårsagen til de stadig tilbagevendende industrielle kriser. I dette afsnit skriver han:

“Lad os tænke os et fremadskridende Land, hvis befolkning tiltager, hvor den ene forbedring følger på den anden, og jorden følgelig uafladelig stiger i værdi. Denne stadige værdiforøgelse giver naturligvis anledning til spekulation, der foregriber fremtidig stigning, og jordprisen bliver da drevet over det punkt, ved hvilket -under de bestående Produktionsforhold – Arbejde og Kapital kan få deres vante udbytte. Produktionen begynder derfor at standse, vel næppe således at forstå, at der finder en absolut formindskning i produktionen sted; men der indtræder en tilstand, som i et fremadskridende land er ensbetydende dermed: Produktionen vokser ikke i et naturligt forhold, fordi det er umuligt for de nye arbejdskræfter og kapitaler at finde beskæftigelse til den sædvanlige pris.

Denne standsning af produktionen på nogle punkter må nødvendigvis også vise sig på andre punkter af det industriel­le fletværk i form af formindsket efterspørgsel, som igen hæmmer produktionen på disse steder, og således vil lammelsen udbrede sig, vil overalt bringe produktion og ombytning mere eller mindre af led og ende med foreteelser, som, alt efter det synspunkt, man ser dem fra, tager sig ud som overproduktion eller overforbrng.

Den således fremkaldte krise må vedvare, indtil enten l) jordprisen har tabt sin spekulationshøjde, eller 2) forøgelse i arbejdets produktivitet som følge af opfindelser etc. Har sat arbejdet i stand til at bære den forhøjede jordpris, eller 3) arbejde og kapital har fundet sig i at nøjes med mindre end før. Det mest sandsynlige er, at alle disse årsager vil virke sammen til at skabe en ny ligevægtstilstand, hvorunder alle produktionskræfterne igen vil tage fat, og et nyt virksomheds­tidsrum indledes. Derpå vil jordprisen begynder at stige igen, spekulationen på ny tage fart og den samme rækkefølge af begivenhederne fremkomme.” (Fremskridt og fattigdom, side 146-147.[1]).

George går derefter over til at tilbagevise den ovenfor fremsatte anskuelse, at krisen skyldes overproduktion eller overforbrug Fejlen ligger efter hans mening ikke i, at der er produceret for meget, eller i, at nogen har haft et for stort forbrug og nu må gøre holdt, men i, at produktion og forbrug ikke kan mødes og gensidig tilfredsstille hinanden (side 148).

Et indskudt argument lyder: Hvis vi kan blive enige om, at årsagen ligger i spekulation, så kan der kun være tale om jordspekulation, for al anden spekulation fører med sig, at produktionen rettes ind efter efterspørgslen, som svinghjulet udjævner maskinens omdrejninger. (148).

Og så tilbage til jordspekulationen som årsag til kriserne: Når man siger, at “der ikke er penge mellem folk”, så er det i virkeligheden ikke penge, folk mangler, men varer, som kan gøres i penge. Det er, som er der indført en lockout frajordejernes side; og fordi arbejde og kapital ikke kan få adgang til jorden, derfor går produktionen mere eller mindre i stå. (149).

“Lad os tænke os en af de arbejdsløses store skarer, en, som aldrig har hørt tale om Malthus, men som under de nuværende forhold må synes, at der er for mange mennesker på jorden. I de behov, han selv og hans arme kone har, så vel som børnene, der må gå for lud og koldt vand, er der, gud bedre det, nok af “efterspørgsel efter arbejde”. I hans egne villige hænder ligger tilbuddet. Sæt ham på en ubeboet ø, og, uagtet han er afskåret fra alle de umådelige fordele, som et civiliseret samfund giver, vil han dog være i stand til at skaffe føde og klæder til sig og sine. Men hvor den produktive kraft har nået sit højdepunkt, er han ude af stand dertil. Og hvorfor? Er det ikke, fordi han i første tilfælde har adgang til naturens stoffer og kræfter, medens i sidste tilfælde denne adgang er nægtet ham?” (150).

Og formuleringen, at arbejderen er nægtet adgang til jorden og at det er det, der er årsag til arbejdsløsheden, giver nu George lejlighed til at fremdrage som eksempel San Francisco. Denne by, skønt endnu ikke 30 år gammel, har allerede de gamle byers alderdomsproblem, arbejdsløse indbyggere. Og grunden hertil er, hævder George, at de ikke kan finde arbejde på landet. Når høsten kommer, drager de i store skarer ud på landet, og når den er forbi, kommer de skarevis ind til byen igen. “Hvis nu disse arbejdsløse havde lejlighed til at producere, så ville de ikke blot sysselsætte sig selv, men også håndværkerne i byen, de ville skaffe købmændene kunder, grossererne omsætning, teatrene publikum og bladene afsætning…” (151). Og det kunne lade sig gøre at lade dem beskæftige sig selv. “Indenfor en mils vejs afstand fra San Francisco findes der ubrugt jord nok til enhver, som mangler. Jeg vil ikke hermed sige, at enhver arbejdsløs mand kunne slå sig på landbrug eller bygge sig et hus, dersom han havde jorden dertil, men derimod, at så mange kunne og ville det, at det også ville give resten noget at bestille. Hvad er det da, som hindrer arbejdet i at bruge denne jord? Ganske simpelt det, at den er beslaglagt og holdes i spekulationspris” (152).

Videre gendriver George den påstand, at krisen skyldes det overdrevne jernbanebyggeri. Han indrømmer, at der måske er bygget jernbaner, som ikke vil kunne svare sig under de nuværende produktionsforhold. Men denne fejlinvestering er for intet at regne mod f.eks. borgerkrigens “fejlinvestering”, en fejltagelse, der på ingen måde førte til krise. Nej, men jernbanebyggeriet har sammenhæng med krisen. På den måde, nemlig, at byggegrunde i omegnen af San Francisco steg med l00, ja l.000%, fordi man forventede en stor stigning i indvandrernes antal, når de på kun syv lette dagsrejser kunne komme fra østkysten til vestkysten af kontinentet. “Men den forventede indvandrerstrøm udeblev. Arbejde og Kapital kunne ikke betale så meget for jord, dersom de skulle have rimeligt udbytte. Produktionen hæmmedes derfor. Da Pacifikbanen nærmede sig sin fuldendelse, begyndte nedgangstegn at vise sig i stedet for en forøget virksomhed, og da den var færdig, fulgte på det livlige tidsrum dårlige tider, som endnu ikke er fuldstændig forbi, og hvorunder arbejdsløn og rentefod stadig er dalet. Jordens virkelige værdi og den pris, den holdes i, nærmer sig nu atter hinanden, om end ejerne med sejhed holder fast på deres spekulationsgrunde i den tro, at til sidst må de dog stige i pris” (153).

Til sidst giver George en forklaring på, at kriserne som regel kommer som lyn fra en klar himmel. Det skyldes, hævder han, at kreditten, forskuddet, som regel gives fra højere organiserede, de afledte industrigrene, til de mere oprindelige. Landmanden får som regel kontant afregning, hvorimod fabrikanten må holde et stort lager. Så hele systemet af forskud og kredit danner på en måde en elastisk forbindelse, som giver betydelig efter, inden den brister, men så også brister med et ryk. (154).

Men, siger så George sidst i kapitlet, disse stadig tilbagevendende kriser efterlader løn og rente i en dårligere tilstand end før; de vil tendere mod at drive lønnen længere og længere ned mod dens absolutte lavmå1. Og det var jo, må man indrømme, hvad der synes indlysende på Georges tid: sammenstuvede arbejdere i storbyerne havde elendige kår, langt ringere kår end de “primitive” indfødte i naturområderne.

3.1.1. Hvilke af Georges argumenter er forældede?

Det er ikke min mening at gøre brug af alle George’s argumenter. Når jeg mener, han stadig kan bruges i dag, skyldes det ikke, at der ikke har fundet forandringer sted fra hans tid til vores.

En af de væsentligste ser vi ud fra hans sidste bemærkning. George tænkte sig virkelig, at fremtiden ville bringe endnu større elendighed for arbejderne end den, man hidtil havde set, skønt den så sandelig var stor nok. Han mente at have fundet ud af, at fremskridtet bringer fattigdommen med sig (deraf navnet på hans hovedværk), at fremskridtet ikke er en kile, der drives ind under samfundsbygningen og løfter alle medlemmerne op, men er en kile, der drives ind midt i samfundsbygningen og løfter de højere klasser op, men trykker de lavere længere ned i elendighed, end de var før. Og han mente, at dette gjaldt ikke blot for den enkelte krises vedkommende (på det punkt kan vi i dag finde træk, der giver ham ret), men også, når man betragter den række af kriser, som verdensøkonomien udviser.

Og på det punkt har udviklingen ikke givet George ret. Heldigvis. På en eller anden måde har fremskridtet, selvom det ikke bevæger sig ad den lige linie, som vi uvilkårlig tror, formået at skabe bedre levevilkår for os alle, også for de ringest stillede. Er det fagforeningerne, der imod, hvad George regnede med, har formået at løfte arbejdernes levestandard op? Eller ligger der trods alt kræfter i samfundet, som nok skaber større ulighed, altså skaber større forskel mellem rig og fattig, men ikke nødvendigvis skaber dårligere forhold for de fattige? Er det produktiviteten, der har udviklet sig ganske anderledes eksplosivt, end George var i stand til at forestille sig, så der så rigeligt er blevet råd til bedre levevilkår også for arbejderne?

Det spørgsmål skal ikke her afgøres. Blot skal det altså fremhæves, at i denne profeti fik George ikke ret.

Videre må det siges. at det argument, George bruger ud fra forholdene i San Francisco: at der er ledig jord indenfor en mils vej fra byen, ikke lader sig bruge i dag. Vi har meget få steder med ledig jord; vi har ikke ret meget jord, der holdes hen i spekulationsøjemed; og vi betragter heller ikke dette at kunne slå sig ned på den bare jord og påbegynde et landbrug som et attraktivt alternativ. Det kunne det vel være dengang, hvor folk ligefrem sultede; men det kan det næppe kaldes i dag, hvor vi har råd til at give de arbejdsløse både føde og bolig. Blot skal man bemærke sig, at dette ikke for George er argumentet, det er et blandt mange. Og i sammenhængen er det et argument for, at det, der er i vejen, er, at arbejde og efterspørgsel ikke kan mødes på grund af spekulation i jorden. George så sultne arbejdere, så ledig jord, og var i stand til at lægge to og to sammen. Hvorfor slås de to ikke sammen? spurgte han; den ledige, arbejdsvillige hånd passer jo som fod i hose til den ledige jord; og svarede: det kan ikke lade sig gøre, så længe vi giver folk lov til at holde jorden ledig og ubrugt i spekulationsøjemed.

Altså: det er umuligt i dag uden videre at hævde, at arbejdsløsheden skyldes, at arbejdet er lukket ude fra jorden. Tesen kan måske hævdes, men ikke som på Georges tid uden yderligere forklaring.

3.1.2. Hvilke af Georges argumenter kan bruges?

Hvad jeg især vil bede læseren lægge mærke til, er, at George har et helhedsbillede af økonomien. Nok er det her kriserne, han prøver at finde årsagen til, nok er det jordejendomsforholdene, han fokuserer på, men det er ingenlunde kun landbrugets forhold, han undersøger, det er hele samfundet, hvis funktionsmåde han gennemgår, det er hele samfundet, hvis mangler han søger at påvise. Og at han har dette helhedssyn på økonomien, bevirker, at vi kan udbygge hans tanker med vore egne iagttagelser; vi er ikke nødt til at holde os til hans analyser.

Man kunne således nok give sig til at undersøge kritisk hans anvendelse af Californien som dårligt eksempel. Gav beslutningen om at bygge en jernbane til Californien virkelig anledning til så stor en jordspekulation, som han beskriver? Var det virkelig denne forventning om fremskridtet, der i sig selv var årsagen til, at det samme fremskridt udeblev?

Og her skal ikke argumenteres med, at det var disse enorme spekulationspriser, der satte krisen i gang på det tidspunkt. Man kan udmærket tænke sig en tilsvarende spekulationsbølge fremstå et andet sted på et andet tidspunkt, uden at det fører til økonomisk verdenskrise. Det kommer alt sammen an på, hvor stor en del af økonomien der påvirkes af spekulationen. Hvis vi skal antage jordspekulationen i Californien som årsag til krisen (men så langt går George jo faktisk ikke), så kan det højst blive som udslaggivende faktor, og det forudsætter, at de økonomiske kræfter i området udgjorde en betragtelig del af verdensøkonomien; hvilket givetvis ikke var tilfældet, på trods af guldfundene og andet godt.

Derimod genkender vi jo nok situationen fra vor egen tid og vort eget land. Hvis vi tænker os tilbage til slutningen af halvfjerdserne, kan vi nok huske, hvordan de gode tider fra tresserne besynderlig nok fortsatte. Da arbejdsløsheden satte ind i 1974, kom der vel et kort ophold i hushandelen, men så snart folk opdagede, at arbejdsløshedsunderstøttelsen faktisk gav dem mulighed for at blive boende i deres hus, så fortsatte løbet bare derudad; dvs. så fortsatte det fra tresserne efterhånden veludviklede skema: man købte sig et hus; man gav alt for meget for det; men man gjorde det i sikker forvisning om, at inflationen ville fortsætte og derved hjælpe en med at betale af på gælden; man beregnede sig måske to eller tre år som “vandgrødsår”, som år, i hvilke der i høj grad skulle spares, men man regnede så sandelig med efter denne “vandgrødsperiode” at kunne leve flot og billigt. Der var vel enkelte spage røster, der advarede om, at dette ikke kunne fortsætte. Men de blev overdøvet. Og for øvrigt, om det fortsatte eller ej, var man ikke interesseret i, man var kun interesseret i, at det skulle fortsætte, indtil man selv var kommet med på vognen.

Læg mærke til, hvordan jordpriserne (for det var jo dem og ikke huspriserne, der var det afgørende) kan fastsættes næsten ad libitum. Det er forventningerne, der bestemmer prisen, og forventninger havde alle, store forventninger, endda, og det gav store priser. Så den gode regel, der gjaldt i gamle dage (skønt, hvornår har det egentlig været “gamle dage”?), at prisen skulle svare til, hvad en gennemsnitsfamilie var i stand til at betale, var for længst overfløjet af den besynderlige virkelighed.

Men helt ad libitum kunne priserne alligevel ikke fastsættes. Det kunne de ikke i Californien dengang. For enhver kan jo sige sig selv, at prisen skal afbalancere to forhold: hvad der kan tjenes i Californien, og hvad der kan tjenes der, hvor indvandrerne kom fra. Der skal være et incitament til at foretage den lange rejse; det skal kunne betale sig. Og hvis det er alt for dyrt at købe jord i Californien, dvs., hvis man ikke får mere for sit arbejde der, end hvor man befinder sig, eller hvis man ikke kommer op over det eksistensminimum, man er på, nå ja, så rejser man simpelthen ikke. Nu kom nok verdenskrisen til og slog bunden ud af de californiske jordspekulanters beregninger, men i sig selv kan disse beregninger også udmærket været løbet grassat; tager først forventningsfeberen fart, er den ikke til at standse.

Og heller ikke herhjemme kunne vi jo blive ved med at give mere og mere for parcelhusjord. Den fine balance, som man sådan rationelt set kunne sige sig selv, der måtte findes, balancen mellem hvad man forventede af fremtiden, og hvad fremtiden så faktisk bragte, blev forstyrret. I vort tilfælde blev den forstyrret af en socialdemokratisk regering, der tillod sig at begynde at føre indkomstpolitik og på den måde bremse inflationen noget.

Men ligesom i Californien den ødelagte balance fik forventningerne helt slået i stykker: indvandrerne kom ikke, sådan fik den også herhjemme slået fremtidsforventninger itu: byggeriet gik helt i stå i to eller tre år.

Alt i alt: Hvad han skriver om jordspekulationen i anledning af jernbanen til Californien, kan vi nikke genkendende til.

Men derved er jo kun sagt, at det måske var jordspekulationen, der i Californien ødelagde landets fremtidsmuligheder for en tid, ikke, at krisen i verdensøkonomien skyldes jordspekulation.

En anden af Georges iagttagelser, som der her skal gøres noget ud af, er den sidste, den, at kriserne ofte kommer pludseligt og uden varsel. Sådan gik det til, da vi i 73-74 fik arbejdsløsheden igen. Ingen havde regnet med det; man havde nok oplevet nogle enkelte tilfælde af fabrikker, der gav sig til at køre i et lidt lavere gear, og man havde nok regnet sig frem til, at det måske var tvivlsomt, om udviklingen kunne fortsætte (renten for passiv pengeanbringelse oversteg stærkt renten ved aktiv pengeanbringelse), men ingen troede længere på, at der kunne komme kriser i samfundet, alle havde ladet sig overbevise om, at man nu magtede kriserne gennem regeringernes styring (selvom denne sandt at sige ikke var noget at prale af; man nåede sjældent de mål, man satte sig (N.B.: målene var dengang et vist overskud på statsfinanserne). Ikke desto mindre kom altså krisen; den satte sig igennem på mindre end et halvt år. Om det var oliekrisen som følge af Jom-Kippur-krigen i 73, eller der var andre ting, der var udslaggivende, lad det her være usagt, krisen kom, og den kom pludseligt.

Det samme oplevede man i Tokyo i slutningen af firserne. Også der var det lykkedes at opnå svimlende priser på jord; også der var der firmaer, der havde tjent styrtende med penge på at købe jord og siden sælge; også der var prisfastsættelsen ikke længere afhængig af, hvad man kunne få ind i leje, men af, hvad man forventede at kunne sælge det for om nogle år. Og også der gik gassen af ballonen med næsten en eksplosions hurtighed. Gudskelov lykkedes det japanerne at “gribe jordprisernes fald i flugten”; det lykkedes dem at undgå et totalt sammenbrud på finansmarkedet ved hjælp af sindrige aftalesystemer, men pludseligheden var ikke til at tage fejl af.

Hermed være ikke sagt, at alle kriser er kommet pludseligt. Men Georges forklaring: at samfundet hænger sammen i et netværk af aftaler og “kredit”, og at dette netværk bryder sammen, når en af forudsætningerne: tillid til fremtiden, ikke længere holder stik, er god nok.

Men igen: Giver dette en forklaring på verdensøkonomiens kriser? Det gør det vel ikke umiddelbart. Men det giver dog en kraftig antydning.

Dog, en egentlig forklaring, eller en stringent bevisførelse kræver tal. Og da, som nævnt i indledningen, de tal, der fremskaffes, afhænger af den teori, der ligger bag fremskaffelsen, og da så at sige ingen, der har tid og kræfter til at arbejde med at fremskaffe tal, har interesseret sig for Henry George, så må det i denne artikel forblive ved den ikke­kvantitative forklaring.

Men den kan jo også godt, trods det, blive af kvalitet.

3.2. Forudsætninger for Henry Georges teori.

Den teori, George fremsætter, har naturligvis visse forudsætninger, og George har langt hen ad vejen fremført disse forudsætninger i den foregående del af Fremskridt og fattigdom. Her skal kun nogle af disse forudsætninger nævnes, idet dog den bemærkning forudskikkes, at det ikke dermed er givet, at de indgår med vægt i min endelige argumentation.

3.2.1. Den forudsætning, at “jord” er en produktionsfaktor.

Det er for George en selvfølge, at produktionen har tre faktorer, jord, arbejde og kapital. Men han gør både i Fremskridt og fattigdom og i sine senere skrifter, specielt måske det ikke til dansk oversatte The Science of Political E.conomy[2], et stort nummer ud af at tilbagevise den sammenblanding, som datidens “normaløkonomer” foretog af kapital og jord. Sammenblandingen var måske forståelig nok. Man kunne (og kan) investere i både kapital og jord. Og ud fra denne praksis føres man uvilkårligt til at betragte de to som to alen ud af et stykke, som i grunden et og det samme. Som Thorkil Kristensen sagde det engang i et privat samvær: “Man kan uden skade for alle praktiske formåls skyld slå de to sammen til et”.

Ikke sandt, for at oprette en arbejdsplads, må der investeres. Men om det er en investering i jord eller i kapital, det er der ingen, der bekymrer sig om. Det er bedre, synes man at mene, at bekymre sig om, hvordan man kan gøre investeringslysten stor, så der kan blive oprettet arbejdspladser, end at bekymre sig om, hvorvidt en given nødvendig investering skal foretages i jord eller i kapital.

Så ingen tvivl om det: det er den praktiske side af økonomien, der har foranlediget denne sammenblanding af jord og kapital.

Men netop denne sammenblanding medfører ofte, at analysen bliver skæv. Når man således vil gøre op, med hvor meget et lands formue er forøget over et bestemt tidsrum, så må man vælge: enten medtage jordværdistigningerne eller også ikke medtage dem. Set fra borgerens synspunkt er hans formue steget, når hans jord er blevet mere værd; han kan sælge sin jord og få rigtige menneskepenge ud af transaktionen. Og lægger man alle borgernes øgede formuer sammen, så skulle man synes, at man nåede det rigtige resultat. Det vil nok også tilnærmelsesvis gælde, men hele tankegangen bagved er forkert. For den stigende jordværdi er jo ikke fremkommet ved nogen produktion, den er kun en afspejling af den produktion, der har fundet sted, eller en foregribelse af en produktion, der vil finde sted, ikke i sig selv resultatet af nogen produktion (når bortses fra jordforbedringer). Så skal resultatet bruges til at vise, hvor flittige landets borgere har været, vil det blive misvisende.

Et eksempel på en misvisende analyse er allerede omtalt. Da man i slutningen af halvfjerdserne med vilje og vidende søgte at holde inflationen i ave, var der ingen, der advarede om følgerne for de parcelhusejere, der havde betalt netop for stadig fortsat inflation. Og det var måske heller ikke til at vide, at denne nedgang i inflationen ville føre til et regulært byggestop på to til tre år. Men alligevel! Når vismand Anders Ølgaard kunne forklare, at et protesttog til Christiansborg med det formål at få standset inflationen (det tænktes at bestå af selvpensionister og andre folk med formue) ville blive mødt på gaden af et andet protesttog, der ville til Christiansborg for at demonstrere for stadig fortsat inflation (bestående af parcelhusejere), så ser det unægtelig ud, som om han havde fattet det farlige ved at afbryde inflationen. Og dog var det netop i hans tid som overvismand, at man søgte at dæmpe den.

Så nogen indviklethed er der omkring dette med jord og kapital. Og det kan på den baggrund være velgørende at læse Georges udredninger, hvor han klart opretholder skellet mellem jord og kapital (f.eks. påviser han, at Adam Smith i sin bog The Wealth of Nations bruger Wealth som betegnelse for den produktionsskabte formue, ikke som betegnelse for den formue, der består af jordejendomsrettigheder). Men på trods af det vil jeg ikke mene, at denne forudsætning modsiges af “normaløkonomerne”.

3.2.2. Den forudsætning, at alt fremskridt nedfælder sig som stigende jordpriser, kapitaliseringsmekanismen.

Også denne forudsætning findes hos “normaløkonomerne”, blot overses eller glemmes den ofte. Jeg skal om lidt give et eksempel på, hvordan det af en “normaløkonom” vides, at tilskud til landbruget blot medfører højere priser på landbrugsjorden (se her side 52). Så hvad tilskud angår, er mekanismen anerkendt. Og den må vel med nødvendighed anerkendes, når det ikke lige er landbrugssubsidier, der er tale om, men f.eks. stigende korn priser, faldende energipriser, nedadgående kunstgødningspriser, og lignende.

Men man kan spørge, om den tilsvarende kapitaliseringsmekanisme også er anerkendt, når det gælder byjord Svaret er lidt usikkert.

Det kan påvises, at nøjagtig ens ejendomme koster forskelligt, afhængigt af, i hvilken kommune de befinder sig. Er grundskylden lav i kommunen, er måske endda også indkomstskatten lav, nå ja, så skal der betales tilsvarende mere for dette hus, end for et hus, nøjagtig magen til, blot beliggende i en kommune med højere grundskyld og større indkomstskat. Disse eksempler, som der kan fremvises nogen stykker af, viser, at kapitaliseringsmekanismen faktisk virker, også for byjords vedkommende, i hvert fald på parcelhusområdet. Og det må vel formodes, at det gælder for forretningsejendomme også, blot at det der er andre ting, der får priserne til at bevæge sig op eller ned.

3.2.3. Den forudsætning, at der findes en spekulationsmekanisme.

Denne forudsætning har man hos “normaløkonomer” ikke beskæftiget sig meget med, så det er lidt uklart, om den anerkendes af andre end georgister. Men den er nødvendig at få med af hensyn til den argumentation, jeg skal komme med om lidt.

Og det er sådan set heller ikke så vanskeligt at indse. Ud fra det eksempel, jeg har nævnt i det foregående, om jordspekulation i Californien i anledning af jernbanebyggeriets fuldførelse, og ud fra et eksempel, jeg skal nævne i det følgende, om jordspekulation i Tokyo i slutningen af firserne (se her side 53), kan det ses, at det er ganske vilde priser, der kan nås frem til. Og det hænger sammen med, at man ikke spekulerer på, om besiddelsen af lige den jord, man køber, kan komme til at løbe rundt i år; man er uinteresseret i, om indtægter og udgifter kan nå sammen i indeværende år; blot de kan komme til det engang. Det vil sige: sådan forholder det sig i de optimistiske opgangstider. I nedgangstider ser det straks helt anderledes ud.

Men altså, i opgangstider, som vi så det herhjemme på boligområdet i tresserne og halvfjerdserne, er man villig til at betale en overpris for jorden, en spekulationspris eller en forventningspris; i alle tilfælde: man er villig til at betale mere for jorden pr år, end man egentlig har råd til.

Hvorfor?

Fordi man ved køb af et stykke jord ombytter en formue, der har en nominel fast værdi (en sum penge) med en formue, der tænkes at stige i værdi, regnet i de nominelle kroner, man køber jorden for. Hvis ikke alle og enhver regnede med, at jorden ville stige i værdi, hvis der var erfaring for, at jorden sommetider faldt og sommetider steg i værdi, så ville ingen betale mere, end man i indeværende år havde råd til. Hvis man gjorde det, nå ja, så var man jo hjulpet, hvis den i de efterfølgende år steg i værdi, eller rettere: man var hjulpet, hvis ens løn steg i forhold til det, man skulle betale i jordleje. Men man ville jo være dårligere stedt, hvis jorden gik hen og faldt i værdi, dvs. hvis ens løn faldt i forhold til det, man skulle betale i jordleje. Derfor, hvis der var mulighed for både op- og nedgange i jord­priserne, ville ingen sætte sig hårdere, end han kunne betale det i indeværende år.

Nu siger erfaringen, at jorden stiger i værdi næsten uafladeligt. Derfor er det reglen, og ikke undtagelsen, at man betaler mere for jorden, end man kan overkomme i indeværende år. Alle regner med, trods nedgangstider, trods dårlige fremtidsudsigter, at det dog engang bliver bedre tider. Og alle er derfor villig til at betale mere for jorden, end man kan overkomme i indeværende år.

Det vil sige: Der findes stadig en forventningspris på jorden.

Det kan måske lyde lidt brutalt at sige noget sådan på et tidspunkt, hvor ejendomsmarkedet er uhyre trægt. Men man skal huske på, at alt er relativt. Ejendomshandelen går ganske rigtigt uhyre trægt for tiden. Men hvis priserne kom ned i det rette leje, ville det komme helt anderledes i gænge. Problemet er, at man ikke rigtig kan vænne sig til, at man ikke kan få hvad som helst for sin ejendom. Derfor holder mange den hen i håb om de bedre tider, som alle venter på. For det ville da være dumt at sælge den nu, hvis man ved at vente kunne få 10% mere for den.

Man kan spørge omvendt for at belyse sagen. Man kan spørge, om de unge, der køber hus i dag, er villige til livet ud at betale den procentdel af deres indkomst i husleje, som de betaler i dag. Svaret er, at det er de ikke. De regner bestemt med, at det vil gå dem ligesom det er gået deres forældre: de vil på et eller andet tidspunkt få bedre råd til at bo i det hus, de har købt. Dermed ikke sagt, at ikke nutidens unge er blevet meget mere forsigtige end deres forældre var. De vil ikke kaste sig ud i det helt vilde og vandgrødsagtige, som deres forældre gjorde i tresserne og halvfjerdserne. Men dermed være heller ikke sagt, at ikke også de har en fornemmelse af, at det er en god investering, de foretager sig, når de køber sig et hus.

Og det hele hænger altså sammen med, at enhver jordhandel består i, at man bytter en form for formue ud for en anden; en form for usikkerhed for en anden; den usikkerhed, der knytter sig til besiddelsen af penge (kommer der inflation? hvor høj er renten?) for den usikkerhed, der knytter sig til besiddelsen af jord (hvad finder regeringen på for nye skatter? hvordan går det med lønudviklingen?). Og i det spil har det altså hidtil været jorden, der har været betragtet som mest værdifast. Hvilket har ført med sig, at der er opstået en forventningspris på jorden.

Jeg taler med vilje ikke om en spekulationspris, skønt det er den samme mekanisme, som den George omtaler med dette navn. For der er ikke tale om, at det er fæle spekulanter, der udnytter den fattige mand og tager hans sidste skilling fra ham ved disse jordhandler. Der er i stedet tale om det besynderlige forhold, at man, hvis man vil købe jord, er nødt til at “spekulere”, man er nødt til at kaste sig ud i det usikre, man er nødt til at betale den pris, der kræves for øjeblikket, og den pris fastsættes ud fra, hvilket hus der er tale om, naturligvis, men så sandelig også ud fra, hvad “man” forventer af fremtiden, hvad jordpris angår. Alle forventer en opgang i jordprisen af en større el1er mindre værdi; derfor indkalkulerer man denne forventning i prisen; derfor må alle betale for denne forventning; og derfor kommer de, der køber nu, til at betale dyrt (for dyrt), hvis forventningen ikke indfris, og til at vinde stort, hvis forventningerne overindfris.

Sådan er det.

3.3. Argumentation for den ærlige metode til bekæmpelse af arbejdsløshed.

Det, der nu er spørgsmålet, er, om Henry George har ret i sin kriseteori. Kan man i dag fastslå, at det forholder sig, som han påstår? Er der tale om, at det er forventningspriserne på jord, der fører til høj- og lavkonjunkturernes opståen? Man kan måske påpege en tidsfølge, men kan man derfor påpege en årsagssammenhæng? Det er det, der nu skal undersøges.

3.3.1. Arbejde og kapital kan under stigende produktivitet forrente en stigende jordpris uden arbejdsløshed, men ikke en spekulationsjordpris.

Først skal imidlertid ovennævnte sætning fastslås. Deraf kan det ses, at problemet om, hvorvidt der findes en spekulationspris på jorden, bliver aktuelt.

Henry George fastslog, at der fandt jordspekulation sted, når arbejde og kapital ikke længere kunne få det udbytte, de var vant til. Som han sagde: “Produktionen vokser ikke i et naturligt forhold, fordi det er umuligt for de nye arbejdskræfter og kapitaler at finde beskæftigelse til den sædvanlige pris”. George tænker sig et alt andet end stillestående samfund; hans tanker er opstået i et samfund i forandring. Og det betyder, at det udbytte, arbejde og kapital er vant til at få, er foranderligt. Det var på det punkt, George tog fejl; han mente, at arbejdskraften af de stadige kriser ville blive tvunget ned på eksistens­minimum; og den tids sociale nød syntes at give ham ret. Men heldigvis blev arbejdskraften bedre vant og også i stand til at kræve mere af kagen. Så det, arbejdskraften er vant til at få i dag, og det, den var vant til at få på Georges tid, er noget helt forskelligt. Men altså, spekulationen bevirker, at det bliver vanskeligt at finde beskæftigelse til den sædvanlige pris. For arbejderne; for kapitalen.

Men da både det, arbejderen er vant til at få, og det, kapitalen er vant til at få, er under ændring, er det ret svært at fastslå, hvornår der da er tale om jordspekulation, og hvornår der er tale om en reel jordværdistigning.

For det har jo George vist i det foregående, at enhver forbedring i samfundet vil give sig udslag i højere jordpriser. Om det nu lige er enhver forbedring, og om forbedringen nu lige slår igennem med al sin styrke, lad det spørgsmål være! Her er det nok at fastslå, at arbejde og kapital under stigende produktivitet er i stand til at betale mere og mere til jorden; i et samfund i udvikling vil jordprisen stige.

Og den vil stige, uden at dette medfører arbejdsløshed. Dette er ganske vist en løs og ubevist påstand. Og tillige en ubeviselig påstand. Skulle den bevises, måtte man jo tilbage til start; man måtte tænke sig en situation uden arbejdsløshed som udgangspunkt. Men en sådan situation giver historien os ikke at begynde med.

Så alt, hvad jeg kan gøre, er at påstå, at det ikke er jordprisstigningen i sig selv, der fremkalder arbejdsløshed, men dette, at jordprisstigningen bliver en spekulationspris eller forventningspris, der bevirker, at arbejdsløsheden dukker op.

Man kunne også gå den omvendte vej og sige, at dette, at der faktisk er arbejdsløshed i vort samfund, betyder, at jordprisen er en forventningspris. Men mere end en påstand bliver det jo ikke af den grund.

Mere skal det heller ikke være på dette sted. Meningen er blot at pege på dels Georges opfattelse af samfundet som et samfund i udvikling, dels på, at dette ikke nødvendigvis peger frem imod den løsning, der hedder “fuld grundskyld”; fejlen er ikke, at det er private, der ejer jorden, men at dette forhold fører til dannelsen af en forventningspris på jorden.

3.3.2. Forventningsjord prisens skadevirkning.

Og man kunne nu først spørge: Jamen, er det egentlig så galt? Gør det så meget, at der danner sig en forventningspris på jorden?

Det eneste, der sker, synes jo ved første øjekast at være, at arbejderen så må nøjes med lidt mindre. Dengang kunne det måske betyde noget. Men i dag? Når en landmand køber ejendom, må han påregne, at han de første år ikke kan få enderne til at nå sammen; først efterhånden vil det lykkes, men så vil også overskuddet stige år for år, eller han kan slappe af med et lidt mindre overskud, end han plejer at få. Eller når en bymand køber et parcelhus, må han regne med, at han i de første år må betale lidt mere i husleje end sine naboer, der har købt noget tidligere; men efterhånden som udviklingen går fremad, kommer han jo med på vognen; hans husleje falder i forhold til lønnen; og han kommer derfor, ligesom sine naboer, til at sidde bedre i det. Er det så farlig en foreteelse? Og her: Kan det virkelig skabe arbejdsløshed?

Nu siger jo George, at det ikke blot er arbejderen, der må nøjes med mindre, end han er vant til; det kan han nok vænne sig til, eftersom han jo af udviklingen stilles bedre forhold i udsigt; det er også kapitalen, der må klare sig med mindre; og det er straks værre. Kan og vil kapitalen det?

Og det er et andet spørgsmål.

Hvis vi et øjeblik tænker tilbage på Georges eksempel fra jernbanebygningens tid i Californien, så ses det, at fejlen var, at balancen blev brudt; balancen mellem på den ene side den forøgelse i jordens produktivitet, der blev tale om ved bygningen af jernbanen, og på den anden side den situation, udvandrerne kom fra; situationen i Californien skulle jo trods alt gerne være bedre for dem. Og det bestemmer altså jordpriserne. Men i tilfældet Californien tippede priserne over, så det ikke kunne betale sig at drage op fra en dårlig tilværelse østpå til en lige så dårlig og slavebunden tilværelse vestpå. Eller vi kan tænke på tilfældet, som senere skal nævnes, med Tokyos jordspekulation. Også her gik det galt, fordi stigningen tippede over, blev for stor, spekulationen løb løbsk. Og når det gik galt, hænger det ikke så meget sammen med, at arbejdskraften ikke kunne nøjes med mindre, det hænger mere sammen med, at de forskellige firmaer ikke længere kunne honorere de krav, som deres lånte kapital stiller. Hvis man til sidst i jordspekulationens tid kun købte ejendom i den hensigt at kunne sælge den med fortjeneste om nogle år, så er ejendomskøbet blevet løsrevet fra den normale forrentningssituation, prisen spiller ikke længere nogen rolle, det er kun fortjenesten ved salg, man er interesseret i. Og når denne fortjeneste så ikke viser sig, og når ejendommen er købt for lånte penge, så er det, man kommer til at hænge på den, og vel at mærke hænge på den på en måde, som det er ganske umuligt at arbejde sig ud af. Et byggefirma, der har forkøbt sig, kan nok få en ordning med banken, men det bliver jo så banken, der kommer i vanskeligheder i stedet for, i hvert fald, hvis der er mange af dens kunder, der skal have sådanne henstandsordninger.

Eller, hvis vi skal tage et dansk eksempel: De husejere, der sidst i halvfjerdserne havde købt ejendom, havde købt i den forventning, at inflationen ville fortsætte og hjælpe dem af med deres gæld, som den havde hjulpet deres husejerkolleger fra blot et par år før. Sådan gik det ikke. Inflationen sagtnede farten, og husejerne kom i klemme, mange måtte på tvangsauktion, fordi de ikke kunne blive ved med kun at leve af vandgrød. Og så stor en del af et normalmenneskes livsindkomst er trods alt et hus, at det for de fleste, der endte på tvangsauktion, var ganske umuligt at arbejde sig ud af gælden.

Så problemet er ikke så meget det, om arbejderen kan finde sig i, for en tid eller igennem længere tid, at nøjes med mindre i løn; problemet er, hvorvidt arbejderen kan honorere kapitalens krav; hvorvidt han kan blive ved med at betale af på sit lån. Når han ikke kan det, når buen er spændt så hårdt, at dette bliver umuligt, ikke bare for den enkelte, men for en hel generation af husejere, så er det, der opstår krise.

3.3.3. Fra jordkrise til arbejdskrise.

Ja, krise for husejeren som husejer, men da ikke derfor krise for fabrikker og produktionsvirksomheder?

Jo, tingene hænger sammen.

Dels betyder husejernes krise, at deres forbrug indskrænkes. Og det er jo blandt andet husejeren, fabrikanten lever af. Hvis en hel generation af husejere indskrænker deres forbrug, så kan det mærkes i industrien.

Det er den omvendte mekanisme af den, der ofte klages over i opgangstider: i de gode tider, hvor huspriserne stiger og stiger, optager husejeren lån, som han bruger til ekstra forbrug, hvilket fører til for stort forbrug, i hvert fald for stort importforbrug, efter diverse regeringers mening. Når det så går nedad for økonomien, når huspriserne falder, og mange går fra hus og hjem, så indskrænkes forbruget, og så er også det galt; for så sendes jo mange arbejdere på gaden, eftersom der ikke er brug for de biler eller fjernsyn eller vaskemaskiner, de producerer.

Og dels betyder husejernes krise, at bankerne kommer i vanskeligheder; hele den finansielle sektor rammes. Når en stor del af kunderne ikke kan indfri deres låneaftaler, når store lån må afskrives, så bliver bankerne forsigtige, især vel med lån af risikovillig kapital; denne del af kapitalmarkedet indskrænkes, for har man ikke lige set, hvordan det er gået med den sædvan­ligvis mest sikre del af markedet, ejendomsmarkedet? vil det mon så ikke gå tilsvarende dårligt for den traditionelt mere farlige del af markedet, der betjener de nye virksomheder, hjælper manden med den gode ide med at få gang i en ny produktion? Sådan vil det gå, jo. Og derfor øges arbejdsløsheden.

3.3.4. Jordprisernes spekulationssvingninger fører til svingninger i den øvrige økonomi.

Påstanden i denne artikel er altså, at det er jordprisernes svingninger, der er det primære; det er derfra, svingningerne i den øvrige økonomi opstår. Det forholder sig altså ikke sådan, at jordprisernes svingninger blot afspejler den øvrige økonomis op- og nedture, skønt det jo godt kunne se sådan ud. Det er fra jordprisernes svingninger, at høj- og lavkonjunkturerne stammer.

Første argument for denne påstand skal være det indlysende spørgsmål: Hvor skulle svingningerne ellers komme fra?

I det foregående og i et par eksempler sidenhen er det påvist, at disse svingninger kan forklares, endda forklares ret let, som fænomen i sig selv. Vi behøver ikke forestille os, at der er svingninger i økonomien for at kunne forklare jordprisudsvingene. De har deres egen iboende mekanik; den kapitaliseringsmekanisme, der gælder på det område, vil automatisk føre til, at man foregriber fremtidens jordprisstigninger, og så er spekulationsudsvingene forklaret.

Alle andre svingninger kan ikke forklares så enkelt. Om alle andre udsving gælder, at de føres tilbage til normalen af produktionen. Er kartofler kommet for langt ned i pris, vil nogle af producenterne falde fra, prisen vil stige og det bliver atter rentabelt med kartoffeldyrkning. Viser det højopløselige fjernsyn sig at forblive for dyrt for menigmand, så vil produktionen ikke rigtig komme i gang; først når virkelig mange fornemmer, at de mange ekstra penge til et sådant apparatur er givet godt ud, kommer der sving i fabrikkerne. Og så videre: Om alt andet end lige jord gælder det jo, at en høj pris vil fremme produktionen, mens en lav pris vil signalere, at produktionen mindskes. Men jord kan der ikke produceres mere af. Og disse signaler, omend de fremkommer på jordområdet, fører derfor ikke til de ønskede resultat, men til spekulation. De tårnhøje priser på forretningsejendomme i Tokyos bymidte signalerede vel til producenter, at der skulle bygges mere; og bygget mere blev der, men geografien selv sætter der en grænse. Og derfor er det kun jord, der på den måde kan spekuleres i.

3.3.5. Med normalmidlerne er man i et dilemma.

Men det må indrømmes, at de fleste ser omvendt på sagen, regner med, at det er jordpriserne, der er det afledede, og andre ting, der er det igangsættende.

I hvert fald har man en række midler, som man griber til i en kriseperiode, og som griber ind i økonomien på forskellig måde.

Man griber f.eks. til rentevåbnet, dvs. man søger gennem høj eller lav rente at holde inflationen i ave og at skabe øget beskæftigelse. Og bevares, man ved godt, at for lav rente giver inflation, for høj rente arbejdsløshed, men, siger man, det gælder om at balancere mellem de to yderligheder. Og det er næsten det samme som ingenting at gøre.

Man er f.eks. i de andre EF-lande ret fortørnede på Tyskland, fordi landet af indenrigspolitiske grunde kører med en meget høj rente. Grundene herfor er gode nok, går tilbage til genforeningen, har med det at gøre, at genforeningen kostede langt mere, end først kalkuleret. Men selve dette, at en høj rente skaber arbejdsløshed, er man nogenlunde enige om. Tanken er den, at når renten er høj, er der ingen, der vil låne. Og man har netop i en arbejdsløshedssituation brug for, at nogen vil låne. Det er jo den risikovillige kapital, der sætter noget i gang. Og når der ikke er nogen kapital, der er villig til at tage en risiko, så må resultatet blive større arbejdsløshed, mener man.

Alt sammen sikkert rigtig nok.

Og det er da heller ikke uden virkning, når man ændrer på renten. Men man skal ikke af den grund tro, at det er regeringerne eller nationalbankerne, der i et og alt styrer rentehøjden. Den kan justeres indenfor små grænser, det er alt. Udover det følger den sin egen lovmæssighed.

For hvad der er lav og hvad der er høj rente, har blandt andet med jordprisstigningerne at gøre. Når det er opgangstider og jorden stiger i pris, så kan man ikke uden videre regne med, at en høj rente vil afskrække folk fra at låne penge til at købe jord for. Det kan meget vel være, at hvad en vognmand, der skal købe sig en ny lastbil, regner for en utrolig høj rente, det regner jordkøberen, der forventer stor gevinst i kraft af de stadige jordprisstigninger, for en rente, han betaler af med venstre hånd. Og sætter man i en sådan situation renten op, for at afskære jordkøbere fra at betale forventningspris på jorden, så afskærer man samtidig med langt større kraft vognmændene fra at forny deres vognpark. Og hvis man regner med, at de store jordprisstigninger presser renten i vejret, dels fordi køberne gerne betaler en høj rente (hvorfor skal de så ikke have lov til det?) og dels fordi jordprisstigningerne jo skal finansieres og der derfor forbruges mere af lånekapitalen end ellers, så bliver dette et yderligere eksempel på, at de gode tider i kraft af jordprisstigningerne bærer kimen i sig til de dårlige.

Omvendt i nedgangstider. USA har for øjeblikket en ret lav rente; den er blevet sat ned, netop for at opmuntre til nye investeringer. Men belært af tidligere erfaringer, skal i hvert fald jordkøberne ikke have noget af at vove sig ud i de vilde spekulationer; og denne tilbageholdenhed smitter dels af på andre områder af samfundet, dels medfører den også tilbageholdenhed med hensyn til forbruget, og manglende forbrug giver ikke de store investeringer i fremstillingssektoren.

Et andet af normalmidlerne består i at køre med underskud på statsbudgettet. Tidligere var det vistnok idealet, at man gjorde det, uden at prøve at finansiere dette underskud, at man altså med vilje skabte inflation; det gjorde ikke så meget, var teorien, for når der blev skabt arbejde, kom der flere penge i statskassen, og så var underskuddet borte.

Det har vist sig, at den går ikke. Mange har prøvet, men hvad enten det nu skyldes, at de ikke kan køre midlerne forsigtigt nok, eller det skyldes, at der altid er stor fare for inflation, der måske går over i hyperinflation, metoden er med rette forladt.

Så nu kører man nok med underskud på statsbudgettet, men man sørger for at lånefinansiere dette underskud, dvs. man regner med, at fremtiden vil give flere penge i kassen. Og i hvert fald behøver det finansierede underskud ikke give inflation. Det giver det ikke direkte, men kan medvirke til det indirekte. Dette finansierede underskud kan nemlig være med til at øge pengemængden i samfundet, og denne øgede pengemængde kan give inflation. Og for øvrigt, ved at arbejde med store underskud og deraf følgende store lånoptagelser fra statens side, er man med til at øge renten (efterspørgslen efter penge øges, derved øges også prisen på penge: renten). Og det kan jo være lidt uheldigt, når man af hensyn til arbejdsløsheden gerne vil holde en lav rente.

Det er ikke lige til at vide, hvilke teorier sådanne praksisser går ud fra. Men man gætter nok ikke forkert, når man regner med, at teorien bag f.eks. underskuddet regner med, at årsagen til konjunkturudsvingene enten ikke kendes eller ligger i statens forkerte indblanding. Ligeledes kan nogle teoretikere være af den opfattelse, at statens eller nationalbankens rentestyring har til hensigt at afbøde de uheldige virkninger af statens øvrige handlinger i økonomien.

Men altså: Man kan mene, at årsagen til konjunkturudsvingene ligger et andet sted, man kan handle ud fra den forestilling, at vi slet ikke kan eller behøver at kunne erkende den sande og egentlige årsag. Men man kunne altså også prøve at se på, hvordan tingene ser ud, hvis man antager, at årsagen ligger i prisdannelsen på jord, ligger i det forhold, at der kan dannes forventningspriser på jord.

Specielt vil man måske være interesseret i noget sådant, hvis man ønsker at bekæmpe arbejdsløsheden.

3.3.6. Teknologiens indvirkning.

George formulerede sig på den måde, at der var tale om, at arbejdet blev holdt uden for den ene produktionsfaktor: jorden. Som sagt mener jeg ikke, vi i dag med held kan bruge den formulering.

Men George var også klar over, at samfundet var et samfund i udvikling; det ligger bag hele hans opfattelse af spekulationsjordprisen, som det, der igangsætter kriserne. Og den side af sagen er nok værd at ofre lidt opmærksomhed på.

Hvordan ytrer det sig, at samfundet er et samfund i udvikling?

Det ytrer sig blandt andet deri, at der hele tiden afskediges arbejdere og nyansættes arbejdere. Det ytrer sig deri, at intet ligger fast, ingen arbejdsplads er en arbejdsplads for livet, intet job er sikret mod at blive undergravet af en ny opfindelse.

Alt for ofte har man fokuseret på den negative side af denne mekanik. Man har villet gøre det umuligt for firmaer at afskedige folk. Og bevares, når der skal afskediges, skal det gøres ordentligt, ingen tvivl om det. Men man overser derved, at afskedigelser er en del af samfundets dynamik. Hvis ikke der forekom afskedigelser, ville samfundet stivne i en gang fastlagte rammer, ingen udvikling finde sted, ingen bedre behandlingsmuligheder på hospitalerne, ingen lettelser i det grove arbejde, osv. Og man overser, at gør man det vanskeligt for firmaer at afskedige folk, vil de tænke sig bedre om, før de ansætter nogen. Et sådant krav vil i det lange løb få firmaer til at foretrække ny teknologi frem for nye arbejdere. Og det var jo ikke just det, man ville.

I stedet for således at rette opmærksomheden mod den negative side af problematikken, afskedigelserne, burde man spørge: Hvorfor ansættes der ikke flere, end tilfældet er? Hvorfor er der tilsyneladende i samfundet indbygget en forsinkelse i de til afskedigelserne svarende ansættelser, så der hele tiden er en nogenlunde konstant del af arbejdsstyrken, der er arbejdsløse? At svaret på dette sidste spørgsmål skal findes i økonomiske forhold, tyder den kendsgerning på, at de teknologiske forbedringer svinger op og ned, mens arbejdsløsheden svinger i takt, ikke med disse forbedringer, men med økonomiens op- og nedture.

Denne sidste kendsgerning er fremdraget for at ramme en pæl igennem den opfattelse, at arbejdsløsheden har med teknologiens fremmarch at gøre, og at den derfor vil øges med indførelse af ny teknologi. En sådan opfattelse, som deles af ganske mange, fremstår, fordi man fokuserer på afskedigelserne i stedet for på ansættelserne. Og netop afskedigelserne er ofte retfærdiggjort med henvisning til indførelse af ny teknologi. Dog skal man erindre sig, at ny teknologi er blevet indført løbende igennem det meste af forrige og igennem hele dette århundrede. George finder også anledning til at imødegå den påstand, at arbejdsløsheden har sin oprindelse i indførelse af ny teknologi (se Samfundets Livsspørgsmål, 2, udgave 1952, side 134). Og han levede dog for ganske mange år siden. Og man skal huske på, at den nye teknologi også drager arbejdspladser med sig. Bilen afskaffede vel de mange jobs, der var som hestepassere og karetmagere, men skaffede jo i stedet mange flere jobs som mekanikere og fabriksarbejdere. Fjernsynet afskaffede ikke noget, men skabte i stedet en lang række arbejdspladser. Og endelig skal man være opmærksom på, at en opfattelse af teknologien som årsagen til arbejdsløsheden, er defaitistisk, gør arbejdsløsheden til noget, vi bare må finde os i. Og intet er mere skadeligt for en løsning af arbejdsløsheds­spørgsmålet end netop det.

Men kendsgerningen (at arbejdsløsheden ikke har med indførelse af ny teknologi at gøre) er også fremdraget for med des større kraft at kunne rette opmærksomheden mod de økonomiske forhold.

Og her er der især én ting, der falder i øjnene:

Når en fabrik eller en virksomhed i øvrigt indfører ny teknologi, gør den det, fordi den derved kan spare penge. Vi kan vel ikke følge hver krone for sig gennem dens løb i samfundsøkonomien, men vi kan dog godt gøre os tanker om, hvordan egentlig denne besparelse gør sig gældende i samfundsøkonomien. Altså: en fabrik finder på en ny fremstillingsmetode, der gør dens varer 50% billigere. Den griber naturligvis denne metode med kyshånd og giver sig nu til at fremstille sine varer efter denne ny metode. Det betyder så, at den kan afskedige 50% af arbejdsstyrken. Og bevares, det er sørgeligt nok, og det kan nok være værd at fokusere på. For det er dér, vi oplever de menneskelige tragedier. Men lad os alligevel fare forbi disse afskedigede arbejdere, og spørge, om der da ikke sættes nyt arbejde i gang i kraft af den disposition, fabrikken har foretaget.

Der sættes nu først nyt arbejde i gang, når de nye maskiner skal fremstilles. Men den side af sagen kan vi her lade ligge. Vi vil koncentrere os om det, der sker i den finansielle sektor.

Varerne kan altså fremstilles til den halve pris. Vi kan derfor tænke os flere forskellige muligheder: fabrikken kan sænke prisen til det halve, altså lade forbrugeren få hele fortjenesten ved produktivitetsstigningen. Og hvis vi her ser bort fra det mersalg, der ved en sådan disposition kan blive tale om, og altså også ser bort fra, at det måske kun er 25% af arbejdsstyrken, der i realiteten bliver afskediget, så er min pointe her, at de afskedigede vel ikke går derfra med halvdelen af deres løn bundet i halen som statstilskud, men de går ikke desto mindre derfra med hele deres løn liggende, ventende på dem et eller andet sted i samfundsøkonomien. Hvis altså ikke der er noget, der hindrer denne hengemte løn i at komme frem. Forbrugeren kan spare penge, når han i fremtiden skal ud og købe fabrikkens varer. De penge vil han bruge et andet sted. Og den efterspørgsel, der ligger dér, er det, der følger med de afskedigede ud i arbejdsløsheden.

Man kan naturligvis tænke sig, at forbrugeren i stedet sparer sine penge op. Men dette fremkalder også efterspørgsel efter arbejde, i dette tilfælde ikke arbejde, der skal tilfredsstille et øjeblikkeligt forbrug, men arbejde, der skal tilfredsstille en investering Banken, der opbevarer forbrugerens penge, får jo derved flere penge at låne ud, det bliver lettere for den, der vil investere, at låne penge. Og at låne penge til investering betyder at efterspørge arbejdskraft til fremskaffelse af investeringsgoder.

Den samme mekanisme gør sig gældende, hvis vi tænker os, at det er, ikke forbrugeren, der sparer sine sparede skillinger op, men fabrikanten. der sætter sit større overskud i banken. Pengene bliver ikke der, men lånes øjeblikkelig ud med skabelse af nye arbejdspladser til følge.

Øjeblikkelig?

Ja, det er netop problemet.

Sker det nu også øjeblikkelig?

Svaret er desværre nej. Det sker med større eller mindre tidsforsinkelse. Tidsforsinkelsens størrelse er afhængig af, om vi befinder os i en høj- eller en lavkonjunktur. Det er denne tidsforsinkelse, der er skyld i arbejdsløsheden. Man kan fra statens side bøde på tidsforsinkelsen ved forskellige kunstgreb, nedsættelse af renten, forøgelse af statens budgetunderskud, men disse kunstgreb har i dag afsløret sig som kun midlertidige foranstaltninger; de skaber nye problemer, som det er svært at tackle, først og fremmest inflation.

Men altså: tidsforsinkelsen indebærer, at der nok skabes nye arbejdspladser, svarende til dem, der blev rationaliseret bort, men de skabes med en vis forsinkelse, sådan at til stadighed omkring 10% af arbejdsstyrken vil være ledig. Denne mekanisme er umenneskelig, fordi den samtidig virker som et filter, der sorterer arbejderne i brugbare og mindre brugbare arbejdere. Og det er umenneskeligt, om samfundet på den ene eller den anden måde stempler nogle af dets medlemmer som mindre brugbare.

Det er ikke desto mindre, hvad der sker.

Man kan sige, at denne artikel nok vil kunne enes med “normaløkonomerne” om, at det er en sådan tidsforsinkelse, der ligger bag arbejdsløsheden (skønt man jo er vant til at kalde den noget andet), men formentlig ikke om, hvad der da er årsagen til tidsforsinkelsen. Vi kan formentlig også blive enige om, at tidsforsinkelsen ligger i bankverdenen, et eller andet sted. Men ikke om, at den har sin rod i forventningspriserne på jord.

Det er derfor det, jeg nu skal søge at sandsynliggøre.

At det er opgangstider, man befinder sig i, viser sig blandt andet derved, at der kommer flere i arbejde. Dette virker i sig selv tilbage på efterspørgslen efter arbejde, idet arbejdere, der er i arbejde, forbruger mere end arbejdere, der er arbejdsløse. Man er ved at arbejde sig ind i en god cirkel.

Udmærket.

Men denne gode udvikling vil også give sig udslag i, at jordpriserne stiger. Og det er mindre godt. Dog vil i begyndelsen den større produktivitet, der er opstået som følge af de tekniske fremskridt, nok kunne holde trit med stigningerne; dels så de er i stand til at betale den større pris, der nu skal betales for jorden (det er jo kun de nyetablerede, der skal betale denne højere pris, de veletablerede, hvad enten de er småhåndværkere, fabrikanter, eller landmænd, har i den henseende deres på det tørre); og dels så bankerne af det indskud, husholdningerne og fabrikanterne sætter ind, er i stand til at finansiere købet af den nu dyrere jord.

Men når den jævne stigning i jordpriserne afløses af forventningsprisstigning, når man gerne betaler ågerrenter, fordi man mener, det er nu, man skal “hoppe på vognen”, så opstår problemet; så kan investering i arbejdspladser ikke konkurrere med investering i jord; så stiger renten, fordi jordinvesteringer nu kan kaste mere af sig og jordkøber er villig til at betale; så sætter jordsælger måske sin fortjeneste i banken, så der bliver endnu flere penge at låne ud af; det hele løber hurtigere og hurtigere, og til sidst får vi inflation, hvilket endnu mere sætter investeringer i arbejdspladser i stå og fremmer investeringer i jord.

Men der er tale om en glidende overgang, når højkonjunkturen nærmer sig sit højdepunkt, hvor den med et slag afløses af lavkonjunktur. Der er en række områder, hvorpå højkonjunkturen saver den gren over, den sidder på.

Forbruget går ned. Men det sker langsomt. Det er de nyetablerede husejere, der først af den høje jordpris tvinges til at sætte deres forbrug ned. De veletablerede kan fortsætte som før.

Og investeringerne tager af. Den stadige fornyelse har man ikke længere råd til, fordi renten er steget, og den foretages derfor ikke på samme selvfølgelige måde som før.

Og, hvad der her er væsentligt, de signaler, som økonomien faktisk udsender, hvor arbejdere bliver afskediget som følge af indførelse af ny teknik, signaler om genansættelse andetsteds i økonomien, de forplumres, for det er jo nu mere givtigt at sætte penge i jord end i arbejdspladser, forventningspriserne går ind i systemet eller signalgivningen og trækker flere penge fra bankerne til jorden end før, nu så mange, at renten stiger, også renten, som fabrikanten, der vil investere i arbejdspladser, skal betale. Den føromtalte tidsforsinkelse gør sig stærkere gældende.

3.3.7. Kan man spekulere i andet end jord?

Så, som en boble, der eksploderer, kommer tilbageslaget; hvis det da ikke kommer snigende som en tyv om natten. Der er mange måder, det kan ske på.

Men det mærkelige er, at der ikke er noget ved tilbageslaget, når det kommer, der fører tanken hen på jordspekulationen; der er ingen synlig forbindelse fra tilbageslaget til det forhold, at man kan spekulere i jord. Og man har derfor fundet alle mulige andre ting frem og fremhævet det som det afgørende.

I 1929 var det således ikke spekulation i jord, der fremkaldte sammenbruddet, det var spekulation i aktier. Så vi er nødt til i hvert fald at strejfe det spørgsmål, om ikke det kan lade sig gøre at spekulere i andet end jord?

Og svaret på det spørgsmål er: jo.

Man kan spekulere i alle rettigheder. Og jordejendom er en af flere rettigheder, som vi giver hinanden. Samfundene er ikke idealt indrettet, heller ikke efter “normaløkonomiens” målestok, og overalt, hvor samfundsmagten skaber en eller anden rettighed, skaber den også en spekulationsmulighed.

Når man kunstigt fastholder kronens kurs på et bestemt niveau i forhold til D-marken, så kan man naturligvis godt ærgre sig over de fæle spekulanter, der tillader sig at prøve at rokke ved vores fastkurspolitik, men man må dog være klar over, at det hele bunder i, at vi har indført en kunstig ordning, vi har sat prismekanismen ud af funktion. Og den form for spekulation, hvor man kunne ændre på tingene, så spekulation blev umuliggjort, tæller ikke med her.

Anderledes med aktier.

Det er jo ubetvivleligt, at man kan spekulere i aktier. Noget af det, der gør, at man kan spekulere i aktier, er de rettigheder, der knytter sig til det specielle aktieselskab, der er tale om. l en bølge af spekulationsfeber, som opstår fra tid til anden, spiller den slags en stor rolle; eller mere præcist: rygter om den slags spiller en rolle. Det er ikke længer nok at bemærke sig, at selskabet har en god medarbejderstab; det er ikke længer tilstrækkeligt at være klar over, at selskabet driver en god og sund forretning. Næ, skal aktierne op i de helt store kurser, så må der mere til; så må det antydes, at man er i besiddelse af specielle evner, nye opfindelser, særlige salgsrettigheder, eller givtige oliefelter.

Men det er klart, jo mere andre særrettigheder frasorteres, efterhånden som vore samfund bliver mere og mere internationaliserede, dvs. efterhånden som den frie bevægelighed for kapital og varer slår igennem, des mere træder den rettighed i øjnene, som ikke under nogen omstændigheder kan frasorteres: jordejendomsretten. Og den kan jo også gemme sig i et aktieselskab, og dette at spekulere i aktier kan derfor være en særlig måde at spekulere i jord på. Foruden at det kan være en spekulation i en ny opfindelse eller i andre overgemte særrettigheder, som frihandelen endnu ikke har fået taget livet af

Men altså, det, der har været forberedt siden opsvingets start: tilbageslaget, det, der har ligget som en indbygget tidsindstillet bombe i fremskridtet: krisen, det bliver nu virkeliggjort; med et slag eller gennem nogen tid; uden forvarsel eller efter forgæves regeringsforsøg på at bremse det. En dag er det der, uden mulighed for fejltagelse.

Og som sagt, det er ikke min mening at fastholde, at tilbageslaget altid vil give sig udslag i, at lige jordspekulationer slog fejl. Det kan lige så godt være aktiemarkedet, der giver det endelig dødsstød til opsvinget; eller det kan være i finansverdenen, de opløsende tendenser viser sig. Hvad der her er min påstand, er, at opbygningen af denne tidsindstillede bombe, væksten af død i en periode med overvældende liv, skyldes muligheden for at spekulere i jord, den mulighed, som den private ejendomsret til jord giver hvert af de industrialiserede samfund i vest.

Og selvom man måske ikke kan få fjernet alle andre spekulationsmuligheder, dette, at man fjerner muligheden for at spekulere i jord, må dog nødvendigvis få en gavnlig indflydelse på økonomien.

3.3.8. Hvordan vil det virke, hvis man kan holde forventningspriserne borte?

Dette skal nu søges overvejet, skønt det endnu ikke har været omtalt, hvordan man kan holde jordens forventningspriser nede. Der kan muligvis være flere metoder til opnåelse af dette skønne formål, men for nemheds skyld skal her forudsættes, at jorden er belagt med en løbende afgift, der er så lille, at den hvert år giver arbejde og kapital et rimeligt udbytte (dvs. det udbytte, som andre arbejdere og anden kapital vil nøjes med), men også så stor, at der ikke opstår nogen forventningspris på jorden.

Som sagt, det er ikke hermed afgjort, at der kun findes denne metode til forventningsprisens bortfjernelse. Når det bør overvejes, om andre metoder kan fremskaffes, hænger det jo indlysende sammen med, at denne metode med en løbende afgift på jord både her i landet og i andre lande kun synes at kunne indgå i de politiske partiers programmer, hvis de får lyst til at begå selvmord. Det betragtes af enhver husejer som et privilegium at få del i gevinsterne ved de fortsatte samfundsforbedringer. Og netop dem vil man jo ved denne foranstaltning fratage de kære husejere. Galmandsværk? Politisk ja, måske, men derfor ikke uden betydning økonomisk.

Det, der er spørgsmålet, er nu, om man ved at afskaffe muligheden for, at der opstår forventningspriser på jord, tillige fjerner den tidsforsinkelse, der bevirker, at der ikke for hver fyret arbejder øjeblikkelig kommer en arbejder i gang et andet sted i økonomien.

Lad os altså tænke os, at vi på et tidspunkt, hvor der er begyndende opsving i økonomien, får indført en eller anden ordning, så der ikke opstår nogen forventningspriser på jorden. Nok stiger jordpriserne, men de stiger ikke ud over det, som arbejde og kapital i kraft af de stadige teknologiske forbedringer kan honorere. Hvad så?

Ja, også under sådanne forhold vil naturligvis fabrikker lukke og arbejdere blive afskediget. Det er netop kendetegnet for den teknologiske udvikling. Men den billiggørelse af varerne, som denne udvikling fører med sig, den vil af forbrugerne eller af fabrikanterne øjeblikkelig blive omsat enten i større forbrug eller i større opsparing, Hvis den omsættes i større forbrug (og en sådan hører sig jo næsten til i den opgangstid, vi begyndte med at forudsætte), så bliver der altså flere teatre, flere aviser, flere bogforlag til i takt med, at slagterier og bilfabrikker omlægges eller lukker. I den henseende ligner situationen den, vi før beskrev, Blot er der nu ikke længere mulighed for at nogen kan give sig til at spekulere i jord; der er ingen, der presser på, for at den enkelte skal købe hus netop nu, for der er ingen fordel ved at købe nu, frem for i morgen, der er jo ingen forventningspris på jorden, Og det vil sige: der opstår ikke nogen nedgang i nye husejeres forbrugsmulighed, som før var med til at holde udviklingen tilbage, så den ikke fortsatte, men afløstes af tilbageslag.

Og hvis billiggørelsen af varerne omsættes i øget opsparing, er situationen om muligt endnu bedre: der vil ikke være nogen jordspekulationsprisstigning, der kan udkonkurrere investeringer i det arbejdspladsskabende erhvervsliv; der vil altså hele tiden være ledig og risikovillig kapital. Hermed ikke sagt, at der ikke under sådanne forhold kan forekomme fejlinvesteringer; banker og kreditforeninger kan også i den situation tage fejl. Men deres fejltagelser vil være almindelige fejltagelser, ikke fejltagelser baseret på en spekulationstillid.

Eller, kan vi sige: det signal, der udgår fra de i kraft af ny teknologi afskedigede arbejdere om genansættelse et andet sted i økonomien, det tidsforsinkes nu ikke længere. Signalet går ud i den almindelige efterspørgsel uden forsinkelse, det går ind i investeringsefterspørgslen og ingen forventningspris presser renten i vejret, ingen jordfinansiering truer med at lukke arbejdspladsinvesteringen ude.

Kort og godt: Min løsning på arbejdsløshedsproblemet består i at fjerne forventningsprisen på jord. Derved vil den sædvanlige tidsforsinkelse falde bort, og nye arbejdere komme i arbejde i takt med, at gamle afskediges som følge af den teknologiske udvikling.

3.4. Artikler fra The Economist

I det følgende skal ovenstående teser søges bevist gennem artikler fra The Economist. Bevist er måske så meget sagt, men tankevækkende forhold bliver dog fremdraget.

3.4.1. The Economist om landbrugskapitalisering. (12-12 92).

Blandt andet i en længere artikel om landbrugsstøtte i bred almindelighed afslører The Economist (Edward Carr), at begrebet “kapitalisering” er kendt og anerkendt. I bladet står der: “Jordejernes ekstra profit kan landmændene ikke bruge til ret meget. Når jord bliver købt eller solgt, vil prisen afhænge af den strøm af subsidier, der har gjort den mere værd. I økonomisk jargon: de årlige tilskud fra subsidier og beskyttelse bliver “kapitaliseret” til en stor sum, som lægges oven i jordens egen værdi. Den, der køber jorden, får ikke noget ud af den stadige strøm af subsidier, fordi han allerede har betalt for dem, da han købte jorden. Kun hvis subsidierne øges, vil han, som jordejer betragtet, begynde at få noget ud af regeringens politik”. (side 12).

Allerede denne indsigt burde, hvis den blev politisk såvel som økonomisk anerkendt, føre til en ændret politik. Men kapitaliseringsmekanismen er så tilpas indviklet, at det er ret usandsynligt, at det vil ske.

Dog, hvis vi her holder os til de økonomiske kendsgerninger og lader de politiske ligge et øjeblik, kan det ses, at

1) dette, at man indfører subsidier på et bestemt tidspunkt, kun gavner de landmænd, der er i erhverv på det pågældende tidspunkt; alle fremtidige landmænd får intet ud af subsidiet; prisen, de gav for deres ejendom, har taget højde for subsidiet, således at altså alle fremtidige landmænd er tilbage ved start.

2) omvendt dette, at man tilbagekalder subsidier på et bestemt tidspunkt, kun skader de landmænd, der er i erhverv på det pågældende tidspunkt; alle fremtidige landmænd skades ikke ved forandringen; for den pris, der fastsættes for deres ejendom, tager det tilbagekaldte subsidie i betragtning, således at den fremtidige landmand bliver stillet lige med den etablerede landmand før tilbagekaldelsen.

Det sidste nævnes ikke af Edward Carr, men er en uundgåelig følge af det første. Og et andet sted i artiklen nævner han det; han beskriver således, hvordan New Zealand afskaffede subsidierne i midten af firserne. Det medførte, skriver han, at jordpriserne faldt til det halve, “fordi jordejendomsretten ikke længere fremkaldte en strøm af subsidier”. (side 17).

Derimod kan man bemærke sig, at han ikke her nævner den spekulationsmekanisme, som er en ekstra krølle på kapitaliseringsmekanismen.

Ud fra det her nævnte kan man forstå, hvor vanskelig den politiske gennemførelse er af det, man økonomisk har forstået.

For der gives jo faktisk subsidier til landbruget i hele den industrialiserede verden, uden at man af den grund har hjulpet landmændene synderligt, og uden at man synes helt at forstå, hvad man gør. Det er, som om man (dvs. politikerne) i to tilfælde springer over, hvor gærdet er lavest. 1) Man hjælper landmændene ved forskellige former for subsidier. 2) Man lader landbrugets ejerforhold være uantastede. At undlade at give subsidier til betrængte landmænd vil givetvis være politisk vanskeligt; så giver man subsidier. At ændre på ejerforholdene vil med garanti være politisk besværligt; så lader man det være, som det er; og det uanset, at 2) fratager næste generation af landmænd den hjælp, som man fik stablet på benene igennem 1).

Heraf kan det ses, at det letteste for politikerne er at overse eller totalt se bort fra kapitaliseringsmekanismen. Blot kan man undre sig noget over, at de får lov til det for de økonomer, der dog er deres rådgivere i mange situationer. Men sådan er der jo så meget.

3.4.2. Om Japans monetære implosion.

En artikel i The Economist (31-10 92) skal nu analyseres. Hensigten er at vise, at jordspekulationen griber dybt ind i normaløkonomien; at den via bankers og andre finansinstitutters vanskeligheder stærkt risikerer at fremkalde krise.

Artiklen (Japan’s monetary implosion) prøver at gøre sig tanker om, hvorvidt Japans lidt besynderlige finansielle forhold mon kan tænkes at føre til forstærket krise, eller om de mon trods alt ikke vil kunne forhindre en økonomisk bedring i at indtræffe.

Problemet er arvet fra de foregående år (dette betragter artiklen som kendt stof, så det omtales ikke). I de foregående år fandt der en stærk jordspekulation sted i de japanske byer, specielt Tokyo, som tidligere omtalt. Og da spekulationsboblen brast, trådte specielle japanske forhold til og medvirkede til, at en økonomisk verdenskrise blev forhindret. Det er, som om japanerne ikke vil være bekendt, at det skal være deres land, der bliver skyld i en verdenskrise, og af den grund gør alt, hvad de kan, for at undgå en sådan. Men dette betyder, at de fleste banker og forsikringsselskaber og byggefirmaer nu i dag, hvor alle ved, at jordpriserne ligger langt under det, der blev solgt grunde til bare i 1988, står med store låneposter, der har sikkerhed i grunde, der aldeles ikke i dag kan bære en sådan sikkerhedsstillelse. Og på typisk japansk maner har man i disse mange, mange tilfælde “fundet en mindelig løsning”, dvs. man har ikke afskrevet lånet, så låntageren tabte ansigt, man har heller ikke krævet det honoreret, så det blev klart, at låntageren ikke kunne honorere det, man har stillet det i bero. Og vi må vel sige, at vi andre skal være godt tilfredse med denne japanske måde at klare tingene på; at få udløst en række konkurser i Japan vil ikke være rart; uvægerligt vil det jo trække andre lande med sig.

Alt dette forudsætter artiklen bekendt.

Men som situationen er, siger så The Economist, har de japanske banker altså en mængde dårlige lån, som de ikke kan komme af med, men som også koster dem problemer at beholde. Man har i august forsøgt at skabe et regeringsagentur, som skulle overtage de dårlige lån (mest i fast ejendom, føjer artiklen sigende til), men den tanke forlod man. (Måske fordi det ville blive alt for dyrt for regeringen). Nu siger regeringen, at bankerne selv må klare ærterne.

Og spørgsmålet er så, om man ikke, når bankerne skal slæbe rundt på disse dårlige lån, vil komme dybere og dybere ned i det økonomiske tilbageslag. Som bladet skriver: “Hvis et virkeligt økonomisk opsving skal finde sted, må det understøttes af kreditudvidelse – og det forekommer højst usandsynligt” (81,1). Den almene udvidelse af kreditten, som er en forudsætning for et fornyet opsving, kan ikke komme i stand; bankerne har ikke penge tilovers dertil.

Pengemængden, i hvert fald målt på en af de måder, den kan måles på, faldt ligefrem i Japan for første gang i efterkrigstiden (81,l). Likviditeten bredt forstået øgedes med kun 2,8%, hvor den plejer at øges med 4,2% årligt (81,2). Og er det ikke galt? Tegner der sig ikke et endnu dybere økonomisk tilbageslag forude? Kan man blive ved med at liste sig frem? Vil ikke før eller siden virkeligheden “slå igennem”, så vi får konkurs på konkurs?

Nuvel, andre argumenterer så med, at det ikke blot er pengemangel, der låser recessionen fast i Japan; selvom man kunne låne billige penge, så ville man ikke gøre det, hævdes det. Sådan har jo den amerikanske økonomi endnu ikke reageret på den monetære stimulus, som den har fået; hvorfor skulle så den japanske gøre det? I Japan kan det i hvert fald konstateres, at selskaber hellere vil betale af på deres gæld end stifte ny gæld (81,3). Og så længe det forholder sig sådan, vil jo opsvinget ikke komme.

Så vidt The Economist.

Hensigten med at referere denne artikel er for så vidt blot at påpege, at jordspekulationens efterveer er vanskelige at komme af med. Hvis nogen vil hævde, at forventningspriser på jord (eller spekulationspriser på jord) ikke kan komme til at spille nogen rolle i økonomien, skal dette være argumentet imod denne påstand. Jord spiller en rolle. Jord spiller endda en stor rolle i et lands økonomi. Jord kan sågar komme til at spille en fatal rolle i de økonomiske forhold.

Altså, blot dette: Det er ikke et uskyldigt forhold, at det er muligt at spekulere i jord.

Men man kan jo så føje til en sammenligning med Georges påstande. George skriver f.eks.: “Forud for ‘dårlige tider’ går altid en tid fuld af livlig virksomhed og spekulation, og fra alle sider indrømmes det, at der er en sammenhæng mellem disse to, så at lammelsen bliver betragtet som en reaktion mod spekulationen, på samme måde som morgenens hovedpine er en følge af nattens svir” (anførte skrift 147). Noget tyder på, at japanerne har fået en temmelig svær hovedpine, og man kan deraf slutte baglæns til, at nattens svir må have været ret så omfattende.

Altså: Man kan måske slutte, at de to ting hænger sammen, spekulationen i 87-89 og de svære tider i dag.

Men man kan også sammenligne med en anden af Georges påstande. Han skriver (jvfr. ovenfor): “Den således fremkaldte krise må vedvare, indtil enten l) Jordprisen har tabt sin spekulationshøjde, eller 2) Forøgelse i arbejdets produktivitet som følge af opfindelser etc. har sat arbejdet i stand til at bære den forhøjede jordpris, eller 3) Arbejde og Kapital har fundet sig i at nøjes med mindre end før” (anf. skr. 146). Og ud fra denne argumentation må man sige, at japanerne for tiden holder tingene flydende; de er utilbøjelige til at indrømme, at jordprisen har tabt sin spekulationshøjde, for skulle jordprisen ned, hvor den hører hjemme, ville mange firmaer gå fallit; og de venter derfor på, at enten teknologien vil hjælpe arbejde og kapital til at yde mere, eller de to faktorer har affundet sig med mindre. Men holde tingene flydende i alt for lang tid kan man dog ikke. Så før eller siden må de vel indrømme overfor sig selv og hinanden, at jordpriserne var fuldstændig urealistiske i slutningen af firserne.

3.4.3. Om den vestlige verdens gældsbyrde.

I en artikel den 7-11 92 skriver The Economist: “Men den nuværende økonomiske nedgang er forskellig fra alle foregående recessioner siden 2. verdenskrig og mere bekymrende. I land efter land har nedgangen været stærkere, og opsvinget svagere end i de foregående år” (91, l). Og de sidste år i firserne skildres således: “Liberaliseringen af finanssektoren og en vag monetær politik i firserne opmuntrede husholdningerne og firmaerne til at købe fast ejendom og værdipapirer for lånte penge. Den deraf følgende stigning i værdierne fik husholdningerne til at føle sig rigere, så de sparede mindre og lånte mere for at holde skindet på næsen. Gælden steg til rekordsatser i forhold til indkomsten, efter at den havde været nogenlunde stabil i 70erne. Forandringen sås tydeligst i Storbritannien, hvor husholdningerne og firmaerne fordoblede deres gæld, regnet som en procentdel af nationalproduktet, mellem 1980 og 1991. I Amerika steg procentdelen med en tredjedel, i Japan med to tredjedele. – I mange lande var det husholdningerne, der tog løvens part af den nye gæld. Men værdien af fast ejendom og værdipapirer steg hurtigere end den personlige gæld, så husholdningernes regnskab så fortsat sundt ud. I Japan, for eksempel, blev prisen på parcelhusgrunde tredoblet i slutningen af firserne, og det øgede husholdningernes nettoværdier (aktiver minus passiver) fra fem gange den disponible indkomst i 85 til 8½ gange indkomsten i 1990. – Problemet er, at mens værdien af gælden er fikseret i nominel værdi, er det ikke tilfældet med værdien af huse og værdipapirer. Da centralbankerne strammede den monetære politik i slutningen af firserne, styrtdykkede aktiepriserne. Værdien af parcelhusjord i Japan er faldet med hen ved en fjerdedel og falder stadig. Londons huspriser er faldet med mere end en tredjedel”. (91,1-2).

Dette er lige efter bogen; Henry Georges, altså. Parcelhuse steg i pris ud over alle grænser, specielt i Japan, hvor prisen tredobledes i løbet af firserne. Og de, der havde mulighed for det, lånte penge til at købe jord for, som vi også har kendt det herhjemme. Og da priserne stadig steg, kunne det betale sig at handle sådan, endda så rigeligt; i Japan førte sådanne transaktioner til, at husholdningernes gennemsnitlige formue steg fra 5 gange den årlige indkomst til 8½ gange samme.

Man kan spørge, om denne formuestigning er ægte; om en stigning i jordværdien, skønt den jo utvivlsomt i enkeltmandens økonomi er en positiv ting, er ligeså positiv i nationaløkonomisk henseende; om man kan medregne jordværdien til et lands formue; jorden forbedres naturligvis, forsynes med veje og kloaker, så en formuestigning er der tale om; men den stigning, der fremkommer i kraft af jordejendomsretten, er jo langt større end den stigning, eventuelle forbedringer retfærdiggør. Og denne stigning, er den ikke kunstig?

Jeg vil mene, den er det, men vil ikke bevæge mig særlig langt ind i den argumentation. Min endelige argumentation bygger ikke på noget sådant.

Derimod er der grund til nøjere at betragte, hvordan The Economist skildrer nedturen. Hvad er det, der fremkalder nedturen? Ud fra Georges tanker må man sige, at det er den stadige stigning, der ikke kan fortsætte; det er de for høje priser, der til sidst slår benene væk under sig selv; det er banker, firmaer, privatfolk, der til sidst ikke længere kan betale deres gæld. Og når vi når så langt, begynder jordpriserne at falde.

Men læg mærke til, hvordan The Economist skildrer sagen. Efter dette blads skildring at dømme, er det, der igangsætter nedturen, nationalbankernes strammere monetære politik. Og bladet slipper på den måde for nøjere at fortælle, hvad der da kunne få nationalbankerne til at foretage noget sådant, al den stund de jo da måtte vide, at de derved satte mange menneskers økonomiske velfærd på spil.

Jeg vil ikke mene, man skal lade sig spise af med en sådan forklaring. Godt nok griber regeringerne (evt. via nationalbankerne) ind på mange måder i økonomien. Men de griber som regel ind, fordi de er tvunget til det. Sådan også her. Hvis vi tænkte os, at der ikke var blevet grebet ind, så ville måske pengemængden være fortsat med at stige, så ville inflationsfaren lure lige om hjørnet. Der findes jo lande, i Sydamerika specielt, hvor man lader stå til på den måde, hvor man gladelig lader pengepressen rulle (eller lod, for man er trods alt blevet klogere), og sådanne lande er ikke efterlignelsesværdige.

Altså: at det store opsving, den stærke optimisme, de evigt opadgående linier i huspriserne blev afløst af depression, af jordprisfald, det skyldes ikke nationalbankernes indgriben; det ligger i de økonomiske kræfter selv, at en sådan stigning ikke kan fortsætte; nationalbankernes indgriben er blot et symptom på, hvor langt vi er kommet i konjunkturcyklussen.

3.4.4. Om Japans for store opsparing.

I en artikel den 13-2 1993, en ledende artikel oven i købet, er The Economist meget tæt på at forklare, hvordan høje jordpriser kan føre til recession. Bladet beskriver japanernes angst for at indrømme, hvor lidt jorden i virkeligheden er værd, dvs. deres forsøg på at holde jordpriserne oppe; men advarer mod at lade dette fortsætte ret meget længere. Lederskribenten skriver: “Indtil nu har den japanske økonomi haft held til at bære byrden af de oppustede ejendomspriser og stadig fortsætte med at vokse, selvom dens langsigtede vækstrate ville være større med et effektivt ejendomsmarked. Men, hvad der bekymrer mere, er, at de kunstigt høje ejendomspriser er den væsentligste grund til, at Japans opsparing er for stor, eftersom forbrugerne må bruge uhyre summer på at betale af på deres hus. For høj opsparing er så på den anden side grunden til, at handelsoverskuddet er så stort”.

Her fortæller skribenten os direkte, at høje jordpriser er en byrde for økonomien, og at økonomien ville kunne gro endnu mere, hvis ikke jordpriserne var så høje. Men en anden synsvinkel anlægges derefter: forbrugerne forbruger for lidt, deres opsparingsrate er for stor, fordi de skal bruge alle deres penge på hus eller lejlighed; derfor holdes vækstraten i Japan nede.

Så langt, så godt.

Men det hører med til den underlige historie, at lederskribenten fortsætter med at anbefale de restriktive japanske jordlove ændret, anbefale, at udlejerne får lov til at tage fuld leje, anbefale, at de gammeldags zone-love ophæves. Alt sammen for at nedsætte prisen på jord.

Og bevares, nogle af disse tiltag kan sikkert være fornuftige nok. Men man fornemmer tydeligt, at lederskribenten kun har blik for det opsving, der ikke rigtig vil komme; længere ser han ikke end til den næste højkonjunktur. Ville det være for meget forlangt at bede ham passe på ikke at foreslå nogle tiltag, der, når højkonjunkturen endelig kommer, giver anledning til den næste krise med overvurderet jord?

Af en senere artikel i The Economist (5-6 93, side 80) fremgår det, at Japans banker kun kan klare at få overskud på deres regnskaber, fordi de bruger indtjeningen fra deres normale pengeforretninger til at finansiere deres mange dårlige lån. Denne indtjening steg i året 92 med ikke mindre end 31%; alligevel kunne de kun lige holde skindet på næsen. Disse dårlige lån udgør, hævder bladet, ikke mindre end 8% af alle banklån i landet; og så er dette endda et konservativt skøn, idet der gemmer sig mange dårlige lån bag pæne facader. Bladet nævner ikke, at disse lån i sig selv er med til at holde recessionen fast. Artiklen er kun refererende, ikke forklarende. Men set ud fra et georgistisk synspunkt er dette dog en del af forklaringen på recessionen og dens vedbliven, at bankforretninger i almindelighed går dårligt. En anden del kan hentes fra de stadig alt for høje jordpriser; for enhver, der vil sætte noget i gang, har brug for jord; byjord eller landbrugsjord eller minedriftsjord. Og så længe prisen på den er for høj i forhold til, hvad der kan tjenes ved besiddelsen af den, eller med Georges ord: hvad arbejde og kapital kan få ud af jorden, så længe vil arbejde og kapital pænt holde sig tilbage.

3.4.5. Om Storbritanniens konjunkturudsving og husprisernes indflydelse derpå.

I en i denne sammenhæng ganske bemærkelsesværdig artikel i The Economist den 8-5 93 anvender bladet en rendyrket georgistisk tankegang, formentlig dog uden at vide det.

Tankegangen er den, at man allerede nu, hvor huspriserne så småt begynder at stige, skal prøve at forhindre, at de stiger for meget og derved fremkalder en ny krise. Og det vil sige, at tankegangen er præcis den her forfægtede, at et begyndende opsving bærer kimen i sig til ny krise.

Det siges direkte: “Den britiske trang til at satse på eget hus har været en primær årsag til Storbritanniens op- og nedture”.

Og der er ikke noget at sige til, at folk nu begynder at købe huse igen. Priserne er så lave som aldrig før, både hvis man måler ejendomsprisen i forhold til den gennemsnitlige årlige indtjening, og hvis man måler de årlige udgifter i forhold til det samme. – Hvor priserne i 1989 udgjorde 4,5 gange den årlige indtjening, der udgør de i dag (1993) 3,2 gange samme. Og hvor de årlige udgifter i 1990 udgjorde 30% af årslønnen, der udgør de i dag 12% af den. Så det er bare med at få købt, mens det er så billigt. Et opsving synes uundgåeligt på vej.

Nu er dette her imidlertid sket før, og noget af det, økonomer skal beskæftige sig med, er at lære af fortiden, eventuelt endog af fortidens fejl. Der har tidligere været opgang i priserne med efterfølgende nedgang og stilstand. I de to sidste tiår har Storbritannien set tre sådanne op- og nedture. Er det, vi ser nu, bare det samme som sidst?

For et år siden, siger The Economist, ville enhver økonom uden tøven have svaret, at det denne gang ikke kommer til at gå som de andre gange. Der er for mange usolgte ejendomme til, at det kan lade sig gøre; og folk har opdaget, for første gang indenfor dette åremål, at der er noget, der hedder “lav inflation”. Hvor man tidligere dog kunne have noget håb om, at inflationen ville hjælpe en af med gælden, der er man i dag blevet utrolig angst for at komme til at hænge på en ubetalelig gæld; man har derfor villet sikre sig, at huspriserne ikke faldt efter at man havde købt sin ejendom.

Men, påviser så bladet, disse argumenter holder ikke. Vi er på vej mod nøjagtig det samme som de tidligere gange. Man troede ikke, at køberne kunne købe de usolgte ejendomme op foreløbig; men se så, hvor mange af dem der allerede nu er solgt. Man regnede ikke med, at de så villigt ville vove pelsen; men se, hvor de strømmer til, selvom de nu skal erlægge en udbetaling på op imod 20% af købesummen!

Og så skriver bladet: “At tale om et tocifret prisboom er derfor overdrevet, men den gode nyhed er, at huspriserne vil stige i reel værdi næste år. Men vent et øjeblik, hvorfor er stigende priser en god nyhed? De, der har en negativ balance, profiterer uden tvivl af højere priser, men mange andre vinder ved lavere priser. Førstegangskøberne kan få råd til mere end et kosteskab, og de, der ønsker at købe større, får mere for pengene. Det ville ikke være så tosset, hvis et mere dæmpet ejendomsmarked fik briterne til at være mindre ivrige efter at investere deres sidste penny i deres hjem i forventning om værdistigning. Storbritanniens store ejerandel (68%) har skadet dets økonomi”. (min kursivering).

Den måde, hvorpå økonomien er blevet skadet, er, at dette, at folk ejer deres hus, bevirker en lavere mobilitet og dermed en højere arbejdsløshed. To tredjedele af de 25-29 årige briter ejer deres hjem, sammenlignet med kun 15% af de tilsvarende tyskere. Og i Storbritannien har den private udlejningssektor den laveste andel af markedet, 7%, sammenlignet med Tysklands 45% og USA’s 33%.

Endvidere skader briternes ejertrang økonomien derigennem, at den kaster benzin på inflationsbålet. Med en stor procentdel ejere er der mange, der har en interesse i fortsat inflation og derigennem overdrives økonomiens cyklusser. “Stigningen i huspriserne i firserne bar ved til inflationsbålet og derigennem til den økonomiske nedgang. Det er sandsynligt, at dagens huspris-hurra vil være brænde på morgendagens inflations- og nedgangsbål”. Regeringen ville derfor gøre vel i allerede nu at prøve at forhindre det næste husprisboom. Det kunne man gøre ved at opmuntre til at leje frem for at eje; og dette forudsætter igen på sin side, at man fjerner de skattefordele, som ejerne har, specielt fradragsretten for betalte renter.

Så vidt The Economist.

Og som man kan se, er det faktisk ganske bemærkelsesværdigt, at næsten alle de argumenter, der er fremført i det foregående, forekommer her.

Næsten.

For man kan jo også se, at det hele er tilrettelagt, så man undgår at drage den konklusion, en georgist ville drage. Artiklen springer op som en løve og falder ned som et lam. Man argumenterer for, at man vil forhindre den næste recession, men ender med at foreslå et middel, der yderst tvivlsomt vil føre til dette mål.

Men lad os se på det og især se på, hvordan bladet tænker sig, at ejer-trangen skader økonomien!

Der nævnes to forhold. Først den lavere mobilitet hos ejerne og den deraf følgende højere arbejdsløshed. Dette er vist et skin-argument. Arbejdsløshedens størrelse bestemmes af makro­økonomiske faktorer, ikke af mobiliteten. Er et menneskes mobilitet ringe, så vil dette menneske have svært ved at få job, sandt nok. Så set fra den enkeltes synspunkt gælder argumentet muligvis. Men det betyder jo blot, at en anden vil få jobbet. Så set fra samfundets synsvinkel er forskellen ens. Det er jo heller ikke sådan, at der under den dybe recession har stået job og ventet på, at folk skulle flytte hen til dem; der har ikke været ledige job, hverken det ene sted eller det andet.

Dertil kommer, at hvis man, f.eks. igennem den georgistiske argumentation, har indset, at arbejdsløshed ikke kommer i kraft af nogen naturlov, men i kraft af en forkert økonomisk organisation af samfundet, så tør man også fremhæve det umenneskelige i dette argument; så tør man se det forkerte i, at man altid tænker sig arbejdskraften flytte efter kapitalen, aldrig omvendt.

Endelig kan man om dette argument sige, at skulle det gøres fuldstændig, måtte det nøjere påvises, hvordan den højere procentsats af lejerboliger i Tyskland og USA påvirker økonomien. Fører det ikke blot til en anden form for jordspekulation? Vil økonomien ikke bliver ligeså korrumperet, blot måske i en anden takt? Eller har man i nogle af “lejer-landene” indført så skrappe indskrænkninger i boligkompleksejernes rettigheder, at det kan medvirke til at dæmpe konjunkturudsvingene? Ikke mindst dette sidste spørgsmål kunne det være interessant at få belyst. Men ak, jeg har ikke mulighed for at finde relevant talmateriale, og The Economist kan her ikke hjælpe mig.

Dernæst nævner artiklen det forhold, at høj ejerprocent lettere fører til inflation så derigennem nedgangen forværres. Argumentationen er ikke fuldt ud gennemført, men ligner jo utrolig meget den her fremførte: at produktivitetsstigningen i inflationsperioden til sidst ikke kan følge med, at forventningsprisen på jord bliver en hindring for den produktivitetsstigning, den forudsætter og forventer, fordi jordpriserne suger al finanskapital til sig. Dog må man indrømme, at artiklens indledende påstand: at briternes ejertrang har været en primær årsag til konjunkturudsvingene, kommer til at stå som ikke ret meget mere end en påstand. Men, indrømmet, en i denne sammenhæng uhyre interessant påstand.

Til sidst trænger i hvert fald to spørgsmål sig på: Vil et land med stor lejerprocent og dermed måske mindre konjunkturudsving gennem det internationale pengemarked blive påvirket af cyklusserne? Og: Kan man gennem restriktioner på lejerboligmarkedet opnå at bremse jordspekulationen og derigennem nedsætte arbejdsløsheden?

Det sidste spørgsmål først: Hvis man vil gennemføre tiltag imod boligkompleksejernes spekulationer, så kan det næsten kun gøres i form af en grundskyld. I hvert fald må man tage grundskylden som forbillede. For det, man skal hindre, er, at ejendommene handles til forventningspriser; sker det, har man intet opnået; så vil de stigninger, som udløses ved ejerskifte, slå fuldt igennem på finansmarkedet på nøjagtig samme måde, som hvis der var tale om parcelhuse.

Dernæst det første spørgsmål: Dette vil blive mere udførligt behandlet senere. Men allerede nu kan det fastslås, at dette problem afhænger af, om det pågældende land er bundet til andre via en fælles mønt eller faste kurser, eller det har en friere form for valutapolitik. Men formentlig vil de mindre udsving give sig udslag i mindre arbejdsløshed. Hvis man for lejerboligernes vedkommende gennemfører en form for grundskyld, så vil jo inflationen holdes tilsvarende i ave, og så vil renten gå tilsvarende ned. Måske så landets investorer vil investere i udlandets mere givtige jord, men da konjunkturudsvingene dér er større, vil risikoen også være større. Så det hele vil måske i sidste ende gå lige o-p op.

3.4.6. Om The Economist‘s forslag til større beskæftigelse.

I en artikel (26-6 93) beskæftiger The Economist sig med de ret sparsomme resultater af topmødet i København. Man sagde, at man ville sætte beskæftigelsen øverst på dagsordenen, og det lykkedes da også at undgå at vedtage noget, der direkte skadede beskæftigelsen, men nogle fremsynede, stærke og igangsættende initiativer kom der ikke fra topmødet, hedder det.

Hvad skal der da gøres? spørger bladet. Ja, her deler meningerne sig; der er dem, der hævder, at der er tale om en cyklisk arbejdsløshed; der er dem, der mener, arbejdsløsheden er strukturel, og endelig er der dem, der er af den opfattelse, at nok er arbejdsløsheden strukturel, men det vigtigste er nu at beskytte det arbejde, Vesteuropa har, bag ved høje toldmure overfor Østeuropa.

The Economist mener, at ingen af disse tre meninger er den rette. Arbejdsløsheden bør ikke modvirkes gennem toldmure, og arbejdsløsheden er både strukturel og cyklisk. Det er den, siger bladet, fordi den, selv da den økonomiske cyklus var på sit højdepunkt, lå helt oppe på 9,3%. Og svinger den mellem 9,9% nu og 9,3% ved højkonjunkturens top, så er det en alt for høj procent at svinge omkring, og man må lede efter strukturelle årsager til, at procenten netop i Europa er så høj.

Og bladet går derefter over til at foreslå strukturelle ændringer i Europa, ændringer, der for størstepartens vedkommende går ud på at fjerne arbejdernes sikkerhed og arbejdernes rettigheder. Således mener The Economist, at den franske minimumsløn for unge på 50% af normallønnen er med til at holde unge ude i arbejdsløshed; og at krav til arbejdspladsen, der gør det vanskeligere at afskedige arbejdere, er med til at hindre, at arbejdere bliver ansat.

Men bemærkelsesværdigt er det, at man ikke går mere ind på arbejdsløshedens cykliske årsager. At arbejdsløsheden også under højkonjunkturens kulmination lå helt oppe på 9,3%, kunne jo skyldes, at højkonjunkturen ikke fik lov at slå igennem, at den alt for hurtigt blev afløst af lavkonjunktur; hvis man tænkte sig, at vi i midten af firserne havde haft nogle flere år med højkonjunktur, mon så ikke arbejdsløshedstallene var faldet noget mere? Indrømmet: større fleksibilitet på arbejdsmarkedet, flere strukturelle ændringer ville måske bevirke, at en eventuel kommende højkonjunktur hurtigere ville slå igennem. Men det er også alt, hvad strukturelle ændringer vil medføre. I sig selv løser de ikke arbejdsløshedsproblemet, som The Economist synes at antyde.

Dog, det er ikke helt rigtigt, at bladet ikke beskæftiger sig med de cykliske årsager. Man hævder, at Europas (formentlig EF’s) cykliske arbejdsløshed ville være et langt mindre problem, hvis Tyskland mødte sine budgetmæssige problemer med samme beslutsomhed, som Frankrig har udvist, da det drejede· sig om at forsvare franc’en. Og det er sandt, at der kan ligge nogle årsager til en for høj arbejdsløshed i Tysklands budgetunderskud og deraf følgende høje rente. Og det er også sandt, at vil man i de andre lande ikke lukke disse problemer inde på Tysklands egen grund (ved f.eks. at revaluere D-marken), så må man følge trop, rentemæssigt og arbejdsløshedsmæssigt. Men det er nu lidt forkert at kalde dette en cyklisk arbejdsløshed. Man kan da nok sige, at Tysklands genforening kom på et uheldigt tidspunkt, sådan rent konjunkturmæssigt. Og man kan også sige, at man skulle have løst problemerne anderledes, ikke have givet østtyskerne en så favorabel vekselkurs f.eks., og ikke have lovet dem så høje lønninger så hurtigt. Men stadig mener jeg nu, man kan beundre kansler Kohl ikke så lidt, fordi han, da tiden var moden, greb chancen for tysk genforening. At han så ikke kunne forudse, hvad heller ingen andre kunne forudse på det tidspunkt, at den østtyske industri var i så dårlig en forfatning, det skal såmænd være ham tilgivet.

Men altså, Tyskland fik sine problemer på et tidspunkt, hvor den økonomiske cyklus var for nedadgående. Og skal man løse de problemer, man derved pådrog sig, uden at få inflation, så må man gribe til midler, der i almindelighed betragtes som recessions-skabende: høj rente først og fremmest.

Og det er da også muligt, at en sådan høj rente kan udskyde den kommende opgang noget. Men i det uendelige lader den sig ikke udskyde. Så stor en rolle spiller regeringernes økonomiske politik nu heller ikke.

Denne artikel er her blevet nævnt, fordi den viser, hvordan selv nogenlunde habile økonomer (som folkene på The Economist) kan lade sig smitte af politiske tankegange. En sand cyklisk tankegang og den løsning, en sådan kunne afstedkomme, lader man falde. I stedet fremkommer man med forslag til en bedre, dvs. mere skønsom anvendelse af de kendte økonomiske midler, først og fremmest rentestyringen; som om man ved sådanne midler kan gøre ret meget fra eller til! Det burde økonomen bag artiklen dog vide. Men nej, han lader politikeren i sig vinde, dvs. han går ind på politikernes tankegange, om man mon ikke ved dette eller hint lille fif kan bringe arbejdsløsheden noget ned. Er sådanne overvejelser værd at ofre tid på? Var det ikke bedre helt at droppe dem?

Tag Storbritanniens snigende opsving! Hvad har afstedkommet det? Hvorfor er det ikke kommet til Tyskland eller Frankrig endnu? Er det kun de høje valutakursers skyld? Eller ligger der en forklaring i en anderledes anvendelse af rentevåbnet? Eller – o, umulige tanke – ligger der en forklaring i den georgistiske teori, så det har med det forhold at gøre, at jordpriserne nu omsider er nået ned på nulpunktet?

3.5. Om forskellige metoder til den praktiske gennemførelse.

Som med alle økonomiske spørgsmål kan man også ved gennemførelsen af Henry Georges ideer gå flere veje. Og den metode, der må anbefales, afhænger af, hvad man vil opnå, og af, hvad man kan opnå i den befolkning, man befinder sig i. Det sidste må med, selvom det her i ret høj grad udelades. Men givet er det, at i et demokratisk samfund kan man ikke gennemføre en i øvrigt sund og klog reform fuldstændig imod befolkningens flertal. Men altså, det drejer sig også om, hvad man vil med sin reform. Hvis man vil indføre en form for grundskyld i den hensigt at nedbringe indkomstskatten, så er en metode at anbefale. Hvis man ønsker at skabe ligelighed mellem ejer og lejer, måske en anden metode. Og hvis man vil lette generationsskiftet i landbruget, en tredje. Og endelig, hvis man, som her, vil nedbringe eller helt afskaffe arbejdsløsheden, må man ty til en helt fjerde metode.

Dette skal kort skitseres.

3.5.1. Om gennemførelsen, hvis målet er at erstatte eller nedbringe indkomstskatten.

Først skal bemærkes, at man naturligvis ikke, når man vil danne sig et indtryk af, hvor stor en del af indkomstskatten der kan erstattes af en eventuel grundskyld, kan gå frem på den måde, at man betragter den nuværende grundværdi, tager en bestemt procentdel deraf og så mener, at indkomstskatten kan’ nedsættes med det tilsvarende beløb.

Griber man ind med øgede ejendomsskatter, griber man ind på et meget følsomt område, men også på et område, der reagerer på det, man foretager sig. Det er den føromtalte kapitaliseringsmekanisme, der kommer til at gøre sig gældende.

Man har fra tid til anden i kommunerne lavet undersøgelser over, hvem der monstro ville have fordel af en omlægning af kommunens indkomster fra skat til skyld. Og har man blot for et repræsentativt udsnit af befolkningen en sammenhæng mellem den indkomst, de beskattes af, og den grundskyld, de betaler, så lader dette regnestykke sig producere. Og, besynderligt nok, ved denne operation finder man ud af, at langt de fleste parcelhusejere og langt de fleste lejere vil have fordel af en sådan omlægning. Derimod vil, hvis provenuet skal være det samme, forretningsejendomme i bymidten og landmændene få ulempe af en sådan omlægning.

Og det kan man naturligvis godt argumentere ud fra, så man enten af hensyn til parcelhusejerne og lejerne taler for at få gennemført en sådan omlægning, eller så man af hensyn til landmændene og de forretningsdrivende i byerne taler for at undlade omlægningen. Hvad jeg her mener er interesseret i, er imidlertid mere det spørgsmål: Hvordan vil en sådan omlægning påvirke ejendomspriserne?

Og her er det ret indlysende, at for de ejendomme, som får ulempe ved omlægningen, vil der blive tale om en nedgang i ejendomspriserne. En fremtidig køber bliver klar over, at der nu hviler større forpligtelser på ejendommen, oven i købet forplig­telser, hvis nøjagtige størrelse han ikke kender fuldt ud, eftersom grundværdien jo kan stige eller falde i fremtiden, og han vil derfor ikke give så meget for grunden, som før grundskylden blev sat op.

Men det er ligeså klart, at parcelhuse vil stige i værdi. Hvis virkelig de forskellige kommuners regnestykke passer, og hvorfor skulle det ikke det, så en omlægning fra skat til skyld vil være til parcelhusejernes fordel, så vil jo deres ejendomme stige i værdi. Fidusen er, at nok fører den øgede grundskyld til en lavere ejendomspris, isoleret betragtet, men den mindre ind­komstskat fører til en højere ejendomspris, og når de to ting lægges sammen og trækkes fra hinanden, så bliver resultatet for ejendomsprisens vedkommende det samme som for den årlige betalings vedkommende: parcelhusejeren har fordel af det; hans ejendom stiger derfor i værdi.

Hvilket jo så efter næste vurdering fører til, at han skal betale det mere i grundskyld og endnu mindre i indkomstskat. Og efter næste vurdering til, at denne tendens fortsætter, indtil et ligevægtspunkt er nået.

Men allerede her skal man lægge mærke til den særegenhed ved disse forhold, at den politiske kraft, hvormed omlægningen foretages, ved prisfastsættelsen bliver vurderet; og vel at mærke, vurderet i kroner og ører. Det er jo fremtiden for grundejeren, der skal bedømmes; af ham selv, javist, men også af samtlige potentielle jordkøbere, altså af dette sære gennemsnitlige “man”, der bestemmer jordprisen. Og hvis omlægningen ikke har noget særlig stort flertal, hvis der ikke i befolkningen er noget særligt ønske om omlægningen, hvis de fleste er imod eller i hvert fald i en valgkampsituation let kan bringes til at være imod, så vil denne vurdering indgå i prisfastsættelsen, dvs. så vil prisen blive højere, end hvis man regner med, at omlægningen politisk står fast.

Det gælder både, hvis omlægningen er en ren kommunal politisk beslutning, og hvis omlægningen foretages ved beslutning i folketinget.

Hvis man nu tænker sig, at man vil fortsætte denne omlægning gennem en årrække (og dette er et rent tankeeksperiment, vi tager ikke hensyn til de politiske vanskeligheder ved sagen), hvis man forestiller sig, at man vil blive ved, indtil al jord er bragt ned til pris nul, hvis dette lader sig tænke, så skal man for det første være klar over, at landbrugsjord og bymidtejord ret hurtigt vil bringes ned på værdi nul. De har jo ikke nogen synderlig fordel af, at indkomstskatten sættes tilsvarende ned, eftersom deres indkomstskat i forhold til grundværdien er ret ringe. Det vil være ret betragtelige værdier, der kan komme i de kommunale kasser, specielt fra jorden i bymidten, og da værdien er nul, må man fastsætte ydelsen direkte som en årlig løbende afgift. Det er nu heller ikke nogen umulig ting at vurdere således. Men naturligvis må man hele tiden lade sig vejlede af de faktiske ejendomssalg, der foretages; hvis disse priser bliver alt for store i forhold til det, bygningerne er værd, må vurderingen sættes op. Og omvendt, hvis bygningerne ikke kan indbringe deres faktiske værdi som bygninger ved salg.

Men på parcelhusområdet må der, når man fortsætter omlægningen fra skat til skyld, komme et punkt, hvor omlægningen ikke længere er nogen fordel for parcelhusejerne, dvs. der må komme et punkt, hvor også parcelhusejerne har ulempe af omlægningen. Hvor meget der vil være kommet i de kommunale kasser på det tidspunkt, er ikke godt at vide; undersøgelser af de nuværende forhold vil ikke afsløre noget om, hvor dette balancepunkt befinder sig. Men det må vel tænkes at være et punkt, hvor den procentsats, hvormed indkomstskatten sættes ned, i kroner og ører svarer nøje til, hvad der kommer ekstra ind ved den forhøjelse af grundskylden, der modsvarer indkomstskattelettelsen. Dette punkt vil ikke nås på samme tid for alle parcelhusejere; og lejerne vil først nå punktet et stykke tid efter ejerne. Og man kan vel derfor frygte, at der vil komme politiske vanskeligheder ved omlægningen, om ikke før, så til den tid.

Men hensigten her er altså ikke så meget at tage hensyn til de politiske vanskeligheder, der måtte opstå; hensigten er, nå ja, at fremhæve, at det er ganske store beløb, vi taler om. Men dernæst at vise, at når meningen med en omlægning er at erstatte eller nedbringe indkomstskatten, så behøver man ikke være så nøjeregnende med, om det nu også lige er den hele og fulde grundskyld, man får inddrevet. Normalt vil vi som skatteborgere befinde os ganske godt ved den grundregel, at man fra det offentliges side altid lader tvivlen komme borgerne til gode; og da der på dette område er tale om en vurdering, som jo pr definition altid er behæftet med usikkerhed, så vil vi forvente, at vurderingen altid vil tendere mod at være lidt for lav, omend vi naturligvis stadig vil frygte og klage over, at den er for høj. Jeg kan også sige, at ved en overgang fra skat til skyld med denne hensigt kan man sådan set standse processen, hvornår man vil. Om man når frem til fuldstændig at erstatte indkomstskatten med grundskyld, om man kun når frem til at erstatte en fjerdedel af indkomstskatten med grundskyld, det er for så vidt underordnet. Og ligeledes er det, når det er dette, der er hensigten, underordnet, om man indkræver den fulde grundskyld, dvs. den grundskyld, der giver jorden værdien nul, eller man kun indkræver den halvfulde grundskyld, altså en grundskyld, der lader jorden bevare noget af sin værdi.

3.5.2. Om gennemførelsen, hvis målet er at fjerne arbejdsløsheden.

Tingene ser derimod helt anderledes ud, hvis målet er at fjerne arbejdsløsheden. Så må man sigte på at fjerne den forventningspris på jord, som er årsag til arbejdsløsheden, fordi den forstyrrer de økonomiske signaler, eller fordi den forhindrer den ekstra efterspørgsel, der fremkommer ved den teknologiske udvikling, i at medføre efterspørgsel efter arbejdskraft, svarende til den arbejdskraft, der blev ledig ved gennemførelsen af den nye teknologi.

Og man kan måske gå helt andre veje, hvis noget sådant skal opnås.

Men lad mig først sige, for nu at tage den ene yderlighed først, at det nok ikke vil være så god en ide at gøre jorden til statseje eller at nationalisere al landets jord. Hvis dette bare betyder, at det bliver staten i stedet for den enkelte, der står som den formelle ejer af jorden, så kommer det ikke til at betyde noget som helst. Og hvis det betyder, at den enkelte kommer til også i praksis at stå som lejer hos staten, så er det lejeforholdene, der afgør, om dette får nogen betydning for forventningsprisen eller ej; hvis f.eks. lejen er forsvindende lille, så vil jord jo alligevel blive handlet på normal vis, og så vil udviklingstroen medføre, at der bliver givet en overpris for jorden; forventningsprisen vil bibeholdes. Kun hvis lejen kommer til at medføre, at jordens pris bliver nul, dvs. hvis lejen hele tiden opjusteres, så den til enhver tid svarer til, hvad enhver anden vil give for jorden i årlig leje, kun da vil forventningsprisen kunne holdes nede. Og så er der såmænd ingen grund til at gå omvejen om ad statseje, så kan man lige så godt direkte sige, at man vil gennemføre fuld grundskyld; for den leje er jo netop lig med fuld grundskyld.

I det hele taget må man sige, at er målet at fjerne arbejdsløsheden af de ovenfor anførte grunde, dvs. at fjerne forventningsprisen på jord, så er det temmelig meget, der kræves af vurderingen. Man må, hvis dette mål skal nås, kunne ramme jordens sande pris ret nøjagtig. Man må kunne finde ud af at indføre fuld grundskyld, ikke overfuld grundskyld og ikke halvfuld grundskyld, men netop fuld grundskyld, dvs. man må pålægge jorden en så stor afgift, at ingen vil være villig til at betale forventningspris for jorden, fordi alle ved, at om ti år skal du betale nogenlunde det samme i forhold til din løn, som du skal i dag.

Derimod kan man i dette tilfælde, altså når man ønsker at fjerne forventningsprisen på jorden, lade det være nogenlunde lige meget, om startgrundværdien bliver beskattet eller ej, om man altså får et stort provenu eller et lille provenu. Skulle man således finde ud af, at det bedste vil være at indføre en grundstigningsskyld, så man altså lader en afgift falde på alle fremtidige stigninger i jordværdien og lader folk beholde den værdi, jorden har på begyndelsestidspunktet, og skulle det ske, at der ikke kommer nogen synderlig inflation, måske oveni købet i kraft af selve denne ændring i de økonomiske forhold, så vil der altså ikke indkomme noget synderligt provenu fra grundstigningsskylden. Men er hensigten den omhandlede, kan det også være ligegyldigt.

Alt dette betyder, så vidt jeg kan se, at man, når man har dette mål med sin jordafgift, kommer til at gå betydelige nærmere ind på livet af folk, kommer til uvægerligt at ramme deres forventninger og forhåbninger betydelig mere end ved andre hensigter. Men det er jo ret klart, at skal man fjerne forventningsprisen på jorden, så må man fjerne de forventninger hos folk, der giver anledning til forventningsprisen.

Og det gør ondt.

Ikke mindst parcelhusejere og sommerhusejere vil føle sig gået for nær. Ikke sandt, man køber et hus; man regner det for en sikker havn i ens daglige tilværelse; og man regner med, at man har en bolig for livet, så man også i alderdommen kan være i ens eget hjem, i det hjem, man har set ændre sig i takt med børnenes opvækst, i det hjem, som man har gået og nuslet med, som har været rammen om alle familiens fælles oplevelser. Man binder sig jo til sit hjem. Man glæder sig over træerne, der vokser op. Man høster i alderdommen frugterne, sådan rent bogstaveligt, af ungdommens haveinteresse (eller mangel på samme). Osv, osv.

Alt dette har kunnet lade sig gøre under de nuværende forhold. Alt dette har kunnet vokse frem i det syndige rod, som landets boligpolitik har været. Og alt det kommer man uvægerlig til at lave om på, når man indfører en grundskyld.

Man kan selvfølgelig godt sådan rent logisk undre sig lidt over, at det netop er blevet hjemmet, der er gået hen og blevet basis for danskerens tryghedsfølelse. Arbejdspladsen betyder tilsyneladende langt mindre. Dette, at man kan være sikker på at få et arbejde, har ikke den samme indvirkning på denne ‘tryghedsfornemmelse, som huset og besiddelsen af huset har. Sådan set skulle man jo synes, at det var nok så nærliggende, hvis man ønskede sig en tryghed, hvad arbejdet angår. Og givet er det i hvert fald: det kommer til at holde meget hårdt, og det kommer til at kræve alenlange forklaringer, før danskeren går med til at ombytte sikkerheden for sin husbesiddelse med sikkerheden for sit job; også jo fordi jobsikkerheden “kun” er den sikkerhed, at der ikke længere er arbejdsløshed.

Og dog er det netop den ombytning, nærværende artikel foreslår.

Så skal nogen “hoppe på den”, må det ikke bare fastslås, så godt det nu lader sig gøre, at det virkelig er muligt at nå frem til en tilstand uden arbejdsløshed, man må også gøre sig umage for at skabe så megen sikkerhed omkring’ den fremtidige husbesiddelse, som det på nogen måde kan lade sig gøre uden at gå på kompromis med kravet om at afskaffe forventnings­prisen på jord.

Og det gør man ikke ved at foreslå, at der indføres fuld grundskyld. Ikke blot fordi dette ord ikke siger ret mange ret meget, også fordi selv de, der nogenlunde har fattet meningen med det, bevarer en usikkerhedsfornemmelse i sig med hensyn til, hvad det egentlig kommer til at betyde for dem selv og deres husbesiddelse i fremtiden.

Det er naturligvis specielt parcelhusejerne og sommerhusejer­ne, der her tænkes på. Landbruget og forretningsejendommene i bymidten har deres egne problemer, som skal løses for sig. (Men nok ikke bliver det i denne artikel).

Og skal man fjerne noget af den usikkerhed, som præger folk, når de stilles overfor begrebet skat på deres jord, oven i købet en skat, der fremkommer som følge af en vurdering, så gør man nok klogt i at udmønte så mange af vurderings­”fiduserne” som muligt på forhånd. Man må fjerne den usik­kerhed, som folk føler knytter sig til enhver vurdering. Eventu­elt må man lave ordninger, der slet ikke ligner noget med fuld grundskyld og kun indirekte har noget med begrebet at gøre.

Men hvordan?

Ja, det er problemet; for man skal jo netop heller ikke give køb, hvad angår dette at ramme den rigtige jordpris; man skal ikke igen skabe mulighed for, at der kan opstå nogen forventningspris på jorden.

Jeg har spekuleret en del på, om man måske kan knytte afgiften sammen med lønnen. Hvis der er indført fuld grundskyld i et samfund, så vil jo denne så nogenlunde følge lønnen op og ned. Enhver husejer vil hele tiden skulle betale det i grundskyld, som en nybagt husejer er villig til at betale. Og fordi det forholder sig sådan, vil en nybagt husejer jo ikke være villig til at betale nogen forventningspris på jorden; han får jo ikke sin jordafgift låst fast i et bestemt antal kroner og ører, han må finde sig i, at den er flydende og afhænger af, hvad andre vil betale. Hvorfor så ikke sige, at man, når man køber hus, dermed også vælger, hvor stor en del af ens løn, der skal gå til grundskyld? Jeg tænker mig ikke, at grundskylden skal være låst fast til hver enkelts løn, jeg tænker mig snarere, at den skal følge gennemsnitslønnen for en faglært arbejder (eller en ufaglært). Derudover kan man så tænke sig, at andre ting kan bringe den til at stige: Der bliver opført en ny skole i nærheden – grundafgiften stiger. Der bliver lavet en busrute ud til området – grundafgiften stiger. Der bliver indført kommunal gadefejning – grundafgiften stiger. Og man kunne jo oven i købet i mange af den slags tilfælde forhøre borgerne først. Så ville man måske komme ud for det mærkelige, at borgerne direkte frabeder sig forbedringer, som bystyret ønsker at indføre; med den begrundelse, at de ikke ønsker, deres grundskyld skal stige.

Alt dette er sådan set bare vurderingsprincipperne udmøntet på en lidt anden måde.

Men man skal ikke overse, at selv dette medfører store ændringer for folk. Stadigvæk gælder det, at fra at have sin sikkerhed i huset, skal man vænne sig til at have den i forhold til arbejdet.

Hvordan skal man f.eks. behandle det forhold, at mennesker jo går på pension en gang, og at mange af dem faktisk gerne vil beholde deres hus, når det sker? Skal man lave særordninger for pensionister, nedslag i grundskylden og lignende? Eller skal man lave det for de nuværende pensionister med en aftrapningsordning for kommende pensionister, svarende til hvilke muligheder man har haft for at lave sig en forbedret pensionsordning, der kan hjælpe en til at beholde sit hus? Og videre: skal en eventuel ordning gælde for både parcelhus og sommerhus? Eller skal man vælge et af de to bosteder som det, man vil have nedslag i grundskylden for?

Og så videre, og så videre! der er masser af problemer. Og det er vel ikke engang afklaret, hvordan sådanne ordninger vil påvirke forventningsprisen, om de kan holde den helt nede eller ej.

3.5.3. Om en løsning med en jordbank.

En artikel i The Economist har givet mig en vis ide. I The Economist er der tale om, at man overvejer, hvordan man skal indføre grønne skatter (vistnok 14-1292). Det vil være politisk vanskeligt, hedder det, for at forurene har jo hidtil været gratis, og det er altid svært at få folk til at vænne sig til, at noget, der hidtil har været uden betaling, nu pludselig skal være med betaling.

Så hvorfor ikke, siger bladet, bruge en slags forureningstilladelser. Så og så meget får hver enkelt borger (eller firma, for bladet tænker mere i firmastørrelser) lov til at forurene, så meget kuldioxyd, så meget CFC-gas, osv. Og bruger man ikke sin kvote fuldt ud, kan man sælge den til andre, som kan bruge den. Derved ville det hidtil gratis blive forvandlet til en rettighed, som kan sælges, i hvert fald for ganske mange borgeres vedkommende.

Man kunne overveje at indføre en sådan ordning for benzinens vedkommende. Blot vil det jo medføre et stort kontrolsystem, for man skulle jo kontrollere, hvor meget hver enkelt borger brugte. Mere smart ville det være, om man af det ekstraprovenu, der indkom, hvis man lod benzinprisen stige til f.eks. 8 kr. pr liter, lod tilflyde hver enkelt borger et pengebeløb. Han kunne så bruge det til at købe benzin for eller til hvad andet han måtte ønske sig. (Om det skal være hver borger eller hver personbilejer, lad det være uvist). I hvert fald, meningen med en sådan ordning er, som The Economist forstår det, at få en grøn afgift til at glide lettere ned. Man får ved at give penge tilbage til borgerne på bedre måde synliggjort det forhold, at der er nogen., der vinder ved indførelse af de grønne afgifter, nemlig dem, der ikke forurener eller ikke forurener så meget.

Kunne noget lignende laves på grundskyldsområdet?

Kunne man uddele provenuet fra f.eks. en grundstigningsskyld til hver borger, for på den måde at gøre det klart, at vurderingsfolkene ikke optræder på den fæle stats vegne, men på jordejerens medborgeres vegne? Problemet er ikke så meget, om et sådant system ville komme til at virke, for det skulle såmænd nok kunne lade sig gøre, problemet er mere, om det vil medføre den ønskede bevidstgørelse i befolkningen, om man på den måde ville holde mere fast i den rettighed, man her ser udmøntet i kroner og ører, om altså en sådan reform ville have større chance for at slå igennem også i jordpriserne, så den forventningsjordpris, der eventuelt måtte knytte sig til forhåbningen om, at en grundstigningsskyld vedtaget af et snævert flertal i folketinget, såmænd snart ville gå i sig selv igen, forsvandt? Det er ikke utænkeligt, at en sådan reform er bedre end indførelsen af en normal grundstigningsskyld, fordi den har større chancer for at blive vedvarende.

Men bevares, dette forudsætter, at der trods alt er et provenu af betydning at uddele af. Hvis vi taler om pebernødder, så får det ingen virkning. Og netop en grundstigningsskyld vil ikke indbringe et særlig højt provenu. Så igen: Problemet bider sig selv lidt i halen.

3.6. Keynes-metodens fallit.

Mange har undret sig over, at de metoder, der syntes at have virket med så stort held i en lang periode efter anden verdenskrig, de keynesianske, ikke virker længere. Efter at krisen satte ind i 1974, opdagede økonomer, at de kriser, de troede, de havde styr på, ramte dem bagfra, de kom igen ad andre kanaler, de brød løs på en ny og hidtil ukendt måde. Man talte om, at et samfund kom til at lide af “stagflation”, dvs. man havde inflation, og efter teorien skulle inflationen sætte gang i hjulene; det gjorde den bare ikke; det besynderlige var, at man samtidig med inflationen havde stagnation; deraf navnet “stagflation”. Et nyt begreb. En overraskende kendsgerning, som man med navngivningen naturligvis ikke havde forklaret det bitterste.

Set med georgistiske briller er der noget positivt ved den keynesianske teori. Problemet ligger, som påvist, efter den georgistiske teori, også i pengedannelsen, i bankverdenen, i rentehøjde og långivning og villigheden til at tage en risiko. Og derfor kan man sige, at man er gået et stykke af vejen, når man prøver at påvirke netop disse ting.

Udmærket!

Slangen i dette paradis er inflationen. Keynes’ metode medfører en vis inflation. Men den virker kun, for så vidt denne inflation er en overraskelse. Kun da forhindrer man jordprisfastsættelsessystemet i at tage forskud på glæderne, som det jo ellers altid gør. Når imidlertid metoden bliver offentlig kendt, når det er en offentlig hemmelighed, at regeringen arbejder efter den keynesianske metode, at den altså med vidende og vilje gennemfører en mild inflation, så kan jo folk nok regne ud, at så vil der også blive inflation i de kommende år, og når dette bliver så alment anerkendt, at det går ind i forventningerne, så vil jordpriserne uvægerlig stige; nu skal de jo tage højde for den forventede inflation.

Hvis derimod en regering kan gennemføre en inflation med en overraskende pludselighed, så kan den derigennem sætte gang i hjulene, så kan den ekstra pengemængde, den kaster ud i omløb, sætte masser af arbejde i gang.

Men ak, selv da er virkningen begrænset. Så snart der har hersket inflation i et ellers ikke-inflationspræget land i et års tid, har jo jordpriserne for længst taget højde for inflationen. Mennesker er ikke længe om at lære, når det er noget sådant, det drejer sig om. Og specielt vil de være hurtige til at lære, hvis Keynes-metoden virker, hvis altså der virkelig kommer gang i hjulene. Så stiger jo optimismen overalt, altså også optimismen hos potentielle jordkøbere. Og så er grunden lagt til næste krise.

4. Metoden med “det store svineheld”.

4.1. Tressernes fulde beskæftigelse

Noget, der kan undre den, der kikker arbejdsløshedsstatistikker igennem, er den mærkværdige “mangel på arbejdsløshed” i tresserne. I hele sidste halvdel af forrige århundrede var der arbejdsløshed. I hele dette århundrede var der arbejdsløshed, måske lige bortset fra tiden under de to verdenskrige; men det er klart: man ønsker sig ikke nogen verdenskrig for at få bugt med arbejdsløsheden.

Men i tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne var der, i hvert fald her i Vesteuropa, ikke arbejdsløshed. Vi oplevede fra 1960 og fremefter en ganske besynderlig periode. Arbejdsløsheden faldt til hidtil uset lave niveauer; den holdt sig igennem mange år nede under de 2%, og så laven arbejdsløshed svarer næsten kun til den procent, der må være, hvis man skal tage højde for, at der hele tiden er nogen, der skifter arbejde.

Hvordan i alverden kunne det mon egentlig gå til?

Ja, man kan lægge mærke til, at dette aldrig er et problem, som har været fremme i den offentlige debat. Man har vel simpelthen taget den fulde beskæftigelse som en selvfølge. Man har vel regnet med, at her lykkedes det endelig for de forskellige regeringer at få gennemført det, som Keynes anbefalede; her viste det sig, at økonomerne fik ret: bare man kunne anvende de forskellige økonomiske redskaber på tilstrækkelig afbalanceret måde, så kom den fulde beskæftigelse.

Og bevares, det er da nok forståeligt, at man tænkte sådan, mens den fulde beskæftigelse var en realitet. Og det er måske også forståeligt, at det var hovedsynspunktet i årene derefter, hvor man jo hele tiden var besat af tanken om igen at kunne fremkalde fuld beskæftigelse. Som de vil erindres, greb vi herhjemme til at gennemføre den midlertidig lave moms, mimsen, med det udtalte formål at få hjulene i gang lidt før de andre; for det kunne jo ikke være andet mente man, end at hjulene da måtte komme i gang igen; tressernes glade dage måtte fortsætte; når man kunne udføre kunststykket i tresserne, hvad skulle der så være til hinder for, at man kunne gennemføre det i halvfjerdserne; så bare rolig: de glade dage med den fulde beskæftigelse var lige om hjørnet.

Det var i 1975.

Siden er vi blevet klogere. Nu venter man ikke noget opsving lige om hjørnet. Og venter man det, så regner man ikke mere med, at det skaber fuld beskæftigelse.

Men hvad var så egentlig årsagen til det store opsving i tresserne?

4.2. Årsagen til den fulde beskæftigelse i tresserne

Det vil føre for vidt at gennemgå de forskellige økonomiske skolers opfattelse af tressernes fulde beskæftigelse. Kun en ting skal nævnes: John Galbraiths skrifter fra slutningen af tresserne. Problemet for ham dengang var ikke arbejdsløsheden, nej, det var overforbrug og overproduktion, det var dette, at firmaer påtvang os almindelige forbrugere deres produkter, det var dette, at vi fik ind i vore hjem plastic-dimser og apparater, som vi ikke på nogen måde havde brug for; alts ammen i kraft af en effektiv reklame; hvordan kunne man befri forbrugerne for dette overforbrug? Hvordan kunne man sikre sig, at de igen blev almindelige mennesker?

Dette problem har, desværre, løst sig selv.

Men det er alligevel sjovt bagefter at læse om, hvordan der altså har været en periode i “historisk tid”, endda i mands minde, hvor den fulde beskæftigelse var i den grad en selvfølge, at der var “råd til” at beskæftige sig med sådanne luftkasteller.

Men, som sagt, lad os prøve at beskrive årsagerne til dette boom! Og gøre det ud fra en georgistisk tankegang.

Som før nævnt vil jordpriserne hele tiden være forud i sine krav, ikke fordi jordejere eller jordkøbere er særlig frække, men fordi der netop, hvad fastsættelsen af prisen på jord angår, findes en særlig mekanisme, som bevirker, at en periode med jævnt stigende jordpriser vil medføre, at stigningen accelererer: man tager efter en vis træghed i begyndelsen højde for den kommende stigning. Og den primære stigning har med den stadig stigende produktivitet i samfundet at gøre. Fordi produktiviteten til stadighed stiger, fordi vi til stadighed indfører ny teknologi, derfor vil også jordprisen stige. Og derfor vil der altså efter en vis tid opstå en overpris på jord: man indkalkule­rer fremtidens stigning i de nuværende priser.

Og som sagt: det er så ikke sikkert, at arbejde og kapital kan indfri de forventninger, som de forhøjede jordpriser kræver; det er ikke sikkert, at fremtidens varer bliver så billige, som forventningspriserne på jorden har forudsat.

Og sker det ikke, så er det, der kommer kriser.

Men det omvendte kan faktisk også ske. Der kan faktisk også ske det, at produktiviteten stiger i en grad, som forventningspriserne på jord på ingen måde havde taget højde for. Der kan ske det, at der med et slag sker en sådan produktivitetsstigning, at jordpriserne “kommer bagefter”; de havde ventet en vis stigning, men ikke en så eksplosiv stigning; de havde regnet med en normal stigning, og så kommer der en ganske ovenud stor stigning.

Et eksempel på det er Vesteuropas gensidige toldnedsættelser i slutningen af halvtredserne. EF blev dannet i 1957. EFTA året efter. Og både EF og EFTA regnede med en gradvis afskaffelse af al told gennem nogle år, EF desuden med skabelsen af et stort marked for landbrugsvarer.

Dette satte produktiviteten i vejret med et slag.

Og se, hvis dette nu var en overvejelse, der var præget af de tanker, man gør sig for øjeblikket om situationen i Europa, så ville man sige, at det da var højst uheldigt, at produktiviteten steg så gevaldigt; for ikke sandt, det svarer jo til, at man gennemfører en ny teknologi; og må det ikke nødvendigvis føre forøget arbejdsløshed med sig?

Som bekendt skete der det stik modsatte. Vi fik fuld beskæftigelse. Og vi fik fuld beskæftigelse, ikke gennem et år, ikke gennem fem år, men gennem samfulde fjorten år. Det kunne tyde på, at der er noget ved vores teknologi-overvejelser, vi har misforstået.

Nuvel, det er, som jeg har søgt at påvise, ikke teknologien alene, der gør det. Det er dette, at teknologien, her toldnedsættelserne, slår igennem på en gang; det er dette, at de jordprisstigninger, som fandt sted i perioden, bagefter viste sig slet ikke at være store nok. Det er den nye teknologi, det er de nedbrudte toldgrænser, det er den øgede produktivitet i det hele taget, eller kan vi sige, det er den økonomiske vækst, der er skyld i, at jordprisen stiger. Men når der kommer en sådan eksplosiv økonomisk vækst, som tilfældet var i tresserne, så kan selv en spekulationsjordpris ikke følge med.

Og derfor fik vi fuld beskæftigelse.

Den forsinkelse, som “normalt” bevirker, at vi får arbejdsløshed, dvs., som “normalt” bevirker, at de afskedigede arbejdere ikke uden videre går fra deres job med en til deres job svarende efterspørgsel bundet i halen, den forsinkelse var her borte, fordi der ikke var nogen jordspekulation, der var tilstrækkelig fræk til at forstyrre de normale forhold: at de, der bliver afskediget et sted, finder arbejde et andet sted.

Under “normale” forhold, dvs. når vi har arbejdsløshed, udsendes der vel et signal om nyansættelse hver gang der indføres ny teknologi. Men signalet forstyrres i bankverdenen, det ødelægges eller svækkes i finansverdenen, fordi de øgede jordpriser først skal have deres part af finanskapitalen. Egentlig skulle signalet trænge igennem til andre områder af økonomien, så der dér opstod efterspørgsel efter arbejdskraft, ganske svarende til den arbejdsstyrke, der var blevet afskediget, men fordi der på jordprisområdet findes høj- og lavkonjunktur, bliver signalet præget af det, så det svækkes eller når op på næsten normal styrke i henholdsvis lav- og højkonjunkturerne.

Dog. Det kan altså ske, at en vækst i økonomien opstår så pludseligt, at jordprisstigningerne kommer bagefter, så vi gennem en periode får fuld beskæftigelse. I så fald går signalet durk igennem. I så fald kommer der arbejdere i arbejde i samme takt som der bliver afskediget arbejdere.

En sådan periode var perioden fra 1960 til 1974.

4.3. De lykkelige tressere.

Og lad os bare lige mindes de glade tressere en smule. Som man måske husker, var det i den periode, at mekaniseringen i landbruget for alvor slog igennem. Gårde blev lagt sammen ‘en masse’. Men besynderligt nok førte dette ikke til de store tragedier. For alle de landmænd, der “blev tilovers” på landet, kunne få arbejde i byen. Den fulde beskæftigelse bevirkede, at en af de største økonomiske omlægninger i vor tid kom til at foregå yderst fredeligt, ja, kom til at foregå på en måde, så alle føl te, de havde vundet ved det.

Lad os også mindes perioden på grund af, at man dengang førte en politisk debat, der må forekomme os i dag højst besynderlig. Selvfølgelig var det sådan dengang, som i dag, at oppositionen skældte regeringen ud. Og selvfølgelig var det de økonomiske nøgletal, man brugte som baggrund for sin utilfredshed. Men mens man i dag skælder regeringen ud, fordi underskuddet på statsfinanserne blev større end forudsagt, så skældte man dengang regeringen ud, fordi overskuddet på statsfinanserne ikke blev så stort som forudsagt. Og ikke sandt, det må i sandhed have været en vidunderlig tid. Hvor en opposition kunne tillade sig at være utilfreds med et overskud på statsfinanserne.

4.4. Genskabelse af tresserne

Når de glade eller (bedre) lykkelige tressere skal nævnes her, skyldes det, at vi netop nu er i en situation, hvor det svineheld, der dengang skabte den fulde beskæftigelse, kan gentages.

Hvis ovenstående analyse er rigtig, så er jo den fulde beskæftigelse dengang fremstået i kraft af et svineheld. Ingen havde beregnet det. Ingen havde regnet med det. Man havde nok forestillet sig, at afskaffelsen af toldgrænserne kunne have positive virkninger på den økonomiske vækst, men man havde ikke regnet med, at det kunne influere på arbejdsløsheden.

Det kunne det ikke desto mindre.

Og fordi ingen havde regnet med det, derfor kaldes denne metode til afskaffelse af arbejdsløsheden her “metoden med det store svineheld”.

Og naturligvis, det lyder paradoksalt, det synes at være ganske selvmodsigende, men denne succes lader sig faktisk gentage. Netop nu er vi i en situation, hvor det kan lade sig gøre at skabe et stort svineheld.

Desværre bliver det nok ikke til noget.

Den situation, jeg tænker på, er naturligvis den situation, vi står i overfor Østeuropa.

Hvis vi i EF vover at åbne grænserne, ikke blot for udvalgte varer, men for alle varer, ikke langsomt og sendrægtigt, men med et slag, ikke modstræbende, men fordi det kan være til fordel for os, så vil hele Europa i løbet af ganske få år kunne blive et stort marked. Og dette vil give økonomien et spark fremad, der kan sammenlignes med det spark, den fik ved toldnedsættelserne i slutningen af halvtredserne. Og man kan derfor forvente, at denne økonomiske vækst vil få den samme indvirkning på beskæftigelsen som sparket i tresserne, dvs. man kan forvente, at der vil blive fuld beskæftigelse.

Som sagt, det er ikke de åbne grænser i sig selv, der fremkalder det. Det er ikke den økonomiske vækst i sig selv, der forårsager nedgangen i arbejdsløshedstallet. Det er det forhold, at det sker hurtigt. Det er det forhold, at væksten bliver så stor, at den overgår de forventninger, som de for høje jordpriser for øjeblikket sætter til den. Åbnes grænserne, skabes der derigennem økonomisk vækst, bliver denne vækst så stor, som jeg her skitserer, ja, så vil det kunne fremkomme en periode ‘med fuld beskæftigelse, måske endda også denne periode vil strække sig over hele fjorten år.

Det er ikke en varig fuld beskæftigelse, nej. Men ti eller fjorten år er så sandelig værd at tage med.

4.5. Pludseligheden afgørende

Når jeg udtrykker skepsis overfor gennemførelsen af denne åbning, når jeg mener, at det nok ikke vil finde sted, skyldes det ikke blot, at EF nok er mere for beskyttelse end for liberalisme, skønt det jo da sådan set er rigtig nok. Nej, det skyldes mere, at åbningen, hvis den skal have den virkning at afskaffe arbejdsløsheden som i tresserne, skal komme hurtigt og overraskende. Hvis der i EF’s overvejelser lå et potentiale af liberalisme, hvis der i EF-maskineriet var et stærkt drag af liberalisme, der kun ventede på sin chance for at virkeliggøres, så måske det kunne lykkes. Men der er det stik modsatte. Der er et stærkt ønske om at beskytte sine industrier. Der er en stigende national egoisme, som vil gøre, hvad den kan for at holde andre ude fra “ens eget” marked; og kan man ikke gøre det for sin nationale markeds vedkommende, så vil man i hvert fald gøre, hvad man kan, for at EF’s marked forbliver tilpas lukket for østeuropæiske varer.

Ironien i det hele er, at alt dette gøres for beskæftigelsens skyld. Man lukker grænserne for at holde beskæftigelsen derhjemme oppe. Man går imod frihandelen, fordi man kun fokuserer på de arbejdere, der bliver afskediget, fordi de ikke kan konkurrere med de mindre lønkrævende østeuropæiske arbejdere; man ser ikke på dem, der kommer i arbejde, fordi Østeuropa nu kan få råd til at købe noget i vesten. Her var virkelig en opgave for økonomer at tage sig på. Her tiltrænges der simpel oplysning om visse økonomiske facts. Så man kommer ud af den skæbnens ironi, at man for at opnå et mål gør det stik modsatte af, hvad der fører frem mod dette mål.

Dog, håbet er USA.

GATT-forhandlingerne kunne gå hen og lykkes. Der kunne komme gang i den globale frihandel. Og så ville jo Europa blive “tvunget” med ind i denne globale ordning. Lidt på samme måde, som de nordiske lande blev “tvunget” ind i EFTA i slutningen af halvtredserne. Al talen om nordisk samhørighed blev jo dengang kun til snak, den blev ikke udmøntet i nogen nordisk toldunion, endsige da nogen nordisk frihandelsaftale.

Men i EFTA kom det, altså fremtvunget af de europæiske forhold, på trods af, at der ikke i de nordiske lande var nogen særlig frihandelsindstilling.

Noget lignende kunne ske med EF. På trods af, at der ikke i EF er nogen særlig frihandelsforståelse, kunne en gennemførelse af GATT forhandlingerne medføre, at EF blev “tvunget” til at lukke op for østeuropæiske varer.

Problemet, hvis det sådan skal ske ubevidst, uden, at man fra EF’s side har villet det, er, at det formentlig ikke kommer til at ske hurtigt nok. Så megen beskyttelseslyst findes der i EF, at man nok vil forhandle sig frem til ganske lange overgangsordninger. Og dels kan man spekulere på, om mon så ikke de fleste regimer i Østeuropa har bevæget sig bort fra demokratiet, dette demokrati har jo ikke kunnet indfri de løfter, det gav i befrielsens time. Men dels kan man altså også spekulere på, om ikke en sådan forhaling vil bevirke, at den produktivitetsstigning, som den frie handel vil medføre, ikke kommer med den krævede pludselighed. Teorien her vil jo kræve, at produktivitetsstigningen bliver meget større, end “man” forventer, idet “man” her er samfundet i almindelighed; eller, hvilket er det samme: større end den forventningsjordpris, der lægger sig på al jord, regner med. Men hvis der kommer lidt gang i hjulene igen, hvis det først er på det tidspunkt, man for alvor får taget sig sammen til at åbne grænserne til Østeuropa, hvis man får held til at udstrække den krævede toldnedsættelse over en halv snes år, så vil ret hurtigt forventningsjordpriserne tage fart; allerede opsvinget kan jo sætte fart i dem; og så vil der let kunne ske det, at forventningspriserne faktisk kommer til at løbe forud for produktivitetsstigningen, som den plejer, også selvom den i dette tilfælde bliver større end sædvanlig.

Så, som man kan forstå, timingen er ret afgørende her.

4.6. Forudviden ødelægger også den gode virkning

En anden besynderlig ting ved dette her er imidlertid, at også en alt for stor bevidsthed omkring disse ting vil kunne ødelægge den gode virkning. Sagen har desværre indtil nu kun teoretisk interesse, men skal alligevel nævnes for teoriens skyld.

Hvis man forestiller sig, at disse teorier fik større udbredelse; hvis man tænker sig, at mange økonomiske eksperter i banker og regeringer, og hvor sådanne ellers sidder, forstod disse forhold og regnede med dem; hvis man forestillede sig, at det blev almindeligt for bedre at kunne forudsige de økonomiske forhold at undersøge forventningspriserne på jord og sammenholde dem med forventningerne til produktiviteten, så ville også den fulde beskæftigelse udeblive. Så længe der nemlig ikke er indført nogen afgift på jorden, dvs. så længe de her fremførte tanker kun får lov til at boltre sig i analysens tjeneste, så vil der af de toneangivende økonomer skabes forventninger til jordprisstigninger, meget større end de sædvanlige forventninger, og de vil i sig selv forhindre den fulde beskæftigelse i at indtræde; for ifølge de her fremlagte teorier er det jo netop disse forventningspriser, der fremkalder den nedgang i økonomien, der bliver det sørgelige resultat efter nogen tid med opgang og gang i hjulene.

Men der skal nu temmelig meget til, førend den viden, der her er tale om, kommer til at gøre sig gældende som en forventning, dvs. før den får økonomisk indflydelse.

5. Metoden i analysens tjeneste.

“Fejlen” ved den georgistiske metode er i kort gengivelse, at den alt for hurtigt bringer sin løsning med sig, og at denne løsning politisk set er uacceptabel. Selvom man som økonom kan se, at der er noget om sagen, selvom man må bøje sig for argumentet om, at jord er noget særligt i økonomien, fristes man dog til at overse dette forhold, fordi den løsning, man i få fald skulle anbefale, efter alle solemærker at dømme først bliver virkeliggjort engang i næste århundrede, om overhovedet nogensinde.

Dette vil jeg mene er ret fatalt. Det fører nemlig med sig, at man griber til forkerte analysemetoder; det fører til, at man ikke blot i sin praktiske anbefalinger holder alt, hvad der har med “jord” at gøre borte, men også i sin teori undgår at lade “jord” være noget for sig.

Så på det punkt vil jeg mene, man bør gå anderledes til værks.

Der er ingen grund til at begrave sig i løsningsforslag om, hvordan man mest smertefrit kan indføre fuld grundskyld. Hvis problemet er, at man realistisk må bedømme det som for øjeblikket fuldstændig umuligt at nå nogen vegne med en praktisk gennemførelse i den retning, fordi folk ikke vil ud af den sikkerhedsfornemmelse, de føler de har med hensyn til deres hus, så må man spørge sig selv: Hvad kan jeg da gøre? Hvordan kan jeg da udnytte den sandhed, som det jo er, at “jord” et en særlig faktor i økonomien?

Og herpå er svaret, at denne sandhed skal udnyttes i analysen. Kan gerne være, at forventningsprisen på jord først kan nedbringes om 100 eller 150 år, når folk bedre har forstået, hvad det går ud på. Men hvad man kan gøre allerede her og nu, er at bruge sin indsigt til at forbedre analysemetoderne med.

5.1. Østeuropa

Og her vil jeg først nævne det sidste fra forrige afsnit. En pludselig og uventet åbning af grænserne til Østeuropa vil føre til en produktivitetsstigning, der langt overgår selv de vildeste forventninger. Og derfor vil de forventningspriser på jorden, som ellers normalt holder igen på den fulde beskæftigelse, være længe om at komme op på et niveau, hvor de atter kan øve deres skæbnesvangre virkning.

I sig selv kan de fleste økonomer nok acceptere, at fuld frihandel er et gode, at det skaber større produktivitet, at det er værd at stræbe efter. Så selvom man ikke er georgist, vil man givetvis kunne se en opgave i at kæmpe for, at grænserne bliver åbnet. Foruden de politiske gevinster er der store økonomiske gevinster at hente.

Men er man så desforuden georgist, så vil man kunne se tidsfaktorens betydning. For den almindelige liberalist, vil tiden ikke betyde det helt store, højst kan man tale om det politisk ønskelige i at styrke de demokratiske kræfter i øst. Men som georgist vil man pludselig se en chance; en chance ikke blot for større produktivitet, men for fuld beskæftigelse. Men skal denne mulighed virkeliggøres, spiller tiden en stor rolle. Det kan georgisten se, men den almindelige liberalist ikke.

5.2. Tysklands genforening

I spørgsmålet om Tysklands genforening er jeg lidt mere på glatis. Der er nemlig ingen, der har undersøgt forholdene ud fra en georgistisk teori. Og man skal trods alt have nogen tal på bordet for at kunne bedømme det ret.

Almindeligvis bedømmer man vist sagen sådan, at Tyskland desværre blev genforenet på et lidt uheldigt tidspunkt, set sådan rent økonomisk. Der var en nedtur undervejs, og denne økonomiske lavkonjunktur var årsagen til, at det hele kom til at gå meget mere trægt, end man regnede med.

Dertil kom den generøse omvekslingskurs. Og videre kom de meget favorable lønvilkår for østtyske arbejdere. Alt det skal ikke nægtes. Men man kunne godt få lyst til engang at undersøge, hvem der har købt hvilken jord i Østtyskland. Et af de største problemer efter genforeningen var jo at få fastslået jordejendomsretten. Men dengang ventede alle faktisk, at nu, lige om et øjeblik, kom det store opsving. Så det, man som georgist spørger sig selv om, er, om det var realistiske priser, man dengang gav for jorden, om forventningerne til opsvinget påvirkede priserne, om vestlige firmaer benyttede sig af lejligheden til at sikre sig en plads i solen til en pris, der var bare lidt for høj. Sådan at altså det ventede opsving blandt andet af den grund ikke kom.

Dette kunne det være sjovt at få svar på. Men blandt andet, fordi der er så få georgister blandt økonomer, får svaret nok lov at blæse i vinden et stykke tid endnu.

5.3. Konjunkturudsvingene

Den tredje og mest væsentlige ting, der skal nævnes her, er, at den georgistiske model vil kunne bruges til at analysere konjunkturudsvingene. Hvornår er der fare for en økonomisk nedgangsperiode? Hvornår kommer det ventede opsving? Osv. Dette er yderst relevante spørgsmål, som mange økonomer kæmper for at få svar på. Og påstanden her er altså, at den georgistiske teori kan bruges til at give dette svar og give det med større sikkerhed, end det kan gives for øjeblikket.

Som en advarsel skal det siges, at modellen jo netop har givet afkald på at give gode råd om, hvad der skal gøres. Hvad der skal gøres, er efter denne teori klart nok, man skal indføre en afgift på jordbesiddelse. Og meningen med denne slutbemærkning er altså ikke at få den georgistiske model til at give et “reservesvar”, hvis man ikke gider eller vil følge det primære svar. Det lader sig ikke gøre.

Men det lader sig måske nok gøre at give et svar på, hvor langt vi er henne i konjunkturudviklingen.

Blot må man til den ende skaffe sig de nødvendige redskaber. Man må kvantificere teorien og derefter gå ud og hente de tal, der skal bruges. Måske man så kan ende med en lige så imponerende størrelse, som ADAM eller EVA. Men mindre kan måske også gøre det.

Problemet er, at det er andre ting end de sædvanlige, der her skal kvantificeres. Hvis George har ret i, at produktionen først kommer i gang igen efter en nedgangsperiode, når enten kapital eller arbejdskraft har affundet sig med den lavere betaling, eller produktiviteten er steget så stærkt, at de to faktorer bliver i stand til at betale, hvad jordprisforventningerne forlanger, så kan det blive af betydning at gøre produktivitetsstigningen pr år op. Men ligeledes kan det være af betydning at prøve at udregne, hvor meget forventningsprisen på jord overstiger den naturlige pris på jord, dvs. den pris, som kan betales allerede i indeværende år, og derfor også vil kunne betales (i forhøjet eller formindsket stand) hvert år fremover.

Men netop det sidste er et lidt tricky spørgsmål. For hvordan kan man finde den “naturlige” pris på jorden, undtagen ved at udleje den på jordrentevilkår og derefter sætte lejen op eller ned? Dog. Ved at sammenholde med lejeværdien skulle det kunne lade sig gøre i hvert fald at få et indtryk af dens stør­relse. For lejeværdien er jo netop den pris, en landmand eller en lejer i byen vil betale i det indeværende år, uanset lejen måske stiger fremover. Og her skal jo resultatet ikke bruges til at foretage en millimeterretfærdig vurdering, her skal det “kun” bruges i analyseøjemed.

Jeg har tidligere nævnt nogle af The Economist‘s tal. Man har undersøgt huspriser i Storbritannien og fundet ud af, at nu (dvs. i 1993) er priserne på et normalt hus kun 3,2 gange årsindtægten, hvor den før (dvs. 1989) lå på 4,5 gange årslønnen. Ligeledes udgør de årlige udgifter i dag kun 12% af lønnen, mens de i 1990 lå på 30% af den. Sådanne tal kan være med til at vise udsvingene på forskellige tidspunkter i konjunkturforløbet og dermed være med til at give et fingerpeg om, hvornår udviklingen vender. Så har man ikke taget landbrugsjorden med, og kontorbygninger og forretningsejendomme i byerne er heller ikke medregnet. Men det skulle vel ikke være umuligt at finde ud af, f.eks. hvor mange kvadratmeter kontorareal der for tiden står uden lejer; eller hvor meget den normale indtjening pr hektar er, og så sammenligne det med den årlige udgift til renter og afdrag, som en køber skal erlægge for købesummen pr hektar. Så jo, der er forskellige metoder til opnåelse af de eftertragtede tal.

Men produktiviteten skal jo tages i betragtning også. Og det er lidt svært at sige, nøjagtigt hvordan den virker ind på forholdene. Dog kan man i det mindste se på stigninger og fald i produktiviteten og måske derudfra danne sig et indtryk. For hvis vi oplever en periode med stor produktivitetsfremgang, så kan tal af ovennævnte art godt ligge højt, uden at det betyder, at en lavkonjunktur venter lige om hjørnet.

5.4. Slutning

Hvad der her forebringes, er ikke en fuldt og færdig teori. Det var det vel i højere grad på Georges tid, for dengang var det ikke almindeligt med teorier, der kunne kvantificeres. Dette må imidlertid kræves af en teori i dag. Og vel er der i det foregående blevet fremført skitser til, hvordan en moderne georgistisk teori kunne kvantificeres, hvordan der kunne “sættes tal på”, og vel er selve teoriens eksistens en anklage mod de eksisterende teorier, for, hvor kvantificerbare de end er, ikke at ramme sandheden om de økonomiske kræfter og deres virkemåde. Men jeg er mig dog pinlig bevidst, at teorien netop ved den manglende kvantificerbarhed har sine mangler.

Dog, et sted skal man begynde. Og givet er det, at før man begynder at fremskaffe tal, skal man vide, hvad man vil med de tal, man fremskaffer. Det kan teorien bruges til. Så måske, når tallene har vist det, tal kan vise, teorien må ændres, finpudses eller helt forkastes, som nu tallene viser det.

Men først tallene kan bekræfte eller afkræfte teorien.

Det vil sige: Sådan ser det ud, ideelt set. Reelt set må man nok indrømme, at om så teorien blev bekræftet tusind gange, det blev ikke til noget med den praktiske gennemførelse, hvis ikke folk var villige til at vove forsøget, hvis ikke man af hensyn til sit arbejdsløse medmenneske var villig til at afgive en sikkerhed med hensyn til ejendomsbesiddelse.

Og dette skrift kan jo så betragtes som et led i den stadige kamp for at ændre realiteten ved hjælp af idealiteten.

 

***

NOTER

Udgivet på HENRY GEORGE FORLAGET
Arbejdsløsheden, dens afskaffelse eller formindskelse
© Ricardt Riis, 1994

Sat med Times New Roman
og trykt hos Henry George Forlaget
Printed in Denmark 1994
ISBN 87-90000-13-7

[1] Her og i det følgende: moderniseret retskrivning /pma

[2] Udkom i dansk oversættelse i 2012: Den nationaløkonomiske videnskab